Just stay the hell away from me! (XXX)

Han kunne have bidt, skamferet, klippet, brækket og ødelagt det stakkels pigebarn, der havde gjort ham næsten helt frisk igen. Selvfølgelig havde blodtabet gjort ham lidt let til hoveds, men det var måske grunden til at han opførte sig på en måde, så ulig ham, at folk ville tabe deres kæber permanent, af chokket.
 
Hans arme havde lukket sig rundt om hendes spinkle, bare krop, men ikke på en voldelig kvælertagsagtig måde ak nej. De rørte næsten ikke pigebarnets hud, og fingrene låste sig ind i hinanden, uden at beskadige den allerede svagt ar-ramte ryg.
Håret var blevet skubbet om bag hans øre, idet begge deres kinder var gnedet imod hinanden, indtil nakken lod til at standse hovedet fra at glide længere frem. Efterhånden begyndte de bøjede knæ at blive ømme, men blev som al anden smerte ignoreret, idet Grin fuldt koncentrerede sig om sin nuværende opgave; så længe som hans skiftende sind tillod ham at fastholde den. Forstanden, der så sjældent fik luft, men som slugte desperate mængde af det, når frigjort for en midlertidig stund.

Med en nærmest halvkvalt, grådramt stemme, fjernede han en hånd fra ryggen og lod den langsomt kæle Amelias hovedbund. Fra pandehåret, langsomt bagud, indtil den ville løfte sig og genoptage den forrige bevægelse med en forbløffende forsigtighed. Som var hun en skrøbelig dukke af glas.

"I will protect my doll from him.. Yes yes.. You are so not in danger.. He will.. I will eat him for you.. For us.. Yes.. Yes.. Like that.. Yes yes.."

Hvis hun havde kunnet se hans øjne, ville de være blanke, nærmest tomme for andet end grådighed. Et flash back havde ramt hans hjerne, fået ham til at tro, at han befandt sig i fortiden sammen med Amelia. Hun var dukken. Det mest værdifulde af hans fra ungdommen. Men også det han ødelagde mest. For den havde været levende. For en stund...
Meget kort stund.

Amelia forstod slet ikke. Ikke en eneste lille ting omkring ham. Omkring situationen. Hun var så forvirret. Det hele hvirvlede rundt i hovedet på hende. Gjorde hende ør og svimmel. Hun var fuldkommen stivnet. Allerede det øjeblik hans arme havde viklet sig omkring hendes krop. Krammet hende ind til sig. Sad der med hende i sin favn. I en kærlig omfavning. Det var mærkeligt. Og utrolig ubehageligt. Hun turde ikke bevæge sig. Lod ham egentlig bare sidde der. Strøg sine hænder hen over hendes hår. Det var næsten som om, han sad og trøstede hende. Som havde alt det før været et flip af en slags. Et psykotisk anfald. Og han nu var tilbage til sit normale jeg. Og prøvede og undskylde for hvad han egentlig havde gjort ved hende. Men lige meget hvor meget hun prøvede og tænke på det på den måde, kunne hun ikke få sig selv til at tro på det. Ikke engang en lille smule. Det virkede for absurd! Hun havde ikke set andet end hans psykopatiske side. Kun ganske lidt omsorg. I den glad at man skulle tro det var omsorgen der var anfaldet, der opstod en gang imellem.
Det var skræmmende. Hun frygtede pludseligt for sit liv en del mere end, hun havde gjort før, han var kommet så tæt ind på hende. Fysisk. Hun kunne aldrig vide sig sikker på noget som helst han gjorde. Han var uforudsigelig. Selv for en som hende. Hendes krop begyndte endeligt at vågne op igen. Rystelserne kom igen. Kraftige som de var. Hendes ansigt der havde haft et overrasket udtryk limet fast, faldt igen tilbage på sin plads. Vejrtrækningerne blev febrilske. Dog kun ganske lidt. Hun prøvede virkelig at holde sig selv i kontrol. Trods hun både havde mangel på søvn, og nok havde endt med en værre form for madforgiftning. Hun var i hvert fald svagere end hun havde været på starten af aftenen. Og han var grunden. Den eneste grund. Forsigtigt og langsomt blev hendes arme så ellers løftet op. Hvis man så det udefra, ville det ligne at hun skulle til at lægge sine arme omkring ham, men imodsætning til det, blev hendes hændet sneget ind imod hans brystkasse, hvor hun igen lagde kræfter i, for at få skubbet ham væk fra sig. ”Slip mig!”
På grund af hans blide greb omkring hende syntes det hurtigt at lykkes hende. Det blev dog mere noget med at hun skubbede sig selv væk fra ham, på grund af hun var den med den letteste vægt af dem begge. Panisk kom hun op på benene igen og tog et par skridt bagud, til hun ramlede ind i vasken, hvor hun blev stoppet igen. Det var først her omkring hun selv lagde mærke til den underlige kildende fornemmelse der kom fra omkring hendes lår. Og det var først idet hun tog sig sammen til at se ned af sig selv, at hun opdagede de mange lange streger af en rødlig væske, der havde løbet ned af hendes ben. For at samle sig på gulvet under hende. Blod. Og det kom ikke fra noget sår på hendes krop. Men stadig fra hende. ”Hva..” De brune øjne blev hurtigt sendt imod Grin igen. Hun så helt panisk ud. Og en glød i hendes kinder var selvfølgelig opstået. Flovhed havde åbenbart fundet sin vej ind igennem frygten. Og der stod hun så ellers bare. Lænet imod vasken. Hænderne i et greb om kanten. Rystende usikre ben. Nøgen. Fuldkommen nøgen. Pjusket halvvådt hår. Tårer siddende i øjnene. Og nu med restblod ned af benene. Hvor ynkelig så hun ikke ud. Sådan en lille stakkel. Hun var så forsvarsløs. Igen var hun blevet trangt op i en krog.

Han kunne mærke de mange små bevægelser, åh gud, det var som en vibrator på menneskestørrelse, på halv kræft. Det fik ham til svagt at vende tilbage til sin liderlige statur, men så snart de små hænder fik ham puffet væk, stod den atter på flash-back mode. Hvilket næsten var værre. For dukken, Amelia, måtte dø som det var i flash-backet. Sådan har det altid været. Dukken overlever.. Aldrig.

Selvom længden var det samme, var der noget anderledes over hans brede, tynde smil. Rynkerne omkring de sorte rander var dybere. Der var nærmest helt uskyldige tårer flydende ned af kinderne, skinnede imod loftlyset. Hænderne rakte ud efter den blødende Amelias blottede krop. Benene, hvorpå han stadig sad på knæ, rystede af lyst efter at springe frem og lade de to kroppe støde sammen. Skuldrene fulgte benenes eksempel, som et espeløv, som blev de rusket i en turbulent karrusel. 
Han lignede mest af alt et forvokset barn, skældt ud af sin mor for hvem ved gang, over en banal ting - blæst op til noget kolo-enormt. Han smilte foruroligende, men som om han var ked af det og glad på samme tid. To følelser der kolliderede i en eksplosion, der aldrig burde være blevet sat af. 

"Abandoned.. Abandoned again.. Doll back.. I eat for you.. I eat for us.. I eat.. Eat... Eat.... Eat you?.. Yes.. I eat you.. Eat you.. EAT YOU!"

Og så skete det, som benene havde krævet så længe nu. Frem det gik, håret fløj tilbage og piskede luften. Men det var ikke et angreb som hun ville forvente. Ak ja han svang begge arme om hendes spinkle, blodbetegnede ben, men ikke for at vælte. Hun ville blive stående, for han støttede imod gulvet med benene atter igen. På knæ som før.

Grin løftede sit hovede, og forstyrrende nok, blev den røde tunge en del mørkere idet de to kønslæber blev skilt ad af dens slimede krop. Så langt ind som muligt, lod de stadigt flydende væsker af blod glide ned af den, som en rutsjebane, indtil det kørte igennem halsrøret og ned til tarmene, for til sidst at ende i den efterhånden ret så rubuste mave, der havde været igennem mange mystiske fødevarer. Men der ville sikkert komme mange flere endnu, lige indtil Grin ville falde død om. På den ene eller anden måde.

"Cleeeean.. Dolly.. Have to.. Cleeean.. Before.. Eat.. Yes yes.. Eat.. Clean.. Yes.."

Et skrig lød fra hende, idet øjeblik han kom springende hen imod hende. Hun måtte indrømme, hun virkelig havde troet det var ude med hende. At han havde gået ind for det afgørende angreb. Men hvad hun blev mødt da, var igen noget der var værre end hendes forestillinger.
Hans hoved der nu befandt sig mellem hendes ben. Og hans tunge der bestemt havde fundet sin vej til blodets kilde. Alt i hendes krop spændtes. Hver en muskel. Hver en sene. Hver en celle. Det hele gik i baglås. Blot for et godt øjeblik dog. Hendes hoved blev lænet tilbage, og hendes øjne igen spærret op. Tænderne bidt meget hårdt sammen. Og hendes udtryk i ansigtet vidste ingen form for nydelse. Hendes hænder lukkede sig hårdere omkring kanten af badeværelsets vask, og lidt efter lidt blev der brugt lidt flere armmuskler. Hun hævede sig fra gulvet, som prøvede hun at komme op og sidde på vasken. Hendes ene ben havde igen bøjet sig, og hendes fod blev placeret imod hans skulder. Ikke ligefrem den mest funktionelle metode til at få ham stoppet, men lige nu var det ikke andet en spontane bevægelser der kom fra hende. Intet blev tænkt yderligere igennem. ”Stop!” skreg hun op så godt hun nu kunne, imens hendes fod pressede imod hans skulder. Inge for at få ham op. Det syntes bare ikke at lykkedes hende denne gang. Hun var for svag. Specielt nu hvor hendes krop blev fyldt med den underlige kildende fornemmelse, af hans tunge der igen og igen, blev kørt rundt nede ved hendes fristående underliv. Hendes krop svajede voldsomt, og hendes nakke var blevet lænet helt tilbage, så hun så imod loftet. Hvis da hendes øjne var åbne. Hvilket de ikke var længere. De var klemt godt og grundigt i, og hun kæmpede virkelig for at holde sin mund lukket, så unødvendige lyde ikke ville komme fra hende. Det var nok med at hendes vejrtrækninger var blevet en del tungere, som hendes klit blev berørt gang på gang. ”Stop! Jeg beder dig! Stop!” pev hun, og pressede mere og mere. Det virkede som om det blev sværere for hende, nu hvor hun ingen fodfæste havde på gulvet. Faktisk sad hun nu faktisk på kanten af vasken. Og hendes hoved blev lænet imod spejlet. Kinderne havde blusset sig en del mere op, og hendes krop var fyldt ud med gåsehud.
Hvor var det ubehageligt. Denne følelsen. Og tanken om hvor han befandt sig, og hvad han havde gang i gav hende bare mere kvalme end det hun havde i forvejen. Tårerne forlod endelig hendes øjne og strømmede atter ned over de varme kinder og videre ned på hendes blottede overkrop, hvor de gled ned over maven som små sveddråber. Den anden fod blev lagt imod hans skulder. Hjalp til med at få ham væk, sammen med den anden. Tvang hende egentlig bare længere ind imod væggen, så hun endte med at hele ryggen var trykket imod det kølige spejl, og hendes bagdel fint placeret nede i vasken. Og små spor af hendes kropslige væske var at finde, de steder hun havde gnedet sig op ad på sin vej.

Uanset hvordan hun skubbede, løftede og rykkede på sig, nægtede han at give slip på de nærmest hellige dråber af mørkt guld. Heldigvis for ham var der ingen hår til at tvinge ham til et nys - bryde denne mærkværdige, frastødende ''spell'', der lå over ham og hans uforudsigelige mentale sind. 

Men istedet for at stoppe, blev det bare større. Følelsen i hans hjerte, på størrelse med en grøn ært rent symbolistisk set, tvang ham til at fortsætte sin ravage af hendes sind og krop. Lod ham tænke, at det var godt for dem begge; at det var behøvet for at overleve. 
Han blinkede med det ene øje, kun det, som en psykotisk patient; hvilket han burde have været siden de yngre dage. 

"Eaaat.. Feed.. He.. Heee... Heeeeeeee..."

Langsomt vendte den ''gamle'' Grin tilbage til sine sanser af selvvalgt vanvid. Den nutidige, der aldrig lod andre se solen stå op igen, hvis for kedsommelige eller delikate. Og for guds skyld hvor var denne piges menustration en åbenbaring af finesse. Den søde, metalliske, harske og alligevel blide smag, der fik tungen til at vrikke sig af chok, og øjnene væde sig i taknemmelige tårer. 
De to pupiller, små som enden på en nål, stirrede direkte imod den rosakindede, sveddækkede pige, hvis væskebefængte ben han så krampagtigt holdt sig fast til. 

"Buh.."

Han åbnede munden på vid gab, som en glubsk hanløve, før han lod to af sine tænder støde sammen. Men de var ikke omringet af luft, ganske nej da. Omkring de to spidst filede bisser, var det lille bløde legeme, så nervefyldt, at enhver smerte blev boostet bestyrligt. Den stakkels klitoris, så forkælet af hans stadig dryppende tunge før, led nu af et fint lille hul, midt i sin skrøbelige krop - uden nogen besynderlig grund. 
Men i det mindste var han tilbage til sig selv. Om det så var en god eller dårlig ting, måtte Amelia afgøre i hendes eget sind. Hvis hun da slap væk nogensinde. 
- Ak, det stakkels pigebarn.

Amelia havde slet ikke tid til at holde tilbage. Alt blev sluppet løs. Hendes læber blev igen skilt, og hendes kæbe åbnede munden på hvidt gab, inden hendes skrig kom. Så højt. Så skingert. Så smertefuldt lød det. Hvis ikke det var på grund af de befandt så sig langt væk fra den civiliserede verden, ville alle på miles omkreds kunne høre hendes hjerteskærene skrig. Det gjorde helt ondt i halsen på hende. Lyden der blev presset ud af hende kradsede sig vej gennem hendes luftrør og påvirker den mere skade end fra de tidligere skrig og lignende. Hendes hoved var lænet umådeligt meget tilbage. Man skulle næsten tro hun snart ville gå hen og knække nakken helt selv. Hun strammede voldsomt grebet omkring kanten af vasken. Forsøgte virkelig at få spredt smerten lidt mere ud, så den ikke forblev omkring det ene område. Det ene meget, meget følsomme område. Hele hendes krop rystede nu i hak. Gav kraftige hug fra sig engang imellem. Specielt omkring den nedre part af hende. Sammen med skuldrene. Hun var anspændt. Ikke som før. Men en del mere. Det virkede som om hun var fået i fuldkommen chok. Tårer gled ned over hendes ansigt, som kunne de ikke stoppe. Selvom øjnene var åbnet igen, og hun ikke blinkede, blev de dannet og faldt yderst hurtigt. Hendes fødder der før havde været i gang med at prøve og skubbe ham væk, krummede sig gevaldigt og gled lidt efter helt hen over hans skuldre, så de mere bare lå og hvilede sig der.

Gråd sad i hendes vejrtrækninger og hun hostede af og til. Det virkede lidt som om hun havde svært ved at få vejret. Som om hun havde fået et mindres åndenød ved opgivelsen. Det gjorde så ondt. Hun kunne ikke engang tænke klart. Hun kunne ikke engang få et eneste ord frem. Og de eneste lyde der lød fra hende var en blanding mellem piv, gråd og tunge åndedrag. Hun stirrede bare imod loftet. Uden noget specifikt sted at se imod. Det var så tydeligt at se at hun endnu var i en dunkende smerte. Hendes nerver over hele kroppen var gået amok og udgav krampelignede bevægelser engang imellem. Gennemsigtigt savl gled ned i en stribe fra hendes mundvige. Hun følte sig svimmel som i helvedet. Hvad var der overhoved lige sket?

Han lod tungen strejfe det miniaturiske stykke kød, piercet igennem for første gang i dens sølle liv, selvom det næppe ville gøre smerten mindre for Amelia. Han prøvede lige frem på at skubbe hendes mentale sind ud over den kant, han selv var sprunget fra flere år siden. Det ville tage lang tid, måske endda utallige måneder og talrige dage. Men det havde han skam intet imod. For så ville skrigene vare længere. Ligesom den nuværende, der fik de små hår langs nakken til at rejse sig som nåle. 

Ligesom Amelia, lod det til at en enkelt stribe af glimtende savl tog sig en tur ned langs den kolde, højre kind. Begav sig ud på et eventyr, der ville ende med et SPLAT. 

Amelia ville kunne mærke en svag brummen, der langsomt voksede sig større. Kraftigere i sine vrikkende bevægelser. De sorte negle fulgte rytmen, gravede sig forsigtigt længere og længere ind i huden, prikkede til sidst hul, for bare at fortsætte sin retning ind i det afslørede kød. 
"Sweet dreeeams.."

Han løftede hovedet med en forbløffende fart, ret så spontant, trak den helt tilbage.. For at give pigebarnet en ret så modbydelig skalle. Pande imod pande. Hvis ikke han havde holdt sig lidt tilbage, ville man sikkert have hørt kraniet knuse - men så brutalt havde det dog ikke været. Men alligevel slemt nok til at sætte lys ud, hvis hun var uheldig. Og svag nok.

Det var utroligt, hvordan hendes krop igen syntes at reagere på den nye smerte, til trods for at den stadig var i fuld gang med at bearbejde smerten fra før, der overraskende nok stadig var til stede. I høj grad. Hun kunne nemt mærke, hvordan hans negle brød gennem hendes hud og borede sig videre ind i hendes saftige kød. Lod med det samme nogle dråber af frisk blod løbe fra de små sår og videre ned af hendes lår. For pænt at lande i vasken under hende. Farvede videre på det hvide porcelæn. Hun skreg op igen. Som om det ville hjælpe bare lidt på de pinefulde følelser, der spredte sig gennem hver en nerve.

Til hendes held blev det dog pludselig overstået. Det hele. Hun huskede kun chokket af hans hoved der pludselig blev hamret imod hendes med sådan en kraft, at spejlet bag hende blev knust på grund af trukket. Efterlod et par mindre blødende skrammer i baghovedet, eftersom glasset havde været heldig og fået fat. Amelia var tilgengæld ikke til stede for at kunne mærke det mere. Ikke et skrig kom fra hende. Ikke engang et smertefuldt støn. Ikke en klagende lyd. Hun var helt væk. Øjnene lukket blidt i. Og hendes ansigtsudtryk virkede så fredsfyldt, som var hun faldet i søvn. Læberne var svagt skilt fra hinanden, og hendes rolige vejrtrækninger afslørede at hun endnu ikke var et tomt hylster. Så yndig hun dog så ud. Helt kludret. Så smuk hun var, når hendes krop slappede helt af. Armene var helt slappe, og hun var faldet helt ned i vaskens åbning. Det samme var benene. Hun lignede nærmest en slatten dukke.

Hun åbnede roligt øjnene op. Og med det samme kunne hun mærke vinden i sit lange hår. Og imod sin hud. Imod sin krop. Sin nøgne krop. Men hun frøs ikke. Det var blot behageligt. Så dejligt. Det var lige tilpas. Langsomt begyndte et landskab at forme sig for øjnene af hende. Hun følte græsset under sine tær, og blomster tittede frem på den store eng, der pludselig var blevet skabt. Himlen vidste det sidste lys fra solens gang ned og skyerne fik det skønne skær. Lyden af vinden der blæste sig gennem det høje græs, og træerne i horisonten, var som sød musik i hendes øre. Hun kunne ikke andet end at slappe helt af. Et smil fandt endda sin vej frem på hendes bløde læber. Hun følte ingen smerte. Det var sådan en befrielse.
Lidt efter lidt satte hun i løb. Med en latter fremme, løb hun igennem engen, med sine hænder der kærtegnede så meget som muligt. Det virkede så virkeligt. Måske havde alt andet været en drøm, og dette var virkeligheden. Men lige som hun havde haft den tanke i hovedet syntes alt at blive gråligt. Vinden stoppede. Helt. Kulden begyndte at kravle ind på hende. Sammen med varmen. Hun kiggede panisk omkring sig. Alt begyndte at visne. Blev ætset væk. Efterlod hun skadet jord. Og så hende. Hende alene. Helt alene.

Han stirrede på hendes fine lille dukkefjæs. Ak hvor uskyldig hun så ud, på trods af hendes beskidte minder, der var indgraveret nærmest overalt på den bløde krop. Han lod sin ene hånd glide op af hendes runde lår, varmen fra indersiden var bemærkelsesværdig. Hans øjne fulgte fingrene, som de blev mere og mere begravet i det fyldige kød, dækket til af skindet. Den anden hånd lå på panden, for hvor satan hvor det dunkede! Godt nok var der tale om tyk kranie, men det var nær gået galt, selv for ham. 

Han sniffede kort til hendes hår, lænede sig simpelthen frem, og lod næsen lave dybe trækninger ind og ud. Partiklerne fløj rundt, lod ham smage den friske lugt af natur og shampoo, der lå som en harmonisk blanding imellem - måtte have været et parfumesvagt produkt, skånsomt for omgivelserne. Siden den faldt i med hendes naturlige kropslugt - sikke en delikat form for sved, hun kunne producere, selv i søvne. 

En klam følelse var at mærke ved skulderen, og han lod blikket falde på spejlet. Hvor interessant et perspektiv der faldt ham på. Det vilde hår, der strittede en anelse til siderne. De glansfulde øjne, der nærmest havde mistet en smule af deres hyperaktive puls, skiftet ud med en dæmpet, nærmest værre sindssyge. Men det var sikkert bare midlertidigt. 
Der var også blodet fra Amelias månedlige kvindebesøg, der sikrede ingen uventet graviditet for denne gang. Det lå som søjler, gik ind over hinanden, skabte et besynderligt mønster; nærmest som et farvet edderkoppespind. Det skinnede endda lige så, hvis spindet havde været udsat for vanddråber af den milde slags. En enkelt sort negl prikkede til en vildfaren dråbe blod. Det var virkelig noget specielt for ham at se sig selv i et spejl igen. Omringet af sin egen natur. Vildledt af den. Fascineret af sit eget.. Mesterværk. 

Men efter ti minutters tid med en nærmest sofistikeret, dog stadig lettere makaber tankegang, lod han først hendes arme svinge over den ene skulder af hans. Efterfulgt af brysterne, der let strejfede skulderen således, før hun hang halvt over ham, med siden op af hans nakke. Han måtte puste et par gange for at fjerne noget af det løbske hår, der havde fanget sig selv imellem hans læber. Hvilket afgav en kildende og ret så irritabel følelse. 
Låsen blev klikket løs, døren åbnet med en nærmest morbid stilhed, idet han sjoskede sin vej hen til sofaen. Pigens bræk fra køkkengulvet og menstruationelle blod på badeværelset havde klasket sig sammen på det nederste af hans bukser, så de var en smule klistrende. Dryppede stadig en forunderlig blanding af grøn-hvid og mørkerødt. 

Pigebarnet blev nærmest kastet brutalt ned på halvsengen, men faldt heldigvis ikke ned - selvom hun sikkert ikke var blevet løftet tilbage i sofaen alligevel, hvis uheldet var ude. Så megen medlidenhed kunne Grin ikke frembringe; og da slet ikke på én dag.
Han ledte hele huset igennem, fra top til bund, og blev egentlig overrasket over hvor længe pigebarnet kunne holde sig besvimet. Ikke engang tumulten med at blive kastet havde rykket hende ud af søvnen - men så svag overfor fysiske angreb var hun vel engang. En af de større grunde til hans voksende affektion for hende. Hvor let hun blev domineret under pres. 

Det tog faktisk dejligt lang tid, men efter en lille times tid, var alt gjort klar og sat parat. En fiks, rimelig stor krog, der var blevet hamret ind i loftet - midt i stuen, hvor alt var blevet flyttet væk. Udover den stol, han sad på. Amelia selv lå stadig på sengen, skubbet helt ind til en af de mange vægge. Med vatrundeller i ørene, så han var helt sikker på, at de mange hamrende slag ikke ville banke hende ud af den tunge søvn. Man kunne jo aldrig være for sikker om det kunne ske.

Da bandt han hende til. Arme, ben, bryster, stadig dryppende, lidt for fristende skede.. Ballerne, ryggen og maven. Det eneste bevægelige ville nærmest var nakken og hovedet. Ja. Hun var sgu nøgen, imens rebbene langsomt strammedes, ville senere han skrabe de mange steders bare hud - især hvis hendes plan ville være at kæmpe for at komme fri. Hvilket med disse knuder, ville være ret usandsynligt. 

Men nu var den sidste del af planen færdig. Hun hang, som en slagtet gris, med hovedet nedaf. Ansigt, babser og fjams fremvist for ham. Han trykkede let til hendes side, så hun svang sig et par cirkler, inden han atter standsede hendes viljefratagede krop. 
Nu manglede hun bare at vågne op.

//Mange vil se det her som OP og God-Mode, fordi hun intet kan gøre for at stå imod. Men jeg har aftalt dette med Amelias skaber, så hun ved godt at dette sker - at Amelia vil være bundet, ude af stand til at gøre en pind for sig selv. Bare så i ved, at jeg ikke er gået over strengen med fratage hendes fri vilje. Som sagt; det er allerede planlagt imellem os. ^^//

Det groteske landskab begyndte med det samme at forsvinde, og alt om hende blev mørkt. Ikke en ting hendes hjerne rigtig nåede at registrere, eftersom den langsomt var på sin vej til at vågne op. Sammen med alle de andre dele der udgjorde den lille uskyldige skikkelse. Hendes ansigtsudtryk udviste utilfredshed. Klemte øjne, svage mumlende lyde og små fine panderynker, der knap kunne ses på hendes søde ansigt. Det dunkede gevaldigt i hendes hoved. Som om hun havde fået opsat en jernhjelm, og en eller anden stod og bankede løs på den. Som om hendes hoved var blevet en stor brummende bas. Og ikke nok med det, men smerten der kom længere nede af hendes krop, begyndte samtidig at dunke af ren og sker eftersmerte. Ikke underligt, når man tænkte på alle de nerver der samlede sig lige netop om det ømme sted. Langsomt blev hendes øjne åbnet. Hun virkede helt døsig endnu, og hendes syn havde svært ved at fokusere ordentligt imod den person, der så fint stod ved hende. Hun behøvede ikke engang at tænke tilbage, det ville blot gøre mere ondt. Hun vidste jo allerede, hvem det var. Hun gibbede med øjnene et øjeblik. Ikke fordi det var specielt skarpt, men det var stadig noget andet. Og slaget i baghovedet, plus panden, havde taget sine effekter på hendes syn. Bare de første sekunder af hendes vågne tilstand. ”Huh?” lød det svagt fra hende, inden hun endelig lagde mærke til, hvad det faktisk var der var galt. Hun forstod nu, hvorfor hendes hår ikke lå omkring skuldrene og kildede ryggen. Hun forstod nu, hvorfor små dråber, der sikker var blod fra både hendes skede og de dybe neglemærker han havde lavet, gled op af hendes overkrop imod hendes hoved. Og hun forstod, hvorfor det hele vendte den forkerte vej. Den eneste forklaring, var blot det at hun selv var blevet vendt på hovedet. Og så følte hun rebene.
Hun kunne ikke bevæge sig. Hendes arme var blevet strammet godt ind imod hendes krop, og benene imod hinanden. Gjorde ikke noget godt ved smerten der lå imellem dem. Hun spærrede hurtigt øjnene op, men et pinefuldt støn samt udbrød kom også med i sammenhængen. Afslørede hende i hvert fald, hvis han havde været dum nok til ikke at opdage det med det samme. At hun nu var væk fra drømmeland. Med det samme prøvede hun at få bevægelse i sin krop igen. Vrikkede sine hænder frem og tilbage. Men intet syntes at virke. Hun sad fast. Og ikke nok med det. Det begyndte hurtigt at svig. ”Let me go!” råbte hun op. Hendes stemme var tydeligvis blevet en hel del mere hæs, på grund af både skrig og opkast. Hele hendes krop stivnede, idet hun følte hans kolde læber imod sit lår. Selvom han havde været der nede omkring før, betød det ikke at ubehagen ville være anderledes, jo flere gange han gjorde det. Tæerne krummede sig, og øjnene hurtigt lukket i, mens tænderne blev bidt sammen. Blot for et øjeblik inden hun igen åbnede munden.

”Let me…” Mere nåede hun ikke rigtig at få frem, inden tungekraften tvang hende imod gulvet. Et skrig fyldte lokalet, efterfulgt af et højlydt bump. Hun blev liggende lidt. Rystende af skræk. Trods der ikke havde været specielt langt til gulvet, havde det alligevel skræmt hende. Puden var kommet bag på hende, og det var den eneste ting hun var fuldkommen taknemmelig for i øjeblikket. Tårer fandt igen sin vej ud af hendes smukke øjne. Faldt ned over hendes krop, sammen med en gråd. Alt sammen på grund af forskrækkelsen. Samtidig kunne man også høre på hende, hvordan hun virkelig prøvede at sluge den i sig igen. Særligt i det øjeblik hun atter bevægede på sig. Det lykkedes hende at komme op at sidde på sine knæ, kun på grund af hendes smidige krops bygning. Hun bumpede der efter ned på røven igen, og ved hjælp af de samlede ben, skubbede hun sig ellers længere og længere væk fra Karon. Endelig med blikket rettet imod ham. Hvor så hun dog bare ynkelig ud. Fremvist på sådan en måde som nu. Våde kinder. Blå pande. Uglet hår. Og bævrende kæbe. Og selvfølgelig blev hun stoppet af et af de møbler, der var blevet fjernet fra midten af stuen. Det lignede endda at et chok gik gennem hendes krop, som hun ramlede ind i det med ryggen. ”Stop. Dette er blot et mareridt. Jeg vil….Jeg vil vågne op….” sad hun nu og mumlede hviskende til sig selv. Prøvede at bilde sig selv ting ind, der umuligt kunne være sande. Men det var en smule beroligende. Trods det var falsk indbildning.

Så snart hun var skåret fri af det stykke reb, der holdt hende bundet til loftet, stirrede han kedsommeligt imod den store slagterkniv i venstre hånd. Han kastede den op i luften, så hvordan den spandt masser af cirkler, før den stak sig sin vej ned i gulvets kød - få centimeter fra hans blottede tæer. Grin trådte hen over den, nærmede sig tøsebarnet, der havde været adræt nok til at være fri nok til i det mindste at skubbe sin krop hen af den glatte overflade.

Hun så virkelig staklet ud, som en rotte, trængt op i en fin lille krog. Men denne rotte havde således været udsat for angreb, mentale og fysiske, inden den var blevet bundet ind i et par harske, ikke så blide reb. Men det blev da endelig skåret løs igen. Eller rettere sagt, var det kun dens bette hænder, der fik æren af at kunne bevæge sig frit igen. 

Grin tvang sine fingre ind i hendes, flettede dem sammen af styrke, inden han løftede hende op at stå. Det ville se akavet ud for hende, for hendes ben klemte stadig imod hinanden, fik hende til at ligne en ballerina med svagt krydsede lårbasser. 
Han snurrede Amelia den kære rundt en enkelt gang, for at tvinge hende bagud, så han kunne gribe hendes ryg med den anden hånd. Den første, stadig filtret ind i hendes fingre, lå over Amelias hoved - strakte hendes arme helt ud. 

"You are such a loooovely dancer~"

Han rykkede hende fremad igen, så hun stod trygt på fødderne igen. Han slikkede hendes kind, fjernede en enkelt hårtot fra hendes øjenbryn, og snurrede hende atter rundt et par omgange - leende. 

"You put me in a spin, darling~"

Han standsede hende atter med sin fod, idet han kiggede ned, og så at hendes egne fødder var centimeter fra slagterkniven, som stadig lå pløkket ned i jorden. Men det meste af stålet var stadig fremvist, og kunne have forårsaget et godt ar eller to. 
Langsomt, nærmest koncentreret, skubbede han langsomt hendes fødder tættere på kniven og dens tynde, kødskærende blad af stål. For hvert skub, var to af hendes tæer en hel del mere i fare for at blive skilt længere væk fra hinanden. 
Og så stoppede han. Med blikket på Amelia; afventede hendes reaktion.

Amelia følte sig hurtigt dårligt tilpas. Hun havde aldrig været en fan af den form for dans, han tvang hende med i. Alle de drejninger hen over gulvet, gjorde hende i hvert fald svimmel på nul komma fem. Plus lå der stadig bakterier i hendes krop. Mave. Arme. Ben. Hoved. Det var ved at sprede sig med mega fart. Og det hun havde brug for mest af alt, var bare at ligge på sofaen med et tæppe over sig og have ondt af sig selv på grund af sygdommen, der var kommet sammen med noget hun havde spist. Der var ingen tvivl om, hvad der var sket med hende, som gjorde hende så svag. Hvis man så bort fra alt det andet hun havde været heldig at blive udsat for denne aften. Hvor længe havde dette overhoved stået på?? Det føltes som mange, mange timer allerede.

Da han endelig stoppede med at dreje hende omkring, faldt hun automatisk ind imod ham. Mest fordi hun ikke rigtig kunne finde hoved eller hale i den nu ret forvirrende tilværelse, hun var i. Det hele snurrede rundt. Hun følte sin pande lande imod hans bløde brystkasse, blødere en gulvet og så meget andet hun havde følt med sin pande indtil nu. Øjnene lukkede, og hun prøvede virkelig at få styr på sit hoved som endnu dunkede på livet løs. ”Stop…” Man kunne næsten ikke høre hendes stemme. Det var lidt som om den forsvandt inden hun gjorde ordet færdigt.
Hun kunne mærke hvordan hun igen blev drejet om. Blot en halv omgang denne gang. Hun kunne mærke hans hænder der skubbede hende omkring skuldrene. Men det var først som hun fik rettet de kønne øjne imod gulvet, at hun faktisk vågnede ordentligt op. De blev selvfølgelig spærret en del op, og hælene blev sat ned i brædderne, for at stoppe hende for at komme tættere på knivens skarpe blad. Og trods han allerede havde stoppet, lige i tide, var hendes vejrtrækninger en del paniske. Hendes brystkasse hævede og sank markant, og man kunne svagt høre åndedragene som de blev lavet.
Hendes blik blev rettet fra kniven på gulvet, til hen over skulderen imod Karon bag sig. Med de store dådyr øjne så hun bedende imod ham. Hun behøvede ikke engang sige noget, for at han skulle forstå. Hendes krop ville ikke stoppe med at ryste, og hun prøvede diskret at fjerne sin fod ud af farezonen. Endte blot med at det skarpe blad lavede et ganske lille snit på siden af hendes storetå. Som et papirsnit. Selv lagde hun ikke specielt meget mærke til det, eftersom hendes krop stadig var stivnet imod hans groteske ansigt. Et lille snit var intet i forhold til det hun så i hans øjne. Og hvad han allerede havde udsat hende for.

Der blev snuset godt ind, de mange forfriskende partikler fra hendes tykke hårmanke øgede kun hans adrenalin-rus den smule mere. Rystende på hovedet trykkede han den kære Amelia tættere på eget bryst, selvom fødderne stadig lå en cemtimeter fra bladets hungrende kant, der næsten kunne smage kødet imellem sin skinnende krop.

Grin løftede med sit brede smil det ene øjenbryn, og stirrede med en grotesk lidenskab på tøsebarnet, imens han endnu holdt fast i de fine hænder af hendes. Der var ingen tvivl om at flammen fra før, den der styrede hans sindssyge valg, endnu engang havde slugt sig en stor omgang kreativ klat benzin. 

"Oh.."

Han rystede atter på hovedet, så en del af håret faldt indover hans ansigt, bare for at øge den intense effekt hans udtryk afgav.

"Stop you say? What a party-pooper you can be!"

Han trak hovedet tilbage, lo af sine lungers fulde kræft, svang tøsebarnet lidt rundt. Heldigt for hende, var det svagt bagud, så hun endelig ville kunne sukke lettet op. Knivspidsen var ikke længere, for nu, en trussel. 
Grin slap sig tag på Amelia, imens hun stadig ville spinde hjælpeløst rundt; hvilket hun nu kunne vælge at stoppe af egen vilje. 

Han tog et par skridt til siden, og rokkede med større kraft kniven op fra det spidede gulv. Et par splinter fulgte med, men måtte søge tilbage til gulvet, idet tyngdekraften var stærkere end som så. 

Fingrene strøg igennem den tykke, krybbeboede manke af Grins, idet han svagt lod kinden gå til siden; så Amelia sikkert ville kunne beskue hans ene øjne, svagt dækket af en enkelt skygge fra en vild pandehårstot, der dykkede ned foran hans smalle næse. 

"It is time that we call after some fun. You know. The world is going to love us! Or atleast me.. Huhuhuuu!~"

Grin hoppede nærmest dyrisk hen til den lettere gammeldags telefon, der var slet skjult bag en skål med et par frugter. Han lod stadig kniven svinge rundt i luften, idet han tastede på de mange nummererede knapper, med samme hånd som bar det aflange telefonrør. 
Underligt nok kendte han nummeret til den mest upopulære tv-station, der sjældent viste sande historier. Men denne gang skulle de nok få en, der var lige så sand, som grufuld.
- Han lod til nærmest at ignorere den kære Amelia, imens han lyttede til den uvante lyd af telefonen, der lod sig melde, at den havde registreret hans tasten på de mange knapper.

Amelia blev overraskende hurtigt svimmel af de omdrejninger han tvang hendes krop til at lave. Hun prøvede desperat at holde sig oprejst, men endte nu alligevel med at danse på tæerne, hvorefter hun blot faldt til gulvet. Hårdt imod brædderne, med skulderen først. Selvfølgelig kom der da et mindre klunk fra hende, og hun bed da virkelig til pludselig smerte i sig. Den ville nok gå væk efter noget tid, men lige nu var den da i hvert fald på sit højeste. Hun krøllede sig igen sammen i fosterstilling. Hendes underbevidsthed troede vel stadig at hun var mere tryg jo mindre hun var. Måske ville hun endda ende med at forsvinde, hvis hun da var heldig nok. Hvilket hun tydeligvis ikke var. Hun var aldrig heldig nok til at slippe for både ydmygelse og pinsler. Det måtte hun da få ind i sit hoved. Hun var bare ikke skabt til at færdes iblandt andre. Og da slet ikke Di Morga. Her var ingen i sikkerhed.

Forsigtigt bevægede den lille aspara igen på sig. Udstrakte sig lidt og lænedes nakken helt tilbage, så hun kunne se hvad Karon havde gang i. Hun havde kun hørt hans bevægelser og de små lyde der var kommet fra hans område. Hun blev dog ret undrende over, hvad han lavede med telefonen. Det virkede så malplaceret til situationen. Selv lå hun som et eller andet sex offer, bundet på den ene og anden måde, og han lignede pludselig en der var klar til at føre en spændende samtale om ingenting med en eller anden bekendt. Dog lå spændingen stadig tykt i lokalet. Gjorde hende mere og mere urolig. Hun kendte ham allerede godt nok til at vide, at han ikke bare ringede efter pizza. Og smilet der sad på hans læber og i hans dyriske øjne, fortalte hende at det heller ikke blot var en taxa hjem. ”Nnh…” lød det fra hende, som hun forsøgte at slange sig i en bedre position inden der ellers kom ordenlige ord frem; ”Hvem.. Hvad.. Hvem ringer du..til?” Man kunne virkelig høre frygten blande sig med den tidligere gråd. Lige mixet sammen med udmattelsen. Hun var virkelig ved at være træt. Ikke sådan at hun ville kunne lægge sig til at sove, hvilket hun nok aldrig ville kunne gøre hvis hun overlevede dette, men mest fordi al hendes energi var ved at være brugt op. Hun hostede kort, inden de uskyldige store brune øjne atter landede imod varulven.
Alt imens hun kommunikerede med Karon, havde hendes hænder været på arbejde. Efter noget tids hiven og sliden, synes grebet om hendes hænder at være en hel del mere læse. Rebene var ikke mere omkring dem, men de sveg som bare pokker. Det havde ikke været helt gratis at få sine hænder fri igen. Der var røde og blå remme omkring hendes ømme håndled, og spor af afslebet hud. De dunkede samtidig også svagt. Dog forholdt hun dem på ryggen. Ville helst ikke have at hun blev opdaget med det samme.

Det var en ung, kvindelig stemme, der endelig meldte fra sig; Grin havde endelig fået kontakt til tv-stationen, som ønsket i første omgang. Hun lød rolig, nærmest mekanisk, da hun sagde: "Goddag Ma'am eller Sir. Hvad kan jeg hjælpe dem med?" på flydende fransk. Selv for almindelige mennesker var det tydeligt at høre hvor grusomt hun kedede sig over sit job, der sjældent bragte sande katastrofer eller nyheder af nogen slags for den sags skyld. Grin kyssede telefonen, vrikkede sin finger rundt om telefonens ledning, idet den ikke var trådløs. Hans øjne strålede af nyfunden lykke, selvom den kun lige var begyndt at vise sig.
Han svarede med en slesk, nærmest slange-agtig rislende toneleje, dog på engelsk. Rystede svagt sin numse, i et forsøg på at være nuttet, selvom kun Amelia ville være i stand til at se det.

"I have a murder to show the world.. How fast can you be at the wooden house, in the middle of the local forest?.."

Pigen tog sig god tid til at svare, men Grin kunne uden tvivl høre hvordan hendes gummer torturerede det lille stykke tyggegummi, hun af kedsomhed havde proppet sig med. Endelig lod det til at hun kunne mostre et spørgsmål, der virkede en del mere nervøs i tonen, end før.
"Tager du gas på mig..? Vi har altså ikke tid til den slags tåbelige vittigheder! Har du en ægte nyhed, eller skal jeg skifte til næste kunde?" 

Grin rystede på hovedet, lagde telefonen på bordet; men på ryggen, så alle fremtidige lyde var at høre. Bevægede sig med rolige, og alligevel rystende bevægelser hen til den kære Amelia. 
Med et hurtigt ryk, der skød det lange pandehår frem, greb han fat i hendes overarm; til hans overraskelse var den fri, og lod hele armen komme frem af sit skjul. Men det gjorde ham hverken vred eller ked af det.. Faktisk begyndte han at le, med et nærmest dyrisk smil i læber og øjne; han var virkelig ved at nå sin psykiske grænse. Morskaben ved Amelia var ved at skubbe ham længere ind i vanviddet, end det var sket før med andre ofre. Hvor besynderligt det end lød.

Uden at sige så meget som en lyd, hvis Amelia ikke havde kræfterne tilbage til at stå imod, ville han trække hendes hånd helt op til munden, lave et sidste grin, inden de skarpe tænder ville lukke sig sammen om tøsebarnets lillefinger.
I sidste ende ville den ryge af ved det første, yderste led. Helt. Af.

Man ville næsten kunne mærke frygten der sprang på hende, omklamrede sig til hende som en slange og strammede godt til, idet hun hørte hans lyde, der blev til ord, der blev til en forstående sætning. Et mord? Havde han i sinde at dræbe hende. Vise det frem? Skulle hun ydmyges yderligere. Det eneste der kom frem i hovedet, var hendes døde krop, sprættet op på gulvet, med et kamera stykket rette direkte imod hende, som var hun blot en sølle dukke, eller en statisk fra en krimiserie. Hun havde brat stoppet sin kæmpen med at få finde hænder helt fri. Hun havde stoppet med alt. Stoppet med at trække vejret, holdt det inde. Hun blinkede ikke engang. Bevægede sig ikke det mindste. Stirrede blot imod Karon der roligt lagde røret ned og nærmede sig hendes placering. Med hans sultne blik rettet imod hende. Denne gang var hun for bange til at knække den gruopvækkende øjenkontakt der opstod. Hun turde i sandhed ikke at se væk, til trods for at hun ikke ønskede at se hvad der ville ske efterfølgende.

”Arh!” udbrød hun automatisk, som hun blev revet op imod ham. Op på benene. Eller halvt. Hun kunne mærke hvordan hendes arm blev strakt helt ud, så senerne smertede en smule. Tvang hende selv til at bruge lidt kræfter for at stå på. Hun fortrød at hun ikke havde haft opmærksomheden fuldt på hvad han havde gang i. Det var først da hun kunne føle hans varme ånde imod hendes hånd, imod hendes finger. Hun nåede knap nok at få spærret de smukke brune øjne op, og set skrækslagen imod ham, inden hun for anden gang, siden hun var stødt på ham, følte hans tænder grave sig ned i hendes sarte kød. Brød gennem de mange lag af blødt hud, og langsomt videre gennem hendes muskler. Sener. Nerver. Og til sidst gennem knoglen. Marven. Hun kunne mærke det hele. Selvom smerten var utænkelig, skar knækket igennem hendes krop. Hun skreg så højt, at det ville være umuligt at ikke høre det, hvis man var i nærheden af hendes hus. Det var ikke samme smerte som hans tidligere bid, men skrigene kunne sagtens minde om hinanden. Skingert. Hjælpeløst. Og frem for alt, ville ingen kunne frembringe en falsk udgave af det.

Tårer trillede ukontrolleret ned over hendes røde kinder, som hun faldt pladask imod gulvet igen. Gråden sad hæst i hendes stemme, og hun nænnede ikke at bevæge sig. Hendes hånd dunkede. Hendes hoved pressede sig sammen for at give hende hovedpine. Hun var svimmel. Hun var træt. Hun var bange. Men hun var ikke selv knækket. Hun havde stadig en smule fokus tilbage. Hvilket blot gjorde hendes oplevelse så meget værre. Hendes hænder lå hvilende imod brædderne, som hun lå på siden. Hun så imod sin stakkels hånd, der havde fået samme behandling som den anden. Udover at denne gang var han ikke blevet stoppet. Hun observerede tåget, hvordan det blødte gevaldigt fra hendes afbidte lillefinger. Hvordan der samlede sig en lille pøl af hendes røde blod, som efter hendes mening, havde været vidt alt for tit. Hendes vejrtrækninger var tunge og blev en smule ujævne på grund af gråden, men ellers sagde hun ikke rigtig noget.

Igen blev telefonen løftet, imens den hageblodige Grin legede med Amelias lillefinger med sine forreste tænder. Han lod røret vugge tæt imod hans øre, fik et enkelt hår til at sitre ned af huden, gav en dejligt sitrende fornemmelse. Den var dog hurtigt væk igen, da han endelig lagde mærke til kvindens tunge åndedræt; tydeligvis panisk over hvad hun havde lyttet med til. Senere hen ville skyldfølelsen skylle ind over hende, få hende til at føle sig som den, der var grunden til at den skrigende pige nu mistede et eller andet; lyden af hud der revnede, knogler der slap fri og kødet, der flænsede over i to var brændt helt ind i den dybeste del af talskvindens hukommelse og hjerte. Umuligt at fjerne igen. 

Grin slikkede den hudløse del af fingeren, tog den endelig ud med sine frie egne fingre, og begyndte at snakke til kvinden, uden nogen form for skam i sin gyseligt rolige stemme.

"Did it sound like a joke? If you still think so.. I can just do it again. Harder this time? Hehehe.. But you don't want this poor little girl to suffer more because of you, right..?"

Hun var tavs, Grin kunne nærmest høre hendes hjerne knirke og knage af tanker, inden han med sit salige blik stirrede imod loftet med et næsten helt fjollet smil. Hans fingre trommede yndefuldt imod den matte overflade af telefonens. 

"Or maybe.. You enjoy the sound of a suffering kid, feeling how her fingers gets torn off, bit by bit..?"

Og så hørte han det, der var blevet ønsket af hende. Hun havde tabt røret, man kunne høre hendes tunge skridt i et hastigt tempo, og hvordan en masse mennesker prøvede at berolige hende. Få kvindemennesket til at stoppe sin gråd, og fortælle dem, hvad der var sket.
- Imens kaosset lød på, ignorerede han endnu Amelia. Hvis hun havde lyst, kunne hun prøve at stikke af, selvom han ikke regnede med det. Hun ville sikkert gerne have sit lillefingerled igen, hvis han da ikke endte med at sluge den først.
Håbet for at det ikke skete, var der dog endnu.

Amelia så da virkelig ynkelig ud nu. Små blodansamlinger kunne svagt anes i kanterne på de steder rebet virkelig strammede sig ind omkring hendes sarte krop, der dog virkede smuk. Den skønne glød der havde været om den, var dog ved at forsvinde så småt. Ikke underligt. Overhoved. En hver der blev ført gennem et helvede på jorden, ville ikke ligefrem ligne en gudinde bagefter. Lige meget hvor stærkt ens mentale var. Hun var et sted glad for at hun endnu var vågen. Der skulle mere til at få hende til at besvime. Så kunne hun på sin vis være sikker på han ikke dræbte hende i sin søvn. Eller værre ting. Men samtidig ville hun ønske hun var kunne lukke øjnene, forsvinde ind i sig selv. Og forblive der til det hele var overstået. Det var nu ikke helt den plan hendes hjerne havde. Det var som om den var i ledtog med Karon. Holdt hende vågen, lige meget hvor træt og udmattet hun var.
Hun prøvede at lukke lyden af varulvens stemme ude. Den lod ikke mere end som en summen nu. Hun havde kommet ind i sin egen kapsel for et øjeblik. Hun så ret tåget ud, i det ellers så skinnende brune øjne. Forsigtigt prøvede hun at bevæge de fingre der ikke var blevet bidt halvt af. Endnu. Det gjorde helveds ondt, men det var som om smerten var tidligere havde bedøvet hende. Så hun følte ikke rigtig andet end besværet. Tårer faldt endnu fra hendes øjne, hver eneste gang hun blinkede. Tunge dråber af salt vand, der havde været i produktion i hendes krop. Utroligt de stadig kom frem. Hun var ellers ret sikker på hun var ret dehydreret i øjeblikket. Hendes mund var i hvert fald enormt tør, efter som hun havde trukket de grådfuldte vejtrækninger gennem den. Efter at have sit sine fingerspidser bøje sig meget langsomt i et øjeblik, begyndte hun at folde sig mere og mere sammen. Kom længere ind i en fosterstilling. Øjnene blev lukket i, og hendes tænder bidt sammen, som forsøgte hun at holde en mere lydhørt gråd inde. Som var det først nu gået op for hende, hvad der var sket. Hendes skulder rystede voldsomt. Og hvis man følte på hende, ville man kunne mærke hende sitre. Tæerne blev krummet hårdt sammen, og fødderne blev bukket i en lige linje med benene. Ganske forsigtigt blev hendes hænder ført ned til anklerne, som knæene nu var presset helt ind imod hendes bare barm. Ingen BH der kunne gøre overfladen hårdere, så hun kunne næsten folde sig en del mere sammen.
Med rystende hænder, begyndte hun endelig at gå i krig med den kludrede knude. Hun kunne sagtens mærke hvordan huden om hendes anker havde været blevet beskadet på grund af rebet. Men som alt andet var smerten ikke rigtig til stede, som hun kæmpede for at binde sig selv fri. Men hendes svage fingre syntes konstant at ikke kunne få et ordentligt tag.

Det var bare en flygtig tanke, og alligevel ville den få stor betydning for alt. Hvorfor han gjorde det, kunne kun en med hans forstand sætte finger på, og endnu havde han aldrig mødt en ligemand. Der var mange forskellige psykopater med deres egen rang i den forskruede orden, men Grin havde aldrig mødt en mand eller kvinde, i stand til at klare de samme mængder af mentalt bræk. 

Det tog lidt tid, telefonen var atter med kroppen imod bordfladen, imens Grin ledte efter de perfekte midler til hans plan. Den var så uhyre simpel, og alligevel ville det muligvis fremkalde et skrig eller to, fra de kommende kamera-mennesker, der om kort tid ville smadre døren ind. Selvom den ikke engang var låst.
Men endelig så han dem, i en lille kommodeskuffe, var en flot designet boks. Han lod sine fingre snitte overfladen, så på den med en betænksom mine, der slet ikke passede ind med det makabre smil, de dansende øjne og blodet omkring munden og ved fingrene, der stadig holdt fast i fingerleddet af Amelias. 

Han tog fat i boksen, og nærmest hoppede galant hen til pigebarnet igen. Hun så ynkelig ud, mere end før. Men også delikat, idet blodet fra hendes finger og andre sår lod til at tegne kroppen med rødt. Grin lagde kassen og fingerleddet ved siden af telefonen; de skulle ikke bruges endnu. Men så var de klar til det.

"Hmhmm.. Mmmmh.. I wanted to wait.. Yes yes.. To another time.. But.. You are so.. Delicious to look at.. Yes.... Right now.. Mhmhmm.."

Grin lænede sig frem, satte sig på knæ, og hev fat i det lange, silkebløde hår. Filtret, og alligevel med en vis blød elegance. Hun var virkelig ikke helt menneskelig, udseendemæssigt set. Han tog en stor slurk af hendes lugt, fik den lille Grin til at vrikke tilfredst. Blodet fik ham til at blive helt confus, på en lysten måde. Han ønskede at flå hende i stykker med sin egen forlængelse af kroppen. Se blodet fosse dernede fra også, uden at bruge en skarp genstand. Lave rifter i huden på ryggen, åbne sår, der ville skulle sys. Bidemærker på halsen; langsomme til at heale igen. Ja.. Han havde lyst til at voldtage den bette Amelia, selvom der snart ville være et live show til at bevise, at han havde gjort det. Men hvornår havde det sidst stoppet Grin? Politiet kendte allerede hans ansigt, hans krop, hans vanvittige påfund. Og hans evne til at slippe væk eller forsvinde i rette tid.

Grin var ikke impotent, men han blev næsten helt overrasket, da han lagde mærke til den store bule i bukserne. Normal størrelse, ekstra tykkelse. Han var simpelthen blevet liderlig, og endda efter en bette tøs som hende; normalt var Grin mest til de mere feminine af former, men han kunne godt lave en undtagelse denne gang. Især denne gang.

Han hev hende imod sig selv med den ene hånd, der stadig havde fat i hendes manke, og den anden, der var let dækket til af hendes blod, trykkede sig brutalt imod pigens, før penetrerede klitoris; det ville sikkert gøre en hel del ondt, da den på ingen måde kunne være healet; den var blevet dobbelt så stor som normalt, af det hul, han havde forårsaget med sin spidse tand. 
Grin lagde sin kind imod hendes med sit sædvanlige smil, og hvis hun hørte det på trods af egen stemme, ville hans hvisken være sød og klam på samme tid.

"We still have time to fuck.. You haven't tried real pain yet, honey. Not yeeeet~"

Amelia blev forskrækket i det hun pludselig kunne mærke noget gribe fat i hendes lange hår. Hev i det. Gjorde den ellers i forvejen ømme hovedbund mere øm. Tvang små pivende lyde ud af hende. Og tvang hende til at stoppe sit knap så gode arbejde med at få sig selv fri. Hendes krop virkede som gummi for hende selv. Hun var så let og lille, at han uden problemer kunne rykke rundt på hende, som han nu engang ville. Som en dukke. Ja. Hun var ikke andet end en dukke. Ikke blot for ham. Men for alle. Folk så sikkert ikke på hende som andet en det. En dukkeskikkelse, de kunne gøre med hvad de ønskede. En køn pige der ikke kunne give nok modstand til at komme ud af situationer som disse. Det eneste der endnu gjorde afstanden til at gøre hende en sand dukke, var hendes bedende ord, dybe øjne og hjælpeløse skrig efter hjælp.

Endnu et skrig lød fra hende, som smerten blev genfundet. Et noget halvkvalt en af slagsen. Øjnene var stadig klem umådelig hårdt i, og hendes hoved blev bøjet en del forover, til hendes pande kvilede imod hans skulder. Kæmpede. Hendes ene, ikke skadede hånd, var sat fladt imod gulvet, mens den anden var løftet en smule, for ikke at gøre den dunkende smerte værre. Det var som om hele hendes krop gjorde ondt. Så helveds ondt. Men samtidig var det på forskellige stadier, og forvirrede hendes kropslige system. Gjorde oplevelsen så meget værre.
Man kunne sagtens mærke hvordan hele hendes krop spændt i det hans stemme atter nåede hendes øre. Og hendes hjerne forstod hans ord. Øjnene blev spærret op. Stirrede imod gulvet, til hun langsomt hævede hovedet igen. Stirrede direkte ind i hans sultne øjne. Fortalte ham at hun vidste hvad der snart skulle foregå. Som var hun så dejlig bekendt ved det. Og tydeligvis virkede hun ikke det mindste glad omkring det. ”Nej..” pev hun ganske sagt med den lettere hæse stemme, imens hun svagt rystede på hovedet. Ganske langsomt. Tårene samlede sig allerede i store grupper. Og hendes ansigt blev en et par toner blegere end der ellers var i forvejen. Den ellers så fine glød hun havde i sine kinder var komplet forsvundet nu. Med ingen spor af at den overhoved havde været der. Hun havde besvær med at sunke den store slimmede klump af spyt der havde samlet sig af nervøsitet og træk vejret som stod han med en kniv imod hendes strube. ”Nej…”

Pupillerne forstørredes af det begær, der sydede igennem hans veltrænede krop, hvis muskler pumpede anspændt. Den mørke farve pulserede som en ubetynget livsenergi, farvet alt efter hvordan følelserne løb igennem; hvilke der dominerede. 
Smilet var tydeligt som altid, de misfarvede tænder skinnede mat fra det blide loftlys og tungen så ud til at nyde at skulle fugte de aflange, lettere sprukne, postkasserøde læber. Men sådan så han næsten altid ud; så det burde næsten ikke skræmme hende mere, end den hånd, der løftede sig langsomt fra hendes klitoris af - kun for at lave en pludselig bevægelse, en lussing, placeret midt på den følsomme skede af hendes; kræfterne ikke holdt tilbage. Lyden af flæsk, der bølgede, og den stikkende fornemmelse der lå tilbage på hans håndflade fik Grin til at vrikke med hofterne og nakken en smule. Af nydelse. Der blev snuset ind, før Grin hoppede et par trin bagud med let vuggende hoved. Fra side til side, som hos en lille pige i den helt rigtige gyser. 

"I... Have changed my.. Mmhmmm... Miiiinnnd~"

Han dansede nærmest tilbage til boksen på bordet, åbnede med en svag nynnen låget, og hev en lille stof-saks frem med et par "snipse"-lyde. Han rykkede armen rundt i nogle bemærkelsesværdige cirkler, uforudsigelige, som hans konstant skiftende humør. Der var ikke længere seksuel lidenskab at finde i hans bukser, bare en usynlig vrikken. 
Endnu et par snip fandt vejen frem til lokalet, imens baggrunden bød på en vuggende fnisen. Grins skuldre rystede og hans tænder prøvede desperat at blokere den blide latter fra at vokse sig stor og stærk. Saksens to spids-punkter pegede imod Amelia, stadig let bevægelig i det, imens han nærmest strålede af nyfunden energi. 

"Rest, oh rest. Before we get to see the rest of our crew in this nest. Oh yes, do please resssst~"

Tilbage blev armen trukket, håndleddet pegende imod loftet. Fremad det gik, fik metallet til at flyve igennem luften, med en faretruende klirren. Maleri blev ramt, af et form for vinteragtigt landskab, spiddet af saksens sammenlukkede mund. 
Tungen hang frit i luften, lod en enkelt dråbe falde imod sin brutale død, morderen være det hårde gulv. Grin vrikkede hele kroppen denne gang, som en slange, igang med at vride sit bytte ihjel. Han kunne end ikke holde de seksuelle lyde af herlig frustration indenbords, lod hende få sin del af de mere traumatiske orgasmer, han muligvis gik igennem takket være torturen; den mentale og fysiske blandet sammen til én.

Det var vel ikke overraskende, da et skrig igen lød fra hende, idet saksen blev kastet tværs igennem lokalet. Tydeligvis havde hun troet der ville ende med at ramme hende. Hun havde hurtigt krøllet sig helt sammen. Hænderne, nu fri fra reb, holdt omkring hendes hoved. Øjnene klemt godt og grundigt sammen. Og hendes overkrop havde da i hvert fald foldet sig fremover. Indtil hun hørte lyden af saksens landingsbane imod væggen. Først der turde hun faktisk at se op igen. Meget langsomt. Og meget forsigtigt. Hun brød sig egentlig ikke om at se imod Karon. Hver gang hun så ham blev hun ramt af en frygt, der måske var svært at forklare for førstehåndindtryks modtagere. For hende var synet af det hvide ansigt og mørke øjne som at se direkte ind i helvedets lidelser.

Amelia fortrød efterhånden hurtigt, at hun havde sat op igen. Selvom det mest var lydene. De stønnende lyde skar sig ind i hende. Fyldte hende med foragt og kvalme. En fin bivirkning fra tidligere episoder. Hænderne der havde været om hendes hoved, blev ført ned omkring hendes sarte ører i en hvis fart. Hun klemte om dem. Rev en smule ned i totter der var kommet ind igennem hendes fingre. Hun pressede hårdt. Prøvede desperat at lukke alt ude. Stillingen var tilbage til den før. Måske en smule mere foldet sammen.
”Stop…” kom det fra hende, via en stemme der uden tvivl var fyldt ud med gråd. Og slim, der havde sat sig fast i hendes mund og hendes hals. ”Stop…” Hun pressede hårdere. Rev mere i sit hår. Klemte sine øjne hårdere sammen. Og forsøgte virkelig at få det hele til at få væk.
”Forsvind…!” Selvom hun vidste han nok ikke ville høre på hende, holdt det hende ikke tilbage. Hun ønskede ikke andet end at han ville forsvinde fra hende. Smerten omkring den stakkels finger var væk. Helt lammet, og derfor lagde hun ikke engang mærke til hvordan hår blev slimet til af blod, der stadig løb fra det åbne sår. Tårer faldt igen. Ikke overraskende. Hendes kinder blev våde igen. Dråberne faldt tungt til gulvet, men sank blot ned imellem brædderne. ”Bare forsvind… Stop…”

"..."

Først var tanken på at bevæge sig hen til et punkt om at drille hende med en finger langs kinden, et slik på halsen, et bid på skulderen ved arret. Men imens han stod der og tavst betragtede sit skrøbelige lille offer, vendte han tanken imod et andet sted. At gøre som hun sagde, det sidste mentale shok, inden aftenen ville for hende ville blive en af påtrængende spørgsmål og skarpe kameralys.
Han kunne mærke hjernen knage under de mange valgmuligheder, med hovedet let på skrå, hårtotter foran de sammenklemte øjne, og munden der var snerpet ind til en masse rynker om den blodfarvede, runde cirkel af læber. Det var ikke særlig nemt for ham at beslutte sig for kun én ting af gangen. 

Endelig fandt han den rigtige vej, den der skulle lede ham til den bedste første scene i hans liv, som tv-krævende morder. Han vendte sig om uden en lyd, tog på forbivejen fat i kniven, der stadig havde været spiddet imod gulvbrædderne, og lod Amelia høre den komfortable lyd af en dør, der åbnede.. Og lukkede. 
Det var ved at blive en smule uhyggeligt, selv for ham, hvor stille stedet nu var. Efter latterne, skrigene, de mange små men talrige knas, hak og bump. 

Det var virkelig sent, aftenens månelys og skygger bevidnede om dette, sammen med uglens hulkeri og ulvens hyl. Vinden legede med hans tykke, kryb-infekte hår. Grin satte sig på trappens øverste trin, fødderne på det tredje nederste, begge hænder om kniven, der pegede imod gulvet mellem hans sidelænene lår. 
Han lignede mest af alt en ninja, klar til at slå til med et smil og blodtørstige øjne, hakke enhver nærkommende i stykker og grille kødet, men stadig lade det forblive saftigt og sødt.
Han kunne ikke lade vær med at tænke på om hun var i gang med at stikke af, eller om hun var for svækket. For opgivende til overhovedet at gide prøve.

Lyden af døren der blev lukket i burde have haft en anden effekt på hende. Hun burde have været lettet og føle sig frelst. Men hun følte sig ikke andet end utryg og behagelig tilpas. Kvalmen lå stadig tungt i maven. Tårerne trillede ukontrolleret ned over hendes allerede gennemblødte kinder. Øjnene sveg på grund af de kropslige salte dråber. Hele hendes krop var øm som bare pokker. Som havde hun været ude og løbe flere kilometer uden at have strakt ud. Både forinden og bagefter. Og det værste var nok den smerte der dunkede over alt. Hendes underliv. Hendes hånd. Hendes baghoved. Alle steder smertede, men lige de tre var begyndt at skille sig ud. Men hun skreg ikke mere over dem. Smerten var blevet en vant sag. Og den var en smule dæmpet, nu hvor sårene ikke var helt friske mere. Chokket var overstået, udover at hun stadig lå og var fuldkommen ude af den. Selvom det nok ikke kunne ses på hende i øjeblikket.
Amelia lå jo bare der. På gulvet midt i sin egen stue. Helt nøgen, og dele var blevet sølet ind i blodet fra afhugningen af lillefingeren. Heldigvis blødte det ikke så meget mere. Musklerne var begyndt og samle sig igen, lidt efter lidt. Hun var i sandhed taknemmelig for at ikke blot være af menneskelig race. Hun lå stadig på siden. Stirrede stadig imod den blodige hånd med en finger et led mindre. Hun bekymrede sig ikke rigtig om det faktum at hun havde mistet det. Hun var lidt ligeglad. Der var jo intet hun kunne gøre ved det. Den ville nok heller ikke bare vokse tilbage igen. Af og til kom der ryk fra hende. Hun lå ikke og græd. Snøftede bare en gang imellem. Gråden var i hvert fald lettere lydløs. Hun kunne ikke rigtig bevæge på sig selv. Hvis hun så meget som prøvede at røre på sine ben, ville ømheden omkring underlivet blive fordoblet. Men i det hele taget følte hun sig fuldkommen paralyseret. Hun kunne kun lige blinke. Og bevæge sine læber. Trække vejret gennem munden. Og synke tungt end gang imellem.

Var hun i sikkerhed nu? Var han væk? Havde han virkelig adlydt hendes bønner? Hun kunne ikke tro det. Det kunne jo være han blot var ude efter andre finurligheder, der kunne gøre hendes liv til et helvede. Hun lyttede. Der var intet at høre udover hendes egne vejrtrækninger, og vinden udenfor. Der var så stille. Som der altid var her i hytten. Men hun var stadig bange.

”Det mener du ikke, vel? Helt ærligt, Charlotte, hvilken morder ville ringe efter os og lade sig være i kæmpe risiko for at blive fanget? Nu du altså idiotis..”


”NEJ! JEG HØRTE EN UNG PIGE SKRIGE LUNGERNE UD, OG MANDEN LO.. HAN LO, JOHNNY.. HAN. FUCKING. LO.”

Pigen, der råbte af sin rygende medarbejder havde pustet hendes tomatrøde kinder op af vrede, og hendes grønne øjne lynede af beslutsomhed. Det opkald havde ikke været en joke, hun kunne føle den tunge klump i maven, en fornemmelse hun havde haft i flere år som journalist og opkaldsmodtagerske. Hun vidste simpelthen bare at der var noget galt.

”... Fint. Så tjekker vi det ud, men hvis det er en spøg, hænger du på den!”


Johnny kastede sin smøg ned på asfaltens grå overflade, og lod sin skosnude trampe skoddet i stykker med et fnys. Dumme kælling, var en af hans første tanker, da pigen der havde modtaget Grins opkald flygtede tilbage indenfor. Hun var blevet skræmt af opkaldet, paranoid, og sagde hun nærmest kunne føle et par ivrige øjne stirre på hende. Selvom der ingen var.
Johnny vinkede til en forbigående kameramand indenfor, der straks kom udenfor, nysgerrig over den pludselige tilkaldelse.

”Hva så?”


Sagde den unge mand, klar med tasken, hvori al det tekniske udstyr lå parat til at blive hevet frem i en hast og brugt til at tage live videoer med. Johnny fortalte ham om opkaldet Charlotte havde modtaget, og med et forskrækket med interesseret nikkede kameraknægten og skyndte sig ind i den store, sorte bil, der var typisk for deres station især.
Bilen blev startet med et tungt, dybt 'vruuuum', før de to mænd kørte med høj fart imod hytten, hvis placering var blevet registreret af deres indbyggede sporings-gps.

Der gik knap og nap en halv time, og på den tid havde Grin nået at gå frem og tilbage foran døren, med en nærmest frustreret mine og utålmodig snøften. Kulden var begyndt at angribe hans næse, der let dryppede, selvom den efterhånden var vant til disse former for ekstreme temperaturer. Men han var nu engang så menneskelig, at selv denne næse kunne være offer for varmesøgende bakterier. Ikke at det var noget nyt, men normalt var han upåvirket af dem. Noget i hans blod, sikkert varulvens, havde det med at gøre hans immunforsvar en del stærkere. Endnu en bonus, fra at have været bidt som ung elver. Ja.. Grin havde været elver, en venlig og respekteret en endda, før en forbipassende varulv havde angrebet hans landsby. Den mest dumdristige af de ekstremt unge elvere, havde været Grin, dengang hed han dog M'nomineir, han havde sprunget frem, truet uhyret med sin hjemmelavede miniature dolk, men inden de voksne fik hevet ham væk.. Fik varulvens spiddet sine skarpe, bakterierige bisser ned i hans venstre lår.
Hverken hans krop eller sind kunne tage den smertefulde forandring, eller de mange uger, spærret inde af sin egen familie. Pisket for at få blodet ud af hans system. Tvunget til at sluge de værste former for kød, væsker og frugter, for måske at få ham til at kaste op i håb om at virussen fulgte med ud. Udhungret, især før fuldmåne, for at se om det ville lade varulven i ham dø.
Men det gjorde kun alt værre. Udover at huden gik fra gyldenbrun, til en gusten hvid, og håret gik fra skinnende og glansfuld, til dryppende, filtret og klistret. Selv hans negle og tænder blev misfarvede, og efter at familien havde fjernet hans tænder for at gøre ham mindre farlig, voksede der besynderligt nok et nyt sæt ud. Trekantede, skarpe og misfarvede, der nærmest dryppede med bakterier og ildelugtende slim.

Til sidst måtte de slippe ham fri, udvise ham, da familien ikke kunne slå deres før så elskede søn ihjel. Afvist, muteret og såret. Det var sådan han fik sine største psykiske ar, før vanviddet nåede hans hjerne. Manipulerede med hans morale. Destruerede hans sans for medlidenhed. Øgede hans lyst til at se blodet flyve rundt i luften, slubre det i sig, se det blive spildt og suget væk af jorden.
Og sådan blev Karon Richi, et navn stjålet fra hans allerførste offer, til et morderisk monster af første grad. Også kendt som Grin.

Og nu stod han med et lille smil foran døren, klar til at tage imod de to papparazzier, hvis billygter stod midt i mørket som et enormt væsens gullige øjne. Han standsede og gloede tilfredst imod den, idet lyden af hjul imod grus endelig stoppede, og metaldyrets øjne døde hen, atter opslugt af de grådige skygger. Begge trådte ud, men fik et chok, nok til at stoppe deres bevægelser for en stund.
Grin slog sine arme ud, lod tungen hænge frit i et lille sekund, og så på dem begge med let sammenknebne øjne. Han så ganske skræmmende ud, den lyse hud, der gik i stor kontrast til det mørke omrids omkring ham og på siden af hans kinder.

”Welcome, to my girlfriends home of crazy shit and fucked up horrors!”


Han vendte sig halvt med overkroppen, og lod begge arme pege imod døren, den ene svagt trykkende imod maveregionen.


”Please do check out the gallery. We have vomit on the kitchen floor, cooked rat in the pot. In the bathroom you will see lots of blood, and finally, in the living room, a frightened and damaged girl, with a blend of salive, blood and vomit all over herself. Oh yes. And a little piece of a finger, but where it is, you have to find out yourself.. But hurry up, before it is.. Huhuhu... Too laaaaaate~”

Han rykkede sig væk fra døren, med fremskudt bryst, sænket hage og hænderne trygt lagt om bag ryggen. Gjorde altså vej for de to mænd, der på sekundet styrtede imod husets typiske indgang i håb om at alt det manden, Grin, lige havde sagt, var en form for syg joke. Åh gud, tænkte de begge, lad det ikke være sandt!
Men til deres ulykke, ville de finde det hele. Måske endda selv kaste op af synet. Den gennemtrængende lugt. Den hulkende, tøjløse pige.