Hands up, this is a robbery!

Sted: Nær, og senere i indlægget indeni, en bank der ligger centralt i byen Terre.
Omgivelser: En masse væsner, både kunder og ansatte, og hvad der ellers er sådan et sted.
Vejr: Det er sådan en rigtig grå, kedelig dag. Overskyet, trækker op til regn og så blæser det koldt.
Tid: Klokken nærmer sig frokosttid. Det er mandag middag d. 25. marts.

Det var snart tid nu. Den store viser var kun få sekunder væk fra at ramme tolvtallet, så den blev forenet med den lille viser, der allerede var nået derop. I løbet af de sidste fem minutter, havde han uafbrudt løftet sin venstre arm for at se på det sorte Rolex ur, der tittede frem fra ærmet på den sorte læderjakke, hver gang han kørte det op for at kunne se urpladen. Det her skulle bare ikke gå galt. Alt skulle gå efter planen, og der var ikke plads til at lave fejl, hvis han skulle følge det tidsskema, han havde lavet for nogle dage siden og finpudset op til flere gange. Der skulle handles hurtigt og samtidig enormt præcist, og selvom det ikke var første gang var han en anelse nervøs. Bare en lille smule. Han vidste aldrig, hvordan det ville gå, eller hvor voldsomt folk ville reagere. Hvor lang tid havde han, før politiet kom? Det var faktisk dét, der plagede ham mest. For det at komme ind i selve banken og få fat i pengene var sådan set ikke så svært, det kunne enhver gøre med en pistol i hånden. Det svære var at komme ud igen, og derefter at skulle flygte fra et hel hold betjente. Den mørkhårede, unge mand tog en dyb indånding med lukkede øjne, trak vejret ind gennem munden og sendte det retur ud ad næsen, inden han med et beslutsomt blik i øjnene, som han atter havde åbnet, trak en sort elefanthue ned over hovedet, så det kun var hans øjne og mund, der kunne ses. Klokken havde endelig slået 12, og det var på tide, han påbegyndte sin plan. Det var tid til at rykke ind, nu. Med huen på plads og en ladet UZI i højre hånd, drejede han om på hælen, så han stod med fronten vendt ind mod bankens hovedindgang, kun to meter væk fra et være inde i selve banken. Han havde ikke meget tid til at stå og tænke videre over, hvad han gjorde, for når startpistolen først havde lydt, var der ingen vej tilbage. Et hårdt skub fik åbnet den tunge dør, og med trampende skridt marcherede han indenfor. Som forventet blev al opmærksomhed straks kastet over på ham, men han holdt sit blik rettet stift fremad mod kassen, og den ældre, gråhårede kvinde der stod bag den. "Hvad venter du på?! Find en sæk og begynd at fylde penge i, og det kan kun gå for langsomt!" Hans stemme var hård og bestemt, og han fik hurtigt møvet sig ind foran de personer, der endnu ikke havde brudt kø-rækken og var veget til side. "KOM NU FORHELVEDE!" galede han, så højt, at det gav et sæt i den fortvivlede kvinde, som med det samme blev kridhvid i hovedet, idet han rettede sit våbens sigte imod hende, og hun var allerede på randen af et kæmpe tuderi, hvilket man tydeligt kunne se i hendes våde øjne, da hun så rundt omkring i banken. Der så ikke ud til at komme hjælp nogen steder fra, pånær en herre, der så ud til at være i fyrrene, som havde fundet sin mobiltelefon frem og var i gang med at taste et nummer ind. "Smid den mobil LIGE NU!" beordrede den maskerede dæmon og rettede både blikket og UZIen mod ham. Han frøs øjeblikkeligt, og telefonen, der allerede var ved at ringe op, blev tabt ned på gulvet, så der kom en revne tværs over skærmen. Det var først der, han fik kigget rundt og opdagede, at han ikke var den eneste, der var ved at foretage et opkald, som højst tænkeligt til alarmcentralen. "Tror I det kun gælder for ham!? Smid alt I har i hænderne og hold hænderne, hvor jeg kan se dem!" Ryan lod skydevåbnet pege truende mod de folk, der stod i den modsatte ende af rummet, og da de ikke reagerede, tog han et enkelt skridt bag ud og greb fat i armen på en brunhåret pige, med matchende brune øjne, som han trak ind foran sig. Hans ene arm holdt fast rundt om hendes hals, alt imens den anden sørgede for at UZIens munding var presset imod hendes ene tinding. "Smid så de lorte-telefoner, eller jeg blæser knoppen af hende!" hvæsede han sammenbidt, truende, og strammede taget rundt om den unge piges hals. Den ældre dame, der i mellemtiden var stoppet med at proppe sedler i en stor pose, fik et chok, idet han brat vendte hovedet i hendes retning. "Hvorfor fuck er du stoppet? Kom nu, jeg har kraftedeme ikke hele dagen! FÅ LIDT FART PÅ!"

Som alle andre i banken, blev Amelia’s blik med det samme rettet mod døren, da en høj lyd lød derfra. Og som alle de andre blev hun ikke helt glad for synet. Hun stirrede mod manden, der trampede ind med en hue, der dækkede hele hans ansigt. På nær de borende øjne og de beordrende læber. Dog var det ikke ligefrem hans kropsdele hun fokuserede på. Eller jo. Hendes blik var fast rettet mod hans hånd, som holdt en pistol. Hun var tæt nok på at se den ikke bare var lavet af plastisk. Om den alligevel var ægte eller ej, var ikke hendes største bekymring i øjeblikket. Hun følte hun stod alt for tæt på ham.
Igen gjorde hun blot hvad de andre gjorde. Af instinkt. Hun kom hurtigt ned på hug, og hendes hænder fandt sin vej omkring hendes ører. Hendes øjne blev lukket i, og hvis men så godt efter ville man kunne se, hvordan hun vuggede sig selv frem og tilbage. Hun sagde ikke en lyd. Hun turde ikke. Frygten steg i hende. Det var så typisk. Hun havde ikke været i banken i flere måneder, men når hun så endelig gjorde det, endte hun midt i det her lort. Hun var ved og blive træt af det. Men hun kunne stadig ikke tillade sig at blive irriteret over det. Den eneste følelse der gik igennem hende var frygt. Ikke på samme niveau som den havde været, men den var der. Og den opslugte hende langsomt. Spredte sig ud i hele hendes spinkle krop. Helt ud til fingerspidserne. Og hver eneste gang manden råbte op, gav det et set i hende. Som trak hun sig bare mere sammen i et ryk. Hun greb hårdere og hårdere fast i sit hår, der lå omkring hendes ører. Som ville det hjælpe med at lukke lydende ude. Og netop som hun ikke kunne høre de svagere lyde, følte hun en hånd gribe omkring hendes ene arm. Hun nåede knap nok at se op, før hun blev revet op og stå. Et kort skrig lød fra hende, i samme øjeblik som hun blev ført om foran denne gerningsmand.
Pistolen brændte nærmest mod den lille asparas tinding. Hun blev ved med at sige til sig selv at den ikke var ægte. Og at den ikke ville kunne skade hende, på andre måde end hvis han slog med den. De tanker der løb rundt i hendes hoved, gjorde det bare ikke bedre. Hendes hænder fandt hurtigt op til den arm, der havde fundet sin vej omkring hendes hals. Hun greb selv rimelig hårdt fast, som prøvede hun at få den væk, så hun bedre kunne trække vejret. Hendes vejrtrækninger havde selvfølgelig endt i et kaos. De blev mere paniske. Hun hyperventilerede næsten, selvom hun prøvede og berolige sig selv. Hun var nød til at så en smule på tær for ikke at dø helt hen. Hendes krop rystede, og der var ingen tvivl, at hun var på randen til at bryde ud i gråd. Hun hulkede vel allerede, en smule. ”Lad mig gå.. Please..” Trods hun var enormt bange for at sige noget, fik hun alligevel få ord ud. Bedende. Og hvis man kunne se hendes skønne brune øjne, ville man nemt kunne skimme alle følelser. ”Det gør..ondt..” Hendes ord var meget svage. Hun turde ikke tale højere end en hvisken. Hun burde nok slet ikke tale i den her situation. Hun burde bare gøre hvad der blev sagt. Bare stå og se ynkelig ud. Som var hun en prop for hans røveri. Faktisk gjorde det ikke ondt. Det var bare noget psykisk. Noget hun troede. Lidt efter lidt blev hendes greb omkring hans arm til et greb der mest omhandlede hans bluses ærme. Som et lille barn der klamrede sig til en tøjbamse, når natten var skræmmende. Stakkels lille Amelia. Hun valgte at bare lukke øjnene i. Hun prøvede at drømme sig væk, men det så ikke ud til at være muligt. Det kolde metal mod hendes tinding, var alt hvad hun kunne fokusere på lige nu. Det eneste hun kunne forestille dig var hvordan kuglen ville bore sig vej gennem hendes kranium og efterlade hende død på gulvet, med hul i hovedet. Hun kunne ikke gøre andet end at stå og håbe ingen gjorde noget dumt, som ville udsætte hende for mere fare.