Takeing things, in his own hands. //Åbent for beboerne, i Lazarus' bolig//

Sted: Kirkegården
Tid: 23:00
Omgivelser: Kirkegårdens skumle områder.
Vejr: En kold brise skære i kirkegårdens buske, der formede et hegn. Ellers ikke et bemærkelsesværdigt, eller specielt vejr..


Der kom et lavt hvæs, fra en kuld sort mår, der kravlede op fra en meget lille tunnel, formegentligt også gravet af den selv, da der kun lige var pldas til dens figur. En hvis, Jack Marzel's gravsten, måtte stå model til det lille bæst, da det pillede op af stenens side, med høj fart, og uden nogen problemer. Da den nåede toppen, rejse den sig på to ben, og kiggede rundt i cirkler, for til sidst at ende med dens blik imod et bestemt hus. Dette var der han havde fastlåst, og bestemt at Lazarus måtte befinde sig.
Måren pillede så hastigt ned af gravstenen igen, og hen imod kirkegårdens metaliske port. den kravlede op af porten, for så at løbe hen over de spidste toppe, som var dens føder klister dertil, og havde den gjort dette siden den blev født. Da den nåede ende af porten, hoppede den ind i hækken, hvis grene, tjorne og blade den gled igennem, som var det bare et rør, uden nogen fare. Dens hastighed var langt over diverse almindelige mår, og den virkede speciel på dens udseende lige så. Den blanke sorte pels, var alt for fint varetaget, som var den blevet passet, og et simpelt kæledyr. Dog ville et kæledyr aldrigt have lært at bevæge sig sådan.
Måren fortsatte hastigt igennem hækkens labyrent af grene og tjorne, for så at hoppe ud på fortovet. Den løb hastigt over fliserne, inden den stoppede brat op, foran porten ind til det store fine hus den havde undersøgt med øjnene, for tid siden. Hvis porten havde vagter, stoppede den her, hvis ikke kravlede den op af porten, for så at hoppe ned på den anden side, og sprinte imod døren ind til huset.
Her stoppede den fem meter fra, for så igen at stille sig på to ben, og stire imod døren, og hvis denne havde vagter, så frem og tilbage imellem dem. Få sekunder efter, forsvandt måren i en sort aura. En aura der formede sig til en kugle omkring måren, og den voksede sig på få sekunder stor, hvor efter den forsvandt, og en høj, fint beklædt herre nu stod. Herren bar et sort jakke sæt, og stod med sine hænder bag sin ryg, imen han stirede imod døren foran ham. Herrens øjne havde en dyb sort farve, dermindede mest om to dybe huller, uden lys. Det eneste blanke i dem, var skæret fra hvad en lys der måtte ramme dem. Hans hud var en grålig, og mange ar og pletter på hans hud, fik hans krop til at være ganske så rædselsfuld at se på. Hans øjne flakkede en smule op ad, da en flod af hans hud kravlede fri fra hans pande, så der nu var en hudfri plet. Han fnøs lavt, og rejste en hånd, for at gribe flodsen af hud med to fingre, og så rive denne af, og så lade den falde ved hans side, da armen fald ned langs denne.
Han stirede nu tilbage imod døren, og hvis ingen vagter var, tog han flere skridt imod døren, for så at stå nær den, og løfte en hånd, og lade sine knor ramle imod flere gange, i et forsøg på at få folkende bag dørens opmærksomhed. Han foldede da sine hænder bag sin ryg igen, og stod afventende på reaktion.
Hvis der var vagter, ville han stå afventende, og stire fra vagt til vagt, med hans tomme blik, som om han regnede med at de ville opfatte hans hensigt selv.

Der stod to vagter foran døren til det prægtige Palæ. En af Vagterne tog sig til øret og nikkede et par gange. Han åbnede døren for herren og trådte til side. Det var klart at se disse to vagter var Vampyrer. Den ene Vagt sagde ’’ Tronarvingen til tronen af Italien, Lord Lazarus Chimera vil vente dem i hans stue ’’. Hvis herren begav sig ind i huset ville et smukt hus falde ham i øje. Det var klassisk Italiensk stil fra 1800tallet. Smukt og en smule dystert. Der kunne høres svage skrig og klages støn fra væggene. Det var fra de mange vanger der befandt sig i husets mange skjulte gange og rum. Lazarus sad og ventede i stuen. Der var en bord og to stole foran pejsen. Lazarus havde ikke forventet gæster i dag. Dog kunne han ikke lade være med at skyde en tanke til hvilken Vampyr der ville besøge ham på sådan en måde. Lazarus kiggede ind i den buldrende ild og nippede til det Engleblod han havde i sit krystal glas. Han havde som altid sin røde lange frakke på. Hans mørkerøde øjne viste en kulde som få. Hans blik vandrede langsomt mod gangen for at se den gæst der havde begivet sig ind på hans enemærker. Hvem en det var så ville Lazarus personligt snakke med den Vampyr der var modig nok til at vise sig. Lazarus tænkte igen over hvem. Kun et navn skød ind i hans hoved som en snigende panter ~Vladimir~. Et smil gled hen over hans læber kort. Faktisk kunne dette blive underholdende. Han regnede ikke med Vladimir ville møde om selv. Men hvem end denne udsending var så var Lazarus nysgerrig for at finde ud af hvad han ville. Lazarus sad afventende og ventede på herren med de sorte øjne ville vise sig for ham.

Herrens tomme øjne, kørte hastigt imod den vagt der talte til ham, stadigt med sin ryg rank, og afgav ikke engang et nik til vagten, da han havde fået retninger, men kiggede blot ind af døren, for så at betræde husets gange. Hans øjne gled langsomt over husets fine interiøre, og hans højre, spidse, øre, rejste sig hastigt, og lyttede til de manges klages udråb. Hvor barbarisk. Præcis som sin fader. Herren rystede langsomt på hovedet, imens han styrkede sin mentalitet, og lukkede for alle andres tanker, så andre ikke ville kunne komme ind i hans hoved, men også så han ikke selv kunne komme ind i andres. Det var ikke nødvendigt til dette.. Han kiggede så frem for sig, og fandt instinktivt vej hen til stuen, hvor den stærkeste duft af vampyr kom fra. Den tydelige duft af engleblod, ramte ligeså hans næse, og hans næse spjættede en enkelt gang, af den fine auroma.
Han fortsatte, indtil han stod i stuen, hvor han så stoppede op, med rank ryg, og kiggede ned på den royale fuldblodsvampyr. Han rømmede sig, og strak sin ryg, og lod sine øjne glide lige frem for sig, for ikke længere at stire på Lazarus.
"Lord Lazarus Chimera.. Mit navn er Karaktar Sphinx Rasputin.. Jeg ønsker at tale om dette.. Tilbud, de gav min fader. Som jo straks brutalt rev ideen ned, pågrund af sit had til jeres.. Royalitet.. Men efter megen snak med min fader, er vi blevet enige om, at Ma'lakel er en oldtidshistorie.. Han vil falde for jeres føder.." Sagde han med en hurtig, og direkte stemme. Som ville han frem til pointen med hans tilstedeværelse med det samme. Han ville ikke lade Lazarus vente på denne information. Han kendte udemærket godt sin plads, og ville ikke gå over sine grænser, mere end han allerede gjorde, som en simpel undersot, blodt at møde op her.
"Grundlaget for hans mangel på tilstedeværelse, er hans mangel på edikette.. Jeg håber de vil forstå, han er blevet bedraget, og forsøgt dræbt, af royale vampyre.. Ligeså blev hans race og familie slagtet af selv sammen familie af Toreadors.. Som.. De kalder sig selv.." Sagde hans klare fløde stemme. Hans udseende, gav ikke hans stemme kredit, nej hans stemme var fin, som en royals. Men hans hud var flodset, pågrund af hans race. Noget de fleste Nosferatuer ignorerede, men andre var deprimerede over. Karaktar stod konstant med sit blik ud i luften, som var han blot en budbringer, der nu afventede svar på hans bud, eller afstraffelse for hans ulydighed. Hans ansigtsudtryk var tomt, og hans øjne, som altid, lige så.

Et flygtigt smil gled kort og elegant over Lazarus læber. Det var som om dette morede ham. Han havde dog respekt for Vladimir. Vladimir havde ikke dræbt den budbringer Lazarus havde sendt ham. Så han ville udvise den samme respekt. Lazarus sad lidt og så ud til at tænke over denne information. Lazarus blik fald atter mod den buldrende ild fra pejsen. Lazarus sagde ’’ Jeg regner med at Vladimir.. Er klog nok til ikke at fortælle Malakel dette.. Selvfølgelig er han det.. Men hvordan skal jeg vide dette ikke er et trick ’’. Lazarus drejede sin hånd så engleblodet i hans glass snurrede rundt. Det var som tænkte han over noget. Lazarus åbnede atter munden. Han talte med en blid stemme ’’ Din herrer.. Vladimir.. Var ærlig overfor mig.. Så jeg vil være ærlig overfor ham... Ja Malakel vil snart falde.. Det er sikkert.. Og men Vladimirs hjælp han vi angribe ham indefra Abbadon.. Det er i sandhed en taktisk fordel.. Men jeg tager det ikke op med de andre før ’’. Lazarus tog en slurk af sit glas og holdt en lille pause i hans tale. En svagt smil fløj hurtigt over hans læber ’’ Men deres Herrer har ikke vist at vi kan stole på dette er rigtigt.. Hvordan ved jeg han ikke falder i ryggen os når vi angriber.. De må tale med ham og fortælle han må finde en måde at vise han er loyal overfor.. Alliancen.. Så vil jeg med glæde tage det op med de andre Ledere.. Efter det historierne siger.. Så har deres Herrer jo selv være udsat for en kniv i ryggen ’’. Lazarus blik rettede sig mod manden igen. Lazarus åbnede munden som skulle han tale. Men det virkede som han holdt en pause for at omformulere sine ord ’’ Hvor stor er deres Herrers viden om.. Assamite Klanen så ’’. Lazarus kiggede på manden som ville han analysere ham ud fra hans reaktion og bevægelser han ville få som respons på dette spørgsmål. Lazarus Kendte til hvordan Vladimir var blevet forrådt. Dog var det ikke Lazarus stil. Hvis han endelig skulle skifte side, skønt han var for stolt til at gøre det. Så ville han skille sig af med alle overlevende.

Karaktar stod fast på sin plads, og kiggede stadigt imod den sammen plet på vægen. Der var ingen plet, men hans blik var fastlåst, som var der. Hans øre tilgengæld, var rejst højt imod loftet, for at lytte nærmere til Lazarus' ord. Hans mistro var forståelig, selvom deres klan aldrigt var blevet tvivlet før i tiden, af andre end dem der forrådte dem. Havde Vladimir været den tilstædeværende, var der straks blevet sendt gnister imellem de to. Men Karaktar stod stadigt med sin fast stilling, fast imod vægen.
Da han blev spurgt in til Assamite klanen, nikkede han blot en enkelt gang, for at fremvise spørgsmålet var modtaget, og han stirede nu blankt frem for sig igen. Kort tid efter drejede han sine sorte øjne imod Lazarus, og lod sine læber dele, og forme ord.
"Assamite klanen er en klan af legemordere, men også store krigere, specialiseret i disciplinen Quietus. De er født med et behov for andre Vampyres blod, og de udføre lejemord, for betaling, i nettop dette blod.. Under Assamite klanen, er der også en gren, ved navn Assamite Antitribu, som tager alle Vampyr klaner under sig, så længe de har de nødvendige klassifikationer." Karaktar begyndte at tale, som var han en radio der blev antændt, og da han var færdig, stod han igen med et helt tomt blik, dog stadigt imod Lazarus. Han bukkede så halvt, og lod sine øjne falde fra Lazarus.
"Lord.. Er den Assamite klan, jeg kender. Ligeså, kende Vladimir den.. Har arbejdet med den, i fortiden.. Dog kun ganske lidt." Afsluttede han, inden han rejste sig, og hans blik faldt frem for sig igen.
"Og både jeg, og min fader forstår. Vi har arbejdet meget under Ma'lakel, men vi er heller ikke blinde for fremtiden.. Vi vil gerne fremvise vores loyalitet, med hvad end test de ville forlange.. Vladimir ved at hans had imod jer er ubegrundet, og vil gøre sit for at bekæmpe det." Fortalte han, og bukkede en sidste gang. Hans blik faldt så endnu engang imod vægen, som var han en tom pæl, der nu blot stod der endnu engang.

Den kolde brise tak langsomt i det lange sorte hår, som kastede sig rundt om det smalle barneansigtet, som tilhørte den kvindelige skikkelse, der langsomt gled hen over asfalten, som var det en kat der styrrede hendes bevægelser. Denne kvinde, eller pige Annabel, var på vej mod hendes brors Palæ, hendes nye hjem, hvis hun i det hele taget kunne kalde det, dét. Hun havde i grunden aldrig følt sig velkommen noget steds, men det kom vel af at være den sidste i børneflokken af tre drenge. Alt hvad hun gjorde, var aldrig godt nok, i lyset af hvad hendes faders sønner, hendes brødre havde præsteret, en af grundene til at hun var flyttet fra Italien til dette Di Morga, et sted for magiske væsner, aldrig havde hun været så meget fan af sådanne steder, men igen der var visse fordele ved det. Når Frankrig ikke prøvede at overtage stedet. Ja hun havde allerede hørt om den special styrke som var blevet sendt ind, en skuffelse at hun ikke havde været til stedet, sikke en fest det måtte havde været.
"De herre" sagde hun formelt, da hun kom til de to vagter der stod foran døren, straks blev hun lukket ind. Kappen faldt ned over de spinkle arme, som trådte ind i den varme indgangs hal, og lagde den hen over venstre arm. Ved denne hændelse vidste hun den flotte kjole som hun var iført, meget inspireret af ældre dage. Det stramme korset af vinrød, der løftede de få former som hun dog besad, selvom hun selv ikke mente det var tilfældet. Resten af kjolen var af smaragd grøn stof, forskørtet gik dog kun til midten af låret, mens at resten gik som et V rundt omkring hendes bagparti, og blev slæbt hen af gulvet. Med hurtige og elegant skred hun frem hen af hallen og ind i stuen, og skulle lige til at fortælle hendes broder hvad hun havde været ude og lave, i det hun så at han havde en gæst. "Oh, i må have mig så uendelig undskyld, jeg vidste ikke at min broder ventede gæster idag" hun nejede dybt for både hendes højt elskede broder, og gæsten. "tillad at præsentere mig selv" sagde hun smigrene, og bøjede let hoved "Annabel Chimera. Og når de har tid broder, har jeg yderst opløftende nyheder." Hun stod lidt og ventede, mens hun tænkte lidt, om hun skulle lade disse to herre være alene, eller gøre dem selskab.

Noget rurte sig ude i gangen. Det var Sasha hun var et mennske som var sekratær for Lazarus hun var ved at sammel nogen lister sammen som hun hade tabet. Hun var en smuke unge kvinde som hade være så heldig eller uheldig at, være offer for Lazarus´s lege og hade tabet men hun var ret godt tilpas her. For her hade hun en masse at laver hun skulle være med til møder og laver aftaler, for sin herre hun hade hent en flaske med bold ned i kældern. Som hun hade får besked på at gøre så hun var i gang med at se efter om hun hade huske alt , og hun hade hent posten for at se hvad det var komme der var et brev. Til herren og et til herrens søster og til et nogen af den ander, hun banke på stue døren så hun vent til hun fik lov at komme ind. hun hade en blodrød kjole på som hun hade får at sin Herre og passe godt på hende, og sørte for at hun ikke kom noget til eller noget andet

Karaktars øjne flakkede en enkelt gang da hans øre opfangede Annabels entre, og hans øre drejede sig i retningen af døren. Hans sanser opfangede hendes stemme, og bestemte straks at det måtte være tronarvingens lillesøster. Hans øre fortsatte med at lytte i hendes retning, og da hun nåede frem til stuen, tog han et par skridt til sin side, så han stod med siden til dem begge, og så imellem dem.
Hans tomme sorte øjne, drejde imod Annabel da hun pressenterede sig selv. Han kurvede knapt nok et smil som besvaring på hendes pressentation, men i stedet bukkede han blot. Fjernede sin, ellers fastlåste, højre hånd fra ryggen, og lagde den på maven.
"Lady Annabell Chimera. Ingen pressentation skulle være nødvendig.. Mit navn er Karaktar Sphinx Rasputin.. Jer er her på vejne af min fader, Vladimir Rasputin.. Beklager han ikke kunne møde op, og hans uanstændighed.." Sagde han, og rejste sig igen, og drejede, så han stod med siden til dem begge, dog kiggede hans tomme øjne nu imod Annabel.
"Og du skal skam ikke undskylde m'lady.. Er mig der er gæst, dit ord, ligger over mit, og jeg kan vente." Sagde han, med et formelt nik imod Annabel. Hans øjne gled ganske kort imod Sasha da hun ankom, men de gled derfra igen, da slaver ikke var over ham, så fortjente ikke hans opmærksomhed. Hans sorte tomme øjne, gled så igen frem for sig, i et tomt og blankt udsyn. Hans øre drejede et par gange, imens deres spidser stikkede direkte imod loftet, og de ivrigt drejede sig fra side til side, for at få styr på de råb der stadigt kunne høres, på vinden han kunne høre suse uden for, på lyden af blodet der drejede rundt i Lazarus' glass. Samtidigt skulle han bearbejde samtlige dufte i huset, og selv nogen uden for det, og forstå alt denne information, samtidigt med at holde sit hoved rent, og klart, for at kunne besvare, hvad end de royale Vampyre omkring ham skulle ville vide.
Karaktar elskede hans arbejde, på nettop nuværende tidspunkt. Det var når han stod i situationer som denne, hans talenter blev sat på prøve. .

//Foreslag til Ludo: Vlad, Lazarus, Annabel så Sasha.. Begyndene med den her post, Lazarus' den næste.//

Lazarus lyttede til hans fortælling om Assamite Klanen. Det var stort set også det Lazarus vidste. Dog fortalte han ikke at det faktisk var en anden Klans skyld at Assamite Vampyrerne var afhængige af Vampyr blod. Nemlig Tremere Klanen. Lazarus nikkede til Annabel da hun kom ind. Han sagde roligt ’’ Du er så evigt velkommen til at slutte dig til os min kære lillesøster ’’. Lazarus tog en slurk af sit blod og kiggede ikke engang mod Sasha ’’ Menneskepige.. Hold dig i baggrunden og tag notater ’’. Lazarus blik faldt tilbage på Karaktar Lazarus betragtede denne Vamoyr lidt før han endelig sagde ’’ Din fader må havde nogle forslag til at bevise sin Loyalitet overfor Alliancen.. Dog.. har jeg en måde han fuldt ud kan bevise den på.. Malakel er i besiddelse af to magiske sværd som har tilhørt Zane. Disse våben betyder meget for Malakel. Hvis din fader bringer mig disse sværd vil han have bevist hans loyalitet.. Så vil jeg tale med de andre Ledere ’’. Lazarus tog en slurk mere af sit glas. Det var som tænkte han over noget. Hans blik faldt kort og hurtigt ned på det sværd der selv hang i hans bælte. Dette frembragte et svagt smil på hans læber og kort tid efter blev hans blik rettet mod Annabel. Lazarus kørte en hånd gennem hans hår. Dette var en god mulighed for at skaffe disse sværd. Lazarus havde brug for dem og Vladimir var en insider person. Perfekt på alle måder. Lazarus vidste at Malakel aldrig ville afgive disse sværd af egen fri vilje. Lazarus regnede med Malakel selv havde fundet ud af det han selv vidste omkring disse sværd. Derfor ville Vladimir have bevist sin loyalitet ved at bringe Lazarus disse sværd. Lazarus måtte indrømme overfor sig selv at denne Vladimir havde vundet en smule mere respekt af ham. Dog kunne han ikke forstå at Vladimir frivilligt havde hjulpet Malakel også efter de udtalelser Malakel var kommet med omkring Vampyr racen. Men Lazarus vidste at alle i verden havde deres grunde.

Hun nikkede stille, til at hun var velkommen til at slutte sig til deres selskab. Hun rynkede brynene da endnu et menneskes lugt borede sig ind i hendes næsebor. Dette var da yderst mærkværdigt, hvor mange mennesker havde hendes broder lige taget til sig, godt nok vidste denne kvinde sig at være en slave, men så vidt hun havde opsnuset havde Lazarus to mennesker kært, når nej. Et menneske, eftersom at Kajika var gået hen og blevet forvandlet til en vampyr, ikke just noget hun fandt hensigtsmæssigt. Men sket var jo sket, og hendes broder havde sikkert haft sine tanker med i spillet for denne forvandling. Hun rynkede langsomt brynet over det som der blev snakket om, og et smil krydsede langsomt hen over hendes fyldige læber "Disse sværd, som jeg vil tale om med selveste Malakel, der har indvillet i at have et møde med mig.. selvfølgelig uvidende om selve hensigten af mødet. Jeg vil undersøge om der også er andre sværd på slottet som der kunne være værdigfulde i denne kamp, hvad jeg har fundet frem til, er at disse sværd er yderst godt gemt, så det vil tage sin mand at finde dem.." hun bøjede let hoved, mens at de kølige katte grønne øjne, kiggede over mod pejsen, "Desuden har jeg forsket i Denne Malakel Lemoris fortid, og i vil nok finde det yderst interessant hvor meget nus jeg har fundet på dette individ." For at øge stemningen lavede hun en kort kunstpause inden hun atter vente øjnene mod hendes broder, og denne Karaktar. "Det viser sig, at der er yderst stor chance for at han er beslægtet til den kongelige dæmon linje, Lemoris, som vi min broder kæmper for at få ud af vores kongerige Italien. Hvad jeg har opsnuset er så vidt, at vores hersker ingen anelse har om, at være beslægtet med disse turaner, at det vil være et yderst værdigfuldt kort at spille ud" da hun havde fået sagt alt det som hun havde haft på hjertet, lavede hun atter et lille nik, for at vise at nu havde hun fået talt ud, af de ting som hun var kommet for at dele med Lazarus.

Sasha nikke. og satte sig ned i baggrunden og skrav ned alt hved at blive sagdet så hun kunne skrive det retten til, sener " øøher herre der et forresten komme nogen breve til dem og. Deres søster jeg har dem her " sagde Sasha stille, Hun så ned og undgik der med øjenkontaket med nogen af dem. Hun hade flere ting med sig der ind posten og en flaske med frisk blod fra kælderen, hun satte flaske på bordet ved siden af sin Herre Lazarus så han kunne smage den. Hun hade ikke selv smaget på den for hun var ikke vampyr, så hun drak ikke blod eller noget kune vand og cola som hun købet. Ned i byen og hun hade får handels ind til middagen som hun skulle laver i dag

Karaktars øjne stirede fortsat frem for sig, imens der blev talt omkring ham. Hans øjnes nedstirende blik, skulle ikke fange opmærksomhed fra nogen steder, og egentligt stod han med lukkede øjne. Han så intet, da han ikke ville dette.. Et indre øjnlåg var lukket for hans øjne, så han ikke skulle focusere på denne sans. Dette var nødvendigt for ham, for at kunne holde styr på de sanser der var vigtige, i et selskab med dette antal af personer. Og selvom han havde lukkede øjne, vidste han præcis hvor alle stod, om de stod foroverbøjet, bøget bag over, eller noget lige så. Den analyserede hans andre sanser, konstant.
Dog blev hans øjne kort åbnet, for at drejede de sorte tomme øjne imod den yndefulde Annabel, og så endnu kortere imod Lazarus, inden de kiggede lige frem igen. Så de ville have fat i de gamle sværd? Fra landets sidste hersker? Karaktar lod sine tanker falde dybt ned i hans sind, og forblev stille, imens de snakkede færdigt, efter nævnelse ved disse sværd. Karaktar bearbejdede den viden han havde om den tidligere hersker, Zane. Dette svær var noget helt specielt. Det han kendte til. Ikke noget Ma'lakel ville fraligge sig, og ikke noget han ville tilgive stjålet.. Dette ville så sandeligt være et tydeligt bevis på deres loyalitet..
Karaktars ene spidse øre, drejede imod Annabel, for at lytte mere efter hvad hun sagde. Dette var noget han ikke vidste. Noget han ville mæske i sig. Ny information.
Han kneb sine øjne en anelse sammen, inden han lod de sorte øjne glide imod Annabel igen da hun afsluttede. Øjnene var umuligt at forudsige, og hans sin var lige så låst fra al læsning. Ganske kort efter gled hans øjne frem for sig igen, i en tom stiren.
"De sværd.. Vil ikke blive nemme at få fat i.. Så svært, at jeg ville anse det som mere værd en loyalitet... Jeg beklager min pludslige.. Handels interesse i dette, men du skal huske hvem vi stikker i ryggen, Lord Chimera.. Dette ville kunne kost Vladimir helle hans familie, da Ma'lakel værken ville starte, eller stoppe med ham.. Vladimir vil aldrig gøre dette, blot for at bevise vores loyalitet.. Det er.. Et urealistisk bud.." Sagde han, med sin samme rolige stemme. Hans blik var igen sløret af hans focusering på intet, og hans næse rynkede sig en enkelt gang, på grund af en stor indtagelse af dufte. Han havde ikke indtaget sit, i mere end en uge nu, men fik heller ikke behov for det, i lange perioder. Han slappede af, så duften forsvandt, og hans næse slappede af.. Han lod sine øjnlå lukke i, for så langsomt at åbne sine øjne igen. Det var nok ikke hans, eller Vladimirs plads, at skulle sætte krav fra de royale i Italien. Men han vidste, at Vladimir aldrigt ville gå med til det her.. specielt ikke for den simple pris, at bevise 'loyalitet', overfor hvad han hader mest. Nettop royale.. Dette ville bringe hans familie i fare.. Ganske stor fare.. Det ville han ikke engang gøre for et pris, i form af et helt land.. Karaktar ville foreslå det, men han kendte allerede svaret..

Lazarus blik kørte langsomt over imod Sasha da hun snakkede om disse breve. Det var klart at se på hans dog rolige blik at hun skulle være stille ellers ville der ske grufulde ting med hende. Lazarus blik faldt derefter over på Annabel ’’ Min kære søster.. Malakel vil snart være fortid.. Jeg er ikke i tvivl om dette.. Dog vil jeg forslå at sådan information bliver holdt mellem os frem over.. Godt nok er det ikke en information der er af nogen betydning for os her.. Men finder Malakel ud af dette vil han sikkert prøve at vinde hans families støtte i denne kamp’’. Lazarus gav et svagt grin fra sig og hans blik drejede faretruende og alvorligt over imod Karaktar ’’ Du burde tænke mere før du taler unge Vampyr… Alle er i fare.. Hvis vi taber dør vi alle.. Hvis vi vinder dør vi alle.. Sådan er krig.. Men skaffer Vladimir mig disse Sværd.. Så er sejren så meget som sikret.. Det er skam ikke kun en test af loyalitet.. Det er meget mere end det.. Ser du.. Hvis Vladimir hjælper i denne krig.. Vil han blive belønnet.. Han vil få en bid af kagen.. Jeg vil få brug for Hertuger.. Alliancens plan ligger dybere en bare Di Morga.. Mere kan jeg ikke sige om det emne.. Dog vil jeg sige at de folk der står bag mod i denne kamp også vil have en plads efter krigen er over.. Vladimir har vundet en del af min respekt ved at sende dig.. Dog har jeg brug for at vide han er helt på min side.. Stjæler i disse sværd vil jeg med sikkerhed vide i er på Alliancens side.. Der vil ingen tvivl være.. I vil være dedikeret fuldt ud i denne kamp som resten af Alliancen er.. Han vil ikke blive snydt.. Det er der ingen taktisk fordel ved at gøre på nogen måde og det ved jeg også Vladimir ved.. Dog har jeg brug for at vide han er på vores side og han har lige så meget at miste som os andre.. For så ved jeg at han vil kæmpe med alt hans væsen.. Udviser han denne Loyalitet og skaffer mig disse sværd.. Så har han mit ord på han får en stor rolle i Di Morgas fremtid ’’. Lazarus mente selv dette var en godt træk. Han havde brug for at vide Vladimir var loyal og ingen veje havde tilbage hvis han skulle forråde Alliancen. ’’ Disse sværd er vigtige for mig.. Jeg har en speciel plan med dem jeg heller ikke vil komme mere ind på.. Vel kære søster ’’. Lazarus blik faldt nu på Annabel.

Karaktar knuggede sine hænder en anelse, ved nævnelse af hans sikkerhed omkring Ma'lakel. Jammen hvis han følte sig sikker på det, måtte han da endeligt gerne fortsætte med at håbe.. I Karaktars berægninger, så det sort ud, for alle der ville nedbryde Ma'lakel. han stod højt på sin trone, og ingen skød skud efter ham, selvom han var så meget ude i det åbne. Nej, folk ture ikke..
Hans sorte tomme blik, blev langsomt lukket, da han blev kaldet 'ung', og han blev bedt om at tænke mere over hvad han sagde. Allerede der, var Karaktars interese vidsent væk, og hvis Vladimir nogen sinde kunne finde på at acceptere dette, som han anså som usandsynligt, ville han selv fraråde det. Selv hvis det ville lykkedes Lazarus at vinde, var hans kæp, ikke en Karaktar ville færdes under..
Selvom han det ingen interesse nærede, lyttede han stadigt vider, og tog imod hans ord. Så deres planer var støre end Di Morga? Brobar viden. Men nu syntes han egentligt ikke han havde lyst til at blive belært af denne royale vampyr. Hvad han kom af, var ganske tydeligt. Karaktar strakte kort ryggen, og gav slip på sine hænder, der var foldet bag sin ryg, og rettede på sin jakke, inden hans øjne, for første gang, faldt ned imod Lazarus.
"Lord.. Efter mine beregninger, anser jeg sandsynligheden for, at min herre vil joine dig, og din.. Alliances plan.. Lige med nul.. Vladimir vil ikke tage en bid af en kage, bagt af fine herre, som dem selv, han absolut ikke kan stole på.. Det er min opffatelse, og ville være mit gæt.." Sagde han, med sin kolde stemme. Han bukkede så halvt, og kiggede ned i jorden foran sig.
"Jeg ville sige, at det beklagede mig.. Men det gør det ikke, Lord.. Du burde ikke kaste udtrykket, 'ung', rundt omkring dig, uden omtanke.. Min respekt for dig, er faldet, mere vil jeg ikke sige. Vores samtale må blive afsluttet med dette.." Han nikkede en enkelt gang efter at have rejst sig, inden han drejede om på sine hæle, og gik imod døren. han nikkede også en enkelt gang imod Annabel, da han gik.
"Lady." Sagde han stille, for så at fortsætte imod udgangen, med sine hænder foldet bag sin ryg.
"Jeg vil bringe dine ord til Vladimir, og så vil jeg give jer hans svar, så hurtigt som muligt.." Sagde han, imens han fortsatte igennem gangen, hvis ikke han blev stoppet på vejen.