En tur i center (Åben)

T: 15:30
O: en masse mennesker
V: snevejer
S: center
D: den 17 Januar


Det var en kold og snefyldt dag. den 17 Januar klokken var 15:30 og det var mange mennesker i center den dag, og henne ved en lille scene stod 2 små piger søsteren Lilje og Rose som begger var engle. De forsøget at får folkes opmærksomhed men der var ingen som så på de små piger De var ved at give helt op, da ingen kom der hen for at høre søsters sang selv om de var små kunne de virkelig synge. Som de engel de var efter deres død da de kun var 7 år gammel og de fast holdt deres alder, for altid de var frossen fast i deres barndom og blive værken ælder eller støre

//Der er lettere stødende ord i dette indlæg - det er dog ikke min mening at fornærme på nogen som helst måde!\\

Det var så sandelig ingen nem sag for den unge kvinde at bevæge sig rundt i det svært befolkede gader, uden at støde ind i utallige personligheder, der hver havde sin egen lille replimande (lille skældud) at komme af med. At den mørkhudede kvinde stod tydeligt ud, i forhold til de mange lyse sjæle, gjorde det skam ikke nemmere at komme ubemærket forbi. Mange skældte hende ud for ikke at kigge sig for, selvom de ikke kunne vide, at hun af alle kræfter prøvede. Men det svage syn, der kun lod hende se slørede farver uden nogen form for linjer at skelne dem fra hinanden, gjorde det umuligt at fokuserer godt nok til at undgå de mange folk.

Ak, det måtte ske, at den unge kvinde af afrikansk afstamning måtte falde på knæ, da en større herre ramte hele hendes ene side med armen. Amerikaneren, den større herre vel og sagt, gik videre med store skældsord. Ikke glad for at have rørt sådan en neger, der sikkert var en undsluppen slavetøs, ifølge amerikaneren.
To søde stemme, nærmest ens og alligevel ikke, lod deres musik flyde ind i Em'smierhs øregange. Hvilket var den unge kvindes særprægede navn, og hun lukkede afslappet øjnene. Med sådan en gang beroligende sang, kunne hun sagtens klare endnu et par dage med sure mennesker. Hun sukkede, men på en beroliget måde. Var stadig på knæ med hænderne imod den ru asfalt, men det var hun ligeglad med på nuværende tidspunkt.

Lilje og Rose så en mand. Skulle til en farvet kvinde søster kom hen for at hjælpe hende op, I mens Rose så på kvinden råber Lilje efter manden at han skulle tag og se. Sig lidt beder for næsten gang og at han skulle var sin mund " er de okay frøken " spurte Rose, og stode på hendes højer side i mens Lilje var på hendes venstre side. Klar til at hjælpe hende på bene og hjælpe hende hen til scenen

Em'smierh takkede, og lagde mærke til at sangens ene stemme var hendes 'heltinde'. Hun rejste sig langsomt op, tørrede forsigtigt den hvide nederdel af, der kun lige akkurat nåede til de fine, nu svagt ridsede kalveknæ af Em'smierhs. Hun prøvede at få sig et billede af pigen, og hendes søster, men det var ikke muligt. Kun lyse farver poppede frem, og det var ikke en let sag at skille dem fra hinanden. Hun gnubbede let panden, og takkede igen.
"Mange tak.. Jeg kan desværre ikke belønne jeres venlighed, da jeg er ret så fattig og blind.. Men.. Jeg kan dog rose jeres sangstemmer. Fantastisk smukke."

" de behøver heller. Ikke at belønne os vi er kun glad for at hjæle dem frøken jeg hedder Rose, og min søster hedder Lilje vi er tvillinger og begge engle måske kan vores. Magi hjælpe dem frøken det kan være at vores lysmagi kan gøre noget ved deres, blindhed vis de ønske det alser " sagde Rose og bøste Em'smierh¨s tøj af bag på. I mens så Lilje efter manden hun ahdve skældt ud

Em'smierh blev helt forskrækket, men kiggede da tænkende op i luften. "Så engle er ikke bare en skrøne fortalt af lillemor, hva? Hvor interessant.." Smilet vendte tilbage på den unge kvindes læber, idet hun mærkede den ene af pigernes små fingre børste det tynde stof af ved hendes ben og ryg. "Ah, tak tak for hjælpen kære.. Jeg er dog født sådan her, og behøver ikke leve dårligt, fordi jeg ikke kan se godt". Hun blinkede som i en hentydning, trods Em'smierh ikke havde den ringeste idé om de rent faktisk lagt mærke til det. "Lilje og Rose? Hvor kære navne i har.. Mit er lidt særpræget. Em'smierh hedder jeg da." Hun klappede hænderne sammen og tiltede let hovedet til siden. Bukkede så kort, håbede bare ikke hun ramte dem eller nogen anden ved det.

" det er okay. Vi er helle ikke så gode med vores magi endnu som de nok kan fornemme er vi ikke så, gammel igen vi er tråsalt kun 7 år gammel og frossen fast. I vores barndom " sgde Rose og smielde til Lilje som rette på sin kjole de var værken, store eller stærke men deres venlig væsen var altid glad og søde

"Virkelig? Jeg syntes nok stemmerne af jeres var ret spinkle i forhold til hvis i var teenagere eller voksne.. For at takke jer ordentligt, så har jeg et tilbud. Men vi må nok hellere finde en bænk, eller lignende, før vi snakker forretning. Og nu må jeg desværre bede om en tjeneste, hvis i tager imod tilbuddet om en lille forretningssnak.. Vil i ikke være så venlige at tage min hånd, og føre mig frem? Jeg kan, som sagt, ikke gøre det særlig godt uden hjælp.." Hun smilte undskyldende, lagde begge hænder ved maven, og håbede på at de to engle ville lytte til hendes forslag. Hvis hun var heldig, ville de se, at situationen kunne blive win-win. Hun stirrede tomt frem for sig, håbede at de ikke var smuttet - selvom deres natur som engle burde holde dem fra at forlade en handikappet ung voksen, uden at give en lyd fra sig.

Rose og Lilje tog hendes hånder. og førte hende hen til en bænk og hjalp hende med at sætte sig ned, og i mens Rose så på Em'smierh hent Lilje de får ting som tvillingern. Havde med sig henne ved scenen og kom ret hurtig tilbage igen, og satte sig ved siden af Em'smierh på venster side og nynne stille sammen med Rose.

Da Em'smierh mærkede det kolde, komfortable sæde af bænkens, smilede hun taknemmeligt igen. Hun var i sandhed stødt på to engle, om det så betød om de bare var venlige af sind, eller i virkeligheden to af den kristne Guds 'budsendere'. Ej havde Em'smierh selv tro på denne hellige figur, der i følge historierne skulle være vogter af godt, og hvis tidligere englemakker Lucifer, nu var kongen af dødsfald. Selv hvis de virkelig fandtes, var det underligt at beskylde den såkaldte Gud for alle verdens ulykker, når det jo var Lucifer, der nød af tragediernes konsekvenser.
Hun tog et dybt åndedrag, inden ordene flød ud af hendes læber, som var det naturligt for hende at foreslå sådanne ting til komplet fremmede.

"I ønsker da at være med til at forbedre sikkerheden i disse byer, ikke sandt..? I har vel set hvor uopdragne folk er blevet, mord der hærger ethvert mørkt hjørne, og politiet især - hvor lidt de dog gør for at stoppe disse.. Som i ville kalde det, synder.
Så jeg har et tilbud som sagt.. Hvad siger i til at hjælpe mig med at komme i kontakt med et af dem i de højere klasser? En, der virkelig kan gøre noget, hvis denne prøver. En mulighed for at rense lidt ud i korruptionen, og få lidt flere ærlige folk ind i politikorpset.. Hvis i da er interesserede. For det kan blive farligt. Vi vil træde enhver kriminel og enhver beskidt politibetjent over fødderne ved at prøve dette..
Men i bestemmer selvfølgelig selv, om i tør løbe den risiko.."
Em'smierh regnede da ikke med et ja. Og slet ikke fra to engle, der ikke burde være ude på gaderne, uden ledsagelse af en mor eller far. Men det var da forsøget værd. Hendes øjne var lukkede, men det forsigtige smil af håb prydede de hvidmalede læber.

" vi ønske at rydde op. I den her byen det er takke være nogen i den her by at vi død for 7 årie, og vil ønske at finde ud hvem og hvorfor det skulle gå ud over os " sagde Lilje. Og Rose nikke stille samtygen de ville gøre alt for får retfærdighed, tilbage til byen og straffe dem som slog dem begge ihjel som små piger

Et bekymret, og medlidenhedspræget ansigt faldt ned over Em'smierh. Deres sørgmodige små stemmer gjorde ondt i hjertet, og når Em'smierh i forvejen var følsom af person overfor dem, der fortjente hendes medfølelse, var det lidt af en smertefuld ting at høre. Især fra 2 unge piger, der kunne have haft et spændende voksenliv.
"Okay.. Hvis i er helt sikre på at risikere jeres sikkerhed, på trods af at i trods alt allerede er engle, så vil jeg sige at vi kan gå i gang med at planlægge med det samme!"
Hun klappede hænderne sammen, men et strejf af seriøsitet ramte hende.
"Men.. Jeg vil være 100 procent sikre på, at i tør gøre dette her. Chancen for at det går smertefrit.. Er ingen."
Det var ikke for at skræmme dem væk, at hun blev ved med at nævne det. Men en form for prøve - hun ville høre, da det var svært for hende at se, om de virkelig var viljestærke nok til at gennemføre det, som Em'smierh havde planlagt.

" vi er ikke bange for smerte. Det kan ikke bliven være en at død som 7 åri " sadge Rose og Lilje, stille de sad med deres små hænder follet og bad en stille bøn som ville hjælpe dem på deres vej. Til et bede steda t bo for alle væsner og Rose rejste sig og så, en gruppe mænd komme hen i mod dem og dem havde Lilje også set.