Such a beautiful disaster. //Nathan (xxx)

T: Omkring kl 22:00.
O: Ingen andet et vandet.
S: Stranden La Plage.
V: Køligt, men skyfrit.

Hazelin gik med rolige skridt henover det kølige sand. Hun smilte lidt for sig selv og nød den kolde vind der ramte hende. Det var længe siden hun havde været på stranden, men lige her til aften virkede det som det helt rigtige at gøre. Vandet gjorde hende helt rolig indeni, og hun havde allerede mistet besindelsen 3 gange denne dag.
Kort stoppede hun op og stod nu ved vandkanten. Som vand aspara var det mest logiske lige nu at hoppe i vandet, for selvom vandet ikke var koldt mod hende lige nu, vidste hun også godt at vinden når hun kom op, ville få hende til at fryse af helvede til. Tænkende satte hun sig på hug, og lod noget vand glide op i hænderne. Det gav et svagt sug i hende, hvor længe siden var det egentlig at hun sidst havde været her?
Det lange blonde hår hang løst ned til hendes lænd, og af og til fik vinden det til at flyve lidt om hende. Hun havde et par sorte hullede jeans på, og en sort jakke der gik til hendes knæ som var lukket.

Åh duften af Terre... Nathan forgudede den og endeligt var han kommet tilbage til det sted på jorden han elskede mest. Der havde så meget ballade da han rejste, Lawrence havde fyret ham, hans storebror Dean havde banket ham og Nicole som han havde flirtet med havde vist sig at være hans niece. PÅ alle mulige måder var det bare en god ting at han var stukket af og forsvundet fra byen og han havde virkeligt brug for at komme tilbage nu. Nathan havde hørt om Dean's tab og havde det ikke været fordi at han vidste hvor inderligt Dean havde ham, så var han også taget forbi ham for at se at han var okay.

Nathan havde endeligt fået pakket ud og var gået ned i mod stranden, bare for at slappe af og nyde lyden af bølgerne, han havde brug for afslapning ovenpå en 16 timers rejse fra Chicago, han elskede USA og pigerne derover var jo perfekte, men intet var så skønt from Frankrig og som Terre og Nathan var glad for at være tilbage, selvom det knapt var nogen han kendte mere.

Han kiggede rundt på stranden, ingen var at se, udover en skikkelse et stykke fremme. Det blonde hår stod igennem det lette mørke: "Hey, er du okay?" røg det ud af ham før end han havde planlagt og han stoppede så op omkring fem meter fra hende, mest for ikke at skræmme hende.

Duften af salten fra havet gjorde hende helt afslappet, hun elskede virkelig at være ved havet, men det skulle hun vel næsten også når nu hun var vand aspara. Som altid havnede hun i sine egne tanker. Den underlige form for humør der havde hvilet over hende hele dagen, forsvandt langt om længe. Fanden tage Sansiss for at have gjort det her ved hende. Men det var der ikke noget at gøre ved nu, hun måtte bare få det bedste ud af det, også var det bare sådan det var.

En stemme bragte hende tilbage til virkeligheden, og idet hun rejste sig, havde hun ubevidst dannet en lille skarp issyl i hånden, som dog smeltede da han stod et stykke fra hende, og hun virkelig koncentrerede sig om ikke at gøre flere noget nu. Hun trak vejret en enkelt dyb gang ind, inden hun stak fyren et svagt smil.

"Hei.. Og ja jeg har det helt fint.. Hvorfor spørger du?" spurgte hun tænkende. Medmindre han var tankelæser ville han ikke kende hendes dystre tanker lige nu, men måske han spurgte af venlighed. De havblå øjne glimtede let i skæret fra månen, og idet hun lagde hovedet på skrå gled en tot hår ned over hendes ansigt.

Nathan sukkede kort, han havde heldigvis et liv som han uden tvivl kunne holde ud, han nød at have det som han havde det, især fordi han nu havde været væk fra Terre i næsten to år og det havde givet ham tid til at trække vejret og samle tankerne, han havde haft brug for at slappe af og knalde nogen amerikanske piger, lige præcist det gen havde han nok arvet af sin storebror selvom han nok ikke helt ville være ved det.

Nu var han tilbage ved Lawrence, var model igen og havde en kontrakt der var langt bedre end han nogensinde havde kunne drømme op. Nathan kiggede over i mod pigen i et forsøg på at komme ud af sine tanker omkring fortiden, han levede jo trods alt ikke i den længere og kunne lige så godt forsøge at glemme det.

"Må man ikke spørge en ensom pige om hvad hun lever på stranden en mørk aften, helt alene?" spurgte Nathan og hævede let det ene øjnbryn, at hun gik her måtte betyde at hun var utrolig naiv eller utrolig dum. Eller naturligvis at hun var meget stærk og ikke så nem at skræmme. Nathan turde knapt gå rundt dernede for man vidste aldrig om man pludseligt stod omringet af en flok vampyre.

Hazelin betragtede ham med et roligt blik. Han var ikke menneske, det var sikkert. Og hun var ikke helt sikker på at han kunne stoles på. Så derfor holdt hun sig på sikker afstand af ham. Ikke fordi hun var svag, for det var hun ikke, men fordi hun ikke nødvendigvis ville ud i at skulle slås med endnu en.

Et svagt skuldertræk blev givet som svar på hans spørgsmål. "Jeg kan godt li vandet." Svarede hun efter en kort stund og så overvejende på ham. Mon han gjorde nar af hende, eller prøvede at lure om hun var dum eller hvad der var med hende, siden hun opholdt sig hernede ved denne tid? det var ikke til at sige. Men en ting var sikkert, hun skulle nok tænke sig lidt om med ham.

På den anden side virkede han.. egentlig okay. Ellers kunne han jo bare have angrebet hende mens hun sad med ryggen til ham, og det havde han jo ikke gjort. Her i mørket var det ikke nemt at se hvordan han så ud, men af hvad hun kunne se var han af udseende ikke meget ældre end hende.

Nathan sukkede kort og kørte en hånd igennem sit mørke hår som let blæste i vinden, man kunne vidst roligt kalde Nathan en player, ikke fordi at han var typen der lovede en pige en masse også bare dumpede hende, men han var ikke interesseret i kærlighed, men nærhed og sex interesserede ham som oftest ganske meget.

Denne unge pige var ingen undtagelse, hun havde jo udseendet med sig og et lille smil bredte sig derfor over Nathan's læber: "Såå har du planer om at blive her hele natten?" spurgte han en smule ledende og endda en smule tøvende.

Nathan var en charmerende fyr, men han var også ganske rolig, han var ikke typen med de store armbevægelser, ikke når der ikke var brug for dem og han satte altid sine venner først, det var dem han gav sin kærlighed til.

Hazelin betragtede fyren og besluttede sig så for at hun nok godt kunne slappe lidt af omkring ham. Han virkede da egentlig okay nok, og hvis han ville gøre hende noget, havde han så ikke allerede gjort det?

Hans spørgsmål kom bag på hende, men hun smilte dog ganske let. "Hm.. Det havde jeg, Jeg sover her som regel" svarede hun eftertænksomt. Det var ikke helt løgn.. det plejede at være her eller i skoven. Det var dejligt at sove ude, men koldt nu hvor at vinteren desværre nærmede sig med hastige skridt. Det skulle nu nok gå regnede hun med.

Let lod hun hænderne glide ned i lommerne i jakken. "Hvad med dig selv? skal du snart hjem?" spurgte hun mildt. Lige nu kunne hun godt klare sin venlige side, måske havde det noget at gøre med de mennesker hun havde dræbt tidligere, men det var ikke til at sige.

NAthan nikkede roligt over hendes svar og kiggede så kortop i mod den mørke natte himmel, han elskede denne tid af døgnet, nok fordi at han som væsen, som enneske og som model bare var bygget til at skulle leve om atten, han nød skyerne og vinden, stjernerne og den sorte horisont, alt sammen langt skønnere end når solen var fremme i hans hoved.

Da hun sagde at hun sov der rynkede han let på brynene: "Er du helt væk?" spurgte han chokeret, det fløj bare ud af ham og han lignede bestemt en der ville trække det tilbage: "Jeg mener... Altså, du er jo... Aspara?" sagde han som en hentydning til at vampyre vel rendte efter hende i flokke.

Nathan satte sig ned i sandet, hvis hun havde planer om at blive så ville han også, om ikke andet for en stund: "jeg har ingen planer, jeg er min egen chef" sagde han let flabet og med et skævt smil, han elskede at være sin egen chef.

Han virkede til at holde ligeså meget af natten som hun var begyndt at gøre, og det måtte han vel næsten gøre siden han var herude nu. Han mindede hende mest om en dæmon, men noget i hende sagde at det var forkert. Sikkert en djævel. Let strakte hun sig og så mod bølgerne der slog ind imod dem. Et svagt smil hvilede på hendes læber, sikke en skøn lyd.

Hans ord fik hende til at grine. "Jeg har ikke noget hjem, og uanset om det er dag eller nat, er jeg i fare. Så at være det dummeste sted, passer mig fint. Jeg kan sagtens slå fra mig" sagde hun let og så roligt tilbage på ham. Et kort øjeblik fik hun lyst til at se hvad han kunne, men hun lod være med at gøre noget. det ville være dumt.

"Jaa jeg er aspara.. Men jeg er.. anderledes" sagde hun langsomt og satte sig i sandet ved ham. med en spinkel hånd rakt ud mod bølgerne, gled en vandstråle op af hendes håndled.

Nathan sukkede kort, well han ville ikke blande sig i hvad døds ønsker hun nu engang måtte have, men når man sad på stranden på denne tid så måtte det jo være fordi at man på en eller anden måde ikke ville have noget i mod at komme i kamp. Nathan holde sig helst langt væk fra kampe, men heldigvis var der sjældent andre væsner ude efter ham, hvilket Nathan var glad for.

Nathan kiggede kort på hende, han kommenterede ikke på at hun intet sted havde at bo, det var der jo egentligt mange i Terre der ikke havde efter nedgangen hvor alt havde lagt sort i et par uger, Nathan havde selv mistet sit hjem dengang, men tingene havde ændret sig og nu boede han heldigvis i en stor lejlighed.

"Aha?" sagde Nathan blot som ønskede han at hun skulle uddybe, var en aspara ikke abre en aspara? Eller var der mon noget han helt havde misset.

Hazelin strakte sig let, og betragtede vandet der gled rundt om hendes fingre og håndled. Det føltes ikke rigtigt koldt, men vandet føltes altid behageligt for hende. Det generede hende egentlig heller ikke at hun ikke havde noget sted at bo, det var ikke ligefrem fordi hun manglede pengene for tiden, men hun kunne godt li at være udenfor.

Hans kommentar fik hende til at smile lidt. Han ville gerne høre mere åbenbart. Hun sukkede lidt og slap vandet, inden hun så på ham. "Mmh.. Well.. Jeg har haft en del problemer der hvor jeg kommer fra, og.. på det sidste er de kommet frem igen, hvilket gør at jeg har et problem med at styre mig selv når jeg ser blod. Som aspara drikker jeg det ikke, men jeg har ikke kontrol over hvad jeg gør, når først.. Den onde del tager over. Og det er skræmmende." sagde hun tænkende og så mod himlen.

"Derfor er jeg ikke bange for om jeg bliver angrebet" fortsatte hun og trak på skuldrene.

Nathan nikkede blot interesseret da hun talte, han prøvede altid at lyde interesseret når piger talte for han vidste det betød en del for dem og oveni købet så var hvad hun sagde ganske interessant, mærkeligt at man kunne f sådanne sider som væsen, men NAthan kendt det jo kun for godt, dog ppå andre punkter. Han havde været spærret inde mange tusinder af kilometer under jorden og dét havde bestemt også sat sine spor ham.

Nathan nikkede så let, vidste ikke præcist hvad mere han skulle sige, nu havde han jo fået svar på hans nysgerrighed.

Han lod blot sit blik glide udover vandet imens han roligt trak vejret, han sagde intet men skuede over til pigen af og til, vidste ikke helt om han vile tag i byen og drikke eller om han bare skulle tage hjem og slappe af. Mulighederne var mang eog lige nnu nød han bare at han var hjemme i Terre og kunne slappe af.

Hazelin betragtede ham lidt mens han var tavs, han ville måske egentlig ikke rigtigt vide det, når alt kom til alt. Et svagt smil hvilede på hendes læber, inden hun så udover vandet. Sikke en dejlig nat dette var efterhånden. Hun nød virkelig stilheden om natten. Det undrede hende egentlig lidt at han var her på stranden, for hans udseende fejlede bestemt ikke noget, så hvorfor var han ikke i byen? Måske han ikke helt var som hun havde troet.

"Hm.. Men jeg skal ikke kede dig med min historie" sagde hun efter en stund og strakte sig.

Han var ikke en hun kunne huske at hun havde set før, så enten var han ny her i Terre, eller også havde deres veje ikke mødtes før. Den sidste var helt klart en mulighed, hun havde jo ikke set så mange steder i byen når det kom til stykket. Langsomt rejste hun sig og børstede sandet af sine bukser.

Nathan smilede let og kiggede over på hende, inden han kort nikkede: "Det er okay, jeg vil altid gerne lytte" sagde han. Selvom nogen måske mente at Nathan var en ovefaldisk fyr der kun gik op i penge og flotte piger, så var det ikke sandheden, ikke når man kom til at lære ham at kende ihvertfald, Nathan var en god og rolig fyr, som inderst inde bare ikke rigtigt havde følt noget for nogen og efterhånden havde lært at acceptere det.

Nathan overvejede et øjeblik at invitere hende med i byen, men kunne faktisk godt lide til en forskel bare at sidde og snakke ved stranden, her var så roligt og fantastisk.

"Ja jeg er lige flyttet tilbage hertil fra Chicago" sagde han med et lille smil: "Var nødt til at flytte, men det er godt at være tilbage" sagde han og samlede en sten op som han kastede ud i vandet, han ville gerne forklare nærmere men ville heller ikke kede hende, desuden ville historien sikkert få hende til at løbe skrigende væk, for helt for børn var den desværre ikke. Det var bare så typisk Nathan.

Hazelin betragtede ham med en form for nysgerrighed og en form for undren. For normalt ville man da ikke høre på sådan noget, ville man vel? forsigtigt strøg hun hånden gennem sit blonde hår, og bed sig en anelse i læben. "Virkelig? hvorfor?" spurgte hun efter en stund, og satte sig ned ved siden af ham igen. Måske han slet ikke var som hun havde troet til at starte med. Hun valgte at give ham en chance mere, hun havde fået en dårlig vane med at hade de fleste uden grund.

Som de blå øjne hvilede på ham, virkede han lidt overvejende. Men det var nu ganske rart at sidde her på stranden og lytte til bølgerne, syntes hun selv.

"Fra Chicago? det er noget af en forandring er det ikke?" spurgte hun let og smilte forsigtigt til ham. Da han så sagde at han havde boet der før, nikkede hun. "Jah okay.. her er nu fint nok" svarede hun let og bed sig i læben. "Hvorfor flyttede du i første omgang?" spurgte hun efter en stund og så tilbage på ham. Han måtte jo sige hvis han ikke ville snakke om det.

Nathan smilede roligt til hende og tog en smule sand op imellem sine hænder som han langsomt lod løbe ud igen med et suk, der var så mange ting han burde få styr på og egentligt burde han også opsøge Dean og snakke med ham, selvom Nathan godt vidste at det ville blive håbløst og at Dean ville slå ham ihjel bare ved synet.

Nathan kiggede roligt over på hende og trak så let på skuldrende: "Jeg havde bare brug for at komme lidt væk, prøve noget nyt du ved" sagde Nathan med et smil, det ragede jo egentligt ikke hende hvorfor, og slet ikke nu hvor han ikk engang kendte hende.

Nathan var en meget privat person på det punkt, for der blev hurtigt skrevet om ham i pressen pga. hans karriere og det gad han ikke, og om hun var en stikker kunne han jo ikke udtale sig om: "Arbejder du?" spurgte han nysgerrig og en smule henkastet.

Hazelin bed sig blidt i læben, og trak benene op til sig for derefter at lægge armene om dem. De blå øjne hvilede på de mørke bølger der slog op imod dem. Hun smilte ganske svagt for sig selv. Sikke en dejlig aften. Og dejligt at have en at snakke lidt med.

"Det kan jeg godt forstå.. det var sikkert også meget rart?" smilte hun venligt og så tænkende tilbage imod ham. Han virkede sød nok. Måske skulle han også bare lige finde ud af hvad hun var for en. og alt i alt var det sikkert også meget smart, lige at lure andre før man snakkede for meget med dem.

"Tja.. nogle gange, har af og til nogle småjobs men ikke noget der holder ved desværre" svarede hun stille og så længe på ham. "Hvad med dig selv?" spurgte hun nysgerrigt.

Nathan nikkede let, ja sådan var det nok. Men han havde været glad i Chicago, bare at kunne være et sted hvor absolut ingen kendte ham, han kunne feste, drikke og hore præcist som det passede ham uden at han skulle tage hensyn til om han pludseligt stødte ind i nogen han kendte og det var befriende, især fordi mange piger fandt hans britiske accent attraktivt.

"Småjobs som hvad?" spurgte Nathan var nysgerrighed og smilede blot: "Jeg arbejder som model på Desiré Noir" sagde han, Desiré Noir lå i hjertet af Terre og lå i en stor og flot bygning inde midt i Terre.

"Vil du med ud og få en øl?" spurgte Nathan nysgerrigt og smilede roligt til hende ingen han gjorde tegn til at ville rejse sig op, han ahvde brug for en øl og brug for at komme lidt ud, han kunne ikke bare sidde stille lige nu.

For første gang længe følte hun ikke den dårlige side ligge og lure i baggrunden. Hun var faktisk afslappet, og hun var egentlig også glad. Det var meget mærkeligt for hende, men også meget rart. Ikke at være fyldt op af en form for had, som hun ingenting kunne gøre ved. Langsomt smilte hun til ham, og lod hovedet glide en anelse på skrå.

"Åh lidt forskelligt.. jeg har været bartender, servitrice på den der stripklub.. mit sidste job var som blomsterbinder" smilte hun og så tænkende på ham. Det var da sødt af ham at spørge. "Som model? det lyder spændende. Rejser du så meget?" spurgte hun let.

Hans spørgsmål fik hende til at nikke lidt. "Joh hvorfor ikk" svarede hun og rejste sig langsomt op sammen med ham. Hun begyndte at følges ad med ham, ind mod byen igen.

Nathan lyttede oprigtigt interesseret til hvad hun sagde, man kunne roligt kalde ham en nysgerrig sjæl, især når det nu var en så smuk pige der sad overfor ham. Han kom kort i tanke om Mallorie, åh hor havde han dog været ond ved hende dengang og det var en af grundende til at han aldrig ville bruge eller binde sig til nogen igen, det var ondt, for faktisk tænkte Nathan meget på hvordan andre folk havde det omkring ham.

Nathan smilede kort da han vandrede ind i mod byen: "Så hvor er du fra?" Spurgte han og hentydede nok til om hun var født i Terre. Selv var Nathan var England og det kunne hans britiske accent desværre ikke helt skjule.

Nathan gik med rolige skridt da de ramte fortorvet og gik ned i mod en lille bar som han ofte kom på, mest fordi at der sjældent kom de finere folk, og Nathan orkede ikke finere folk der vidste hvem han var når han bare ville slappe af.

Hazelin smilte lidt til ham, og lod hænderne glide ned i sine lommer. "Du vælger stedet, for jeg går faktisk aldrig rigtigt i byen" grinte hun stille og så frem for sig. Sidst hun havde haft en kæreste var det endt skidt. Ikke en ting hun ville fortælle ham, men hun var ikke specielt glad for at gå ud om natten alene, medmindre hun skulle være ved stranden. Strengt taget var det nok næsten det dummeste sted hun kunne være.

"Mig?.. Jeg er født i en landsby langt herfra. Sproget var deres eget, derfor har jeg ingen accent, for jeg har lært fransk all over igen.." hun grinte lidt og så drillende op mod ham. "Modsat dig, med din britiske accent" sagde hun mildt, hun trak på skuldrene. Ville helst ikke snakke om hvor hun kom fra.

Det virkede som om han havde besluttet sig for hvor de skulle hen, og hun fulgte egentlig bare med. Stille strøg hun en spinkel hånd gennem sit blonde hår.

Nathan grinede kort da hun påpegede hans accent, og well alle havde vel et accent, selv hende. om det så bare var fransk. Dog kunne Nathan ikke så godt høre sådan nogen ting, han havde ikke ligefrem sprogøre selvom han talte tre sprog flydende, men det var nu hans forældres skyld og ikke som sådan på grund af interesse.

Nathan drejede af og satte sig ved et bord på den lille bar: "Så... Hvad vil du have?" spurgte Nathan og knipsede efter en bartender, han var meget flabet på nogen punkter, men af og til steg pengene og berømmelsen ham nok til hovedet.

"Jeg skal bare have en øl" sagde Nathan til bartenderen og afventede at Hazel ville bestille, han var allerede en smule søvnig, han gik jo normalt tidligt i seng, men i aften ville han have gang i den. Han trængte til bare at drikke sig fuld.

Han grinte, hvilket heldigvis nok betød han ikke havde taget hendes ord, som en fornærmelse. For det havde slet ikke været meningen. Let bed hun sig i læben, og trak jakken lidt tættere om sig. Det var rart at tænke på andre ting lige nu, bare slappe af. Også selvom hun ikke kendte ham.

Hun fulgte efter ham, og satte sig overfor ham ved bordet. "Hm.. oz bare en øl til mig" smilte hun og så på ham da han knipsede efter en bartender. Grinte lidt for sig selv. Man var da ikke i tvivl om at han godt kunne være lidt flabet.

Langsomt tog hun den sorte jakke af, under havde hun en nedringet blå top som sad stramt og afslørede en fyldig barm. Hun hængte jakken om stolen, og så ganske let rundt. Hun havde i hvert fald ikke været her før, men her virkede da ganske fint. Ikk så overfyldt.

"Så, arbejder du så meget?" spurgte hun nysgerrigt. Hun havde altid hørt at modeller arbejdede nærmest 24/7 så det var da spændende at høre lidt om. Ikke at han var mere spændende bare fordi han var model, faktisk var hun lidt ligeglad med hvad han lavede af arbejde, han var rar at snakke med og det var det vigtigste for hende. Han mødte sikkert også rigeligt med overfladiske mennesker.

Nathan smilede kort og afventede at hans øl ankom og da den gjorde tog han straks et par tåre af den, han elskede øl og alkohol generelt, men desværre havde han ikke festet så meget de sidste måneder som han gerne ville, for han havde arbejdet hårdt for at få kontrakten tilbage ved Desiré Noir så han kunne komme tilbage til Terre, og Lawrence som ejede firmaet var ikke altid nem at forhandle med.

"Njah det skifter..." sagde han og smilede kort inden han tog en tår mere af sin øl: "Nogengange har jeg shoots og møder hver dag, også pludseligt er der en uge hvor jeg intet har" sagde Nathan roligt, det var meget uforudsigeligt. Det havde noget med moden at gøre, tidspunkterne og meget mere.

"Hvad med dig? Er du glad for dit.. job?" sagde Nathan roligt og smilede skævt, en smule usikker på hvad hun lavede for tiden, nu hun havde sagt hun før havde arbejdet med så mange forskellige ting.

Da deres øl kom, tog hun stille en tår af den. Det var længe siden hun havde drukket nogen former for alkohol, så smagen var en kende bitter i det. Men ikke noget der som sådan gjorde hende noget. Let så hun på ham og smilte lidt forsigtigt. Begyndte at dreje øllen mellem hænderne, mens hun afventede hvad han ville svare på hendes spørgsmål.

"Det må egentlig være okay nok? der er ingen dag der ligner hinanden går jeg ud fra?" spurgte hun smilende og så op imod ham. Havde selv overvejet det en kort periode, det at blive model. Men havde aldrig gjort mere ud af det. Måske var det fordi hun ikke var så god til at håndtere kritik.

"Jeg har ikke noget job lige nu.. Mit skiftende humør gør det.. farligt for mine omgivelser" svarede hun stille og så kort væk fra ham. Hun ville aldrig tilgive sig selv hvis hun fik gjort nogen hun kendte noget.