It keeps getting crazier /Lukket/

S: Masion de fous
T: Aften
V: forår. Let blæsende med få skyer.

Det var aften og solen var på vej ned, men stadig synderlig i horisonten. Godric gik stille gennem gaderne for sig selv, og vidste ikke helt hvad han skulle foretage sig. Det var en lidt kølig forårsaften, og vinden blæste let. Den tog fat i hans hår og blæste det ind foran øjnene på ham. Han fjernede det om bag øret, og gik videre. Han var nået et lille stykke ind i øst byen da hans blik blev fanget af et gammelt hus. Han var ikke så tit i denne del af byen, for at være ærlig var han for det meste i midtbyen eller skoven. Han stoppede med at gå, og kiggede en smule på det faldefærdige hus. Han blev en smule nysgerrig for hvad der mon var inde i selve huset. *Skulle jeg mon prøve at gå ind og kigge sig en smule om? Det ser ikke så rart ud, men fuck it, lad os endelig gå der ind bare nogle få minutter* Han smilede ved tanken og gik over til den store tunge dør. Den knirkede noget da han lukkede den op, og han smuttede hurtigt ind i huset. Der var støvet her inde, men det var jo også klart når der alligevel ingen boede her. Han lukkede døren efter sig, og gik længere ind. Han så sig kort om i den store sal. Der stod et par møbler hist og pist, og der var en stor trappe. Godric gik stille op af trappen op på første salen.

Hyunam havde fået en opgave, at passe på Peter, han var en hund. Amalia's hund for at være præcis. Amalia var hendes bedste veninde. Hyunam ville altid gøre ALT for hende. Men ærlig talt kunne Hyunam faktisk ikke lide hende særlig meget, men det at hun havde en der snakkede til hende og var hendes ven gjorde hende lykkelig nok, selvom hun til tider kaldte Hyunam grim, tyk og uintelligent, men Hyunam prøvede aldrig at tage det til sig, også selvom det irriteret hende. Hun var ude og luften Peter, da han pludselig besluttede sig for at hive voldsomt, Hyunam kom til at give slip og blev så der for nødt til at løbe efter ham. Da hun havde løbet meget, så hun Peter løbe ind i et forladt asyl. "Det er bare løgn!" Sagde hun højt og tog sig til hovedet. Hun gik der ind og gik lidt rundt for at kigge efter Peter, "Peter~?" Sagde hun meget lang trukket. Hun syntes at have hørt Peter i et af de mange rum. Hun kiggede lidt rundt langt inde, åbnede døre i rad for at der skulle springe noget i hoved på hende.

Idun sad derhjemme og så fjernsyn med sin far, Liam. De sad og så en rigtig god film på en fredag aften, men den blev pludselig afbrudt af nyhederne. "Maison de fous" stod der i overskriften. Der dukkede en tv vært op på skærmen og fortalte om Maison de fous. "Dette gamle galeanstalt, er nu over 200 år gammelt i dag. Selvom det er forfaldet en del, har det stadig holdt sig i alle slags vejr. Borgmesteren har besluttet at rive det ned om nogle år, så der kan bygges huse der." fortalte manden i nyhederne, og derefter kom de tilbage til filmen. Idun sad med hovedet på skrå. "Far, du har ikke fortalt mig, om noget galeanstalt, som ligger her i byen." udbrød Idun overrasket og blev nysgerrig. Liam kiggede på Idun et stykke tid.

"Maison de fous, var en gammel galeanstalt som nu siges at være hjemsøgt. Stedet der ikke bliver besøgt så ofte da mange er skræmt af de rygter som er kommet efter hånden, men det sker da nu og da at drengene tager det som en form for mandomstest at man skal tage der hen, eller også tager man der hen for at udforske stedet. Så jeg vil bede dig om ikke, at tage derhen unge dame. Det er ikke særlig interessant." sagde Liam og nussede hendes hår kærligt. Idun tiggede ham og lavede store hundeøjne til ham i håb om at blive kørt derhen. Til sidst opgav Liam helt og han kørte hende hen til den gamle galeanstalt og satte hende af der. "Husk at ringe, når du skal hentes, ikke også?" spurgte Liam lidt bekymret og skævede op mod galeanstalten. Idun nikkede og gik ind i det forfaldne hus/slot agtig.

Umbra lå en på sit værelse da han pludselig hørte døren fra den fjerne entré, men tog sig ikke yderligere af det, end til han hørte døren gå op for anden gang, at han hørte nogen gå ind, han rynkede brynende i irritation, havde man ingen gang fred i sit eget hjem, det var ofte at folk kom omkring, men han blejet at ignorer det, og blive på sit værelse, der var jo så mange rum, men han følte sig nu lidt nysgerrig, han åbnede den gamle jern dør til hans rum, så de rustne hængsler piv, genlyden kunne høres gennem anstalten, han gik langsomt ned gennem gangen forsigtigt med lette skridt, dog kunne man stadig høre, det lille klang det gav, give genlyd i gangende.
Han klamrede sin gule regnjakke tættere til sig selv, vis nu de var voldelige hvad skulle man jo så gøre? Han forkastede tanken, hvad ville dårlige mennesker på det her dejlige sted, han kiggede kort ud af vinduet, og så endnu en kødsæk på vej ind, hvor mange var der af dem?!
Han åbnede en dør fra første sal, på klem så lige kunne stikke hovedet ud og så ned i hallen, for at se dem.

Godric var lige gået ind af en dør på første salen da han hørte at den store hoveddør igen gik op og en kvinde råbte på Peter. *Hvem i alverden er Peter? Hendes kæreste?* han studsede en smule over det, da han pludselig hørte en hund gø. *Ah det må være Peter så. Nu giver det mening* han smilede for sig selv. Han skulle til at gå ud i det store rum han lige var kommet fra da døren igen gik op. *Hvad mon folk vil her? Der er da ikke så spændene, eller er der?* han kløede sig i nakken. Skulle han gå der ud? Han var ikke sikker på om han turde. Han havde ikke nået at beslutte sig helt, før han hørte en ny dør et helt andet sted gå op. nej fandeme nej om han nu turer at gå at gå der ud igen. Der var alt for mange nu. Eller måske bare lige et lille kig? Han var meget tøvende da han åbnede døren igen. Han gik ikke der ud med det samme, men stod bare og kiggede lidt. Han kunne ikke se nogle der ude, så han åbnede døren helt. Hvis han var heldig kunne han nå ud her fra uden at blive set, eller var det for meget at håbe på?

Peter var på sin egen lille færd. Et eventyr. Han hørte flere steder åbne sig, han hørte Hyunam kalde, og nogle høje lyde klange. Peter var en modig hund, han var oppe på første sal, og da den anden dør gik op, stod der en dreng, Peter fik sneget sig ind, måske uset? Men han satte sig i hvert fald, Peter kiggede nu på drengen, som havde døren helt åben, han virkede til at være nervøs og bange. For hvad dog?

Hyunam hørte 2 døre åbne sig, ikke på samme tid, men de var der, hun blev lidt bange, kom der mon flere her ind på denne tid? Hvorfor? Her er vammelt. Hun lukkede døren som hun havde på klem stille og så godt lydløst i som muligt, efter som hun ikke havde støt på nogle, nu eller før, betød det at de sikkert var på første sal. Var Peter der mon også? Hvad nu hvis der skete Peter noget? Hun sukkede lavt, og forsatte a korridoren. Hun var endt i det sidste rum, ingen Peter der heller. Skulle hun gå oven på? Allerede? Hvad med de andre? Ville de gøre hende fortrad hvis de så hende? Og hvem ved måske var der kun hende og en anden plus Peter. Hendes tanker forstyrret hende, hun blev lidt i det sidste rum og lyttede til skridtene der blev taget for at søger for ingen så hende, fandt hende og hun kunne komme væk uden en skramme.

Idun listede indenfor i den store indgangshal og kiggede rundt. Hun hørte mange lyde. Knirkende lyde og nogen som råbte efter en anden. Det var lidt uhyggeligt, tænkte hun, men fortsatte op på første sal. Der var ingen lige nu, men før havde hun hørt en hund gø. Var der hunde herinde? Der stod ellers, at der ikke måtte være hunde her, men det kunne jo lige så godt være spøgelser. Her var en smule mørkt, men der hang nogle pærer rundt omkring på væggene og lyste en smule op i det store rum. Der lugtede af gamle, støvede møbler. Det skulle alligevel også snart rives ned, for hvad fanden skulle man også bruge sådan en gammel bygning af lort til, tænkte hun åndsfraværende og gik en etage op. Hun gik ind i et rum. Det lignede et gammelt toturkammer fra hendes synsvinkel. Men der var panserglas i stedet for almindelige glas til vinduerne. Der stod et badekar til at torturere folk med, når de satte strøm til vandet, men vandet lignede nu mere brakvand end almindeligt vand.

Hun bakkede ud, for hun kunne ikke lide at være her længere. Hendes far havde nok ret, for det her var slet ikke interessant eller rart. Hun kiggede lidt rundt. Alt her var gråt og kedeligt. Hvorfor gad mennesker overhovedet komme her og besøge noget så grimt og grusomt, tænkte hun og gik videre langs gangen. Måske var det på tide at finde hjem igen, tænkte hun endnu engang nervøst og gøs lidt og kiggede ind i et andet rum. Denne gang var der ikke et badekar, men derimod en feltseng med reb. Der lå noget spændt fast. Vent, ad! Et skelet, tænkte hun forfærdet og undertrykte et skrig og løb ud af rummet og ned af trappen.

Umbra hørte et skrig fra samme sal, som han befandte sig på, Umbra øjne før rundt for at se om de havde set ham, han ånde lettet ud da han så at der ingen var bag ham. Men hvad nu vis drengen ville undersøge skriget, han søgning kunne lede ham til mig! hans spidse negle lavede lange riser ind i døren af frygt for tanken, han havde ingen interesse i at snakke med tre menneskelige væsner på engang.
Da han hørte en serie hurtige skridt som første ned på stue etagen nedenunder, besluttede han sig for at hans observations post var i sikkerhed, og fik styr på sine nerver og stoppede ham selv fra yderligere at flå i metal døren. Kendte alle disse børn mon hinanden eller var det blot tilfældighed at de var kommer her?
Når ja han kunne jo se på længe nok til at finde ud af det tænkte han, måske skulle man skramme dem, bare for sjov, sådan noget gjorde mennesker vist til tider, hans bandager træk sig omkring stedet hvor en mund skulle være, den eneste indikation på et lille smil.

Godric gik et par få skridt frem for at kigge, men kunne stadig ingen se, men man kunne jo aldrig vide. Hvad fanden havde han rodet sig ud i her? Der kunne jo komme en når det skulle være her op, og så vidste man aldrig hvad der kunne ske. Da der kom et højt skrig fra et af rummene, krympede han sig med det samme, og skyndte sig ind ad døren igen, og lukkede den på klem da han så en pige løbe i fuld fart ned ad trappen. Hun så da ikke så farlig ud som han havde regnet med, men nu skulle man jo heller ikke skue hunden på hårene. Hun kunne jo sagtens være farlig eller noget, men det forhindrede ikke Godric i at følge efter hende, men uden at blive set. Han var nærmest mester i at være usynlig, og hvis det på noget område viste at hun var farlig, var han skredet med det samme, men nu skulle han lige opservere en enkelt gang.

Hyunam gik ud da skridtene nærmest stoppede, hun gik op på første sal da hun huskede at hun stadig havde Peter at skulle finde. Hun var gået en retning som så sikkert ud, ind i et lokale hvor ingen var, lukkede døren stille og roligt, man kunne dog høre den lidt, for den var meget røsten. Hyunam satte sig på hug bag døren, som var lukkede, og lyttede forsigtigt efter. Hyunam kiggede på sin arm, hun havde en lille lommelygte i sin lomme som hun tog frem og lyste på sin arm hurtigt. Klokken var 23:25. Hun slukkede hurtigt lygten igen da hun hørte et skrig. Skridtene af en person som løb. Kvinde? Mand? Barn? Det var i hvert fald ikke en ældre.

Hyunam sad lidt og kiggede ud af vinduet, skyerne havde trukket sig sammen på alle tænkelige måder. Hyunam kunne høre en ny dør åbne sig og en person gå med listende skridt. Hyunam var stadig bange for at gå ud og tjekke det, det var underligt, der var lidt mørk, men ikke alt for meget, ens øjne kunne hurtigt vænne sig til det, og lyset fra månen som næsten var fuld, skinnede så smukt ind, så det var faktisk meget let at se omkring.

Skridtene Hyunam havde hørt var forsat nedenunder på stue etagen hvor Hyunam selv havde været, forlod de nu stedet? Det ville i hvert fald blive lette for Hyunam at komme rundt omkring så. Hyunam tøvede ganske vel i nogle minutter, hun forsat sad og lyttede ved døren til alle folks skridt.

Peter som manden ikke havde opdaget forsatte nu ud, da drengen havde gjort det samme. Peter fulgte hverken efter manden, Hyunams færdt, eller kvinden som havde skreget. Han forsatte videre ned og sad og lorgede med halen. Der var et rum som stod på klem, som Peter lige kunne klemme sig igennem, nu sad Peter bare der og kiggede ud af vinduet.

Idun stod og lød lidt forpustet, men hun var blevet så skræmt af det frygtelige syn, hun havde mødt på 1. etage. Hendes hoved skreg til hende, at hun skulle se at komme ud herfra, for hun hørte nogle døre åbne og lukke og nogle skridt hist og her. Hendes hjerte derimod, som stadig hamrede, sagde dog til hende, at hun ikke bare kunne forlade dette galeanstalt. Hvad skulle hun følge? Sit hoved eller sit hjerte? Hendes far havde jo fortalt hende, at man altid skulle følge sit hjerte, så det gjorde hun, selvom hendes hoved, havde sagt noget andet. Pudsigt, tænkte hun. Der kom en duft af mad et eller andet sted fra. Nej vent, føj for satan! Der stank af råddent mad.

Lugten kom ovre fra den gamle, rustikke metaldør. Hun gik over og åbnede den forsigtigt op. Ad, tænkte hun og holdt sig fra næsen. Der lå gammelt, muggent brød og råddent frugt og grønt. Hun lukkede den hurtigt igen. Her lugtede så vammelt. Det var vist længe siden, at der var blevet luftet ud her, tænkte hun. Pludselig følte hun, at der var nogen et sted, som holdt øje med hende, og hun gøs lidt ved tanken, men havde svært ved at vende sig rundt og kigge efter personen eller tingen.

Umbra stoppede brat sine observationer, som han hørte noget dryppe på gulvet, det gav et unaturligt tung klang gennem gangende, hans øjne spillede ud ved lyden, og han vente langsomt sit hoved mod vinduet, hvor klodset af mig råbte hans tanker.
som en overflod af taren der ellers normalt kun var i et tyndt lag begyndte, at flyde ud af hvert eneste åbning i hans krop, han bed hårdt ned i sin underlæbe for at tilbage hold et skrig, da smerten bølgede over ham, end til han pludselig følte sin mund briste med tilbagemeldingen af tar, som han endte med at kaste op, den plaskende lyd, af den tykke masse ville uden tvil give genlyd.
Og ligeså hurtigt som overfloden var kommet stoppede den, hans krop af kød borte og hans spirituelle krop havde erstattet den. Et forsøg på at rejse sig op igen, endte i et højlydt klask mod døren, som spækkede den hårdt i, han lagde dårligt nok mærke til braget, i irritation for sit nye lem, det var altid en udfordring at vende sig til halen, i par korte klodsede bevægelse, fik han lidt mere styr på sit nye underliv, han kom klodset op igen, ved hjælp af væggen, og begyndte langsomt at vende om, det var umuligt at de ikke havde hørt det, langsomt bevægede han sig væk fra døren, med et tykt spor af tar bag sig.

Godric standsede op et lille stykke fra hende der havde skreget, og som han havde fuldt efter. Hun så ikke særlig skræmmende ud, nok snare skræmt fra vid og sans, men Godric var dog stadig ikke helt sikker på hende. Var hun mon til at stole på eller ikke? Hun så fin nok ud, så Godric gik langsomt nærmere. Han var parat til at skifte skikkelse hvert øjeblik det skulle være, og han ville skam ikke tøve et sekund hvis han følte sig den mindste smule truet. Da han kom tæt nok på tal at han bare kunne række armen ud, og røre hende, kunne han lugte hvilken race hun tilhørte. Duften var ikke overdrevet, men stadig ikke til at tage fejl af. Hun var en animagus som ham selv, så der havde de da noget tilfælles, men skulle han prøve at komme i kontakt med hende? Han tog en dyb indånding, og lagde så hånden på hendes ene skuler, men fortrød med det samme sin metode, og hans hånd forsvandt fra hendes skuler lige så hurtigt den var kommet. De havde været dumt af ham at prøve på den måde. ”Undskyld hvis jeg forskrækkede dig, det var ikke min mening. Jeg vil dig intet ondt” skyndte han sig at forklare, så hun forhåbentlig ikke blev sur på ham eller noget. Han bed sig kort i læben inden han fortsatte med at snakke. ”Jeg tænkte ikke halt over hvad jeg gjorde før, og igen undskyld.” han krøb nærmest sammen af angst. Han vidste jo ikke helt hvad denne kvinde kunne finde på at gøre ham.

Hyunam kunne høre nogen snakke, men før det havde hun hørt noget af et plask og en dryppen. Det ville Hyunam først undersøge. Hun rejste sig, gik ud af døren, og lod den falde i med et smæk, det skræmte hende ikke, dog fik hun kuldegysninger. Hun kunne se at det var to mennesker. En han og en hun. Hyunam forsatte over til den anden side uset.

Peter begyndte at gø. Det lød mere som i vrede end glæde. Hyunam gik lidt hurtigere mod lyden, men stoppede brat op da hun kunne se hvad der havde været et stort plask, var der nogen som ville dræbe dem? Klart nok havde hun ikke været på denne side før, og det kunne have været der et stykke tid, men hvor skulle plasket så have kommet fra, Hyunam tog et stort skridt væk fra det, du var i forvejen to skidt væk. Skulle man undersøge nærmere? Egentlig burde hun ikke have et valg eftersom hun skulle have fat i Peter, men hun var ikke særlig glad for at skulle gå den veje. Hun stod og tøvede meget. Ingen beslutning blev taget, hun stod blot og kiggede så langt ned af gangen som muligt. Hun ville have brugt sin lommelygte, men hendes øjne havde tit svært ved at vænne sig tilbage til det mørke.

Idun stod og lyttede til de meget skræmmende lyde, der lød rundt omkring i anstalten. Hendes nakkehår rejste sig hurtigt, da hun hørte noget snakke bag hende. Turde hun vende sig om? Vedkommende bag hende, lugtede svagt af en animagus. Hun lyttede til det, vedkommende sagde. Han virkede lidt nervøs, samtidig lidt bange for hende. Hun vendte sig og fik øje på en ung fyr krømpe sig en smule sammen. Hun blev lettet om hjertet. Personen virkede rar, og virkede hverken farlig eller ond. "Goddag, unge ven. Det skal De ikke undskylde for. Hvad hedder De? Og hvorfor lusker De sådan rundt herinde?" spurgte hun roligt og klappede ham blidt på skulderen. Hun havde lært, at man altid skulle tale lidt gammeldags til fremmede.

"De skal ikke være bange for mig. Jeg gør Dem intet ondt. Jeg er blot ude på eventyr, men jeg må sige, at her er meget lusket og uhyggeligt. Jeg skulle netop til at smutte ud herfra." forklarede hun smilende.

Da umbra hørte lyden af gøgen, fra den anden ende af gangen skyndte han sig ind, af den nærmest dør, eller så hurtigt han nu kunne i sin nuværende form. Vis hunden var her, så var mennesket sikkert også på vej, han kunne mærke koldsvende rille ned af nakken, i frustration over situationen, tog han sig selv om hovedet. *Hvordan kunne jeg være så klodset og undgå at se månens oprejsen, DUMME, DUMME!* i den retning fløj tanker i hans hoved, som kørte i en ond cyklus der videreførte ham ned i frustrationen. Han havde ingen interesse i at interagere med dem der trækkede vejret, i værdfald ikke lige nu, specielt ikke i hans nuværende tilstand.

Men så stoppede han kort, hans hænder forlod hans hoved, og de støre mærker hans gloet hænder havde sat, begyndte lige så stille at folde sig ud igen. Hvad vis egern stadig ikke var ankommet endnu, måske kunne han stadig nå at redde sig selv, han skulle jo bare få hunden til at holde inde med sin gøen, et stort smil formede sig over hans læber, så de spise sorte tænder blev blottet for natte. Ubevidst om at egern stod for enden af gangen, koncentreret han hårdt om at få sin krop til at udskyde, et par sorte fange arme fra hans ryg, det var dog mere skabt af instinkter fremmanet fra frygten der drag armene ud af ryggen, end faktisk viden om hvordan han gjorde, der fik dem til skyde ud fra hans ryg.

Som en slanger fløj de ud fra døren og greb fat om det arme kræ, som gav et forskrækket bjæf som den blev flået ind i værelset til ham, han satte sin ene finger op for munden og tyssede stille på den, i et barnligt forsøg på få kraget til at tige. Men alt hvad det gjorde var, at hunden bjæffede højere, Umbra så sig om i vild panik, hvad skulle han gøre, der var ingen måde folk ikke kunne høre dette på, og uden hans egentlige intention greb fangarmene stramt om hundens krop få at prøve at kvæle den, dog hvinede den stadig desperat efter hjælp i frygt for dens liv, hvilket ikke var den ønsket reaktion, Umbra som så det i vild panik, da han ikke havde kontrol over situationen længere, vis nogensinde, den ene fangearm som så sin herres situation, besluttede sig at ende lydende, den tvang sig selv ned gennem struben på hunden, som en prop i en flaske.

Hunden gurglede gennem den tykke tar, i et desperat forsøg på luft, som blev afskaffet da mere og mere af fangearmen tvang sig selv ned gennem dens strube, end til at maven så ud til at nå bristepunktet stoppede hunden sine spjæf, og først da tog armene tilbage til deres oprindelse. Umbra sad tilbage den opblæste hund, han var fanget mellem af smile, da hans problem endelige var væk, samt en smule tilfredsstillelse han fik ved hele situationen, Og på den anden side følte han sig lidt forfærdet over det helle, sådan sad han lidt før han bryd ud i et nervøst grin, da hans sind simpelthen ikke kunne klare mere af presset, og udførte sig igennem grinet der gav genlyd gennem gangene.

Da hun vendte sig om, krympede han mere sammen. Hvorfor skulle han også være så bange hele tiden? Han nikkede dog høfligt til hende, men da hun lagde sin ene hånd på hans skulder gik han hurtigt et skridt væk. Han var ikke glad for at folk rørte ham, og i sær ikke fremmede. Han havde svært ved at stole på folk, og ville derfor ikke ha at de kom for nær ham. han havde altid været bange, eller næsten altid. Han fremtvang dog et lille smil. ”Mig? Øh, kom tilfældigt forbi, og blev nysgerrig, og gik derfor her ind, men det var vist en fejltagelse.” han bed sig nervøst i læben, og vente sig brat om da han hørte en høj lyd. Det lød som en hund der gøede vredt, men lidt efter blev den stille. Hvorfor enlig? Han ville helst ikke finde ud af svaret, men det måtte han nok heller, for han kunne ikke leve i uvished. Han så over på pigen igen. ”Hørte du det?” spurgte han med tydelig frygt i sin stemme. Han kiggede rundt, for muligvis at finde ud af hvor lyden kom fra, men kunne ikke finde ud af det. Det irriterede ham.

Hyunam gik mod gangens ende. Det var mystisk, hvorfor stoppede Peter pludselig med at gø, det lignede ham ellers ikke. Hun forsatte med tunge skridt, bange det var hun i hvert fald. Hun stoppede op da hun var nået til enden, hun kunne ikke få sig selv til at gå derind, der var alt for stille til hun overhovedet kunne trække vejret ordentlig. Hvad nu? Havde hun gjort det forgæves? Nej! En lyd kom fra rummet, det var et grint. Det lød mere som en sinds forvirret morder, hvis latter var fanget mellem tilfredsstillelse og nervøsitet. Hyunam kunne ikke bevæge sig, hun følte sig fanget. Det var som om hendes fødder var sømmet fast. Det var et mareridt som man ikke kunne vågne fra. Hun gik ind i et rum ved siden af, og lukkede døren stille i, selvom det gav lidt lyd fra sig følte hun sig mere sikker nu, hun sad henne i et hjørne. Hvem var nu en mental patient? Hun sukkede opgivende og kiggede rundt. Det var ikke til at finde ud af hvad man skulle gøre i sådan en situation.