Just another stroke to the ducks ~Brayden~

Det var ude på den tidlig ende af aften og Tanner havde begivet sig ned til havnen, det var hans fri aften og derfor havde han bestemt sig for begive sig lidt omkring i byen for han havde ikke haft særlig meget tid til og se sig om i nu. Han var iført en sort skjorte som var smørret op på hans overarme og uden på skjorten sad en sort vest, dertil havde han sort bukser på og hans sko havde os en sort farve. Sat man sig fokus på hans ansigt ville man opdag at hans hud var ganske bleg i det og sort eyeliner dækket omkring hans nødebrune øjne, der ud over var der en lille antal af pieringer som sad i hans under læbe men eller var der ikke andre særheder som man sådan lige kunne se med det blotteøje.
Nu gik Tanner blot for ham selv og han lyttet stille med på nogle af de afdæmpet samtaler som der forgik omkring ham, de fleste forgik dog omkring ham for han var lidt af en freak og se på men der var os de få som der kom med ros fordi af han ikke var bange for være anderledes og det fik ham næsten til og smile hvis det da ikke havde været for alle de mode freaks var omkring ham, de skulle da os bare ødelægge at hvad de kunne komme i nærheden af. Et suk kom kort fra hans læber mens han lukket øjne i og forsat hans gang mens han prøvet og lad vær med og lytte med på alt for meget men det var letter sagt end gjort for han havde en hørersans som gik langt over menneskeligt level og det betød os at han nemt kunne hører alle detaljer omkring ham *Lad vær med og skab fokus på det* tænkte han kort mens han åbent hans øjne og han forsat hen til en bænk som stod tæt ved havkanten, endelig en mulighed for at nyde natten hvis han da ikke skulle hører på mere af folks møg omkring ham..

Brayden havde brugt det meste af sin dag på at pakke ud i sin nye lejlighed og var endelig det man kunne kalde mere eller mindre færdig. Der var da stadig nogle kasser hid og did, men det lignede mest af alt en normal lejlighed, hvilket var det han sigtede efter. Møblerne var kommet på plads, billederne hængt op og de fleste ting sat på plads. Rimeligt godt gået, hvis man tænkte på, at han havde været ene mand om at gøre det. Ud over at bære møbler op selvfølgelig. Han var stærk, men dog ikke så stærk, så han havde fået en flyttemand til at hjælpe sig med det. Han havde iført sig selv en jakke og var derefter gået på opdagelse i den nye by. De nye omgivelser var virkelig noget han trængte til, efter at have tilbragt næsten 1,5 år i en ørken halvvejs rundt om jorden. Da han endelig var kommet hjem, havde han besluttet sig for at komme væk fra det hele. Dog var tanken om at skulle forlade sin far nok den sværeste. Lige nu var han klædt i et par slidte jeans, et par sneakers, en t-shirt og sin jakke. Ikke noget ud over det sædvanelige og det prøvede han såmænd heller ikke på.
Han stod og spejede ud over gaden, da han satte kurs mod havnen. Hvad han skulle der, det havde han ærligt ingen anelse om, men det var nu bare meget dejligt at komme ud og få lidt frisk luft til en forandring. At gå inde i den indelukkede lejlighed i 8 timer, havde bestemt ikke gjort noget godt på den konto. Han gik forbi nogle få andre mennesker, som hviskede omkring en eller anden mand, som var gået forbi dem lidt før. Det var ikke ligefrem noget positivt og Brayden rystede blot på hovedet over dem. Det var virkelig sådan nogle mennesker han hadede. Han fandt hurtigt den omtalte mand ovre ved en bænk og syntes, at han måtte sige et eller andet. "Lad være med at lytte til de fjolser" sagde han stille og sendte den anden mand et varmt smil. Venlighed havde altid været hans kendetegn.

Tanner trak vejret langsomt mens sad der for ham selv, det var på sådan et øjeblik at han ville ønske at hans mental skjold og kunne blokker for folks stemmer men så magtfuld var hans evne endnu ikke.
Et stille suk gik fra hans læber og han rettet blikket ud på det sorte hav mens hans prøvet og ret sin sanser væk fra de mange mennesker men så lod en stemme som talt til ham og han tabt det fokus som han havde dannet, hans ansigt gik mod stemme som havde snakket til ham og han så at det var en mand som snakket til ham. Manden var omkring de tyv hvis Tanner skulle gæt på hans alder og der ud over havde han en duft af dødelighed som sagde at han var et menneske "Det lidt svær og lad vær" sagde Tanner kort mens han kiggede op på den unge fyr og han lod lad være med se ham i øjne for det røbet tit at han var mere end det simpelt menneske "Hvem er du overhoved?" sagde han kort efter for det var ikke særlig tit at folk ligefrem kom hen og snakke med ham for de var tit bange for ham, men det var måske og en god ide og være bange for en vampyr. Vampyrer var jo farlig væsner og især hvis man var et menneske for de var en hovedsaglig leve kilde for en som Tanner men han var dog ikke sulten nok til kaste sig over en eller anden så han spillet blot med på rollen som en dødelig ved og bevæg hans skulder som hvis han trak vejret..

Brayden vidste ikke rigtig, hvorfor han havde snakket til ham. De fleste ville nok være en smule bange for den mand der sad ved siden af ham, men det var han af en eller anden grund ikke, selvom han nok burde være det. Han havde efterhånden oplevet så mange ting, at det med at skulle være bange for et en, bare fordi de var andre væsener, det ikke rigtig huede ham. Hvorfor skulle han være det?
Han hørte hans suk og kunne ikke modstå sig i at smile. Han kendte det kun alt for godt selv, dog ikke med sit udseende, men mere den måde han valgte at leve på. Mange på hans alder ville sige, at han var sindssyg, men det var nu engang sådan han valgte at have sin hverdag. Kedelig ville nogen nok kalde det, men sådan så han nu ikke på det. Bare lidt mere... roligt end så mange andre, nu hvor hans militær også fyldte en del, selvom han i grunden var sluppet fri. "Jeg ved det godt, men alligevel så er det bare tomme ord. Jeg er sikker på, at de mennesker ikke kender dig" sagde han med endnu et smil, men satte sig alligevel ikke ned. Det ville nok være en smule for meget. Hans intimsfære var ikke så stor igen, så det ville ikke gøre meget for ham, men det med at holde sig tilbage, det fattede han alligevel godt. Manden kiggede op på ham og hans spørgsmål kom med det samme efter. "Brayden Blackwood og du?" svarede han og lænede sig op af en lygtepæl, som stod nogle meter væk fra bænken. Stadig med blikket rettet mod manden trak han vejret dybt ind en enkelt gang og lod et smil hænge på sine læber.