Live or let die.

Trods det dårlige vejr var der faktisk ret god stemning allerede i den mellem store sal der af en eller anden grund befandt sig i byens gamle galeanstalt. Blev nok tit brugt til større fester som halloween eller nytår. Men denne gang stod temaet på fastelavn. Det var ikke ligefrem dystert pyntet men der hang alt muligt farverigt hurlumhej i loftet og på væggene. Og det lå skam også på de aflange borde der var sat rundt omkring. Musik pumpede ud gennem nogle højtalere nogle nok havde taget med og indtil videre så det ud til at nogle virkelig var gået til den med alkoholen. Var i hver fald et godt stykke fra at være ædru. Nok et festligt syn for den lille aspara der nu ankom.
Amelia fik lukket sin paraply med det samme hun var kommet ind i tørvejr. Hvilket var blevet ødelagt af regnen og hun så mindst lige så dejlig ud som hun plejede. Lige ud over at hun som alle de andre også var klædt ud. Eller hvad man skulle kalde det. Hun havde iført som en lille fine røde kjole med hvide polkaprikker sad perfekt på hendes lille krop og den sorte sløjfe og kant gjorde dem bare sødere. Et par høje hvide sokker blev holdt godt oppe af en simpel hofteholder og i håret havde hun et pandebånd med typisk Minnie Mouse ører. Hun valgte bare at stille sin paraply fra sig op ad væggen. Tog sig ikke helt af at den ville blive taget. Lod sine brune dådyrøjne glide rundt i lokalet og af en eller anden grund kunne hun bare ikke lade være med at smile. Lod sine hænder glide ned over sin talje for at sikre sig at kjolen sad som den skulle og fik hurtigt sikret sig at de små falske knurhår, som hun havde limet let fast til sine lyserøde kinder, nu ikke var ved at falde af. Læberne var røde og øjnene mere markeret en normalt. Det var vel fastelavn.
Forsigtigt lod hun sig trippe mere ind mens hun stadig så sig omkring. Hun vidste egentlig ikke helt hvorfor hun var blevet inviteret hertil. Eller hvorfor hun overhoved var taget af sted. Hun havde vel bare brug for at komme lidt væk fra normallen. Dog indtil videre havde hun ikke i tankerne at blive her for længe. Som altid var hun vel for genert til at snakke med nogle. Det var vel tydeligt at her var ingen hun kendte. Men hen ad vejen skulle hun nok komme i selskab. Sådan var det jo altid. Stadigvæk kunne hun hele tiden føle mindst et par øjne der så mod hende. Og som fik hende til ikke turde se sig omkring efter personen. Ignorerede det.
Pludselig blev en hånd placeret mod hendes skulder og meget hurtigt syntes hun at blive vent om. ”Så det din tur!” blev det nærmest råbt ind i hovedet på hende af en eller anden tilfældig påvirket fyr iklædt noget der mindede om topløse byggemand Bob. Et almindeligt træ bat blev smidt i hænderne på hende og hun stod bare og lignede en eller anden fortvivlet idiot. Lige indtil hun fik øje på den halv smadrede tønde ikke lagt fra hende. Dog stod hun lidt og tøvede. Hun var stadig helt fortumlet. Fik nu lidt efter taget sig sammen til at tage ordentlig fat i battet og gik roligt hen mod tønden. ”Minnie! Minnie!.” blev der råbt af folk omkring hende. Lidt pressende. Hun sank en generende klump og som hun klemte sine øjne i hamrede hun battet ind i tønden der lod sig svinge frem og tilbage et stykke tid. Battet havde hun hurtigt smidt fra sig. Men det gik heller ikke lang tid inden hun var lyst op i et smil og minsandten om der ikke kom en lille latter frem.

"Flyt jer forhelvede! Flyyyt jer!" En forholdsvis høj fyr fik presset sig ind imellem to hvinende teenagepiger, der begge to var trukket i et par struttende, lyserøde tylskørter, kæmpe diademer og hele baduljen, der var så sandelig ikke sparet på noget som helst; det var tæt på, at han nær var blevet kvalt i glitterskyer blot ved at gå forbi dem. Efter det omsider var lykkedes for ham at komme hele vejen gennem junglen af berusede væsner, rullede han ærmerne op på den blå politiskjorte, bøjede sig ned og i samme øjeblik som han samlede træbattet op fra gulvet og følgende rettede sig op igen, fik han øje på en skikkelse lidt derfra, der virkede underlig bekendt. Al hans opmærksomhed blev automatisk ledt hen imod hende, slap hende ikke af syne, og da hun så småt forsvandt ind i mængden, kastede han battet i favnen på en stakkels blegfis af en knægt, der ikke havde mere end et leopardplettet læneklæde på, men der var ikke særlig meget abernes konge over ham med de overarme. "Hey vent!" råbte han så højt han nu kunne for at overdøve musikken, inden han i en lynende fart fik snoet sig ind og ud mellem stedets mange gæster, alt imens han scannede de nærmeste omgivelser for tøsen i den polkaprikkede kjole. "Det var da som bare fa- ..." Mere nåede han ikke at sige, før han spottede omridset af nogle runde museører, låste blikket fast dér og fik så ellers travlt med at bane sig vej hen til Minnie Mouse, hvis skulder han som det første en hånd på for at tiltrække sig hendes opmærksomhed. Hånden på skulderen blev lidt efter ført op til hans eget ansigt, hvor han tog fat i det sølvfarvede stel på Aviator solbrillerne, med det blanke spejlglas, og tippede dem en smule ned, så de nu kun blev holdt oppe af hans næsetip. Derpå lod han sit blik køre op og ned ad hendes et par gange, endte med at fæstne det på pigens bagdel, som han betragtede med tungen hvilende i den ene mundvig, mens han fumlede med at få frigjort håndjernene fra bæltet, der holdt de sorte bukser oppe. I et snuptag fik han først lukket det ene håndjern rundt om hendes hånd, hvornæst han hev den anden del hen til den modsatte hånd, og fik også sat dén i håndjern. "Klokken er 20:30, og du kan betragte din mødom så godt som beslaglagt," erklærede han højt og tydeligt, efterfulgt af et smørret grin, smækkede hende følgende en enkelt gang hårdt i røven, så det gav et ordentligt klask, inden han i en glidende bevægelse smuttede ind foran hende. "Hvad så smukke, hvad siger du til at tage med mig hjem og ....." Igen blev han afbrudt ved synet af Minnie Mouse tøsen og måtte stoppe midt i sætningen, men denne gang var hans udtryk alt andet end begejstret. "Amelia?!" udbrød han forundret, i samme sekund som han tog solbrillerne helt af, rynkede svagt de mørke øjenbryn og stod blot og stirrede måbende på hende i et godt stykke tid. "Hvad satan laver du her!!?" Han rømmede sig kort og rystede diskret på hovedet, hvorpå han glippede let med øjnene og begyndte at rode rundt i uniformens lommer efter nøglen til håndjernene, eftersom han regnede med, at hun nok gerne ville slippes fri. Chase stivnede pludselig fuldstændigt i sin søgen på den lille nøgle, stak en smule panisk hånden ned i lommerne igen for en sikkerheds skyld men måtte til sidst opgive og erkende, at han ikke havde den. "Ærhmm ... nu må du ikke flippe ud vel ... men jeg har muligvis glemt nøglen til mine håndjern derhjemme ...." fortalte han, sagde det sidste lynhurtigt, og bed sig en kortvarigt i underlæben, krydsede indvendigt fingre for at hun bare ville grine af det og ikke tage det så tungt; men han vidste godt selv at chancerne for at dét ville ske var uendeligt små ...

Amelia havde ikke valgt at lægge sin lytte evne til for at opfange noget. Og det råb der tydeligt var til hende blev blot glemt i mængden af musikken og alle de andre råbende lyde. Kort sagt. Hun opdagede ingenting på dette tidspunkt. Men idet at en hånd berørte hendes skulder stoppede hun dog hurtigt op. Syntes selv hun var hurtig til at se sig tilbage men åbenbart ikke. For efter blot et sekund stirren på den faktisk ugenkendelige person kunne hun mærke det kølige metal omkring hendes ene håndled. Og hvis det ikke var for den ubehagelige følelse der kørte ned af hende havde hun nok haft gjort noget for at det ikke blev lukket omkring den anden. Den lille pige stivnede med et og kun efter at have prøvet at komme fri i kort tid følte hun sig stadig dårligt tilpas. Også selvom at det var længe siden lå det altid i baghovedet. Men det hele blev skam ikke bedre af at høre hans stemme. Der var intet galt i hans stemme. Men at disse tog ting var blandet sammen gav hendes kuldegysninger.
Hurtigere end han kunne nå helt om foran hende havde hun skam vendt sig om mod ham. Og minsandten om det ikke var ham. Hun følte hvordan at hendes kinder som altid blussede op samtidig med at hendes ansigt fik et overrasket udtryk. Hvis det ikke var for håndjernene ville hun være godt i gang med at nok prøve og trække lidt ned i den korte kjole men lod som ingenting. Hun sank en klump og skulle lige til at udbryde hans navn inden han hurtigt fik forsat. I et bebrejdende toneleje. Efter hendes smag i hvert fald. ”Hvad..Hvad ser det ud til?? Er til fest..” Ja det lød underligt når det kom fra hende. Og det var vel en smule pinligt at skulle møde Chase her. Selvom der havde været stor chance for det. Til hans held havde hun allerede glemt hans tidligere scorereplik. Hendes brune øjne søgte nu videre ned til hans lommer hvor hans hænder rodede godt og grundligt rundt. Blev selv lidt panisk at se hans bevægelser og føle hvordan spændingen blev tung omkring dem. Men som han trak sine hænder op uden noget i dem vidste hun besked. Dog kunne hun ikke lade være med at blive mere bare mere overrasket og panisk i det kønne ansigt. ”Det løgn..ikke?!” Man kunne også hører i hendes dejlige stemme hvordan at hun ikke var helt glad for det. Og kun af de forbandede minder..
Efter lidt tids stilhed og skræmt stirren fra asparaens side syntes hun så at falde lidt ned. Hun lænede sin overkrop lidt frem og stoppede ikke før at hendes hoved lå placeret mod hans brystkasse. Hun trak vejret tungt for at slappe mere af. Hun var for paranoid. Eller hvad man skulle kalde det. Bange for ting der allerede var sket. Det var nu ret ironisk hvordan at han var klædt ud som en politimand efter som de nok var nogle han ikke brød sig om. Ikke at han ikke så godt ud. Stille og roligt bevægede hendes skuldre sig lidt som hun gråd og idet hun atter rettede sig op var det nok noget af det helt modsatte der kom frem. Et svagt smil sad på de rødmalede læber og ingen tåre gled ned af hendes kinder. Hun svang let ned hovedet for at få noget hår væk fra sit ansigt efter som hun ikke kunne bruge sine hænder i øjeblikket. ”Så må du vel være mine arme for i aften..” sagde hun stille og roligt og hvis man lyttede efter ville den søde latter gemme sig i stemmen. Smilet var blevet mere neutralt og hun prøvede ikke at virke alt for glad for at se ham og være udsat for nogle af hans fejl.

Et svagt stød skød gennem ham, idet hendes hoved stødte mod hans brystkasse, der roligt hævede sig op og ned i takt med hans vejrtrækninger. Hans blik blev med det samme, af ren refleks, slået ned på hende, betragtede hende tavst og nåede lige at blive en anelse nervøs, efter hendes skuldre begyndte at røre på sig, men kunne ånde lettet ved synet af hendes yndige smil, efter hun havde flyttet hovedet fra hans bryst. Som altid syntes hendes smil straks at smitte af på ham, og et smil tegnede sig hurtigt på hans læber, hvor det forplantede sig og lyste hans blege ansigt op. "Det lyder fair nok," svarede han og nikkede kort med hovedet, hvorpå han endnu en gang lod blikket skøjte nedover hendes krop og så hele vejen op igen til hendes kønne ansigt med de varme, brune øjne, som han sagtens ville kunne stirre ind i hele natten, hvis det skulle være. "Du, øh ... du ser godt ud," komplimenterede han hende, nikkede igen, for at bekræfte sine ord, inden sendte hende det mest charmerende smil hans læber på nuværende tidspunkt kunne præstere, og blottede kortvarigt spidserne af de skarpe hjørnetænder. Det gjorde hun; hun så rigtig godt ud endda. Det var ikke hver dag, at han så hende i sådan en mundering. Faktisk ... kunne han ikke mindes nogensinde at have set hende i andet end jeans og en langærmet bluse eller alt for stor sweatshirt. Det her var fuldstændig anderledes - men bestemt ikke på nogen dårlig måde. Hvis det stod til ham, havde hun haft sådan noget tøj på til hver dag, ligemeget om det så var fastelavn eller bare en helt almindelig mandag. Et lidt lusket smil syntes at have spredt sig på halvdæmonens læber og genspejlede sig klart i de mørkelilla øjne, som nu ikke længere var gemt væk bag solbrillerne. Han stak de sølvfarvede solbriller ned i en af forlommerne på bukserne, og tog dernæst fat i Amelias kjole, som han hev godt ned i for oven, løftede påfølgende en kende op i den nederste del af kjolen, selvom den ellers allerede var tilpas kort, men det var åbenbart ikke nok. Chase så hende an en sidste gang, efter at have trådt et halvt skridt tilbage, nikkede svagt med hovedet for sig selv og trak på smilebåndet, så dét smil der allerede dansede lystigt henover hans mund blev endnu større. "Vil du have noget at drikke, eller vil du med ud og danse?" spurgte han, smilende, måtte råbe de sidste, få ord, eftersom musikken atter begyndte at spille, da en ny sang, med endnu hårdere bas, blev sat på. Det var ikke meget tid, hun fik, til at tænke over de to valgmuligheder, han havde givet hende, for øjeblikkeligt som musikkens høje toner dundrede ud af højtalerne, greb han fat i hendes ene arm og trak med sig hen imod en stor gruppe, der dansede så tæt, at man skulle tro, de var klistret sammen af en eller anden superlim. Hybriden slap hende så endelig, sørgede for at der var bare lidt mellemrum imellem dem, da han ikke regnede med, at hun var den store fan af The Grind. "Come on babe, shake dat ass!"

Amelia skulle faktisk lige til at sende ham et lidt større smil en før. Men det var vel der at hun følte hans hænder oppe omkring den øverste kant af hendes kjole. Og han tøvede skam ikke med at trække ned. Hun kunne med det samme at der ikke var noget det rigtigt strammede omkring hendes barm udover den typiske bh. ”Nej..nej..nej stop..hej..” lød det pludselig usikkert fra hende. Svagt og hviskende til ham. Hendes ansigt var meget hurtigt blusset op i en tomat rød farve som hun så mere eller mindre hjælpeløst op på hybriden der så ud til at have det sjovt med at gøre hendes kjole til noget der næsten kun dækkede hendes mave nu. Forhelved! Hun prøvede desperat at så sine hænder fri for at kunne rette på kjolen igen. Hun var ikke ligefrem typen der ønskede at gå rundt og flashe hvad hun nu havde af værdigenstande. Dette var så pinligt!! Hun trådte hurtigt lidt væk fra ham men i det øjeblik var det lidt for sent. Han havde fået gjort så hun var iklædt hvad der nu passede ham.
Hun stod lidt og håbede inderligt på at han ville putte den på plads men det blev skam bare værre. Hun stirrede på ham for at sige noget med ’Are you kidding me!’. ”Hvad nej! Ikke..danse..” Men hun blev som forventet bare trukket med. Hun prøvede at lade det blive umuligt for ham at trække af sted med hende hvilket bare resulterede at hendes skridt blev rimelig klodsede og som hun endelig stoppede blev ved at vælte let ind i Chase. Hun følte at hun virkelig ikke kunne gøre noget. At hun igen bare var hans lege tøj. Hun forstod ikke hvorfor han absolut skulle gøre det mod hende. Hun følte allerede flere blikke rettet mod hende. ”Hør..Jeg kan virkelig ikke..” Hun træk lidt ned i den nederste del af kjolen så godt hun nu kunne mens at flere klumpe samlede sig i halsen på hende. ”Jeg kan ikke..danse.” kom det så frem fra hende. Uskyldig og genert fik hun set frem. Godt nok kunne hun bevæge sig til musik. Men i øjeblikket lå det bare ikke til hendes talent. Hun følte nu heller ikke at hun rigtigt havde nogen balance lige nu. Og mest af alt. Følte hun sig allerede ret nøgen. Det var nok sidste gang hun tog en stropløs kjole på. Hun burde nok have forudset det. Hun så lidt op på ham igen. Stadig med det lidt hjælpeløse blik. Så fik hun vendt sig om i en elegant bevægelse og et nervøst suk. Og begyndt så hellers at vandre lidt væk. Ville nu bare et sted han hvor at man ikke ville kunne se hende. Et sted hvor hun kunne være usynlig. Hvilket meget muligt var umuligt for hende i øjeblikket. Hvorfor havde hun i det hele taget også taget den kjole på!

"Nej vent! Du kan da ikke bare skride!?" Selvfølgelig - det burde han have forudset. Chase så lidt undrende efter hende, overvejede kort om han skulle gå med hende, men kom fra det igen, vendte sig blot om imod en ukendt, letpåklædt, ung kvinde, som han straks fik trukket tæt ind til sig. Det måtte hun kraftedme selv om. Hvis hun var kommet festen for bare at stå henne i et hjørne og kukkelure, og ikke foretage sig andet end dét, så var det ikke hans problem. Skønt at prøvede så godt han nu kunne på at ignorere hende, kunne han ikke lade være med et se sig over skulderen og skæve hen til asparaen i ny og næ, blot for at tjekke, at hun ikke var blevet helt væk. Halvdæmonen fik klistret et bredt, drengerøvet smil på læberne, da han fik tvunget al sin opmærksomhed over på sit nye bekendtskab, som allerede var i gang med at gnide sin bagdel godt og grundigt op ad hans skridt, så han nær var væltet bagover, men forhindrede det, ved at lægge en arm rundt om hendes mave. Dér fik den dog ikke lov til at være i meget mere end højst ti sekunder, før begge hans hænder lystigt begyndte at vandre rundt på den fremmede blondines krop, holdt bestemt ikke igen, og endte med at placere dem på hendes barm, én hånd på hvert bryst, som han klemte, en anelse hårdt. Om det var mest dans, eller mere forspil, kunne diskuteres. Det eneste der bevægede sig bare en smule taktisk til musikken, var deres underliv, der endnu var trykket helt ind imod hinanden; og det varede ikke længe, før hybriden havde glemt alt om asparaen og levede sig helt ind i den meget tætte, intime 'dans' med sin lille nye veninde. Men bare fordi halvvampyren ikke vakte interesse for hende mere, var det ikke ens betydning med, at hun fik lov til være alene og kunne stå uforstyrret for sig selv, skjult i mængden af væsner - tværtimod.
En temmelig skummel ung mand, der var iført en lidt løs, orange fangedragt så ud til at have fået et godt øje til den brunhårede aspara og med blikket boltret fast til Amelia fik han mast sig igennem den tætte folkemængde, og helt hen til hende. Et ualmindeligt skadefro smil formede sig på fyrens læber, netop som han placerede en hånd på hendes bagdel, fæstnede den dér og bøjede ned, indtil hans hoved var i samme højde som hendes - "hej babe; kan du huske mig?" Ryans hånd smuttede i en langsom bevægelse indunder skørtet på den røde, polkaprikkede kjole, hvor hans pegefinger blev hægtet fast i kanten på hendes trusser, som han drillesygt hev ud i, men trak dog så hånden til sig igen, efter at have smækket hende en enkelt gang i røven. "Bare rolig, baby, jeg gør dig ikke noget ... hør, du har vel ikke set Chase, har du? Jeg ved, han er her et sted!" sagde han med et spørgende blik og rettede sig så endelig op, hvorpå han kiggede lidt rundt omkring, scannede de nærmeste væsner, før han atter så ned på Amelia, afventende.

Amelia havde skam godt lagt mærke til den dans han havde gang i. Hun kunne godt indrømme at hun ikke brød sig om at se og vide det men stadig tog hun sig selv i at kigge på dem en gang imellem. Det gav hende en smule ubehagelig følelse. Hun følte sig fanget af en art. Hun følte ikke hun var andet end et stykke legetøj denne hybrid ejede og havde magten over. Der var bare intet at gøre. Hun kunne intet andet end at sidde der hjemme helt stille og roligt. Passe på den smukke pige der var som limet i dette forhold. Men så var der ham der gjorde hvad der passede ham mens at hun blot kunne få tanken om en anden og den person endte med ikke engang at se mod hende. Altså når Chase først var færdig med ham. Et suk nåede kun lige over hendes røde læber inden at hun kunne mærke en gramsende hånd mod hendes bagdel. Det gav et set i hende men det var nok først det at hun hørte stemmen, der hurtigt blev genkendt, nåede hendes øregang. Hun stivnede helt inde fra og hendes brune øjne var spærret op. Stirrede ligefrem for sig med et skræmt blik. Forholdt blikket mod Chase. Men så igen så hun mod intet og ingen.
Det løb hende iskoldt ned langs ryggen idet at hans hånd nu fandt sin vej ind under hendes stadig op smurte kjole. Hun kunne selv have set det komme. Det var jo netop den perfekte timing. Gåsehuden kunne nok nemt ses på hendes bare arme. Fint omkring det navn der så flot var blevet skåret ind i den ene arm. Der blot gav minderne et stærkere pift. Hun havde det pludselig meget dårligt og hun kunne intet sige til at starte med. Hun prøvede at få ordene slip mig ud men han kom hende i forkøbet. Hun klemte kort de brune øjne sammen idet at han træk sin hånd til sig og fik placeret et let smæk mod den ene balle. Hendes krop reagerede allerede med at begynde at ryste. Og det var faktisk allerede ved at være synligt. I hvert fald hendes hænder der endnu var hægtet fast på ryggen. ”..jo-o..Jo..” fik hun sp frem. Svagt og stammende. Så ikke mod ham. Ville ikke se hans ansigt. ”De-Der..ha-han dans-danser..” Hun mente at han forhåbentligt forstod hende som hun sjovt nok ikke kunne pege.
Det var løgn!! Kunne guderne virkelig ikke lide hende? Eller legede de bare rundt med hende? Hvorfor skulle hun altid udsættes for den her slags? Hun vendte stadig sit blik væk fra Ryan som han gik forbi hende med retning mod Chase. Hun ville nu heller ikke se mod ham. Hun ville bare væk. Men der var ikke meget at gøre. Hun kunne ikke rigtigt få sine hænder fri og hendes ben rystede for meget til at hun ville kunne holde balancen nok til at kunne løbe. Hun fik bakket lidt og hun kunne allerede mærke hvordan at hendes knæ gav efter. Men hun holdt sig lige oppe. Hun var begyndt at blive bleg og smilet der før havde været der var langt væk. Frygten strålede nærmest ud af de uskyldige øjne og hun træk vejret lidt hurtigere. Gennem munden. En start på hyperventilation. Men trods dette, så det ikke ud til at særlig mange lagde mærke til det.