Live or die.

Tid: 01:20
Sted: Skoven
Vejr: Overskyet nat, det er næsten umuligt at se noget. Regner svagt.
Omgivelser: Ikke andet en træer.


En sen nat vågner to forskellige væsner op i den mørke skov, kun én ting har de tilfælles. De hader hinanden, og kunne slå hinanden ihjel. Deres mål er nu at finde ud af skoven, men skoven gemmer på noget, noget som de to væsner nægter tro på. Skal de finde ud af skoven, må de samarbejde for i skoven lurer frygtelige ting, og kun sammen kan de hjælpe hinanden ud af skoven. Inde i skoven er der nogle "Missioner" som de sammen må klare, for at komme videre til den næste. Der er i alt seks.
- De må nu tage et valg.. Vil de dø eller leve?



Kyo vågner stille op, hans hoved gør ubeskriveligt ondt, og det tager ham lang tid, før hans øjnene vænner sig til mørket. Kyo tager sig til hovedet, og kigger forvirret rundt. Han sukker svagt, og sætter sig op ad et træ. Hans krop ryster svagt at kulde, og han trækker derfor benene op under sig. Stille puster han ned i sine hænder, for at holde dem varme. Han lukker sine øjne, drømmer sig langt væk, og roligt falder han i en dyb søvn...

For at sige det med sikkerhed, hvad laver hun egentlig her? Hun tager fastere om sin sorte le. Det er ikke fordi hun er bange. Men at det lige nu virker mærkelig, at en "lille" pige går rundt ude i en skov... Helt alene efter midnattid. Eller så lille er hun hellere ikke, men alligevel. Hvad lavede hun.. "Måske burde vi vente og se" med et suk, begyndte hun at tale. Men, hvem er det egentlig hun taler til? Folk vil tro, hun var sær, og talte til hvem gud det end er. Hun begynder at gå videre. Uden, at ane eller tænke på noget, springer hun op på et træ. Med sådan et spring, langer hun blidt på en gren. Som et fjer, der daler langsomt og blidt på et bord. Hun spejder efter noget. Er hun nu kommet langt fra byen?

Hun omfavner den sorte le, tættere på sig. Måske er det bedst, at hun for bliver her. Grenen er temmelig våd, men bred, nok til tre personer. Hun sætter sig ned og nynner. Hun berører hendes røde korte hår, der nu er bliver våd. Ligner hun en våd mus?

Kyo gnider sine øjne som næsten er klistret helt sammen, pga regnen blandet med søvnen. "Hvor fánden er jeg?" mumler han, og rejser sig op, han er let våd, og hans ben ryster under ham. I det fjerne høres en svag lyd. Forsigtigt og lydløst går han mod lyden, men synes ikke den bliver tydeligere. "Hallo? Hallo er her nogle?!" råber han om og om igen. Brat slår han hånden ind i et træ, skriger højt i smerte, og falder til jorden.
"Fánden!" Råber han i vrede, og kigger sig omkring, han rejser sig op, går mod et tilfældigt træ, og ligger øret til. Der er intet at høre, lige så vel som der heller ikke er noget at se. Kyo vender sig om, kigger op på den mørke himmel, og derefter ned på sit ur. Det er over midnat, han har tid nok. "Hallo?!" råber han igen, og stiller sig til at vente..

Hun sætter sig stille og rolig ned. Hun lader sine ben, mærke den tynde luft og begynder at svinge hendes spinkle ben frem og tilbage. Ligesom en lille pige, der venter på en overraskelse, som skal til at ske. Og det får hun foræret. Hun hører nogen råbe et kald. "Hmm. Er det til mig?" med en lille mumlen, rejser hun sig op og spejder ud. Endnu et kald, men denne gang, er det et skrig i stedet for et råb. Hun mærker en let naiv side vågne op i sig. Men alligevel vækkes en irriterende nervøsitet. Hun fniser for sig, af forlegenhed, men holder sig for munden, da det temmelig er en høj fnisen. Ærlig talt, er hun for naiv. "Det skal nok gå... Jeg skal nok klare mig" hun smiler lidt for sig selv og ser ned på hendes sorte le. Med et rask spring, hopper hun højt over til det næste træ.... Uden at have en tanke om, at alting er vådt. "Hvem ka... ldaaar..?!" er hendes mening at sige, før hun gled fra et gren, hun lige skal lande på. Hun mister selve styrkens til hendes gengældende sætning. Hun mærker vinden blæse hendes hvide kjole op, mens hendes mørke kappe blaffer og giver en lille blæsende lyd.

Uden at ane hvor hun lander, falder hun oven på noget....

Kyo's sanser blusser op, hurtigt kigger han op, det giver ryk i vinden og noget falder ned mod ham. Uden mulighed for at nå at reagere, falder det i luften ned på ham, og selv falder han til jorden med et kæmpe brag. Kyo hiver efter vejret, da "det" er landet på hans kystkasse. Han knytter næverne hårdt, og misser med øjnene, da det går op for ham det er en pige. Men ikke hvilken som helst pige, men den pige han áldrig i sit lange liv har kunne døje. "Hvad fanden laver du her? Flyt dig fra mig" Hvæser han truende, og hans øjne går fra brune til sort. Hans krop spredes af varme, og selv hans kinder har fået en fin kulør nu. Han hiver endnu efter vejret, og prøver at trække sig væk fra hende, men uden held. Han gisper hurtigt, og kæmper for ikke at miste selvkontrollen. Tankerne suser igennem ham, og hans øjne flakker frem og tilbage, han mærker en svimmelhed overtage hans krop..

Hun mærker varmen, fra en eller anden person. Hun er landet oven på personen. Ret pudsig, men uheldigt. Hun tager til sit hoved og betragter, vedkommen. Med lyttende ører, hører hun hans hvæsende svar. "En dreng... Ingen tvivl.." mumler hun stille for sig, og ser på sine hænder, der nu intet holder noget. Hendes øjne begynder at blive store, så man lige kan se ind i hendes gyldne brune øjne. Hun rejser sig hurtig, men elegant op. Ok, så elegant er det heller ikke, da hun med det samme tage små nervøse skridt, frem og tilbage. "Hvor.. Hvor er du?" kan man høre hende hviske. Hun mærker et jag af angst. Hvor var den henne?

Hun stopper pludselig op og ser på den liggende person og bukker i en ydmyg stilling. "Du... Undskyld.. Du er vel ikke kommet til skade? Vel? Kan du uhm... Rejse dig op." Hun løfter stille blikket og ser lidt fortabt ud. Hvad skulle hun gør, overfor denne person.. Nu hvor hendes le er væk.. Hun må have tabt den, da hun faldt, fra sit lille styrt. Men hurtig prøver hun på at sætte tanken om personen, der lige nu ligger ned på den våde jord. Lige nu må hun stå fast på jorden, og hjælpe personen, for er det ikke hendes skyld, at hun landede oven på ham? Og sårede ham måske? Hun rækker en hånd, ud til ham og begynder at smile venligt.

Kyo kigger på pigen, som nu endelig har fjernet sig, han betragter hende gå nervøst rundt, og hviske en simpel sætning. Da pigen står foran ham, sætter han sig op og trækker vejret dybt. "Tak, jeg har det hélt fint" siger han og sætter sig på hug. Han kigger sig omkring, og derefter op på pigen igen. "Hvad leder du efter?" Spørger han, med stemmen fuld af ligegyldighed. Han venter knapt på et svar, før han rejser sig op, og finder sine smøger frem. Flammen fra tændstikkerne prikker så mærkelig i hans øjne, og han skynder sig at få ild i smøgen, og smider derefter tændstikken fra sig. Kyo stiller sig op ad et træ, og betragter pigen, smilet på hendes læber får det til at gyse ham langt ned ad ryggen, dog fortsætter han med at kigge på hende, og undrer sig over, hvordan pokker hun er kommet herind, hvad hun laver herinde, og hvor længe hun har været her..

Når hun smilede, havde hun altid lukkende øjne. Hun trækker forsigtig sin hånd tilbage og har hoved på skrå. Med et, mærkede hun alt sin nervøsitet og det gjorde hende kampgejst... Og alligevel forsvarløst... Sådan noglelunde da... Hun begynder at hoste og bukker sig endnu en gang, for at svare "Det jeg leder... Kan være ligegyldigt.. Og desuden.. Tændstikker ik..?". Med den sidste spørgene sætning, forsvinder hun ud af det blå. Man kan sige, med det blotte øje, at hun, med sin mørke kappe, smelter sig et i med mørket. Og lige pludselig, står hun knap, tyve centimeter væk fra ham, med den glødende tændstik. "Skal man lige kvæles. Så der ikke kan gå ild," svarer hun venligt med igen lukkende øjne. Hun puster gløden af tændstikken af, og smider den væk, i det en tanke slår ned i hende.. Alting er jo vådt, så det er ligegyldigt. En undskyldende "ups", ryger ud fra hendes læber. *Dumt... Måske er det en god ide, at have den le ved min side...* tænker hun lynhurtigt og ser betragtende på personen.. Hvad mon han reagere? "Uhm... Men godaften... Hvad laver du herude i dette regnfylde vejr?" spørger hun, da hun sammen tid, bøjer sig bagud, for at få de lette vanddråber ud ad hendes korte hår.

//Lige et rettelse -.- "Man kan sige, med det blotte øje, at hun, med sin mørke kappe, smelter sig et med mørket

Han kigger skævt på hende, og smider smøgen væk. "Hva, har du ikke lyst til også at slukke den?" Siger han hånligt imens han børster sit tøj rent for snavs. Han kigger hurtigt op, og så ned på sit ur. Der er endnu tid, hans øjne ændres fra sorte til brune, og varmen i hans krop forsvinder. Han begynder nu at slappe af. Han er tryg sammen med andre, så har han noget at støtte sig opad. Jeg kigger hen på hende igen, da spørgsmålet kom fra hendes læber. "Godaften, jeg ved det ikke. Jeg må have gået forkert. Måske faret vild. Hvad laver du selv herude? Er piger ikke for fine til at gå i skove? Jeg mener. Alle de kryb, luften og lydene?" Svarer jeg hurtigt, og holder en kort pause, imens han igen gnider i sine øjne. "Lad nu det hår være, skal du med? For jeg skal simpelthen ud af denne skov" siger han sukkende, og kigger nysgerrigt på hende..

På grund af hendes dårlige situationsfornemmelse, begynder hun at smile og bøjer hoved, for at få hendes blik til at se op på ham. "Æhh.. Hehe jeg tror jeg lagder den ligge" fniser hun med et strejf af forlegent suk. Hun mærker hans forandrende personlighed og bliver varm. Måske er han god nok. Tjoo, hun have en ide, at han nok er en barsk fyr. Men nu ændrer han sig fuldstændig. Lettelse stryger let i hende og ser på ham, da han børster snavs af. Hun tripper lidt, i det hun svarer, "Har ingen ide hvad jeg laver her. Fik bare lyst til at vandre... Opdaget ikke en gang, at det regnede," svarer hun venligt og ser på ham, i det hun forsætter, "det er ikke fordi jeg er sky for skoven små kryb. De er jo ikke ude i dette herlige regnvejr.. vel?". Hun smiler kækt og retter sig op, for at se lidt højere ud... Men det mislykkes. Mærkelig nok, er hendes hvide kjole ikke beskidt.? Folk vil ikke tro, at hun ser yngre ud, end hun virkelig er. Og en hver person vil begynde med at tænke, hvorfor hun ikke brugte sin kappes hætte, for at dække sit hår for regnen. Svare er ærlig talt, at hun ser ikke særlig kvik ud.

Hun svarer ham og starter med at nikke mod nord, "Hvis vi går den vej.. Ville vi komme væk.. Eller rettere sagt, ud herfra." Hun søger hans blik og et smil planter sig i hendes læber.. igen. Smiler hun ad alting.?

Kyo ser ned mod jorden, og kigger igen op på pigen, han ligger hovedet lidt på skrå, og smiler svagt. Han trækker på skuldrene og peger opad. "Hvem kan undgå at mærke det regner?" Siger han yderst lavt, så det kunne være en hvisken. Kyo går forsigtet hen til pigen. Lægger hånden på hendes kind, men fjerner den hurtigt. Han vender sig om, lukker sine øjne og lytter efter vinden. Igen kigger han på hende, og griner svagt at hendes bemærkning, hvorefter han får et alvorligt udtryk i ansigtet. "Mod nord" siger han smilende. Han putter sin pegefinger i munden, og bider hårdt i den. Trangen til blod melder sig. Han ser sig frem og tilbage, leder efter noget, efter nogen. Med et hårdt træk, river han fat i pigen, og trækker hende mod Nord i en heftig fart..

Hun mærker hans hånd på en af sine kinder og mærker ukendte følelser, der strømmer ind i hende. Hvorfor rører han mig? Hvad er det for en følelse... Far?. Disse sætninger hvirvler rundt i hendes tanker. Hvordan skal hun reagere nu, hvad kan hun gør, hvad skal der komme til at ske, gør hun noget forkert? Hun mærker usikkerheden sprede sig, som pest. Er hun bange? *Måske er det på tide, at finde "den"... Jeg tror ikke jeg kan klare det... Eller.. Hvorfor bliver jeg glad?* Hun bliver forvirret, over hendes mærkelige tanker. Han rørte hende kun, men hvad betyder det?

Hun forsvinder ind i hendes tanker. Derefter et stykke tid, mærker hun nogen tager fat i hende og stormer hende afsted. Hun blinker et par gange, før hun kommer til virkeligheden. Hun ser den ham, ved sin side. Uden at tænke på en plan, udbryder hun bekymrende, "Er du ok... Du virker, ja..." Hun bliver tavs og ser forlegent væk. Hvad skal hun sige, uden at virke dum? Hun retter blikket tilbage. En tanke stryger hende, hun må kalde på den. "Kom...." hvisker hun lav, og rækker en hånd bagud.. Hun tager fat om noget og smiler beroligende. Nu kan hun klare det.. Hun ser tilbage til ham, og følger hans tempo. Hvorfor skal de hurtigt ud fra denne skov? Hun rækker forsigtig en anden hånd og prikker ham med et let berøring.

//Glemte at se det igennem.. Men håber du forstår -.-//