Min prins.. (Belphegor)

T: cirka ved 21 tiden
S: Parc d'attractions
V: Solen er ved at gå ned, luften er lun med en kølig blid vind.
O: faldefærdige forlystelser - ellers kun Damia
Å: IRL

Damia stod halvt lænet op af billetstedet.. faldefærdigt som alt det andet. Hun lod sit kølige blik glide hen over området - selvom selv hends øjne ikke kunne række så langt var det nemt at se, at ingen turde prøve forlystelserne i skræk for hvad der derefter ville ske med dem. Hun mærkede lysten til at spænde en eller anden fast til en af forlystelserne og lade den snurre rundt indtil den fløj afsted.. og når den landede ville personen sandsynligvis ikke overleve. Og hvis personen gjorde det.. tja så havde hun blodt tænkt sig at forstørre personens smerter yderligere. Åh hvor ville det dog være perfekt! Hvor perfekt ville det ikke være når hun havde personens hjerte mellem sine hænder. Friskt og stadig fyldt med blod. Smagen. Konsistensen. Smagen af personens liv der gled ned gennem hendes krop.
Damias læber formede sig i et ondskabsfuldt men overraskende smukt smil.

,,Well, well, well...what do we got here?´´

Oven på billethuset stod en dreng.
En lyshåret én med sit pandehår redt ned foran øjnene så man ikke kunne se dem, og på hans hovede sad en sølv tiara og skinnede hver gang han bevægede sig.
Han havde et stort, sadistisk smil plantet på sine smalle læber, man kunne tydeligt se flabetheden i hans ansigt, barnligheden og mordet!

,,En pige...?´´

Han så ned på hende med sit sadistiske smil.
Egentlig ret køn hvis man var til de sindssyge, morder typer!

Damia havde allerede lugtet ham så hun blev ikke overrasket da hun endelig hørte hans stemme. Hun lagde hovedet bagover så hun så direkte op på ham. Det eneste problem var bare at hun ikke kunne se hans øjne. Hvor ærgeligt. Hun kunne ikke bruge den psykiske evne hvis ikke hun kunne se hans øjne. Dæmonauraen slog om knægten som bare pokker! Det sadistiske smil han havde om læben fik hende kort til at skælve. Ikke af angst men af spænding. Damias eget smil voksede da hun svagt kneb sine øjne sammen og svarede ham. "En pige.. exactly.." svarede hun. Stemmen var iskold, med en uhyggelig undertone der var efterfulgt af en unaturlig smuk klang. "Og du må være.. en af de såkaldte drenge" Den samme stemme sagde disse ord med en enorm selvsikkerhed og uhygge.

,,Godt gættet...´´
Sagde han med sin rolige stemme som samtidig lød en smule...klam og måske havde den en lidt forførrisk tone!
Med en hurtig bevægelse satte han af fra huset og landede foran hende.

,,Og hvilket navn tilhørre denne pige så?´´

//Wauw, jeg er sgu' da bare utrolig kreativ idag! -.-'//

//haha søde jeg skriver mindre så du ikke føler dig for ukreativ ^^//

Damia satte hænderne i hofterne på sig selv og kneb svagt øjnene sammen. Det fik hende til at virke overraskende smuk og alligevel lå der noget mere uhyggeligt over hende. Han spurgte hvad hun hed. Var det ikke bare LIDT uhøfligt ikke at præsentere sig selv først? Hun ignorerede tanken og lod kort blikket glide hen over hans tiara. Som en prins. "Damia er navnet.. og du .. prins?" Hun tilføjede prins til sidst. Og allerede før han svarede vidste hun at det var korrekt hvad hun havde sagt.

Han grinte kort.
Et mærkeligt grin, som hvis man satte tungen i ganen imens man trak vejret, eller grinte gennem næsen! (Shishishi :P)
'Prins'... sød musik i hans øre!

,,Belphegor.´´
Svarede han kort.
Belphegor.... Navnet betød i sig selv; Doven.
Hvilket i den grad også bespejlede hans personlighed!


//Jeg skriver da mindre end dig! :P//

Hun trådte et overraskende skridt frem mod ham og satte en finger under
hans hage og studerede kort tiaraen. "Belphegor?" hun lod sin ene finger skære
som en skarp kniv gennem hans hud lige ved kanden så en tynd streg blod piblede ud.
Damia strøg fingeren hen over blodet og stak det i munden. "En doven dæmon.. sikke
noget.. " Hendes iskolde stemme var smuk og på en anden måde overraskende uhyggelig.
Dette her kunne SAGTENS gå hen og blive interessant. Han kaldte sig selv prins.
og smagen af hans blod bekræftede i hvert fald at der var noget adeligt i det. Spændende.

//jeg kan jo ikke lade være xD elsker virkelig din figr x3//

Han udstødte en lav lyd og hans smil blev endu bredere da han mærkede hendes finger skære i sin lyse hud.
Hvor fantastisk! Vidunderligt!
Den dejlige smerte og lugten af hans blod som forstyrrede hans bihuler blev næsten for meget for ham.
Han grinte igen. På en anden måde den her gang.
Et helt lyst, næsten hysterisk grin, næsten som et skrig.
Han kunne mærke spændingen stige op i hans krop da han så sit eget blod, og derved huskede på hans bror.
Den befrielse han følte da han slog ham ihjel!

//Elsker ham også... så dejlig ond! :')//

Hun lagde let hovedet på skrå. der var noget anderledes ved ham her. Noget der
tiltrak hende. Ikke nødvendigvis på enhver anden måde men helt anderledes. Det
var som om at den latter han kom med nærmest bad om mere. Mere smerte. Ingen ord.
Kun ren smerte som han ville føle. "Bare bliv ved med at le.. " hvislede hendes stemme.
Smagen af hans blod fik spændingen op i hende og hun mærkede følelsen hele vejen ned
af hendes krop. "kan du lide det?? hva?" der begyndte at komme noget faretruende i
hendes smukke iskolde stemme.

//hehe lækkert XD//

Han så på hende gennem sit lyse pandehår.
Hans sadistiske smil var blevet større, bedende!
Det bad efter mere smerte, tiggede næsten!
Han ville falde ned på knæ hvis det ikke var imod hans principper!

Normalt ville han havde prøvet at slå hende ihjel nu...men hun havde jo ikke rigtigt gjort noget helt galt!
Måske senere...

//Rawr! Så så man lige stavemesteren! xD//

//skal slukke.. sur far -.-//

//helt klart stavemester!!! hvad befaler du? ;3//

En der var ude efter smerte? så havde hun vidst fundet den helt helt rigtige person her
til aften. Solens nedgående orange lys gav hendes i forvejen flammerøde hår et mere
rødt skær. En anelse uhyggeligt men alligevel overraskende smukt. Det stod perfekt til
de iskolde to lyse øjne der var plantet i hendes ansigt. Så han ville have mere? Det
skulle han nok få!!
Damia løftede sin anden hånd og lod den bevæge sig langsomt frem på Belphegor. Kort
virkede det som om hun skullle til at slå hånden i ham, men i samme øjeblik greb en skygge fast i hans fødder. Lod dem gå i en med skyggen. Hun holdt ham fast.

Han lod hånden køre hen over hans åbne sår så han fik blod på hænderne. I et kort øjeblik så det fatisk ud som om at han skulle til at slikke sin hånd ren for blod, han holdte hånden en eller to cm væk fra sit ansigt, næsten lige under hans næse.
Hans næsebor udvigede sig, idet han lod lugten af sit eget blod fylde hans bihuler.
"Shishishi..." Hans ulækre flabede, hånende grin kunne svagt høres.

,,Det er blod...blod fra den royale klan!"

Lød det hysterisk fra ham med en lys, næsten skinger stemme, idet hans sadistiske smil blev bredere, større...ondere!
Det ville være dumt at røre ham nu, medmindre man ville have en kniv i maven.
Åh at se det dejlige blod flyde, og liget der faldt for hans fødder!

//Oh God!!! Må jeg ik' godt slå hende ihjel!? xD//

//Nope detter bliver et sygt emner - og Damia er langt fra færdig XD//

Damia hørte hans latter og det fik spændingen i hende til at bruse til dobbelt størrelse.
HUn fik lyst til at fortsætte. Syntes af hans blod og følelsen af smerten kastede sig mod
hende som verdens bedste herligheder. Hun kunne ikke stoppe nu. Hun måtte bare ikk
e stoppe! Og den latter. Hun nød lyden af den. Damia havde ikke tænkt sig at holde sig fra
ham og desuden vidste hun at han ikke kunne slå hende ihjel. ud af skyggen fra billetboden
sted en skyggehånd og snurrede sig om hendes venstre arm. Hun flåede den frem mod hans
hals. Ikke for at flå de midtover selvfølgelig men nærmere så et dybere sår end før ville
dukke op og blodet.. åh ja blodet ville sprøjte ud!! Det smukke smukke blod der gav hende
mere lyst til at udgyde smerte. Ikke nødvendigvis at dræbe. For smerten var noglegange
mere tilfredsstillende havde hun fundet ud af. En kniv fabrikeret af skygger blev pludselig
fast i hendes hånd og hun jagede den unaturlig hurtigt mod hans venstre lår. Et smil på
hendes ansigt havde taget form. Det mindede om et sadistisk smil blot var det anderledes.
Der var noget psykopatisk, og helt klart umenneskeligt over smilet der tilhørte alt andet
end noget levende.

//Behøver han at blive holdt fast? Kan jo ik' gøre noget og nu hvor hans dyrebare blod er spildt blev det jo lige sjovt! -.-'//

//nej vi dropper det med skyggerne xD//

//Yaay! Men du har stadig "kniven" eller Bell bag skærmen hjernedød?? O.o//

//jo jeg HAR kniven Belphie xD//

//Yay, I love ya! xD//

Med en hurtig bevægelse tog han fat i hendes hånd, den hun slyngede imod hans lår, og uden at sige noget lænede han sig først helt frem mod hende så der kun var et lille mellemrum mellem deres ansigter, for derefter at slå hans ene skulder ind i hendes overkrop.
Så hårdt at hvis ikke hun faldt ville hun ihvertfald midste balancen!

Han gav hurtigt slip på hendes hånd for at lade hende tumle så meget hun vil og trak sig et par skridt tilbage, ikke engang forpustet og han viste ingen tegn på smerte.
Han kunne mærke adrenalinen pumpe i ham. Som om han var en tikkende bombe der kunne gå af når som helst!

Så snart hans skulder blev puffet ind i hende gled hun et skridt bagud og lod sit skrå pandehår glide ned foran hendes øjne. Smilet blev større. Hun elskede dette her. Han var hurtig og han var stærk. Hvad kunne man ellers ønske sig som modstander? En lyd undslap hendes læber. En uhyggelig, psykopatisk latter der gav genlyd over hele området. Ekkoet viste sig at have en død, skinger efterklang. Man kunne næsten høre spændingen i hendes grin. Hun hverken faldt eller valkede. Damia stod helt rolig med rystende skuldre mens latteren sivede ud over hendes læber og gav hendes smukke udseende en uhyggelig farlig fremtoning. Damia var ikke skadet det mindste. Hun hævede højre og venstre hånd og straks dukkede der en hel masse små knive op. Et til hver finger. Damia tog næsten ingen sigte men hun ramte aldrig ved siden af medmindre offeret var uhyggelig hurtig. Og hvis hun ikke tog meget fejl var ham her ret så hurtig. Damia kastede knivene på sammetid med at hendes latter blev forstærket. Mere blod, Mere vold mere smerte!! Det var det eneste der hørtes i hendes tankegang overhovedet. Hun susede frem mod ham et nanosekund efter at have kastet de små skarpe knive. Damias hånd snittede mod hans hals og det var som om hendes negle var blevet dobbelt så lange og skarpe. Derfor hun ville efterlade nogen overfladiske sår på hans kind. Som hverken var dybe eller livstruende men alligevel ville de svi som bare pokker.


//wuii Love you too ;3//

/skal desværre logge - svarer imorgen ^^//

På samme tid som knivene blev kastet, løb han med det store, sadistiske smil imod dem. Som om han ville rammes.
Da de kun var et stykke fra ham kastede han sig nærmest mod dem og bukkede sig så de farede lige over ham, idet samme lod han en af sine egne knive komme frem og da han og Damia løb forbi hinanden lod han kniven strejfe hende i siden så hendes eget blod højst sandsynligt ville flyde!

Da han havde bukket sig, ramte hendes skarpe negle ikke hans hals, men et sted lige over hans venstre øje som aldrig var blevet vist til omverdenen.

Da han var løbet forbi hende stoppede han op og drejede hovedet halvt om så han kunne se hende, han sagde stadig intet!
I hele hans venstre side af hovedet løb der blod ned fra hans øje, men det sadistiske grin var der stadig!

Damia havde ikke regnet med at knivende ville ramme ham - hun havde slet ikke tænkt over at de overhovedet skulle ramme. Hun ville blot se hvor hurtig han var. Og det overraskede hende hvor hurtig han faktisk var. Hun mærkede hvordan hendes fingre borede sig ind i hans hud - det helt forkerte sted. Men hun havde alligevel ramt ham. En stikkende smerte i siden irriterede hende men fik hende ikke uden videre til at bukke under. Han havde tydeligvis heller ikke gjordt alt hvad han kunne for at slå hende ihjel. Der hvor han snittede hende kom der kun et let snitsår ud af så det var ikke så slemt. Det fik kun hendes i forvejen vilde udseende til at virke endnu mere vildt og smukt - hvis man altså var til den morderiske type. Hun snurrede rundt på stedet og vente sig mod mod ham. Damias smil var vokset endnu større nu. især da hun så blodet der gled ned over hans øje fik hendes blik til at virke dødt. Psykopatisk som om blodet gav hende en større lyst til at slå ihjel. En vild form for sygdom der kun kunne kurreres ved at se mere og mere blod. Mærke offerts smerte og blodet. To yderligere skyggeknive dukkede på i hendes hænder. De havde et selvlysende blåt omrids hvilket gav dem et mere uhyggeligt udseende. "blod..mere blod.." var det eneste der blev gispet frem over hendes læber som vindens hvislen. Hun stormede endnu engang frem mod ham. Som om det var hendes krop der styrrede bevægelserne - og alligevel brugte hun hovedet.

Han vendte sig hurtigt om mod hende og kastede sine egne knive mod hende, kun med en bevægelse med armen. Alligevel var der fart på.
Grinet var som malet på, og forsvandt ikke.

,,Blod....Blod!"
Gispede han selv, idet han ventede på at knivene ramte målet.
Knivene ramte lige ved siden af, de ramte hende ikke, men alligevel ville hun føle en smerte. Ikke stor men det ville svie og der ville komme blod!
Vidunderlige blod!
Endu et af hans ulækre, flabede "Shishishi"-grin kunne høres idet han løb mod hende igen.


<--Mehehe >:D