The music of the night.

I dag havde hun noget mere passende tøj på end normalt. Hun havde en knækort nederdel i en mørkfarvet blå på, på hendes overkrop havde hun en lille langærmet trøje på med et bogstav, men det var under den sorte læderjakke hun bar op over. Selv hendes mørkebrune hår som efterhånden var blevet langt, hang ikke i en sjusket knold mere, men denne her gang hang det ned over hendes skuldre. Og det var endda pyntet med en lyseblå sløjfe ude i siden, så hun virkelig ligne en, der skulle til at spise fint og skoene var sorte, da hun ikke ejede andre. Men sandheden var, at hun plejede at klæde sig sådan ud, når hun skulle shoppe i Terre. Hun havde fundet sin paraply frem, da hun stille gik ned ad de mange gyder i Terre. Over alt mødte hun nogle væsner der løb fra regnen. Hun overvejede om hun ikke skulle kalde på en Taxi, men fandt sig selv i en butik, der duftede som om hun var i himlen. Hun rystede sin paraply af uden for og lod hurtigt en hånd glide igennem håret og lukkede smilende øjnene. Hun mærkede, hvordan hendes kinder blusede og hvordan hun gik gåsehud, bare ved at stå ved indgangen.

Der stod en stumtjener længere henne og hun var lidt i tvivl om hun skulle stole på den. Men en kvinde besvarede hendes tavse spørgsmål. ”Hvis De giver mig Deres ting, skal jeg personligt give Dem det igen når De er færdig” smilede hun al for træt. Og det var i sig selv nok for Maricela, da hun rakte kvinden sine poser, paraplyen og læderjakken. ”Tak” sagde hun med taknemlige øjne.  Kvinden nøjes med at nikke og gik i et andet lokale med hendes ting. Maricela trak vejret dybt ind til lungerne og smørrede ærmerne op. Nu skulle der findes dufte.

Lysekronen var det første hun havde fået øje på, da hun så sig omkring. Der er var sådan en gammeldags facon over stedet. Lige i hendes smag. Hendes øjne blev draget imod et bord længere henne. Bag ved bordet var der en dør, som så ud til at være låst. Hun kiggede bag sig og opdagede egentlig, hvor mange væsner der var samlet herinde. Det var heller ikke overraskende over alle de dufte, der fremtrådte og lavede de her fremragende dufte til enhver smag – hun havde nu listet sig over til bordet som stod foran en dør. Hendes blå øjne så nysgerrigt på tingene der lå og hun regnede med, at det sikkert var et sted, man kunne få hjælp. Da hun så at alle medarbejderne havde travlt med de forskellige kunder, så satte hun sig bare ned i en blød mørkerød stol, som var behaglig. Selv stolene matchede gardinerne og det så hyggeligt ud.

Hun lænede sig tilbage med benene over kors og hænderne foldet pænt på hendes skød. Nu ventede hun bare på en, der skulle guide hende til den perfekte duft til hende. Så hun spejlede efter de løbende kvinder, da af og til smilede igen til hende og så undskyldende ud. Men dette her var fandeme ventetiden værd.