This is not fun.. - Kane

T: Omkring kl 01:00 om natten.
O: Få mennesker.
S: De Host Club.
V: Lunt.

Det havde været en ganske dejlig aften, hun havde virkelig haft brug for at komme lidt ud og bare slå sig løs med en masse mennesker, og en masse sprut ikke mindst. Der fandtes ikke meget bedre når man var lidt opgivende omkring altid, end bare at lade det helle ligge for en enkelt aften.
Og hun havde da også flirtet lidt med nogle enkelte fyre, men der havde som altid ikke rigtigt været noget i det. Dog var hun fulgt med en mørkhåret fyr udenfor, for at få sig en smøg. De havde danset lidt i løbet af aftenen, men Altena vidste allerede nu at det ikke ville blive til mere. Han var bare ikke rigtigt hendes type, også var det meget tydeligt at han var vant til at, få alt hvad han overhovedet ville have. Og hun havde ingen planer om at være endnu et af hans trofæer.
Hvordan hun så helt nøjagtigt var havnet sammen med ham her i denne mørke gyde udenfor baren, anede hun faktisk ikke. Men ikke desto mindre, stod hun nu lænet op af muren, mens han holdt hendes hænder mod den. Mod hendes hænders overflader, føltes muren våd og klam, og hun brød sig ikke om den følelse. Ligesom hun ikke brød sig om at stå her. Kort vred hun sig. "Slip mig nu, jeg gider ikk okay" hvislede hun vredt. Han grinte bare af hende, og kyssede hende, Hvilket resulterede i at hun jog knæet op mellem hans ben og skubbede ham væk, for derefter at samle sin taske op og gå lidt væk.
"Jeg sagde jo jeg ikke ville din nar" sagde hun let og så om efter ham. Han havde bare allerede flyttet sig, så da hun vendte sig mod gaden igen, blev hun ramt af hans knytnæve direkte på kæben, og faldt hårdt til jorden.

Med et brag af et klap, hamrede en kæmpe lap sig ned imod hans skulderblad, og tilkendegjorde manden der sad ved siden af ham, hvor han havde et fadøl i den ene næve, og et stærkt rask rødt skæg, med fletninger i, som var han en tilbeder til de nordiske guder. Ja nærmest en datids viking. Lidt over halvdelen af hans eget øl, røg ud af hans krus, og havnede på barbordet foran ham. Han hævede hånden og nikkede lidt imens han smilede kort, og lettere falsk egentlig. Det var ikke sådan så han delte den samme glæde for hvad det nu end var denne mand var glad for. Med et kort brum gav han tegn til bartenderen at hun skulle give regningen til den rødhårede mand, hvor efter han sagde som om han var en ven af ham, at han skred.

I den ellers højlydte nat, hvor musikken spillede fra næsten alle verdenshjørner, herskede der alligevel sin stilhed, trods for at nogle fugle i nattetimernes gang prøvede at synge om kap med musikken der drønede ud fra højtalerne. Manden som nu ellers var gået ud fra den bar, han havde brugt det meste af sin dag på, betragtede stumt sine omgivelser, inden han begav sig af sted ned af gaderne. Herfra kunne farver og lys ses som ville de betragtes som stjerner eller kometer. Hans stemme brummede let ud i natten, imens ørerne opfangede nogle tavse stemmer i gyderne. Det virkede ikke ligefrem som om det var elskovens gang der var ført med sig. Dette resulterede i en nysgerrighed.

Kane var jo ingen ond mand af natur, han havde sine gode og dårlige sider som en hver anden mand der førte sig fremad i livet. En mand som prøvede at kæmpe sig frem til det bedre, og konstant arbejde sig fremad. Dog havde han valgt en dårlig karriere gang, men et sted skulle man starte. Ingen kunne forvente at man var perfekt med hud og hår. I et roligt tempo, og med ellers delvist tunge skridt, tændte han sin cigarret med en rød lighter. Den lille flamme plussede hans ansigt op i et orange gult skær i den mørke nat, og afslørede nogle skægstubbe på kinderne, og et fint overskæg, hvor på hagen var nogle sorte tykke kraftige dun, der udgjorde noget af hans skæg. Øjenbrynene foldede sig let sammen, imens det yderste vendte ned af og mundvigene gik samme retning. Han tog et sug og lighteren blev lagt væk og fingrende lagde sig om cigaretten som erstatning. Da han kom tættere på kunne han hører et fald imod jorden. Også hans fødder registrerede en let viberation imod undergrunden.

”Så tror jeg det er nok for i dag…” brummede han da han kom hen imod gyden og bemærkede hurtigt manden og kvinden der lå på jorden. Manden kiggede bare forvirret på ham og skulle lige komme til sans og samling igen, ”Flyt dig din idiot!” hvæsede han imod Kane, som egentlig bare havde sat sig på hug foran kvinden, og tjekket hende efter for at se om hun endnu var ved bevidst hed. Manden der kom imod ham nåede ikke ret langt inden at Kane greb fat om hans ankel, og trak til så han selv ente på jorden, ved at knalde baghovedet ned i betonet under dem. Derefter rejste han sig op, og gik hen imod manden og trak ham op ved halsen med den ene arm. Han åbnede en container der stod i nærheden og smed ham ned i den, med en efterfølgende knytnæve. Godt være mange mente at kvinder ikke skulle have respekt, der var han dog ganske vidst anderledes. Men det kom så også an på, hvilken form for respekt man gav. Da han var færdig med at tildele manden sin opmærksomhed, vente han sig imod den faldne kvinde, og løftede hende op i sine arme, for at gå sin vej væk fra gyderne.

Da fyren havde slået hende, havde hun kort været helt ude af fokus. Og det var da også kun pågrund af noget af alt det sprut hun havde drukket, at fyren havde kunnet slå hende. Normalt var hun ganske hurtig selv. Og hun kendte en masse kampsport, men indrømmet, hun burde nok ikke have drukket helt så meget netop denne aften. Men sket var sket, og der var ikke så meget at gøre ved det.
Efter at have ramt jorden var det sortnet en smule for hende, og hun kunne mærke den varme fornemmelse af blod fra hendes venstre side af panden. En stemme fik hende dog til at tøve lidt.

Dette var med sikkerhed ikke manden der lige havde slået hende, og hun frygtede kort at det var en af hans venner. For selvom hun kunne blive en slange, ville hun ikke bare kunne sno sig ubemærket væk fra dem. Og slet ikke med alle de små sten under sig, det var ganske generende mod slangehuden.
Hun kunne mærke skridtene i jorden, da en kom imod hende, og valgte at blive liggende, stille, mest for lige at se hvem det var, så hun havde en mulighed for at få et lidt bedre overblik over tingene. Ikke at hun havde den fjerneste anelse om hvad hun skulle stille op, hvis denne nye mand også ville hende ondt. En person kunne hun godt klare, men to i denne tilstand, var nok lige håbefuldt nok.

Da manden satte sig på hug ved hende, mødte hendes grønne øjne tøvende hans blik. Hun ømmede sig kort, men forstod at han ikke ville gøre hende noget. Et ganske svagt smil spillede på hendes læber, inden hun langsomt satte sig op.
En spinkel hånd gled kort op og mærkede på såret der var i panden. Ikke noget voldsomt heldigvis, men stort nok til at det alligevel blødte lidt. Hun havde vidst ramt asfalten med panden. Forhåbentlig var der ikke nogen af de to mænd der ville udvikle sig til en morderisk blodsuger lige nu. hvis de bare kunne vente en dags tid, var det mere end fint for hende. Blikket gled hen imod den mand der havde slået hende, da han kom imod dem. Men måtte se sig en smule slået, da manden der havde hjulpet hende, hurtigt fik klaret den anden. Et svagt grin slap fra hendes læber da han smed fyren i containeren.

Altena så op på ham da han kom hen imod hende, og tog hende op til sig. Hun gispede let og så forsigtigt på ham. "det havde du ikke behøvet.. Mange tark for hjælpen, jeg må indrømme det var heldigt du kom forbi.. Men jeg tror jeg er okay" sagde hun langsomt og så lidt på ham. Hun var aldrig blevet båret af nogen før, så det var lidt underligt. Men også meget trygt.

Manden der nu lå i containeren var sikkert den sidste der ville lade sig sætte op imod en kvinde efter dette møde med Kane. Ganske vidst var varulven ikke ligefrem den store beskytter, men han havde vel altid haft en form for behov for at beskytte folk, trods for hans upraktiske branche, men hvad kunne man gøre? Med en rolig, og halv kold atmosfærer omkring sig, sank han hurtigt en klump i halsen. Ikke fordi han var bange eller nervøs på nogen som helst måde, det havde han nu egentlig bare lige brug for. Trods for at kvinden sikkert ikke havde slået sig værre end som så, mente han nu det var bedst at hun efter et sådan et slag ikke stod på benene, man kunne så mænd aldrig vide hvor slemt slaget havde været trods for at man vågnede op igen. Sandsynligheden for at hun blev svimmel hvis hun kom på egne ben og gik, men det var der selvfølgelig ingen der kunne vide om det så egentlig skete? Men nu var det ligesom ham der havde dømmekraften på nuværende tidspunkt, og han syntes hans ord burde være nok i denne sag.

”Hvor bor du henne?” Kom det fra manden imens han betragtede omgivelserne frem for sig, det var nu ikke sådan han havde tænkt sig at spendere hele natten med hende, men nu måtte vi se hvor hen dette gik. Egentlig ville han have taget hende med hjem til sig selv, i Logementet. Men hvis hun boede tættere på var der ingen grund til det. Kane havde en let snavset habit jakke på i sort. Den eneste grund til at den var som den var på nuværende tidspunkt, var såmænd kun fordi han havde tilbragt noget tid på den bar han havde været på før han var havnet i denne suppedas. Langsomt lod han de brune øjne, som ellers kunne virke så varme i ny og næ, andre gange som stikkende øjne. Men alt dette kom såmænd an på hans humør, og hvordan han lod sig udtrykke. På nuværende tidspunkt var de ganske neutrale og nogle man let kunne finde tryghed i hvis det var hvad man ønskede.

Trods for kvindens talende stemme svarede han ikke rigtig på noget af det, faktisk slet intet. Han vidste ikke hvad han skulle sige, og nød at være den mystiske type man så sjældent egentlig kunne finde. De fleste prøvede, for at virke interessante men de færreste havde det egentlig i deres natur. En krage skreg imens den fløj af sted hen over deres hoveder og fulgte nærmest med ham som om de ville give andre besked på at faren nu var på vej. Dog var det intet som antydede i Kane’s holdning at han ville gøre andre fortræd. Roligt tog han en dyb indånding, og lod som ingenting, som om alting var i den skønneste orden. De fleste der gik forbi ville sikkert tro hun var for fuld, og han enten var ven eller elsker og sådan set bare fulgte hende hjem.

Altena kunne ikke lade være med at, tænke lidt på manden i containeren. Hvem ved måske havde manden der nu gik med hende, skræmt ham så meget at han aldrig nogensinde ville gøre en kvinde noget igen. Langsomt lod hun de grønne øjne glide frem mod omgivelserne. Hun vidste ikke helt hvor de var på vej hen, men han havde vel en eller anden ide. Måske var det meget godt hun ikke selv gik. Måske blev hun bare svimmel, og det kunne være det var det samme som han tænkte. Det hele virkede meget nyt på hende, hun havde intet imod den hjælp han lige nu gav hende, men den gjorde hende en smule nervøs. For hvad forventede denne mand til gengæld? Han kunne ligeså godt bare ville have et eller andet fra hende, sex.. penge.. hvem kunne vide det. Men for nu lod hun sig bare slå til ro i tanken, om at han ikke ville hende noget ondt. Tøvende så hun op på manden. Han gik så roligt afsted med hende, som om at det var fuldt ud meningen. Han virkede komplet ligeglad med at alle folk så undrende på dem.

Hans spørgsmål kom lidt bag på hende, men hun så lidt på ham. "Jeg bor uden for byen.. Henne ved skoven.." svarede hun langsomt. Hendes stemme var blid, og en smule mere rolig nu. Forsigtigt tyggede hun sig i læben, og lod kort hovedet hvile ind mod hans brystkasse da hun blev svimmel. Hun lukkede øjnene. Var ligeglad med at folk kiggede. Og så mange folk mødte de jo heller ikke, så hvis han også var ligeglad, var der jo ikke nogle problemer i det. Hans jakke føltes ganske blød mod hendes hud. Gad vide hvad han havde lavet denne aften, mon han også havde været i byen? han kunne sikkert ligeså godt have været på samme bar som hende. Fingrene hvilede kort mod såret i hendes pande, som hun kort rørte lidt ved igen, inden hun fjernede hånden. Han virkede meget kort for hovedet.. Men det bebrejdede hun ham ikke.

"Hvorfor hjælper du mig?" mumlede hun spørgende, og så op mod ham. Det var ikke noget hun normalt oplevede, eller havde hørt om. At andre folk hjalp, eller greb ind når andre fik bank. Men hun var glad for det. Var ikke helt sikker på hvad der ville være sket, hvis han ikke var kommet. Blikket gled kort op imod kragen på himlen, hun smilte kort for sig selv. Gad vide om den fulgte efter dem, eller om den bare fløj for sig selv.

Med en dyb indånding, lod han sine tanker forlade deres rede og betragtede sine omgivelser, imens kvinden i hans arme besvarede hans spørgsmål omkring hendes tilholdssted. Egentlig ragede det ham en vatpind. Men hvis han nu skulle bringe hende hjem i god behold, ikke fordi han ikke mente hun ikke kunne tage vare for sig selv, men simpelthen havde fået for meget at drikke. I stedet for at gå imod skoven, gik han rask imod Logementet, hvor han selv havde en lejlighed, i et af komplekserne. Ganske vidst på nederste etage. Han fandt det upraktisk, hvis han pludselig var uforberedt på en fuldmåne, også var oppe på øverste etage og bare banede sin vej ned igennem boligkomplekset som en gigantisk rotte. Dette ville under ingen omstændigheder forøge hans popularitet angående naboerne. Kragen over dem kredsede kort rundt, inden det drejede om, som om det havde fundet noget andet og bedre at lade sin opmærksomhed hvile på. Kane lod sig ikke notere af det, han holdte hellere kursen og farten, men gad ikke til at løbe afsted, for selvom der ikke var mange mennesker på gaderne på daværende tidspunkt, kunne det stadig være ret så opsigtsvækkende for politiet, for eksempel.

Det varede alligevel heller ikke længe førend de nærmede sig bolig komplekset. En stille damp sky kom ud fra hans næsebor. Egentlig ikke fordi det var så koldt igen, men omkring minusgraderne var de vel. Helt varmt var det endnu ikke, eller ikke for det normale menneske. Ham selv havde det nu fint nok, faktisk havde han det lettere varmt, men ganske vidst var der intet at andet man kunne gøre ved det end at stille sig under den kolde bruser. Ud af øjenkrogen kunne han se hvad kvinden foretog sig i hans arme. Man kunne vel roligt sige at manden i ham, vel sagtens kunne forstå ham knægtens hensigter når man tænkte på hvordan denne nymfe i hans arme så ud. Dog var han alligevel ikke interesseret. Mystisk og underlig som han var, holdte han sig væk fra det han kunne skade, og undgik helst følelser og intime forhold. Det bragte ikke meget andet med sig end sorg og smerte med sig. Dermed også en hel del svagheder.

Omgivelserne omkring dem var mørke, og virkede til at kunne lurer en hvilken som helst farer der nu end kunne befinde sig inden i dem. Som om de ventede på at man kom tæt nok på, så de kunne stikke deres mørke skinnende kløer ned i en, fra skyggernes afsats. Det mindede ham meget om en halv ny film han havde set for noget tid siden, Insidious hed den, ganske god, men ikke så skræmmende igen, men den havde da et godt plot i sig. Blikket gled ned på kvinden der begyndte at spørge omkring hans hjælp. I et kort øjeblik lød Kane tavsheden, blive ved inden han svarede. Ikke så meget fordi han tænkte over hvad han sagde, mere for at være helt sikker med sig selv hvad årsagen havde været. ”Jeg kan ikke fordrage mænd der ikke viser kvinder respekt.” kom det ud over læberne, stemmen var halv-dyb, som kom den helt nede fra maven af, men det skyldtes mere alle de øl hans selv havde drukket. Til hverdag var den nu mere neutral, ikke så lys som en kvindes, men heller ikke så dyb dom en bjørn, en neutral mandestemme. ”Var han en du var bekendt med?” spurgte han så. Ikke rigtig at det gjorde sagen bedre at det var en nær ven, der pludselig syntes at venne-zonen ikke længere var noget for ham, og mente han bare kunne tage det han fandt som sit.

Kane drejede hurtigt af ved hjørnet, og var inden længe henne omkring Logementet. Herfra var der kun et til to minutters gåtur, også ville han anbringe sine fødder inden for boligkomplekset. Et gab tvang sig igennem hans sval, og blev afsluttet med en rysten på hovedet og løftede øjenbryn. Det så nu egentlig ret sjovt ud, som om han var overrasket over et eller andet. Hvilket han sikkert også var, men nok mest på grund af det pludselige gab, der ikke rigtig syntes at skulle have fundet sted.

Altena lukkede kort øjnene igen, som han gik med hende i sine arme. Kulden slog hende blidt mod huden, som ganske små forsigtige kys. Det var ganske dejligt, men hun glædede sig nu lidt til at komme indenfor. Uanset om det så var hos ham, eller hos hende. Lige nu havde hun ikke skænket det en tanke, at han kunne være endnu værre end ham, som havde angrebet hende i gyden.
Efter et stykke tid forventede hun næsten at kunne dufte skoven, da der jo ikke var så langt igen, men da dette ikke skete, åbnede hun øjnene og lod de grønne øjne glide en enkelt gang frem for sig. De var vidst på vej hjem til ham.. det gik hun i hvert fald lidt ud fra. For han var ikke ligefrem typen der snakkede særligt meget, og hun vidste ikke helt om det generede ham, at hun spurgte så meget som hun gjorde. Hun var bare usikker.. og fuld.. også blev hun automatisk meget mere snaksalig end hun plejede at være. Kragen virkede til at de to personer på gaden begyndte at kede den, så da den fløj væk fra dem, smilte hun for sig selv. Hun håbede lidt at han ville snakke noget mere med hende. Bare på et eller andet tidspunkt. På den anden side, behøvede han jo ikke.

Manden der gik med hende i sine arme, virkede for en stund tænkende. Hun kunne mærke hans øjne hvile på sig, og et kort øjeblik lod hun blikket møde hans øjne. Gad vide hvad han tænkte. Nogle gange ville hun gerne kunne læse tanker. Det kunne spare hende, for en masse problemer af og til. Og hvis man kunne læse tanker, ville det også være meget hurtigere at, regne folks hensigter ud. Hun kunne se at hans vejtrækning blev til en lille sky, når han pustede luft ud. Det var koldere end hun ville have troet, men så igen, han gik jo og holdt om hende, så hun ikke blev for kold. I virkeligheden måtte han sikkert fryse. Forsigtigt tyggede hun sig i læben, og sukkede kort for sig selv. Det var ikke noget hun var vant til. en eller anden mystisk person der uden videre bare dukkede op, og tog hende med sig. Normalt ville hun sikkert ikke have ladet ham gøre det, men noget ved ham fik hende til at slappe en smule mere af. Hun var ikke som sådan bange for ham. Eller for om han ville gøre hende noget, hun var bare lidt usikker.

Efter spørgsmålet havde forladt hendes læber, tog hun sig selv i at tøve lidt. Måske ville hun slet ikke kende svaret, det ville nok være bedre at holde fast i, at han bare havde hjulpet hende fordi han var venlig. Hun lukkede øjnene igen, og trak vejret dybt ind. Det var ganske rart at mærke den kølige hud. Hun elskede faktisk at det ikke var blevet højsommer endnu. Hans stemme virkede meget mørk.. meget ru, men hun kunne ikke helt beslutte sig for, om det lød som om at den var ændret pågrund af alkohol, eller om den bare var sådan. "Virkelig? det er ikke mange der er på den måde mere.. Du kunne ligeså godt bare være gået forbi.. selvom jeg er glad for du ikke bare gik" svarede hun let. Han måtte endelig ikke tro at, hun ikke satte pris på hans hjælp, for det gjorde hun. Hans næste spørgsmål fik hende til at ryste en lille smule på hovedet. "Neij.. Jeg har mødt ham et par gange i byen, men vi har kun snakket sammen. Også pludselig hertil aften ændrede han sig bare totalt mens vi var ude og ryge" svarede hun langsomt. Det var kun godt, at de ikke havde været venner. Hun havde da prøvet en enkelt gang at en nær ven ikke mente venskab var nok. Det havde været en ganske grim aften.

Blikket hvilede fremad mens han stadig gik med hende. Det var overraskende hvor længe han kunne bære hende. Nok var hun ikke på nogen måde overvægtig, men hun vejede da stadig noget. Og han havde båret på hende længe. Han måtte være ved at være træt nu. Og da han så gabte, grinte hun ganske let for sig selv. "Du behøver ikke bære mig mere?" sagde hun stille, og så op på ham. han virkede ikke til at have noget imod det, men stadig.

Boligkomplekset kom tættere på. Og snart efter stod han foran an den, halv rustne dør der var lavet ud af metal og kobber. Håndtaget var ikke af guld, men dens farve tydede på en udglatning af kobber, og farvestoffer der havde fremtvunget den nu nedslidte maling og afslørede det egentlige bronzefarvede jernhåndtag. Inden han tog fat omkring dette håndtag, af et billigt trick på at få folk til at tro det var guld, stillede han den unge kvinde ned på hendes yndige ben, så hun selv kunne stå, og han kunne stoppe sin nøgle ind i nøglehullet, så døren kunne komme op. Ganske kort lænede han sin skulder imod døren, for at give det et ekstra skub så den kunne gå op. Ind trådte den omtrent 193 centimeter høje varulv, og holdte døren for kvinden så hun kunne komme indenfor. Trappen var lavet ud af træ, og så egentlig utrolig gammel ud, men den larmede nu ikke så meget igen som man egentlig skulle tro den gjorde. Opgangens vægge var malet i en meget lysegrå farve, som var ganske tæt på hvid, men ikke helt. Dens matte camouflage gjorde det lettere for folk ikke at blive blændet over dets kraftige skær om morgenen, eller når eftermiddagssolen var på sit højeste. Lamperne var ganske almindelige, og hang fra loftet af. Rundt om den skinnende pære, var der en perlehvid skærm rundt omkring, som fordelte lyset i en pænere facon og mildere glød.

Den unge varulv, begyndte så småt at vurdere om kvinden kunne tage den første trappe af sig selv, og lod hende selv vurdere det da han tog de første tre trin, for så at kigge tilbage, for at holde opsyn med hende. Derefter tog han de sidste to, og gik hen imod den midterste dør i opgangens første sal. Han havde taget alle tre lejligheder til sig selv i den første etage, og havde fået lov af boligkompleks opsynsmanden at slå dem sammen til én stor lejlighed. Dog havde han kun lige fået slået væggen ned til den ene lejlighed til venstre. Lige så snart man trådte ind ad døren, stod man i ét stort rum. De fleste rum, pånær badeværelset, var separeret med små halvvægge, som gik en til hofterne på en middelhøj mand. I den højre side og henne ved et kvadratisk hjørne, hvor der var nogle hjørnevægge, kunne man se at det var tapet rundt omkring, mest af alt fordi Kane var i gang med at male rundt omkring. Hvad han malede var vidt forskelligt. Mest nogle abstrakte ting og sager som udgjorde en form for mønster, men det var kun der hvor han syntes det skulle være. Nu var det så godt nok ikke lige sådan at han havde planlagt at skulle få gæster nogensinde, så lejligheden var egentlig kun bestående af en seng, og nogle sofaer samt border.

Manden gik ud i køkkenet hvor han tændte noget lys så man bedre kunne se hvad der var rundt omkring, derefter åbnede han køleskabet, og fandt nogle frosne ærter, og lagde et hviskestykke rundt omkring det, og bandt det fast med en elastik så det ikke ville glide ud fra dens beskyttende indpakning. Han brummede lidt, inden han gik hen til kvinden, og gjorde tegn til at hun kunne sætte sig på en af barstolene hvor efter han rakte hende posen med ærterne i. Så kunne hun selv vurdere hvor bulen var, eller hvad der nu havde behov for at blive kærligt behandlet med noget helt igennem koldt lægemiddel.

"Det er nu helt igennem en skam at der endnu ikke længere er folk, som har sans for almindelig respekt, uanset hvem det er." brummede manden let, selvom han nok var den der nødig skulle snakke. Hans kriminelle fritid og hobby var nok næppe noget man kunne kalde for respekt over for andre mennesker.