The First Meeting

Metroen havde haft en lang dag, en masse mennesker havde vandre inden og ud af metro togene, uden rigtigt at opdage hvilke slags mennesker eller væsner havde været her. Den sen aften havde folkmængende blevet mindre og indluftheden var forsvundet og passen var kommet.
Dette gjorde at en ny slags mennesker eller væsner kom til, person som spillede musik, spurgte efter penge eller bare skulle havde et sted at sove, var komme til. Måske de sidste som havde haft overarbejde var kommet med togene, men nu var kl. omkring 2 om natten og det sidste tog kørte snart fra patform og endnu en dag vil snart komme.
Men inden midt på patform stod en person og havde taget en violin taget op på plads, ved hagen, men denne havde en forstrækker sat til så lyden var mere modne og frisk. Person havde tydeligt øvet i mange år, for at kunne spille sådan, men person ligne blot en i alder 17 og virkede ikke interesseret i at blive kendt for sin musik, blot at spille for folk.
Person skiftede nu til en mere rolige og classic melodi, sang var blid og varm.

Sang var: https://www.youtube.com/watch?v=xHxiaZq71js (Den hed: My It Be).

Der gik lidt tid for hun var færdig og lod et vejrtræk komme inden gennem sig, en gammel vane hun havde haft, som et ' en færdig' ting. Hun lod blikke først åbne efter 5-10 minutter og hun lod sin violin falde ned til sin side, mens hendes blik glid rundt i omgivelserne, hun forventede der her var tomt af mennesker, da det sidste tog var kørte, Hun satte sig på hug og lagde sin violin ned i dens kasse.
Hendes blik var fanget lidt, som sluttet med en berøring af kærtegn over violins overfalde, hendes order var blide ”Tak, min kære ven” hun lukkes låget i.
Men i det sammen sekundet låget var lukket, forændre hendes ansigt til det mere kolde udtryk hun havde, hvilken personlighed som var den rigtigt vidste hun heller ikke selv, den blide eller den kolde, men nok dem begge.
Hun tog kassen om på ryggen og rejst sig op, hun rettede på sit tøj og med håndryggen, hun fik det værste af støvet væk mens hendes blik bevægede sig rundt på patfrom, for at være helt sikker på hun var selv. Det var hun.

Et normalt menneske vil havde taget trappen op til overfalden, men hun havde vent sig mod perronen kanten og lod sig spring udover kanten i en let spring, hun landet på fødderne og vandre mod en af tunnelerne

Prik. Prik. Ingen reaktion indtil videre. To prik. Tre prik. Stadig ingen reaktion fra den ildelugtende, tæppeindsvøbte, togbaneindvaderende hjemløse, der snorkede som et savværk midt om sommeren, der hvor arbejderne ville larme mest. Så ledes kunne han fortolke det som et levende, dog forfærdeligt nyttesløst, levende individ i sine værste omgivelser. 
Grin, den blege herre, der prøvede at vække den søvndyssende mand op med sin lange, misfarvede negl, lænede sig helt tæt på. Det var hurtigt nemt at ane stanken af øl, pisdampe og menneskeligt affald. Dette slags menneske fascinerede ham altid; de levede endnu værre end Grin selv, der længe havde været bad foruden. Som levede af menneskekød, forbipassende biller og i enkelte meget desperate tilfælde, ret så uheldige duer. Der brugte frisk blod som en body shampoo og enkelte gange satte sit lange, ravnesorte hår op med tynde strenge af fint skåret hud, som var det økologiske elastikker. 

Men denne gang hang det spaltede hår ned over hans ansigt, skjulte til dels lidt af kinderne, og bare en anelse af de stirrende øjne, hvis øjenlåg nærmest var limet fast, så han kunne beglo denne mand, uden at blinke. Hvilket bare understregede hele den uhyggelige atmosfære, han tit skabte, i de omgivelser der måtte belastet med hans uønskede tilstedeværelse.

Langsomt, nervøst, sitrede en klistret sig genstand langsomt fremad. Kunne nærmest smage de mange ubehagelige lugte på sin kolde, bumpede hud. Pludselig fik den kontakt til noget stikkende, det gjorde nærmest ondt, hvordan en masse små pile borede sig imod det skrøbelige skind. Men så, med en bevægelse der gik ned, bøjede de sig for dens mægtighed, og blev ganske rigtigt liggende takket være det efterladte slim. 
- Grin havde lige slikket mandens hage med sin tunge, af ren kedsomhed eller nysgerrighed, ingen ville være i stand til at regne den ud. Ikke engang ham selv. Men hvem ville også gå rundt i en, for natten over, efterladt undergrundsbane, hvor alle de hjemløse slog sig til? 
Det var ekstremt utænkeligt.. Men spændende, hvis det skulle ske.
Han blev atter ved med at slaske sin røde tunge ud over mandens uforandrede ansigt. Der kom kun enkelte grynt nu og da. Men ingen spektakulær reaktion - endnu..

Adriana lavede et lille hop mod venstre og stod nu på skinnen, hun kiggede mod væggen ved sin side, den havde en grøn beklædning *hm* tænkt hun og indåndende luften, *Mås eller mug* hun lod finger glide over væggen og mærkede den grøn snask mellem fingerne og nikkede "Mug" sagde hun og flyttet blikket mod retning hun gik, hun synes noget i luften ikke var rigtigt og det var ikke muggen, som stank i hendes næse.. *måske ham!* tænkt hun og lod tanken glide gennem sin hukommelse. hun tog finger til sig og gik et par skridt længere ind i mørket.

En stem kom fra hendes øresnegle "Dux... Gør nu ikke noget dumt... Han er farlig!" Adriana sukkede og forsætte helt stille, den kvindelige stemme sagde så "Forstå ikke hvorfor du valgt ham.... Han.... Han... Er sindsyg" . Hun stoppede op og sagde lavt "Min beslutning. han er den helt rigtigt til det job.... Og omkring sindsyg 'suk' Er jeg mere end ham" hun slukkede fra sin øresnegle * Hun lære aldrig, at altid ikke skal være nemt og roligt* hun begyndt at gå igen.

Hun gik på skinnerne og holdt blikket og ansigt rettet ligeud, hun så længere henne en skikkelse eller var det to. vis det var to stod de meget tæt og en var person meget tyk, hun lagde hovedet på skrå og indenånden luften af to skikkelse, den ene stank noget så forfærdeligt at hun normalt vil havde gået, mens den anden duftede af menneske, beskidt men deruderover fint. hun smilede tilfreds *Der er han* hun virkede tilfreds mens hun forsvandt inden i skyggen.

Vis han havde luftet hende eller hørt hende. vil han mærke hun forsvandt helt væk. og derefter kom hun gående fra den anden side. hun forsatte med at gå mod de to skikkelser. hun stoppede op lige ved siden af ham og sagde helt normalt, ikke påvirket af hvad hun så, han over slikker ham "Hm! Tro ikke han vågner" hun pege mod kanylen ved siden af ham "Men du velkommen til at slikke vide. eller føle efter mig" hun vendt hovedet på skrå og havde hovedet få cm fra hans "Måske kan jeg underholde dig bedre. end en som sover" hun grinede

Det var ikke fordi hun forskrækkede ham over sin pludselige tilstedeværelse, eller de lidt for modige ord, der kom fra hendes kønne mund af. Han havde da hørt mumlen, selv i menneskeform var hørelsen da ret exceptionel, men hendes gennemgang havde da været forventet at være anderledes. Uden stop. 
Så alt imens hun kom så meget nærmere, gjorde han sig diskret klar til at springe til siden - man kunne aldrig være for forsigtig, selv hvis man var en utilregnelig psykopat med kannibalistiske tendenser. 

Men så snart hun kom nærmere, og skyggerne langsomt fjernede sig fra hendes midterste punkter, var der noget over den lidt for feminine gang. Hendes lyse hud, der gik lidt for godt sammen med det glansfulde hår og de jealousi-fremskaffende former. Så enten var hun en model som taget ud fra et magasin, hvor alt selvfølgelig blev redigeret til perfektion.. Eller også var hun af overnaturlig stamme. Og med den odour, der havde en lidt for varieret pift af blodtyper, ville hans gæt ligge på vampyr. Især baseret på det faktum, at hun ligefrem valgte, efter han havde valgt at bestirre hende et par sekunder mere, nærmest at stikke næsen ind i hans kind. Hvilket forøgede duftpartiklernes kraft, og hans dømmesans. Helst sikkert blodsuger. 

Men der var nu noget foruroligende, han havde lagt mærke til før hun pludselig stod foran ham. Et lille sekund med komplet stilhed. Ingen duft. Ingen lyd. Intet billede af en smuk dame i et stankagtigt hul som det han sad på knæ i. Ingen nyfødt vampyr ville have været i stand til at trække det kort, slet ikke sådan som Grins sanser altid var i topform - blodet, nærmest som hos en vampyr, havde styrket det. Og hans evige madjagter, der foregik som i naturen. Brutalt og baseret på erfaring. Ens evne til at gennemskue ethvert gemmested, enhver mulig flugt. Og alligevel, med flere år på bagen som rovdyret.. Havde han i det bette sekund, følt sig en smule som byttedyret. Sårbar overfor angreb.

Det var vel grunden til hvorfor han ikke sprang efter hende, da hun snakkede til ham, som et almindeligt, svagt menneske. Ikke af frygt dog, da han i sidste ende ville snappe hende væk fra sig, med sine uforudsigelige træk. Selv en vampyr kunne ikke forudse enhver handling - og da slet ikke hans. Det var der ingen, der havde gjort endnu. Og det ville da slet ikke ske nu. 

Han vendte hovedet, stirrede hende ind i øjnene med stor sparsommelighed, og det nærmest påmalede smil. Men uden at svare, kiggede han atter på hobo'en. Hvor ynkelig. Det var vel i sidste ende grunden til at han da valgte at læne sig frem, åbne munden som før, men uden at lade tungen ramme huden blidt. Der var en lyd af flænsende kød, vel og sagtens den hjemløses, da underlæben blev bidt fri af resten af det bulede ansigt. Om det ville vække ham op for en gangs skyld var et mysterium, snart til at blive løst.

Men inden den hjemløse ville få tid til at reagere, spyttede Grin det middelstore stykke kød ned på sin håndflade.. Og rakte det frem til pigen med åben hånd. Smilet, både i øjne og på læber, var der endnu. Med en ekstra glans af glæde over sig - vel og sagtens over mandens fremtidige lidelser.

"Jeg acceptere dit tilbud, blodsuger. Men kun fordi du er sådan en.. Godbid~"

Hun stoppede op og drejede rundt på sin hæle og stod men ansigt mod Grin, sammentide skulle hun til at sige "Jeg giver selvfølgelig..." en sætning bliv stoppet ikke begrund af shock, men fordi han selv var igen med at spise, hun kunne tydelige høre, kødet og huden blevet revet fra det ellers faste ansigt. *Vil tilbyde dig et måltid, men du klarede det vist selv* hun smilede og lod et latter komme frem, da han rettet hende kødstykket "Sikke en ære" Men stoppede igen sætning da han begyndt at tale. mest af høflighed.

*Fordi jeg er en godbid* tænkt hun men lige efter han havde sagt det, fik hun tættere på Grin, så de igen stod få cm fra hinanden "Tak!, for ordene. Vil overveje det tilbudet!" hun hentyd til at godbid ord. hun smilede og tog udefter kød stykket, hun ramt fast i kødet, det glide mellem hendes finger, hun så undersøgende på kødet og hendes øjne fik et dyriske blik, mens de forvandle til de kendt røde øjne som vampyr var kendt for. Det virkede ellevild efter noget.
Langsomt løftet hun kødstykke over hende hoved mens hun lod ansigt glide bagover, blodet begyndt at dråbe ned over hendes ansigt, hun åbnene munden og der kom 1....2....4....6...10 dråber blod i munden mens hun igen lukkende munden og lagde kødet inden i Grin mund, hun tav den i hans mund og vendt sig igen.

Forsætte hun igen, længere inden i mørket. Efter få skridt så hun mod ham, hun havde stadig blodet omkring hendes mund, de røde øjne lyset i mørket og hun bære et veltilfreds blik, dog lidt fjernet "Elsker stofmisbruger, deres blod er såh! Lækkert" Hun var tydeligt påvirket af stoffet som mennesket havde haft i blodet.


Vis han havde tænkt at angrib hende, mens hun drik, Vil hun prøve på dette
Adriana eller Dux, som hun havde kaldt sig selv, vil gribe hans hånd og trække ham med igen i skyggen og komme frem i lidt længere henne


//Sorry det kort svare.... //