en lille lommetyv i center (Åben)

T: 14:30
O: en masse mennsker og ander væsner
V: solskin
S: store center



det var en solrige dage i center. Og lille Zarbon havde travle med at smutte fra nogen vagter efter nogen havde set ham, stjæle fra en af centers mange butiker han var ikke så gammel endnu. Så han viste ikke bede da han aldrig havde læret at det var forkert at stjæle fra nogen, Zarbon bruger sin magi til at slippe væk fra vagtern uden at de så ham. Den lille dreng var fuldkommen alene ingen forælder eller nogegt som helst, så han måtte selv finde og skaffe mad og ting og han havde en hule i skoven hvor han gemt sig . Når alt var for træls eller ond i mod ham

Corinne havde en tiltrængt fridag.Al for mange aftener havde nu nu måtte spenderer på diverse clubs, sammen med mere eller mindre afhænige folk og fæ,nok mest fæ.
Faktisk var det kun Sofus og William der havde gjort et andet indtryk,end bare at være et stereotypt pothead.Hun rynkede på den lille næse...
Hun følte sig....ja, ensom....og trængte til opmuntring .
Måske et lille besøg på caféen og forkæle sig selv med noget flødeskum tilsæt et lille skvat cacao ville være en god idé?
Hun gik i cafeens retning og forsøgte holde sit humør oppe, så det ikke druknede.

Zardon sad under et af den mange borde. I cafen han sad med sin pose med de ting han havde stjålen, i det sammen lød det over centers højtaler at alle skulle holde øjen. med en lille dreng med en sort pose med en rød rose på, og Zardon trak den helt ind til sig for at ingen skulle tag den fra ham . Da posen havde tilhørt hans mor en gang for mange år siden

Corinne trådte ind og så sig omkring.Hendes lange hvide sommerkjole hang løst ned af hende, på en klædelig vis, romantisk uden at blive for fimset, og hendes lange iltre hår var sat i en høj hestehale der alligevel nåede langt ned over ryggen. Hun fik bestilt og modtog sin cacao og imens hun lyttede til den monotone stemme der lød fra en knasende højtaler, fandt hun et bord og fik sat sig tilrette der.Hendes taske blev sat på en stol ved siden af. Havde de efterrlyst en lille dreng,med en pose? Hvor var det sørgeligt at folk ikke kunne passe på deres børn.det hjalp i hvert fald ikke på hendes lidt triste humør.

Zardon sad unden hendes bord. Og så hendes taske han skulle lige tila t tag en da han ind så at, det ikke var godt vis han tog den Zardon sad atte stille under bordet. Og tåren fosse ned af hans kinder han var ked af at han leve som en lommetyv, han ville har en familie med en far og en mor

Damn...det var en god chokolade drik de lavede her, tænkte Corinne og slikkede noget flødeskum af læberne med spidsen af tungen.
Hun strakte sig lidt dovent ud og lod hendes øjne feje nysgerigt hen over alle de mennesker der havde valgt at tilegne lidt af ders tilntil cafeen her.Men hun blev dog en kende forbavset da hendes fod med den hvide gladiator sandal, stødte ind i noget blødt. Hun lænede sig forover for at tage et kig under bordet, hvor hun halvt om halvt forventede at få øje på en lille hund.
Hun blev så overrasket da hun så en lille trist dreng sidde der, at hun bankede hovedet op i bordpladen med et ordenligt slag.
Corinnes hånd fandt op i håret og masserede den meget ømme plet, imens hun igen kiggede hunder bordet og med et varmt smil sagde" hej lille skat....hvem er du ?"

" zzardon frøken. De må ikke sige at jeg er her jeg vil ikke tilbage til det børnehjem igen" sadge Zardon, man kunne tydlig se at han var bange for at komme tilbage tildet sted. Hvor han havde leve det meste af sig live alene uden sine forælder, son begge to døde da han var ganske lille

Hun rakte hånden ned i sin taske og fik trukket en lyseblå strik cardigan op af den . trøjen og hendes tasken kom ind under bordet, tasken på gulvet og trøjen blev holdt ud mod drengen.Corinne hviskede til ham " Jeg hedder Corinne...tag trøjen på lille skat, og put din pose ned i min taske, så kan du komme op til mig.Ingen vil kende dig igen og ingen vil tage dig med. De vil tro du er her med mig" talte hun mildt og beroligende ned og forsøgte forsikre ham om at han ville være sikker hos hende, med hende.

Zardon tog den på. Og lad sin pose ned i hendes taske så ingen så den Zardor stjal ikke med, sin gode vilje han gjorde det men den banden som havde tag sig af ham. Efter han var stukken af fra børnehjemmet ville ha at alle medlemmer, skaffe penge og mad til hele bandten også den lille Zardon

..

Zardon tog den på. Og lad sin pose ned i hendes taske så ingen så den Zardor stjal ikke med, sin gode vilje han gjorde det men den banden som havde tag sig af ham.
Efter han var stukken af fra børnehjemmet ville ha at alle medlemmer, skaffe penge og mad til hele bandten også den lille Zardon.

Hun kunne høre ham rumsterer rundt under bordet og hun trak en stol ved hendes side ud, så han med lethed kunne komme på plads ved siden af hende.
Når han havde indfundet sig, ville hun med et par fingrer skubbe den varme chokolade drik over til ham, måske han ville nyde den , trængte til den?

" jeg går ud fra du ingen familie har ? "det var nu mere en konstatering end et spørgsmål, men det kunne jo være at hun tog fejl.Man kunne jo have forældre, foræld d bare ikke magtede den opgave at tage vare på deres barn og derfor måtte overlade ansvaret til andre. " hvorfor er du stukket af Zardon, savner de dig ikke på børnehjemmet? Behandler de dig ikke godt siden du sidder her, gemt under et bord lille skat?* hendes stemme var tydeligt krydderet med bekymring for den lille fyrs ve og vel.

" mine forælder døde da jeg var ganske. lille og så endte jeg på et børnehjem hvor de altid slog, og tæve mig til sidste kunne jeg ikke holde det ud mere og stak af og endet i en banden. Af hjemløse og forælderløse børn men de, tvinger mig til at stjæle for dem og jeg får ikke noget ud af det undtagen af får lere bank en før hen " sagde Zardon bange.

Hun stirrede på den lille dreng et øjeblik.Så de slog ham, på børnehjemmet? Det var dog for nederdrægtigt. Tænk at man kunne synke så lavt. at slå på et barn.Sikke afstumpet mennesker der tyede til sådanne handlinger. Hun sank et klump af følelser,der truede med at få hende både oprørt og trist, men hun ville gerne udstråle ro og tryghed , overfor drengen, overfor Zardon.
" så du er med i en bande nu ? Og der går det heller ikke godt.de sætter dig til at stjæle? " det var dog helt forfærdeligt.Hun måtte jo hjælpe ham, men hvordan? Hun havde netop fået sin egen lille lejlighed, men at tilbyde ham at opholde sig der , sammen med hende, det var vel lige lovelig en stor mundfuld, selv for hende. Men hvad....hvad ellers? Hun løb gennem kartoteket over handlemuligheder og gode forslag, og fandt til sin forskrækkelse at det var ganske tomt.
Men det skulle drengen jo ikke lide under.
" hvis du vil have det Zardon, vil jeg gerne hjælpe dig....men det bestummer du. Du kan komme med mig hjem, bare i dag....og så kan vi snakke om, hvordan og hvad vi kan gøre for dig. Har du lyst til det?" spurgte hun forsigtigt med en mild stemme.

" jeg vil gerne med dig hjem Rinne. Vis det ikke er til for meget besvære for dig " sadge Zardon og trak sit ærmen ned, og sine arme så hun ikke ville kunne se alle de. Blå mærke og sår han havde på begge sine små arme og ned at mave og ryggen, han havde det ikke let med at alle de slog ham bare for det mindste.

Et varmt og næsten kærligt smil bredte sig om hendes læber da han gav sit svar.
Hendes i stinkt for at tage sig af de der havde det svært, havde aldrig fejlet noget og det lå slet ikke i hendes gener at vende ryggen til et barn, et bar der havde brug for hjælp.
" Det er slet ikke til besvær Zardon, det bliver helt rart med lidt selvskab. Jeg bor alene , så det bliver bare du og jeg " forklarede hun blidt.
" når du har drukket din cacao, kan vi gå hjem til mig og snakke tingene igennem" .
Hun havde ikke set alle hans blå mærker,der bar vidne til den mishandling han havde været udsat for.Hvis hun havde, ville hendes store blå øjne,sikkert have været fyldt til randen af tårer netop nu.
Istedet var hun igang med at forsøge finde en løsning på drengens problemer, for hun kunne jo umuligt tage ansvar for en lille dreng...ikke på lang sigt, ikke med det skide job hun havde.

Zardon drak stille sin Cacao. da nogen vagter gik fordi dem og Zardon for Cacaoen galt i halsen, og begyndte at hoste ret kraftig af det han opdage at vagtern havde se ham. Og var på vej tilbage i mod dem lille Zardon blive så bange af han begyndte at græde ved det,

Corinne fløj op ad stolen, som var hun en kugle skudt ud af en kanon. Også hun havde set at Zardon havde tiltrukket sig vagtens opmærksomhed, hvilket ikke var spor godt. Faktisk meget uheldigt hvis sandheden skulle ud, de var jo stadig på udkig efter den lille fyr.
Hun stod hurtigt ved Zardons side, lænede sig ind over ham for at blokkere lidt for udsigten til hans sorte pjuskede hår og lille ansigt, imens hun bankede blidt i ryggen og sagde temmeligt højt, da hun ønskede at vagten kunne høre det " så så....Nathan...nu må vi hellere komme hjem til mor og far inden de bliver urolige " og så snuppede hun sin taske og fik den på plads over sin skulder med et lille sving . så tog hun et solidt tag i Zardons hånd og fik trukket ham op af stolen, i et blidt ryk og begyndte at hale ham med mod udgangen, i et raskt tempo.

Zardon græde og hoste. På sammen tid han hadet at være i andres søglys så da de var komme et stykke være, fra center begyndte at at slappe af igen. Han hoste endnu da han stadig havde en smule ad cacaoen til er være i hans luftrør, men det var ikke så meget mere nu som det havde være før.

Den friske sommervind ruskede i deres hår, som de næsten spænede hen af gaden, ihvert fald gik de meget hurtigt, specielt for den lille dreng.
Et stykke derfra, da Corinne følte at faren var drevet over og Zardon var halet i sikkerhed, standsede hun og kom ned på knæ , foran ham.
Hun viklede blidt sine arme omkring ham, og halede ham ind i et lille knus " du skal ikke græde Zardon, alt er okay...det lover jeg...alt bliver okay " trøstede hun så godt hun kunne, og hendes mælkehvide hånd tørrede hans tåre væk fra de små kinder.
Det bekymrede hende en smule , hele situationen, men sammen kunne de vel komme op med en holdbar løsning, een der ville være god for Zardon og give ham gnist og livsglæde tilbage i de små blå øjne.

Zardon smilede bag de små tåre. Han var ved at være i godt humør igen efter det som lige var sket, Zardon var en søde og kærlig dreng med et hjerte af guld. Og lige så storet som en bjørn han var så venlig og søde at nogen altis søger for at, han fik med og medicin når han havde brug for det

Da hun kunne se at gråden stilnede af , trak hun igen vejret mere frit.Hun havde ingen ide om , helt hvordan hun skulle hjælpe ham på sigt, men right here right now, skulle han vel bare væk fra gaden og fra alle dem der slog løs på ham og lokkede ham til at stjæle.
Da de havde gået i noget tid, og kun sagt enkelte sætninger af random slags til hinanden, kom de til et stort og noget kedeligt boligbyggeri. I et kolods af et hus, havde Rinna sin lejlighed. Hun førte Zardon op, låste dem ind og gav ham en lyn rundvisning.
Det meste var holdt i hvid eller meget lyse farver. og så var det sorte puder,vaser og sterin lys. Sort og hvidt...ligesom hendes sjæl, tænkte hun lidt sarkastisk.
" bare gør dig hjemme, der er ikke rigtig nogen regler...ikke endnu...dem kan vi lave hen af vejen, hvis det bliver nødvendigt, deal ? Sagde hun, og stillede hendes taske i entreen i den lille tre ærelses lejlighed.

" her er bede en i det forfalden hus. som min bandet bor i og 3 gang beder en børnehjemmet, så det her er det bedste sted for mig at være " sadge Zardon og så sig omkring. Det minde om det hjem han altid så i sine drømme om natten, han satte sig ned på gulvet og lod et svaget lys skine fra hans hænder.

Alene ordet bande fik en gysen til at løbe igennem hende. No way in hell ville hun sætte ham tilbage pångaden, det var da sikkert. Så måtte de samme finde ud af hvad der skulle ske herfra.
" jeg laver noget saft til os" kvidrede hun og forlod stuen nogle minutter.da hun kom tilbage med to glas limonade , så hun Zardon der sad på gulvet.
Men hun troede at hendes øjne snød hende, legede med hende.
Hvad lavede han dog? Det lys ...fra hans hænder?
Tanken havde end ikke strejfet hende før nu...
" Du er ikke menneske, er du Zardon ?" hviskede hun til drenge..

" nej er ikke mennske. Men 2 dele engel " sagde Zardon stille og los lyset forsvinde igen, han viste ikke om hun ville smide ham ud nu hvor hun viste at han ikke var et mennske. men del forskelige engle racer han var stolt af sin magi,