Mia Decor // I can't remember

S: skoven
T: tidlig nat
V: lunt
O: et lille vandløb, og nogle træer

Det var sent på aften, eller man skulle måske snare sige at det var tidlig nat. Solen var gået ned for et par timer siden nu, og alle dyrene i skoven var ved at gå til ro, årh dog, nogle af dyrene var først lige ved at vågne op. De var natdyr, og skulle ud og jage. Det hele virkede meget fredeligt i skoven, og gik man dybere ind, blev der kun mere fredeligt. Der var intet der forstyrrede dyrelivet her inde. Man kunne, hvis man lyttede godt nok efter, høre en rislende lyd, og følger man efter lyden kommer man til et vandløb. Hvis man fulgte vandløbet mod strømmen ville man til sidst komme til et vandfald. En dreng, som lå lige ved siden af vandet, stønnede svagt. Han åbnede øjnene, men det hjalp ham ikke meget. Der var stadig mørt hvor han var, men efter lidt tid havde hans øjne vænnet sig til det svage lys. Drengen kiggede sig langsomt omkring. Hvor var han mon? Han havde virkelig ingen ide. Hans hoved gjorde ondt, så han gnubbede forsigtigt en hånd mod sit hoved. Han kunne ikke huske noget som helst. Hans hoved var helt tomt. En masse spørgsmål dukkede frem i hans hoved. Hvor var han, hvad lavede han her, og vigtigst af alt, hvem var han? Han kunne virkelig ikke huske noget som helst, han viste kun en ting lige nu, og det var at han både var sulten og tørstig. Heldigvis var der jo et vandløb lige ved siden af ham, konstaterede han. Hen kravlede helt hen til vandet, mest af alt fordi han ikke helt vidste om han kunne stå op, og han ville ikke prøve, hvis han nu vil falde alligevel. Han var nu nået ned til vandet, og hulede sine hænder for at kunne få noget at drikke. Vandet var dejligt køligt mod hans hænder, og han drak grådigt, til han følte sig nogle lunde fuld igen. Han fik kravlet et lille stykke væk fra vandet, og lagde sig så bare ned igen. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre. Han vidste at han ikke ville kunne blive her, men hvor skulle han i så fald gå hen? Han sukkede, og lukkede øjnene, og faldt hen i en drømmeløs søvn.

Mia's jagt havde denne nat taget hende ind i en del af skoven, hun endnu ikke havde set. Lyden af rislende vand var som musik i hendes øre. Hun kunne kun forestille sig hvor smukt et syn der ventede hende.

Ja, Mia var endnu engang vågnet efter instinkter havde taget over, til et blodbad uden lige og det første hun havde hørt var vand. Hendes nyserrighed havde fået hende til at drage mod det, men undervejs var det gået op for hende at vand ville være en stor hjælp, som hun så ud lige nu.
Hun lignede det monster hun var, og der gjorde hende både ked, men også rasende. Så at lyden af vand blev tydeligere og tydeligere var hendes eneste lykke netop nu.

Mia massede sig gennem et bar buske og kunne omsider se vandet i det fjerne. Hun satte i løb og faldt på knæ foran det store og enormt flotte vandfald. Spejlbilledet i vandet forskrækkede hende. Hun vidste hun så slem ud, men hun havde aldrig i sin vildeste fantasi forstillet sig dette; hendes hår var vildt og ustyrligt, hun havde blod rundt om hele munden og op og ned af begge arme. Desværre huskede hun intet om hvad der var sket.

Hun skønte sig af fylde hænderne med vand og plaske det i hovedet. Hun stønnede opgivende over der røde vand der her efter faldt til jorden. Her efter vaskede hun sine arme og først da hun var helt sikker på at hun ikke kunne blive renere, kørte hun en hånd gennem sit hulede hår og så sig omkring.

Lidt derfra hvor hun sad lå en skabning på jorden. Hun kneb øjnene sammen i undring over hvem det mon kunne være og hvad han eller hun lavede her. Hun rejste sig op og gik et par skridt nærmere. Noget sagde hende at hun kendre denne person.
Hendes nysgerrighed drog hende nærmere og da hun kom tæt nok på stoppede hun. Hvad i alverden lavede Godric her ude, midt om natten. Eller var det nu også ham? "Godric?" spurgte hun forsigtigt og forsøgte ihærdigt at glatte sit hår ud, så hun så nogenlunde normal ud igen.

Noget tid efter hørte han sagte fodtrin, men blev liggene hvor han var. Hvis han var heldig opdagede personen ham ikke. Der var stille i meget lang tid, og drengen håbede at personen var gået igen. Der gik lang tid, og drengen begyndte så småt at slappe af, men så var der pludselig en stemme. Den sagde blot et eneste ord. Han løftede hovedet og så over på den person som havde talt. Det var en ung kvinde, og synet af hende fik noget til at røre på sig i drengens hoved. Han kunne bare ikke lige helt grave frem til hvad det var, men et eller andet sted havde han det som om han kendte hende, men han kunne virkelig ikk huske noget. Så trænkte ordet som hun havde sagt ind, Godric! Var det det han hed? Han fik mere ondt i hovedet af at prøve at tanke, men kunne ikke komme frem til noget. Han lukkede øjnene i et kørt stykke tid, og så så over på kvinden. Han sukkede opgivende og prøvede at rejse sig op. Han kom op på albuerne, og fik kæmpet sig op på knæene. Han kunne mærke at han vil falde, eller retter sagt, han vidste at hans ben vil give efter, så han blev på knæene. Han bed sig i læben, og så på kvinden."hv hvem er du?" Stammede han "og hvem er Jeg?" Mumlede han lavt. Han vidste ikk at hun højest sandsynligt kunne høre ham, eller han have glemt det.

Mia smilede da drengen satte sig op og hun var ret sikker på at det var Godric. Hun havde ikke set ham længe, så det var underligt at finde ham her. Hun satte sig ned i skrædder stilling ved siden af ham og nikkede venligt med hovedet. "Hey" sagde hun og fortsatte, "hvad laver d.." mere nåede hun ikke at sige får han åbnede munden og talte. Hans ord overraskede hende noget så grusomt. Men hun begyndte langsomt at forstå da han fortsatte.

"Jeg er Mia..." sagde hun og satte sig så hun kunne se på ham. "Og du er Godric..." fortsatte hun langsomt og tydeligt. Hvad i alverden gik det her ud på. Var det en eller anden lam spøg? Neej... Godric virkede ikke som typen der gjorde den slags - hun kunne selvfølgelig tage fejl, men det troede hun næppe.
"Hvad er der sket?" spurgte hun og så intenst på ham. Hun søgte hans øjne for svar.

Han så på hende da hun satte sig ned ved siden af sig. Han vidste ikke helt om han skulle blive siddende eller rykke væk fra hende. Hun kunne jo være farlig, ikke? Da hun begyndte at tale til ham, så han undrende på hen, men så så ned i jorden. Da hun sagde at hun hed Mia, var der igen noget som rørte på sig i hans underbevidsthed, men han vidste stadig ikke helt hvad det skyldtes. Da hun sagde at han hed Godric så han op på hende med et ryk, men det skulle han ikke havde gjort. Han fik blot mere ondt i hovedet af den pludselige bevægelse. ”Hun hørte mig?” mumlede han lavt. Det havde ikke været meningen at han skulle havde sagt det høj, men det kom han nu en gang til. Han tog stille en dyb indånding, og blinkede et par gange da hun havde stilet ham sit spørgsmål. Hvad var der sket? Ja det var jo lige det der var det store spørgsmål. Han trak forsigtigt på skuldrene, og mumlede. ”Har virkelig ingen anelse” han så ned på sine hænder ”jeg vågnede bare op her, og kan intet huske overhoved.” han sukkede opgivende, og så hende ind i øjnene. Godric talte sandt, og man vil tydeligt kunne se det på ham. Han var alligevel ikke typen som drev gæk med andre folk. Han var ved at blive en smule frustreret over at han ikke kunne huske noget overhoved. Det var ikke rart. Han havde det som om han bare kunne begynde at skrige lige nu, eller at græde.

Mia hævede et øjnbryn og satte sig op på sine knæ, så hun kunne læne sig tættere på ham, "Selvfølgelig kan jeg det, har du mistet hukommelsen eller hvad? Jeg har skarpede sanser, jeg er vampyr, Godric. Jeg hører alt..." det passede ikke helt. Hun kunne jo ikke hører alt, men både højere og lavere lyde end så mange andre, var lette for hende at spotte.
"Du mener ikke for alvor at du ingenting kan huske vel?" fortsatte hun og lagde hænderene på hans skyldre. Hun blev nysgerrig efter at finde ud af hvad der var sket. "Har du lået hovedet?" spurgte hun og kiggede ham undersøgende i øjnen, som en mor ville gøre det.

Da Mia lænede sig tættere på Godric veg han automatisk lidt bagud. Han så bare på hende som en anden idiot da hun sagde at hun var en vampyr. Skulle han tro på hende, eller ikke? Hun havde da godt nok hørt det han havde sagt før, men alligevel. Han svarede hende dog ikke på om han havde mistet hukommelsen, men det havde han jo tydeligvis, indså han, siden han intet kunne huske. Han blev ved med bare at stirre på hende, og da hun lagde hænderne på hans skuldre stivnede han en smule. Skulle han bare slappe af eller hvad? Da hun spurgte om det var hans alvor med at han intet kunne huske nikkede han forsigtigt. ”Jeg ved ikke om jeg har slået mit hoved, men det gør ondt” indrømmede han lavt, og så ned i jorden. Han havde det ikke specielt godt lige nu. Han havde det som om han var ved at besvime. Han så op på Mia, og valgte så at læne sig halvt op ad hende. Hvis hun var ude på at gøre noget kunne hun jo bare gøre det, han ville alligevel ikke kunne forsvare sig i sin nuværende tilstand. Han lukkede halvt øjnene, og sukkede så stille.

Mia tog sine hænder til sig igen og knep øjnene sammen i undren. Hvad i alverden kunne der være sket.. Hun havde ingen anelse, men hun have en idé om hvem der kunne hjælpe. Dog havde hun ikke synderligt meget lydt til at begive sig på hospitalet... Hvis de fandt ud af at hun praktisk talt var levende død, så ville de jo gå totalt i chok... Og så havde hun aldrig rigtig være så god til den der sterile lugt. Døde mennesker var på det seneste heller ikke blevet et syn hun holde mere af... Hospitaler var i det hele taget bare ikke hende.

Hun så ned på Godric da han valgt at læne sig op ad hende. Hun spændte kort i kroppen inden hun kom i tanke om at der ingen fare var - det var bare Godric... Uforventede berøringer var hende ikke så velkendt efter 3 år i skyggerne.
"Måske du skulle tage på skadestuen og få kigget på dit hoved... Hvis det gør ond, så er der jo nok sket et eller andet?" Mia havde være enormt hjælpsom i sine dage som menneske, men hun var ikke så god til det der med omsorg mere... Det mindede hende for meget om Lukas.

Godric kunne tydeligt mærke da Mia stivnede, da han lænede sig mod hende. Godric satte sig derfor op igen, og så på hende. Han var ikke helt sikker på situationen, og det gjorde det ikke ligefrem bedre at han intet kunne huske. Da Mia forslog at de skulle tage på skadestuen så han bare på hende. ”hvad er skadestuen?” spurgte han blot. Han havde ingen ide. Han var meget lig et barn lige nu med alt det han vidste og kunne huske, hvilket vil sige ikke en skid.

En los kom løbende gennem skoven. Den var på jagt efter et eller andet. Man kunne tydeligt se dens muskler arbejde, og den var rimelig hurtig. En skræmt kanin løb foran lossen, som hurtigt kom tættere på den lille stakkels kanin, og så var det ude med kaninen, med blot et eneste bid fra lossen af.

Godric blinkede overrasket. *hva i al verden? Det var da mærkeligt* han prøvede at ryste synet af sig. Han havde det som om han havde oplevet det før, men hvor? Når, det var ogs lige meget. Mindet, som han ikke vidste var et minde, forsvandt helt igen, og han kunne ikke huske det han lige havde set. Han så på Mia. ”hvis du syntes det er nødvendigt at tage mig der hen så gør det, for jeg ved det jo ikk helt selv” sagde han og bed sig i læben. Måske havde hun ret i at der måske var sket noget med hans hoved. Han sukkede, og prøvede at rejse sig op. han kom op at stå, men vaklede dog noget. Heldigvis var der et træ lige ved siden af, eller næsten lige ved siden af. Han greb fat i træet så han ikke væltede omkuld. Han så over på Mia og smilede forsigtigt til hende.