"Get your dirty hands of my body!" - William

Pruedence vred sine håndled en smule, i de strammede håndjern, der efterhånden var blevet strammet så meget, hun næsten ikke kunne mærke sine fingerspidser. -"Lad mig være, dit usle kryb!" lød Pruedence stemme højt og vredt. Tideligere på dagen, havde hun været nede downtown for at mødes med nogle af sortelverne, der havde gode nyheder til hende. De gode nyheder blev dog hurtigt spoleret, da en høj, skikkelse, med sort læderjakke, og uhyggelige sorte øjne havde taget fat i hende. Nu stod hun her på gaden, downtown, med hænderne lænket på ryggen, mens manden der havde taget fat i hende, holdte i hende. Han havde givet hende en lang tale om, at nu gjorde hun bare som han sagde, så ville der ikke ske hende noget, og at hun nu var hans slave. Men hun skulle åbenbart sælges videre. Et grin forlod mandens læber, og Pruedence kastede et irriteret blik op på ham . "Hold dig i ro min skat, så finder vi snart en der gider betale en ordentlig pris for dig." sagde han med rolig stemme. Hun sukkede, og prøvede at hive sine arme til sig, men han holdte fast i håndjernene. Der havde været op til flere mænd der havde budt på hende, men den grådige slavehandler ville ikke nøjes med sådan et biligt beløb. -"Du har ikke ret til at sælge mig, lad mig så være!" Hun svingede sine arme tilbage, lige ind i mandens skridt. Han knækkede sammen, men havde stadig et stramt greb om håndjernene. "Din... Jeg sagde du skulle passe på min skat, og det der... Var rigtig dumt gjort. Godt for dig jeg kan få penge for dig, ellers var du sikkert død nu.." lød hans, stadig utroligt rolige stemme. Det gjorde hende efterhånden utryg, så rolig han kunne lyde ligemeget hvad. Hun så kort rundt. Hun ville ikke kunne bære, hvis nogle af dem hun kendte, så hende sådan her. Hvor pinligt det ville være, når hun var så hjælpeløs og til grin. -"Vær glad for mine hænder er lænket, ellers var du sikkert kasteret nu..." sagde hun irriteret og så på ham, gennem øjenkrogen. Hun flyttede hurtigt sit hoved til siden, da hans hoved lagde sig på hendes ene skuldre. Hun mærkede hans arme rundt om sin krop. Hun vred sig en smule.  -"Hvad for dig til at tro, at du kan sælge mig?" sagde hun, med dyb klingende had i stemmen. -"Når jeg slipper fri så.." en hpnd blev stramt placeret om hendes mund. "Sh... Så så, min lille elvertøs. Nu ikke så næsvis." Et suk forlod hendes læber. Hun drejede sit hoved, så hans hånd fjernede sig fra hendes mund. -"Du slipper ikke godt fra det her..." et hånligt grin lød i hendes øre. "Vi får se... Min tøs." Et arrigt suk forlod endnu engang hendes læber. -"Jeg er ikke din! jeg er ingens, fattet?" lød det surt fra hende. Hun himlede med øjnene, og havde efterhånden opgivet at slippe væk... Hvis bare der kom en eller anden svækling og købte hende, så hun kunne slippe væk. Hun havde i hvert fald ikke tænkt sig at leve som slave resten af sit liv. No, never.

//Undskyld det blev så kort, er på fra da phone :/

Han var stakåndet, en prikkende smerte af sidestik skreg om nåde, og benene var ikke af kød og blod, men i virkeligheden lavet af gummi. Den fysiske udmattelse måtte bestemt være et dårligt tegn, for Will var normalt i god nok form (det hørte næsten med til sindssyge-dæmoners-konstante-besættelse-med-at-slå-denne-bestemte-dæmon-ihjel pakken), så han måtte have været på farten i lang tid – men dagslys var svundet ind til nat, inden han havde nået at blinke, og han kunne ikke længere skelne mellem før og nu.
Kampen havde været hård denne gang – en stædigt tilbagevendende ilddæmon – og et kort øjeblik havde Will virkelig troet, at det var det. At han havde taget sit sidste åndedrag og skulle byde verden farvel. Men sort uheld lånte ham sin hånd, og før han vidste af det, var han på vild flugt gennem Di Morgas gader, væk fra Dødens kolde gab.
Sidestikket i siden overvældede efterhånden så meget, at Will blev tvunget til at standse op. Højlydt gispende og prustend lænede han sig forover med den ene hånd støttende på husmuren, som hvilede som en solid beskytter ved siden af ham, og den anden på sine bøjede knæ. Det brændte smertefuldt i lungerne og suste for ørene, da Will sank adskillige gange og vagtsomt drejede nakken for at se, om hans drabelige forfølger endnu var i syne. Gaden bag ham strakte sig tavst i mørket og gadelampernes skær og holdt sine hemmeligheder for sig selv. Will kneb kritisk øjnene sammen og scannede en gang, to gange omgivelserne, men kun få forbipasserende udgjorde hans udsyn, og med et dybt suk lod han sig falde tilbage mod muren.
Hvis han ikke snart fik styr på sit problem, ville det gå galt en af gangene, og den seneste episode skræmte ham mere, end han egentlig turde indrømme over for sig selv. Han lukkede øjnene, lod luft sive dybt ned i lungerne og forsøgte at få sine sammenknyttede hænder til at slappe af. Alle lemmer sitrede frygtsomt, og det dundrede i hans venstre tinding …
Støj i baggrunden, og da Will panderynkende adskilte lydende, gik det op for ham, at det var lyden af et skænderi; knurren og snerren, og det lød egentlig ret heftigt. De blå øjne blev slået op, og med langsomme bevægelser kantede han sig til siden, så husets hjørne blev presset mod hans arm, og stak hovedet ud.
Slavehandel. Han vidste det med det samme, havde bevidnet situationer som denne igen og igen, og det var almindeligt kendt, at når man først var fanget, var der ikke meget at gøre. Endvidere endnu dummere for udefrakommende at involvere sig i besværlighederne, medmindre man selv ønskede at rode sig ud i uoverkommelige problemer. Med et opgivende hovedryst vendte Will sig om igen.
Frøs.
Øjnene spærrede op i vantro, og han holdt skarpt vejret, da han atter drejede hovedet og så direkte på elverkvinden. Kæben spændtes automatisk, og øjnene blev knebet sammen, og Will var tæt på at være kommet til at udstøde en spottende latter. Hvis der var nogen, som fortjente at blive straffet, var han stensikker på, at det var denne kvinde. Tableauet foran ham lod allerede til at være godt i gang, og med et velrettet nik drejede Will om på hælen for at gå.
Stoppede. For hvor meget ondt, han end ønskede skulle overgå hans fjender, var selv en skæbne som denne værre end døden. Valgte han at ignorere, hvad der skete kun få meter fra ham, ville han være en lige så slem kujon som slavehandlerne. Det ville være forkert. Han sukkede langt og klagende og vendte sig for at redde den person, han hadede.
Hvad ville være det bedste at gøre? Arrigt kaste sig mod slavehandlerne og banke dem sønder og sammen? Eller skulle han lade som om og forsøge at købe elverkvinden fri? Will rømmede sig og slog ud med hånden.
”Godaften, min herre, ” meldte han og spadserede lystigt ind foran de to kæmpende. Han lod sit blik passere dem begge, lod det hænge ekstra længe og koldt ved elveren, som om han vurderede situationen. ”Er det her et muligt tilbud?” spurgte han og kiggede på slavehandleren.
Denne gryntede, strammede grebet om elveren. ”Egentlig ikke. Der er et marked i morgen i Terre. Der kan du byde,” lød det afvisende svar.
”Åh, men – ” Ordene forlod Wills læber, før han kunne styre sig, og han rømmede sig højlydt. ”Jeg mener – jeg har ikke mulighed for at deltage i morgen, så mon ikke du kunne gøre en – øh – undtagelse?”
Slavehandleren fnyste og kneb mistænksomt øjnene en smule sammen. ”Jaså. Men hun er altså ikke til salg endnu.”
Will følte sig efterhånden stakåndet, og desperationen førte ham frem. ”Jeg vil tilbyde dig hvad som helst!”