Pain...?

S: Skoven
T: Midnat
V: Klart, lunt

------------------------------------------

Træet eksploderede i en byge af skarpe stumper og splinter. Hans næve stod i flammer, og blodet, der fossede fra hans knoer blev øjeblikkeligt brændt, så en sort røg steg op fra hans hånd.
Han vendte blikket mod endnu et træ, og med en rasende snerren, slyngede han næven mod stammen.
Også denne gang eksploderede stammen ved slagets kraft. En stor splint borede sig ind mellem de to midterste knoer, og han trak sig tilbage mens han stirrede på skaden.

"Jeg slår hende ihjel... jeg dræber hende langsomt, og giver liget til elskeren... blodigt og varmt..." hvislede han mens han strammede til i den allerede hårdt knyttede næve.

Så løftede han den anden hånd og tog fat om den store splint.
"Ingen skal få mig til at føle smerte... selv ikke hende..." hvæsede han, og flåede træstumpen ud af sin hånd.

Han lod stumpen falde til jorden mens sårene på hans hånd lukkedes, og flammerne forsvandt.

"En dag vil du lære... at jeg er smerte..." hvislede han, mens hans øjne lyste rødt og truende i mørket.

De rolige skridt gled henover skovbunden, som hun gik nærmere hen imod det vredesubrud, der lød ikke så langt fra hende. Stille bed hun sig i læben og lod nysgerrigt hovedet glide på skrå. Gad vide hvad der var galt.. Måske burde hun ikke blande sig.
Når vedkommende tilsyneladende var meget vred.

Det ildrøde hår hang denne aften løst, og da det jo var en dejligt lun aften, havde hun kun sorte hullede jeans på, og en netmavetop med lange ærmer, sammen med en sort bh.

Hun stoppede op et stykke fra vedkommende og betragtede ham med et tænkende blik. Ingen tvivl om at han var vred.
Spørgsmålet var bare, hvorfor han var så vred?

Og egentlig burde hun jo slet ikke være så nysgerrig.

"Er.. der noget galt?" spurgte hun let. De isblå øjne hvilede afventende på ham.

Han vendte sig om ved lyden af hendes stemme.
Han havde været for optaget af sin vrede til at ligge mærke til hende før nu.. ellers havde han næsten helt sikkert hørt hendes skridt...

Ved første øjekast havde han kun set hendes røde hår, og naturligvis sat det i forbindelse med hende...

Det blev dog hurtigt klart at det ikke var hende, men en anden.
Han klukkede lidt og rystede på hovedet, og så kiggede han på hende igen.
Hendes påklædning fik ham til at smile kort.
"Nej.. jeg smadrer bare træer for ingen verdens nytte." sagde han med en hånligt grin.

Måske han skulle øve sig på denne pige... så han var helt klar når han fandt hende...

Raven så roligt på ham.
Hvorfor virkede han dog på den måde. Han virkede så.. så mærkelig, som om at han havde tænkt sig at myrde en eller anden, og hun havde en grim fornemmelse med at det ville blive hende.

Kort strøg hun en hånd gennem sit røde hår.

"Åh er du en af dem.. Jamen så hyg dig med det der smadre træer" Svarede hun roligt.

Hun himlede let med øjnene og rystede lidt på hovedet.
Typisk en eller anden idiot der bare skulle spille smart.
Jakken blev trukket en smule med om hende, inden hun begyndte at gå væk fra ham.

Kort sparkede hun til en lille sten.
Det var alligevel også på tide hun gik hjem, selvom han nu havde virket ganske spændende.

Stenen, som hun havde sparket til, nåede ikke engang at ramme jorden igen før han pludselig stod foran hende.
"Hvorfor så travlt..?" spurgte han mens han roligt gik hen imod hende.

"Du minder mig en smule om en pige jeg kendte..."
han lagde hovedet en anelse på skrå.
Hun dækkede sig lidt til med jakken, og det fik ham blot til at smile.
Dette kunne godt gå hen og blive underholdende...

Da han dukkede op foran hende, så hun roligt på ham.
"hvis du alligevel skal smadre træer, gider du vel ikk spilde din tid på mig?" spurgte hun med et svagt udfordrende glimt i øjnene.

"Årh neij virkelig? det er verdens dårligste replik nogensinde.. Det må du næsten kunne gøre bedre" svarede hun roligt.
Som han gik imod hende blev hun stående.
Hænderne gled ned i lommerne på jakken.

Let trak hun på skuldrene.
"Jeg går ud fra at det er hende du er sur på? hende jeg minder dig om?" spurgte hun let.

Jo mere hun snakkede, jo mere mindede hun ham om Amy.. hun var tilsyneladende lige så modig og hurtig på tungen.

"Det har du helt ret i... du minder mig om en pige som, når jeg finder hende, kommer til at finde ud af hvor ond jeg egentlig kan være..." hvislede han.
Han vidste nu nøjagtigt hvad han ville gøre ved hende hvis han fandt hende...

Hvad han ikke helt forstod var, hvorfor han sagde disse ting til denne pige.
Han havde lyst til at gøre hende fortræd.. gøre ved hende som han ville gøre ved forrædderen...

Men.. måske ville han lade være.

"Du går i udfordrende tøj... farligt." sagde han med et iskoldt smil mens han lod blikke glide provokerende ned over hende.

Raven forstod ikke helt hvad hans problem var. Hun kendte ham jo ikke en gang, så hvorfor var han sur på hende.

"At jeg minder dig om hende, betyder ikke at jeg er hende. For min skyld kunne du klynge hende op til frit skue på bypladsen, jeg er ligeglad med hvad du gør ved folk" svarede hun køligt.

Det virkede faktisk lidt mærkeligt at han fortalte hende disse ting.
Men hun sagde ikke noget til det, det var da okay. Det måtte han vel et eller andet sted selv styre.

"Farligt? alt er farligt.. Men hvorfor lade sig styre af det?" spurgte hun roligt og lod ham kigge alt det han ville.

Let strakte hun sig. "Sikker på du ikke vil være alene med din træer?"

Volden og vreden var ved at koge over i ham, og han var lige ved at slå hende... men i stedet sukkede han, og gik direkte forbi hende.
"Tag hjem, tøs... før du kommer alvorligt til skade." sagde han og lænede sig op ad et træ.

Han var nødt til at kontrollere denne vrede.
Problemet var bare at han ikke havde følt sådan før...
"Bare en venlig advarsel." tilføjede han og lukkede øjnene for at forsøge at tænke.

Raven så ham let i øjnene inden hun rystede op hovedet.
"Du bestemmer sgu da ikke hvad jeg skal, bare fordi du er en værre hidsigprop. Hvis du er så vred på hende, burde hun da være død for længst?" spurgte hun roligt og satte sig op af et træ.

De blå øjne betragtede ham med et tænkende blik.
Han virkede splittet..
Men på den anden side, turde hun ikke rigtigt spørge for meget ind.

Hun ville nødigt ende som den pige han åbenbart hadede.

Han fnøs, kiggede på hende, og sagde:
"Pas på... jeg er ikke bange for at gøre dig fortræd. Ingen kan alligevel røre mig.. desuden ville de aldrig finde dig."

Han smilede grumt, forsvandt i et rødt glimt, og dukkede op bag hende.
"Men i det mindste.." hvislede han, "vil jeg nyde hvert et sekund du stadig er i live.. og når du trygler mig om at slå dig ihjel, vil jeg efterkomme dit ønske, og dræbe dig langsomt."

Hun fastholdt blikket på ham.
"Jeg er ikke det mindste bange for dig. En ting tager du dog fejl i.. for jeg kan røre dig" sagde hun let.

Da han forsvandt så hun kort rundt, og mærkede ham så bag sig.
"Det er vel nok betænksomt af dig at slå mig ihjel fordi du sys du skal.. " svarede hun roligt.

Raven vendte sig om imod ham, og prikkede til hans ene arm, hvilket ville gøre at den blev lammet. Let trådte hun et skridt tilbage, og børstede håret om på ryggen.
"Jeg kan ikk se en grund til at dræbe mig, når jeg ikk er hende?"

Han smilede da hun lammede hans ene arm.
Ikke fordi det var godt at hun havde gjort det. Det gav ham en ulempe i et par minutter, og det var vel på en måde ubehageligt...
Nej.. han smilede fordi hun lige havde givet ham en grund til at gøre hende fortræd.

"Nej.. der er ingen grund til at dræbe dig..." sagde han.
Han gjorde mine til at vende sig om for at gå væk - men i stedet tog han et lynendes hurtigt skridt frem mod hende, mens han slog ud efter hendes solar plexus - et slag der, hvis ikke hun undveg meget hurtigt, mindst ville sende hende til jorden i smerte og mangel på luft, men også et slag der muligvis var kraftfuldt nok til at slå hende ud.

Raven lod let armene hvile over kors.
Hun vidste godt det måske ikke var den klogeste ide, men nu havde hun gjort det. Det var som oftest der hendes problemer kom. Når hun ikke lige tænkte sig om, og bare gjorde tingene.

"Virkelig?" spurgte hun roligt.
Idet han vendte sig for at gå, havde hun efterhånden lært bedre. Så hun var forberedt, da han kort efter slog ud efter hende, og hun undveg.
Hun så roligt på ham, og lod hovedet glide på skrå.
"så.. lad mig se.. du vil alsa torturere mig, og undgå at dræbe mig? hvor længe kan du gøre det?" et kort glimt at nysgerrighed viste sig i hendes øjne. Hendes anden side af den evne hun lige havde vist, kunne være ganske nyttig hvis man havde lammet et offer. Men da det at bruge smerte delen af evnen tog hårdt på hende, kunne hun ikke.

Han smilede igen da hun undveg. Hun var hurtig... meget hurtig...
"Måske vil jeg undlade at torturere dig... men kun måske." sagde han .
Bag Raven begyndte en skygge roligt at røre på sig.

Den hævede sig op bag hende, og i samme øjeblik som Sansiss smilede igen, forsøgte den at gribe fat i hendes håndled og løfte hende op i armene.
Han tvivlede på at det ville virke.. men han havde en backup.

Hvis skyggen fejlede, ville han pege på hende og sige ordene "Vahirden".
Med mindre Raven var i besidelse af en stærk vilje, ville denne magi, sortelvisk smertemagi, få hende til at falde til jorden og vride sig i fantomsmerter.

Hun så roligt på ham.
"Virkelig? hvad så? så vil du bare dræbe mig på stedet?" spurgte hun let.
En let trækken i nakken, fik hende til at have det som om der stod en bag hende.

Fyrens smil fik hende til at forvente noget.
Hun undgik skyggen, og flyttede sig fra den, men endte så med et kort øjeblik at stå med ryggen til Saniss.
Hvilket gjorde at da han udtalte ordet, var hun ude af fokus, og faldt langsomt på knæ i smerter.

Der gik dog ikke så længe, før hun ganske langsomt rejste sig, og vendte sig om imod Sansiss..

"Du er viljestærk... de fleste ligger på jorden i flere minutter efter at være blevet ramt a Vahirden." sagde han med et grin.

"Nej.. jeg tror ikke jeg vil dræbe dig.. men lidt smerte gør kun godt."
Han lænede sig op ad et træ igen mens han betragtede hende.
"Du kan tage vare på dig selv... det begynder at ligne en vane hos piger heromkring." sagde han, mens han lod blikket glide åbenlyst provokerende ned mod hendes bare hud.

"Hvis du gerne vil væk, så gå." sagde han så.

"Måske.. Men jeg er ikke som de fleste" svarede hun roligt, og så ham tænkende i øjnene.

"Heldige mig.. du vil kun påføre mig lidt smerte"
Hun satte sig ved et andet træ, og så roligt hen imod ham.
"Piger her omkring er vel nød til det" svarede hun roligt og fulgte kort hans blik ned mod den bare hud, inden hun så op på ham igen.

"Jeg sidder fint tark.."

Kort lod hun blikket hvile omkring dem, inden hun så mod ham igen.

"Nej... det siger de fleste." sagde han med et koldt smil.

Han lagde armene over kors, og undlod at kommentere hendes næste sætning.
Han var besejret.. gammeldags skræmmeteknikker og vold virkede ikke længere, det var han blevet mindet om gang på gang.

Irriterende.

"Så bliv du siddende.. men hvorfor, begriber jeg ikke. Er en latterlig sortelver som er lidt for vred virkelig så interessant?"

"Åh jamen så kender du jo åbenbart mange hva?" hvislede hun spydigt og himlede med øjnene.

Raven hvilede de isblå øjne på ham, og lod kort hovedet glide på skrå.
Hvis han virkelig ville gøre hende noget, og gerne ville af med hende, måtte han jo gøre det. Lige nu kørte hun videre på sin stædighed.

"Så vil jeg blive siddende ja. Jeg har aldrig mødt en sortelver. Dårligt humør tiltrækker mig og min nysgerrighed. Det ingen hemmelighed." svarede hun roligt.

Blikket gled kort mod himlen, det tegnede til at det ville blive regnvejr. Igen.

Han fnøs og blev siddende.
Hvad var der med disse humanoider... så underlige... og nu var han endda selv én af dem.

Det var da også derfor det var gået så galt!
Og det var derfor han ikke kunne holde styr på sit hoved lige nu... satans til menneskelighed...

"Jamen så bliv du siddende.. hvad rager det mig..." mumlede han og lukkede øjnene.

Raven så køligt på ham.
Hun lod hænderne hvile i sit skød, og foldede dem kort.
Han var nu lidt mærkelig.

Mon han havde gjort en masse mennesker fortræd?
Det havde han sikkert.. Han lignede en af den slags folk, som man ikke kunne stole på. En af den slags folk, som hun skulle tage sig i agt for. Men det gjorde hun ikke. Hun var ikke bange.

"Det rager nemlig overhovedet ikke dig" svarede hun let og så kort mod himlen.

Han rystede kort på hovedet og kiggede over på hende.
Hvilken underlig pige... det var næsten som om hun prøvede at få ham til at gøre noget... som om hun havde lyst til at han skulle angribe hende...

Og så igen. Måske overhovedet ikke.

Sansiss sukkede og lukkede øjnene, uden at sige et eneste ord til pigen.