We Meet Again|Brayden

Sted|Sombre park, Di Morga
Tid|Omkring klokken 19.30
Vejr|Det er halvkøligt, og solen er netop lige gået ned. Derfor er himlen stadig præget af lyse nuancer, og har endnu ikke mørklagt det omkringliggende område. Alligevel er alle lygtepæle netop blevet tændt i hele parken.
Omgivelser|Trods de fleste nok er taget hjem fra parken, vandrer der stadig nogle folk rundt. Omgivelserne er ret fredelige, eftersom man ved at besøge parken på dette tidspunkt - undgår mylderet som eftermiddagen ofte bringer.

En ældre mand gik rundt og samlede dåser ind, som folk, ganske ubetænksomt, havde smidt på jorden. Manden fløjtede et eller andet gammelt hit, som Gideon huskede at have lært udenad i 70'erne. Alligevel syntes ordene nu at være slørede. Måske var det fordi, han havde fået en fandens hovedpine igen. Et suk undslap hans læber, og han satte hænderne op mod hovedet, for at køre fingrene over tindingerne. Simpelthen, perfekt.

Han sad på en vellidt bænk i byens park. Et sted han aldrig plejede at opholde sig i dagstimerne, hvor solen stadig stod på himlen. Det havde faktisk været længe siden, han sidst havde betragtet solen gå ned. Som de fleste dæmoner, var stærkt lys ikke ligefrem noget han værdsatte - men alligevel, havde han måtte indrømme, at det sgu havde været ret fantastisk at se på. Det var godt og vel en time siden, han havde fået fyraften, og istedet for at tage den korte vej, efter arbejde, mod lejligheden - havde han søgt mod Di Morgas centrum, og denne park, hvorfra mange mennesker og væsner passerede, efter en sikkert ganske standard arbejdsdag.

Han lod igen hænderne synke fra tindingerne, og lænede sig tilbage mod ryglænet på bænken. Sommetider undrede han sig over, hvordan et så velholdt sted som denne park, kunne finde sted i Di Morga. Men måske fokuserede han også for meget på byens dårlige, og skrækindjagende sider. Folk sagde ofte, at han skulle fokusere på det positive, frem for det negative. Sandheden var vel bare at dæmonen Gideon var rastløs. Det var år siden han sidst havde forladt Di Morga, og hans trang til at få mening i livet, og gøre en forskel var for stor.

Brayden havde været i gang hele dagen. For det første med at søge et arbejde og for det andet for at blive lidt mere kendt med byen. Han blev nødt til at finde ud af, hvor alle de vigtigste ting lå henne. Han havde nu gået rundt i nogle timer, blot for at lære det hele bedre at kende. Det hele var ved at synke mere og mere ind. Omgivelserne var ikke særlig svære, nu hvor han havde vandret rundt i byen nogle dage. Han var nu på vej ind i en park, som han havde fået øje på fra den anden side af gaden, hvor han faktisk havde været på vej over mod sin lejlighed igen.

Han gik stille igennem parken uden faktisk at ligge mærke til noget som helst. Han skulle bare have en smule luft til hovedet. Nogle flere omgivelser. Flere ting at kigge på. Nye opdagelser var altid rare. Der var ikke mange mennesker lige omkring ham og det passede ham egentlig fint nok. Det var ikke fordi han havde problemer med mange mennesker på en gang, men nogle gange var det bare dejligere at være lidt sig selv. Han gik i sine egne tanker og betragtede sine omgivelser. Fugle der sang, blomster, træer, buske. Det var en helt anden scene, end han lige havde været en del af i Afghanistan. Der havde træer været et sjældent syn og blomster var ikke-eksisterende.

Hans blik faldt på en velkendt skikkelse, som sad på en bænk en smule væk. Der skulle en del tid til, at han faktisk genkendte ham virkelig. Det var da…? ”Gideon?” spurgte han forsigtigt og gik en smule tættere på ham. Han satte sig ned på bænken ved siden af ham, da han var sikker på, at det faktisk var hans gamle kammerat fra militæret. Det var godt nok længe siden, at de havde stødt på hinanden sidste gang. ”Længe siden” sagde han derefter med det samme, søde smil som han altid havde, når han snakkede med enten sine venner eller nogle nye mennesker.