How nice

Sted- En af lejlighederne i lejlighedskomplekset i Terre
Tid- Klokken er 20.05
Vejr- Det støvregner
Omgivelser- En forsamling personer. Der er vel 8 stykker tilstede
Dag- Det er en lørdag

Et smil var plantet på Camerons læber. Det her skulle nok blive hyggeligt. En af hans venner havde valgt at slæbe ham med til en af de her 'hygge-aftener'. Det var ikke første gang han prøvede det, men han fandt det hyggeligt alligevel. Det var en god mulighed for at møde nye personer. Også selvom han efterhånden havde mødt dem allesammen et par gange, bortset fra et par enkelte stykker, som han ikke havde mødt før. Nogle gange kom der nye ansigter til. Hvilket også var helt fint.
Da de her møder altid var ret afslappede, havde han valgt at klæde sig efter det. Et par lidt forvaskede lyse jeans, hans sneakers, en sort t-shirt og en hættetrøje ud over. Lynlåsen var ikke lukket, så den sorte trøje var synlig.
"Hey Cam!", Cameron vendte sig om imod stemmen. Det var en fyr lidt ældre end ham selv, som havde råbt. "Hej", sagde han smilende og nikkede let til fyren. Det var en person som efterhånden havde lært at kende ret godt. Det var noget af det her, han elskede ved møderne. At man kunne danne nye venskaber.
Han valgte at slå sig ned i en sofa, ved siden af en anden fyr, som han egentlig ikke kendte så godt igen. Det var en skam, for han virkede rigtig flink. En rolig baggrundsmusik kunne høres, og det var med til at gøre stemningen lidt hyggeligere. Selvom der befandt sig 8 personer i lejligheden, virkede den ikke rigtig overfyldt. Ja, det kunne sagtens have været mere plads, men det var ikke sådan så man fik klaustrofobi eller noget. Flere forskellige samtaler kørte, og Cameron prøvede forgæves at følge med i en af dem. Da han fandt ud af, at samtalen drejede sig om sport, gav han op. Det interesserede ham overhovedet ikke, og han ville ikke have mulighed for at komme med nogen form for input. Så var det lidt ligemeget.
Cameron lod en hånd glide igennem det sorte hår, for at få det væk fra øjnene. Det holdt sig væk i noget der mindede om 5 sekunder, før det igen faldt ned over hans øjne. Han pustede lidt irriteret til det, men det hjalp ikke. Lige i øjeblikket var hans øjne blå.

Terres gader var efterhånden begyndt at falde til ro. Der var som sædvaneligt en utrolig rolig stemning mellem klokken 18 hvor folk sad derhjemme og spiste og klokken 21, hvor byen ville blive indtaget af unge mennesker. Dette forklarede også hvorfor en ung mand, klædt i et par bordeaux røde bukser, et par sorte vans med hvide snørebånd, på overkroppen en skjorte i en støvet lysegrøn farve, knappet helt op i halsen, hvor en sort butterfly var placeret og en sort cardigan i et forholdsvis tykt stof, hængende hen over skuldrende, nu var på vej ned af en af Terres gader. Mickee havde aldrig været den store festtype. Den høje musik og de mange mennesker var ikke lige ham. Han var mere til hyggelige aftener med vennerne, hvor musikken var på et plan, der gjorde at man stadig kunne snakke sammen og alkoholen var på et niveau, hvor man stadig kunne føre fornuftige samtaler, uden opkast var involveret.
Mickee krydsede hen over gaden, til et lejlighedskompleks, hvor han søgte efter den rigtige knap, som han kort efter trykkede i. Han stod og ventede lidt, inden der fra dørtelefonen lød en brummende lyd, der gjorde tegn til at han kunne åbne døren. Han besteg trapperne og da han nåede lejligheden, stod døren allerede på klem, så han skubbede den blot op og trådte indenfor. Med det samme mærkede han en familiær duft ramme hans næsebor. Denne lejlighed var i en periode som et hjem for ham. Han havde også boet der i en lille måned, da han lige var kommet til byen og ikke havde nogle andre steder at opholde sig. En høj skikkelse med et rodet mørkebrunt hår, kom gående hen imod ham, med et stort tandsmil plantet i ansigtet ”Mickee! Jeg troede lige at du ikke ville komme!” fyren trak ham ind i et venskabeligt kram, som Mickee gengældte, uden rigtig at have noget valg ”Jamie dog? Tror du virkelig at jeg ville misse en af disse aftener?” han trådte forbi Jamie og ud i køkkenet, hvor han greb en cola fra køleskabet, inden han bevægede sig ind i stuen. Han kiggede sig lidt omkring, inden hans blik endte på personerne der sad samlet om sofabordet, nogle i sofaen, andre på stole eller på gulvet. Han startede med at betragte folkene lidt og det gik hurtigt op for ham at han kendte hver og en af dem. Nogle bedre end andre, men havde mødt dem alle sammen. Han bevægede sig hen mod en tom stol, der stod ved siden af sofaen, hvor en fyr der var lidt ældre end ham, sad. Han lignede ikke en der var inde i nogen samtale ligenu og han var en af de personer Mickee faktisk ikke kendte ret godt, men altid havde set som en super flink fyr. Han fik sat sig ned på stolen og betragtede fyren lidt ”Hejsa! Cam ikke?” mens han spurgte, fik han åbnet colaen, som han derefter blot sad og vejede lidt i hænderne.

Det var lang tid siden Cameron sidst havde gjort det her, men han faldt lidt ind i sig selv. Normalt gjorde han det ikke, når der var andre folk til stede, for det virkede ret uhøfligt. Det lod dog ikke til, at der var nogen som lagde specielt meget mærke til det. Cameron lagde heller ikke mærke til andre folks reaktioner. Han var begyndt at tænke nogle underlige tanker. Altså virkelig underlige. Det lignede ham slet ikke. Nogle gange tog hans tanker nogle underlige drejninger, men som regel var der en eller anden grund til, at han var begyndt at tænke på lige netop disse ting. Det var der åbenbart ikke i dag.
En stemme lige ved siden af ham, rev Cam ud af spindelvævet af tanker. "Åh", sagde han lidt overrasket og sendte så fyren et smil. Ah... Hvad var det nu han hed... Mickee, ikke sandt? Ham fyren som... jo, det var vidst Mickee. "Jo, det er Cam", sagde han smilende. "Og du er Mickee, ikke sandt?", tilføjede han kort efter. Han kunne ligeså godt få navnet på plads med det samme, så han ikke senere ville kalde ham Martin eller noget i den dur. Det ville være ret pinligt, og akavet.
Uden at tænke over det overhovedet, lod han hurtigt blikket glide hen over Mickee. Det var egentlig lidt ærgeligt, at han ikke havde snakket mere med ham, end han nu havde, for han virkede rigtig flink. Som sådan en man hurtigt kunne blive venner med.
Han havde en cola i hånden. Det havde han slet ikke selv tænkt på at tage. Nå. Han var næsten lige kommet, så der var jo stadigvæk masser af tid, til at finde sig noget at drikke, inden han måtte gå igen.
Nu han kom til at tænke på det, var det egentlig ret begrænset, hvad han vidste om Mickee. Det var stort set intet. Bortset fra at hans navn mindede lidt om Mickey, og det mindede ham om Mickey Mouse. Det var en underlig måde at huske navnet på, men hvis det var, hvad det krævede, så var det jo bare sådan, det var. Han var underligt glad for, at han ikke var blevet kaldet Cameron. Om Mickee ikke kendte hans rigtige navn, vidste han ikke. Men de fleste kaldte ham Cam. Det var også en del nemmere end Cameron. Det mente han i hvert fald selv.
Cam sendte Mickee endnu et venligt smil. Måske var nu en god mulighed for, at lære ham bedre at kende. Han kunne vel altid håbe.