In the moonlit night -Natalie-

Tid: først på natten, efter midnat
Sted: I en lysning i skoven, med udsigt til søen
omgivelser: Skovens dyr
Vejeret: behageligt

John slap trolddommen og hans form ændrede sig, De store vinger foldede sig ud på hans ryg, hans hår fik sin naturlige blonde fave igen. Klæder og krop ændrede sig ligeledes. Han stod nu i sine hvide rober, sin gyldne brystplade og så ud mod søen.
Med en pludselig bevægelse foldede han sine vinger ud og satte af.

Han lod suse højt mod himmelen, og landede hurtiget igen, og satte sig på kanten af den skrænt han havde fundet. Her følte han sig fri, som Thazzuel, langt fra byen og dens vold og had.

Han fjenede rustningen og sit sværd og lagde det i en bunke, langsomt lænede han sig tilbage i græsset og så op mod månene og stjernerne.

Det havde været noget af en rolig dag.. Hun havde mødt nogle mennesker der gik tur i skoven, og ellers havde hun bare redet lidt rundt som hun plejer. Men nu var det blevet aften, og tid til et bad i søen der var lige under den skrænt som de tit sad og slappede af på når det var blevet mørkt.

"Det bliver rart og tage et bad." Sagde hun stille til Nature da de nærmede sig vandet. Nature nikkede lidt med sit hoved og satte i fuld galop hen til vandet. "Nature stop.. Jeg skal lige havde min kjole af først." Sagde hun stille og hoppede af Nature, for derefter at smide sin kjole og springe i vandet. Natalie elskede når det blev nat.. For så var der ingen turister i skoven, så hun kunne få lov til at bade.

Men pludselig fik hun set op hvor hun så nogen eller noget, sidde oppe på skrænten. "Nature helt stille.. Måske har han ikke set os." Viskede hun og svømmede så stille som hun kunne hen mod Nature.

Thazzuel lå sad længe og så, så fangede hans øjne noget ved vandet. Han Rejste sig og rettede sig op, flaksede prøvende med vingerne.
Det var en person der var på vej op af søen, en kvinde så det ud til. Thazzuel smilede for sig selv, for hende måtte det virke som om han var en eller anden slags lure.
Han I førte sig sin rustning hastigt og gik mod søen, han var nøds til at forklare at det ikke var hans intention at skræmme nogen

Natalie lå på Nature's ryg da hun vidste at Nature vil kunne komme hurtigst op af vandet hvis personen der sad der oppe ville gøre dem fortræd. Men hun gik først lidt i panik da hun så at personen var på vej ned til dem.. Det så ud til at være en mand i rustning.

Da manden stod lige ved siden af søen fik Natalie nogle planter til at danne sig som en kjole på hendes lille tynde krop. "Nature.. Svøm stille hen i mod ham." Viskede hun til Nature, men hendes blik var stadig rettet mod manden. Og for en gangs skyld gjorde Nature som hun fik besked på, så hun svømmede så roligt som hun kunne hen mod ham. "Undskyld mig.. Men hvad laver du her ude på denne tid?" Spurgte Natalie stille da de var nået hen til ham.

Thazzuel smilede ved lyden af hendes stemme, og han stansede og hold hænderne frem med hånd fladerne op af så det var tydeligt at han var ubevæbnet.

"jeg beklager hvis jeg skræmte dem, jeg var her ude for at få lidt ro, intet andet" han stemme var rolig og venlig, der var ingen tegn på fjenskab eller aggresion i hans krops holdning. "må jeg spørge dem om deres navn? jeg er Thazzuel"

Natalie kunne godt lide hans rolige stemme.. Og af en eller anden grund så Nature også helt rolig ud. "Åh.. De skræmte mig ikke som sådan.. Jeg er bare ikke vant til at der er nogle her ude på denne tid." Svarede hun stille og hoppede af Nature så hun stod foran ham. Hun var stadig driv våd.. Hendes hår dryppede og noget af vandet fra håret gled ned af hendes ryg med en kildene gliden. "Faktisk kender jeg ikke mit rigtige navn.. Men du kan kalde mig Natalie.. Og tøsen bag mig er Nature." Svarede hun med et lille smil og klappede Nature. 

Hun så kort ned af sig selv og bemærkede at hun stadig va iført grene og blade, da hun hurtigt skulle dække sig. "Jeg vil lige tage min kjole på.. Så kan vi jo gå en tur efter." Sagde hun med et smil og gik hen til sin hvide kjole der hang fint på en gren, og tog kjolen på.

Thazzuel betragtede den unge kvinde, hun var tydeligvis en aspara, hun var smuk, og hendes væsen virkede også til at være både uskyldigt og rent, det var en rar følelse for ham at være tæt på et sådan vaæsen igen.
"meget vel.. Natalie.." Da hun begyndte at skifte slog han blikket ned. "jeg ville sætte pris på en gå tur" Da hun havde skiftet så han op igen, han smilede venligt til hende. "nå frøken, hvor til?"

I mens hun skiftede så hun hen i mod ham for at være sikker på han ikke kiggede.. Men hun kunne se hans blik var rettet mod jorden. Det var faktisk rart for Natalie at møde en så venlig sjæl, i stedet for nogen mennesker som kunne finde på at pifte eller kalde på hende når hun rendte rundt i skoven. 

Da hun var havde skiftet gik hun hen ved siden af ham og så op i hans øjne. "Hvor vi nu ender." Svarede hun med et fint lille smil på hendes læber. Hun følte sig rimelig lille når hun stod ved siden af ham.. Men hun havde vendt sig til den følelse, da hun altid havde været mindre end alle andre.

han smilede ved lyden af hendes ord smilede han, han kunne li den måde hun tænkte på "meget vel" sagde han med det smil, og satte langsomt i bevægelse. "nå frøken" han så på det lille kvinde ved hans side.. "hvordan kan det være at de befinder dem her ude helt alene?" hans blik var spørgende og nysgærrigt, hans stemme varm og vendelig, det var tydeligt at han spurte af interesse

Natalie fuldte lige så roligt efter da han begyndte at gå. "Jo altså.. Jeg bor her ude i skoven.. Jeg blev forladt her ude da jeg var få måneder gammel, og hvis det ikke var for Nature ville jeg nok ikke snakke med dig lige nu." Svarede hun og så på Nature der gik tæt op af Natalie's side. 

"Nature har altid passet mig som en mor, og har lært mig vilke blade og bær jeg kan spise, og vilke der er giftige." Hun rettede igen blikket mod Thazzuel, og ventede hans reaktion.

Det var tydeligt at det kom bag på Thazzuel, men han nikkede, og smilte så "Nature virker til at være et prægtigt dyr, det glæder mig at de har klaret dem så godt frøken" han smilede og så så tænksom ud inden han fortsatte "Jeg må sige at jeg er imponeret, det er ikke mange der har levet sådan et liv og klare sig så godt"
Han strakte sine vinger ud bag sig og flaksede kort med dem, mens han talte "hvor har de lært at tale? og har de haft megen kontagt med mennesker"

Da han sagde at Nature virkede til at være et prægtigt dyr, kunne man se hende stå og se helt stolt ud af sig selv. "Prægtig.. Men gnaven." Sagde Natalie flabet og små grinte i mens hun så på Nature. Nature vidste godt at det var for sjov.. Hun havde jo oplevet Natalie som teenager.

Hans spørgsmål fik den lille Aspara til at tænke. "Det.. Altså.. Da jeg var teenager fik Nature mig til at gå i skole så jeg kunne lære at kommunikere med mennesker.. Og jeg lærte da også menneskenes sprog. Men jeg var nød til at stoppe med at gå i skole efter 2 år.. For mange drenge havde det med at være for omklamrende på grund af.. Ja.. Min skønhed." Svarede hun og så op på ham med fortvivelse i hendes smukke grønne øjne. Hun havde altid taget hendes skønhed som en forbandelse, da mange af disse drenge ikke altid behandlede hende lige pænt.

Thazzuel nikkede sagte, han kendte problemet, var det ikke for han forvaltnings evner ville han ha lignende problemer. "Det kan være godt med en.. Gnaven.. Opdrager tror jeg" Han smilede til hesten og håbede den forstod at han spøgte. "skønhed er ofte forbandelse mere end det er en gave" han lød helt alvorlig da han sagde det sidste. " Jeg må sige at de har klaret det fantastisk, og det glæder mig endnu mere at de har stadig virker positiv over for verden" han stemme var oprigtig og ærlig, han mente hvad han sagde

Da han også drillede Nature stod hun bare der med ørene tilbage og så ret så gnaven ud.. Mens Natalie begyndte at grine. Han virkede som en sød fyr at gå tur i skoven midt om natten med. 

Hun smilte roligt til ham inden hun svarede. "Min syn på verden vil aldrig ændre sig.. Jeg mødte bare de forkerte mennesker på det forkerte tidspunkt." Hun så ham i øjnene, smilet havde stadig ikke forladt hendes læber. "Men vi kan begge takke Nature for den indstilling jeg har.. Det var hende der fortalt og viste mig at verden indeholder mere end det jeg har set og mødt. Hun lærte mig også at der ikke findes onde voksne eller børn.. Det har kun noget at gøre med det disse voksne og børn har lært." Sagde hun og så lidt på Nature.

Thazzuel nikkede, og smilte så.. Han nød hendes selvskab, hun var et friskt pust i Hans liv. Han så indgående på hende, studerede hende. "Der er ikke mange væsner der ikke er noget godt i" Hans øjne blev triste og fjerne "men det svære kan selv gode mennesker, gøre onde ting" han rystede på hovedet og smilet vendte tilbage til hans øjne "håbet og troen har jeg dog"

Hun smilte til ham og hendes grønne øjne funklende når måne lyset ramte dem. "Det er også kun godt at bevare troen og håbet.. Det var jo trådsalt sådan jeg endte med at blive den jeg er." Sagde hun med smilet der stadig nægtede at forlade hendes røde læber. Hun havde set hvordan hans øjne skiftede følsesmæssigt.. Men hvis han ville snakke om det var det ham der skulle begynde den samtale.. Ikke hende da det nok ikke ville have noget med hende at gøre.

I et stykke tid gik de bare, thazzuel nød naturen, stilheden og selvskabte.
Fra tid til anden så han på den unge kvinde og smilede, han var glad for at ha mødt hende. "Sig mig frøken, hvis det da ikke er at snage, har de nogen sinde forsøgt at finde, deres biologiske forældre?" han stillede sit spørgsmål i en rolig tone, men det var tydeligt at han var usikker på om det var noget han kunne tillade sig at spørge om

Hun så på ham og små grinte af hans nervøsitet over det simple spørgsmål. "Ja.. Men det er længe siden nu.. Men ingen ville hjælpe mig med at finde dem, så nu har jeg bare valgt at lade det være." Svarede hun og så ned i jorden. Hun var selvfølgelig ked af hun nok aldrig ville finde dem, men hvad nu hvis de forlod hende i skoven fordi de ikke kunne passe hende? Eller havde rød til hendes mad? 

Hun så igen op på ham og smilte skævt. "Men se hvad jeg er blevet til uden dem.. Jeg havde ikke engang brug for dem.. Og om jeg så havde ville de nok alligevel have forladt mig i den her skov." Sagde hun med en lille tåre i øjet som hun kæmpede for at holde inde.

Thazzuel lyttede til kvindens historie, og nikkede for sig selv, da hun var færdig smilte Han kærligt til hende, forsigtigt fjernede han den enlige tåre. "Jeg er sikker på de havnede en grund, og uanset hvad fandt du Nature.. Du er blevet en stærk og smuk kvinde på egen hånd" han smilede varmt og kærligt til hende

Hun stod og så på ham.. Han var så omsorgsfuld.. Og hun syntes stadig at det var fantastisk at Nature følte sig tryg ved ham.

"Ja jeg ved det." Sagde hun med et lille smil. "Hvad sker der når vi har gået den her tur? Går vi så bare vær til sit?" Spurgte hun stille og så på med et tænkende blik.

Thazzuel standsede, overrasket over hendes spørgsmål, Det havde han ikke tænkt over. Han var stille lidt, han tænkte. Så rettede han blikket mod hende og smilede "vi vil nok skilles, for denne gang" han lød llidt trist som han talte, men så fortsatte han "men jeg kommer her ofte, og jeg vil meget gerne se dem igen" Hans ord var oprigtige, og lød en anelse usikre.

Thazzuel var overrasket over dig selv, han plejede ikke at være usikker..

Natalie stod lidt og så ned inden hun svarede. "Jeg vil ellers savne at have en at snakke med." Sagde hun stille og rettede sit blik op på ham.. Hun vidste at hun havde Nature men det var langt fra det samme. Men hendes blik rettede sig igen op mod ham og et lille smil kom frem på hendes røde læber. "Jeg vil hellere end gerne se dig igen." Sagde hun med en glad stemme og begyndte forsigtigt at give ham et lille kram inden de fortsatte deres gåtur.

da hun sagde armene om han og krammede ham forsigtigt stivnende ham et kort øjeblik af overraskelse, da han gengældte krammet og lod sine arme følgemed, gjorde hans vinger det samme.

"Jeg ville gerne blive, men jeg har forpligtelser inde i byen", mens han talte rettede han blikket i den retning og hans øjne og stemme blev seriøse "Der er brug for mig, der er alt for få der kæmper for at gøre byen til et bedre sted der inde, jeg.." han tøvede "jeg ville gerne kunne gøre en forskeld, han så væk, som om han skammede sig over hans egne ord"

Hun så på ham med rolige øjne da han vendte hovedet og lød til at skamme sig, men inden hun sagde noget lagde hun stille en hånd på hans kind. "Det du gør for andre er en meget smuk ting.. Så ikk lyd skamfuld, men hver stolt over det du gør for andre." Sagde hun med et smil der stille bredte sig på hendes læber. Hun ville hellere end gerne hjælpe ham med at gøre gode ting for andre.. Men hun havde selv forpligtelser i skoven.