Just stay the hell away from me! (XXX)

Tiden :: 19.32
Stedet :: Amelia’s hjem, inde midt i Forêt.
Vejret :: Der hægrer en kølig vind udenfor, og mørket er på vej ned over Di morga.

Privat ~ Grin.
__________________________________________________________

Hendes lille fine hånd blev forsigtigt lagt på det ene håndtag, drejede det om, og vandet begyndte med det samme at fåsse ud af bruserhovedet. Hun lagde efterfølgende sin hånd på det andet håndtag, og med den anden hånd under vandet, fik hun hurtigt justeret varmen. Ikke for varmt. Og ikke for koldt. Bare tilpas. I hvert fald for hende. For nogle ville det nok virkelig rimelig varmt. Men det var hvad hun havde brug for. Hun havde brug for at hendes bekymringer ville dampe væk sammen med kulden der havde pakket sig om hende, på hjemturen. Det var utroligt hvordan det stadig var koldt udenfor. Foråret burde havet været fremme. Hun savnede foråret. Hun nød at se blomsterne springe ud og træerne få deres grønne blade igen. Skoven virkede altid så uhyggelig om vinteren. Specielt om hendes lille hytte af et hus. Uden på lignede det vel bare en træ hytte, men inden i et lille hus. Et hyggeligt hjem. For en. Jessica var der ikke mere.

Amelia trådte så væk fra badet, efter at have trykket det hvide forhæng for. Hun tørrede automatisk sine hænder i det nærmeste håndklæde, inden hun begyndte at afklæde sig selv. Hun trak den store jumper op over hovedet og smed den blot fra sig på en skammel over i hjørnet. Efterfølgende knappede hun sin skjorte op. En knap af gangen. Hun stirrede på sig selv i spejlet, der hang over vasket. Jo mere hun åbnede skjorten, jo tydeligere blev den store hvide patch, som var lagt omkring hendes højre skulder. Hun havde set den slags plastre på sig selv, alt for tit. Kunne hun virkelig ikke passe bedre på sig selv? Ingen overraskesle at de havde taget Jessica fra hende. Hun var ingen egnet mor. Hun rystede skjorten af sine arme, og den røg hen til jumperen. Nederdelen blev også fjernet, sammen med de høje knæstrømer. Inden hun trak ud af sit undertøj, begyndte hun at fjerne plasteret, og afslørede det stadig tydelige bidemærke. Det var helet nok til at ikke bløde mere, men hun kunne stadig se hvordan det var begyndt og danne ar. Det var helt rødt omkring det. Irriteret. Og det sveg stadig. Resterne af plasteret blev bare smidt i vasken, og undertøjet røg hurtigt. Uden hun så meget om så sig i spejlet igen.

Vandet havde en direkte virkning på hende. Allerede det øjeblik hun havde trådt ind under strålerne, havde hendes anspændte skuldre faldet ned. Hun kunne ikke lade være med at bare stå og nyde det i et stykke tid. Hun stod bare, med armene ned langs siden, hovedet lænet en smule tilbage, og vandet der bare strømmede ned over hendes egentlig smukke krop. Der var selvfølgelig alle de ar der var at finde. De mange bidmærker omkring hendes hals. Små som store. De mest tydelige var nok også de ældste. Pentragrammet der sad lige over hendes kaverlergang, og det lange ar der endnu sad tværs ned af hendes krop. Men hun prøvede altid at glemme dem. Hun var lideglad med deres eksistens men minderne der kom fra dem, var skrækindhagende..
Det var en smule besværligt at skulle vaske håret, med den ene finger i forbinding. Det gjorde stadig ondt at skulle bevæge den, men den havde helet flot, og der ville nok ikke gå mange dage inden hun kunne få fjernet stingene. Hun sukkede opgivende. Hun havde nær overlevet. Hvis ikke hendes feber og skader havde blevet gjort noget ved, ville hun nok have kunne vinke sit liv farvel. Hun var uendelig taknemmelig være hjemme igen. Rask. Og i godbehold. Og langt væk fra den ondskab der befandt sig ude i verden. Nu ville hun bare nyde sit bad, tage sig et glas mælk og falde i søvn foran tv’et. ”Mmh..”

Det havde været ualmindeligt nemt at snyde de godtroende mennesker, selv for en upassende herre som Grin selv. Trods manglende charme, hverken udseende eller personlighedsmæssigt, var det lykkedes ham at finde frem til navnet og adressen på et undsluppen legetøj. Og der skulle kun en lille trussel om langsom tortur med en ostehøvl og salt til, for at få damen ved hospitalsregistreret til at begyndte at ævle løs.
Der kom et pludseligt nys ud af næsen på Grin. Han nåede ikke engang at holde sig for munden, og hvorfor også begynde, når man aldrig var blevet det lært. En masse grene knækkede, skovens dunkle mørke burde have skræmt livet af enhver – og alligevel havde Grin det som om han var hjemme. De uhyggelige hvin, vinden skabte ved at puste til ethvert blad og skubbe til enhver skrøbelig gren. Månen, der snart ville være lige så rund, som en perfekt cirkel i en matematikbog, der lagde en form for gyselig aura over skoven – især der, hvor de hvide stråler ikke nåede hen.
Grins arme svang automatisk op imod luften, de sorte negle forsøgte nærmest at snappe efter månen, længselsfulde efter at rive et par fine striber i den perfekte overflade. Jo rundere månen var, des større kraft syntes at pumpe igennem Grin – især når han kunne se den. Varulvens forgiftede virus gjorde kun trangen til vanvid større, lod ham fra barnsben lege med tanken om at gøre alt, uden hæmninger.
Han havde allerede spist et barn, en voksen, en ældre og et allerede dødt menneske. Han havde voldtaget en gravid kvinde, en homofobisk mand og et nyt ægtepar – næsten også voldtaget en lille pige. Som faktisk var det uheldige offer, der skulle lide under det uventede besøg, han snart ville lave i det prægtige skovhus. Han havde sat ild til et par bøger på biblioteket, skubbet en teenager ud foran et kørende tog, overtalt en stresset arbejdskvinde til at myrde sig selv med en kuglepen.
Og mange andre moralsk forkerte ting.
Endelig, skjult af de mange tykke trækroppe, fik Grin øje på sit mål. Et kønt lille træhus, der vel og mærke skulle være pigebarnets officielle hjem. Og inderst inde kunne han mærke lettelsen flyde, med tungen savlende ud af munden af spændthed, da han fik øje på et vindue. Og der var, godt nok svagt, lys kommende indefra.
Bingo!
Han nærmede sig langsomt huset, kunne mærke sit normalt tavse hjerte banke løs som en raketmotor i fuld gallop. Tempoet blev sat op, skridtene langsomt groende i afstand til hinanden, og huden blev hurtigt opvarmet overalt. For en gangs skyld var den ellers jordglade Grin dækket af pænt tøj, rent faktisk et sort jakkesæt og et rødt slips, og ikke mudder og forrevne trøjer og afflåede bukser. Han var vasket ren for enhver snavs, selvom tænderne var de samme – gustne, sorte, tisfarveplettede og trekantsformede som et rovdyrs fra en populær monsterroman. Håret stod heller ikke til at ændre – det var stadig dryppende, skinnede som var det dyppet i madolie, og havde en form for kærlighed til den slanke, muskelfremhævende nakke. I sine hænder holdt han en genstand, der på alle måder ville overraske og forfærde pigen. Udover det faktum, at hun fik besøg af et tidligere mareridt – bare en pænere version godt nok.

Han brugte en stjålen, skarp kniv til forsigtigt, lydløst, at åbne en af vinduerne. Han skubbede det ekstremt langsomt op, og til hans lykke, var vandet tændt. Hun ville sikkert ikke høre hans skridt, der måske knagede på trægulvet, takket være badevandets konstante brusen. Han listede forbi en pæn stue, et lille fint køkken, og nåede endelig hen til badeværelsesdøren. Grin havde efterladt kniven udenfor, men fandt heldigvis ud af, at døren kun var lukket – ikke låst. Paranoia havde altså ikke strukket lillepigens psykiske sind.
Grin trykkede håndtaget ned, stadig tavs som graven, og trådte forsigtigt indenfor. Han lukkede da efter sig, men sørgede for, at hun stadig ikke ville lægge mærke til forandringen ved hans tilstedeværelse.. Og endelig sagde han noget med sin hæse, skingre stemme – og alligevel var den høflig af toneleje.

”Missed me, love? I'm finally home. Ready to finish what we tried to start."

Grin bukkede, rakte genstanden frem med den ene hånd, imens den anden var lagt elegant imod ryggen. I hænderne var en buket, omringet af gammelt, lysebrunt papir, der havde utallige brændhuller. Selve buketten bestod af mørkestilke, sorte, forrådne roser, hvis døde blade havde huller ligesom papiret det var pakket ind i ved underkroppen. Disse stammede tilgengæld bare fra de mider, som spiste af det døde bladvæv, og vred sig lystigt rundt. Netop så mætte og glade, som mider nu kunne være.

Det var som om hele hendes verden stoppede. Alt omkring hende stivnede. Ligeså hende. Hun turde ikke bevæge sig. Hun stod helt stille. Så stille som muligt. Tog sig selv ikke af vandet der stadig rislede ned over hendes nøgle krop. Hun lagde ikke engang mærke til det mere. Lydene var langt væk. Det eneste hun kunne rigtig kunne koncentrere sig om, var den stemme hun lige have hørt. Det kunne umuligt være ham. Det måtte det bareikke være. Det kunne ikke være sandt! Dette måtte være en drøm. Et mareridt!! Hun forestillede sig sikkert ting. Hørte ting der ikke var det. Hvordan havde han fundet hende. Hendes øjne var spærret helt op, og frygten var allerede at se i de smukke dybe brune øjne hun havde. Alle minderne poppede op. Alle minderne! Alt fra hans grumme smil, til hans tunge der var at finde over alt på hendes krop. Til hans skarpe tænder der havde skadet hendes krop flere steder. Hun kunne nærmest mærke hvordan hendes skulder begyndte at smerte, bare ved tanken. Det kunne umuligt være ham!

Ganske forsigtigt begyndte hun igen at bevæge på sig. Hun drejede sig langsomt. Lavede små plaske lyde, hvor hver lille trim hun lavede over det fugtige gulv. Hendes hænder havde fundet op til hendes brystkasse, som hævede og sank markant allerede. Hun stirrede mod forhænget. Hun kunne se en skygge. Dette måtte være et mareridt. Hun ville vågne op lige om lidt. Det var hun sikker på. Hun rakte sin ene hånd ud og greb svagt i forhænget, inden hun trak bare lidt fra. Lige nok til at se ud, uden at vise sin krop frem. Og ved synet af ham, påvirkede hende hurtigt. Et skrig lød fra hende, som hun med det samme, trak sig tilbage. Helt ind mod muren. Lå langt væk fra ham som muligt.Vandet der stadig strømmede ned over hende, syntes ikke at kunne berolige hendes hektiske vejrtrækninger. Hendes krop rystede allerede en hel del. ”Vågn op. Vågn op. Vågn op.” sagde hun gentagende gange til sig selv. Mumlende. Hun forsatte med det, indtil hendes røv blev sat mod stengulvet, efter at have gledet ned fra den glatte væk. ”Hvordan.. ” Hun stirrede frem for sig. Der var ingen tvivl om at hun var skrækslagen. Bare ved synet af ham.

”Forsvind!!” råbte hun, så godt hun nu kunne. Vreden var ikke at finde i den dejlige stemme. Bare rent og skær frygt. ”Kom ikke nærmere!” Som altid blev hendes ben trygget op til hagen. Som en tryghed. Godt nok virkede denne stilling sjældent, men det var vel det man kaldte for en vane. ”Bare forsvind!” Hendes stemme var nu dæmpet. Der var endda gråd at finde i stemmen. Så ynkelig hun nu var. ”Lad mig være!” Hvordan havde han overhoved fundethende? Hvordan havde han vist hvar hun var? Havde det været et tilfældigt gæt? Havde han bare været heldig? Lige meget hvad, var hun ikke det mindste glad for at se ham igen. Det var det stik modsatte! Hun løj ikke. Hun ville bare have ham til at forsvinde. Og aldrig dukke op igen.

Han var ikke overrasket over hendes skrig, men kiggede bare tavst på buketten, efter at have rettet sig op – igen med den ene arm langs taljen. Hendes gentagende sætning fik ham til at gabe, som om hendes reaktion var noget af det mest almindelige i hele verden. Og det var frygt sådan set også i hans. De sorte negle kradsede den tykke hovedbund, imens han stadig i agtog miderne, der vred sig. Endelig snakkede han, mens det mørkebrune blik fokuserede på de upopulære små kryb.
”You know.. You could at least be a little happy, that I'm all clean and dressed up this time. Or that I brought you flowers – and a little snack.”
Han trådte nonchalant frem, og fjernede med lethed det tynde forhæng ud til siden, så den nøgne, våde Amelia kom helt til syne. Han bukkede sig let ned over hende, hvilket fik håret til at klaske imod de blege kinder af hans, imens han kiggede på hende med et lille smil – selvom det hos en normal person ville ligne et stort grin. Hans øjenbryn var lettere hævede, og hvis ikke man kendte Grin, ville han nærmest ligne en, der prøvede at flirte med ansigtet alene. I virkeligheden prøvede han bare at virke arrogant, på en selvsikker måde. Ikke at Amelia ville lægge synderligt meget til det, skrækslagen som hun nu var.
”Now, Amelia.. Oh.. Such a cute name you own.. But yes. Now, my dear Amelia.. Let's talk about that rude man, who took you from me, when we were about to have such delicious fun. Of course, he will never be able to take anything anymore, dead as he is. But really. Ain't you just filled with happiness, seeing that I found you, even though we were apart these past days? I bet you are!”
De knoglede fingre kærtegnede Amelias kind, gled hele vejen ned til den blottede hals, og strejfede slet det bidemærke, han havde efterladt. Hvilken fryd det ville være, når hendes ansigt ville fortrække sig i skræk eller rædsel, når hans lette berøring ville minde hende om den fysiske smerte hele hans mundtøj havde forårsaget. Ak, smagen af hendes ikke-metalliske kød fik stadig det saltede vand i hans gummer til at løbe løbsk. Endelig fjernede han igen hånden fra hende, proppede den ned i buketten, og fiskede en af de tykkeste mider frem. Han stak den nærmest lige foran snuden på hende, stadig med sit sleske, lille smil på læberne.
”Hungry. No? Okay then, your loss.”
Han blinkede drilsk, fjernede læberne fra hinanden, og slugte miden helt. Havde man en god hørelse, ville man næsten tro, at man havde hørt krybets sidste rædselsskrig, lige inden dens bløde krop blev sprængt til atomer af de skarpe bisser. Han fnes uhyggeligt, imens der stadig blev smasket glædeligt. Han havde endnu ikke rettet sig op, og stod foruroligende tæt på hendes ansigt, med sit eget.

Amelia var mundlam. Hun turde ikke engang sige noget. Det var som om at han havde stjålet hendes stemme. Og som om han pressede luften omkring hende sammen. Hun stirrede mod ham. Slog ikke blikket væk. Stirrede ind i hans øjne. Hun var bange for at hvis hun så væk, bare et øjeblik, ville der ske noget forfærdeligt. Ikke at hun havde følelsen af at noget forfærdeligt ville ske med hende lige meget hvad, hun ville bare ikke have ham ude at syne. Og det var vel heller ikke svært. Han sad med sit fjæs helt oppe i hendes. Hun kunne mærke hans ånde. Lugte hans ånde, der blev ved med at blive pust i ansigtet på hende. Hun tvang sig selv til at blinke, bare en gang imellem. Bare så hendes øjne ikke ville tørre ud. Af og til var hun nød til at trække vejret gennem munden. Hun hev næsten efter vejret, som havde hun ikke gjort det i længere tid. Det var dog bare en lille effekt fra hendes rystende krop.
”Hvor… Hvor kender du… mit navn fra…” stammede hun svagt. Han ville sikkert stadig kunne høre hende, så tæt på han nu engang var. Hendes arme havde fundet sin vej op omkring hendes barm, hvor de lå over kryds, for at dække så meget som muligt. Han havde godt nok set hendes nøgen før. Flere gange på en aften, men hun følte stadig at hun ikke ville tillade ham mere. Hendes ansigt, som ellers altid havde en glød, var blevet blegt. Det var sikkert så klichéagtigt, men hun var enormt bange for denne herre. Dette var næsten værre end sidst hun blev udsat for en form for overgreb. Og ham her havde slet ikke gjort noget endnu. Han stod der bare, med det sleske smil, der kunne fortælle hende alt om hvad der gik gennem hans hoved.
Hun bevægede ikke meget på sig, idet øjeblik hans hånd ramte hendes kind. Der kom kun et lille tik fra hende, men hun forholdt stadig sit ansigt front mod hans. Og det samme med hendes blik. Hun var som paralyseret. Ikke engang som hans fingre strøg over bidemærket, reagerede hun ikke. Inden i var hendes verden brudt sammen. Dog lykkedes det lyden af den hvide mide, hende til at se væk. Drejede sit ansigt i profil, og tvang blikket væk fra ham. Skulderne sad helt oppe ved hendes ører. Anspændt. Hun havde virkelig ikke andet end frygt og foragt over ham. Han var intet menneske. Han var langt fra normalt. Og lige nu så det ud til at hun hang på ham.
Hun krummede sine tær, og lidt efter lidt kom de smukke dådyr øjne hen mod ham igen. ”Hvem… Hvem er du... Og.. Hvad vil du..” det var nok de dummeste spørgsmål der kunne komme fra hende. Hun var ligeglad, og så alligevel ikke helt. Hun følte sig mere blottet end som når hun var nøgen. Han vidste mere om hende end hvad hun vidste om ham. Og hun ønskede i princippet ikke at vide hvad han ville gøre ved hende. Der var mange forestillinger i hendes hoved, og ingen af dem ville hun opleve. ”Har du ikke… gjort nok..allerede..” Hun blev ved med at stamme. Og man kunne høre på hende at hun ikke mere var ramt af feber eller sygdom, i øjeblikket. Hun var i hvert fald en del mere snaksagelig.

”The nurses at the hospital can't stop talking, if confronted by a cannibal you know. My name is Grin, or actually it's Karon, but Grin is so much more suitable! But now now Amelia. Don't be so shy like this. We were just about to make, what the humans call 'love' – but with our bodies. So let's get going!”
Nådesløst rykkede Grin sig bagud, tog fat i Amelias ene ankel, vendte sig i en halv cirkel.. Og slæbte det stakkels pigebarn langs gulvet som en vaskeklud, imens han ledte efter soveværelset. Det tog et par minutter, men endelig slog han døren op til det værelse, der besad hele to senge. En almindelig dobbeltseng – og en lille tremmeseng, sikkert til et lille barn.
Grin kneb forbløffet øjnene sammen, men sukkede hurtigt, som om han pludselig forstod det hele. ”Oh yes! The demons didn't use condoms, did they love? So of course, you'd probably get pregnant after all those loads, and loads of semen! But don't worry dear. I won't let them rape you again. Because after all, you are my toy. And I would kill for you, if they tried to take you. I'm like a child. Never going to share what I have.”
Han slap anklen af Amelias, men lod hende ikke ligefrem nå at tænke på at stikke af igen. Begge arme rykkedes ind under pigens ryg, og han løftede hende, som var hun hans brud, der skulle bæres forbi døren ind til deres første nat med masser af elskov. Men denne gang var det nok ikke ligefrem noget, som Amelia ville blive glad for.
Da de var lige foran sengens ene side, lod han hende dumpe direkte ned på det bløde lagen, for at rive sin jakke brutalt af – ligeglad med at stoffet havde været ret dyrt, for den mand, hvis døde krop nok stadig rådnede løs ved en af de tilfældige gyder af Terres.
Den hvide skjorte røg ligeså hastigt af, tungen slikkede lystigt den ene side af munden, imens han fnisende kastede skjorten ind i et hjørne.
”Amelia, I'm so glad that you are already prepared. Naked and all. But you only have to lay still for a second or two more – then I will be ready to roll, as some guys call it.”
Bukserne røg. Strømperne. De hvide, lidt for store underbukser. Næsten nøgen stod den nu, faktisk velformede Grin, svagt leende. Kun iført det røde slips, han dog ikke nænnede at tage af, siden den var ganske pæn i hans syn. Men han havde nu engang en forkærlighed for lyse farver, der skar i øjnene på dem, der kiggede.
Grin lænede afslappet hovedet til siden, hvilket afgav et klamt knæk fra nakkehvirvlerne, imens hænderne lænede sig roligt imod de blottede, skarpt markerede hofteben. Han var ret tynd, idet han hver dag måtte jagte sin mad, for at få den. Men det var nu den livsstil, han elskede så højt. Uforudsigelig, da maden nogengange kunne vinde – gemme sig godt nok til han gav op, eller måske fik hjælp af en tilfældig forbipassende.
De mørke øjne brudtes fra deres drømmeagtige trance, og stirrede bare dyrisk på Amelia, med stor sult. Men en anden form, end den der normalt plagede Grins krop.
”Wanna say something, before the fun stuff begin?”

Den måde han talte til hende på, som om der ingen grænser var for hvad der var ordentligt at sige, fik hende til at væmmes. Ved hvert eneste ord. Han talte som om han kendte til hvad der havde sket med hende. Som om at han havde stået i samme rum, og set de to unge mænd, fylde hende med deres manddom. Ydmyge hende, på alle mulige tænkelige måder. Tage hendes mødom. Bare sådan. Tog ingen hensyn til hvor skrøbelig hun så en var. Og det hele fik lov til at blive gjort foran et tændt kamera. Et kamera. En video. Med det gik det op for hende, hvad der var sket her. Hun havde slet ikke tid til at spjætte ham imod, som han løftede hende op, og fik hende smidt over i hendes bløde dobbeltseng, som normalt kun var fyldt ud med hende. Og før i tiden også den lille pige, som hun havde været så heldig og få, fra noget så frygteligt. ”Det… kan ikke være… sandt..” mumlede hun for sig selv. Hun havde næsten glemt hvad der foregik. Hvorfor havde hun aldrig tænkt på det? Selvfølgelig var videoen ikke bare til personligt brug. Hvor var hun dum. Som hun lå der og stirrede ud i luften, begyndte tårer og danne sig i hendes øjne. Fik hende til at se endnu mere ynkelig og hjælpeløs ud. Hun havde svært ved at tro det. Hvis de video var kommet videre ud, var det jo ingen overraskelse at hun konstant skulle isolere sig fra omverden.

Som hun så endelig trak sig selv ud af den trancelignende tilstand, røg hendes blik med det samme hen mod manden, der tilsyneladende gik ved navnet Grin. Hun forstod hvorfor, men hun brød sig stadig ikke om navnet. Det der mødte hende, fik hende i hvert fald til at trække sig sammen. Synet af hans nøgne krop. Han havde da ikke tænkt sig at..? Hurtigt op hun op og sidde. Trak sig længere væk fra ham, men forblev på den bløde madras. Hun greb om den ene dyne der lå uglet i sengen, og trak den op for at igen dække hendes nøgne krop. Hun var ikke bare flov over at han så den. Hun var så bange for hvad der var ved at ske. Der var ingen tvivl nu. Hvis man så bort fra det skræmte udtryk og den rystende krop, ville hun meget vel bare ligne en genert person der var tæt på at have sin første omgang, med sin elsker.
”Lad…Lad mig..være… Du vover… på at …” Hendes stemme knækkede, inden hun nåede at tale færdigt. Hun så hen mod døren. Havde han låst den? Havde hun mulighed på at løbe væk? Flygte fra ham? Komme væk? Kunne hun redde sig selv. Panisk røg hendes blik igen hen mod Grin. Hendes hår var endnu fugtigt, og vand dryppede fra hendes hårspidser. Ned af hendes ryg, ned på sengetøjet. Ned over hendes ansigt, som dannede de tårer. Hun bed sig nervøst i sin læbe. Hvor ville hun gerne bare væk. Eller have ham til at forsvinde. Eller vågne fra dette mareridt.

Han sukkede, idet Amelias øjne så ud til at forstå, hvad han længe havde sagt. At han kendte til hendes voldtægt, og at der helt sikkert var andre, der også kendte til den snuskede hemmelighed af hendes. Han satte sig med ryggen imod hende på sengekanten, og lod hånden glide igennem det glatte, åleagtige hår, med sine øjne lukkede for en gangs skyld. Normalt blinkede de sjældent, lignede nærmest øjenlågsløse vanvidskugler. Selvom det lignede at han fortrød sin fremtidige handling, var hans medlidenhed dog stadig gemt godt væk, så det var et dumt håb.
”At least try to act like you could talk me away from it, instead of just weepin' and crying and being so fucking annoying. It's such a normal reaction you have going there, that it's giving me a little headache. Please, Amelia, just try to do something ordinary for once. Then I might consider letting you sleep – without getting raped, killed or anything else 'snuffy'. So, sweety, now surprise me!”
De sorte fingre trommede utålmodigt imod de blege, svagt pelsede ben, imens han afventede hendes reaktion, som forhåbentligt var en del sjovere end hendes hulken. Hans mørkebrune øjne stirrede forventningsfuldt imod gulvets fine tæppe, der afgav en dejlig varme, som hans for en gangs skyld rene fødder nød godt af. En blød underflade var ganske sjælden, når man ikke engang havde et fast sted at sove, med tag og fire vægge til at holde varmen.
”Still waiting, but if you try to escape, I will surely rape the mind out of your little cranium, got it?”

Amelia blev vel overrasket. Hun havde forventet han nok ville have kastet sig over hende lige meget glad. Endda havde hun nok troet han ville æde hende råt. Men i stedet sad han og klagede over hendes reaktioner. Hun forstod ham ikke. Hun kunne slet ikke finde sin vej ind i hans hoved. Det var som om det hele bare ændrede sig, konstant. Hun var taknemlig for at han gav hende et valg i det mindste. Eller at han så ud til at kede sig. Hun var jo ikke noget spændende offer. Hun var bare en forskræmt lille tøs, som tydeligvis ikke kunne klare sig selv. Hun var vel bare træt. Træt af at skulle være bange. Hele tiden. Og hun kunne bare aldrig ryste følelsen af sig. Den var der altid. Den havde været der for 100 år siden, og den var der stadig. Hun var virkelig ved og tro hun bare var til for andres nydelse. Såvel som føde. Men trods hendes frygt, overvejede hun hans ord. Selvom hun ikke forstod sammenhængen helt.
Hun slappede ikke direkte af, men hun sad knap så anspændt. Hun trak sine øjne væk fra ham, og lod skyggen fra hendes pandehår lægge sig over dem. Hun virkede dog ikke tur. Bare svagt, som altid. Hun holdt stadig dynen oppe, for at dække sin krop. Og hun havde virkelig ikke lyst til at fjerne det igen. Hun blev siddende. Sagde ikke et ord. Trak vejret lige som før. Men mindre opmærksomhedsvækkende. Ikke at hun havde spillet skuespil før, men nu hvor der var forskellige muligheder på spil, prøvede hun virkelig og få tænkt sig om. Hun havde ingen idé om hvordan hun skulle undvige sin skæbne. Hendes største ønske var stadig at han ville forsvinde. Men det lå ret klart at han ikke bare ville gøre det. Det var næsten som om at han havde lagt det fast at han havde noget med hende. At de rent faktisk boede under samme tag. Som ejede han hende faktisk.

Efter lidt tid, tog hun en dyb indånding. Gennem munden og helt ned i maven, inden hun pustede ud. Ligesom man gjorde for at slappe bedre af, eller endda til når man skulle føde. Hendes hænder rystede, og hun greb hårdere fast omkring dynen, inden hun bare lod sin hånd falde, og det samme med dækket. Hun så stadig ikke mod ham. Et enkelt snøft kom fra hende. Hun fattede virkelig ikke at hun gjorde det. At hun kunne få sig selv til det. Og hun ønskede virkelig ikke at spejle sig i hans øjne. ”Bare… Bare få det overstået.” lød det så fra hende. Hendes stemme var stadig ry af den gråd der lå og gemte sig, men man kunne nemt høre hvordan hun kæmpede for at holde den væk. For at virke stærk. Hvilket meget muligt ikke lykkedes. Hun kunne aldrig være stærk.

Utilfreds. En bølge af skuffelse greb fast i Grins hjerte, der ikke rummede mange sødladne følelser, og ruskede brutalt i det. Hun havde bare givet op så forfærdeligt let, at det nærmest var en bedre måde at få ham til at lade hende fri, end hvis man plagede ham om det. Han tog sig til brystet, kiggede på sine sorte negle, der efterhånden lignede tilfilede ørnekløer. De ellers optimistiske øjne lod til at blive grå, nærmest livløse. Dukkeagtige. Munden bøjede nærmest nedaf, det sædvanligt lange smil - men vendt på hovedet.
"Wrong.. Answer.."
En dyrisk brummen stødte sig ud af hans hals, imens begge hænder lod de skarpe negle flå lange rifter i det ellers pæne lagen. Øjenbrynene lavede hver deres bue, der gjorde hans ansigt vredt af udtryk. Hele kroppen rystede som havde han fået et lidt for stort adrenalintilskud, og tænderne lavede små furer i den tynde hud, der dækkede Grins jordfarvede underlæbe. Ak, så vred hendes overgivelse havde gjort den ellers lalleglade herre.
"... Run."

// Oh my fucking god. Er sygt træt, så LOVER at svarene bliver meget længere og sejere, når vi skriver videre senere! I fucking promise. <3 n.n //

Han skulle ikke sige dét to gange til hende. Der gik ikke ét sekund, før hun, helt uden tøven, trak sig væk fra sin plads på sengen. Og hun ventede ikke for at se tilbage på ham. Som om han ville slappe af bare af at hun havde fjernet fra den bløde madras. Dynen, hun igen havde trykket op til sig, slap hun. Eller hun tabte den vel, i det øjeblik hun, uden et ord, satte i gang. Hen mod døren. Den blev rykket op, og hun fandt hurtigt vejen hen over dørtærsklen, som hun før havde slået både haleben og hofte på, da han havde trukket hende med sig tværs gennem hendes eget hjem. Som hulefolket gjorde for at vige deres liv til hinanden. Hun smækkede døren i bag sig. Ligeglad om Grin havde valgt at følge efter hende eller noget. Ligeglad med om hans hånd ville komme i klemme. Eller om han ville få døren lige i fjæset. Hun håbede vel at hun kunne udsende nok kraft, til at slå ham ud. Hun var trods alt en smule stærkere, nu hvor hendes krop ikke var fyldt ud med feber og sygdom. Men så vidt hun vidste, var han ligeglad med om han havde undervurderet hende. Lige meget hvad, var hun bare hans lille legetøj. Et legetøj som ikke gjorde hvad han ville. Hvilken skam. Og hvis hun ikke tog helt fejl, var han den type der bare smed med sit legetøj, til det gjorde hvad han ville. Om det så betød at det skulle skilles ad. Bit for bit.

Hun nåede vel ikke at tænke sig specielt meget om, før hun styrede mod hoveddøren. Hun ville bare væk. Hun tog sig ikke af at hun løb nøgen rundt. Det eneste, var blot hendes arme der stadig var over kryds for at støtte hendes barm. Men udover det, virkede det så naturligt for hende. Som havde hun ikke haft iført tøj hele sit liv. Hun blev næsten skræmt af den følelse. Men det kom vel ikke som nogen overraskelse. Hun var trods alt af aspara-væsner. En nymfe. En tiltrækkende kvinde, der lokkede mænd i fælder. En sirene. Bare trist hun ikke var den slags. Hun gjorde intet for at tiltrække mænd, det var bare hendes energi. Den fristende udstråling der strøg ud af hende, lige meget hvad.
Hun følte den kolde vind, der med det samme slog mod hendes ansigt, idet hun fik hevet døren op. Det tog hende dog ikke fra at forsætte sin lille flugt. Hun havde direkte fået ordre på at flygte. Dog havde hun ikke gjort det fordi han havde sagt hun skulle, men fordi chancen havde været der. En chance til at komme væk. Fra ham. De visne blade, der allerede var i gang med at få i forrådnelse, virkede beroligende på hende. Følelsen af vinden i hendes lande fugtige hår, var uendelig dejlig. Hun følte sig fri. Naturen havde altid den effekt på hende. Desværre. Hun var trods alt også en del af den, på sin vis. Hun stoppede nu ikke op, bare fordi hun fik det bedre. Hun blev ved med at løbe. Ikke bare som det luntende tempo, hun havde haft gang i inde i huset. Denne gang havde hun virkelig sat i gang. Hun lagde dig ikke super meget i det. Hun var nok lidt over den menneskelige fart, men så ikke mere. Hun trak stadig vejret helt forstyrret. Hun virkede allerede forpustet, selvom at hendes kondition var god. Der sad en klump og generede et eller andet sted. Blokerede for hendes luftveje. En ting kaldt frygt. Hun stirrede ligefrem for sig. Løb længere ind i mellem skovens høje træer. Længere og længere væk fra huset.
En lille brun hale have fundet sin vej frem fra hendes haleben. En hale der kunne tilhøre et dådyr. Det var normalt for hende. Evnen var ustabil, så små træk her og der kom tit frem. Specielt i disse situationer, hvor hun var forfulgt. Eller følte at hun var en del af en jagt. Hun var ligeglad med de mange grene, der stak ud af træerne og snittede hende, som hun løb forbi. Smerten fra dem ville hun nok først lægge ordentlig mærke til senere. Selv de få rifter som begyndte at bløde ganske lidt, fik ikke engang en tanke.

Grin fnes af Amelias tåbelighed, da hun spurtede ud af døren; vreden fra før havde været en livagtig facade, så realistisk, at de færreste ville være i stand til at gennemskue den. Han rejste sig op fra sengen, der havde små fordybninger efter den pludselige vægt fra før, men ikke noget man i særlig grad lagde mærke til.
Lyden af en åbnet dør blev der lagt mærke til, men det lod ikke til at lokke Grin væk fra sit afslappede tempo, stadig først lige gået i gang med at iføre sig klæderne fra før. En fin herre, det pyntede udseende, spildt på den hudærlige fyr, hvis hår havde en ualmindelig tendens til at være konstant dryppende. Mange ville skyde skylden på det at han sjældent gik i bad, andre at han måske vaskede håret i sine ofres blod – selvom det ikke var sagen. Indtil videre havde ingen kendt ham længe nok, været tæt nok på, til at finde ud af det. De fleste der prøvede, mistede meget hurtigt en finger eller fem.

Iført det stilede jakkesæt, de glatte bukser, og igen de skinnende laksko – uden strømper dog, åbnede Grin forsigtigt døren og gik sin vej imod køkkenet. Som om han egentlig vidste, at uanset hvad, så måtte Amelia på et tidspunkt vende tilbage; og hun ville være meget træt når hun gjorde. Han strøg noget af håret bag det ene øre, smilede afslappet som altid, og stjal en kniv fra køkkenet. Efter et par minutter med at lede efter et skærebræt gav han op, lettere irriteret, og begyndte simpelthen at hakke i den rotte, han uden Amelias viden havde bragt med som en ekstra lille gave, på selve køkkenbordet uden beskyttelsesbræt.
Hak Hak Hak.
Det mørke blod flød langs bordets overflade, og dryppede fra dets kant, indtil de tykke dråber sprang i luften i mødet med det ellers så rene køkkengulv. Rotten var død for længst, kvalt ihjel, men der var stadig en form for uhuman følelse over den brutalte måde den blev flået, hakket og tilberedt. De matte øjne poppede ud af det knuste kranie, da en kødhammer splintrede det til små knogleskår. Hud og hår blev kastet til side, imens selve kødet på knoglerne blev revet af – og her blev neglene brugt i stedet for det normale værktøj.

Efter en lille halvtime var de dele, som kunne spises, proppet ned i en stor, boblende gryde af kogende vand, et par tilfældige krydderier fra en af de mange træskuffer, og selvfølgelig rottekødet, dets øjne hakket som var det blødkogte æg, og lidt hud – dog med alle hår fjernet, og selve hudet skrællet som var det aflange gulerødder.
Imens Grin stod og kokkerede med en munter nynnen på, selvom melodien stammede fra en grotesk sang om halshuggede forældre og traumatiserede unge, ville den første tanke når man trådte indenfor ikke være 'han er sikkert voldspsykopat og voldtægtsmand', men mere i retningen af 'sikke en dejlig mand konen i huset må have, sådan at få manden i huset til at tilberede mad!'.

En svag knirken fik Grin til at fnise. Amelia var kommet tilbage fra sin lille flugt, og måtte sikkert føle sig lettere dum, siden hun havde løbet rundt i skoven alene.
Han vendte sig om, jakkesættet blodigt fra at hakke rottekødet i femkantede stumper, og med armene til hver sin side midt i luften. Den ene hånd klemmende en blodig kniv, hvis blad så ret så drabeligt ud på det yderste.
”Oh dear love, welcome home! I made some dinner, and it is almost finished. Now, please, sit down.. We can't risk that I accidently.. Burn.. This.. House.. Down.... Right?” Han sagde det sidste ord med sin skingre stemme, lidt for kært. Som om det nærmest var en joke, men truslen var alt andet end tom, som Amelia sikkert kunne regne ud. Grins øjne havde nærmest hoppet af glæde over, at de måske fik lov til at starte et ret så enormt bål. Uvidende om, at noget af husets konstruktion var med mursten – dog ville alting indenfor dog stadig blive til ildens føde. Sort aske.

Amelia trak med det samme det store slidte tæppe, som hun havde fundet liggende ude midt i skolen, tættere omkring hendes nøgne krop. Nogen havde tydeligvis været uheldig med deres skovtur. Et uheld der var blevet et held for hende. Selvom hun ikke altid følte kulden som et menneske, vidste selv hun, at der var koldt i skovene om natten. Og det var natten der var på vej. Hun stirrede ligefrem for sig. Direkte mod Grin der stadig stod i hendes hus. Påklædt igen. Med blod ned af sig. Hvis ikke hun havde vist at hendes værdifulde datter, ikke havde været i huset, ville hun have frygtet det værste. Han så forfærdelig ud. Og med det store smil, der sad på hans læber som var det en genkomst af familie, gjorde bare billedet mere foragtende. Han tog døden så let. Eller var det bare noget hun bildte sig selv ind? Hvorfor skulle hun altid støde på denne slags? Hun ville have løbet ud af døren igen. Væk. Langt væk. Men noget i hende klikkede, og hun bevægede slet ikke på sig. I hvert fald ikke tilbage. Hun kunne mærke sine ben tage små skridt ind i stuen igen. Som gik hun direkte hen mod hans favn. I hendes ansigts udtryk kunne man dog stadig se den ynkelige frygt der hang over hende. Hendes krop rystede dog ikke så meget. Kun lige hendes hænder, havde stadig noget tilbage. Hun trak forpustet vejret og hendes ben havde fået store mængder af mælkesyre gennem dem, så de var svage og gummiagtige.

Forsigtigt satte hun sig ned for enden af bordet, som hun have fået fortalt. Tæppet der havde svøbt hende gennem skoven, var blevet svunget omkring hendes barm, under armene. Mest for at påklædte hende i mere en kjole. Og nu kunne hun vel også bruge sine hænder lidt bedre. Hendes blik var altid rettet ned. Ned i bordet. Og hendes hænder var lagt flot i skødet. Hun følte sig allerede misbrugt. Og der var nok ikke engang sket noget. Men den følelse, som han gav hende, virkede så meget som et tvunget ægteskab, at hun ikke var i tvivl, om hvad dette indebar. Hun kunne stadig ikke få tanker ud, omring den video. Kunne det virkelig være sandt? Hun startede ud med at fugte sine læber, inden hendes tænder blev sat blidt ned i underlæbens fyldige kød.
Den lille aspara tvang et svagt lille ’tak’ frem idet, Karon fik sat en dyb tallerken ned foran hende på bordet. Hun studerede den klare suppe, med de forskellige grønsager og de underlig mørke stykker kød. Hun huskede ikke at have kød i huset. Det var hun løbet tør for, for blot to dage siden. Hun sank en stor tyk klump slim, og rettede så endelig de smukke brune øjne mod ham. Et par øjne en hver ville kunne falde dybt ned i, hvis de fik direkte kontakt. ”Hvad... Hvad er dette??” spurgte hun så. Hun lagde en forsigtig tone hen over den blide stemme. Hun turde ikke sige noget forkert. Hun ville ikke ende som hendes lagner. Flænset op, af hans skarpe negle. Hun havde allerede haft nok oplevelser med hans tænder. Det begyndte endda at svie, bare ved tanken. Hendes blev atter rettet mod suppen, og hun greb langsomt omkring den fine ske, der lå så pænt på bordet. Så pænt dækket op der var. Som var dette bare en almen middag, for to. Hun tøvede. Hun lod sin ske samle en smule suppe op, men så bare lade det falde ned igen. Hun prikkede til de gennemkogte grønsager og kød. Det duftede egentlig godt. Men hendes appetit var langt fra hos hende. Den var forsvundet, var ved synet af hans blodige mundering. Og tanken om hvem der så på hende spise. Hendes mund var tør, og det eneste hun rigtig havde brug for var et glas vand.

".. Why don't you eat, cutie?"
Knivens tynde spids hakkede sig fint ned i bordets overflade, lavede en svag ridse i den ellers glatte overflade. Kun 2 af hans fingerspidser sørgede for at holde den balanceret, trykkede ned på skaftet, så blodet langsomt svandt væk og gjorde huden lighvid. De mørke øjne hvilede deres dunkle blik imod Amelia, syntes nærmest at skinne af nysgerrighed over enhver bevægelse hendes spinkle muskler ville foretage; hvilke valg hun ville bruge sig af, for at overleve hvert sekund.

"It's not poisoned.. Or maybe it is.. I don't remember if it was rat poison or a knife to its head, that I killed it with.. Wanna check for me?"
Han slap kniven, lod den falde med hele kroppen, hvilket afgav en dyster klirren fra bladet af. Lagde sine albuer imod bordkanten, gled fingre imod hinanden, og lod da sin hage hvile afslappet imod dem. Som om han bare ventede på at hun skulle smage rottesuppen, hvis smukke lyse farve, lod en hvid dis af delikat aroma stige op - og alligevel var den skræmmende, siden pigebarnet muligvis kunne dø af den. Men turde hun virkelig lade vær med at spise suppen, når det bare ville ende i et vredes eller rettere morderanfald fra Grins side af? Han havde jo ak brugt en lille halv time på at lave den mellemstore gryde af dampende delikatesse, og et afslag ville muligvis såre hans ellers ret miniaturiske stolthed.

Et par fingre pillede ved håret fra nakken, der efterhånden var ved at blive ret langt. Det var en af de mange kendetegn, der bare forøgede hans psykotiske ydre det ekstra, siden patienter på sindssyge afdelingen, der havde været nedlagt længe efter et storslået oprør fra før Grins tid, aldrig fik deres hår forkortet. At spidserne enten var spaltede, eller havde små klumper af størknet mudder og skidt, hjalp da også lidt. Hygiejnen havde aldrig rigtigt været noget, som havde plaget Grins samvittighed, og det kunne tydeligt lugtes fra hans usle odeur, der var en sammenblanding af muggen skinke, forrådnet kyllingeskind og en knivspids af noget, der mindede om paprika.
"Gonna taste it..?"

Han pillede ved knivspidsen, der stadig have et par bloddråber ved bladets kant.

Selvom at han ikke ligefrem sad og tvang maden ned i hende. Og selvom han bare sad der og smilte helt roligt, som om intet var galt. Så sad Amelia alligevel og følte hun intet andet valg havde, end at skulle spise. Spise op. Til sidste dråbe. Hans stemme var som alt andet ved ham. Helt afslappet. Det hele virkede bare forkert. Han så malplaceret ud, i den mundering. Det smil passede ikke med den udstråling der kom fra ham. Og hans aura, som hun nemt kunne se, afslørede ham på ingen tid. Der var ingen udvej. Det fandtes der bare ikke i øjeblikket.

Meget forsigtigt lod hun igen sin ske samle noget af den klare suppe op. Hun gjorde alt for at holde sin hånd i ro, men få dråber fandt dog sin vej ned i den dybe tallerken igen, inden skeen kom op til hendes mund. Hun skilte de bløde læber ad og stak så skeen ind i gabet på sig selv. Da den var på vej ud igen, følte hun hvordan suppen gled ned gennem halsen på hende. Den varme fornemmelse, havde en underlig virkning på hende. Selvom hun ikke havde tid til at nyde det, syntes smagen at sidde fast på hendes tunge. Den smagte som hun havde forventet. Det var ikke langt fra en almen hønsekøds suppe, udover at den var en del mere krydret. Det var underligt. Hun havde håbet den ikke smagte som den gjorde.
”Det… Det smager… dejligt.” kom det så fra hende. Svagt, med den samme søde stemme, som hun altid havde. Hun forholdt dog sine øjne fra Karon. Hun stirrede bare følelsesforladt ned i suppen, som forventede hun at se sit eget ansigtsudtryk. Med samme forsigtighed som før, tog hun endnu en skefuld, og lod også den lande godt i maven. Det var vel først nu at hun kunne mærke hvordan maven ganske svagt rumlede tilfreds. Hun huskede først nu, hvor længe det havde været, siden hun sidst havde indtaget føde. Hun havde haft travlt med skolen, og diverse ting, at mad ikke var kommet op i hovedet på hende før nu. Det værste tidspunkt nogensinde at tænke på mad.

Den lille aspara var meget taknemmelig for at den stakkels rotte ikke var blevet pumpet fyldt med gift. Hun var ret sikker på at hun så selv ville ligge paralyseret på gulvet nu hvis det havde været tilfældet. Og hun var allerede nået til det punkt, hvor den fjerde skefuld blev ført ind i hendes mund. Hun havde stadig ikke set mod varulven, der nok sad og så tilbage på hende. ”Jeg kan ikke.. spise mere.” Det var vel en delvis løgn. Hun turde ikke spise mere. Og appetitten var ikke kommet frem, trods den gode smag. Sneen blev lag på sin plads, og hendes hænder lagde sig i skødet, som hun skubbede stolen, med sig, ud fra bordet, til hun atter stod i hendes fylde højde. Hun var nærmest en dværg. Hun havde altid været den laveste i klanen. Selv om spædbarn, havde hun været under den almene højde. Hun tog roligt fat omkring tallerken og skeen, og så var hun ellers på vej ud i køkkenet. Stadig ikke et blik på Karon, og stadig intet smil var at finde på de delikate læber.

Det tog sin tid, men da Amelia endelig lod den klare væske indenfor, kneb han tilfredst øjnene sammen og lod sin hage hvile imod de knoglede hænder, der havde flettet fingrene godt sammen. Tænderne spillede imod hinanden, skabte lidt af en gyselig serenade, der bare skubbede så meget mere til den intense stemning imellem den afslappede Grin og hans lille pigebarn. Tungen af hans klaskede let imod bunden af mundens kød. Hvor ulækkert det end lød, nød han at lave så mange frastødende lyde som muligt. Fremkalde en form for afvisning i hendes krop og sjæl, som han senere kunne more sig over.. Og med.
"How sad.. The meaning was for you to vomit. Maybe I didn't pour enough intestines into it?" 
Han prikkede med en enkelt negl imod den glatte overflade af bordets, havde fjernet hagen fra hænderne og lod nu hovedet hvile trygt i luften, støttet af den konstant knækkende nakkehvirvel.
 
Efter lidt tid rejste Grin sig op fra stolen med et skrabende hvin fra et af de fire stoleben, vandrede med korte skridt imod tøsen, der nu stod nær vasken. Han lod et par sorte negle glide igennem luften, for at let snitte et par hårstrå af pigens. Bag ryggen var den anden hånd, klemte en genstand, skjult af trøjens mørke stof. 
"Do you still refuse to breed with me?"
Med foruroligende nakkeknæk lænede han sig tættere på med snuden, og tog et par snif af hendes kønne hår, der skinnede af køkkenlyset fra loftet over dem. Han drog hurtigt genstanden, kniven fra spisebordet, frem i lyset. Men den flænsende lyd af hud, der blev skåret i to separate dele, kom ikke fra Amelia af. Trøjen der skjulte Grins egen mave, var blevet fjernet af et enkelt snit. 
Men det værste var, at et åbent kødsår ikke længere skjulte på de mange røde, bløde genstande, der spyttede med bloddråber af mangevis. 

Når Amelia engang havde vendt sig om, greb han med stor vilje fat i hendes ene håndled, hvor en klistrende følelse ville være at mærke, da netop den hånd havde rørt ved rotten imens den var blevet skåret i stykker og stumper. Så blev der ellers bare trukket fremad, idet han prøvede at få hendes små negle og fingre ind under huden, mærke det pulserende kød ved maveregionen. Det ville smerte af helvedes til, men morskaben ved at gøre hende mentalt konfus triumferede nu som altid. Det gjorde latteren altid i disse situationer.
Hvilken herlig humor.

Amelia var fuldkommen mundlam. Ordene, et svar ville hurtigt kunne komme fra hende, hvis bare hun havde haft kunne få dem frem. Men så snart hun overhoved prøvede at tage sig sammen til det, var det som om alt luft og kæft havde forladt hendes krop. Og gjorde hende ude af stand til at give ham hendes svar. Men selvfølgelig havde hun ingen intentioner i at have nogen form for intimt med ham. Hun ønskede helst at se ham langt væk. Ude af syne. Væk. Hun ville slet ikke kunne fornemme ham, så langt hun ønskede ham. Ud af sit hus. Ud af sit liv. Men det virkede ikke rigtigt til at han selv havde dette ønske. Hun skulle til at pive over hans nærhed, lige i det hun hørte den flænsende lyd. Hun havde stivnet på stedet. Bevægede hverken arme eller ben. Blinkede ikke engang med øjnene. Men hun følte ingen forandring omkring sig selv. Hun kunne ikke mærke nogen smerte. Og hun var ikke død.

Der gik ikke længe inden hun havde fået set sig over skulderen, for at se nærmere på hvad der rent faktisk var sket. Tallerkenen hun ellers havde være i gang med at vaske op, faldt ud af hendes små fine hænder, og blev smadret på bunden af vasken. Et skrig lød med det samme fra hende. Overrasket. Og hun var hurtigt drejet omkring. Gid hun ikke havde. Hendes øjne var spærret op, og hun stirrede imod hans sår der var at finde omkring hans mave. ”Hvad har du gjort!” Det var ikke rigtig på grund af hun var bekymret, men det var mere en refleks. En med forstanden det rette sted, ville ikke bare kunne stå og le af det. Stå og betragte det. Hvordan kunne han stadig stå?? Og hvordan kunne han have kræfter nok til at gribe om hendes hånd på den måde? Det var først nu hun rigtig opdagede hvad han havde gang i. Hånden om hendes håndled, blev først lagt mærke til nu. For sent for hende til at kunne trække den til sig igen. Grebet var for fast. I hvert fald i hendes nuværende tilstand med rystende lemmer. ”Slip mig!” råbte hun op, og med den anden hånd, der havde et tag i kanten på køkkenbordet, prøvede hun at holde sig så langt fra ham som muligt. Med bordet bag sig, som grænsen.
Så snart hun kunne mærke sine fingerspidser bliver presset indenfor i det åbne sår, fik hun det dårligt. Meget dårligt. Den varme slimede følelse gik lige igennem hendes beskyttelses mur. Hun viste hvad det var hun kunne mærke, og det var nok det der gjorde oplevelsen så meget værre. Hun kæmpede endnu for at holde sin hånd fra at komme længere ind, alt imens hendes mave vendt sig om og om igen. Hendes modsatte hånd havde hurtigt fundet sin vej op foran hendes mund, og hun tvang sig selv til at sluge opstødende, men det resulterede blot til at hendes hals blev mere og mere skadet af mavesyren. ”St..op..” mumlede hun meget svagt, inden hun faldt helt ned på knæ. Om hendes hånd, han havde fat i, kom med hende, ignorerede hun. Hånden, der havde været foran munden, blev fjernet og sat imod gulvet, hvor efter hun ikke kunne holde det inde i sig mere.  Hun havde ikke engang tid til ikke at ramme sig selv hen over håndryggen, med opkastet. Heldigvis havde der ikke været meget i hendes mave, så det var hurtigt overstået. Hun blev i samme stilling. På knæene og hænderne i gulvet. Tårer faldt ned over hendes kinder, fra øjne der stirrede imod klatten med brunlig masse på gulvet. Hun var tydeligvis bleg i fjæset og det havde været et mirakel at det hvide lagen, der nu havde fået et par blodige pletter på sig, stadig sad omkring hendes spinkle krop. Hun var ret forundret over det. Hun var ikke typen der havde nemt ved at kaste op, med mindre hun var syg. Hun havde ikke gjort det længe, så bageffekterne var en smule kraftigere. Det sveg i hvert fald gevaldigt i hendes stakkels hals. Hun hostede et par gange, og igen var hendes krop begyndte at ryste som var der blevet tændt for en vibrator der hakkede kraftigt. Hun så ikke helt ud til at have det for godt.

Hvor svagt af det lille pigebarn at knække sammen på den måde. Sprede små klatter af bakterier og rottesuppe ud over det hele fine gulv, sikke en skam, ak ja. Han rystede på hovedet med en tavs 'tsk'en, som om han nærmest skældte hende ud for det, selvom der også var bloddråber fra ham selv i den frastødende blanding af væsker, der blev ved med at række sine fingre længere og længere ud. 
Endnu engang bøjede han sig ned, lod ansigt og ansigt være tættere på hinanden som i en fejlbåren romantikerfilm, selvom hans udtryk var langt fra kærligt på nogen måde. Det ene af hans øjne glimtede nærmest, gav det et ekstra spids uhyrlighed over hele stemningen. Der var bare ingen bedre måde at beskrive hele dette scenarie end med ordet 'bizart'. 

"Well, goal accomplished. My little girl really is all vulnerable.. But now we have to get you all clean! I'll help you out with that!" 
Han greb fat i hendes lange hår, uden nåde eller tanken om at hun måske ville glide i sit eget opkast, træk han bare løs. Nægtede, uanset hvilke angreb hun måtte finde på, at give slip på sit offer. 
"Shower, shower of blood, here we go! Let's see how fucking naked we can get in the house of shit~" 
Han svang hovedet let til begge sider i takt, imens han nynnede sin egen hjemmelavede sang, med en uhyggelig, pivende melodi til. Nakkehvirvlerne, der lod hver en bevægelse blive belønnet med en krakkelering, var nærmest trommerne i denne sammenhæng.

Grin sparkede let døren op med en åbenlys fnisen, morede sig ganske vel over det hele, men især hvor nemt han kunne terrorisere Amelias svage sind. Der var bare intet som en god gang psykisk destruktion! 
Han brugte sin frie hånd til at tænde op for det skoldhede vand, uden tanke på om Amelia ville blive skoldet af det i sidste ende. Han brugte sin styrke til at tvinge hende op af badekarets kant, se til imens det dampende vand pressede sig op af de glatte vægge. 
"Mmmh.. Can you smell the warmth creep into your body? Just waiting until it can.. Grab you"
Da vandet var højt nok, tog han ekstrå hårdt greb om håret, og prøvede med alle kræfter at tvinge hendes hoved ned under det nærmest brændende vand. Han snusede godt til, imens han kiggede på hendes hoved under hans hånd, med en tilfreds følelse af dominans. Mon han snart burde hive hovedet op igen..? Han ventede et par sekunder til, før det blev en realitet. Men han ville da heller ikke lade hende falde i søvn. Det ville jo være en skam.

Den nærmest plaskende lyd, afslørede hurtigt, hvordan hun var gledet hen over den pøl af opkast, hun så fint havde placeret på køkkengulvet. Men hun havde ikke specielt meget tid til at bekymre sig, over den klamme fornemmelse og tanken om det. Hun havde i øjeblikket alt for travlt med at gøre hans hulemands ægteskabsritual, mindre smertefuldt. Hendes hovedbund var i forvejen et ømt punkt på hende, trods hendes hår sad meget godt fast og var rimelig stærkt. Hendes hænder havde hurtigt fundet sin vej op for at gribe omkring den store tot hår, Koran havde fået fingre i. Hun trak en smule ned i det. Mest for at lette trukket der gjorde, at det smerte de gjorde. Hun sagde ikke rigtig noget. Men hun pev da et par gange. Specielt da de kom hen over dørkarmene, kom der et lille svagt utilfredst piv fra hende. Hun lagde alt for meget opmærksomhed i det han gjorde, til overhoved at lægge mærke til så meget andet. Bland andet som lagnet havde gået op, og derefter bare forladt hendes krop. Efterladt hende nøgen som før.

Amelia mistede næsten helt pusten, idet hun blev smidt hen over kanten på sit eget badekar. Den skar sig ind i hendes mave, selvom kanten godt og vel var rundet. Hun tog sig kun tid til at se imod det dampende vand et sekunds tid, inden hun kæmpede for at se sig over skulderen. Hen imod varulven bag hende.
”Hva- …” Hendes stemme blev hurtigt kvalt, idet hendes ansigt blev tvunget helt ned under vandet. Både på grund af chokket og på grund af det skoldende hede vand, glemte hun med det samme at holde vejret, og største delen af ilten forlod hendes lunger. Hendes øjne var klemt hårdt i, og hun baskede svagt med armene, greb omkring kanten af badekaret for at prøve og komme op igen. Alt imens luftbobler steg op fra vandet fra hendes mund, der stadig prøvede og råbe.
Hun svang hovedet op, da han endelig lod hende komme over overfladen. Vand blev slynget tilbage, via de lange hårtotter der også var blevet gennemblødte, og dråber gled ned over hendes ansigt, og faldt fra hendes hage, ned i resterne af vandet. Hun hostede voldsomt, og de første gange kom der en blanding af slim og vand, der havde fundet sin vej ned i hendes lunger, op sammen med. Hun hev samtidig efter vejret. Spildte ingen tid.
Man skulle næsten tro hun havde problemer med vejrtrækningerne. Igen så hun sig over skulderen. Hun var bange for at have ham ude af syne. Hun vidste ikke hvad han kunne finde på. Overhoved. Han var jo syg i hovedet! Det var som om han virkelig ønskede hendes død. Og han morede sig med at se hende lide.
”Stop..det… Hvorfor gør...du.. det h..her..” fik hun hæst frem, imellem hendes hivende inhaleringer. Hendes ellers så blege ansigt, havde det virkelig fået noget farve. Specielt i kinderne. Og hendes pande havde tydeligvis blevet påvirket af det varme vand. En svag skoldning var at finde lige i midten. Det yderste hud var i hvert fald blevet svitset af. Som et mindre brandsår.

Vandet der ikke kun lod Amelias ansigt svitse let af, gulpede op langs hans egne fingre, imens han var igang med at drukne hende mere eller mindre. Normalt ville de have været beskyttet af utallige lag af hårdt, sammenpresset mudder. Men denne gang var de helt clean, altså begyndte den røde farve og irriterende prikken af svag irritation hurtigt at vise sig. Den egentlige grund til hans barmhjertighed, da hendes ansigt fik lov til at mærke den kolde luft atter igen. 

Hendes spørgsmål overraskede ham ikke. Det var nærmest forventet efter alle disse gange med forskellig tortur, og hver evig eneste gang, havde de spurgt om hvorfor i alverden han gad besvære sig med det. Grin fnes, og klappede hendes varme kind et par gange med den frie hånd. Nærmest som om hun var helt vildt nuttet, når hun spurgte om noget så typisk. 

"Because it doesn't have a meaning to it.. And it turns me on~" 
Nu prikkede han sine bukser, lige der hvor le penis ville have været, hvis ikke dækket af stof. Han blinkede ''kært'' til hende, før hendes ansigt fik lov til at nyde endnu et minut under skoldende vand, der boblede for hver gang hun plaskede, sugede eller rystede. Ak ja. Der var intet som god, gammeldags tortur.

Amelia var tydeligvis ikke specielt glad for hans svar. Hun havde sådan håbet på noget andet. At der rent faktisk havde været en mening med det. Hvorfor han gjorde det. Og hvorfor han overhoved var kommet tilbage til lige netop hende. Havde han virkelig ikke fået nok? Åbenbart ikke. På nogen som helst måde. Han var uden tvivl langt fra færdig med hende. Eller det var i hvert fald det indtryk han blev ved med at give hende.
Samme reaktion som før. Det pludselige ryk, der tvang hende under vandet, havde altid samme effekt. Det var nærmest som om hendes hjerne ikke kunne tænke sig frem til en overlevelses metode, men nærmere blot prøvede at dræbe hende. Som var den i ledtog med Karon. Skrigene hun prøvede og lave konstant, spildte alt den luft hun før havde hevet efter, og en del mere vand end første gang fandt sin vej ned igennem hendes luftrør. Hun kunne ikke helt finde en fast flade, hvor hendes hænder kunne befinde sig. De gled hele tiden ned af karet glatte sider, og gjorde oplevelsen en del mere skræmmende.
Det var som om han holdt hende under i længere tid end før. Som gik han efter slutningen nu. Slutningen på hendes levende tilstedeværelse. Det sveg gevaldigt i brandemærket, der var at finde i hendes pande, og det prikkede irritabelt i hendes sarte kinder. Hun kunne mærke en tyngde, der lagde sig i hele hendes krop, og det hele virkede mørkere end før. Det var der omkring at hun pludselig fik bøjet sit ene ben op, og i en hurtig bevægelse blev foden sent tilbage. Hun var ikke sikker på hvor hun ville ramme, men han var så tæt omkring hende, at hun uden tvivl ville kunne ramme ham. Og hun følte da også en krop imod sin fod. Og en lynlås, sammen med en knap. Hun havde ikke sparet på kræfterne på noget tidpunkt. Hun ville muligt kunne spare på kræfterne omkring en som ham.

Igen kom hun endelig op fra vandet. Hans hånd var væk fra hendes hoved, og hun kunne endelig komme helt væk. Hun gled ned af siden af badekaret, og faldt en smule sammen på gulvet foran det. Hun hostede ligeledes. Voldsomt og hæst. Hun bankede sig selv imod brystkassen, for at få det hele ud. Vand i lungerne var ikke ligefrem det mest behagelige. ”STOP!” råbte hun, men hendes øjne var ikke rigtig rettet imod ham. Hun sad bare der, og hev efter vejret, som havde hun været på grænsen af selveste døden. Hendes brystkasse hævede og sank markant, og hun rystede som om hun sad og frøs. Trods hendes ansigt stadig var kogende efter vandet.

Sikke en smerte! Det var som om lyn af ild spredte sig over hele skridtet, rev skindet af, og bare begyndte at tygge i det bare kød. Men istedet for et hyl af ynk, da han faldt bagover og stødte rumpen imod det skinnende gulv, blev det et baseret på ren velvære. Det lange hår faldt om bag de brede skuldre, der svagt rystede, idet smerten ikke kun lå ved det besparkede kønslegeme; også mellemgulvet, stadig fremvisende en lang, åben rift, havde en vis smertelig varme over sig. En god klat blod var sprøjtet ud over bukserne, da han var røget bagud takket være Amelias pludselige held. 

Han strøg sine hænder langs riften, hvilket fyldte håndfladerne med det tykke væske, der blev ved med at pensle sig selv udover det hele som var badeværelset og de to væsner inde i det, et abstrakt maleri af bedste kvalitet. En kraftig rødmen lå nu over Grins kinder og næse, idet han lagde sig helt ned, med hovedet imod gulvfladen. Øjnene var helt våde, ikke af triste tårer, men den lystige af slagsen. Selvom han ikke behøvede det, trak han vejret lige så dybt som Amelia, hvilket tydeligt kunne ses på den afmagrede mave. Hver gang den gik indad, lignede han et fedtløst lig. 

"Haa.. Ha.. Haaahaa.. You are.. Something eeeelsee.. My.. Deeeaar.."

Han lod tungen hvile imod hagen, lang som den var, imens han blev ved med at udånde kraftigt et par gange i minuttet. Smerten var underlig at beskrive for ham, idet han nød dens prikkende virkning, selvom det efterhånden var ved at gøre ham let til hovedes. Det var vel en bivirkning af det blodtab han havde skabt for sig selv, for at fremkalde den kvalmende reaktion hos sin kære stakling, der sikkert rystede af skræk endnu. 
Nu var spørgsmålet bare.. Hvordan skulle han fikse sig selv, uden at hun stak af midt i det hele?

Amelia drejede forsigtigt hovedet en smule til den ene side, trods hun virkelig ikke ønskede at se imod hans klamme skikkels. Men hun undrede sig nu stadig over, hvad der foregik. Det eneste hun havde kunnet høre for var de tunge åndedrag der lød fra ham. Nærmest som små støn i ny og næ. Kuldegysninger kørte ned igennem hendes spinkle krop for hver gang, hun blev mere og mere sikker på, hvad han sad og havde gang i. Eller det vidste sig så, han vel og mærket lå ned.
Synet var ikke noget hun havde forventet. Hun kunne ærligt indrømme, at hun havde troet og forestillet sig, ham sidde og få revet den godt af. Men det var ikke det. Overhoved. Bukserne sad endnu oppe omkring hans baller, og de var fint knappet og lynet op. Intet at få afsløret eller fremvist der. Men hvad hun så, var nu en del værre end hvad hun havde forestillet sig. Hvad havde han gang i? Han gjorde jo blot sit år værre, som han lå der og stønnede lysten, mens hans fingre gled hen over det ømme og blodige område omkring hans mave. Hun glemte selv at trække vejret. De var stoppet lige så brat, som hendes øjne var blevet spærret op i det forskræmte ansigts udtryk, der syntes at kunne findes på hende så tit. Hun stirrede imod ham med en sådan foragt, at det ikke ville være nemt at overse, hvis han lagde sit blik imod ham. ”Hva… Hvad gør du!?” udbrød hun, med samme hæse og paniske stemme. Hun var ikke bekymret for ham. Det eneste hun havde tilbage for ham, var et rynk på næsen, og
ren og skær frygt.
I samme øjeblik fik hun endelig vendt sit blik væk fra ham. Hvor ønskede hun bare at komme væk. Ud af badeværelset, men han lå endnu i vejen. Sandt nok ville hun bare kunne gå omkring ham, men hun turde lige ud ikke. Bare tanken om at komme tættere på ham, fik hende til at skælve. Hendes ben kom langsomt i den typiske position af tryghed. Gled hen af gulvet, til de atter blev trukket hele vejen op under hagen, inden hendes ansigt blev skjult fra omverdenen. På samme måde fik hun også lige skjult det meste af det afslørende ved hendes nøgne krop. Selvom det at hun var nøgen, nok var hendes mindste problem. Og nøgenhed var intet problem for hende. Det havde ligget så tæt omkring hendes kultur. Armene skulle til at svinget om benene, men i stedet førte hun sine hænder op imod sine ører. Hun pressede dem tæt indtil, for at lytte lyden fra Karon så meget ude som overhoved muligt. Hun stak endda en finger ind i øregangen, for at mindste det endnu mere. ”Stop…” mumlede hun ganske svagt, men hun egentlig bare sad der. Ryggen imod badekarets kølige overflade. Så ynkelig. Så hjælpeløs. Som altid. Hvorfor han overhoved endnu fandt hende spændende eller interessant, var stort. Hun krummede kraftigt tæerne, og begyndte pludselig at nynne en svag melodi. Men hendes stemme var langt fra rolig, og den rystede som bare helvede. Hakkede hele tiden i det. Samtidig fik hendes hår en smule mere bevægelse. Som var hun omgivet af en svag brise. Ikke overraskende, når man tænkte på den mængde magisk energi der rent faktisk lå samlet i hendes ellers så lille krop. Trist hun aldrig fandt sig selv i gang med at bruge noget af den. Hun startede kort ud med at mumle ord. Utydelige ord, på et sprog der hverken var fransk, eller engelsk. Men et sprog han nok havde hørt hende bruge en gang før. Latin.

Grin løftede svagt sit hoved, som om der næsten ingen kræfter tilbage var i de ellers hærdede nakkemuskler. Hans blik var tåget, skarpt og lystent; alt på samme tid, imens smilet ved hans læber fortsat lod frygt syde igennem pigebarnet, hvis hun da lagde mærke til hvordan den røde, lange tunge af hans nærmest ren-gjorde de øverste fortænder. Det tynde stykke kød fugtig gjorde de trekantsformede bisser, der tidligere havde punkteret et par huller i hendes ellers fine skulderhud. 

Han gryntede en smule, ikke af fornærmelse, bare fordi det ville være en sjov starter på hans sleske, manipulerende svar.
"If you want me to stop, you'll have to close this bloody.. Slimy.. Filthy.. Gap!"
Han tvang hele hånden ind i såret, kunne mærke hvordan kødet begyndte at lave små riller og enkelte åbninger imellem to eller flere stykker. Det fik ham til at falde helt ned på gulvet igen, rystende, med enkelte tårer, der flød ned langs de hvidlige kinder. Som om han kom, røg en hel pyt af mørkerødt væske ud over de mørke bukser, fik dem til at klistre sig ind imod de tynde, dog markerede ben af Grins. 

//Oh my god.. Det er så fucking kort.. Dx Men jeg blir hentet om lidt.. Så har ik tid til at skrive mere gustenhed for nu... Og så er jeg først på pc igen tidligst ved en 9-10 tiden i aften.. xD Håber det ok :I <33 Anygays, I lufe chu!~ Og er ofc på mobil. n__n//

Automatisk åbnede hun sine øjne op, i det han begyndte at tale igen. Så dum hun dog var. Selv i situationer som disse, blev hun omringet af den svage nysgerrighed. Hun ville allerede være lavet om til sten, hvis hun nogensinde havde bevæget sig ind i Medusas grotte. Ingen tvivl om det. Og som forventet var synet lagt fra noget hun ønskede at se. Hun nåede lige præcis kun at spærre de skønne øjne op i rædsel, inden de blev klemt meget hårdt sammen igen. Så godt hun nu engang kunne. Hendes hænder greb nærmest omkring ørene, og man skulle næsten tro hun var ved at rive dem af. Utroligt hvor mange benmuskler hun ejede, på den måde hun blev ved med at presse benene op imod sin overkrop. Så meget som muligt. De blev kun lige stoppet af hendes bløde barm. Den eneste stopklods, der gjorde det umuligt for hende at krølle sig fuldkommen sammen som en kugle på gulvet. Lige sammen med manglen på den menneskelige smidighed. Lige meget hvor smidigt hun så end var, var hun intet slangemenneske. Gid hun var. Gid hun havde evne til bare at forsvinde væk.
Amelia fik det hurtigt dårligt. Lige meget hvad hun gjorde, kunne hun ikke lytte lydene ude. Det var som om de pludselig var blevet forstærket. De slimmede lydspor fandt hele tiden sin vej ind i hovedet på hende. Mindede hende om hendes egen oplevelse. Hun kunne ikke få det ud af hovedet. Sin egen hånd i hans mave. Og nu hans hånd. Hendes mave vendte sig igen, men det var ikke andet end surt opstød der kom op. Og hun nåede lige at sluge igen, inden det nåede nogle steder. ”Okay! Bare stop!” pev hun hjælpeløst, og krummede tæerne lige en sidste gang inden hun endelig tillod sig at igen se imod ham. Forhåbentlig uden hånden i sit åbne sår.

”Bare.. lig stille..” mumlede hun ganske svagt, efter endelig at have fået ham til at stoppe med at grave sin hånd rundt i sin egen mave. Hun forstod stadig ikke hvordan han stadig var i live. Hans lugt forvirrede hende. Hun kunne ikke fange den specifikke lugt af de forskellige racer, trods han havde vasket sig i modsætning til sidste gang de havde stødt ind hinanden. Hun undgik en hver form for øjenkontakt, og hendes hænder rystede umådelig meget, som hun rakte dem hen over hans mave. Selv sad hun på sine knæ, var i princippet ligeglad med sin nøgenhed foran ham. Det var jo lidt for sent at gøre det sete ikke set. Hun sank tungt og tøvede et stykke tid. Kunne på en måde ikke få sig selv til det. At gøre den her slags for en mand der ikke havde forvoldt hende andet end smerte. Men hun var bange. Og det var nemt at se på hende. Det sad på ydersiden af hende. Hun var nærmest ligbleg i hovedet af kvalme, hele hendes krop sitrede, hun havde svært ved at sige ting og det var som om, hun var på randen til gråd hele tiden.
Hun tog en dyb indånding og fik endelig sig selv til at lukke øjnene, selvom hun stadig ikke stolede det mindste på ham. Hendes bløde læber blev skilt ad, og en svag melodi lød igen fra hende. En anden. En blålig glød opstod med det samme omkring hendes små fine hænder, og lyset blev gradvist stærkere. Såret der lå kun to centimeter under hendes håndflader, begyndte stille og roligt at samle sig igen.

Efter et par minutter fjernede hun igen hænderne. Hamrede dem nærmest imod gulvet under hende, og bøjede hovedet helt frem, som sad hun og var enormt forpustet. Men hendes vejrtrækninger forholdt sig forholdsvis jævnlige. Hendes lange hår var faldet ned over hendes ansigt, og hendes skuldre vibrerede kraftigt. Men ingen gråd var at høre fra hende. ”Forsvind så…”