Nice to see you again!

Man skulle ikke tro, det var muligt at savne en enkelt person så meget. Så meget, at det gjorde helt ondt at tænke på, at man ikke vidste hvornår man ville komme til at se personen igen. Således havde Yuu det. Han havde ikke set Ichi siden han var taget på arbejde den morgen. Det gjorde stadig ekstra ondt at tænke på det. Morgenen havde været som den plejede, og alting var egentlig gået fint, ind til Yuu var kommet hjem til et tomt og nærmest nedpakket hus. Lejligheden var mere eller mindre tømt for Ichis ting. De eneste ting der var tilbage, var nogle billeder der endnu stod inde i atelieret. Under deres seng havde Yuu også fundet noget af Ichis tøj, som åbenbart havde forvildet sig der ind i farten.
Yuu havde været meget bange den eftermiddag. Han var kommet hjem til at tomt hus. Et hus uden den fantastiske Ichi, med det lille smilende ansigt. Han havde været så panisk og bange, at han slet ikke opdagede at det ikke kun var Ichi det manglede, men også største delen af Ichis ting, var forsvundet. Da Yuus panikanfald var faldet lidt til jorden, fik han taget sig sammen og ringet til Ichis forældre, hvor han ganske kort fik svaret ” Det behøver du ikke bekymre dig om. Du kommer ikke til at se Ichi igen ” Og så var røret blevet langt på, uden Yuu havde haft en chance for at sige noget. Der gik et godt stykke tid, hvor det ikke rigtig var gået op for Yuu, hvad der var sket, men da det endelig gjorde, brød han sammen.
De efterfølgende mange dage smattede ret meget sammen for Yuu. Der var ingen mening i dem, de var bare alle sammen ens. Antallet af dage der var gået, var også smuttet fra ham. Han stod kun lige op, så han kunne nå at gå mad, inden han skulle af sted på arbejde, hvor han tog direkte hjem efter, for at gå i bad, og ellers sidde inde i atelieret, mens han lugtede til Ichis forladte tøj, og så på de tilbage blivende billeder. Hele tiden gik der en masse tanker gennem Yuus hoved. Kom han nogensinde til at se Ichi igen? Ville Ichis være en helt anden person, hvis han kom til at se ham? Ville han kunne genkende ham, hvis han så ham? Så mange spørgsmål, så mange ligegyldige og ubrugelige spørgsmål.
Dagen i dag var ikke speciel anderledes end de andre. Da Yuu havde fået fri, havde han dog i stedet lagt sig på sofaen, som han havde gjort en enkelt gang eller to før. Lejligheden var ikke ligefrem noget at råbe hurra for. Den lignede et bombede lokum, men så ikke så slemt igen, da Yuu dog havde formået at gøre bare en smule rent. Til sidst var Yuu faldet i søvn på sofaen, mere eller mindre af ren udmattelse. Han lavede egentlig ikke rigtigt noget, ud over at tænke rigtig meget på Ichi, men det var åbenbart også meget afkræftende. I baggrunden af Yuus snorken, kørte der et program, som kørte hele tiden næsten. Det program, som Ichi altid elskede af se, der handlede om pandaer. Yuu fulgte ikke rigtig med i det, men det gik ham alligevel til at falde lidt mere til ro, og til sidst falde i søvn.
Yuu lå endnu i sofaen, sovende, men langsomt begyndte han at vågne op, og komme til sig selv. Det var det der bad, han var nået til. Eller skulle være nået til, men så gik han kold. Så måtte han bare gøre det nu. En lille hurtigt bad, og så kunne han gå i seng.

Ichi havde aldrig haft det så dårligt før. Sådan føltes det i hvert fald. Han havde en konstant smerte i maven. Nærmest et tomrum. Han havde ikke anet, hvor meget Yuu egentlig betød, før han mistede ham. I starten havde det været fint nok. Ichi havde undret sig over, hvorfor hans forældre sådan var kommet for at hente ham, men han stillede ikke spørgsmålstegn til det. Han havde jo snakket med sin mor dagen før, så måske havde hun bare savnet ham rigtig meget? Ichi opdagede ikke engang, at alle hans ting blev flyttet ud i en flyttebil, som stod ved vejen. Han var allerede faldet i søvn i bilen på det tidspunkt.
De første par dage havde gået rimelig normalt, men derfra begyndte det at gå ned af bakke. Han holdt op med at spise regelmæssigt, for Yuu var der jo ikke. Yuu var der altid, når han skulle spise. Når de skulle spise. Ichi begyndte at få flere og flere mareridt og han vågnede flere gange op skrigende på livet løs. Hans forældre havde prøvet at berolige ham, men de var ikke Yuu, så han var udmattet faldet i søvn efter at have grædt så meget. Det var også en ting, han havde gjort meget. Grædt. Det var faktisk det, Ichi havde brugt mest af sin dag på. Han vågnede op med et smil og kiggede efter Yuu, men ligeså snart det gik op for ham, at han ikke var der, begyndte han at græde. Han havde ikke fået et ordenligt kram i flere uger. Det var hårdt. Ichi plejede altid at få kram af Yuu... Han fik faktisk kram hele tiden!
Og her var han så efter noget, der føltes som en evighed. Den 19 årige fyr tøvede lidt foran døren ind til den lejlighed han delte med Yuu. Hvad nu, hvis han ikke var der mere, men hvis en anden boede der istedet? Hvad nu, hvis Yuu var sur over, at Ichi bare vare forsvundet? Yuu havde jo ikke engang kontaktet ham... Måske havde han slet ikke savnet ham... Måske var han slet ikke... Tårerne begyndte at vælde op i Ichis øjne ved alle de tanker. Han havde ikke lyst til at tro på det. Han ville ikke tro på det.
Ichi snøftede kort inden han trykkede håndtaget ned og trådte indenfor. Der var noget anderledes ved stedet, men alligevel var det så velkendt. "Y-Yuu...?", hviskede Ichi forsigtigt. Hans stemme lød knækket i stilheden. Den eneste lyd han kunne høre, var lyden af fjernsynet, som kørte. Måske havde Yuu det fint uden ham... Måske... Ichi tabte kufferten med tøj på gulvet og løb så ind i stuen med alt sit overtøj på. Ligeså snart han så Yuu, gik alt i stå. Alle Ichis tanker var fyldt med Yuu, Yuu og mere Yuu. Han tænkte på hans kram. Hans huer og briller. Hvordan han altid sad i sofaen og læste, inden de skulle i seng. Hvordan han altid hjalp Ichi, når han havde brug for det. Han var der bare... altid... det var en uskreven regel. Altid...
Han kiggede hen på den ældre fyr med brune våde øjne. Hans hår var en smule vådt efter at han havde gået fra bilen hen til lejligheden. Udover at det var vådt, så hans hår også mere livløst ud. Det havde slet ikke den samme glans mere.
Ichis ben gav efter under ham, og før han vidste af det sad han på sine knæ. Han forstod det ikke. Han forstod ingenting... Hvorfor gav det ikke nogen mening? Hvorfor, hvorfor, hvorfor? Han lagde slet ikke mærke til at hans forældre også kom ind i stuen, hver bærende på et par kasser, som de satte af, før de forsvandt igen.

Der gik lidt tid før Yuu fik taget sig sammen til at rejse sig. Alt hvad han gjorde tog ekstra tid, fordi han ikke rigtig magtede at gøre dem. Der var ingen mening i at gøre dem. Ingen mening i at skynde sig. Der var alligevel ikke andet end tomhed og øde, man kunne komme ud til. Det var faktisk ikke nogen mening i, at gøre noget som helst mere. Spise, sove, se tv, læse en bog. Alt sammen var bare ligegyldigt og ubrugeligt, nu hvor Ichi ikke var det. Hvilket også er grunden til Yuu ikke havde fået sovet så meget, eller ligeledes ikke hvad fået spist så meget. Han gad simpelthen ikke. Det var kedeligt og trist at spise, når Ichi ikke var til stede.
Yuu rejste sig efter et godt stykke tid, hvor tankerne havde taget over igen. Han skævede mod tvet. Der var en ubehagelig stilhed. Stille på en kold måde. Der var ingen Ichi til at kommentere på de små pandaunger, det prøvede at holde i deres mad, men blev ved med at tabe det. Intet grin. Intet glæde. Ingenting. Yuu tog stille huen af, så lidt på den, inden han kørte hånden gennem det lettere fedtede hår, men han smed huen på bordet. Hvornår var det nu han sidst var i bad?
Det sted hvor man oftest tænker allermest, det sted hvor tankerne rigtig kan få frit lejde, det sted, var det eneste sted Yuu ikke tænkte. Når han var i bad, var det som om alle hans tanker forsvandt med vandet, og alt snavsen. Hvilket også var grunden til, at Yuus bad hurtigt var overstået. Da han kom ud af badet, tog han det tøj han havde taget med ind på, og sine briller. Ude i stuen tog han sin hue på igen. Der var egentlig ikke rigtig nogen grund til at tage huen og brillerne på, når han var hjemme. Der var ingen han egentlig skulle gemme sig for, men han gjorde det alligevel. Han gemte sig for sig selv. Gemte sig for smerterne. Da han havde taget huen på, løftede han blikket med store øjne. Hvad var det? Ichi? Var han.. Yuu fnøs over sig selv. Selvfølgelig var det ikke Ichi. Ichi kom aldrig tilbage, det var jo det Ichis mor havde sagt. Han kunne umuligt ha’ hørt Ichis lille, smukke, fantastiske, stille stemme, det var kun noget han havde bildt sig selv ind.
Ganske kort efter hørte han et bump. Han løftede blikket mod indgangen, og rynkede panden. Hvad fanden? Var der kommet nogle på besøg? Eller var der bare nogle der va..
Hans tanker blev slået totalt ud af hans hoved, da en lille fyr kom løbende ind i stuen. Yuu stod bare og så på fyren. Det her var ikke rigtigt. Det kunne ikke være rigtigt. Ichi måtte jo ikke.. Hans mor havde jo.. Yuus hjerte hamrede i brystet på ham og det susede for hans ører. Det kunne ikke passe, kunne det? Fyren der stod foran han så ret ødelagt ud. Man kunne se på ham, at alt livet nærmest var blevet suget ud af am. Ligesom med Yuu. Ichi knækkede sammen, og Yuu gik langsomt og tøvende hen mod Ichi. Han kunne ikke finde ud af, om det her virkelig passede. Han kunne ikke allerede være faldet i søvn igen. Kunne ham? Kunne det godt være en drøm?
Yuu satte sig ned ved Ichi, og forsigtigt lagde hånden på Ichi hoved, for at rode ham i håret. Et lille gisp slap ud af hans læber, inden ham omfavnede Ichi, og trykkede ham godt ind til dig ” Det er dig.. Du er virkelig.. ” Hviskede Yuu stille, men tårerne løb ned over hans kinder. Han ville aldrig slippe fyre igen. Aldrig lade ham tage nogle steder hen. En følelse at fuldendelse spredte sig i hans krop. Han følte sig hel igen. Yuu registrerede ikke noget, ud over Ichi. Alt andet var lige meget lige nu. Han havde fået Ichi tilbage. Sin Ichi!

Ichi blev ved med at kigge på Yuu. Yuu bevægede sig. Yuu gik. Hvor gik han hen? Hvad lavede han? Ville han gå sin vej? Nej… Nej, han kom tættere på ham. Ichi mærkede Yuus hånd i sit hår. Det var så bekendt. Så frygtelig bekendt. Hvor havde han bare savnet ham… Så meget, at det gjorde ondt. En konstant smerte, som aldrig forsvandt. Den lod ham aldrig være. Den blev ved med at være der. Men uanset hvad han gjorde, kunne Ichi ikke få det til at gå væk. Ichis forældre havde ikke ladet Ichi få noget med, som kunne minde ham om Yuu. Han havde kun nogle af de malerier, som han havde malet. Ikke det maleri, som Ichi havde malet for lang tid siden. Yuu havde godt kunnet lide det. Det havde han sagt. Men han havde også sagt, at han kunne lide alle de andre. Det var det maleri, hvor de sad på bænken en sommerdag. Hvor Yuu kyssede Ichi. Selvfølgelig ville hans forældre ikke have, at Ichi kom til at se dét. Så ville hele deres plan jo være ødelagt på forhånd, og hvad var formålet så i det hele taget?
Ichi gispede lavt, da Yuu lagde armene om ham. Den dæmning, som havde holdt hans tårer tilbage, brød nu sammen, og tårerne kom væltende. Han var her. Yuu var her. Ichi lagde hurtigt armene rundt om Yuu og greb fat i hans trøje. Nogle små hulk undslap ham. Var det her virkeligt? Var det? Ville hans forældre ødelægge det igen? Ichi gemte sit ansigt ved Yuus brystkasse. ”Y-Yuuuuuu…”, klynkede han, da Yuu var færdig med at snakke. Nu hvor Yuu krammede ham, måtte det da betyde, at han ikke var sur på Ichi… Ikke? Det måtte det da. Hvad skulle det ellers betyde? Gad vide, om Yuu var ked af det? Om han havde savnet Ichi ligeså meget, som Ichi havde savnet Yuu. De samme spørgsmål blev ved med at gentage sig inde i hovedet på ham. De blev ved med at flyve rundt og rundt og rundt og…
Hans forældre kom ind i stuen igen, men Ichi lagde ikke mærke til det. Han var alt for optaget af Yuu. Duften af Yuu… Duften af tryghed… Yuus arme… Et kram… Det var et rigtigt kram! På trods af tårerne lykkedes det Ichi at smile. Han var bare så glad. Den ubehagelige smerte i maven var væk. Yuu var her. Lige her. Med Ichi. Alt var godt igen. Ichi havde ikke lyst til at give slip igen. Yuu var her endelig… Efter noget, der havde føltes som en evighed, men egentlig kun var et par uger. Det var helt uvirkeligt, og Ichi troede heller ikke helt på det. Men alligevel… Det var bare så virkelig! Det kunne ikke være en drøm… Det måtte ikke være en drøm! ”Y-Yuu…”, mumlede Ichi. Han var holdt op med at hulke, men tårerne løb fortsat ned af hans kinder. Det var dog glædestårer nu og ikke fortvivlede tårer. ”J-Jeg… J-Jeg… U-Undskyld…”, Ichi blev pludselig nervøs. Hvad nu, hvis han havde såret Yuu meget? Hvad nu, hvis Yuu pludselig blev sur på ham, og bad ham om at gå sin vej? Det ville Ichi ikke kunne klare… Så ville han hellere dø. Han kunne ikke leve uden Yuu. Det gik simpelthen ikke og det havde de sidste par uger vidst også bevist. ”Jeg har savnet dig.. Du må ikke være sur på mig…”, Ichi snøftede og løftede langsomt sit hoved for at kigge op på Yuu. Han var bange for, hvad han ville se. En sur Yuu? En grædende Yuu? En vred Yuu? En skuffet Yuu? Det hele lød forfærdeligt, og det gjorde det bare meget værre, at Ichi var skyld i det hele. Og han vidste det. Han vidste, at det var hans skyld. Det hele var hans skyld. Han vidste ikke, hvorfor hans forældre havde hentet ham, men han vidste, at det var hans skyld. Yuu gjorde aldrig noget forkert, så det blev nødt til at være hans skyld. Der var ikke andre mulige løsninger eller svar. Det var hans skyld.
Ichis forældre blev med at komme ind med kasser, som de satte af på gulvet. De blev ved lige indtil bilen endelig var tømt, og alle de ting, som de havde taget, igen var tilbage i lejligheden.

Fornemmelsen af at røre ved Ichis hår, havde været så mærkelig og fjern, men alligevel den bedste følelse han havde haft længe. Der var næsten ikke noget bedre, end at rode i Ichis hår. Næsten ikke. Og nu hvor han ikke har haft muligheden for at så længe. Det var en dejlig følelse.
Yuu var ligeglad med alt, på daværende tidspunkt. Han ville bare holde om sin Ichi. Det gjorde han vel og mærket også. Yuu havde rigtig godt i Ichi, som om han var bange for, at der ville komme nogle og tage Ichi væk fra sig. En gang i mellem kyssede Yuu ham lidt på panden, men ellers holdte han bare godt i ham. Da han hørte Ichis stemme, knugede han Ichi mere ind til sig. Den stemme havde han godt nok manglet. Meget. Hans hverdag gav virkelig bare ikke mening, når han ikke havde hørt Ichis stemme.
Det var rart at ha Ichi så tæt på sig igen. På mange måder. Men de var noget ved Ichi, der ikke virkede rigtigt. Han var blevet mindre, og han så ret død ud. Han lugtede heller ikke rigtigt. Han lugtede at forældre. Ikke af Ichi. Eller af Yuu. Ichi plejede altid at lugte af en blanding af Yuu og Ichi. Mest Ichi.
Da Yuu ’endelig’ var kommet sig over chokket, over Ichis pludselige fremmøde, begyndte han at smile. Så meget han slet ikke kunne stoppe igen. En lav og let, men glad latter slet stille ud fra Yuus læber. Kort snøftede ham, men de var fordi han var så glad, og en smule snottet. Yuu tårer var også så småt holdt op, men det forhindrede ham ikke i at blive ved med at holde godt i Ichi.
I et lille stykke tid var der stille. Fordi Ichi var holdt op med at hulke, og Ichis forældre var ude og hente nye kasser. Da Ichi så undskyldte, slap Yuu Ichi en lille bitte smule, for bedre at se på ham. Hvorfor undskylder han? Han har jo ikke gjort noget? Yuu rynkede lidt undrende på panden ” Det er okay, men.. hvorfor undskylder du? ” Spurgte han lavt og stille. Yuu kunne ikke helt forstå det. Havde Ichis mor mon sagt en eller anden løgn til Ichi?
Yuu begyndte at smile lidt mere, da Ichi sagde han havde savnet ham, og et lille grin slap ud fra Yuus læber, da Ichi spurgte om han var sur. Yuu rystede let på hovedet, men han holdte blikket på Ichi ” selvfølgelig ikke! Hvordan skal jeg kunne være sur på dig? ” Spurgte han stille, inden han kort skævede over Ichis skulder, for at tjekke hans forældre ikke var til stede, og pressede efterfølgende læberne mod Ichis.
Det var en fantastisk følelse, igen at mærke Ichis læber mod sine. Det var ikke noget der var sket tit, men det var stadig en fantastik følelse. Yuu var godt klar over, at Ichi måske stadig ikke helt forstod hvad der var sket mellem dem, eller vidste hvordan han selv havde det med at kysse med Yuu. De var trods alt drenge begge to. Yuu hjerte hamrede der ud af på fuld hammer, og han havde egentlig ikke lyst til at fjerne sine læber fra Ichi igen, men han var nødt til det. Han vidste ikke om det var grunden til, Ichis forældre havde hentet Ichi, men han kunne godt forestille sig, at det var derfor. Derfor var det nok bedst de ikke forsatte. Han lagde stille sin pande mod Ichis, og så ham i øjnene med et lille smil ” Jeg har savnet dig så voldsomt meget.. Du må ikke forlade mig igen ” Mumlede Yuu ganske lavt til Ichi, med et lille smil på læberne.

Ichi blev glad, da han hørte Yuus latter. Også selvom den var meget kort. Den var der og det var det eneste, som betød noget. Han blinkede langsomt, da Yuu spurgte, hvorfor han undskyldte. Var det da ikke åbenlyst? Var det ikke? Det forvirrede Ichi lidt. Hvorfor forstod Yuu ikke, hvad han undskyldte for? Han valgte bare helt at lade være med at svare. Der var ingen grund til at sige noget. Hvis Yuu så virkelig gerne ville vide, hvorfor Ichi undskyldte, så måtte han jo bare stille spørgsmålet igen. Sådan havde Ichi tit gjort det, og det havde Yuu da også lært efterhånden.
Yuu stillede endnu et spørgsmål. Denne gang kunne Ichi godt svare, men han nåede det ikke. Pludselig var et eller andet presset imod Ichis læber. Noget blødt, som virkede bekendt på en eller anden måde. Ichi havde det som om, at han havde haft det imod sine læber før. I stedet for at lukke øjnene, som de fleste nok ville have gjort, lod Ichi sine øjne være åbne. Yuus ansigt var meget tæt på. Hvad var det dog han la- Så faldt tiøren. Yuu gjorde det der igen. Det der, som egentlig var meget rart. Ichi kunne godt lide det, men han vidste ikke helt, hvad han skulle gøre, så han besluttede sig bare for at lukke øjnene og nyde øjeblikket. En lidt kildende følelse spredte sig i Ichis mave. Det var sjovt, men også lidt underligt, for Ichi havde ikke rigtig haft den følelse i maven før.
Ichi åbnede øjnene igen, da Yuu trak sig væk. Han havde ingen anelse om, hvor længe kysset havde varet, men det havde i hvert fald været rart. Uden at tøve mødte Ichi Yuus blik. ”Ichi vil ikke gå…”, mumlede han stille. Han havde jo slet haft lyst til at være væk fra Yuu. Og bestemt ikke i så lang tid, som han havde været væk. ”Du må heller ikke gå.. Yuu…”, hviskede Ichi, inden han gemte sit hoved i Yuus hals.
Ichi havde overhovedet ikke lagt mærke til, at hans forældre var kommet ind i stuen igen. Han var alt for glad over at se Yuu igen til at tage sig af sådan nogle detaljer. Han blev først opmærksom på sine forældres tilstedeværelse, da hans far kom og begyndte at trække Ichi væk fra Yuu. Ichi var kommet til at give slip på Yuu, og han baskede nu lidt med armene i en protest, men det var svagt, og han var træt, så det hjalp ikke specielt meget. Ichis mor kom også og hjalp til med at få de to adskilt, og det fik Ichis underlæbe til at bæve igen, inden tårerne begyndte at løbe ned af hans kinder.
Ichi kæmpede imod og prøvede at komme tilbage til Yuu, men hans far holdt for godt fast. ”Ichigo Inowa, nu stopper du”, sagde hans mor bestemt. ”Yuu, det her kan simpelthen ikke forsætte. Jeg vil ikke have, at du kysser min søn. Han har nok problemer i forvejen, så du behøver bestemt ikke at forvirre ham mere end højst nødvendigt”, fortsatte hun. Ichi lyttede kun efter med et halvt øre. Han hørte bare ’Yuu, stop, problemer’. Hvad nu? Ville de tage ham væk fra Yuu igen? Han snøftede lavt og holdt op med at kæmpe imod sin far. Han var alligevel ikke stærk nok til at slippe fri, og han havde heller ikke kræfter til det. Ichi følte sig besejret igen. Han havde næsten ikke følt andet i den tid, han havde været væk fra Yuu. Alt den glæde han havde haft lige før, var igen forsvundet.
”Forstår du det, Yuu Serhiy?”, spurgte hun bestemt, inden hun gav tegn til Ichis far. Han satte Ichi ned på gulvet igen, men Ichi rørte sig ikke. Han blev bare siddende og kiggede ned i gulvet. Ichis mor lavede et nik med hovedet og begge hans forældre forlod stuen og gik ud i gangen for at tage af sted igen.

Yuu sad i sin egen verden, hvor kun ham og Ichi var til stede. Endnu en gang slap et grin ud mellem hans læber. Hvorfor vidste han ikke helt, men der var bare noget ved Ichi, og alt han gjorde, der var så dejligt og fantastisk, at han ikke kunne lade vær med at grine lidt. Ichi Gemte sit hoved ind til Yuu, og Yuu lagde armene mere om Ichi. Blidt trykte han Ichi ind til sig. Stille kyssende Yuu hans på panden, med et lille smil.” Godt! Det er jeg glad for. ” Mumlede han stille til Ichi. ” jeg bliver lige hvor jeg er. ” Forsætte han lavt.
Pludselig blev alting meget sløret, inden det gik op for ham, at Ichi var blevet fjernet. Hvad skete der? Hvad fanden hvad de nu gang i? Havde de ikke ødelagt nok, allerede!? Det gjorde ondt på Yuu, at se SIN Ichi blive behandlet på den måde! Det var ikke underligt han var blevet ødelagt på den måde! Yuu rejste sig hurtigt op. Han så på Ichis mor, mens hun talte.
En brusen og boblen spredte sig i Yuus mave. Han var vred. Rigtig vred. Hvordan kunne hun bilde sig ind, at stå og bestemme hvad Yuu skulle gøre, når han selv bedst vidste hvad der var godt for Ichi? Hvem havde måske ikke lige snakket med Ichi mest, eller været sammen med Ichi mest!? Han havde mest af alt lyst til at råbe og skrige hende ind i hovedet, at hun bare skulle lukke røven, og blande sig totalt uden om, men han kunne ikke gøre det mod Ichi. Det var Ichis mor, og Ichi var nok ikke selv klar over, hvad hans forældre egentlig havde gjort. Før i tiden havde Yuu ikke noget i mod Ichis forældre. Men lige nu, hadede han dem over alt på jorden! Yuu håbede Ichi ikke ville ha noget med sine forældre at gøre i et godt stykke tid, men han kunne ikke gøre så meget ved det, hvis han ville.
Yuu trak vejret tungt, inden han så på Ichis mor, med kølige øjne, der nærmest sagde, at han hadede hende ” Javel Frue… ” Han fulgte dem med blikket, og da de var ude af rummet, skyndte Yuu sig hen til Ichi. Han lagde armene om den stakkels lille fyr, og trykkede ham godt ind til sig. ” Shh.. Jeg er lige her Ichi. Jeg går ingen steder. ” Mumlede han stille. Han lukkede øjnene. Det var synd for den lille ven. Han havde lyst til at pusle og putte om den lille fyr. ” Ichi.. er du sulten? ” Spurgte han stille. Han havde ikke selv fået noget mad, men hvis ikke Ichi var sulten, skulle de bare i seng med det samme!

Døren smækkede højlydt, da Ichis forældre forlod lejligheden, men Ichi lagde ikke mærke til det. Tårerne blev ved med at løbe ned af hans kinder. Han forstod ikke noget som helst. Hvorfor måtte han ikke kramme Yuu? Hvorfor havde hans forældre trukket ham væk fra Yuu? Var det… forkert? Forbudt? Måtte han slet ikke røre ved Yuu? Det gjorde han jo altid. Hele tiden. De krammede normalt en del, og Ichi var glad for den nærkontakt, han havde med Yuu. Men var det forkert? Måtte han det slet ikke for sine forældre? Hvorfor nu ikke det? De havde da ikke haft noget imod det før, havde de? Alle tankerne forvirrede Ichi. En del af ham sagde, at han skulle gøre, som hans forældre åbenbart ville have ham til; holde sig på afstand af Yuu. Den anden del af ham sagde, at han var ligeglad. Han kunne lide Yuu. Han kunne lide at kramme Yuu. Og Yuu passede jo altid på ham… Yuu var god… Yuu havde altid ret… Yuu var bare… Yuu…
Ichi orkede ikke at løfte hovedet, da hans mærkede et par arme omkring sig. Han orkede det bare ikke… Han slappede dog en smule af og hulkede en enkelt gang, da han genkendte armene som Yuus arme. Ichi lænede sig ind imod Yuu, men løftede ikke sine arme for at gengældte omfavnelsen. Han var for træt, og hans arme gad ikke at lystre. Det tog ham adskillige forsøg, før han kunne snakke. ”Træt…”, mumlede han, allerede halvt inde i søvnen. Men han havde ikke lyst til at sove. Han ville være sammen med den ældre fyr. Han ville snakke med Yuu. Han ville høre, hvad Yuu havde lavet, imens Ichi havde været væk. Han ville høre det hele. Alt! Han ville se på pandaer i sofaen, imens Yuu sad ved siden af og læste. Han ville ikke sove… Men hans krop havde andre planer. Det havde været en lang dag for Ichi, og der var sket en hel masse ting, som slet ikke var en del af hans skema. Han havde været ude på en lang køretur, og han havde også været tidligt oppe. Ichi brød sig ikke om at køre i bil. Han sad altid alene omme på bagsædet, medmindre hans forældres hund var med, men det var sjældent, da Ichis mor ikke brød sig om at få hundehår i bilen.
”Y-Yuu..”, klynkede Ichi. ”Vil ikke… Vil ikke.. Sove..”, brummede han. ”Y-Yuu.. Jeg kan godt… godt lide dig..”, Ichi brugte de sidste af sine kræfter på at løfte sit hoved en smule og smile op til Yuu. Smilet så ikke ud som et rigtigt smil. Ichis øjne var røde, efter at han havde grædt, og det var også tydeligt at se på hans kinder, at han havde grædt.
Ichis øjne gled i og hans vejtrækning blev mere rolig, da han langsomt faldt i søvn. Der gik ikke lang tid, før han var helt væk i en mere eller mindre fredfyldt søvn. Yuu var her. Lige ved siden af ham. Så ville han måske være i stand til at få en normal omgang søvn for en gangs skyld. Han kunne slippe for at vågne skrigende op om natten og vække resten af huset. Han slap for at være ekstremt smadret, når han så endelig vågnede igen dagen efter. Han kunne komme tilbage i sit sædvanlige skema. Da han havde været hos sine forældre, havde han været nødt til at lave et midlertidigt skema, men det fungerede ikke spor godt, for hans forældre anede ikke noget om det. Yuu havde tilbragt langt mere tid med Ichi, end Ichis forældre havde, så Yuu vidste mere eller mindre, hvordan Ichis skema var, og hvordan han bedst fungerede. Yuu vidste bare alting.

En rar stilhed fyldte rummet, men blev kort afbrudt af døren der blev smækket. Det fik Yuu til at give et lille spjæt fra sig, da han blev forskrækket. Han så på Ichi, da han havde sat sig ned til ham igen. Roligt og forsigtig tørrede Ichis kinder fri for tårer. Den lille fyr burde ikke græde. Yuu betragtede Ichis trætte og nærmest ødelagte ansigt, da Ichis løftede det. Yuu smilte stille tilbage til Ichi.
” Det er okay Ichi, kan jeg godt forstå. ” Mumlede Yuu stille til Ichi, mens han kørte hånden gennem fyren dejlige hår. Han kunne godt forstå at Ichi var træt. Det havde været en hård dag. Det kunne Yuu godt sige, uden at vide hvad der egentlig var sket. Men Yuu kendte Ichis så godt, at han vidste hvad der tog hårdt på Ichi. Alt der ikke var med i ’den daglige rutine’ ville tage ekstra på Ichi. Nærmest lige som autister. Måske havde Ichi lidt autisme i sig? Det kunne godt være det var ved at være tid at få tjekket Ichi igen. Mon Ichis forælder over hovedet lagde mærke til at Ichi fejlede ting? Og mon de havde sørget at han fik sine piller? Yuu troede egentlig ikke de havde gjort noget som helst, men han var også ret sur på dem.
Kort rystede han på hovedet, for at komme ud af tankerne, og lod blikket glide ned på Ichi igen. Han havde vidst sat og stirret ret tomt ud i luften, med en lettere vred mine. Et smil gled over Yuu læber, men han lyttede til Ichi. Han kunne ikke lade vær med at grine lidt over Ichis ord. Det var jo tydeligt at Ichi var træt, og det var tydeligt at han bare havde brug for at sove. Da Ichis sagde han godt kunne li Yuu, slog Yuu blikket lidt ned, og hans smil famlede lidt, men han tvang det hurtigt frem igen. Hans kinder var blevet lidt røde. ” Jeg kan også godt li dig Ichi.. Meget.. ” Det sidste mumlede Yuu temmelig lavt. Han kunne ikke bare li Ichi, han elskede Ichi. Over alt på jorden. Men Ichi var ikke klar over det. Det regnede Yuu i hvert fald ikke med. Og Ichi ville sikkert heller ikke forstå det alligevel.
Ganske kort efter faldt Ichi i søvn. Yuu kunne ikke lade vær med at smile lidt over det. Ichi så særdeles sød ud når han sov. I et lille øjeblik sad Yuu bare med den sovende Ichi i sine arme, inden han forsigtigt rejste sig, med Ichi i sine arme, og gik ind i soveværelse. Han satte Ichi i sengen, selvom det ikke var nemt, når han sov, men han var nødt til at få noget af alt det tøj Ichi havde på af ham. Lidt besværligt fik han spændt jakken op, og taget den af ham, og derefter Ichis trøje. Han lagde stille Ichis ned, og stod lidt og betragtede hans nu nøgne overkrop.
Det var først nu han lagde mærke til, hvor lille Ichi egentlig var blevet. Han havde tabt sig en del. Havde de ikke sørget før han fik noget at spise! Han slog kort sin hånd vredt ind i væggen. Hvor var han sur lige nu! Han tog en dyb indånding, og gav sig til at tage Ichis bukser af også. Lorte forældre! De fatter heller ingenting! De kender slet ikke deres dreng, og så tror de, at de har retten til at tage ham væk fra alt han kender og er vant til! Han fik med lidt besvær bukserne af Ichi, og lagde ham under dynen.
Et lavt suk slap ud af Yuus læber, inden han gik ud fra soveværelset for at låse døren, og efterfølgende slukke alt lyset. Til sidst lagde han sig ind til Ichi, efter han havde taget sit tøj af. Nu skulle han bare sove. Med SIN Ichi. Han lagde armene om Ichi, og trak ham godt ind til sig. Han lå lidt og så på Ichi, inden hans øjne gled i.

For første gang i 14 dage, sov Yuu godt en hel nat. Det var længe siden han havde sove så godt. Så roligt. Han blev den næste morgen vækket af sin alarm. Han sukkede tungt, da han kom i tanke om, at han skulle på arbejde. Han gned sit ansigt mens han satte sig op. Så var det han fik øje på Ichi, og kom til at smile. Et øjeblik sad han og tænkte. Hvad skulle han lige gøre? Han kunne jo ikke bare forlade Ichi. Han greb ud efter sin mobil. Selvfølgelig! Han ringede nummeret til sin chef op, og ventede på han tog han. Han aede kort Ichi på kinden. Da telefonen blev taget, meldte han sig syg, og fin af vide af chefen han nok burde holde fri i et par dage, da kollegaerne havde lagt mærke til, han ikke var helt på toppen. En smil bredte sig over hans læber, og han sagde farvel og lovede snart at komme helt på toppen.
Forsat med et kæmpe smil på læberne lagde han sig ned ved Ichi igen, og trak ham ind til sig. Yuu følte sig pludselig meget mere fri.

Ichi lagde ikke mærke til noget af det, som Yuu gjorde. Han bemærkede ikke, at hans tøj forsvandt, og han bemærkede heller ikke, at Yuu slog sig hånd ind i væggen. Hvis han havde set det, var han nok blevet lidt bange, men han var alt for langt inde i søvnen til at opdage det. Ligeså snart han kom ned under dynen puttede han sig lidt mere ned under den og bagefter ind til Yuu. Varme Yuu. Rare Yuu. Flinke Yuu.
Ichi havde sovet godt. Han havde sovet rigtigt godt. Ikke et eneste mareridt havde forstyrret ham, og han var heller ikke vågnet skrigende op eller noget lignende. Han havde bare ligget puttet tæt ind til Yuu, præcis ligesom han altid gjorde. Det var først ved middagstid den efterfølgende dag, at han slog øjnene op. Han brummede lavt og gned sine øjne. Han satte sig op og kiggede lidt desorienteret rundt. Huh? Hvor var han henne? Det her var da ikke hans værelse… ”M-Mor..?”, kaldte Ichi stille. Hvor var hans mor? Og far? De måtte da være tæt på, ikke sandt? Han boede jo hos dem. Siden han ikke var med Yuu mere. På trods af, at Ichi havde sovet i dette rum mange gange før, kunne han ikke genkende det. Det lignede jo slet ikke sig selv! ”Uh…” Ichi gav sig til at kigge rundt i rummet. Hov… Der lå et eller andet i sengen… Hvad var dog det..? Ichi lænede sig lidt tættere på Yuu, og gispede så højlydt. Yuu! Han faldt ud over sengekanten af bar forskrækkelse. Hvad foregik der dog? Hvad lavede Yuu her? Aftenens begivenheder var lige i øjeblikket gemt langt væk i hans hoved. Ichi blev siddende nede på gulvet, imens han prøvede at finde ud af, hvad der foregik. Yuu. Et værelse. Yuu… Så huskede han det hele. Hans forældre. Kasserne. Køreturen. Ingen Yuu. Ingen kram. Yuu. Yuu… Ichi kom hurtigt på benene og kastede sig nærmest over den anden fyr. ”Yuu!”, udbrød Ichi lykkeligt. Det var en lidt anderledes genforening end den aftenen før. Der havde Ichi været træt, men det var han bestemt ikke mere. Han var frisk som en fisk! ”Yuu, Yuu, Yuuuuu”, Ichi fnisede lidt. Han var bare så glad! Han havde slet ikke lyst til at give slip på Yuu, så det gjorde han ikke. Han trak sig bare lidt væk, så han havde plads nok til at snakke. ”Yuuuuu? Hvad skal vi lave i dag? Er du sulten? Skal vi male sammen?”, Ichi begyndte ivrigt at stille de første spørgsmål, som kom ind i hovedet på ham. Det næste spørgsmål kunne han dog ikke lide. ”Skal du på arbejde?”, spurgte han stille og bed sig lidt i underlæben. Det havde han slet ikke lyst til. Nu havde han jo lige fået Yuu tilbage! Det var ikke fair, hvis Yuu så skulle på arbejde. Ichi havde ikke lyst til at være alene. Nej, nej, nej. Han ville bare være sammen med Yuu, Yuu og atter Yuu. ”Bliv her hos mig…”, mumlede Ichi og sendte Yuu sine bedste hundeøjne. Hvis Yuu kunne blive her, ville det være fantastisk, og hvis ikke… Ja, så vidste Ichi simpelthen ikke, hvad han skulle gøre af sig selv. ”Be om?” Ichi førte sin ene hånd op i Yuus hår og rodede lidt rundt i det. Som så mange gange før, blev det meget mere uglet, end det i forvejen havde været, og Yuus frisure blev underholdene at kigge på. Ichi fnisede igen. ”Du ser godt ud, Yuu”, sagde han med et drillende smil. Ja, Ichi havde det faktisk rigtig godt lige nu. Så måtte han bare håbe, at det blev ved med at være sådan, for det var ved at være et godt stykke tid, siden han havde fået nogle af sine piller. Alt havde været så hektisk dagen før, så Ichi havde slet ikke nået at få hverken mad eller piller. For at bekræfte det, gav Ichis mave sig til at knurre. ”Nng.. Yuuuu… Jeg er sulten…”, brummede Ichi, inden han lagde sin fladt ned på sengen og holdt sig for maven. Den følelse var faktisk ikke specielt rar, nu han tænkte over det.

Efter Yuu havde haft ringet til sit arbejde og meldt sig syg, kunne han ikke rigtig falde i søvn igen. I et godt stykke tid, lå han bare og betragtede Ichi, som lå ligeså stille ved siden af og sov. En gang i mellem nussede han Ichi på armen.
Yuu sad på en båd. Der var ingenting omkring om. Bare vand. Pludselig blev vandet hvidt, og han begyndte at fryse. Vinteren var altid så hård. Han så på båden. Hjulene under den var forsvundet, så han var nødt til at gå. Han steg ud af båden, og fór sammen da han hørte et højt brag. Hvad var det? Hvor kom det fra? Han så sig om. Hvad var det der kom der over? En stor bølge af noget var på vej mod ham. Det gjorde ham lidt bange, og han begyndte at løbe. Hvorfor var der heller aldrig en pingvin når man skulle bruge en? Yuu greb ud efter et blad. Så måtte han nøjes med det. Han gav sig til at ride på det, og så kort mod bølgen. Vingummibamser var aldrig til at få ud af håret. Hvorfor var det nu også lige en bølge af dem der skulle komme? ” Yuu! ” Yuu så sig om. Hvem kaldte?
Med at sæt, slog Yuu øjnene på, og så på Ichi der lå med armene om ham. Et øjeblik lå Yuu bare forvirret og så på Ichi. Han blinkede lidt. Han måtte være faldet i søvn igen. Hvad var det lige for en drøm han havde? Først da Ichi gentagende gange sagde Yuus navn, kom han mere til sig selv, og han lagde armene godt om fyren, mens han satte sig om. Yuu lukkede øjnene i, og nød at have sin rigtig Ichi tilbage. Han havde ikke lyst til nogensinde at slippe ham igen, men det var han nok nødt til.
Ichi trak sig lidt tilbage, så Yuu slap ham en smule, så de nemmere kunne snakke. Han så smilende på knægten. Han var ubeskrivelig glad lige nu. Da Ichi begyndte at stille en masse spørgsmål, kunne Yuu ikke lade vær med at grine lidt. Det var dejlig at se Ichi så glad og livlig. Det var noget at en forandring fra dagen før. Yuu tænkte lidt. ” Uhm.. Vi kan godt male sammen, og ja, jeg er lidt sulten. ” Svarede Yuu stille på Ichis spørgsmål. En ikke så rar tanke ramte Yuu. Indkøb. Yuu var ikke sikker på, hvor meget mad han havde, og hvis han havde noget, var det ikke sikkert det stadig var godt. Han kunne ikke tage Ichi med ud og handle, kunne han? Ville det ikke blive for stor en mundfuld for Ichi? Og… Han kunne heller ikke bare efterlade Ichi hjemme. . Det havde han ikke lyst til. Ichi sendte endnu et spørgsmål af, så Yuu nåede ikke at tænke mere over det.
Yuu skulle til at svare på Ichis spørgsmål, da han bare forsatte med at svare. Yuu kunne ikke lade vær med at grine, og da Ichi sendte Yuu hundeøjne, lagde Yuu sin pande mod Ichis. ” Jeg har.. ” Yuu overvejede kort hvad han skulle sige. ” .. ferie. ” Løj Yuu så. Det var nok ikke godt, hvis han sagde, at han var sygemeldt. Det kunne få Ichi til at tro, at Yuu rent faktisk var syg, men det var jo ikke tilfældet. Ichi rodede i Yuus hår, det fik Yuu til at grine.
Ligesom Yuu skulle til at lægge Ichi end i sengen, knurrede Ichis mave, og Yuu måtte droppe det. Han så kort ned, og bed sig i læben. Det var måske også meget godt. Yuu løftede blikket, og så på Ichi, med et lille smil ” Jaa.. Det kan jeg høre. ” Yuu rejste sig stille fra sengen, ved at kravle over Ichi. Tøj tøj tøj.. Yuu så sig om. Hvor var hans tøj? Han rodede lidt i dyngen af alverdens tøj, og fandt til sidst sit. Derefter så ham på Ichi. ” Så må vi ve hellere lave noget mad, ik? ” Spurgte Yuu smilende og begyndte at tage sit tøj på. Da han havde fået bukser og trøje på, stillede han sig og betragter Ichi lidt, samtidig med han kørte hånden gennem sit i forvejen uglede hår.

Ichi rullede om på maven, da Yuu forlod sengen. Hm? Hvad lavede han? Ichi lagde hovedet lidt på skrå, imens han kiggede på Yuu. Ah.. Han tog tøj på. Ja, det var vidst egentlig en meget god idé, var det ikke? Ichi kravlede ud af sengen og kløede sig lidt i nakken. Hvor var hans tøj henne? Han sendte Yuu et spørgende blik. Hvorfor havde han egentlig ikke noget tøj på? Havde han taget det af, inden han gik i seng dagen før? Det kunne Ichi slet ikke huske, at han havde gjort, men måske havde han. Ichis hukommelse var jo ikke ligefrem den bedste, så det ville slet ikke undre ham, hvis han havde glemt sådan noget. ”Meh..”, Ichi trak lidt på skuldrene og gav sig så til at rode igennem den bunke tøj, som Yuu også lige havde været igennem. Da han ikke fandt sit eget tøj, trak han bare en af Yuus trøjer over hovedet og forlod så rummet. Han glemte fuldstændigt, at det var normalt også at have bukser på. Det gjorde dog ikke så meget, eftersom den trøje Ichi havde fundet, var rimelig stor til ham. Den nåede at dække det øverste af hans lår.
Ichi bevægede sig hurtigt ud i køkkenet, hvor han gav sig til at rode igennem køleskabet. Hvorfor kiggede han i køleskabet? Han lavede stort set aldrig mad. Det var altid Yuu. Nu han tænkte over det, lavede Yuu faktisk… alting… Ichi rynkede panden og lukkede køleskabet igen. Alting? Det lød ikke helt fair. Han kiggede kort ned i gulvet. Yuu gjorde allerede så meget for ham. Men alting? Det var rigtig meget. Måske skulle Ichi tage at hjælpe ham lidt mere. ”Huh…”, brummede Ichi, inden han bevægede sig ud på badeværelset og låste døren bag sig. Det var jo slet ikke sjovt. Hvorfor var han så ond imod Yuu? Det var slet ikke sødt af ham. Hvorfor var han så ond? Et lavt suk undslap ham, inden han gav sig til at gøre det, som han var gået herud for. Bagefter skyllede Ichi ud i toilettet og gik så over for at vaske sine fingre. Han tændte for vandet og gav sig til at gnide fingrene godt ind i sæbe, så det skummede rigtig meget. Det plejede at være meget sjovere, end det var nu. ”Dumme, dumme, dumme…”, mumlede Ichi lavmælt, inden han skyllede sæben af og tørrede sine fingre. Han forlod badeværelset kort efter og gik ud i køkkenet igen. Det irriterede ham, at han lige pludselig var så ked af det. Han skulle jo være glad! Han var sammen med Yuu igen! Men var det virkelig en god ting? Hvis han var ond imod Yuu? Ville det så ikke være meget bedre bare at holde sig helt væk fra den anden fyr? Ichi blev i hvert fald ked af det, hvis nogen var ond imod ham. Yuu måtte da have det på samme måde, ikke?
Ichi snøftede kort, inden han satte sig på en af barstolene. Det her var slet ikke sjovt. Overhovedet ikke, nej. ”Undskyld…”, mumlede han trist, imens han kiggede ned på sine hænder. ”… Fordi jeg er så ond imod dig…”. Han holdt overhovedet ikke øje med, om Yuu var i nærheden, men det var lige meget. Ichi havde brug for at sige det højt. Det fik ham dog ikke til at få det bedre. Det havde stort set den modsatte effekt. Den negative effekt. Piller. Piller, piller, piller. Dem manglede han. Hvor var de? Yuu måtte vide det, for Ichi vidste det ikke. Hans forældre havde bare pakket hans ting sammen uden at fortælle ham i hvilke kasser de forskellige ting var. ”Y-Yuu..? Må jeg godt få… få mine piller?” Ichi gned sig lidt i øjet med sin hånd. Det undrede ham, at hans hånd var våd, da han trak den væk. Hvor kom dét nu fra? Han forstod slet ikke noget af det. Hvor var det bare forvirrende alt sammen. Han ville bare gerne have sine piller og så være sammen med Yuu. Han kunne overleve, hvis ikke han fik noget mad. Så vigtigt var det ikke i længden. Han havde før gået i meget længere tid uden at få mad. Og desuden var Yuu meget vigtigere end mad var.

Det blev sværere for Yuu at finde sit tøj, da Ichi også gav sig til at lede efter sit. Det fik Yuu til at grine lidt. Så stod de her og rodede. Måske det her var et tegn på han skulle rydde lidt op? Han havde ikke været så godt til at rydde op efter sig, mens Ichi ikke har været der. Han har ikke det nogen grund til at gøre det. Da Ichi valgte at tage Yuus trøje på, kunne Yuu ikke lade vær med at grine lidt igen. Han betragtede stille Ichi mens han gik. Han var egentlig ret sexet, når han rendte rundt i Yuus tøj. Yuu kørte endnu en gang hånden gennem håret, for at få sig ud af de tanker. Det var ikke lige nu, han skulle tænke sådan.
I stedet for at stå og tænke forkerte tanker, gav Yuu sig til at rydde op i det tøj der lå og svømmede på gulvet. Da han fandt Ichis tøj, lagde han det på sengen. Ham og Ichi skulle også ha pakket Ichis ting ud, så de kunne finde de forskellige ting. Og så ville Yuus tøj skab også blive passende fyldt igen. Yuu smed det tøj han havde liggende på gulvet i vasketøjskurven så det kunne blive vasket. Det lugtede ærligtalt ikke særligt godt. Inde fra køkkenet kunne Yuu høre Ichi rode lidt rundt. Mon han kunne finde noget at spise?
Yuu forsatte med at rydde op, mens Ichi tullede rundt mellem stue, køkken og bad. Yuu åbnede vinduet og så lidt ud af det. Det var egentlig en dejlig dag i dag. Mens han stod og så ud af vinduet, kom han til at tænke på noget. Hvornår havde Ichi sidst fået sine piller? Han virkede ret glad i morges. Men pillerne plejede da ikke at holde så længe? De gik jo ikke lige frem sent i seng, og det har egentlig sovet ret længe. Yuu kløede sig på armen, mens han bed sig lidt nervøst i underlæben. Han kunne høre Ichis snakke ude fra køkkenet. Ret hurtigt gik Yuu begivet sig ind i køkkenet. Han så over på den ret ulykkelige Ichi, men han nikkede til det han sagde. Piller. Det lød klogt, men hvor var de henne? Der var ret mange kasser, og han nægtede at ringe hjem til Ichis forældre.
Yuu valgte at han nok hellere måtte starte med at gå hen til Ichi. Især nu hvor han ikke vidst hvor pillerne var, og det kunne tage noget tid at finde dem. Han kørte forsigtigt hånden gennem Ichis hår, mens han smilte stille til ham ” Hey, hva så? Hvad sker der? ” sagde han stille og lagde armene om Ichi, og trykte ham ind til sig. Det var trist at den lille fyr sad og var ked af sted. Det måtte han ikke. Ikke nu hvor de var sammen igen. Yuu nussede ham stille på ryggen, og trak hovedet lidt væk, så han kunne se lidt bedre på Ichi. Han så altså bedre ud når han var glad! Yuu så Ichi i øjnene. ” Jeg skal lige finde pillerne, okay? Så kan du lige sidde her og vente, hvis du vil det, eller må du gerne være med til at lede efter pillerne. Og når vi har fundet pillerne, kan vi lave noget mad, okay? ” Yuu sørgede for at holde øjenkontakten med Ichi hele tiden, så var han nemlig sikker på at Ichi hørte efter.
Yuu slap lige så stille og forsigtigt Ichi igen. Han var selvfølgelig klar på, hvis Ichi ikke lige ville slippe endnu. Da Yuu havde sluppet Ichi helt, holdte han blikket lidt på inden han valgte at træde stille væk fra Ichi, og derefter vende sin opmærksomhed mod kasserne. Et lavt suk slap ud af hans læber. Det her ville blive hårdt. Der var mange kasse, og når man overhovedet ikke havde den ringeste ide om, hvor der kunne ligger piller henne, så var man allerede der, ret fortabt. Yuu lod hurtigt blikket løbe over kasserne for at finde et sted der stod noget på kasserne, eller bare et lille bitte hint om hvor der kunne være piller henne. Da han ikke lige umild bart kom frem til noget, dav han sig til at åbne de forskellige kasser, for at se ned i. Der måtte vel være en eller anden form for orden, ik? Yuu så over på Ichi. Måske havde han en lille ide om hvor pillerne kunne være. ” Ichi? Har du måske en lille ide om hvor mor og far kan ha puttet pillerne hen? ” Yuu lagde hovedet lidt på skrå, og smilte stille til Ichi.

Ichi lagde ikke rigtigt mærke til, at Yuu var der, før et par arme lagde sig omkring ham. Der gik et par sekunder, før han genkendte Yuus duft. Hans arme rystede lidt, da han løftede dem op for at gengælde den ældre fyrs kram. Rimelig hurtigt strammede Ichi grebet om Yuu og pressede sit hoved ind imod ham. Men var det nu en god idé? Hvis han var ond imod ham? Havde Yuu så overhovedet lyst til, at Ichi skulle kramme ham? Der var vel ikke nogen, som ville krammes af onde mennesker… Vel? Tanken fløj igennem hans hoved og ramte ham hårdt. Tænk nu, hvis alting havde ændret sig, i al den tid de havde været adskilt? Hvad skulle han så gøre? Ichi blev mere og mere forvirret, og han havde til sidste forvirret sig selv så meget, at han ikke kunne tænke klart. Det gav jo slet ingen mening mere. Ikke noget som helst. Hvad foregik der?
Ichi gav slip på Yuu og lod sine arme falde ned langs hans egne sider igen. Han skulle ikke kramme Yuu, kom han frem til. Det ville Yuu nok ikke have, når han var så ond imod ham.
Yuu begyndte at snakke til ham, og han holdt også øjenkontakten. Normalt ville bare dét være nok til at Ichi lyttede efter, men det kunne han simpelthen ikke. Der var jo ingenting, der gav mening. Hvordan skulle han kunne holde styr på alle de ord, som Yuu lige havde sagt? Det gik bare ikke. Selvom han ikke forstod det, valgte han alligevel at nikke, da Yuu var færdig med at tale. Der var jo ikke smart, at give Yuu flere grunde til at hade ham. Ichi ville ikke have, at Yuu hadede ham… Men måske var det allerede for sent?
Som tiden gik, blev Ichi hvirvlet længere og længere ned i den spiral, som han selv havde dannet. Den onde spiral. Den onde cirkel. Ichi holdt øje med Yuu. Han snakkede igen. Denne gang forstod Ichi det. Sætningen var kortere. Yuu ville have at vide, om Ichi vidste, hvor pillerne var. Langsomt rystede han på hovedet og bevægede sig hen imod den anden. Han prøvede at tænke tilbage i et forsøg på at gætte, hvor de kunne være. Han fandt dog ikke frem til noget. Det var mere eller mindre umuligt. Han havde jo slet ikke set, at hans forældre havde pakket tingene ned. Faktisk anede han slet ikke, hvad de havde pakket ned i første omgang.
”Ved det ikke…”, mumlede han, inden han satte sig ned foran en af kasserne. Han kunne vel ligeså godt begynde at lede… Ikke sandt? Yuu vidste åbenbart heller ikke, hvor de var. Eller også havde han bare ikke lyst til at hjælpe ham, fordi han ikke mente, at Ichi havde fortjent pillerne. Tanken fik Ichis underlæbe til at bæve. Han snøftede en enkelt gang, inden han åbnede kassen op. Der var noget af hans tøj nede i den og Ichi trak det op. Han smed det på gulvet, indtil kassen var tømt. Pillerne var ikke nede i dén kasse. Mest af alt havde Ichi bare lyst til at krumme sig sammen på gulvet, imens han græd, men han lod være. Han havde brug for sine piller. Det kunne selv Ichi se. Han vidste dog godt, at der ikke ville gå lang tid, før det gik i stykker. Det sidste forsvarsværk han havde.
Ichi trak en ny kasse hen til sig og gav sig selv at rode i den. Der var nogle tuber med maling og der var også… Pillerne! Ichi trak hurtigt bøtten op og skruede låget af. Inden Yuu kunne nå at stoppe ham, slugte han to af pillerne og sukkede lavt. Så… Nu ville han snart få det bedre. Det vidste han. Han plejede i hvert fald altid at få det bedre, når han havde spist nogle piller. Ichi havde bare glemt, at han normalt skulle spise først. Ichi kiggede over på Yuu og blinkede langsomt, inden han vendte sin opmærksomhed imod resten af indholdet i kassen. Han satte glasset med piller ned på gulvet uden at bekymre sig om at skrue låget på igen. Ichi trak nogle af tuberne med maling op af kassen og kiggede bare på dem. Hans blik var mere eller mindre blankt.

Da Ichi sad og pressede sit hoved ind til Yuu, lukkede Yuu nydende øjnene. Han havde savnet at ha Ichi så tæt på sig. Mens de sad der, tænkte Yuu på, hvad der mon skete i hovedet på Ichi. Hvilke tanker han havde. Det var helt sikkert nogle dårlige nogle. Nogle der havde noget med de der var sket at gøre, men Yuu vidste ikke hvad, for det kunne være næsten hvad som helst.
Han kunne godt fornemme på Ichi, at han ikke rigtig hørte så meget efter, eller i hvert fald ikke forstod så meget af hvad han sagde. Det var der ikke noget at gøre ved. Derfor gav han sig også til at lede efter pillerne. Da han fandt ud af at han ikke kunne finde dem, var det han spurgte Ichi om hjælp. Han betragtede ham stille mens han ventede på et svar, som endte ud i noget han anyway ikke kunne bruge, men det havde han egentlig heller ikke forventet.
Yuu følte sig som et ondt menneske. Ichi burde ikke hjælpe. Og Yuu burde pusle om Ichi. Han stod bare og så på den meget sølle fyr. Han blev helt ked af det. Hvis ikke han havde lade sin krop tage over, og lade den styre sig selv, var det her aldrig sket. Hvis han bare havde styret sine små lyster lidt mere, havde Ichi ikke noget at fortælle, der kunne gøre hans forældre utrygge. Yuu rystede kort på hovedet, for at komme på andre tanker. Det kunne ikke hjælpe noget hvis de begge bare var nede. Yuu var nødt til at holde humøret oppe, og så Ichi ikke fald helt sammen. Han gav sig stille, men lidt sløvt til at lede i kasserne. Han ville gerne finde pillerne, men han kunne bare ikke helt overskue det helt.
Der gik ikke lang tid før Yuu kunne høre Ichi larme og skynde sig lidt. Han vendte sin opmærksomhed mod Ichi, og så han tog nogle piller. Yuu kom til at smile lidt. Fantastisk! Nu skulle det hele nok blive godt. ” Ichi, kan du ikke putte låget på? ” Yuu gik ud i køkkenet. Han kunne lige klare et æble til Ichi, så fik han i det mindste lidt mad til pillerne. Og når han alligevel ikke rigtig havde andet, så var det bedre end ingenting. Han fandt et glas og hældte noget vand ind. På vej tilbage mod Ichi, tager jeg en kniv med, sammen med glasset og æblet. Sætter mig skråt bag ham, med ham sårn mellem benene. Rækker han vandet, ” Her, drik det. ” Betragter ham lidt, og skære så æblet ud i både, som jeg rækker ham en efter en, efterhånden som han får dem spist.
Der var en lidt ubehagelig stilhed. Da Yuu havde givet Ichi det sidste stykke æble, lagde han skralden og kniv et godt stykke væk, og rykkede sig lidt tættere på Ichi. Han tænkte lidt ” Jeg har savnet dig.. ” Mumlede han stille i øret på Ichi. Yuus hænder havde forsigtigt lagt sig rundt op Ichi, hvor det faldt naturligt. Det var dejligt at sidde sammen igen. At sidde tæt på hinanden. Yuu håbede på, at Ichis forældre ikke ville blande sig mere i hvad der skete. At de havde oplevet hvad der ville ske med deres søn, når de tog ham væk. Yuu nussede stille Ichi. Bare Ichi snart kom til sig selv. De skulle også finde ud af hvordan de skulle få mad. Yuu havde ikke lyst til at efterlade Ichi nu. Måske de kunne bestille noget over nettet?

Ichi blinkede langsomt, da Yuu snakkede til ham. Sætte låget på? På hvad? Ichi rynkede panden lidt og kiggede nærmere på den tube med maling, som han havde i hænderne. Der var da låg på den. Hvad i alverden var det dog, Yuu fablede om? Han åbnede munden for at spørge Yuu, men opdagede så, at han var væk. Han var bare gået. Det kunne Ichi ikke rigtigt klare. Nu fik han mere eller mindre bekræftet de tanker, som han havde haft, siden han stod i køkkenet. At Yuu hadede ham. Det gjorde meget mere ondt indeni, end han nogensinde havde forestillet sig. Ichi forstod det ikke. Hvorfor havde han over hovedet været væk fra Yuu? Han havde ikke haft lyst til at tage af sted… Hvorfor skulle han så? Nu kunne Yuu ikke lide ham mere. Måske ville han hellere have haft, at Ichi var blevet væk.
Han mumlede et eller andet, inden han satte tuben med maling ned på gulvet. Det var først dér, at han genopdagede pilleglasset. Der var ikke låg på. Måske var det dét, som Yuu havde snakket om? I håb om at redde situationen lidt, skyndte Ichi sig at tage låget og skrue det på glasset igen. Så havde Yuu en grund mindre til at hade ham. Det var da dejligt!
Ichi opdagede, at det virkede rimelig godt, for Yuu kom tilbage, lige da Ichi havde sat låget på glasset igen. Måske skulle han bare gøre lige præcis, hvad Yuu ville have? Så ville han måske kunne lide ham igen? Ikke hade ham? Det ville være dejligt…
Ichi prøvede ikke at kigge på Yuu, da han kom tilbage, men det var lidt svært. Han skiftede imellem at kigge ned på sine egne ben og så at kigge over imod Yuu, som kom tættere på? Var han blevet så glad for, at Ichi havde sat låget på igen? Det trak lidt i hans mundvig, men der kom ikke et smil frem, som der normalt ville. Han mærkede lidt efter, at Yuu satte sig bag ham, og at hans ben også var der. ”Mm..”, brummede han stille. Lydigt og lydløst tog han imod glasset og drak vandet. Da glasset var tomt, satte han det fra sig på gulvet ved siden af dem. Æblestykkerne spiste han også. Måske en smule langsomt. Han havde ikke specielt meget lyst til at spise det æble, men hvis det var, hvad Yuu ville have, så ville han gerne gøre det. Det var da det mindste, han kunne gøre.
Ligeså snart det sidste stykke æble var spist, mærkede han, at Yuu rykkede sig tættere på ham. Det den anden fyr hviskede i hans øre, fik ham til at skælve en smule. Han var bare så tæt på. Ichi kunne mærke varmen fra Yuus krop imod sin ryg. Mere eller mindre automatisk lænede han sig tilbage i Yuus arme. Det var ikke ligefrem noget, som de ikke havde prøvet før. De havde faktisk prøvet det adskillige gange før. Han mærkede, at Yuu begyndte at nusse ham og hans øjne gled i, før han anede det. Han havde savnet Yuu så meget. Måske kunne han snart begynde at fungere ”normalt” igen. ”Y-Yuu… U-Undskyld… Du må ikke… ikke hade mig… J-Jeg skal nok høre efter…”, hviskede han og greb fat i Yuus hånd. Han flettede sine fingre sammen med den anden fyrs. ”Du må ikke lade dem tage mig”, hans stemme knækkede over. Ichi vendte sig om i Yuus arme og begravede sit ansigt i Yuus hals. Han havde brug for Yuu. I et forsøg på at komme tættere på Yuu pressede han sin krop imod hans. Han blev ved med at mumle undskyld imod Yuus hals. Hans læber strejfede huden, hver gang han snakkede.

Mens Yuu var væk, lagde han ikke mærke til noget af det Ichi gjorde. Yuu var træt, udkørt og udmattet. Selvom de havde sovet forholdsvis længe, og det havde været den bedste nattesøvn Yuu havde haft længe, var det meget udmattende og krævende som Ichi var nu. Alt Hvad Yuu sagde og gjorde kunne Ichi forstå på en helt forkert måde. Omformulere og forskrue, så det hele er rettet som noget ondt mod Ichi. Det krævede meget energi, koncentration og overskud fra Yuus side af. Noget han ikke havde på dette tidspunkt, da ham bare ville have den gamle og normale Ichi tilbage. Den glade Ichi. Ichi der var glad for pandaer og Yuu.
Ichi fik langsomt spist æblet, og Yuu tog da også lige et stykke mens han ventede. Det var rart bare at sidde lige så stille uden at der skete det vildeste. Og det var også rart at tænke på. at Ichi havde fået sine piller. Yuu var dog klar på, at det ville gå noget tid før den ’rigtige’ Ichi ville kommer tilbage. Der er sket meget psykisk med Ichi. Negativt. Men Yuu var klar på det. Han var klar på alt, hvis det ville få hans Ichi tilbage. Den Ichi, der havde været taget væk fra ham så længe. Alt for længe. Selvom Ichi ikke helt lugtede rigtigt, var der stadig en lugt af Ichi. Det fik det til at krible i Yuus krop. Hvorfor var han også så forelsket? Det var dumt. Især når det var noget han havde været de sidste mange år, velvidende at det måske aldrig ville blive til noget. Det gjorde ondt at tænke på, hvilket han også lod vær med.
Der var helt stille i rummet, og de to drenge sad bare helt stille. Yuu mærkede hvordan Ichi slappede mere af, og lagde sig mere ind til sig. Et lille smil bredte sig over hans læber, mens han lagde munden mod Ichis hår, og lukkede øjnene lidt. Han nød øjeblikket, ind til Ichi sagde noget.
Yuu rynkede sin pande. Meget undrende. Han kunne ikke rigtig forstå noget af det Ichi sagde. Hvorfor skulle han hade ham? Ichi havde ingenting gjort? Og Yuu var da godt klar over at Ichi ville høre efter. Og ellers var det da også okay, hvis han ikke gjorde. Ichi skulle også følge sine egne meninger. ” Ichi.. Selvfølgelig hader jeg dig ikke! Det vil jeg aldrig nogensinde kunne gøre! ” Yuu mærkede sine fingre blive flettet ind i Ichis, hvilket gav et kæmpe sug igennem Yuus mave. Han kunne ikke lade vær med at smile kraftigt, mens det kildede helt ekstremt i hans mave. Da Ichi igen sagde noget, og pludselig rykkede på sig, blev han temmelig forskrækket. Yuu sank en klump og lagde armene om Ichi, mens han trykkede ham godt ind til sig.
” Jeg vil aldrig nogensinde lade dem tage dig igen. Aldrig nogensinde! ” Mumlede han stille. Yuu lukkede stille øjnene i, mens han fik en klump i maven. Yuu følte det var hans skyld Ichi var blevet taget. Hvis han ikke havde kysset Ichi, havde Ichi ikke ringet hjem, og havde Yuu ikke taget på arbejde, kunne Ichis forældre ikke være kommet og taget Ichi. Yuu knugede Ichis godt ind til sig, som om han var bange for at nogen ville komme og tage ham væk. Tårerne begyndte stille at trænge sig på, da Ichi blev ved med at sige undskyld. Endnu en gang sank Yuu ” Det er ikke din skyld.. Ichi.. Du skal ikke sige undskyld! ” Hviskede Yuu stille. Det var dejligt at Ichis læberne svagt kærtegnede Yuu hals, men det var ikke det han tænkte på lige nu. Yuu vidste ikke hvorfor han blev ked af det. Det hele var bare lige så overvældende og smukt og trist. Yuu kunne bare ikke lige styre det.

Ichi krammede sig så tæt ind til Yuu, som han overhovedet kunne. Det var bare for meget. Ichi var sur på sig selv. Han havde ødelagt det hele. Dumme forældre. Hvorfor havde de hentet ham? Han havde ikke lyst til at være væk fra Yuu. Det gik jo slet ikke det her. Alle Ichis tanker var fuldstændig forkludrede. Han var bare så forvirret. Kunne Yuu nu godt lide ham alligevel? Han benægtede i hvert fald, at han hadede den yngre fyr. Det var da… Det var faktisk rigtig godt! Især når han tænkte på, at Yuu aldrig løj for ham. Hvorfor skulle han så gøre det nu? Det gav i hvert fald slet ikke nogen mening, hvis han pludselig skulle begynde på det. Ichi strammede grebet om Yuu, da den anden fyr sagde, at han ikke ville lade dem tage ham igen. Ichi var ikke selv helt sikker på, om han virkelig havde snakket om sine forældre, eller om han havde snakket om kidnapperne. Uanset hvad, så var han bare glad for, at Yuu ikke ville lade nogen tage ham. Så var alting måske ikke så slemt alligevel? Yuu bad Ichi om ikke mere at sige undskyld, og han var heller ikke længe om at adlyde. Han var så ivrig efter at høre efter, at han afbrød sig selv midt i en sætning. Han havde jo sagt til Yuu, at han nok skulle høre efter, så det havde han også tænkt sig!
Ichi løftede langsomt hovedet og kiggede op på Yuu. Hans brune øjne var store og våde af tårer, men han græd ikke. Han var lidt tæt på, men han græd ikke. Han ville bare gerne være sammen med Yuu. Hvorfor skulle det pludselig være så besværligt? Der havde ikke været nogle problemer før. Ichis forældre havde ikke haft noget imod det før. Det havde aldrig været et problem. Ichi forstod ikke, hvad der havde ændret sig i den tid. Han forstod det bare ikke. Når han prøvede at tænke på det, blev han helt rundtosset. ”Y-Yuu…”, mumlede Ichi stille. Han vidste ikke heeeelt, hvad han ville sige, men han ville bare gerne have Yuu til at sige et eller andet. Det var faktisk lidt ligegyldigt, hvad det var. Ichi havde bare brug for at høre Yuus stemme. Han havde ikke hørt den i så lang tid. I al den tid han havde været med sine forældre, havde han ikke hørt Yuus stemme. Aftenen før havde der ikke været så meget tid til at snakke. Ichi mente derfor, at de havde en hel del at indhente! Og når Yuu nu ikke hadede ham mere, så ville det ikke være en dårlig ting at snakke sammen.
”K-Kan vi ikke gå ind i sofaen? Be om?”, spurgte han stille. Sofaen var langt mere komfortabel end gulvet, men gulvet ville også være fint nok, hvis det var dét, Yuu havde lyst til. ”O-Og sig noget… Be om… Snak.. Jeg har savnet dig..” Ichi krammede sig selv en lille smule tættere på Yuu. ”H-Hvad har du lavet, imens jeg var v-væk..?”, mumlede han. Ichi var faktisk lidt nysgerrig efter at vide det. Han håbede bare, at Yuu virkelig havde savnet Ichi ligeså meget, som han havde savnet Yuu. En idé poppede op i Ichis lille hoved. Han kunne måske gøre det godt igen! Hvis han bare gjorde alle de ting, som Yuu kunne lide. Yuu havde selv sagt, at han godt kunne lide Ichis malerier. Og at han også godt kunne lide at kysse ham. Det kunne Ichi sagtens klare. Ichi havde helt klart tænkt sig at male et maleri til Yuu, hvis den anden fyr altså ville have det. Et smil dukkede langsomt op på Ichis læber. ”Yuu?”, sagde han i et forsøg på at få hans opmærksomhed. Da Yuu kiggede på Ichi, pressede han let sine læber imod hans, præcis ligesom Yuu før havde gjort ved Ichi. Dét skulle nok gøre Yuu glad!

Et lille og let smil bredte sig over Yuu læber da Ichi bare stoppede midt i sin sætning. Yuu havde virkelig savnet Ichi meget. Det var først nu hvor det virkelig gik op for han hvor meget han havde savnet den lille fyr. Det hul i hans krop, der havde gjort, der ingen mening var i det han lavede, var der ikke mere. Hullet der var skyld i han var nede og i dårligt humør var blevet lukket. Et lille blus af varme brændte stille inde i ham, og gav han lysten til.. alting? En konstant kilden havde bredt sig i hans krop siden Ichi var trådt ind af døren, og den blev bedre og bedre for hver time de tilbragte sammen.
Ichi flyttede på sit hovedet, så Yuu løftede sit hoved. Yuu betragtede let Ichi ansigt. Det så træt ud. Forsigtigt fik Yuu sin ene hånd fri af Ichis, så en stille kunne køre den over Ichis kind. Han smilte stille. Da Ichi sagde hans navn, lagde Yuu stille hovedet på skrå, og nikkede lidt ” Mmm, hvad er der Ichi? ” Yuu var klar på at høre på alt hvad Ichi havde at sige, og han var klar på at gøre alt hvad Ichi bad om. Det var han sikker på. Alt der kunne gøre han Ichi glad, var noget Yuu ville gøre.
Endnu en gang var det Ichi der sagde noget. Det fik først Yuu til at rynke panden lidt, inden han lyste lidt op i et smil. Det var et lidt underligt spørgsmål, men Ichi følte sig måske ikke helt så selvsikker endnu? Det måtte virkelig ha været slemt for ham, at være væk fra Yuu. Et roligt nik kom fra Yuu, og han rejste sig, med Ichi i sine arme. Han havde ikke lyst til at lade Ichi gå. Han ville holde Ichi ind til sig resten af den tid, Ichi ville tillade det. Yuu fik dem sat i sengen, med Ichi lidt oppe på sig. Han smilte skævt ” Sådan, så er vi i sofaen. ” Yuu nussede kort Ichi på låret. Han kunne ikke lade vær med at grine lidt over Ichi da han virkede helt nervøs. Yuu trykkede ham godt ind til sig, og kyssende ham kort og forsigtigt på halsen. ” Jeg har også savnet dig! Rigtig meget. Jeg har ikke lavet noget. Der har ikke været noget at lave uden dig ” Mumlede Yuu tilbage, mens han forsat holdte Ichi ind til sig. ” Uden dig i nærheden har det hele bare været utroligt kedeligt, og ensomt.. Uden mening.. ” Mumlede Yuu stille og en smule trist. ” Men nu er du her, så skal det nok blive godt alt sammen! ” Yuu var sikker på det nok skulle blive godt igen!
Yuu sad og betragtede Ichi lidt. Stille kørte han blikket ned over ham. Det så ikke helt godt ud. Yuu kunne godt se, at Ichi havde tabt sig. Det var ikke godt, da Ichi jo i forvejen ikke var den største. Yuu lagde roligt sine hænder om på ryggen af Ichi, hvor han stille nussede ham. ” MMh? ” Kom det fra Yuu, da Ichi ’kaldte’ på ham. Yuu løftede sit hoved, og blev overrasket af Ichis læber. Først fik Yuu store øjne, da han ikke helt var klar over hvad det skete, men ret hurtigt lukkede han dem, og trykkede Ichi mere ind til sig. Yuu havde helt klart savnet det her. Savnet følelsen af glæde og frihed der spredte sig i maven. Ganske forsigtigt holdte Yuu kysset. Han havde ikke lyst til at stoppe. Han ville have det skulle forsætte, og blive noget mere! Der skulle ske noget mere.
Yuu trak hovedet væk igen, og sank en klump. Han så kort væk. Hvad var det for nogle tanker. Det ville Ichi sikkert ikke være med til under alle omstændigheder. Måske hvis han fik lidt at drikke, men Yuu tvivlede. Han kunne stadig Ichis lille uheld med en flaske vodka. En let rød farve blussede op i Yuu kinder ved tanken, og han sank endnu en gang, inden han tog sig sammen og så på Ichi igen med et smil. ” Hvor er du bare fantastisk dejlig! ” Sagde han med et drenget og glad smil.

Ichi blev helt glad, da Yuu snakkede, som han jo så pænt havde bedt ham om. Udover selvfølgelig at være tæt på Yuu, var det en af de ting, som Ichi havde savnet allermest. At høre Yuu snakke. For Yuu havde bare sådan en rar stemme. En stemme, som nærmest tryllebandt folk til at høre efter. Sådan var det i hvert fald med Ichi, når han altså hverken var forvirret eller tabt i sine egne tanker. Ichi blev også sært glad, da han hørte, hvad Yuu sagde. Der havde ikke været noget at lave, når han ikke var der? Det havde været kedeligt og ensomt? Det måtte da betyde, at Yuu havde savnet ham rigtig meget! En varm følelse bredte sig i Ichis mave. Hvor var det bare herligt!
Ichi fik lagt armene rundt om Yuus hals, da Yuu gengældte kysset. Det gjorde kun Ichis glæde større, at Yuu rent faktisk gengældte kysset. Det måtte jo så betyde, at Yuu godt kunne lide det. Kysset var blødt, og Ichi kunne rigtig godt lide det. Mere eller mindre automatisk pressede han sin krop tættere på Yuus. Da Yuu allerede trak ham tættere på, endte der med næsten ikke at være noget luft imellem dem. Ichi kunne ikke slippe følelsen af, at hans læber pludselig var meget koldere, da Yuu trak sig væk. Det havde han ikke lyst til, at de skulle være. Det var meget mere behageligt, når de var dækkede af Yuus. Så.. Måske skulle han bare gøre det igen? Han blev dog imidlertid distraheret af Yuu, som kiggede væk. Hvorfor nu det. Ichi bed sig lidt i læben. Måske havde Yuu ikke syntes om det alligevel? Han lagde mærke til, hvordan Yuus kinder pludselig blev røde, og det gjorde bare Ichi endnu mere forvirret. Ichi løsnede grebet om Yuu lidt. Han var pludselig meget mere opmærksom på, at han var meget tæt på Yuu, og at han heller ikke havde nogle bukser på. Han skulle lige til at trække sig helt væk, da Yuu valgte at snakke igen. Det var det eneste, som fik Ichi til at blive siddende. Hvis ikke Yuu havde sagt noget, var han nok kravlet ned fra Yuus skød. Han rødmede selv en smule. ”F-Fantastisk dejlig? Hvorfor?”, spurgte han og tippede hovedet let på skrå. Han satte sig lidt bedre til rette ovenpå Yuu med et ben på hver side af den anden fyr; knæene imod sofaen. De brune øjne hvilede på Yuu, men de blev ikke på hans ansigt. De gled ned over hans kæbe og videre ned til hans kraveben. ”U-Uh..” Ichi kiggede hurtigt op igen, mere rød i hovedet end før. Han grinede lidt nervøst, inden han lænede sig fremad og gav sig til at kysse Yuus kind. ”Yuuuuu? Hvorfor er dine læber så bløde?”, spurgte han med et smil. ”De er rigtig rigtig bløde og rare” Ichi fandt det slet ikke mærkeligt at han betegnede et par læber som ’rare’, for det var da helt normalt! Ichi kunne bare rigtig godt lide Yuus læber, så de var da helt klart rare. ”Kan du godt lide, når jeg kysser dig, Yuu?”, spurgte Ichi og flyttede sine læber væk fra Yuus kind igen. Han var bare i sådan et dejlig godt humør! Og han ville også have, at Yuu var i godt humør. Ichi sendte Yuu endnu et glad smil, inden han igen pressede sine læber imod Yuus. Denne gang var det kortere tid end før. ”Er du glad, Yuu? Jeg vil gerne have, at du er glad”, han bed sig lidt i underlæben, inden han kort kiggede væk fra den anden fyr. ”Sig til, hvis ikke du er glad, okay?” Han kiggede tilbage på Yuu, og pressede igen sine læber imod Yuus. Han havde det fantastisk lige nu! Helt igennem fantastisk! Den varme følelse i hans mave var der fortsat, men det udviklede sig hurtigt til noget, som føltes som sommerfugle i stedet. Sommerfugle i maven.

Der var et lille stykke tid hvor der var stille. Det var en lidt ubehagelig stilhed. Yuu sad og tænkte, og blev forlegen over sig selv, og Ichi.. Ichi blev vel forvirret? Yuu vidste det ikke, men han kunne godt mærke på Ichi at han ikke helt forstod hvad der skete for Yuu. Han lod dog Ichi trække sig lidt væk, da han gjorde det.
Et større smil bevægede sig over Yuus læber da Ichis rødmede og nikke til det Ichi sagde, inden han træk lidt på skulderne ” Hmmm.. Hvorfor skulle du ikke være fantastisk dejlig? ” Yuu satte sin mund hen til Ichi øre. ” Du er sød, rar, dejlig at se på, fantastisk at være sammen med og så gør du bare nogle fantastiske ting ved mig. ” Hviskede han stille til Ichi, og pustede ham forsigtigt på øreflippen, inden han træk sig tilbage igen. Han betragtede Ichis ansigt lidt. Mest hans øjne. De så så uskyldige ud. Som om de ikke kendte til alt det dårlige der var i verdenen. Øjne der ikke vidste hvad der var af glubske og beskidte tanker der var gemt væk inde i Yuu.
Et lavt og let grin slap ud mellem Yuus læber over Ichis reaktion. ” Du så nuttet… ” Mumlede Yuu for sig selv og lagde sin hånd mod Ichis røde kind, og nussede den lidt, inden Ichi lænede sig frem og kyssede Yuus kind. Det svimlede lidt for Yuus hoved, og det brændte i hans kinder. Det var alt for meget at Ichi pludselig var sådan her. Så.. Pusse nusse agtig. En knude var begyndt at danne sig i Yuus mave. Han var nervøs for hvad der ville ske. Ichi havde ikke andet end Yuus trøje og underbukser på. Da Ichi sagde noget, lyttede han roligt efter, og kom til at smile lidt. Kort tænkte han over hvad han skulle lige” Er det ikke klart? Det er fordi de får lov til at røre ved dine fantastiske læber! ” Yuu flyttede sine hænder om på Ichis lænd, og nussede ham stille der. Ichi snakkede igen, og denne gang kom han til at slippe et lille grin ud. Hvor var han altså bare bedårende! Ichi flyttede sit hoved, og Yuu så på ham med et skævt smil. Han lagde stille hovedet lidt på skrå. ” Det er noget af det bedste jeg ved. Selvfølgelig kan jeg li det! ” Svarede han tilbage, med et drenget smil på læberne. ” Jeg ville kysse på dig hele dagen, hvis jeg kunne få lov! ” Hviskede han stille, inden han kyssede med det korte kys.
Yuus hænder bevægede sig stille ned af, mens de nussede. De stoppede først da de lå på Ichis røv, som han nussede. En begyndte at få en klump i halsen. Det her ville ende galt. Eller.. Det kunne ende galt. Yuu så på Ichi og smilte med et lille grin ” Hvordan kan jeg ikke være glad når jeg er sammen med dig? ” Spurgte han stille, inden han endnu en gang kyssede med den lille fyr. Denne gang holdte Yuu kysset, mens han lukkede øjnene. Det var en dejlig følelse at have Ichi så tæt på sig. Mens de kyssede, pressede Yuu Ichi tættere mod sig, forsat med hænderne mod Ichis røv. Da han havde gjort det, gjorde han kysset lidt dybere. Det hele i hans mave vendte sig, og han følte han blev svimmel. Det var ikke godt der her. Det var alt for lang tid siden Yuu havde haft Ichi så tæt på sig. Det snurrede i hele hans krop nu. Nogle steder mere end andre.
Meget forsigtigt lænede Yuu sig lidt ind over Ichi, mens han forsat holdte kysset. Yuu forsatte med at læne sig, og til sidste lå Ichi på ryggen i sofaen med Yuu ind over sig. Yuu kørte den ene hånd om fra Ichis røv, og op af Ichis side, med hånden under trøjen.

Ichi kunne slet ikke klare det. Selvom han egentlig selv havde lagt ud med at kysse Yuu, var det her svært at håndtere. Især efter han var blevet opmærksom på, hvor tæt på Yuu han egentlig var. Han kunne mærke Yuus åndedrag imod hans hud. Han kunne mærke varmen fra Yuu. Yuu var næsten altid varm. Ichi kunne faktisk ikke huske noget tidspunkt, hvor Yuu ikke havde været varm. Han skælvede en smule, da han mærkede at Yuu pustede ham på øreflippen. Yuu var bare så tæt på! Selvfølgelig havde Yuu været tæt på massere af gange før. De var faktisk ligeså tætte, når de sov sammen. Ichi endte altid med at ligge så tæt på Yuu, at der nærmest ikke var noget luft imellem dem. Det var jo.. rart.. Især når Yuu altid var så varm. Han var i hvert fald bedre end Bamse. Yuu sagde også nogle rigtig dejlige ting til Ichi. Yuu plejede altid at være rar, men han virkede bare ekstra rar i dag! Måske var det fordi, han havde savnet Ichi? På trods af, at Yuus hænder ikke bevægede sig så meget lige nu, føltes det alligevel som om, at de var over det hele. De bevægede sig længere ned, og det kunne Ichi ikke undgå at lægge mærke til. Han rødmede igen, men bad ikke Yuu om at få hænderne væk for.. Det var egentlig meget rart? Og hvis Yuu gjorde det, måtte det jo betyde, at Yuu kunne lide det, og så ville Ichi ikke stoppe ham. For Yuu skulle være glad, og sådan var det bare. En trist Yuu var slet ikke en rigtig Yuu.
Det lod dog heldigvis til, at Yuu var glad. Sådan forstod Ichi det i hvert fald. Og det var godt, for han var også glad! Så kunne de være glade sammen og måske bare putte hele dagen? Det var lige, hvad han havde brug for. At være tæt på Yuu. Måske se lidt fjernsyn, eller bare snakke med Yuu. Ichi havde lukket øjnene, da han igen kyssede Yuu. Sommerfuglene i maven lod til at flyve rundt over det hele, og det var lidt ubehageligt på en sært behagelig måde. Han havde igen lagt sine arme rundt om Yuus hals, så han fulgte fint med, da han blev lagt ned. Det forvirrede Ichi lidt, for hvorfor lå han nu pludselig ned? Han protesterede dog ikke, for han lå egentlig meget godt sådan her. Sofaen var jo ganske komfortabel, og Yuu kyssede ham stadigvæk. Ichi havde bare ét problem. Han vidste ikke helt, hvad han skulle gøre af sig selv. Kysset virkede anderledes end alle de andre kys. Der var mere… Mere mening i det, virkede det som om. Det var svært at håndtere, når han knap nok vidste, hvad det hele betød. Den yngre fyr gispede ind i kysset, da han mærkede Yuus hånd under trøjen. Hans hænder var varme imod Ichis hud, som for en gangs skyld var en smule kold. Det hang sammen med, at han ikke længere havde helt så meget fedt på kroppen til at holde på varmen. Hans ribben var mere tydelige nu, end de før havde været. Bag sig føltes det som om, at Yuus hænder efter lod et spor af ild. Ichi blev varm over det hele! Og Yuu var bare så tæt på… For at få noget nyt ilt, drejede Ichi hovedet til siden, så kysset blev afbrudt. ”Y-Yuu..”, gispede Ichi og trak noget nyt luft ind i lungerne. ”Nn..” Han bed sig lidt i underlæben, inden han trak Yuu tættere på og igen gav sig til at kysse hans kind. Overalt, hvor han kunne komme af sted med. En hel masse små og lette kys. ”Yuuuuu..”, mumlede han i den anden fyrs øre. ”Jeg kan også.. Jeg kan også godt lide at kysse med dig”, hviskede han med et smil. ”O-Og du må gerne kysse mig.. Hvis du vil”, tilføjede han hurtigt. Ichi kunne ikke se noget problem i det. Hvis de begge to kunne lide at kysse hinanden, så var der jo ingen grund til ikke at gøre det! Sommerfuglene i maven lod til at slappe lidt mere af nu. Faktisk var de bare blevet erstattede af en konstant varm følelse. Han var så glad.. Han kunne næsten ikke vente med at ringe til sin mor og fortælle hende det! Han ville fortælle hende det hele. Alt om, hvor fantastisk og dejlig, Yuu var. ”Yuuuu? Må jeg godt lige gå et øjeblik?”, spurgte han og trak sit hoved lidt tilbage, så han kunne kigge på Yuus ansigt. ”Jeg bliver nødt til at fortælle mor, at du kysser mig”, sagde han med et stort smil. Ichis mor havde rimelig diskret fortalt Ichi, at han skulle ringe, hvis Yuu igen kyssede ham, så det blev han jo nødt til. Hans øjne lyste nærmest op som lysene på et juletræ, for han var bare så glad!

Mange tanker fór igennem Yuus hoved. Nogle han helst ville have udeblev, men således var det uheldigvis ikke. Han nød rigtig meget denne form for kontakt med Ichi, og det blev kun bedre af, at Ichi var med på det. Kysset blev fortsat, og Yuu hånd der bevægede sig op at Ichis side, flyttede sig stille om på ryggen af ham, stadig under trøjen. Det var ikke helt så behageligt for Yuu, at han kunne mærke Ichis ribben så meget. Det var en hård kamp for Yuu, at Ichi var skrøbelig, og at han derfor ikke bare kunne ’slå sig løs’.
Gispet der slap ud af Ichis læber, det det til at krible i Yuu krop. Ichis nærværd var vel nydt, hvilket var grunden til, at Yuus bukser var begyndt at stramme en smule ved livet. Ikke noget han havde intuitioner om at gøre noget ved, lige nu, i hvert fald.
Ichi drejede sit hoved væk, så Yuu løftede sit lidt, og åbnede øjnene for at se på den lille fyr, hvis kinder var blevet forholdsvis røde. Det måtte være varmt for stumpen, at have Yuu over sig. Yuus vejrtrækninger var, lige som Ichi, blevet ret hurtige, og han brugte derfor også denne pause til at få noget luft. Et smil bredte sig over Yuu læber, da Ichi begyndte at kysse Yuus ansigt. Det var lidt sjovt, men også lidt underligt. Yuu kørte langsomt, og en smule pirrende, hånden der var på Ichis røv, mere ind mod Ichis inderlår bagfra, inden han valgte at køre hånden den anden vej, og på at ligge på Ichis inderlår, hvor han stillede nussede ham. Yuu prøvede lidt at se hvor Ichis grænse gik. Hvor langt han kunne trække det med Ichi.
På en eller anden måde, kunne Ichi altså få sagt ting, på en sjov og mærkelig måde. Men det generede ikke Yuu. Tværtimod. Det var hvad der fik Yuu til at holde så meget af Ichi. Det gjorde Ichi til den han var. Derfor begyndte Yuu at grine lidt, da Ichi gav Yuu lov til at kysse ham. Han nikkede lidt. ” Tak for det, det er jeg da glad for! Du er også altid velkommen til at kysse mig! ” Sagde Yuu med et tilfreds og drenget smil. Han fortsatte sin nussen på Ichi ryg og inderlår, men han kort nappede i Ichis overlæbe.
Endnu en gang snakkede Ichi igen. Det gjorde han meget her for tiden. Yuu lænede sig frem, og nappede Ichi i halsen. Op og ned, ganske pirrende. ”Mmmmm… ” Brummede Yuu som svar til om Ichi måtte få et øjeblik. Ganske kort efter, var det som om alt luften blev slået ud af ham.
Yuu løftede sit hoved, og så kort på Ichi, inden han drejede sit hoved ud til siden med et suk. Yuu havde glemt alt om Ichis forældre, og om, at de havde sagt, at Yuu ikke skulle kysse på Ichi. En stort hul dannede sig i maven på Yuu, og sugede alt det glæde og lykke, der havde dannet sig i Yuu krop, til sig. Indtil der kun var hullet tilbage, der gjorde Yuu ked af det, og dårlig tilpas. Han rettede sig lidt mere op, ved at sætte hænderne ned mod sofaen, i stedet for at have dem på Ichi krop. Der var stille. Yuu tænkte. Hvad skulle han sige? Hvad skulle han gøre.
” Ichi.. Hør her.. ” Mumlede han, inden han så på Ichi. ” Hvad skete der sidste gang, du ringede og fortalte vi kyssede? Kan du huske det? Så kom de og hentede dig. De kom og tog dig væk fra mig. Og det var der ikke nogle af os, der kunne li. Er det så ikke bedre bare at lade som ingenting? Og ikke lade dem vide det? ” Yuu sank, og lagde sig ned over Ichi for at ligger armene om ham, og trykke ham ind til sig ” Jeg vil ikke miste dig igen, Ichi. Aldrig nogensinde.. Jeg bliver bange, når du siger du vil ringe. Jeg vil ikke kunne klare, hvis de tog dig igen ” Hviskede Yuu stille, mens han fik tårer i øjnene. Han var oprigtigt bange. Hvad ville der ikke ske, hvis Ichi ringede hjem, og fortalt hvad de lavede, allerede dagen efter de havde været der, og næsten truet Yuu?

Yuus hænder var virkelig over det hele, kunne Ichi hurtigt konstatere. Det kildede lidt, når de bevægede sig, men det var også bare rigtig rigtig rigtig dejligt. Yuus hænder endte på Ichis lår, hvilket fik den lille fyr til at skælve lidt. Han var bare så tæt på! Og over det hele! Det var slet ikke til at håndtere. Pludselig var Yuus tænder der også. Ikke på inderlåret, men på Ichis overlæbe. Det svimlede for Ichi. Han trak ikke nok luft ind, når han åndede, for det havde han da slet ikke tid til. Han havde alt for travlt med at koncentrere sig om Yuus hænder, og så at snakke også. Og lytte. Det var svært at holde styr på så mange ting på en gang. Ichi kunne dog umuligt benægte, at han godt kunne lide det. En lille lyd undslap Ichi, da Yuu gav sig til at nappe i hans hals. Det var nærmest endnu bedre end alt det andet til sammen. Men absolut ikke helt.
Alt for hurtigt trak Yuu sit hoved væk, og Ichi følte sig igen lidt kold. Han kiggede også væk, og det fik det glade udtryk på Ichis ansigt til at forsvinde. Havde han gjort noget galt? Ichi prøvede at tænke tilbage, men han kunne ikke se, hvad det skulle være. Yuu havde været så glad og dejlig lige før, men nu kiggede han væk? Og han sukkede også. Det lød ikke som et glad suk, men mere som noget ubeskrivelig trist. En trist Yuu, var slet ikke en rigtig Yuu. Ichi ville ikke have, at Yuu skulle være ked af det. Hvordan skulle han gøre ham glad igen? Han havde allerede gjort næsten alt, han kunne komme i tanke om, så der var ikke så mange andre muligheder tilbage. Han kunne altid male et billede til Yuu, men så blev han nødt til at flytte sig fra Yuu, og det ville han ikke. Yuu bevægede sig også lidt mere væk. Hans hænder forlod i hvert fald Ichis krop. Små tårer dukkede frem i hans øjne. Ichi ville ikke have, at Yuu skulle være ked af det. Og heller ikke at han skulle være sur. For helt ærligt, så vidste Ichi ikke, hvilken en af delene Yuu var.

Da Yuu begyndte at snakke, gik Ichi næsten i panik. Den måde Yuu startede ud på, fik Ichi til at tro, at han ville sende Ichi væk igen. Tårerne flød over, imens Yuu snakkede. Ichi huskede kun alt for godt, hvor forvirret han havde følt sig, hvor ked af det han havde været, og den fortabte følelse, som kun lige var begyndt at gå væk. Han ville bestemt ikke have en gentagelse. Ichi puttede sig så godt ind til Yuu, som han overhovedet kunne, da Yuu igen lagde sig ned over ham. Han snøftede lidt. Nu var han slet ikke glad mere… Og det var Yuu heller ikke, og det hele var hans egen skyld. Fordi han ville ringe til sine forældre. Betød det så, at det var grunden? Fordi Yuu havde kysset ham? Var det derfor, at de havde taget ham? Det virkede ikke fair.. Yuu gjorde altid Ichi så glad, og kyssene gjorde ham også glad. Hvorfor i alverden ville Ichis forældre tage det væk fra ham? Ichi lagde armene rundt om Yuus krop i stedet for hans hals. Hans rystede lidt, imens han græd. ”N-nej.. De må ikke tage mig.. Yuu.. Jeg skal nok lade være.. M-Men mor sagde.. Hun bad mig om at ringe, hvis du kyssede mig igen, og jeg vil bare gerne fortælle hende, hvor dejlig og rar du er, og jeg kan ikke, og Yuu, du må ikke lade dem tage mig. Jeg kan slet ikke klare det, vil du ikke nok være sød at blive? Jeg skal nok lade være, det lover jeg, jeg lader være med at ringe til hende nogensinde igen, hvis det er det, du vil have” Ichi trak noget nyt ilt ind. Han havde sagt alle de mange ord nærmest uden at trække vejret, så hen i slutningen var ordene mere kommet til at lyde som små gisp. Han gik nærmest i panik. Det kunne ikke ske igen. Yuu kunne ikke.. Hans forældre kunne ikke.. De kunne ikke adskille dem igen. Det kunne de bare ikke. Ichi ville bryde sammen. Han kunne ikke klare det. Ikke nu. Ikke så hurtigt. Ikke nu, hvor han endelig var ved at hele efter sidste gang. Ichi strammede grebet om Yuus trøje lidt, nærmest på en desperat måde. ”Yuu..”

Det gjorde rigtig ondt på Yuu, at Ichi ville ringe hjem, men det gjord vidst også ondt på Ichi, nu hvor han vidste hvad der kunne ske. Ichis øjne flød over, og Yuu lagde stille den ene hånd på Ichis kind, for at tørre tårerne væk, og det samme med den anden kind. Ichi skulle ikke græde. Han havde ikke gjort noget forkert!
Yuu holde Ichi godt ind til sig. Han ville ikke lade han gå. Han ville ikke have han blev taget væk igen. Han ville ikke tillade det. Ichi skulle blive sammen med Yuu for evigt. Eller i hvert fald inde til Ichi selv valgte han ikke ville være der mere. Yuu håbede dog ikke at det nogensinde blev tilfældet. Det dryppede lidt fra Yuus øjne, men han sagde ikke noget om det. Ichis snøften skar gennem luften, og lavede sår på Yuu. Det gjorde ondt at høre Ichi var ked af det nu. Det var ikke meningen. Ichi rystede lidt, hvilket fik Yuu til at få det endnu mere dårligt. Nu bare også med sig selv. Hvorfor sagde han også det her? Han kunne bare have sagt nej, og så var der ikke mere i det. Så kunne det måske bare være Ichi ville ringe en gang, Yuu ikke ville opdage det, og det ville bare gå endnu mere galt.
Ichi begyndte at snakke, og det var en smule svært for Yuu at følge med, da det gik stærkt. Imens Ichi snakkede nussede Yuu ham stille på ryggen, han håbede det kunne få ham til at falde lidt mere ned. Da Ichi var færdig med at snakke, lod Yuu ham lige få en lille puste pause. Yuu begyndte at nynne lidt. Ganske lavt, men for at berolige Ichi lidt. Og lidt ham selv også. ” Shhhh.. Det er okay Ichi… Shh. ” hviskede Yuu stille i øret på Ichi. Yuu lukkede øjnene lidt ” Det kommer ikke og tager dig igen, det vil jeg ikke lade dem. Ingen skal ha lov til at tage dig. ”
I et øjeblik tænkte Yuu, inden han forsigtigt satte sig op med Ichi. Han skubbede lidt til det ene af Ichi ben, så benene kom over på den samme side. Han holdte Ichi godt ind til sig, mens han tænkte lidt. ” Du må godt ringe hjem Ichi, du skal bare.. Tænke over hvad du vil sige, okay? Mor og far kan ikke li at vi kysser. De synes det er forkert. De synes sikkert slet ikke vi skal være sammen, men de har måske set lidt, at det ikke går for dem, at du ikke er sammen med mig. ” Forklarede Yuu roligt, mens han tørrede sine øjne i sit ærme. Han håbede at Ichi forstod det, men det regnede han lidt med, for det virkede sådan lige før.

Der gik et godt stykke tid, hvor Yuu bare sad og holdte Ichi ind til sig, mens han ikke sagde noget. Der var ikke mere der skulle sige på dette tidspunkt, ikke fra Yuus side af i hvert fald. I stedet tænkte Yuu, men han prøvede at berolige Ichi ved at nusse ham. Pludselig fik han en inde. Han var ikke sikker på om Ichi ville være med på den, men det ville han vel finde ud af. ” Uhm… Ichi? ” Yuu lagde hovedet lidt på skrå, og så på Ichi med et roligt smil ” Hvad siger du til at vi gå i bad? Sammen. Og så glemmer vi bare det her? Og så kan vi få noget at spise bag efter? Er du ikke ved at være sulten? ” Yuu synes det var en god ide, selvom han egentlig var ved at være ret sulten, men han bed det i sig. Så sulten var han heller ikke.