Metroens vente tid -Kane

Tid 20:23
Sted Metroen
Omgivelser en del folk hist og pist.
Påklædning Sort top og sort jakke, sorte jeans kort sagt er Gretchen klædt i sort fra top til tå, bortset fra håret.
Dato 20-04
Vejret Ved at blive mørkt efter solen har skinnet en hel dag.

Gretchen kom roligt gående ned mod metroen, i hendes arme havde hun en masse poser som alle havde noget forskelligt i sig, nogle af poserne var fulde af tøj andre var vigtige huslige ting. I alt havde hun fire poser to i hver hånd kunne det lige blive til. Hun Sukkede tungt da hun endelig var kommet ned til metroen og så at det tog hun skulle med var ved at køre, så måtte hun jo vente det som føles en evighed for hende før det næste tog kom. Men sådan var det jo en gang i mellem, hun spejdede rundt for at finde et sted hvor hun kunne sidde og hvile sig lidt, men det lignede overhovedet ikke at der var nogen steder at sidde ned ud over jorden men den var med garanti is kold at sidde på, solen nåede jo ikke lige frem her ned.

Væggen var nærmest det nærmeste hun kunne kom for bare at slappe en smugle af, hun havde ellers spurtet af sted for ikke at komme for sent til toget, men alligevel som sagt var hun kommet for sent. "Sikke noget lort" kom det fra hende i det hun var gået hen til en væg for at læne sig op ad den. Hun sukkede endnu en gang inden hun lod en hånd glide igennem et røde hår som i dag hang løst ned over hendes skuldre, hun havde ikke haft lysten til at gøre noget ud af håret. Men nu var det jo heller ikke fordi at hendes hår var grimt når det var løst det gjorde bare hendes hårfarve endnu mere tydeligt også kunne man også se nogle af de små krøller hun havde.

Eftersom hun nu måtte vente på toget, kunne Gretchen jo lige så godt kigge rundt på de forskellige folk der skulle med det tog de nu skulle med, hun betragtede let en lille familie på fire som også ventede på deres tog. Den mindste i familien en dreng på to år gav sig til at hyle på grund af søsteren havde slået ham, Gretchen rynkede let brynene fordi ungen ikke lige frem gad holde op for moren tog ham op i sine arme. Gretchen kunne i den grad ikke lide små børn så hellere når de kom i teenager årene det var lidt sjovere end når de gik i børnehave.

Lyden fra en fløjte som var tegn til at et tog var ved at køre fik Gretchens opmærksomhed væk fra den lille familie, hvor efter hun kiggede på toget. Det var ikke lige frem det hun skulle med, hun smilede et lille smil og håbede nu inderligt på at hendes tog snart ville komme. Hun ville ikke lige frem kunne lide hvis hun mødte en vampyr på perronen, eller bare et andet væsen som drak blod, den slags væsner var Gretchen bestemt ikke til, hun gøs ved tanken om at nogen en dag ville drikke fra hendes hals.

Den stille lettere fugtgivende mørke aften, hvor solen havde gemt sig bag de mørke høje træer, der stod rank op imod den evigt blå himmel. Langsomt suste togene forbi hinanden, sådan som det rumlede i takt med skinnernes buller og bump der var der i ny og næ. Det ville på intet punkt være mere end videre betryggende for dem der led af skræk for at køre i toge, at hører de skumle tanker som nu ellers vandrede af sted, i den unge mands hoved. Med et eftertænksomt udtryk, i hans unge ansigt, betragtede han de forbi gående omgivelser, uden for vinduet. Som om morgendagen ventede lige om hjørnet, men solen syntes end ikke at anse de ellers smukke staturer der udgav sig for at være en levende verden, som kunne svejre fra den ene side til den anden. Det ellers så efterladte landskab lod deres førhen så glade mimer falde til et dystert underliggende land, som nærmest var blevet overtaget og erobret af den højere magt, i den mørke afkrog. De triste omgivelser som udsagde deres sorg og savn efter solens varmende stråler var så tydelig at en hver digter, ville finde inspiration i de grædende skove.

Manden kunne et eller andet sted, ikke helt lægge tanken fra sig omkring en tog ulykke, hvor denne tog ulykke forvandlede noget lykkeligt, til noget der var så grufuldt, og mørkt. Det ville eftersigende ikke være nogle tanker der var for sarte sjæle. Hans mørke brune øjne lod den søde dis af sved, gas afføring, parfume og oxygen glide rundt omkring sig som var det én hel ny verden. Toget sneg sig dog lige så stille ind imod perronen, som om den ville overbevise et større væsen omkring dets utrolige ærbare farlige skikkelse, i et forsøg på at efterligne en drilsk kattekilling. Dørene slog sig langsomt op, som en port der førte én ind imod den som ville den lade dets mekaniske legeme stille sig på lur. I nogle dovne træk gav jern, og ledninger efter for den ellers så skrøbelige indstilling i dørene, som kunne gå i stykker i løbet af ingen tid, efter, og lod deres gab stå vidt åbent. Det virkede som at træde ud fra killingens mund, og lede sig ud i friheden, uden den egentlig tilhørte en i sidste ende. Parat til at blive leget og kastet rundt med, imellem katte killingens poter, for at finde interesse i noget der var bedre andet end at sove.

Det lette begær over den kølige aften rejste hårene på mange kroppe, som fik en behagelig kuldegysning ned langs folk, nogle rystede i kort varigt sekund for at vende sig af med den. Som familier og venner, samt ensomme rejsende muldrede ud fra toget af som en koloni myrer, der ledte efter det perfekte blad til myretuen, eller det mest velsmagende insekt, forsvandt de ned i myretuen, med hver deres bibeholdende redskab. En mand, de færreste kendte til, skuttede sig let i hans lange grå frakke, hvor der på hovedet var placeret en lettere gammel hat tilbage fra sidst i 40’erne under den Anden Verdenskrigs sidste bombaderinger, og Adolf Hitlers ydmyge nederlag, trods for at han havde kæmpet en, brag kamp omkring sit sindssyge verdensherredømme. Han havde sikkert uden tvivl været en stor inspirations kilde, for mange onde tegnefilms figurer der prøvede på at erobre verdenen, med den éne lov de selv mente var retfærdig. Eller såmænd bare simpel hævn over den verden der syntes at have behandlet dem dårligt. Han kunne ikke lade være med at tænke på de to små mus, ”Pinky og Brain”, hvor den kloge lille Einstein-mus, havde et konstant magt sindssyge om at overtage verdenen med sin tåbelige uduelige følgesvend, Pinky. Denne tanke fik et ganske let smil frem på, Mr. Kane Melsheimer, der rystede på hovedet af sin egen barnlige opfattelse af verdenen og dens historie.

Med nogle rolige skridt kom han op ad den lave tunnel der var bebygget under togsporerne som udgik deres genvej en form for udflugt til det hensiddes. Met kort suk, tog han det sidste trappetrin op ad tunnelen, væk fra urin og alkohol der havde smørret sig sammen til en klæberig og ildelugtende substands. Med de brune øjne lod manden dem glide hen over perronen blot for at se hvad der nu egentlig var i vente rundt omkring ham. For at finde ud af hvem der havde begivet sig til denne station.