Greeting or Howl? (Manda)

Sted: En hyggelig men lidt mørk cafe ud mod selve gågaden
Tid: Ikke ret meget efter ni
Udseende: Khá har fulgt med tiden så hans ærkemagerkåbe minder mere om en trenchcoat. Dog stadig med de samme arkane symboler og hætte. I aften dog ikke slået op

Gågaden summede af liv en fredag aften. Ganske vist var Khá's hætte ikke slået ned, men han havde dog valgt et par solbriller da han sådan set ikke havde øjne, men to røde orber i stedet. Det lange sorte hår sad i en perfekt hestehale. Khá sad stille og ventede. En ung mand ville redde sin syge mor og havde gået så vidt at bede om Khá's hjælp. Nu var det bare at se om den unge mand var klar til at betale hvad det kostede. For det var aldrig billigt. Den slags tjenester krævede jo en vis betaling. Dog ikke penge. Ikke noget Khá manglede. Hvilket også var rimelig tydeligt. Det eneste der brød det dystre billede han havde over sig var et tørklæde man lige kunne ane i hans ene lomme. Farven var nemlig havblå.

Tjeneren kom ud og spurgte om Khá ønskede at bestille. Khá's respons var en simpel kop kaffe af god kvalitet og en smule druer. Egentlig var kaffen eller druerne slet ikke nødvendigt men der var heller ingen grund til at virke mere udestående. Hvorfor skulle man ellers sidde og vente på en café uden noget som helst? Da Khá fik sin kaffe hældte han et par dråber "Djævletårer" i. Hvis ens sanser ellers bød det, ville man kunne lugte smerten og næsten høre skrigene det krævede at lave det. Og det duftede næsten euforisk og ville føles erotisk at drikke hvis ikke man var djævel.

Den unge mand dukkede op kort efter og satte sig ved Khá's bord og sagde lavmælt: Mester Khá.... Jeg er klar... For min mors kur vil jeg betale.... min datter.....

Datteren havde Khá ingen interesse i så autoritært fik han den unge mand til at se på Khá's ansigt og sagde: Unge mand jeg har ingen interesse i deres datter. Og de gør dem klogt i aldrig at tilbyde et barn igen. Men jeg vil stadig gerne hjælpe dem. Prisen vil være 10 års tjeneste hos mit hof når deres egen død indtræffer. Giv hånden på dette og bring deres moder til mit slot ved aftenstid om to dage

Den unge mand gav ham hånden og Khá lod en lille flamme brænde mellem deres hænder for at forsegle aftalen. Den unge mand gik hastigt videre, nok med tanken om at han lige havde handlet med en djævel. Khá valgte at blive siddende lidt. Kaffen var slet ikke så tosset

Det havde været en lang dag, hele dagen har stået på med at skulle flytte lidt rundt derhjemme og så ellers ud og få taget sig at alle sine ærinder. Det var frygteligt med al den travlhed der pludselig var kommet på banen i forhold til at han egentlig ikk havde haft nogle anelse om det. Men det var ved at blive sommer, og det kunne mærkes overalt. Derfor skulle man have skiftet alt det som hørte vinteren til og det nye tøj som man gik med var blevet til shorts og t-shirts. Manda havde en hvid tank trøje på og nogle sorte shorts. Han var nok en af de få som gik fuldkommen i sommertøj på aftenen, men han frøs slet ikk. Den mest nyttige ting som varulv, det var at man sjældent frøs. Selv om vinteren havde han kun lidt varmere tøj på for ikk at stå alt for meget ud af mængden. Han svedte heller ikk i det varme tøj alligevel.

Han rystede hurtigt og vildt med hovedet et tidspunkt, da han mente at hans hår sad irriterende. Han fik en hånd igennem det bagefter så det sad lidt mere naturligt og normalt. Han kiggede lidt rundt, han havde lige lyst til at sidde ned og det kom han til ved en café som var lidt længere fremme. Han satte sig ned det første sted han kunne komme til og han kiggede på de andre borde, den eneste han umiddelbart kunne se var en anden mand som havde en slags kåbe på. Djævel?

Han kiggede lettere interesseret på denne djævel da han så et menneske kommer over mod ham. Hvad ville han? Der blev hvisket, så han kunne ikk rigtigt høre hvad det var som foregik, men det var nok noget vigtigt fordi mennesket så ud til at virke meget nervøs og udkørt. Han hvilede sin hage mod hånden og havde albuen i bordet. Hmm... Han fik et bredt smil frem og hans gule øje fik et skær af interesse. En kontrakt så det vist ud til?

Det var ikk så tit man så nogen udføre en kontrakt offentlig, da mange ville holde det enten som en hemmelighed eller bare fordi andre ikk skulle se det. Men det var da vist ihvertfald ikk problemet for denne djævel. Han så hvordan mennesket hurtigt forsvandt igen efter håndtrykket, det overraskede ham ikk at det var sådan det ville fungere. Hurtigt væk og så bare glemme at det møde og den aftale nogensinde var sket. Men hvilken aftale? Han vendte blikket tilbage mod djævlen, ville han bare lade som om intet var hændt eller smile tilfreds over sin nye kontrakt?

Ahhh. Koppen blev tom, men for en gangs skyld hyggede han sig egentlig med sådan et cafébesøg. Det var knapt så ofte han undede sig sådan et, men nu var der alligevel en handel der skulle overståes, og den let kølige aftenluft var egentlig okay beroligende. Ganske vist havde det ingen effekt på hans krop, men han var dog en djævel der godt kunne lide at holde lidt liv i sine menneskelige karaktertræk. Såsom at sidde på en café og nyde en kop kaffe. Og så var det faktisk underholdende at se de forskellige typer gå forbi. Khá's mange år gjorde han var fantastisk til at læse folk så han kunne hurtigt få et billede af deres liv og hvad der havde bragt dem her til.

Tjeneren kom ud og spurgte om der var mere. Khá gav ham en 500 og sagde næsten majestætisk: Ja tak mere af den fantastiske kaffe. Og nu gør jeg det ikke så tit men et stykke solbærtærte til. Behold endelig 100 til dem selv for god service

Kort efter fik han sin bestilling og sad stille og nød den. Nok var kroppen egentlig død men han kunne godt smage noget hvis han besluttede sig for det. Og det var faktisk en god tærte. En anelse syrlig men det gjorde ham så absolut ikke noget som helst. Sådan foretrak han det. Alt for sødligt lå ikke ligefrem til ham. Og kaffen med den let ristede smag efterfulgt af en perfekt bitterhed. Ved et bord længere henne sad en ung mand? Nej? Måske. Der var et eller andet over ham der gjorde alderen svær at placere. Men så igen Khá havde mødt individer der så udtil at være 16 og stadig var meget ældre end ham.

Høfligt nikkede han hen mod den peculiære person og sagde roligt: Godaften. Fint vejr til at holde lidt fri ikke sandt?

Med stadig interesserede øjne fortsatte han med at kigge på djævelen. Han ville dog ikk gøre det at han stirrede for meget og vildt på ham, så nogle gange kiggede han også væk så det ikk blev ubehageligt for ham.Dog blev han ikk overrasket over hvor tilfreds djævelen så ud, drak en god kop kaffe og bestilte noget mere. Det havde vel også været en indbydelsesrig aften nu hvor han havde fået en kontrakt på benene. Han kløede sig på hagen, gad vide hvordan det egentlig ville være med sådan en kontrakt. Det var vel forskellige fra djævel til djævel hvad kontrakten indebar og nogen var også være værre med konsekvenserne end andre. 

Han kom en smule til sig selv da der blev talt til ham, han havde ellers bare siddet og stirret ud i luften mens han tænkte på hvordan djæveler havde kontrakter. Han smilede let og nikkede høfligt tilbage, "Ja det er det da ihvertfald." Han var overrasket over den venlige tone der kom fra ham, mange af dem som han havde mødt der var enten djævel eller dæmon plejede at havde en utrolig overlegen tone som om at de var bedre. Det pirrede på hans nysgerrighed at møde en der ikk var sådan, men var det måske en taktik? Det kunne han måske finde ud af senere. 

Han kiggede lidt op og ned af ham, "Det er ikk for at være uhøflig eller trykke på knappen til irritation... Men hvorfor har du den beklædning på?" spurgte han, mens han prøvede at virke så venlig så muligt så djævelen ikk ville misforstå hans måde at sige det på. Det slog ham bare at det var en ret iøjefaldende beklædning, endnu mere hvis han valgte at slå hætten op. 

//Undskyld den lange ventetid, men nu fik jeg endelig overskuddet tilbage :D

Khá tog en forsigtig tår mere af kaffen og vendte sin opmærksomhed mod den noget specielle mand og sagde venligt: Ingen fornærmelse bare rolig. Ja den er ganske vist noget gammeldags selvom jeg har fået den lavet om så den passer mere til tiden. Det er den sidste ærkemagerkåbe tilbage i verden så den har stor værdi for mig. Solbrillerne er mest af alt fordi folk sjældent bryder sig om mine øjne. 


Khá sænkede kortvarigt solbrillerne så manden selv kunne se de glødende røde orber hvor øjnene skulle have siddet. Det var lige så meget for Khá selv kunne kigge i mandens øjne. Der var noget over dem. Han var ikke nogen normal mand, men det var lidt svært at placere hvad det var. Som om der var et andet væsen i ham. 400 som djævel giver en talenter for at se ting. Men hvad det andet væsen var, var ikke til at placere helt. Han satte solbrillerne på plads igen og satte sig til rette inden han tog en bid af den gode tærte.

Undskyld mine manerer, mit navn er Khá. Må jeg være så fri at spørge om deres?

Han kiggede stille på ham, så det var et stykke der stod ham nært? Det var der da heller ingen fejl ved, det var jo altid godt at have noget man fandt betydning for. Han smilede let til ham, han var meget lettet over at det ikk var blevet taget negativt, så han følte at han også kunne være mere afslappet overfor denne djævel. 

Da han havde fortalt færdig med sin kåbe, valgte Manda at rejse sig og gå hen til ham. Det var lidt underligt også at snakke fra hver sit bord til hinanden, og det så heller ikk ud til at han ikk måtte komme over og byde sig selskab. Han grinede let og rystede på hovedet, "Det er ok, jeg glemte jo også at nævne mit navn." Han rakte ham hånden, "Og jeg hedder Manda, så det er hyggeligt at træffe Dem Khá." Han valgte at sætte sig ned på den stol der også var ved bordet og han sukkede let. "Jeg forstår godt hvad du mener med at folk ikk er så glade for øjnene, at have et sort og et gult er heller ikk altid sjovt. Folk kan godt være sådan rimelig sky eller stirre på mine øjne når jeg snakker med dem." smilede han opgivende. Det var underligt at nogle øjne kunne gøre en så stor forskel for hvordan man blev behandlet. Han kiggede på hans solbriller, "Må jeg se?"

Ja selv i en by som denne er der normer der bliver reageret på hvis man er uden for dem. Der har været et par enkelte der har spurgt til hvad symbolerne betyder, men ellers sender folk bare blikke efter mig. Det tager jeg nu ikke så tungt. Med min alder lærer man at ignorere den slags rimelig nemt. Må jeg ikke byde dem noget at spise eller? Normalt ville jeg tilbyde dem noget af det her, men jeg ved ikke hvor smart det ville være.


Khá fandt den lille flaske med "Djævletårer" frem og satte på bordet, dog uden at åbne den. En med Manda's sanser ville reagere rimelig voldsomt på den kraftfulde væske.  Manda var nu ganske høflig, men det kunne der selvfølgelig være mange grunde til. Lige nu valgte Khá bare at se ham som regulært høflig. Han havde jo ikke gjort noget der skulle få Khá til at tænke andet.

Jeg går ud fra de bemærkede handlen jeg afsluttede for kort tid siden? 

Han kiggede undrende på ham, han kom til at grine over hans måde at tale på. Han rystede på hovedet, "Undskyld, men du har simpelthen en meget sjov måde at tale på, du er vist ikk født inde i dette århundrede." sagde han roligt og kiggede stille på ham. Han lignede ikk en der var utrolig gammel, men han sagde jo også 'med min alder' hvilket kunne indikere at dette var en mand som havde levet i hundrede af år og også havde en masse erfaring med mange ting. Han stoppede lidt igen og kiggede undrende på ham, hvad var det for noget? Tærten eller hvad? 

Han kiggede på den lille flaske som Khá fandt frem, måske var det den. Han kiggede på ham, "Hvis det er det som er i flasken, hvad er det så?" spurgte han roligt. Selvom den var uåbnet, kunne han godt lugte at der kom en kraftig lugt fra den væske og hans varulve side satte lidt i gang i hans instinkter. Han vidste dog ikk om det var som en advarsel eller fordi at det var fordi at Manda skulle prøve noget af det som var i flasken. Han troede ikk ligefrem det var en slags stoffer, da det ikk lugtede sådan, det havde en meget mere underlig og ukendt lugt som han ikk kunne sætte sin finger på. 

Han kiggede stille på ham og smilede med et nik, "Ja det gjorde jeg, men ikk noget jeg vil sætte al for meget i, en djævel styre sine egne metoder og hvis du ikk vil fortælle det, skal du heller ikk." sagde han roligt. Kontrakter var private og en aftale mellem to individer.

Først undrede han sig over Manda's latter men det jo fint mening da der også kom ord på hvad det var han mente.Khá var så absolut ikke fra det her århundrede. Khá blev dog ikke fornærmet og smilte egentlig bare lidt over det inden han sagde: Det er også ganske korrekt jeg ikke er fra dette århundrede. Jeg har levet i ca 400 år, så det er nok en god forklaring på mit til tider antikke sprog. Jeg er heller ikke som andre af min art. Min ene evne er en kun jeg mestrer, og den måtte jeg uddanne mig selv til gennem mange år i selskab med Grimoirer.


Khá tog flasken i hånden og sagde meget fattet: Det er en væske kendt under navnet Djævletårer. I andre dele af verden bliver det kaldt for "Flydende Smerte" En slags likør for djævle. 
Khá tog forsigtigt låget af så Manda for alvor kunne dufte det. Det duftede sødligt med en snert af syrlighed. Duften alene ville fremkalde en fornemmelse af euforisk varme i kroppen. Dem der duftede til det, og ikke var djævle selv ville være i farezonen for at blive opstemt. Væskens duft gav ikke kun en voldsom fornemmelse af ekstase men også lysten til at smage, og smagte man på det, ville man kun få lyst til mere. Man kunne næsten høre smerteskrig nede fra flasken af og kunne nærmest se ofrene for sig. Men fornemmelsen af hvad væsken ellers bød, overskyggede gerne dette. Jo stærkere sanser jo stærkere effekt

Med alt respekt hvor længe har de båret bæstet i dem?

Han kiggede overrasket på ham, 400 år? Det var utrolig mange år, var han mon ikk blevet træt af at skulle leve så meget og måske også se sine kære dø foran sig af alderdom mens at han forblev levende? Han kiggede interesseret da han fortalte om sin evne som djævel, en som ingen andre havde? Hvor spændende. "Hvad er det så for en evne, om jeg må spørge?" spurgte han let og begyndte at tænke lidt over det. Hvilken slags evne det mon var? Det fandtes så mange, så hvilken form for utrolig unik evne var det at han havde skaffet sig? 

Han kiggede på flasken, indtil at Khá begyndte at fortælle hvad der var i, der skiftede han blikket mod ham. Han forstod ikk helt hvad han mente, 'flydende smerte'? Det lød utrolig voldsomt, men for en djævel var smerte vel godt på sin vis? Ikk lige præcis mod sig selv, men mod andre. 
Det gav et lille sæt i ham da lugten blev skærpet i luften, fordi at Khá åbnede flasken. Det var ikk en negativ fornemmelse, men han kendte den alt for godt og viste hvad den ville medføre hvis han kunne lugte den for længe. Han holdt sig for næsen og lidt munden så han ikk fik for meget af lugten på en gang. Hans gule øje begyndte at skinne hårdt, og han kunne mærke hans varulve side gerne ville i kontakt med den væske. 

Han rystede lidt på hovedet da Khá spurgte om hvor længe han havde haft bæstet, han havde lidt svært ved at svare.

Khá satte hurtigt låget på igen da han sporede reaktionen på væsken. Den var så absolut heller ikke for sarte sjæle og slet ikke for folk med så skarpe sanser. Ikke med mindre de ville blive forført af væskens effekt. Trangen til at ville have mere når først man havde smagt ville også være stærkere end trangen til at smage. Var man selv af Djævleæt var dette ikke noget problem. Så ville det kun smage rigtig dejligt. En utrolig kraftfuld væske ikke sandt? Men jeg tror nu mere det er deres indre bæst der vil smage i stedet for dem selv hr. Manda


Khá holdte sin hånd frem med håndfladen op og en ganske lille meget klar blå flamme dukkede op. Den voksede lidt og ikke længe efter lignede den en lille ulv ikke større end en appelsin. Den satte sig og kiggede op på Manda inden den forsvandt igen

Den kaldes Furio Magicae eller Den Arkane Flamme. Den brænder kun når jeg synes den skal og mit sind er den eneste grænse for hvordan jeg kan forme den. Og nu har jeg haft evnen i utrolig mange år så jeg kan også fremmane voldsomme mængder af det. Og for relativt nylig opdagede jeg hemmeligheden til at bruge flammen til at helbrede med. Lærdommen gik tabt med resten af min orden så jeg er den sidste mester tilbage. Jeg ville gerne demonstrere mere men det er knapt så gennemtænkt et sted som dette.


Khá kunne se bæstet røre på sig og han pakkede flasken helt væk. Der var ingen grund til at provokere det frem. Det var ikke til at sige hvilken styrke der lå i det bæst. Mange afskygninger havde han stødt på i årene og selv han skulle passe på nogen af dem. Og mon ikke Manda nok skulle svare når han mente han var i stand til det. Khá tog solbrillerne af og kiggede i Manda's øjne for at vise bæstet ikke var truet på nogen måde

Da der blev sat låg på flasken, blev han mere afslappet, men der var stadig noget han skulle sikre sig og det var at han ikk lige pludselig ville miste besindelse og skifte person. Han hørte hvad Khá sagde, og han kunne heller ikk være mere enig i hvad han sagde. Black havde meget indflydelse på mange af Mandas sanser, især lugt og smag. Han lukkede øjnene hårdt i og havde hænderne ved sine tindinger, det krævede nogle gange meget af ham at få Black ned på jorden igen. 

Han åbnede øjnene da han synes at der var kommet en ny slags mørke bag hans øjenlåg og han så på den lille flamme. Han faldt til ro over det, og det fik ham hurtigt tilbage til det normale hvor at han ikk var ved at miste sin besindelse. Han kiggede undrende på flammen, den havde fået en form som en ulv og den var endda blå. Det var ikk noget som han så særlig tit, så den fangede hans interesse. Han kiggede på Khá da den forsvandt og han begyndte at fortælle. 

"Den Arkane Flamme..." mumlede han stille til sig selv. Den havde han aldrig hørt om, men han sagde jo også at han var den sidste mester tilbage, så mon ikk det var der problemet lå. "Hvad så med at lære nogen om den? Altså du ved, så slægten går videre og alt det der hajs..." smilede han let. Han kom senere lige i tanke om at han egentlig havde glemt at besvare hans spørgsmål. "Undskyld, glemte vist at svare på dit spørgsmål om min varulv." sagde han opgivende til sig selv og tænkte sig om. Det var mange år siden... Hmmm... "Ehm, måske var det for 17 år siden, jeg er 20 nu." sagde han og smilede let. "Det er også en meget lang historie om hvordan det skete og alt muligt, svært  at forklare meningen da den virkelig mangler." 

Da Khá gav ham det blik som han gjorde, begyndte Manda blot at knurre af ham og han tog en hånd til venstre tinding. Han havde fået skarpe tænder, men han sad stille.

Den magtkamp der fandt sted foran ham lige nu, fascinerede ham egentlig. Mange tilfælde havde han set igennem sit lange liv, men den her var ny. Han både beundrede, men havde også lidt ondt af Manda. Alle fortjente jo at være sin egen herre. Fuldstændig som han selv havde valgt for så mange år siden. Manda var selvfølgelig heller ikke så gammel endnu, og et hvert indre bæst var unikt. 

En interessant ide han kom med. Khá havde selvfølgelig tænkt tanken før, men havde aldrig fundet en egnet lærling. Det krævede også noget helt specielt for at kunne lære det. Det krævede en kontrol som meget få individer besad. Men mon ikke der kom en lærling på et tidspunkt.

Han satte sig til rette i stolen uden at fjerne sit blik fra Manda og sagde: Jeg har længe ønsket en lærling. En der kan bære hemmeligheden videre. Den første jeg havde tænkt mig i sin tid var min søn. Men sådan skulle det aldrig blive. Tiden er ikke en fjende jeg har. Men det at dele sådan en viden, ville være fabelagtigt. Det kræver en ganske særlig grad af selvkontrol for at magien ikke ødelægger brugeren. Flammen er magisk energi i sin reneste form og er derfor ikke begrænset på samme måde som normal ild. 


Han rømmede sig lidt og tog en tår af sit eget glas med "Djævletårer" til det var tomt og kiggede mere alvorligt over på ham inden han sagde: Tilgiv mig hvis jeg passerer en grænse hos dem, men de fleste i deres situation plejer at finde en næsten symbiotisk sameksistens med deres indre bæst. Hvordan kan det være at tilfældet ikke er ligeså hos dem?

Han hvilede sin hånd ved sit hoved, det gav ham typisk en lille smerte i hovedet i noget tid når han sådan skulle holde sin anden side nede. Han kiggede på Khá der så utroligt interesseret ud i denne lille kamp om kontrol, han grinede let. "Hvis der er noget du gerne vil spørge om, så bare spørg." sagde han roligt. Måske havde han rent faktisk noget, som Khá aldrig havde oplevet før, som var utrolig overraskende når han alligevel havde 400 år bag sig. 

Han nikkede let og begyndte at tænke. Han kom med et grin, "Altså jeg er meget lærenem, men jeg tror ikk helt at jeg har evnen til at kunne kontrollere en flamme som nok tilhøre racen djævel." sagde han roligt og tænkte sig om. Han havde da unikke evner, som ikk burde ses muligt for en varulv og han havde også haft andre ting som han så mistede. Han kløede sig i nakken, det ville da egentlig være sejt nok at kunne lære sådan noget, men han havde heller ikk lige overskuddet til at blive halv djævel hvis det var det som var prisen. Han kiggede på ham, "Man må sige at med store evner, kommer der vel også en stor pris." smilede han let og trak på skuldrene. "Alle evner har vel sine krav, ligesom selvkontrol, vilje og nogle gange også styrken til at kunne bære den." sagde han roligt. 

Han rystede på hovedet, "Overhovedet ikk, det er faktisk noget jeg får spørgsmål om tit. Hvorfor eksistere den og hvorfor er I ikk en og sammen person?" Han sukkede opgivende. "Som jeg sagde er det en lang forklaring som måske ikk kan give mening, men det fungere sådan at min varulv egentlig var noget andet før det tog form som varulv...." sagde han og tænkte sig om. Han skulle finde det rette ord. "Du kan sige at den var en omvandrende skygge, uden fysisk form og havde brug for en krop til at udføre handlinger. Så 'han' fandt mig, blev en del af mig og fordi at den ikk er noget helt almindeligt, fik det ligesom formen som en varulv..." sagde han og havde lænet sig lidt frem med armene ved bordet mens han forklarede. Han kiggede undskyldene på Khá, "jeg beklager hvis det virker unaturligt, men jeg kan heller ikk selv finde en forklaring på hvorfor det absolut skulle forme sig som varulv og hvad det egentlig var før, men den havde egen bevidsthed fra start af."

Khá kom selv med en latter da Manda havde fået opfattelsen af det var djævleblodet der gjorde at han kunne bruge flammen. Det kunne selvfølgelig godt opfattes sådan. Med et smil op læben svarede han venligt: Jamen kære ven det har absolut ikke noget med djævleblod at gøre at den Arkane Flamme er min. Jeg var en gang en ganske normal mand der pådrog sig en hellig mission for guderne. Da jeg fik en ordre jeg ikke længere kunne acceptere blev jeg forbandet til det jeg er nu. Men viden om at bruge flammen er skam lært gennem studier. Jeg kan også andre ting end blot flammen. Men flammen kan også bruges til helt mundane ting. 


Den klare blå flamme blussede sagte op i hans øjne og rundt på alle bordene blev lysene tændt af den blå flamme. Folk blev lidt chokerede men mange kiggede egentlig bare nysgerrigt på det blå lys. Han smilte bare til Manda og de blå flammer i hans øjne hoppede ud og dannede en lille fugl der forsigtigt hoppede over og satte sig på Manda's hånd. Flammen var overhovedet ikke varm men Khá havde jo også fortalt han selv bestemte hvem den skulle brænde. Kort efter blev fuglen væk igen og Khá talte roligt:

Ånder eller skygger der besætter folk er slet ikke uhørt i min verden. Hvordan ånden eller skyggen former sig er helt og holdent et spørgsmål om "værten" den bor i. De første tilfælde af varulve, var ulveånder der tog bolig i mennesker og senere hen blev en del af dem. Din situation er unik i den forstand at hvem eller hvad der har taget bolig i dig, er at den mener den er en gave. Men i sandhed er den afhængig af dig.

Han nikkede overrasket over hvad han sagde, han sukkede stille og rystede på hovedet. "Puha, jeg ved ikk ligefrem om at studier er mig, jeg er mere til det praktiske. Jeg mener altid at man lære bedst ved at udføre, eller det er mere bare sådan jeg har vænnet mig til at det er lært." sagde han opgivende og kløede sig i nakken. Han tænkte sig om og kiggede på Khá igen, "Jeg har heller ikk decideret gået i skole, det jeg kan og ved, det er noget jeg selv har læst mig frem til og ikk fordi det bar lektierne." sagde han opgivende. Han havde ikk ligefrem mulighed for hverken folkeskole eller privatskole, så han måtte leve med de mange bøger som stod til mulighed og læse sig frem til tingene selv. 

Han kiggede rundt omkring da der blev sat blå ild til de lys som var ved bordene, tænk at man kunne have så meget kontrol over noget. Han vidste det ikk ligefrem var noget at sammenligne sin varulv med, men gid det var lige så stor en kontrol han havde. Han kunne sagtens kontrollere alt andet, men man burde og skulle heller ikk på sin vis kontrollere en anden person. Han kiggede på sin hånd da han mærkede noget, det hverken brændte eller noget, hvilken gjorde det tydeligt at denne ild var en meget unik en af slagsen og ikk en man ville se i sine daglige timer. 

Han kiggede stille på ham, mens at han rørte sig lidt på hånden hvor flammen havde været. Det forbavsede ham stadig lidt at der slet ingen form for skramme var, ikk engang en lille en. Han tænkte sig om, han havde godt hørt at det var sådan de første varulve kom til, men han vidste nu heller ikk om at det var sandheden. Han grinede lidt og nikkede, "Ja det kan man godt sige, han har mange gang noget af en stolthed." Det var en sjov måde at se det på, mener at den er en gave... Gave er ikk lige det ord han ville bruge, men det kom nok an på siden man stod ved.

Khá gjorde tegn til en tjener og bad om to kopper kaffe inden han majestætisk kiggede på Manda og sagde med en visdom i stemmen: Hvis du en dag skulle ønske at lære det, ville du også være tvunget til at lære det på praktisk maner. Alle bøger der indeholdt viden om den Arkane Flamme gik tabt med min orden, så mit sind er det sidste sted lærdommen befinder sig. Det kan også sagtens læres på praktisk maner. Min kommende kone har allerede vist talent. Det allervigtigste bliver at lære kontrollen. 


Tjeneren kom med deres kaffe og Khá gav en seddel i drikkepenge. Han tog en lille tår og så ud til at nyde den ganske meget. Han lagde mærke til det undrende i Manda's øjne da han så der ingen mærker var efter den lille fugl. Selvfølgelig ville de fleste gøre dette, specielt når fuglen nu havde været lavet af blå flammer. Måske hvis Manda ønskede det, kunne han selv lære kontrol der kunne bruges til at leve i bedre sameksistens med sit indre bæst

Khá satte stille sin kop fra sig og lagde sit kort på bordet. På det var der et våbenskjold der forestillede et kranium indhyldet i flammer. Han skubbede det forsigtigt over til Manda inden han sagde: Men skulle du på et tidspunkt ønske det, ville jeg gerne undervise dig i det, om ikke andet yde dig en hjælp med selvkontrol. På kortet står der ganske vist "Mortus Rex" det er endnu et af de navne jeg har fået givet gennem tiderne. Hvilket ord ville han selv bruge?

Han grinede let over hans pludselige ændring af tonen, han trak let på skuldrene men gav ham en tommelfinger op. "Det er også sådan jeg bedst kan lide det, det er ihvertfald det jeg ville mene er det nemmeste i forhold til at skulle lære." smilede han bredt. Han kiggede en smule ud i luften, kontrol... Han sukkede ved ordet, "Du ved... Det er ikk fordi at jeg ingen kontrol har, men det er bare lige den del jeg ingen kontrol har over. Det er nok over min grund at jeg ikk mener at man kan kontrollere andre personer..." sagde han stille. Han var ikk meget for at indrømme det, men han så Black som en person der også havde rettigheder på sin vis... Det var måske svagt, men han hadede når nogen kontrollerede andre personer. 

Han kiggede ned på kortet som blev vist for ham og han tog det op da det blev sendt tættere mod ham. Han kiggede undrende på det, ikk et han havde set før. Han fik et overrasket udtryk, så han ville rent faktisk lære Manda den slags? Han smilede stille og gav Khá kortet tilbage, "Jeg ved ikk om jeg ville være egnet til at kunne lære at bruge den slags ild... Jeg ved hvad selvkontrol er, men jeg ved ikk om det måske er noget jeg kan bevare hele tiden eller om at Black ville kunne udnytte hvis jeg fik sådan en slags evne..." sukkede han opgivende. Han lagde en hånd mellem hans tinding og pande, han havde en nogenlunde idé om hvad det ikk kunne ende med hvis Black fik lov til at lege med ild.

Med en sagte latterkrampe sagde han næsten varmt: Ja jeg skylder dem delvist en undskyldning. Det lader til de lever i en fin sameksistens med ham. I virker ikke enige men du har i hvertfald accepteret ham, og hvordan han er. Det er i sig selv admirabelt.  Og jeg må nok se mig som delvist uenig i deres mening om kontrol af andre. Det kan sagtens lade sig gøre. Om hvor vidt det er moralsk forkasteligt at gøre er straks en anden sag. 


Khá tog kortet og nikkede anerkendende. Det tog alligevel noget at anerkende ens egne begrænsninger på den måde eller nok nærmere i dette tilfælde at skærme verden fra noget der kunne ende frygteligt. Det var alligevel et valg Khá ikke kunne andet end at respektere. 

Khá foldede sine hænder og satte sig tilbage i stolen med et næsten alvorligt toneleje men dog så man kunne høre det ikke var negativt: Selvfølgelig vil du kunne lære at bruge ilden. Men jeg beundrer dig også at du er så stålsat i i din beslutning. Og jeg skal ikke kunne sige hvad hans intentioner er med den slags magt. Nu håber jeg de kan finde tiden til lidt historie. Jeg bliver visse steder kaldt for Mortus Rex. De Dødes Konge. Jeg har evnen til at skabe og kontrollere udøde og tale gennem deres sind hvis jeg ønsker det. Mange vampyrer har fortrudt dette. Denne kontrol over de udøde er ofte den betaling folk vælger hvis ikke de har andet. Mine handler er ofte at vedkommende skal tjene på mit slot som udød i et antal år efter de er døde. Mod jeg så helbreder deres kære, eller sørger de har til dagen og vejen. Så det at kontrollere personer eller individer har et bredt spektrum. Og det er ganske beundringsværdigt at de lader Black have sin egen

Han kiggede overrasket på ham, det var alligevel første gang at Khá havde grinet. Han havde egentlig på en måde bare ikk forestillet sig at det var Khás ting at grine og sådan. Med det toneleje, hans måde at snakke på og sådan. Det virkede meget mere seriøst end hos andre når han havde den aura. Han trak på skuldrene, "Altså i mit tilfælde kan jeg ikk kontrollere andre," sagde han og kiggede på ham. "men du kan da sikkert godt med dine kontrakter og penge!" sagde han bestemt. 

Han fik hånden ned da Khá begyndte at tale, han kiggede undrende på ham. Han kom med et fnis, "hans intentioner..." sagde han opgivende og rystede let på hovedet. De var næsten for nemme at regne ud, da Black var rimelig glad for at torturere og ødelægge alting. Bare tanken ødelagde alle tanker om overhovedet at lære at bruge ild. Han lænede sig en smule frem da Khá sagde det var tid til lidt historie, som nok betød at han skulle høre en fortælling om Khá. 

Mortus Rex, kontrollere udøde... Det var noget voldsomt noget, men det var desværre ikk lige det vildeste han nogensinde havde oplevet eller hørt om. Han hvilede hovedet på sin hånd, "Og lige pludselig forstår jeg hvorfor du mener at kontrol af andre er så lige til, hvis det alligevel er en evne du har." sukkede han let og smilede. Han fandt det ikk forkert eller ondt, fordi hvis de alligevel sagde ja til dette som en del af kontrakten med ham, så var de selv indforstået med betingelserne og måtte følge dem om de ville eller ej. Det var også utrolig flot af en djævel at helbrede andre, selvfølgelig med noget for noget, men selv nogle gange var det ikk noget en djævel direkte ville gøre. 

Han kiggede igen undrende på Khá, "Undskyld, men jeg er slet ikk vant til at nogen roser at jeg lader Black have sin egen vilje eller i det hele taget eksistere som han vil. Du er nok den første der ligefrem respektere og beundrer at jeg lader ham være her..." sagde han stille. Han accepterede Black, men når andre sagde at Black skulle forsvinde var det også som om at han selv skulle eller at man ikk kunne acceptere en del af Manda. Han rystede lidt på hovedet, "Må jeg spørge hvad det er der er så godt ved at jeg acceptere ham?"

Ja selvfølgelig må du spørge. Du må spørge alt det du lyster. Din situation kan jeg jo faktisk relatere til da jeg selv var to væsner en gang. Grunden til jeg beundrer dig for det er netop at Black faktisk er afhængig af dig. Ellers havde han overtaget dig helt for længst. Et eller andet i dig trandencerede Blacks kontrol til et niveau hvor han er afhængig af dig. Han protesterer stadig til tider, men han vil aldrig nogensinde få den fulde kontrol

Det var egentlig ret underholdende hvordan Manda så på Khá's kontrol. Selvfølgelig var det ikke alle der var enige i at den slags kontrol skulle håndhæves. Men det var selvfølgelig ikke et problem for Khá. Han så kontrol som noget af det vigtigste. Uden kontrol rundt omkring ville verdens hersker hedde Anarki. Og så ville der hurtigt ikke være nogen verden tilbage.

I mange dele af verden var Khá blevet tilbedt eller anerkendt som så voldsom en kraft. Nogle steder var han næsten en konge eller guddom. Andre steder et frygtelig monster man fortalte historier om så børn opførte sig pænt. Men i sidste ende hvor end han havde været, havde han selv trukket i trådene for at forme det navn der ville tjene ham bedst.

Med rank ryg satte han sig til rette og med et smil sagde han: Men ja kontrol er en følgesvend af mine penge eller kontakter som du så smukt udtrykker det. Men sand kontrol er evnen til at forme verden omkring sig så det passer en. Bare hvordan du er eller klæder dig, er en kontrol af dine omgivelsers mening. Du har på sin vis lige så meget kontrol som jeg. Bare det at du er en nødvendighed for Black gør jo også du kan kontrollere ham til dels ikke sandt?

Han kiggede nysgerrigt, det var som om at Khá fortalte ham noget og at Manda bare var den der kun havde haft Black i to dage. Han kunne dog ikk helt forstå lidt af det, "Hvad mener du med afhængig af mig? Altså jeg forstår alt, men lige det der, det er uforstående for mig." Han tænkte lidt om, den eneste måde han forstod det som var at det var Manda der var fysisk til stede der hvor Black skulle finde en krop. Han gned sig i nakken og rystede lidt på hovedet over det sidste han sagde, "Nej... Lige der, tager du faktisk fejl omkring Black." Han sukkede dybt og tog en indånding, "Black kan faktisk overtage min bevidsthed, ikk når han vil, men nogle gange så kan jeg ikk holde ham tilbage længere og så er det ham der er på sadlen." 

Da han begyndte at tænke på de gange han havde mistet kontrollen over Black, fik han næsten lyst til at undgå Khás blik. Han skammede sig tit over at kunne miste kontrollen over Black, især når det foregik som det gjorde med en masse ballade og ødelæggelse omkring sig. Black havde gjort mange ting, som Manda ville beskyldes for fordi man ville tro det var ham der gjorde det. Det var heller ikk altid lige nemt at forklare at man egentlig på en måde er skitzofren og har en anden side som er rimelig voldelig og ond. Mange dømte på hvordan man så ud, og Mandas øjenfarver kunne i nogle tilfælde gøre at folk mente han var farlig. Han gned sine tindinger og rystede på hovedet, det var ikk meningen at han skulle komme i tanke om Blacks unoder, det ville bare være uhøflig overfor Khá. 

Han kiggede roligt på ham, han begyndte at fortælle lidt om denne form for kontrol af andre. Han sukkede stille og trak på skuldrene, "Jeg går nu mere bare i det jeg føler passer mig..." han grinede let og rystede på hovedet. Han fik en sjov idé, "Altså at jeg så ser utrolig godt ud i det og sådan, det er jo bare noget fuldkommen andet." sagde han i en joke og smilede over sig selv. Han havde virkelig dårlig humor, men den var så oplagt at han ikk kunne lade den forbipassere. Han tænkte lidt over det han havde sagt før, forme verden så den passer en? Han rystede på hovedet, "Jeg vil faktisk hellere have at den ikk altid passer mig fuldkommen, fordi hvis den altid passede sådan som jeg ville have det... Hvor var det sjove så henne? Hvor var udfordringen og det spændende ved at lære noget nyt. Hvis man bare er den dominerende i den proces, kunne det måske medføre at man kedede sig til sidst over ingen udfordring at have. 

"Til dels at kontrollere Black er en nødvendighed, men han kan også til dels kontrollere mig. Han kan tage fat i mine instinkter og lyster når han vil. Han kan for eksempel give mig utrolig stor lyst til at dræbe eller spise råt kød, ligesom at han også kan gøre at jeg kan blive dyrisk og bare være ude i skoven for at jage på fire ben." sagde han opgivende. De kontrollerede vel til dels hinanden, Manda stoppede Black fra at overtage hele tiden, mens at Black kontrollerede hvad Manda ville.

Khá virkede næsten ivrig da han kiggede på Manda og hans attitude af ikke helt at have forstået: Lige præcis det du sagde der er det jeg mener. Du har en større kontrol over ham end du måske tænker over fordi det ikke er hele tiden han kan. Så man kan vel næsten beskrive det som en deleordning hvor man ikke hele tiden er enige om termerne. 


Khá kom til at tænke tilbage på nogle af de ting han havde gjort i sin fortid helt indtil nogle af de ting han havde gjort i Terre også. Selv da han var et helligt væsen, var han for meget tilhænger af "øje for øje, tand for tand" princippet når det kom til retfærdighed. Den gang gik Khá ikke ind for at rette op på syndere for deres forbrydelser, men mere sørge for de huskede dem inden de ret ofte mødte deres endeligt. Og mange gange opstod domsafsigelserne fordi folk dømte ham. For når man ligner et tørt lig med øjne af hvidt lys (den gang) så ser folk sjældent retfærdigheden i noget som helst. 

Khá kunne ikke helt lade være med at grine lidt over hans humor omkring det tøj han gik i. Han kunne jo godt se pointen i at gå i det man følte sig tilpas i og så var det kun et friskt pust at han lavede lidt sjov med det. Med en smule mere alvor i stemmen, drak han en tår mere og sagde: Jeg skal måske lige omformulere mig lidt. Når jeg siger sand kontrol i den her sammenhæng og om at forme verden omkring sig, mener jeg ikke så i decideret at forme den. Det ville nok være mere korrekt at omtale det som indirekte kontrol eller bevidst brug af de signaler man sender. Men man kan jo ikke benægte at der ligger en vis kontrol af andres meninger om en ved for eksempel beklædning. Så nu den her gamle ærkemagerkåbe. Mange respekterer mig bare fordi jeg bærer den. Selvom de ikke forstår et eneste af de symboler der sidder her på