Can it be like before? - Nathan

T: Omkring kl 17.30
S: Nathan's hus i udkanten af Terre
V: Let vind og omkring de 15 grader
O: Huset, forhaven og hvad der ellers er på et hus.

Mallorie stoppede kort op, da hun nåede til husets hoveddør og trippede der en smule. Hun havde haft så dårlig samvittighed de sidste mange timer over det der var sket med Dean. Selvom de jo ikke havde været sammen på det tidspunkt, så plagede det hende stadig. Hun blev nødt til at fortælle ham det og så måtte det bare gå som det gjorde. Hun kunne ikke rigtig se, hvorfor hun skulle blive ved med at gemme det overfor ham, da han selv havde været ærlig overfor hende. Dog vidste hun stadig ikke, hvordan det ville komme til at gå for dem efter den samtale de snart skulle til at have. Hendes hjerte blev ved med at hoppe et ekstra slag, som hun stod der foran hoveddøren og ventede på, at hun havde mod nok til at træde ind af den.

Efter nogle minutter fik hun endelig taget sig sammen til at tage i døren. Hun åbnede den stille og trådte ind. De kendte efterhånden hinanden godt og hun kunne ikke se nogen grund til at skulle stå og banke på for at vente på han åbnede døren. Så hellere selv gå ind og så se hvad der skete ved det. I entreen tog hun sine sko af og prøvede med forsigtige skridt at finde køkkenet. Man kunne tydeligt se det på hendes ansigt, at der var et eller andet galt. Hun ville ikke kunne lyve for ham meget længere. Det var alt for meget for hende at have på samvittigheden.

Hun fandt ham stående i køkkenet og sank en enkelt klump, før hun trådte ind og satte sig ved bordet på en stol. "Nathan... Der er noget, jeg bliver nødt til at fortælle dig" sagde hun lige så stille og kiggede op på ham.

Nathan glædede sig faktisk til at se Mallorie igen. Dagen før havde han efter deres møde taget tilbage til festen og festet videre. Kun nogen få timer dog og han havde været tidligt hjemme. Han elskede sit nye hus, det var stort og smukt og noget så magisk. Han elskede det ganske simpelt. Nathan var typen der elskede luksus, men ikke for enhver pris, nej han elskede luksus som han selv havde betalt, og man kunne jo roligt sige at han selv havde betalt for alt der var dette sted, det var helt igennem unikt og Nathan kunne ikke forstå hvordan han før kunne leve i en lille lejlighed uden at føle sig klemt sammen.

Nathan kiggede op med et smil da han fik øje på Mallorie i køkkenet og han gik roligt hen i mod hende. Han var igang med at lave mad, og var der noget som Nathan faktisk godt kunne finde ud af, så var det at lave mad: "Hey smukke..." sagde han med et skævt smil og gik så hen i mod hende og placerede et roligt kys på hendes bløde læber, det var rart at han kunne være i nærheden af hende igen, og at han kunne kysse hende igen... Forhåbenligt også snart megget mere end det.

Nathan kiggede roligt op på hende da hun sagde at der var noget hun ville fortælle ham, han slukkede kort for maden da han så hendes triste udtryk og han blev helt stille i sit udtryk, helt bange. Måske hun mente det var en fejl at hun var sammen med ham igen? Slog hun op med ham for alvor? Tusinder af tanker gik igennem Nathan's hoved inden han roligt gik hen og satte sig overfor hende ved bordet og kiggede så på hende med et helt stille blik: "Hvad er der, Mallorie?" spurgte han en smule usikkert og vidste ikke helt om han skulle nærme sig hende i trøst eller ej, og han blev derfor blot siddende og kiggede på hende.

Mallorie fik blot endnu mere dårlig samvittighed over hans kys, som nærmest brændte på hendes læber. at være så tæt på ham igen var virkelig en drøm og hun elskede ham virkelig, derfor var hun også så trist over hvad der var sket mellem hende og Dean den aften for nogle uger siden. Selvom de ikke havde været sammen på det tidspunkt, så trykkede det stadig i hendes brystkasse og man kunne virkelig se på hende, at hun havde det utrolig dårligt over det. Det var lige før, at hun faktisk begyndte at græde bare ved tanken om, at hun skulle fortælle ham det. En enkelt tåre røg ned af hendes kind, da hun trak vejret dybt og mødte hans blik, da han satte sig ned overfor hende.

"Jeg..." begyndte hun med en grødet stemme og vidste med det samme, at han ville komme til at hade hende for det her. Han havde fortalt hende så mange dårlige ting omkring Dean. Hvordan skulle han nogensinde kunne tilgive hende det? "Lov mig en ting..." sagde hun og kiggede op på ham med et helt alvorligt, for ikke at sige bange blik. "Du må ikke hade mig" tiggede hun derefter og tog nogle få sekunder med blikket mod jorden, til at tage sig mod til at begynde på sin talestrøm, som ville komme til at tage meget selvkontrol at fuldføre.

"Okay..." sagde hun stille og vendte hovedet mod ham igen. "Det her skete for nogle uger siden, imens du stadig var i Rom. Jeg havde haft det virkelig dårligt hele dagen og besluttede mig for at gå ned på en bar for at få mig en drink og bare glemme det hele lidt. Jeg var allerede en smule fuld da jeg nåede derned... Jeg drak en smule mere og stødte derefter på Dean. Jeg afviste ham mere end en gang, men som jeg blev mere og mere fuld og min logiske tankegang forsvandt med den, så... altså... Vi... Jeg kunne ikke sige nej. Han... Vi havde...." Hun kunne ikke sige mere og vendte derefter blikket mod jorden igen, imens hun afventede en reaktion.

Nathan kiggede roligt på Mallorie og han blev mere og mere nervøs efterhånden som tiden gik for at hun skulle fortælle ham hvad der gik hende på og et øjeblik så tvivlede han på om hun faktisk var sur på ham eller om han måske havde gjort hende noget. MÅske hun faktisk var sur over at han havde været sammen med så mange piger i Rom? Han følte lige nu at han bare sad og ventede på at hun ville vende rundt på hælene og løbe væk. Var hun vred på ham, eller var hun virkeligt bare så åbenlys ked af et eller andet?

Nathan sagde intet da hun sagde at han skulle love ikke at hade hende, det kunne han jo ikke love og lige nu var han utrolig nervøs om hvad hun ville sige. Mange tanker gik igennem ham. Var hun gravid? Vred på ham? Ville hun slå op med ham, igen? Elskede hun ham ikke længere? Han gennemtænkte hurtigt alle muligheder og kunne ikke finde ud af hvilken ting der ville være de værste, han var blot nervøs og han kiggede på hende med et roligt blik: "Hvad er der?" spurgte han stille og afventede stadig at hun snart ville komme til sagen, som tydeligt ikke var så let for hende at finde ind til.

Da hun begyndte at tale omsider lyttede Nathan blot med et roligt blik, der dog hurtigt ændrede sig da hun sagde at hun havde mødt Dean: "Mødte du Dean?!" spurgte han næsten en smule arrig, af alle mennesker hun næsten kunne møde. Nathan havde altid elsket Dean, men det sidste år havde han haft meget svært ved at se sin bror i øjnene og Nathan havde affundet sig med at de tog aldrig blev venner. Da hun afsluttede sin sætning der fortalte ham at hende og Dean havde haft sex rejste han sig op og gik hen og stod foran hende, og inden han næsten nåede at sige noget som helst langede han ud efter hende i en syngende lussing: "UD!" sagde han vredt og pegede i mod døren: "Skrid! Forsvind!" sagde han galt til hende og mærkede hvordan alt hans adrenalin den pludseligt var gået fra nul til hundred. Han ville næsten hellere høre hende sige at hun havde knaldet alle fyre i byen, end det faktum at hun havde været sammen med Dean. Nathan trak hende op og stå og gik næsten truende hen i mod hende: "Hold kæft! bare skrid!" råbte Nathan og pegede i mod døren.

Mallorie vidste godt, at dette ikke ville ende godt. Hun var godt klar over, at han faktisk ville hade hende, sådan... Rigtig meget, når hun var færdig med at snakke. Hun kunne ikke gøre andet end at fortælle ham det og så prøve på at rode trådende ud, når han engang var færdig med at være sur på hende. Hun vidste det... At det på et eller andet tidspunkt meget snart ville gå grueligt galt. Hun sad kun og ventede på, at han skulle blive virkelig, virkelig tosset. Da hun endelig var færdig med at snakke vendte hun kort hovedet mod jorden. Hun trak vejeret dybt et par gange, for at holde sine tårer på afstand og prøve på at få sit hjerte til at falde til ro, da det så ud til at banke ud af hendes brystkasse hvert øjeblik det skulle være.

Mødte du Dean?! ... Ordene skar hende i hjertet og hun kiggede op på ham igen. hun kunne tydeligt se hvordan hans humør skiftede fra det ene sekund til det andet. Af alle de mennesker hun skulle møde en aften i byen, så var han den værste man kunne tænke sig. Sådan så Nathan nok i hvert fald på det og det kunne nu tydeligt både ses... og mærkes. Han rejste sig brat op for at gå hen, så han stod foran hende og hun skulle til at sige noget, da den syngende lussing pludselig ramte hende. Hun tog sig til kinden med et chok. Hun havde aldrig troet, at han kunne finde på sådan noget. Da han pegede mod døren og trak hende op og stå kunne hun ikke gøre andet end at lystre. Hun turde ikke andet og det kunne tydeligt ses i hendes øjne, at hun var skræmt fra vid og sans. Hun sagde intet, men satte i stedet mod entreen, hvor hun hurtigt stak i sine sko og derefter skyndte sig ud af hoveddøren.

Det havde været en fejl at fortælle ham det, så meget kunne hun allerede nu konkludere. Hans reaktion havde været virkelig drastisk og hun havde virkelig ikke regnet med, at han faktisk ville slå hende. Hun var ikke nået mere end nogle meter hen af gaden, da hendes ben knækkede sammen under hende og hun måtte sætte sig ned på fortorvet. Heldigvis var der ingen på gaden, så hun kunne frit lade sine tårer løbe uden frygt for, at nogen ville komme til at se det. Hun måtte væk derfra så hurtigt som muligt, men hendes ben ville ikke være med hende og hendes krop rystede som et espeløv.

Nathan så godt at hun græd, men lige nu ignorerede han hendes tåre. Han kunne slet ikke tro det og Nathan var uden tvivl sikker på at det var fordi at Dean ville ramme ham. Nathan mente efterhånden at alt hvad Dean gjorde var for at ramme ham og han var snart ved at være der hvor han kunne slå sin egen bror ihjel, især ved tanken om ham og Mallorie. Men at Mall, som ellers var en fornuftig pige var faldet for Dean's tilnærmelser, det havde han alligevel ikke troet og han begyndte straks at tvivle på hendes evner, hvis hun ikke engang kunne modstå Dean, hvordan skulle det hele dog så gå?

Da hun var gået ud af døren smækkede Nathan hårdt døren efter hende, det var en god ting at han havde smidt hende ud for lige nu havde han lyst til at tæve løs på hende og slå hende halvt ihjel, men han kunne ikke gøre det, så god var han dog alligevel og han smækkede derfor ryggen op af døren da hun var gået ud og han sank så stille sammen foran døren og begravede sit hoved i sine hænder også begyndte hans tåre ellers langsomt at pible frem. Hvordan fanden kunne hun gøre det, af alle mennesker i verden så havde Mallorie været sammen med Dean, og af alle mennesker i verden så havde Dean rørt Mallorie. Han kunne ikke tro det, og han ville ikke tro det.

Han sad i hvad der nok mindede om tyve minutter imens han mærkede hvordan han roligt fik samlet sig, han græd ikke længere og sad mest bare at prøve at overveje hvad han skulle gøre af sig selv. Nathan fik endeligt rejst sig og gik ud i mod køkkenet da han slog blikket ud af et af de store vinduer og så Mallorie sidde ude ved vejen og han mærkede med det samme den dårlige samvittighed gnave i ham. Han åbnede hoved døren og gik hen i mod hende med rolige skridt og stoppede få meter bag ved hende.

Mallorie kunne med det samme høre en dør smække efter hende, da hun var flygtet ud af hoveddøren. Hun ville slet ikke være i nærheden af ham lige nu. Han var jo trods alt en djævel og hun havde ikke lyst til at se, hvor stærk han faktisk var, når det kom til stykket. Han ville kunne slå hende ihjel på mindre end et sekund, det vidste hun med sikkerhed. Hun kunne ikke engang begynde at beskrive, hvor dårligt hun havde det med sig selv. Hun havde fået alt for meget at drikke i håb om, at hun ville kunne glemme ham. Bare for en aften, da minderne om ham gnavede i hendes hjerte hver dag. Siden han rejste havde hun ikke lavet andet end at tænke på ham og det var bare blevet for meget for hende til sidst.

Hun satte sig ned i vejkanten med benene ud over kantstenen og hagen på sine knæ, imens hun bare lod tårene løbe ned af sine kinder. Der var ingen tvivl om, at han havde slået til. Hendes kind var helt hævet og hun overvejede flere gange bare at løbe hjem og aldrig snakke til ham igen, men det kunne hun ikke få sig selv til. Blandt andet fordi hendes forældre ville slå hende ihjel, hvis de så hende på den måde og for det andet fordi hun stadig ikke kunne rykke sig. Hun rystede stadig af skræk over det der var sket og hun havde slet ikke lyst til at tænke over, hvor galt det kunne være gået, hvis hun var blevet inde i huset. Bare tanken om det var nok til at få hende til at ryste endnu mere.

Efter ca 20 minutter kunne hun høre hoveddøren åbne sig og hun spærrede med det samme øjnene op. Hun ville ikke kunne flytte sig. Lammet af frygt sad hun blot og ventede på det værste, imens hun kunne høre ham komme gående imod hende. Hun kiggede op på ham med en frygt i sit blik, som hun aldrig nogensinde havde haft før. Hun kunne ærligt sige, at det var første gang nogensinde, hun havde været så bange, som hun var lige nu. Hun prøvede på at sige noget, men hendes rystende krop ville ikke lade hende. Hun fik endelig et ord over sine læber. "Undskyld" hun hviskede det så stille og med så bange en stemme, at hun ikke anede om han hørte det. Hun turde ikke engang kigge på ham og frygtede endnu engang blot det værste.

Af alt hun kunne gøre i mod ham var dette på alle måder det værste, og han kunne på ingen måde tænke på andet end det faktum at hun have været sammen med Dean. Af alle tanker han havde tænkt var dette så slemt så han kke engang havde skænket det en tanke, hvordan kunne hun dog gøre det i mod ham? Hvordan kunne hun dog af alle mennesker være sammen med Dean, især når Nathan så mange gange havde snakket med hende om hvor forfærdeligt et forhold Dean og Nathan nu engang havde og altid havde haft. Hvordan kunne hun dog?

Nathan fortrød ikke at han var blevet så vred, han fortrød ikke at han havde råbt hende eller bedt hende om at gå, for det havde han været nødt til for ikke at springe igennem taget. Men han fortrød at han havde slået hende. Nathan var ikke den voldelige type, ikke længere ihvertfald og det skar ham i hjertet.

Da han gik hen i mod hende og han så frygten i hans øjne stoppede han et kort øjeblik, hans blik var roligere end det havde været for tyve minutter siden, men stadig fuld af fortvivlelse, det gjorde ondt i has hjerte og se hende at frygten i hendes øjne og han mærkede den dårlige samvittighed æde ham indefra. Nathan gik hen ved siden af hende og satte sig roligt på kantstenen lige ved siden af hende, han vidste slet ikke hvad han skulle sige og han kiggede kort i mod hende dog uden at røre ved hende: "Ja, undskyld" sagde han roligt efter hendes undskyld.

Mallorie fortrød mange ting i de minutter hun sad der, imens han kølede af inde i huset. Hun kunne ikke se på ham. Den dårlige samvittighed var ved at æde hende op fra det sekund hun var blevet klar over, hvad pokker det var hun havde gjort. Det var først gået op for hende dagen efter, da hun tænkte tilbage på aftenen og de meget onde tømmermænd, som havde sneget sig ind i hendes hoved på samme tid. Hun fortrød hver et sekund hun havde tilbragt sammen med Dean og ville ønske hun kunne gøre det om, men det var desværre ikke sådan realiteten var.

Hun kiggede stadig ikke på ham, da han kom hen til hende, men frygten var stadig tydelig at se i hendes mørke og blodsprængte øjne. Hendes kind var blevet utrolig hævet og der ville nok gå mindst nogle dage, før den var nede til normal størrelse igen. Det gav et lille gisp i hende, da han satte sig ned ved siden af hende og hun rykkede med det samme til siden, væk fra ham. Det var første gang nogensinde, at hun havde opført sig sådan overfor nogen som helst og hun troede aldrig det ville ske med ham. Selvom han nu var en del mere rolig end før, så var frygten stadig i hende, selvom den lod til at forsvinde lige så stille, eftersom hun begyndte at slappe mere af i kroppen og kunne derved også bevæge sig igen. dog stadig med mindre rystelser.

Hans undskyld fik hende endelig til at se på ham. Hun trak vejret dybt og lod sit blik møde hans. Gradvist forsvandt den bange følelse, i hvert fald en smule, som de sad der sammen. Hun ville dog ikke for tæt på ham. Han havde lagt hånd på hende en gang og han ville sikkert kunne gøre det igen uden problemer, hvis noget ikke gik som han ville have det. Hun kunne ikke sige noget til ham. Det havde været svært nok at sige undskyld, selvom det blot var et enkelt lille ord, som ikke burde tage så meget at sige.

Nathan vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre. Han havde så ubeskriveligt mange følelser i kroppen som han ikke følte at han kunne komme af med. Han var vred på hende, han var vred på sig selv, han var skuffet, ked af det, frusteret og på alle mulige måder var han bare et stort helved indvendigt. Han anede ikke engang hvad han skulle sige eller hvad han skulle stille op. Han havde været hende utro, knaldet alverdens tøser i London, hun havde knaldet med Dean og nu havde han også fysisk slået hende.. Deres forhold kunne vidst på ingen måde blive værre nu.

Nathan sukkede tungt, han vidste ikke engang hvad han skulle sige og det skar i hans hjerte at se hende rykke sig væk fra ham da han satte ham, det var aldrig hans mening at slå hende, han anede slet ikke hvad der var gået af ham.

"Jeg kan godt forstå hvis du aldrig vil se mig igen" sagde han blot stille og kiggede over på hende, som en hentydning til at hun bare kunne gå hvis hun ville, hun skulle bestemt ikke føle sig bundet af ham og på mange måder overvejede han om det måske var bedst at de to gik hver til sit, deres forhold krævede for meget arbejde i forhold til hva han næsten kunne overskue lige nu, især når han nu også skulle sluge hele det faktum at hun havde været sammen med hans bror: "Hvordan kunne du gøre det?" hviskede Nathan stille og vidste slet ikke hvad han skulle sige, det virkede så uvirkeligt.

Mallorie anede ikke, hvad hun skulle gøre. Det mest smarte ville nok være at smutte og aldrig nogensinde se ham igen, men det kunne hun ikke gøre. Det lod hendes hjerte hende ikke gøre, selvom hendes hoved sagde noget helt andet. Hjertet kunne gøre så mange ting ved en. Kærlighed gør blind... Ja det tør siges. Deres forhold var lidt i rendestenen allerede. Hun overvejede kort, om de ikke bare skulle stoppe det hele og gå hvert til sit. Det kunne ikke blive meget værre, end det allerede var nu. Det skulle man nok ikke sige, men alligevel, så var det slemt. Utroskab, sex med brødre og nu også fysisk afstraffelse? Det var da bare perfekt.

Hendes syn ændrede sig kort, da han hentydede til, at hun bare kunne gå og han ville have fuld forståelse for det. Det kunne hun dog ikke. Hvordan skulle hun kunne efterlade ham? Selvom deres forhold så skidt ud for dem. "Jeg kan kun sige det samme" sagde hun blot stille og kiggede på ham. Hun havde såret ham så meget, som nogen overhovedet kunne. Det fik hun også bekræftet, da han kom med sit spørgsmål. Det hele virkede som en stor klump af fortvivlelse. Hun anede ikke, hvad hun skulle sige til det. Hvorfor havde hun i grunden gjort det?

Hun tænkte over det lidt, inden hun endelig kom med et svar. "Jeg havde brugt så mange uger på blot at vente på, at du ville komme hjem. Jeg havde en drøm om, at du pludselig ville stå foran mig igen. Da det begyndte at gå op for mig, at det ikke ville ske, søgte jeg ud for at komme lidt væk fra det hele. Jeg ville bare glemme det hele, blot for en aften. Det var slet ikke meningen, at det skulle komme så vidt" sagde hun stille og vidste godt, at det slet ikke var nogen undskyldning. Men det var den eneste forklaring hun kunne komme på.

Nogen ville måske mene at de to nu stod lige, men det mente Nathan bestemt ikke. Han havde slået hende og hun havde knaldet hans bror. Hvordan kunne han nogensinde tilgive hende for at være sammen med Dean? Lige nu anede han stadig ikke om han bare skulle gå ind og lade hende være alene og ligeledes lade ham selv tænke og slå hovedet en smule fra. Nathan vidste ingenting og lige nu ville han bare gerne være alene og gemme sig væk fra alle mennesker.

Nathan følte ikke at hendes forklaring var særlig god og han vidste ikke helt hvad han skulle sige: "Yeah,, når jeg savner nogen så går jeg også ud og knalder deres bror" sagde Nathan koldt, åh hvor var han dog vred og ikke bare vred, men også skuffet. Han var så skuffet at han slet ikke anede hvad han skulle gøre af sig selv eller hvordan han skulle håndtere verden omkring ham.

Nathan rejste sig op og begyndte at gå ind i mod sig selv, han kunne ikke se på hende mere: "Bare gå..." sagde han og gik så ind i huset og smækkede døren efter sig.

//OUT??//