Min prins.. (Belphegor)

Damia lod venstre arm bevæge sig kort hvorefter hun forsvandt ud i den blå luft..
eller blå luft var nu så meget sagt eftersom vejret ikke så ud som det bedste.
Damia dukkede lige bag ham meget tæt så de næsten rørte hinanden. Det var ikke
telepati på nogen måde - faktisk havde bare brugt skyggerne til at bevæge sig hurtigere
og på den måde var hun også kommet væk fra knivene før de overhovedet havde været tæt
på at ramme hende. Eller nej faktisk havde et af dem snittet lidt af spidsen af hendes hår
men hun tog det ikke så tungt. Der hvor hun stod lige bag ham havde hendes fingre på højre hånd forvandlet sig til små knive (der har du dine knive) og hun borede dem ind i
armen på ham med den psykopatiske latter hængende som et ekko over området.

Selvom kniven kun havde snittet hende blødte hun alligevel i siden - hun forstod det ikke
men lod sig ikke dvæle ved den slags. Hun havde ramt ham. Finger-knivene havde boret sig i
kød, sener, hud, og blodårer på hans arm. (ingen knogler brækket som lovet).

Hans smil forsvandt og hans mund forvandlede sig til en tynd streg da hun borede sine negle ind i hans arm.
Han udstødte et utilfreds støn gennem næsen før han placerede en rask knytnæve i maven på hende.
Forhåbenligt gav hun slip, og de kunne fortsætte kampen med knive, uden så meget nærkontakt.
Nævekamp var den sidste udvej, hvis han blev for svag til at kaste knive sprang han på hende! Han havde ingen selv overlevelses instinkt, så det kunne let ende med en kamp til døden hvis hun da ikke gav op.
Han nægtede at tabe! Prince The Ripper tabte aldrig en kamp!

Damias Smil forvandlede sig og blev større.. Ondskabsfuldt.. Grusomt. Hvem vidste om dette smil kunne beskrives på nogen ordentlig måde! Selv da han slyngede en næve i hendes mave. Hun Havde mavemuskler, så det var faktisk ikke så slemt som hans slag kunne have være da hun let spredte benene og trak nogle knive ud fra skyggerne. Såkaldte Skyggeknive der fulgte efter deres offer - selvfølgelig kun hvis man kastede dem rigtigt. Og Damia havde haft flere tusinde år til at øve sig i. Så Han ville lege hva? Hvor spændende!! Lige hvad hun havde glædet sig til. Nu måtte hun blot finde ud af hvor god han var.. og derefter.. Måtte tingene gå som skæbnen havde valgt det. "Kom så lille dreng.. kæmp.. Kæmp imod med alt hvad du har!" lød hendes iskolde hvislende stemme. Udfordrende slog hendes kolde aura sig om hende, som tusinde vilde, mørke, lysene flammer der ville brænde enhver ned der kom for tæt på den unge smukke dæmon. Kunne Belphegor mon lege? Hvis han ville lege.. tjaa.. så måtte han følge reglerne. Eller den eneste regel hun havde. Der var ingen regler. Man kunne gøre hvad man ville. Det var kampe til døden hun elskede. Medmindre. Offeret altså ikke tiggede eller bad for sit liv. Medmindre Offeret gav hende noget til gengæld for at hun frelste det. Hvem vidste hvad denne dæmon havde at tilbyde? Det kriblede i hendes fingre efter at finde ud af det da hun i en hurtig og elegant bevægelse trak armene bagud og kastede dem frem. Slap di 10 små knive. Sendte dem afsted mod ham med et skævt smil på læben. Hun forventede modstand fra knægten. Men hvis han ville overleve. Så skulle han satme også give alt hvad han havde!

Bel udstødte et kort, irriteret fnys, da hans slag ikke så ud til at hjælpe så meget. Hun var stærk, i modsætning til ham. Han havde en ret spinkel krop, men der var jo sådan set normalt for en seksten-årrig som rendte så meget rundt som han gjorde, han havde jo sine kasteknive, styrke og muskler behøvede han ikke! Et lille pirrende smil viste sig på hans smalle læber da han hørte hendes ord. Den fandens tøs. Vidste hun ikke hvem han var! Hun irriterede ham på det groveste! Tanken om hvordan dette ville ende fik ham til at smile endu mere end før.
,,Make me." Lød det fra ham, kort før han trak sig væk fra hende, baglænds så han kunne se hvad hun lavede og hvad hun havde tænkt sig at gøre. Det overraskede ham ikke det største da hun sendte knive efter ham... allerede nu havde han lagt mærke til at de brugte nogenlunde samme metoder... udover selvfølgelig dét at hun brugt sine "evner" til at styre knivende, og han snød ved at bruge tynde usynlige snore, som han satte fast på sine ofre ved første berrøring, han brugte dem dog ikke nu... det her var underholdende, så hvorfor stoppe det før tid?
Et kort "heh" kom fra ham før han bredte armene ud og hurtigt slog hænderne sammen igen. Sådan ville han lave en luftbølge, som med lidt held ville slå knivene ud af kurs, det var ikke så tit han brugte den metode... han kunne ikke engang huske hvornår han sidst havde brugt den, så det skulle nok blive interessandt at se om det faktisk ville virke, hvis ikke ville han hurtigt have flyttet sig hen imod hende.

//Look what I did, sweety!! x3//

Sååh? Han ville have hende til at få ham til at gøre sit bedste. Tja. Det havde hun tænkt sig. Nu måtte han prøve at tage hendes advarsel til sig. Han fik brug for at kæmpe med alt hvad han har. For hvis hun først kunne få fanget hans blik - ville han være så godt som død. Men der var et problem. Hans hår gled ned og skjulte øjnene. Sikke en lille klog modstander han dog var! Ham her kunne gå hen og blive en rigtig udfordring for hende for en gangs skyld! Ikke ligesom den tåbelige krigsdæmon hun sidst slog ihjel. Han havde undervurderet hende på det groveste. Hvilket i sidste ende havde været hans død. Tilbage til nutiden. Damia lod ikke blikket følge de skyggeknive som Belphegor fejede afvejen med en luftbølge. Hendes stærke side var ikke knive som sådan. Men hun havde dem. Og hun brugte dem. For jo flere erfaringer man havde - jo større chance havde man for at vinde enhver kamp man blev kastet ud i. Damias Psykiske styrke var den stærkeste af hendes styrker. Til gengæld skulle hun for at få total kontrol over sit offer, have øjenkontakt. Denne øjekontakt kunne hun til gengæld godt have med FLERE personer på en gang. Hendes kontrol ville bare ikke være nær så effektiv som hvis det var med én person hun havde øjenkontakt. Godt så. Hun havde ligenu brug for at fokusere på denne kamp. Og hun havde ikke lyst til at bruge den psykiske styrke. Til gengæld ville hun se blod. Hun ville se den lille prins blod. Royalt blod måske? mon blodet var 'blåt' eller rødt? Det måtte hun hellere finde ud af. Et lettere uhyggeligt smil bredte sig på hendes fyldige perfektformede læber. Et iskoldt smil der viste en let humor som var svær at forstå.
Hun kastede sig fremad som en skygge. Hurtigt. Bevægede sig faktisk i de skygger som var der. Hun havde formen sine fingre på venstre hånd til angreb. Ikke en knyttet nlve. En halvt åbnet hånd med fingrene krummet ind mod håndfladen som havde hun tænkt sig at flå i ham. I den anden hånd havde hun endnu en skyggekniv. Da hun endelig var fremme ved ham stødte hun kniven mod hans skulder i en nedafrettet hug, for at se hvad der ville ske. Og dog. Hun snurrede rundt lidt til venstre kort efter og sprang over ham i angrebstilling. Rank ryg - let spredte ben.. Og en kniv i den ene hånd. Hun slog ud efter ham med hånden. Åh jo. Hun havde tænkt sig at presse ham til det yderste.

Bel lod armene hænge slapt ned af sin spinkle krop. Sjovt hvordan et enkelt klap med hænderne kunne flå al kraften ud af én... måke var der alligevel en grund til ikke at bruge den metode, når det alligevel ikke var sidste udvej. Hans flabede grin hang dog stadig på hans læber. Han bemærkede at Damia forsvandt, men nåede ikke at se hvorhen. Måske havde hun givet op...faktisk, nej... ikke hende, hun var alt for- Han mærkede en svien i sin skulder og han slog kort øjnene op, og lod smilet forsvinde. Han mærkede kniven gå igennem den sorte læder jakke og helt ned til muskeltrøjen for tilsidst at skære en lang flænge i hans kød. Han kunne mærke det varme blod langsomt glide ned af sin arm. Hvilken frækhed. Vidste hun overhovede hvem han var?
Hun trak sig tilbage, men kom hurtigt mod ham igen, han nåede at vende ansigtet om lige da hun sprang over ham. ”Åh, no you don't, you son of a bitch...” Han greb fat om hende håndled og tvang hende forover med al sin kraft, hvis han var heldig ville hun lande hårdt på ryggen, nok ikke det bedste at gøre, men han ville da få hende væk, og muligvis også få slået pusten ud af hende.
”Stupid girl...”

Damia lod ham bevidst gribe fat i hendes håndled, dog var hun overrasket over den styrke der faktisk lagde i knægtens spinkle krop. Han fascinerede hende. Hun landede på ryggen, og undslap i samme øjeblik en ondskabsfuld latter. En latter fyldt med kulde og morskab. Hvilken sjov! Damia så op på ham og blinkede drilsk med det ene af sine unaturlige lyse øjne. Legebarnet i hende var sluppet løs. På samme tid med at hun virkede fattet og moden var der noget legesygt over de bevægelser hun gjorde. Som om hun morede sig. Damia trillede til siden og kom op at stå før han kunne gøre noget. Hun lavede en cirkelbevægelse med foden mod jorden. Hun havde brug for at fange hans blik. Problemet var blot at hun ikke kunne se hans øjne for håret. Desværre.
"Bare rolig.. jeg er ikke søn af nogen.."Smilet på hendes læber voksede da hun trak to knive frem. Og hun brød sig ikke umiddelbart om at kaste dem, da de for det første stod så tæt, og at hun for det andet ikke var særlig stærk på det område.
"Kom så lille prins.. Du skal vel bevise at du er kongelig.. ikke sandt?"
Hun drillede. Det var tydeligt. Men man kunne også høre noget koncentration i hendes stemme. Hun var blevet fascineret af ham. Han var ufattelig ung. Næsten et spædbarn i forhold til hende. Og dog. Der var noget ved ham hun godt kunne lide. Nu var det bare at se hvor meget han faktisk kunne klare.

Bel trak vejret hårdt gennem næsen. Så næsten forpustet ud, sådan som han stod; let bøjede ben, overkroppen en smule forover bøjet. Han havde brugt de fleste af sine kræfter på luftbølgen før, og nu det her. Hvorfor pokker ville den møgtøs ikke dø!? Et halv-kvalt grin trængte igennem hans sammenpressede tænder som fuldte hans mundvige i et stort, ondskabsfuldt smil. Endelig fik han en modstander som kunne slå fra sig og så gad hun ikke at dø! Hvor komisk! Han rettede sig op igen og så på hende gennem sit lyse pandehår, prøvede at finde ud af hvad hendes næste træk end måtte være. knive... selvfølgelig. Hendes mærkelige 'Skygge knive' som dukkede op ud i det blå. Han trak selv et par stykker af sine egne sølvknive, prøvede at finde ud af hvordan helvede det her kunne komme til at gå efter hans hovede. De stod for tæt på hinanden... og dog... Hvis han kastede dem, og fik det til at se ud som om han ramte forbi ved et uheld, kunne han måske få hende fanget i en labyrint af de små, usynlige snørere der var hægtet fast på enden af hver kniv. Det var vel et forsøg værd. Hans smil voksede en smule. "Bring it on, princess!"
Han bakkede en smule tilbage, og kastede så knivene som selvfølgelig fløj forbi hende og derved plantede de små stykker snørere rundt omkring hende. Så skulle han bare se om hun var klog nok til at kunne se det, eller om hun bare ville gå direkte ind i de skarpe tråde.

Damia var parat til at undvige kniven som han sendte afsted. Men han ramte ved siden af. Hun flyttede sig heletiden og det var som om knivene undgik at ramme hende. Forvirrende. Men fordi hun ikke kunne se hans øjne havde hun ikke set at der var kommet en idé i hans blik. Hun havde ikke set at han havde gang i at indfange hende i en labyrint af knivskarpe tråde. Et gisp undslap Damias læber da hun fandt sig selv i en anderledes stilling. En stilling med let spredte ben og parat til at kaste knivene. Hun spærrede øjnene ekstra meget op. Overraskelsen var ikke at se i hendes øjne. Selvom hun var overrasket over at en så ung faktisk havde narret hende til at tro, han sigtede efter hende. Hun drejede let hovedet og først da lagde hun mærke til de mange næsten usynlige og skarpe tråde. Hendes læber skiltes ad og hun undslap en kort sindssyg latter. han havde faktisk fanget hende!
"Jamen dog.. Prinsen har evner.." Hendes stemme havde stadigvæk det lettere kølige og hånene/drillende over sig. Men denne gang var der noget i hendes blik. Anderkendelse måske?

Bel lænte sig kort tilbage og lagde hovedet en smule på skrå mens han betragtede sin 'fange'. Det virkede faktisk. Han havde troet at hun af alle væsner havde set det komme... men dér havde han åbenbart taget fejl af hende. Heh... hvor morsomt. Han gik tættere på hende, idet han rettede sit hovede op. "Ja dér kan man bare se..." Han grinte sit sammenbidte, hvislende grin mens han så på hende. Det var først nu han rigtig kunne få et kig på hende, selvom det ikke var noget særligt, sikkert en gammel dæmon... sådan som hun kunne kæmpe havde hun da noget erfaring! "Nå, Prinsesse... hvordan vil du dø?" Han smilte sit åh, så 'sukkersøde' smil til hende, mens han trak endu en kniv op af sit ærme. Han var nu ikke så sikker på at denne tøs kunne dø, om hun overhovede var i live var han ikke engang sikker på, men man kunne jo altid prøve. Han fik alligevel noget sjov ud af det. Desuden, var så lang tid siden han sidst havde et ordenligt stykke legetøj...

Damia udviste ingenf rustration over at være fanget. Et lille smil smuttede frem på hendes røde perfektformede læber da han nærmede sig hende. Åbenbart i den tro at han nu kunne slå hende ihjel. Jamen det ville hun ikke lade ham gøre. Hun lod en af sine arme bevæge sig prøvende, dette resulterede dog i at den snittede en af de skartpe næsten usynlige tråde. En lille rynke opstod mellem hendes øjne da hun så ned på armen der nu havde fået en fin lang rød flænge.. Det mørkerøde blod piplede frem. I det mindste var såret ikke dybt. Men det sveg af pokkers til. Nu vidste hun da hvor skarpe de var. I det mindste.. Hun lod endnu engang sine lyse øjne hvile på den unge dreng. Drengen der faktisk havde formået at fange hende. Hans grin fik hende til at gyse indvendigt. Ikke af rædsel. men hun nød det. Nød den måde han lo på. Det var noget der helt klart ville have fået enhver anden til at spærre øjnene op og bakke ud. "Min prins. Jeg ville egentlig sige at jeg ikke ønskede at dø." Hendes stemme var blid og lettere lokkende. Den uhyggelige undertone gjorde kun den forskel at hun ikke virkede helt igennem god. Dette var underholdene. Det var virkelig længe siden hun havde haft det så sjovt. Men hvis denne knægt virkelig havde tænkt sig at kaste denne kniv mod hendes hjerte - og hun var ikke et øjeblik i tvivl om at han ville gøre det - måtte hun finde på noget for at undgå det. Problemet var bare at hans øjne var skjult bag det lyse hår så hun kunne ikke trænge ind i ham via blikket. Hun stak tungespidsen ud og lod den langsomt fugte læberne i en let og glidene bevægelse. Trådene var stærke. Og hun tvivlede på at skyggeknivene kunne skære igennem dem. Men hun var nød til at prøve.

//sover du lille skat? ;D