Such a pain in the ass.

Der var mørkt. Også selv om at månen skinnede gennem de nøgne træers kroner og blev genspejlet i sneen der i forvejen lå på skovbunden og skjulte de mange blade og kviste man før ikke kunne gå hen over uden at de gav en kvasende lyd fra sig. Men nu havde sneens fugt givet en anden lyd fra sig.
På en måde følte Amelia sig en smule utryg ved at gå gennem skoven for at komme hjem. Det var så længe siden og hun var lidt i tvivl om at hun overhoved kunne finde vejen igen. Hun følte i hvert fald ikke helt at hun var på rette spor endnu. De tidligere krads mærker hun havde lavet på træernes bark var forsvundet og hendes stedsans var blevet dårligere. Men stadigvæk stoppede hun ikke med at løbe. Hun tog sig ikke af den kolde sne under hendes bare fødder og hun så ud til at undvige hver og en lille skarp genstand der kunne ligge skjult. Hendes bevægelser var smidige og elegante på samme ud. Som en kat der sprang af sted.
Igen sætte hun endelig farten ned og begyndte blot at gå. Stoppede op så op. Og stirrede mod dette bosted hun stod foran. Det mindede som et hus men samtidig også en hytte. Mindede hende som hendes hjem. Men stadig var dette ikke det hun havde ledt efter. Hun blev dog stadig nysgerrig. Og her var koldt. Ufattelig koldt. Især når man tænkte på den lette påklædning hun havde. Den hvide skjorte og den røde nederdel passede ikke til denne årstid. Det var tydeligt. Hun opdagede lyset i vinduerne og hun kunne skimme hvordan en ild lagde skygger på væggene. Hun sank en mindre klump inden hun langsomt bevægede sig tættere og tættere på dette hus. Men af en eller anden grund mente hun alt for hurtigt oppe ved døren. Og hendes hånd lå pludselig omkring håndtaget. Og før hun vidste af det var døren åbnet. Hun tøvede. Det var ikke pænt at bare gøre som hun gjorde. Men hun søgte vel bare ly? Hun trådte forsigtigt ind og på grund af hendes lette vægt knirkede gulvet ikke under hendes lette skridt. Hun lod sine smukke hasselnøddebrune øjne søge rundt og landede med det samme på den optændte pejs. Og hun nød hvordan hendes lange hasselnøddebrune hår nu igen faldt over hendes skulder og kønne ansigt i stedet for at flagre rundt som vildfarende heste. Hun opdagede først hvad hun havde gjort da hun havde sat sig der foran pejsen. Og det var som om at hun ikke ville rejse sig igen. Hendes ben blev trukket op under hende og hun stirrede bare ind i flammerne. Et lille smil blev nu dannet på hendes bløde læber og hun kunne et sted mærke hvor udmattende der havde været at løbe rundt for at finde vej.

Denne dag var nok en af de værste, sneen var faldet og lagde i et tykt lag udenfor, hvilket gjorde det ufattelig koldt at befinde sig udenfor og nu var det også begyndt at blæse op, hvilket forstærkede kulden. Inde i villaen, som ellers så, så forladt ud, gik en ung mand, kun iført et par mørke jeans. Han nød friheden og han var alligevel fri på markedet, ingen kæreste, elsker eller noget som helst, heldigvis så om sige, for hvem kunne elske noget så koldt, så morderisk og så koldblodigt som ham? Der var kun en der har turdet elske ham, men det er mange år siden. Han havde alligevel også glemt hende, men havde allerede øje for en anden, men hun vidste intet om det endnu og hun ville heller ikke komme til det.

En hånd gled gennem hans lange hår inden han gik ud på badeværelset for at tænde vandet. Han skulle i bad, og derefter ud og arbejde. Han tændte bruseren og tog sit tøj af, og gik under vandet med et smil på læberne. Selv en skyggedæmon kunne have brug for at få varmen en gang i mellem, og især nu, hvor der lå sne udenfor. Han slukkede for vandet efter noget tid og gik ud for at tørre sig, for derefter at tage et par boxershorts på og et par nye jeans, intet på overkroppen, da der stadig var længe til han skulle på arbejde, hvis ikke han blev hjemme. Han hørte sin dør gå op og lukke, men han kunne ikke få det til at passe, der var jo ingen der var dumme nok til at forvilde sig ud i skoven i dette vejr og gå ind i hans villa.

Han gik ud i sin stue, hvor han så pigen foran hans pejs, hvilket frembragte et smil på hans læber " Jamen lille skat dog... Hvad laver du her?" sagde han roligt og så ned på hende med et blidt smil. Han så på hende inden han satte sig ned ned siden af hende " Det var ikke meget du havde på " sagde han og smed 2 stykker træ mere ind i pejsen så der blev varmere.

Der gik lidt tid inden at Amelia opfangede lyden af en bruser der blev tændt. Hun mente selv hun blot forstillede sig hvordan vand ville sive ned over hende og varme hendes lille spinkle krop op igen. Fik hende til at trække benene tættere op til sig så hun uden problem bare kunne hvile sit hoved mod sine knæ. For hende var det ikke enorme bryster der gjorde dette svært for hende. Og hendes smidighed gjorde det jo også meget nemmere for hende. Hun lod sine øjne blive lukket i for så at blive åbnet igen. Flammerne var så beroligende. Den måde de frit blafrede og slog gnister. Og især den måde de kunne give hende og så mange andre varme. Et lille gab kom fra hende og pludselig havde søvnen endelig nået helt hen til hende. Nu galt det bare for den at vinde kampen over hende for at få hende til at sove.
Men så var det at søvnen hurtigt forsvandt som et vindpust idet hun hørte en dør blive åbnet og det var tydeligt at høre denne person komme ud. Hun stivnede og grebet omkring hendes ben blev strammet mens at hendes hoved endnu ikke hvilede. Hun fik hurtigt set sig over skulderen da hun hørte hans stemme. Stirrede en smule forskrækket mod denne unge mand der nu sad mere eller mindre ved pejsen som hende. Hun sank en klump og syntes kort ikke at kunne få sine ord ud. Der gik nu heller ikke lang tid inden hun i en elegant bevægelse kom op at stå og trådte nogle skridt bagud. ”De-Det må du meget undskylde!” udbrød hun så og hendes søde stemme blev afsløret. Det var som en sirene sang men det var blot et bevis på hendes nymfe gener. Hendes hænder blev samlet foran hende inden hun så bukkede undskyldende for så igen at rette sig op og se mod denne ejendoms ejer. Man kunne skimme flovheden i hendes ansigt og hendes øjne. Hun bed sig hårdt i underlæben inden hun gik taget sig sammen til igen at sige noget. Havde ikke noget at opfange hans kommentar om hendes tøj. Hun var mest bare opspændt på at komme godt nok ud af dette. ”Det var ikke med vilje. Eller jo. Men..” Hun fumlede virkelig med ordene og det strålede næsten ud af hende hvor meget hun ikke vidste hvad hun skulle gøre. Til sidst fik hun lagt sine hænder op på sit hoved som havde hun hovedpine og bøjede i et klik ned i knæene for at sidde let foldet sammen på hug. ”Det var ikke fordi jeg..Undskyld. Farede en smule vild da jeg skulle finde hjem.” fik hun så endelig frem. Lød mere sikkert men også svagt og roligt. Blev siddende og lod sit hår dække for hendes ansigt mens hendes blik var rettet mod gulvet.

Han så på hende med et smil inden han rejste sig op " Så kær.. Du skal ikke være bange" sagde han og så ned på hende da hun atter knælede ned * Mhm perfekt* tænkte han inden han kort rystede på hovedet. Hvad var det dog for noget at tænke omkring så ungt et væsen og så skræmt.

Han lod kort en hånd glide gennem hans lange mørke hår " Virkelig? Faret vild?" sagde han og smilte blidt til hende " Så var det jo godt at min villa var her" sagde han og så på hende med et smil inden han rakte hende hånden for at hjælpe hende op " Hvorfor har du den påklædning på? Du må fryse ufatteligt meget" sagde han og tog hende ind til sig og lagde armene omkring hende. Hun var helt kold, trods hun lige havde siddet foran hans pejs.

" Vil du ikke have noget andet tøj på?" spurgte han og tog hende op i hans arme. Han smilte blidt til hende og lod kort en hånd nusse hendes ene arm " Et varmt bad? Eller noget at drikke?" sagde han og smilte kort til hende. Han vidste ikke hvad der gik af ham, måske var det hendes uskyldighed der gjorde han skør, eller nej.. Han kunne rent faktisk lide hendes uskyldighed.. Det tændte ham på en eller anden underlig måde.

Amelia så atter op da han satte spørgsmålstegn for hendes forklaring. Hun forstod et sted godt hvorfor. Det var ikke mange der mente hun var typen der faktisk også boede her ude. I skoven. Og nok alene siden hun var ude så sent. Og det var næsten tydeligt at se på hende at hun ikke havde meget andet en varme og mad at komme hjem til når hun blot kunne tillade sig at gå ind i en komplet fremmes hus. Det lignede hende faktisk ikke. Og det var nok derfor hun havde reageret på den måde hun havde. Hun nåede knap nok at rette sig ordentligt op i sin fulde højde på 154 centimeter inden at hun så, bare blev trukket ind til denne person. Hun blev overrasket og et sted var det en smule grænseoverskridende. Men samtidig var han dejlig varm. Dog gjorde hun ikke særlig meget for at holde dem sammen på denne måde. Hendes arme forholdt sig ned langs siden og så ikke op på hans ansigt. ”Jeg kan lide at have det på. Og overraskende nok er det varmt nok. Bare ikke her om aftenen.” Et svagt fnis kom fra hende som hun stod og forklarede. Men nåede ikke rigtig andet inden han igen kom med et spørgsmål og derefter kunne hun ikke mere mærke gulvet mod sine fødder. Hendes søde ansigt fortrak sig i et overrasket og spørgende udtryk inden hun så mod denne unge mand der nu stod med hende løftet op.
Hun blinkede et par gange inden hun faktisk fattede hvad det var der skete. Og en lille rødlig glød havde skam også samlet sig omkring hendes kinder. ”Ehm…” Der kom for mange spørgsmål lige efter hinanden til at hun kunne nå at svare eller gøre ret meget. Et sted ville det nok gøre hende ør i hovedet hvis det ikke var at han hurtigt fik stoppet strømmen. ”Hør. Jeg har ikke brug for andet tøj eller noget. Men jeg er taknemmelig over at du tilbyder mig dette.” forsikrede hun ham så og endelig blev hendes læber formet op i dette søde smil mens at man kunne se i hendes hasselnøddebrune øjne at hun skam ikke løj. Var nok også en af de ting hun var elendig til. Lige som at vaske op eller cykle. Hun fugtede svagt sine læber med tungespidsen mens hun så ned på gulvet for igen at se op på denne person der på en måde rimelig desperat viste sin gæstfrihed. Men hun anede ingen uråd. Som altid. ”Men det kunne være dejligt med noget at drikke.” Hendes smil syntes at vokse lidt og hun lød mere munter. Ikke så bange. Slet ikke. ”Og..kunne du ikke lige være rar at sætte mig ned igen?” Hun så en smule bedende på ham mens smilet endnu var på hendes læber. Det var nok mest fordi hun følte sig meget lille og hun vidste i forvejen at hun vejede for lidt, hvilken den måde han så let som ingenting havde kunne fumle rundt med hende ikke havde gjort det bedre af.

Et smil kom frem på hans læber inden han lod hende mærke jorden under hendes fødder igen. Han vidste ikke rigtigt hvad han skulle gøre. Han så ned på hende med et smil " Jamen jamen.. Bare bliv siddende ved pejsen.: Så kommer jeg med noget at drikke" sagde han og gik ud i køkkenet og begyndte at laver varm chokolade til hende.

Han sukkede dybt da han kom ud i køkkenet og så sig over skulderen for at være sikker på hun ikke var bag ham " Hvorfor nu?" mumlede han stille og så ned i bordpladen " Hvorfor skulle hun komme nu.. " mumlede han og rystede kort på hovedet. Han kunne ikke klare det, piger som hende kan ham en trang.. Trangen til at være det bæst han var for flere år siden, trods han troede han var kommet af med det, men nej.

" Jeg går ud fra du gerne vil have varm chokolade" råbte han ind til hende og så stadig ned i bordet. Han var restløs, vidste ikke hvor han skulle gøre af sig selv og følte han var nødt til at gøre noget snart, inden han gik fra vid og sans, hvis ikke det allerede var for sent.

Amelia kunne vel ikke gøre andet end et vente. Dette var ikke hendes hjem og hun skulle endelig ikke vide sig klog på hvordan man lavede tingene her. Eller noget andet. Hun var gæst og sådan var det bare. Selvom at hun ikke ligefrem var vant til at holde sig helt stille. Men så igen. Hun var vel en smule træt. Og varmen fra pejsen var enormt dejlig. Så et sted havde hun ikke problemer med at vente. Hun syntes så pludselig at kunne høre ham mumle for sig selv ude fra køkkenet. Kunne ikke hører hvad han sagde men det ragede vel ikke hende. Respekterede folks personlige ting. Hun mente faktisk stadig at hun nok bare skulle gå igen. Hun havde det stadig lidt dårligt med bare at have gået ind. Og den gæstfrihed han gav hende var overvældende. Hun rejste sig roligt op og satte lydløst kursen mod det rum han havde gået ind.
”Er du..” Mere nåede hun ikke at gå sagt ingen at han råbte op. Hun spærrede overraskende sine øjne op og trådte et lille skridt bagud af forskrækkelse. Men hun faldt dog hurtigt til rå. Og hendes smil fra før kom frem og havde vokset lidt. Inden at hendes hjertevarme latter svagt fyldte rummet for en kort stund. ”Du behøver ikke råbe.” lød hendes stemme. Stadig med latteren gemt. ”Jeg står lige her.” Hun fik stoppet sin latter og stod nu blot og smilte. ”Men ja. Varm chokolade lyder dejligt. Skal jeg hjælpe med noget?” Hun sendte et spørgende blik mod ham mens hendes hoved blev lagt roligt på skrå mens hun ventede på svar.
Hun trippede roligt bag om ham for så at stille sig mere ved siden af ham let op ad køkkenbordet. ”Ehm.. Jeg er for resten Amelia.” præsenterede hun sig så og smilede forsigtigt til denne fremmede. Hun følte sig nu pludselig mere tryg ved denne situation. Så hvorfor ikke vise din tillid mere eller mindre. Hun stod let op på sine tæ'r for at kunne nå til et mere behagelig stilling ind over bordet og prøvede så vidt muligt at se hans ansigt lidt bedre.

Hans blik faldt på hende idet han hørte hendes uskyldige stemme bag ham " For fanden tøs.. " sagde han og tog sig til brystet " Er du ude på og give mig hjertestop?" sagde han efterfulgt af et mildt grin. Han så på hende og smilte kort over hendes latter. Ufatteligt kær, men hun var jo også stadig ung.. Eller i forhold til ham var hun.

" Her er din kop" sagde han og rakte hende koppen med varm chokolade og frembragte et smil på læberne * Shiro.. Stop* tænkte han og så på hende med et forsigtigt smil. Hans tanker gik amok, han tænkte på alt muligt, men han kunne da ikke bare sådan uden videre bare.. elelr kunne han?

" Mit navn er Shiro" sagde han med et svagt smil på læberne. Hun var ufatteligt kær, på den måde hun var overfor ham.. Så genert.. Han så på hende da hun lænede sig ind over køkkenbordet og smilte kort * Den stilling.. Jeg...* tænkte han og bed sig kort i underlæben.

”Forhåbentlig.” Amelia kunne ikke lade være med at komme med den kommentar men hun blev skam også afsløret af hendes latter der igen lød gennem hendes søde stemme. Hun anede endnu ingen uråd om hvad der kunne foregå inde i denne persons hoved. ”Oh tak.” sagde hun vel en smule overrasket over at han allerede havde fået lavet det. Hvor længe havde han været her ude? 5 minutter? Hun havde nok siddet og faldet helt i staver foran ilden og havde ikke opfanget tiden ordentligt. Og den kunne vel også være ligemeget. Hun tog koppen mellem begge sine hænder og følte med det samme hvordan varmen blev spredt gennem hendes fingre, hænder og lidt op ad armene. Hun stod lidt og så ned i den delikate drik inden hun så fik vendt sig halvt om for at stå med ryggen støttet op af køkkenbordet kant.
”Hmm. Shiro.” Hun mumlede kort hans navn for at lærer det ordenligt. Det lå godt på tungen og hun havde ikke ligefrem problemer med at udtale det. Hun så så op fra sin chokolade for igen et smile lidt til ham. ”Shiro. Tusinde tak for at give mig husly.” Hun vidste ikke helt hvad hun ellers skulle sige. Og det hun havde fået sagt havde sikkert lydt lidt underligt. Som havde hun ikke noget hjem. Åh forhelved. Hvorfor havde hun ikke gået lidt tidligere hjem fra centret? Og så igen. Ligegyldigt. Her var hyggeligt og her havde hun selskab. ”Og..sig mig. Er du okay? Du virker lidt..anspændt?” Igen blev hendes hoved lidt lidt på skrå inden hun atter satte koppen mod sine læber og hældte meget forsigtigt men fandt hurtigt ud af at drikken endnu var for varm. Det kom nærmest som et chok for hende men hun nåede lige at få sat koppen fra sig inden at alt for meget faldt ned over hendes ene hånd også. ”Aw..!” mumlede hun en smule panisk og fik hurtigt lagt en hånd hen over sin mund. Som ville det virke mod en brændt tunge. Og det gjorde det heller ikke alt sammen bedre med at hun også havde brændt sin hånd. Ganske svagt og ganske lidt men forskrækkelse sad der vel hele tiden. Hun lod sig roligt glide ned med ryggen støttet op ad skufferne. Ren refleks.

Hans blik faldt på hende og han kom frem med et forsigtigt smil " Det behøver du ikke takke for.. Jeg giver gerne husly til en ung dame i nød" sagde han og så på hende og sukkede kort. Om han var okay? Tja det var han vel nok, men han kunne snart ikke holde sig selv tilbage ret meget længere, trods han blev nødt til det lidt endnu " Ja.. Jeg har det.. Fint" sagde han kort og sukkede.

Han så på hende i det hun gled ned mod gulvet hvilket fik ham til at knæle ned ved siden af hende " Lad mig se" sagde han og tog hendes hånd væk fra hendes mund. Brændemærket på hendes hånd var ikke så voldsomt som det kunne have været " Jeg har noget koldt her" sagde han og bed sig kort i underlæben inden han åbnede køleskabet " Her" sagde han og rejste sig igen op.

Han så ned på hende og rystede derefter kort på hovedet, det var snart for sent og han kunne da ikke bare overfalde denne pige uden videre, hun var jo så ung, så uskyldig? Men måske var det rent faktisk det der fik ham til at ville gøre det mod hende, eller var det hendes påklædning?

”Nej nej vent..” Amelia nåede ikke rigtigt at sige fra inden at Shiro vist var begyndt at finde noget koldt. Der var jo ikke andet mærke end det røde område på hendes hånd som nok ville få væk når det ikke smertede mere. Sådan var det jo altid. Og det var jo tydeligt kun chokket der gjort den største forskel på hvordan hun havde det lige nu. Forsigtigt rejste hun sig op igen og stod lidt og støttede sig mod køkkenbordet som før, inden hun roligt tog imod den kolde genstand som hun med det samme lagde mod det røde mærke på sin hånd. Det var så typisk hende at være så klodset omkring ting omkring hende. Der skete næsten ingenting når hun var alene. ”Tak.” sagde hun roligt mens hun holdt sit blik mod sin hånd et øjeblik inden hun så endelig så mod denne dæmon endnu engang.
”Ehm..Jeg ved ikke om det virker en smule ubehøvlet af mig men. Jeg skal nok til at tage hjem ad..” Hun sank en mindre klump og bed sig selv lidt i underlæben inden hun igen forsatte. ”Jeg er nok bare til besvær.” Hun smilede en smule fjoget mens at hun så igen fik lagt den kolde genstand fra sig på bordet og derefter førte hendes ene hånd op for at klø sig ganske blidt på sin ene kind hvorefter hun kørte en lille forvildet hårtot væk fra sit kønne ansigt. ”Og du virker ikke helt til at have det alt for godt. Måske har du bare brug for hvile og lidt stilhed til at få styr på sine tanker.” Det var ikke fordi at hun kunne læse folk tanker. Eller ville hun nok virke mere nysgerrig efter hvad han faktisk mente med de ting der foregik i hans hoved. Og hun ville nok et sted blive ret bange for ham. Men nu var hun nok mere bekymret for ham. Det var næsten tydeligt at se der var et eller andet der gik ham på. Og hun var også ved at blive ret træt. Og hun ville ikke ende med at falde i søvn her. Stedet var stadig fremmed for hende.
Amelia lod sig gå roligt forbi Shiro med lette skridt og gik videre ind i stuen hvor pejsen endnu var tændt. Hun så hele tiden mod den. Som var hun missundelig på dens varme. Også selvom at hun ikke decideret frøs mere. Men tanken om at gå udenfor fik hendes lille spinkle krop til at ryste en smule. Også selv om at vinden faktisk havde stilnet lidt af.

Han så på hende og sukkede " Du er ikke til besvær.. Det er bare mig der.. " sagde han og tog sig til hovedet * Rolig.. * tænkte han og sukkede kort " Du kan godt bliver her.. Jeg er ikke gereret af dig" sagde han med en mild stemme. Nej han havde ikke noget imod hun var der.. Tvært imod var det rart at der var andre end ham.

Han sukkede kort da han så hende foran pejsen " Har helt ondt af dig.. At du skal der ud" sagde han og så ud af vinduet. Okay vinden var stilnet af, men sneen.. Sneen var der stadig, hvilket stadig ville gøre det koldt for hende at gå hjem i, men okay.. Han vidste jo ikke hvor langt fra ham hun boede.

Han lod kort en hånd glide gennem det lange mørke hår inden han satte sig i stolen ved pejsen og så på hende med et smil " Bliv nu bare her.. Jeg gør dig ikke noget" sagde han og bed sig kort i underlæben * Ikke endnu i så fald* tænkte han og lod atter en hånd glide gennem sit lange mørke hår.

”Skal du ikke være. Lidt sne har aldrig skadet nogen.” forsikrede hun ham med et nu mere muntert smil. Det var som om at hun bare kunne få fra at være usikkert og stille til at være munter og taknemmelig på et spildt sekund. Hvilket hun et sted også sagtens kunne. Men det var nok mest fordi alle disse humør lå rodet sammen inde i hende og hvis hun ikke holdt dem inde i sig selv ville man ikke kunne finde hverken hoved eller hale i hende. Måske ville hun endda bare sidde over i et hjørne helt følelsesløs. Man kunne kalde hende en rigtig humørbombe. Og alle hendes humør havde det med at smitte af på folk omkring hende. Men det var ikke en ting hun var sikker på overhoved.
Amelia nikkede roligt mens hun studerede hvordan han satte sig i den stol der havde stået foran pejsen. Selv var hun ikke meget for stole. Hun elskede at enten sidde på gulvet eller faktisk på et bord. Og samtidig kunne hun falde i søvn i en lænestol eller siddende. Hun var virkelig en spøjs person. Virkede altid som denne forsvarsløse lille pige som passede ind i en hver familie. Hun virkede vel et sted bare som et kæledyr. En killing så vel som en hundehvalp der elskede at lege rundt og grine og smile. ”Nej det vil jeg skam heller ikke tro. Det var mere fordi at du virker anspændt.” sagde hun stille og roligt og med den søde latter gemt i stemmen igen. Hun trippede de sidste skridt og satte sig så lige foran pejsen som før. Lod de varme flammer lægge orange skygger på hendes naturlige ansigt. Og de genspejlede sig også i de hasselnøddebrune øjne der matchede med det hele. Håret og huden der ikke ligefrem kunne kaldes bleg. Tydeligt at se hun hverken var vampyr eller noget andet form for natteligt væsen. Og måske kom hun nok heller ikke lige fra Frankrig. ”Så vil jeg blive lidt. Men så snart der er noget skal du bare sende mig hjem. Jeg kan sagtens se i mørket og min hytte ligger måske slet ikke særlig langt her fra. Så jeg skal nok komme hjem i sikkerhed.” Hun drejede sit ansigt og fik sendt dette dejlige smil mod Shiro. Hun var så godtroende og som alt muligt andet var det tydeligt at hun nok var et noget let offer. Anede stadig ingen uråd. Så denne dæmon som en flink person. En hun kunne snakke med. Hun strøg igen en vildfaren tot væk fra sit ansigt og om bag sit ene øre imens hun atter så ind i ilden. Et lille gab blev så skjult bag hendes ene hånd og hun glippede lidt med øjnene for ikke at blive alt for magelig. Men det var varmen og trygheden der gjorde det ved hende.

Han så på hende med et overvejet smil inden han lod en hånd glide gennem hendes hår " Jeg tror ikke du bliver irriterende..." sagde han og sukkede kort da han så hende sætte sig ned foran pejsen. Så ung, så uskyldig og så køn, men han kunne ikke.. Ikke endnu.. Hun var jo alt for venlig mod ham, måske var det mere det der gik ham sådan på? At hun var så venlig, mens han var i sit ufatteligt dårlige humør og kæmpede for ikke at vise det og efter hans egen mening går det meget fint, men hun havde sikkert gennemskuet, at han ikke ligefrem var ved sine fulde fem.

Han lod kort en hånd glide gennem hans lange hår " Du ved jo ikke hvor din hytte er.. Gør du vel?" spurgte han og så ned på hende og lagde mærke til hendes søde smil * STOP!* tænkte han og bed sig kort i underlæben. Han blev snart nødt til at gøre noget, ellers blev han vanvittig, hvis det ikke allerede var for sent.

Det hans hånd blev kørte gennem hendes hår kunne hun ikke lade være med at spinde lidt. Ganske svagt men det var ikke noget hun gjorde det store ud af. Det var en vane hun havde opbygget. Og hun kunne ikke selv lide den. Det virkede bare forkert til et menneske at lade som om man var et dyr. Men så igen. Hun var jo også et for form dyr. Hun havde vel automatisk dyregenet i sig. Bare ikke en ting der ikke ligefrem var mange der faktisk kendte til. Også selv om at det blot var normalt for hendes race.
”Ehm..Nej ikke lige præcis. Men har en fornemmelse. Jeg har boet herude stort set hele mit liv men af og til farer jeg vel bare lidt vild. Og så så her bare dejlig varmt ud. Det var ikke min hensigt at ville blive længere end til jeg havde fået varmen igen.” forklarede Amelia stille og roligt og de søde smil forsvandt ikke fra hendes blik. Og heller ikke fra hendes bløde læber. Hun kunne sagtens mærke hvordan han prøvede at holde noget tilbage. Spændingerne fyldte rummet men af en eller anden grund ramte disse ubehagelige udstrålinger. Som om hun havde dette beskyttende lag over sig så hun intet fattede af denne situation. Stakkels lille nymfe. Hun trak så sine ben op til sig og svang sine arme omkring dem for at holde dem mere eller mindre på plads. Smilede for sig selv mens at hun sad der og vippede frem og tilbage. Og hvis man hørte godt efter ville man også kunne høre hendes stemme nynne små klingende lyde. ”Igen. Tak fordi jeg må blive.” fik hun så sagt, dog uden at stoppe de barnlige bevægelser ellers at se væk fra pejsens flammer.

Han så ned på hende og bed sig kort i underlæben " Hvor er du kær.." sagde han og så ned på hende med et blidt smil da han hørte hendes spinde som en kælen kat. Han rystede kort på hovedet over hendes svar " Så bliv dog her i nat.. Så kan du altid holde på varmen" sagde han med et kort smil * Og ligge i min seng og.. NEJ!* tænkte han og sukkede kort.

" Selv tak" sagde han og lod kort en hånd glide gennem sit eget hår inden han lænede sig tilbage i stolen. Det var underligt at have hende her, en ung pige? Det var han slet ikke vandt til, han var vandt til nogle på hans alder, ikke en ung tøs som var som hende.

Amelia blev nok en smule overrasket over hans tilbud. Havde hun ikke brugt tid på at forklare at hun nok ikke boede særlig langt her fra? Ikke fordi at hun ikke brød sig om tanken men det var dog en smule underligt. Hun kendte ikke til denne dæmon. Men så igen. Hun havde ikke haft brug for at kende en person super godt inden hun selv havde ladet sig kramme personen. Så der gik ikke længe inden hun igen sad og smilede sødt til ham. Selvom at hun nok lignede en lille pige havde hun stadig visse træk der gjorde hende mere moden. Nok var hun lille men hun var vel en smule udrustet som så mange andre piger. Hun var en del ældre end hun så ud til. Men det kunne vel være lige meget. ”Det vil jeg se på..” Hun stoppede for igen at lade et gab forlade hende. Og endnu engang røg hendes ene hånd op foran sin mund. Hun kunne ikke lade være med at grine lidt over det inden hun så fik ændret sit svar: ”Eller det lyder nok som en god idé.” Hun var træt og et sted ville hun virkelig ikke ud i mørket og kulden lige nu. Hvilken egoistisk tøs hun var lige nu.
Hun kørte en hådn gennem sit eget lange hår inden hun nu tillod sig lidt ufrivilligt at lægge sig helt ned på gulvet. Forholdt sit blik mod flammerne hvilket nok ikke var den bedste idé, da hun så vidt muligt prøvede at holde sig vågen. Hun foldede sig lidt sammen og skilte så sine læber for igen at tale. ”Det er måske ikke hver dag at en vildfaren person pludselig er i dit hjem..?” spurgte hun så, nok mest for at få en samtale op at kører.

Han så på hende med et kort smil og lagde mærke til hendes gab, hvilket fik ham til at rejse sig og samle hende op i hans arme " Vi må hellere få dig ind og ligge" sagde han og smilte blidt til hende mens han gik over mod sit soveværelse " Bare rolig.. Du kan få sengen for dig selv hvis det er" sagde han og smilte kort til hende og satte hende på sengen. Han smilte over hendes spørgsmål " Jeg har oplevet det en gang før" sagde han og så ned på hende med et smil.

Han lod kort en hånd glide gennem hans hår inden han satte sig ned på sengen ved hendes side " Bare lig dig under dynen og hvis du vil have tøjet af.. Så kan jeg bare gå ud.." sagde han og så på hende med et forsigtigt smil * Gå ud??? YEAH RIGHT!* tænkte han og bed sig kort i underlæben.

//Undskylder tiden. >_
Amelia kunne ikke gøre andet end at blive overrasket over igen at blive løftet op. Og lidt efter så det ud til at han traskede mod soveværelset med hende. Ville han nu putte hende? Hun spærrede sine øjne lidt op og blinkede forundret inden hun fik taget sig sammen til at tale. ”Hey..Jeg..jeg..” Hun var nok træt man hun ville da ikke bare gå hen og sove nu. Hun så lidt ned på gulvet og så igen mod Shiro. Bed sig i underlæben og lod ham bare bære af sted med hende.
Hun kunne mærke hvordan at sengens bløde madras blev svunget en smule ned under hendes vægt da han sætte hende ned. Hun strakte sine ben en smule og lod sine hænder mærke på den behagelige dyne. Fulgte sine hænder med øjnene inden hun så igen så op på denne dæmon. ”Jeg..jeg er altså ikke træt.” løj hun og det var tydeligt det faktisk ikke var sandt. Hun var elendig til at lyve og hun vidste det. Men alligevel brugte hun en løgn i få situationer. Hun rykkede lidt på sig og fik så sat sig på sengekanten med sine ben udover og hænderne let støttende på hver sin side af sig. Et smil voksede frem på de bløde læber og hendes hoved faldt på skrå. ”Og jeg kan ikke tillade mig bare at overtage din seng.” Hun løftede sin ene hånd og lagde den på Shiro’s hoved hvor hun kort placerede to klap inden hun igen træk den til sig. Et kort øjeblik kom hendes hjertevarme latter dem som hun blev lidt siddende på sengen og studerede dæmonen. Han var lidt svær at vide sig sikker på. Men hun lagde stadig ikke mærke til alt det andet.