Tvivlsom og uerfarenhed (Kane)

Den unge herre, havde bestemt ikke prøvet det før...Men alligevel havde han bevæget sig ind på en sushi bar! Hvad der gik af ham.. vidste han ikke engang selv.. Den stakkels mand. Hvorfor lige sådan et sted? Han rystede på hovedet ved tanken, mens at han prøvede at lade være med at tænke for meget over.. hvad der stod på af mad man kunne få der inde. Valentin, som han hed stod uden for byens sushi bar, mens at han prøvede at tage sig sammen for at prøve noget nyt. Smagen af fisk.... råt fisk... holdt ham bare en smule tilbage. Han var ikke meget for sushi selvom han ikke havde smagt det før...

Mange folk plejede at sige og der inklusiv ham selv 'det var umuligt at sige man ikke kunne lide noget, før at man havde smagt den mad, man mente at ikke var noget for en'. Desværre, var bare tanken om ordet rå fisk der gjorde ham til en kylling på det tidspunkt mens at han kiggede ind på baren. *Årh.. du kan jo altid gå igen...!* tænkte han letter irriteret og bed sig let i underlæben.
Han sparkede sig endelig selv ind på baren og trådte indenfor efter at have taget fat i håndtaget, af døren til indgangen. Døren lukkede i efter Valentin så han ikke længere stod der og gjorde sig selv til grin. Nogle folk der var på baren, havde nok lagt mærke til at han bare havde stået der udenfor lige ved indgangen. Bum stille.

Han stillede sig hen til siden af indgangen, så folk stadigvæk kunne komme indenfor hvis der skulle strømme flere ind på baren. Valentin havde ingen anelse om hvor han skulle sætte sig og for den sags skyld.. ingen idé om hvad han skulle bestille af mad. Han kiggede ned af sig selv og var iført en sort hættetrøje uden lynlås, så han ikke behøvede at have en eller anden form for t-shirt på inden under. Han havde hvide bukser på denne gang. Det var sjældent at han bar den farve på i bukser, som sad stramt på ham. Håret var blevet glattet med pandehåret til den ene side, så han så rimelig godt ud. Han sukkede lydløst, mens at han overvejede hvad han skulle gøre. Sushi var bare ikke ham af hvad han selv mente.

Den efterhånden lettere fyldte bar, som ikke for så længe siden havde fået en lille ombygningen på deres ellers glamourøse bar, var dog et ganske hyggeligt sted at tilbringe sine aftner alene. Der var ikke det store at tage sig til, lige udover den driving-around-sushi bånd der kørte ved hans side. Han havde betalt for at få en sådan tur, hvor han egentlig bare kunne tage hvad han havde lyst til.
Ganske vidst var der bedre ting end sushi så som friskt, råt kød fra et menneskelår, og måske lidt indvolde der med et ribben ved siden af, ville bestemt have været prikken over i’et. Men disse lettere kannibalistiske tanker blev holdt for sig selv. En psykolog ville nok mene at han var syg i låget, og skulle dømmes til galeanstalten. Men hvis blot andre folk kunne se på den lyse og behaglige side af dette, ville de kunne forstå hvorfor han ikke kunne trække sig væk fra naturens gode godter, som jo for ham var menneskekødet. Og dog, helt kannibalistisk var han vel heller ikke. Hans sande natur var blevet afsløret for længe siden, og hans egentlige eksistens lå ude i skovene, sammen med ulve, og andre flokdyr.

Den lettere spinkle, men alligevel muskuløse mand, lod sine spisepinde gribe fat omkring en sushi rulle der lå på bordet foran ham. Den var omsvøbt i tørret tang, med ris inden i, i midten var der noget laks, med noget krymmel fra en kiks der var blevet knust i småstykker. Denne sushi klump af rå fisk og ris, blev stoppet ind i munden på ham med i én mundfuld, og derefter gennem arbejdet på sin vej til at blive synkeligt, og derefter havne i det mennesket kaldte for mavesækken.
De brune øjne lukkede sig ganske langsomt, imens at resten af kroppen genoplevede den ene smag efter den anden. I et langsomt suk åbnede han sine øjne, og betragtede de omgivelser der foregik udenfor vinduets rammer.
Et par gik forbi baren med nogle smilende ansigter, imens de snakkede om hvad end der nu var at snakke om. En teenager flok sparkede til nogle øldåser, som om det var den nye dille, eller at de var i gang med at øve sig på at sparke til et større offer end det der nu var i vejen på deres spadsere tur ud i mørket.

Et stille suk kom igen til, fra manden, Kane. Han betragtede mut og stumt sine medmenneskers omgivelser, inden han vendte tilbage til hans te, som havde nogle hovedingredienser der indgik kamille, og noget løv.
I det samme som han lod sin pegefinger glide ind i den halve cirkel, som udgjorde den hank der var fast smeltet til koppen, trådte en ung herre ind på den ellers så fredfyldte sushibar.
Hans blik virkede lettere fortvivlet, som om han kunne finde på at dreje om inden nogen overhovedet havde nået at opdage at han var trådt inden for, med sin hale imellem benene. Godt nok havde han ikke en hale, men det var mere en metaforisk billedudsendelse der foregik oppe i hans hoved. Teen blev ført op til hans tavse mund, og langsomt slubrede han den ned i sig, uden det kom til at larme alt for meget.

Hvis det var noget der kunnes føles, så mente Valentin at han kunne mærke at der var en artsfælle til stede... Han vidste ikke hvordan han skulle beskrive det, men det gjorde at han kunne slappe mere af i selskabet på sushi baren hvor han befandt sig. Normalt var han en selvsikker fyr, men af og til kunne den også svække lidt. Sådan var det vel med alle?

*Hm.. jeg troede ellers at jeg var den eneste..*

Han kiggede sig en omgang rundt og rystede på hovedet for at ikke at nå og få øjenkontakt med nogen, inden at hans blik hvilede sig på en fyr der sad alene og nippede til sin te. Fantastisk! Valentin følte sig ikke længere alene. Han kunne mærke at nervøsiteten så småt var ved at forsvinde og han besluttede sig for at gå hen til den fremmed fyr som han mente var en artsfælle. Hvis han da gættede rigtigt ud fra sin lugtesans. Ak ja. Folk ville garanteret kigge hvis han snuste til ham, alligevel, som hunde normalt gjorde når de mødte hinanden.

"Må jeg sætte mig?", spurgte han stille, med en blid stemme af hvad en mandestemme kunne hamle op med. Valentins stemme lød nu ikke så moden, efter hans egen mening, selvom at stemmen var gået i overgang. Han lagde sit hoved en smule på skrå, mens at han kiggede afventende på fyren da han var nået hen til ham og stod foran hans bord, hvor han sad. Valentin kunne nemlig ikke få sig selv til bare at sætte sig, selvom han godt vidste at han i princippet havde tilladelse.

Han undveg at kigge i andre retninger, mens at han kiggede lidt på maden, til sushi som fyren havde bestilt... bare tanken om at få det i hans egen mund skræmte ham lidt på en eller anden måde. Han havde ærlig talt ikke prøvet at spist sushi før... En gang skulle være den første, som man sagde ikke? Fyren havde endnu ikke svaret og Valentin begyndte så småt at finde hunde hvalpe blikket frem.

Egentlig havde den unge mand, Kane, ikke registreret Valentin, han ville såmænd hellere nyde sin te og sushi i ro og mag, uden at skulle tænke på, at der valsede andre små hunde rundt omkring ham, som ham selv. Han havde selvfølgelig ikke nogen som helst fordømmende mening omkring de mennesker, eller væsner så vel som snakkede til ham, eller rent faktisk tog modet til at snakke med ham. Det var såmænd altid rart med lidt selskab. Spørgsmålet var dog bare, hvem han selv havde lyst til at være venlig overfor. Kort sukkede han inden hans øjne hvilede sig på drengen, der for ikke så lang tid siden havde samlet sit mod til at komme ind i baren. Nogle folk kiggede, og prøvede at finde frem til om de skulle spørge om der var noget galt, om han manglede noget, eller om de måske kunne få ham til at sidde ved deres bord. Så ringen endda så han vel heller ikke ud. Men han var ikke just Kanes mest fortrukne type når det kom til mænd. Men nu vel, det kom jo an på smag og behag. Og så var der ikke mere at komme efter der.

Den unge mands brune øjne lod sig hvile på hans to spisepinde, inden han tog dem op i sin hånd igen, og tog for sig. De stærke fingre holdte et mildt greb rundt omkring dem, imens han på samme tid havde et fast og bestemt håndtag på dem, så maden under ingen omstændigheder ville smutte fra ham. Sushi rullen som han havde taget var omsvøbt i noget laks, og havde vidst noget sild af en form inden i sig, rundt omkring den var der noget grøntligt creme, og derefter ris. Rullen blev dyppet ned i noget sojasauce inden den kom ind i munden på ham. Eftertænksom tyggede han godt efter og smagte på alle de finurlige smage denne rulle nu end kunne have rummet. Lige inden han nåede at synke dukkede knægten op foran ham. Den kontrast farverede tøjstil, udtrykte for ham en form for ubalance i livet, som om man ikke kunne finde frem til hvilken vej man nu skulle have gået. Et bryn hævede sig ganske let, imens han kiggede ned på stolen som drengen refererede til. I det, at det gik op for ham hvad han ville, blev han selv slået ud fra sin egen verden, og fik sunket det stykke han havde i sin mund.

"Ja," han tøvede lidt, vidste ikke helt hoved og hale i hvad han skulle sige, "Bare sæt dig.." kom det så fra ham, og tog en kort indånding igennem næsen. Da gik det såmænd først op for ham hvad drengen var, men det gjorde ham ikke mindre forbavset over situationen, og havde en sjov scene oppe i hovedet omkring et eller andet hemmeligt møde han ikke havde genskab til.

Manden tog en dyb indånding og lavede lidt en bevægelse med armene som i at han godt måtte sætte sig, med en lidt mere overbevisende attitude, for at fortælle at det var okay. Hvis knægten for fanden ikke havde nogen penge, kunne det være han havde troet det var i orden at slå sig ned hos en anden artsfælle, også måtte man vel tage den derfra.

Valentin tog fat i den tomme stol der stod overfor fyren ved bordet, og trak den ud for at sætte sig ned, hvor han derefter rykkede lidt med stolen med begge hænder for ikke at have for stor mellemrum væk fra bordet. Det var selvfølgelig ikke høfligt, eller var det fint nok, at sige sådan noget, om mad også til fremmed? Han lod sig dog ikke holde sig tilbage, selvom det nemt kunne have en konsekvens; "Jeg forstår ikke hvordan rå fisk... kan være så tiltrækkende.." sagde han stille med et svagt smil da han ikke vidste om han kunne tillade sig at sige det. Han ville ikke fornærme nogen eller ende op i en diskussion eller lignende. Det magtede han ikke lige nu og især ikke når det handlede om mad. Selvom han nok var selv uden om det. Ak ja.

Han rømmede sig mens at han så på fyren. "Smager.. det virkelig så godt, som de fleste giver udtryk for?" spurgte han, som om at de havde kendt hinanden i en evighed. De havde jo lige stødt ind i hinanden, eller rettere sagt, Valentin havde vidst godt nok forstyrret den fremmed flotte fyr der sad overfor ham men han havde håbet på at det var i orden. Medmindre at fyren, hvis navn han ikke kendte, ville have at han skulle forlade bordet og gå, hvornår det så end skulle være.
Valentin kiggede ned på sushien som fyren havde bestilt, efter hans egen mening ville han mene at han nok ville ende med at kaste op hvis han fik sig taget sammen til at smage det. Inderst inde prøvede han faktisk at overtale sig selv. Første gang skulle vel ske på et tidspunkt? I længden kunne han heller ikke tillade sig at sige at sushi var ulækker mad og at han ikke kunne lide det, overhovedet ikke, når man aldrig havde prøvet at have råt fisk liggende på sin tunge.

Han kiggede sig lidt rundt inden at han så på fyren, og bed sig lidt i underlæben, "Du må undskylde min opførsel... mit navn er Valentin", det var måske for hurtigt at præsentere sig. Valentin kunne mærke at han var ivrig efter dette møde med en artsfælle. Måske fordi han var så ung som han var? Han var jo blot sølle 18 år. Man kunne næsten stadigvæk kalde ham for en hvalp med den erfaring han havde i bagagen, som fyren nok allerede havde bemærket.