The darkness of the night

:: 22:30 ::Værtshuset og kro "Den Glade Sigøjner" :: der er en fin stemning over stedet, en masser der sidder og hygger sig. :: Solen er for længest gået ned, det er svagt varmt og svag brise :: årret er 1658 :: tilegnet Chloé Elisa::

Aftnene var smuk, kølig og stille, netop efter det havde regnet gik en ung mand ud af hans villa. Hans elektriske neonblå øjne lyste op og fik et elektrisk turkiskgrøn farve, det var nok det som karakteriserede ham mest, disse øjne, men også hans tatovering der gled fra skulderen ned mod hans hånd. I dag var meget af den skjult væk, under hans jakke, det var ikke just fordi han af udstråling var verdens lykkeligste mand.
Som han sad i hjørnet af en kro, betragtede alle menneskerne komme forbi, de undveg alle hans elektriske blik, det var for intenst til mange kunne veligholde det mere end 60 sekunder af gangen. Nogle mente endda at det umuligt kunne være hans rigtige øjnfarve, det måtte være en eller anden form for magi.
Med en øl ved sin side, han knap havde rørt så ham dem alle an, betragtede hver enkel menneske, som gik forbi i deres lassede tøj og kvinderne i deres korset og kjoler, dette var helt klart en tid som vidste sig i folks tænder, deres stank og tøj. Selv bar hans eget tøj stil, de lange støvler, hans stamme mørke bukser, den hvide skjorte og hans mørke jakke, det var kun lige tatoveringen som vidste sig på hans højre hånd der skillede sig ud, samt hans korte pjuskede lysebrune hår.

//håber dette er godt nok

Det var nu præcis 60 dage siden, hun havde forladt sine forældre i London og rejst til Frankrig. Hun havde pakket alt sammen i en lille kuffert og derefter steget på toget - ud i verden. Allerede nu var hun blevet meget klogere og indset, at en 17-årig ikke kunne klare sig selv. Især ikke i et helt andet land, hvor man endnu ikke mestrede sproget til fulde. Lidt fransk havde hun dog lært, derhjemme altså. Det havde været noget, hendes mor havde insisteret på, for det gjorde pæne piger. Sikke noget vrøvl. Chloé var fuldstændig ligeglad med, hvad hendes forældre mente, hvad hendes "bekendte" mente og specielt hvad hendes forlovede mente. Hun havde jo ikke engang mødt manden! Men det var desværre en skæbne langt de fleste unge piger, fra familier med en smule respekt for sig selv, mødte.

Så nu sad hun atter her på kroen. Det eneste sted, hvor hun følte sig nogenlunde godt tilpas, fordi ejeren talte engelsk. Det var godt nok ikke i verdensklasse, men han havde åbenbart en fætter, der havde bosat sig i York. Han var den eneste person, hun havde snakket med i 60 dage, og ærlig talt følte hun sig ensom. Som om hun havde mistet evnen til at tale. Til at kommunikere med folk. Sorgen skyllede ind over hende, idet hun bestilte en øl. Det måtte drikkes væk. Der var ingen udvej.

Hun satte sig på en af de klodsede stole ved skranken i håb om at kunne få en lille snak med Absolon, som manden hed. Men han var travlt optaget med at servere de nyankomne, så Chloé indså med et suk, at hun endnu engang måtte tilbringe sin aften alene.

Han var hjemland var der ingen der kendte til, mest fordi han aldrig havde sagt det til nogen, der var ingen der kendte til hans hemmeligheder, men dog var hans accent og dialekt forskellige da hans accent var britisk og dialekten derimod var var svag fransk.
Hans betragtede dem alle, vidste hvor de var uden rigtig at se mod dem, deres hjerter afslørerede hvor de var og lugten vidste hvad de var, men samtidig om hvad de var....om de var bange, liderlige eller noget helt 3. Hans lugtesans var forstærket og det vidste sig i hans dæmoniske side, den forstærkede virkelig mange af hans styrker. Hurtigheden og styrken, endda hans lugtesans...alle sanserne var forstærket, han var anderledes end alle vampyrerne, men hans specielle øjne var også tegnet på hans dæmon. Lyste de mere end normalt, var den indre dæmon mere vågen end normalt.
Han kiggede ned mod sin øl, han havde aldrig været den store fan af øl, det stank og var direkte utiltrækkende, hvad det dog gjorde ved folk, fjernede fuldkommen deres hæmninger....lavede dem ind til nogen man da skulle holde sig langt væk fra hvis man var en kvinde.
Han tog sin øl, rejste sig og lagde den foran en mand på et tilfældigt bord, han ejede flere penge end alle disse til sammen, så en smulle håndøre kunne han da godt smide om sig....det skadew ikke ligefrem.
Med en smidig gang og en der også emnede af selvtillid, gik han op mod baren, hvor han stilte sig ved siden af en ung kvinde. Hurtigt fik han kontakt med bartenderen, man kunne sige hans intense blik var med til at skaffe ham en del opmærksomhed, så han fik hurtigt bestilt sin nye drink på perfekt fransk, dog med en svag undertone af den britiske accent

Hendes utålmodig voksede i takt med Absolons opgaver. Den arme mand havde tydeligvis hænderne fulde, men det holdt ikke Chloé fra at klage. Hun skulle nok få udnyttet hver eneste chance, hun havde, når det gjaldt om at klage sig. Hvor længe hun havde siddet og ventet, vidste hun ikke. Det var højst sandsynligt meget mindre tid end det, hun troede.

Pludselig gik der en mand hen ved siden af hende og bestilte noget - på fransk. Hun kunne mærke det sædvanlige stik i siden, men denne gang var der noget anderledes ved hans stemme. Eller accent. Der var noget anderledes ved den. Noget... Ikke-fransk. Chloé betragtede hans smukke ansigt og måtte anstrege sig for ikke at stå og måbe åbenlyst. Hold da op... Han var virkelig attraktiv. Hun blinkede et par gange med øjnene og kiggede den anden vej, mens hun prøvede at finde ud af, hvor accenten kom fra. Hun turde næsten ikke håbe på sit bud. Britisk. Den havde lydt britisk. Chloé kunne næsten danse af glæde. Men hvad var der med hans øjne? De havde næsten været helt overnaturlige. Hun mistede pusten. Magi. Han måtte være magiker. Hendes mor havde ofte snakket om de onde, der mestrede magiens undere. Dem skulle man holde sig fra, det vidste alle.

Ubevidst rykkede hun længere væk fra ham. På det tidspunkt var hun fuldstændig ligeglad med, om han var britte eller ej. Ja, han kunne i princippet også være fra London, og det ville alligevel ikke ændre noget. Han var en troldmand, det var hun næsten sikker på.

Han nikkede og fik sat et smil frem på sine læber, noget man ellers ikke så på denne mand. Nathaniel var ikke en mand der var kendt for at smile, tilgengæld var hans efternavn Darcet nogenlunde kendt blandt nogle folk, dem som var af højere klasse eller direkte bare rigere end alle andre.
Han holdte sin drink i hånden, men bemærkede den unge kvinde ved sin side, hvordan hun stirrede på ham,
Dog med et rykkede hun fra ham og han vidste hvorfor, stille lukkede han sine øjne, vendte ansigtet mod hende før han igen åbnede dem og betragtede hende med de elektriske turkisgrønne øjne. Med et hævede øjenbryn vendte han sig mod hende og man kunne svagt se hans næsebor trak sig ud og derefter ind, hvilket vidste han lukkede ganske godt til luften omkring hende. Og på kort tid fandt han ud af at hun var menneske....og bange "mademoiselle, er de okay" spurte han som en lav spinden nede fra brystet.
Han vidste godt hans øjne var specielle og anderledes, men denne kvinde var heldig hun ikke havde en indre dæmon at holde styr på, en der gjorde han var mere blodtørstig end de fleste andre vampyrer, han var sat tvunget til at tilfredsstille denne sult ellers ville han ende i sin blodfeber.
Dette ville gøre han mistede alt sin menneskelighed og blive til et koldt monster uden følelser.

Kort efter hun havde forstørret afstanden mellem dem, mærkede hun hans blik på hende og begyndte at panikke. Hun havde aldrig troet på, at troldmænd og hekse eksisterede, men hans øjne var ikke naturlige. Ikke menneskelige. Og hvis han ikke var magiker, hvad var han så? Eller måske havde han en eller anden sjælden sygdom? Chloé fik straks ondt af den stakkels mand og kiggede derfor på ham på samme tidspunkt, han snakkede til hende.

Endnu engang overraskede han hende ved at snakke perfekt engelsk. Følelsen af lettelse skyllede ind over hende, og hun måtte holde sig tilbage for ikke at kaste sig om halsen på ham. Hendes fyldige læber bredte sig i et nærmest lykkeligt smil, og hun følte sig mærkelig tryg hos ham. Måske fordi han var den eneste engelsktalende skabning i miles omkreds. Dog sagde hendes underbevidsthed hende, at hun skulle passe på. Der var noget ved ham...

"Godaften, sir. Jeg har det udmærket, mange tak," Svarede hun høfligt og formelt, mens hun sendte ham et lille, genert smil.

Hendes næsten lykkelige smil, fik ham til at hæve øjenbrynet, hvorfor virkede hun så lettet og lykkelig over at han kunne tale engelsk. Han var gammel og derved havde han været omkring, han havde lært forskellige former for sprog, som nu lå i hans hukommelse, hvor den ville blive til evig tid.
Han nikkede, smilede til hende, før han fangede hendes hånd i sin, han bøjede sig ned og kyssede hendes hånds kno, hans øjne lå på hende mens han stille rettede sig op, stadig med hendes lille hånd i hans blege kolde.
Han endte dog op med kort efter at give slip "de så bare så overrasket ud....er min forbandelse virkelig så forfærdelig" spurte han stille, han anså da sine øjne som en forbandelse, da de skjulte hans indre monster og man skulle først passe på, hvis de blev mere strålende, man kunne sige blev de først neongrønne og tæt på hvide, var han i stadiet blodfeber.
Han tog sin drink i hånd og tog en lille tår "mit navn er forresten Nathaniel Darcet...hvad er deres mademoiselle" spurte han nysgerrigt. Det var helt underligt som hun kun mødte det gode, hun var heldig, hans mørke side, var blodtørstig og ville sikkert elske at tømme hende for blod

Han var charmerende. Det skulle han alligevel have. Sådan som han havde taget hendes hånd i sin og kysset hendes knoer, havde gjort hende blød i knæene. Sådan troede hun ikke, at Henry - hendes forlovede - nogensinde ville få hende til at føle, skønt hun aldrig havde mødt hans person. Og det kom hun højst sandsynligt heller aldrig til. Heldigvis.

Hun gispede forskrækket, da han begyndte at snakke om en forbandelse. Hans forbandelse. Så havde det altså været rigtigt. Han var magiker. Men som de sad der, gjorde det hende intet. Han var tydeligvis en god mand. En god mand, der havde Chloé i sin hule hånd. Hun kunne ikke modstå rigtig charme, når hun stødte på det. Et minus ved at være ung og naiv.

"Mit navn er Chloé Elisa Annabelle. Jeg mener, at have hørt Deres navn før, Hr. Er De fra London?" Spurgte hun nysgerrigt, men holdt dog stadig sin formelle tone, selvom hun måtte holde sig selv i kort snor for ikke at stirre alt for længe af gangen på det kønne ansigt. Og de øjne... Selvom de var underlige, var de også smukke. På deres egen måde.

Han klukkede da hun gispede, som var hun forskrækket "bare rolig, jeg har intet at gøre med magi...eller hvad de må tror, jeg gjorde blot den forkerte person vred kan man sige ellers var det min kære fader der bestemte det" han trak på skulderne, vidste ikke hvordan man ellers kunne snakke om den dæmonisk side, en side han var født med, som kun blev være da vampyr genet kom over ham.
Han nikkede "min families navn er ganske vidst en smule kendt blandt 1. Klassen, men deres...de er selv blandt 1. Klassen ikke" spurte han og smilede til hende. Hendes spørgsmål, fik ham til at rynke brynet "non mademoiselle Annabelle, men jeg har været der op til flere gange" han rettede sig op, kørte hånden igennem sit lysebrune hår. Dog brugte han sin tatoverede hånd, som også var en del af denne omtalte "forbandelse"
Med et smil, holdte han sin hånd ud og pegede mod et ledeligt bord "mademoiselle Annabelle, kunne de have lyst til at gøre mig med selvskab" spurte han som før med den svage spinden, en der fik ham til at lyde en tand legesyg og fik hver enkel R til at rulle på tungen

Da han begyndte at forklare - det var i hvert fald det, hun gættede på, at han gjorde - stirrede hun på ham, som havde han snakket kinesisk. Eller fransk. For hende var det ligemeget, hun mestrede hun engelsk. Det plejede også at være nok, og det var også hende selv, der havde placeret hende i denne knibe, hun var i.

Da han begyndte at snakke om første klassen, måtte hun gøre sit bedste for ikke at rulle med øjnene. Det var som at høre på hendes mor - det var åbenbart så vigtigt, hvilken familie, man kom fra, og hvem man omgik.

"Ja, min familie er meget succesfulde i London," sagde hun stille og tænkte på hendes forældre og storebror. Hun savnede dem, indså hun pludselig. Men det var klart, at hun ikke kunne komme tilbage.

Da han spurgte efter hendes selskab, tog hun hans hånd med et smil og svarede: "Med glæde, Hr. Darcet." Når han begyndte at føre dem over mod bordet, ville hun følge efter.

Han kunne ikke lade hver med at grine, uagtet hvor ondt det end kunne være "jeg er så sandelig ligeglad med klasser, i sidsze ende er jeg jo blot en mand, hvad kan jeg gøre som skiller mig ud?" spurte han stille og inden i hoved havde han allerede det sande svar, han var en koldblodig morder, som havde efterladt mange ofre omkring sig. Hans indre dæmon, blandet med vampyren gjorde ham til en perfekt morder, gjorde ham perfekt til at slå ihjel og samtidig intet føle.
da hun tog hans hånd, sendte han hende et blændende smil og nikkede, med en rank holdning og en smidig gang, gik han hen mod bordet "mademoiselle Annabelle, kald mig endelig Nathaniel" han holdte en stol ud for hende og i det korte tidsrum havde han sluppet hendes hånd og som den gentleman han til tider kunne være, ville han skubbe hendes stol ind, før han selv satte sig ovefor hende.

Det trak i hendes mundvige, da han kort forklarede sit forhold til samfundsklasserne. De levede jo i en tid, hvor så dum en ting, næsten var det vigtigste der fandtes. Endnu en ting, som hun ikke brød sig om ved sin familie. Men hun vidste jo godt, at de havde arbejdet hårdt for at komme til der, hvor de nu var. Chloé gad bare ikke være en del af det. Punktum.

Hun smilede usikkert til ham, da han atter bad hende kalde ham ved fornavn. Det gjorde hende af en eller anden grund usikker. Hun var vant til, at det hele skulle være så formelt, så hun anede ikke, hvordan man ”sløset” omkring andre. Det var hun jo ikke engang omkring sine forældre.
Han første hende over til et hjørne, hvor han hev en stol ud og skubbede den ind mod bordet, da hun havde sat sig igen.

”Tak Hr-Nathaniel,” rettede hun sig selv med et lille, undskyldende smil.