Still in pain -Sansiss-

Udseende
Lige uden for trappen til bordellet sad Kate med sin trofaste skruetrækker i hånden, men uanset hvor meget hun skruede på den, så ville motorcyklen ikke virke. Den prostituerede, der havde været så genial at hyre hende midt om natten, havde vidst ikke gennemtænkt, at det ville tage et par timer at fikse hendes transportmiddel, så her stod Kate, lettere paranoid, høj på smertestillende og i færd med at tjene penge gennem sex - selvom det blot var indirekte.
Da Kate brat rejste sig op, gik hendes mave, der stadig havde mén efter hendes nyeste overfald, i kramper, og hun satte sig lige så brat ned, som hun havde rejst sig op. Smerten var tydelig i hendes øjne, og hun satte hænderne i siden. Kates vejrtrækning var alt for hurtig, og hun forsøgte desperat at få den til at blive normalt igen, da hun kiggede op igen. Det blonde hår dækkede hendes iskolde ansigt ansigt, men der landede alligevel snefnug på det. Hun lagde blidt en hånd imod maven, for at få hendes vejrtrækning til at regulere sig igen, men til ingen verdens nytte.
Udmattet, utålmodig og i smerter rejste hun sig atter langsomt op, og begyndte at gå i cirkler omkring motorcyklen.

Kulden irriterede ham grænseløst. Han var slet ikke vant til at fryse på nogen måde, han havde aldrig prøvet det før nu!
Kulden og sneen fik ham til at forbande den 'svagelige', menneskeagtige Sortelverkrop...

Han gik hastigt ned ad gaden mens han overvejede hvor han ville tage hen: hjem til varmen, ind på et diskotek... et eller andet måtte han gøre snart, inden han begyndte at slå ihjel i ren frustration!

Og så... pludselig... forsvandt hans tanker om hvor koldt der var.
Han stoppede op og kiggede ned ad gaden hvor Le Rose Blanche var placeret - der var jo faktisk noget han genkendte dernede!

Han smilede ondt og begyndte at gå ned ad gaden, og da han var nogle meter fra hende, stoppede han op og stak den ene hånd i lommen på den lange, grå frakke han var iklædt.
"Jamen dog... hvem har vi her?"

Kate havde været så distraheret over sine mavesmerter og sin frustration over motorcyklen, at hun først opdagede at han stod næsten lige foran hende, da han snakkede. Og da han gjorde det, løb det hende koldt ned af ryggen, og hendes vejrtrækning blev igen uregelmæssig. Det var næsten som at få endnu et slag i maven, og hendes indre krummede sig sammen, da hun kiggede op fra hendes fødder. Op på manden der havde forvoldt hende alle de fysiske smerter, hun nu vandrede rundt med.
Ud af refleks tog Kate et par skridt tilbage, der fik hende til at vælte motorcyklen bagved hende og snuble over den. Hendes klodsethed havde nu også fået hende til at være endnu mere sårbar og siddende på jorden, kiggede hun op på ham med et ansigtsudtryk, der halvt skreg nysgerrighed og halvt frygt.

Han kunne ikke lade være med at le da hun væltede motorcyklen og selv snublede over den, så hun faldt på halen.
Første gang de havde mødtes, havde hun været lige så klodset.

Han så på hende med et ulæseligt smil, og med en smule humor i de kolde, røde øjne.
"Du virker en anelse nervøs. Er du bange for at jeg vil gøre det samme igen...?" sagde han så og gik et par skridt tættere på, så det nu kun var motorcyklen der var imellem dem.

Kate hadede sin klodsethed, der nu havde hende liggende på jorden, foran én der fik hende til at føle sig endnu mere sårbar, end hun normalt gjorde. Og hun følte sig altid sårbar.
"Hvordan kan jeg ikke være bekymret for det?" Kates stemme var ru og hun sank. "Du virker ikke ligefrem som typen, der bare gerne vil have en kop kaffe og smalltalk'e"
Imens han kom tættere på hende, forsøgte hun langsomt at komme længere væk fra ham, men endte med at støde ryggen imod en væg. Hun brugte væggen til at rejse sig op igen, så hun stod lidt ustabil på sine fødder og svajede foran ham

Han smilede køligt af hendes ord.
"Nej... jeg er ikke så meget til hverken kaffe eller small-talk, som i kalder det. Men jeg er nu også af den overbevisning at det ikke er noget du ville være synderligt interesseret i, med mig." sagde han og trådte hen over den væltede motorcykel.

"Og du har da helt ret... hvordan skulle du ikke kunne være bekymret, efter den lille smule jeg gjorde sidst vi mødte hinanden...?"
Han kastede et sigende, tydeligt blik ned mod hendes mave, før han igen vendte blikket mod hendes ansigt.

"Og hvad skal det så betyde?" Kate vædede sine læber, og løftede det ene øjenbryn, spørgende.
Kate lagde nærmest beskyttende en hånd mod hendes mave, og kiggede ned på sine fødder, da hun pludselig ikke kunne kigge på hans røde øjne, der bare gjorde hende ilde til mode.
Hun tog en dyb indånding før hun igen forsøgte at møde hans øjne og tog et par skridt væk fra muren. Ikke tættere på ham, men bare så hun ikke følte sig så fanget længere. Hun opdagede dog også, at der ikke var så meget hun kunne gøre ved det, når han betragtede hende. En kuldegysning fik hele hendes krop til at ryste - Kate var ikke klar over, om hvorvidt det var på grund af ham, eller fordi hun frøs helt ind til knoglerne.

"Hvad det skal betyde? Det skal da betyde at jeg godt kan forstå at du er en smule nervøs... og det er da også endnu mere tydeligt sådan som du næsten beskyttende holder en hånd ved maven..." sagde han og smilede til hende. Et køligt smil som også berettede om en vis morskab.

Han fulgte hende med blikket mens hun bevægede sig lidt væk fra muren. Han blev stående hvor han var - for nu.

"Apropos... vidste du at nogle kvinder faktisk nyder det...? De kan lide smerten... og de elsker adrenalinsuset det giver..." hans røde øjne glimtede i mørket, som han verbalt prikkede til hende.
Dette var morsomt.

Kate lod armen, der omfavnede hendes mave, falde, men hun blev ved med at kigge ubehageligt på ham. Denne - skabning - kunne finde på hvad som helst, og han sendte ingen advarsler før han gjorde det. Hendes hjerte pumpede, og lige pludseligt kunne Kate egentlig godt se hvad han mente, når han sagde at der var nogle, der nød det. Kate selv var dog ikke en af disse kvinder.
'Hvorfor går du så ikke efter en af dem i stedet for mig? Kate stemme dirrede. Nu ikke kun af frygt, men også af raseri over at hun var endt her igen. 'Jeg vil tydeligvis ikke have din opmærksomhed'.

Han lo kort, mens han holdt sit iskold, nærmest drillende blik på hende.
"Åh, de findes skam... og når jeg føler for det, så er det bestemt også dem jeg støver op." sagde han med et underligt smil.

"Men der er stor, stor forskel på når de tigger dig om at blive ved... hårdere... hårdere! og når de er frygtsomme og man kan se smerten i deres øjne. Begge dele tilfredsstiller mit syge sind... så jeg går skam efter begge dele."

Kate kiggede målløs på ham, men kunne ikke gøre andet end at ryste på hovedet; hvad kunne man svare til det? Blodet brusede i hendes øre, men hun kunne ikke rigtig bruge adrenalinen til noget - endnu.
Hans øjne, der kiggede koldt igennem hende, gjorde hende bare endnu mere nervøs, og hun begyndte at køre hendes højre hånd op og ned ad hendes venstre arm. Hun vædede hendes tøre læber og sank.
Kate ventede. Ventede på hvad han havde tænkt sig at gøre, for han ville højst sandsynligt ikke bare lade hende gå. Pludselig huskede hun, hvordan han havde healet hende, inden han forlod hende i rendestenen sidste gang, og hun kiggede nu nysgerrigt på ham; overvejede om han ville svare på det, hvis hun spurgte hvorfor.

Hendes nervøsitet var åh så tydelig... og den tændte en ondskabsfuld flamme i ham. En farlig flamme, som var glubende sulten.
Han smilede ondskabsfuldt, og i en lynhurtig bevægelse, stod han pludselig lige foran hende, med de svagt lysende, røde øjne boret lige ind i hendes eget blik.

"Ved du hvor sjældent jeg lader en pige overleve...? Yderst sjældent... kun et par stykker andre end dig - og altid af samme årsag." hans smil blev bredere.

Da han kom i mod hende, havde hun lige slået blikket ned i jorden, så da hun kiggede op, var de foruroligende øjne tættere på hende, end hun brød sig om. Hun gispede, og tog chokeret et skridt tilbage. Stædigt låste hun sit blik på ham. Frygten og nervøsiteten var meget tydelig i dem, men hun forsøgte heller ikke at skjule det.
"Og jeg regner med, at du vil have mig, til st spørge om hvorfor?" spyttede Kate bittert ud mellem hendes tænder. "Så hvorfor lod du mig gå? Hvorfor healede du mig efter at have påført mig så meget smerte?"

Den frygtsomme, nærmest flugt-agtige reaktion fra menneskepigen var morsom... og han nød at have magten til at gøre hende bange.

Hendes ord kom dog bag på ham, og han hævede kort det ene øjenbryn.
Så gav han hende et overdrevent elevatorblik, milede køligt, og sagde:
"Måske nød jeg følelsen af min næve mod din sexede, sårbare mave så meget, at jeg ville sikre mig at det ville være muligt at gøre det igen. Eller måske... var jeg bare nådig?"
Hans stemme var legende. Som var han en kat, og hun en stakkels mus... trængt op i en krog.

Uden at tænke over det, førte Kate nu sine hænder over sin mave, mens hendes øjne blev store; store, grønne og stadig låst fast på ham
"Så du vil gøre det mod mig igen?" Kate hviskede, men regnede med at han kunne høre det. Hun var begyndt at få det ubehageligt med overnaturlige for tiden.
Kate følte sig truet, trængt op i en krog - jæger og offer. Hun kunne godt regne ud hvem offeret var...

Hendes reaktion fik ham til at smile koldt, og hans blik blev på en måde tilfredst.
"Ja... det er planen. Hvorfor skulle jeg ellers have healet dig? Barmhjertighed...? Åh, nej min ven... barmhjertighed er at jeg ikke også jog en kniv i dig sidste gang." sagde han og trådte en anelse tættere på.

"Du kan vælge at overgive dig til det... måske endda forsøge at nyde det... eller også kan du vælge at kæmpe imod, hvorefter jeg vil tvinge dig."

Kate betragtede ham - nu med væmmelse i ansigtet. Denne gang blev hun stående fast der hvor hun stod i et forsøg på, at virke stærkere end hun nok egentlig faktisk var.
Hvordan skulle jeg nogensinde kunne nyde, det du har tænkt dig at udsætte mig for? Kate spyttede det nærmest ud. "Det du allerede har udsat mig for?"

"Ah... så fyrig du er!" Sagde han med et ondskabsfuldt smil.
Han lod blikket glide ganske sigende ned over hendes krop, før han pludselig stod helt tæt på hende, med end mystisk lyst i de røde øjne.

"Måske skulle jeg tage dig med denne gang... binde dig... og så gøre det endnu bedre end sidst."
Så rakte han ud efter hendes ene skulder.
Hvis han fik fat, ville hun føle et underligt klem, og miste bevidstheden.

Stemmen forskrækkede underligt nok Kate mere end smilet denne gang, og hendes blik blev tvivlende, fortvivlet. Blikket han gav hende, fik Kate til at få gåsehud over hele kroppen, og hun rystede sagte.
Bedre? tænkte Kate og hendes vejrtrækning blev pludseligt en del hurtigere, end den var før.
Da han rakte ud efter hende, flakkede hendes blik forvirret mellem hans ansigt og hans hånd usikker på, hvad hun burde holde øje med - for sent indså hun, at hånden var fjenden, da han rørte ved hendes skulder. Hendes hoved faldt bagover og verden blev sort.

Han smilede tilfreds da hans angreb gik ind. Overraskelsen og hendes tydelige mangel på overblik ved situationen, havde gjort hende til et yderst let offer - og nu hvor hun havde mistet bevidstheden, greb han hende før hun faldt til jorden.
Så løftede han hende op, og forsvandt øjeblikkeligt, på magisk vis, i skyggerne...

Rummet var bygget i solid sten, og den eneste belysning herinde var de seks fakler som sad rundt omkring på de fire vægge.
Det var ikke et stort rum... det mindede mest af alt om et gammeldags kælderrum i en borg eller en anden middelalderlig bygning.

Ved den ene væg var der en lille stentrappe som førte op til en dør.
På den modsatte væg hang der en stor, udskåret træplade hvorpå der var monteret diverse knive, urner og andre sære objekter.

I midten af rummet stod et bord... med fire læderremme til fastspændelse.

Når Kate vågnede, ville hun opdage at hun lå på ryggen på dette bord, at hendes hænder var spændt fast over hendes hoved, og at hendes ankler også var spændt fast til bordet...
Hendes lange cardigan lå ved siden af bordet, men ellers var hun fuldt påklædt.

"Velkommen..." lød hans stemme fra et af rummets mørke hjørner, og hans lysende, røde øjne ville stirre på hende med en ondskabsfuld, sadistisk lyst...

Da Kate vågnede, turde hun ikke åbne øjnene - hun vidste allerede, at hun virkelig var på den. Lyset bag hendes øjenlåg flakkede, hvilket tydede på, at der var levende lys omkring hende; heller ikke et super godt tegn. Kates vejrtrækning begyndte at blive mere febrilsk, og den blev ikke bedre, da hun indså, at han havde taget hendes cardigan af. I det mindste havde hun alt det andet på.
Med den tanke åbnede hun varsomt sine øjne.
Kates arme var næsten allerede ved at gå i kramper, og hun bevægede let sine hænder.
Stemmen, der kom fra ingen steder og alle steder, fik hende til at tage en meget dyb indånding, og ufrivilligt spænde i hele kroppen.

Hendes frygt... hendes fortvivlelse... hendes desperation... den var udsøgt!
Efter mange, mange måneder, var han endelig begyndt at forstå hvor denne trang til andres lidelse kom fra. Hvorfor det tilfredsstillede ham i en sådan grad.

Han trådte langsomt ud af skyggerne og bevægede sig hen imod bordet med lange, elegante skridt.
"Nu ikke så nervøs... med mindre du vil have krampe i armene, må du hellere slappe lidt af. Desuden..." sagde han og lagde en hånd på bordet, tæt ved hendes ene side.

"...der er ikke lige så meget sjov i det her hvis du besvimer."

Kate tog atter en dyb indånding og kneb øjnene let i, inden hun spærrede dem vidt op og lagde hovedet overgivende tilbage. Der var ikke andet at gøre i lige det øjeblik. Kate kunne i hvert fald ikke greje en udvej, og hvis denne menneskepige var god til noget, så var det, at finde en udvej. Specielt end der ville gøre mindst ondt på hende selv. Men med dette væsen, virkede hun ikke til, at kunne finde den eftertragtede udvej, og da han lagde en hånd på bordet, kunne hun tydeligt mærke hans nærvær, der bevægede sig klamt indover hele hendes krop.
"Måske burde man overveje at besvime," hviskede Kate hæst med en stemme, der længdes efter vand.
Umærkeligt forsøgte hendes krop at komme så langt væk fra hans som overhovedet muligt, men da hun var fastspændt kom hun kun et par centimeter.

//Undskyld den lange ventetid//

Han smilede lidt over hendes kommentar.
Om det var humor eller hvad det var vidste han ikke helt... men stadig.

"Du lyder som om du er ved at dø af tørst... det er næsten synd." sagde hen og løftede hånden fra bordet.
Han førte den ind over hende, og legede lidt med kanten af hendes top...

"At besvime nu ville bare udsætte det hele. Jeg ville ganske enkelt vente på at du skulle vågne igen." sagde han, med en ganske rolig stemme.

Så smilede han, og kørte to fingre op langs hendes mave, så toppen blev skubbet op og blottede hende fra buksekant til brystkasse.

"Hvad skal jeg stille op med dig nu...?" spurgte han drillende.

//No worries! Vi har alle sammen et liv vi må passe en gang imellem xD //
Åh, hvor han dog elskede denne magt...

Hans smil gjorde hende bare endnu værre til mode. Kommentaren var dog toppen af kransekagen, og Kate følte allerede, at hele hendes krop var berørt af ham; hun havde gåsehud over hele kroppen.
Hendes mave trak sig sammen, da han rørte ved kanten af hendes top og derved også rørte hendes bare mave. Hun havde dog affundet sig med, at hun ikke ville kunne løbe fra ham så længe hun var fastspændt på bordet, så da han rørte ved hende lå hun helt stille. Mere stille end hun troede var fysisk muligt for hende.
Da han blottede hendes mave kunne hun se glæden lyse ud af ham - den var svær at tyde, men den var der. Denne glæde samt fingrene på hendes mave fik hele hendes krop til at gyse og hendes mave gik endnu mere i kramper.