A road to somewhere ... (Natalie).

Vejr :: Skodvejr. Dét vejr der syntes at følge ham overalt.
Sted :: Den forladte forlystelsespark, Parc D'Atractions.
Omgivelser :: Der er fuldstændig mennesketomt.
Tid :: Klokken er på den anden side af midnat; halv et.
Dato :: Det er den 1. september - lige som in real life.

Hvordan i hede hule helvede kunne sådan nogle åndssvage, gamle forlystelser larme så meget? Den højlydte, skringre lyd der konstant lød fra de rustne dele af de forskellige rutsjebaner, karuseller og hvad ellers blev blandet med den tudende, voldsomme blæst samt den kraftige regn, der styrtede ned fra himlen og trommede imod forlystelsernes metalliske overflader. Sådan noget ... møgvejr. Hvilken idiot ville dog være dum nok til at bevæge sig udenfor på dette tidspunkt? Ikke et særlig svært spørgsmål faktisk. Ikke hvis man kendte til den åndsfraværende gadeknægt af en vampyr, der i netop samme nu som stormvejret virkelig tog til trådte ind på forlystelsesparkens store grundareal. Knaldede den enorme jernlåge i bag ham, der i sin tid sikkert havde set mægtig fin ud og stået og prydet stedets indgang - men nu lignede det mest af alt noget, der burde have været flået af dens hængsler og smidt på lossepladsen for længe siden. Det var det naturligvis ikke blevet. Der var ikke blevet gjort en skid ud af dette sted, siden det havde lukket. Mærkeligt at det overhovedet stod oprejst endnu; men ved nærmere eftertanke ville der nok ikke gå længe, før stedet her ville falde totalt fra hinanden. Gå i opløsning som en brusetabelet i et glas vand. Bare falde sammen og efterlade en stor bunke støv og rust i form af pulver. Ikke fordi han havde noget imod det. Ikke spor. Han var ikke ligefrem dén, der kunne finde på at tage en smut i tivoli en lørdag formiddag med sin familie. Chyeah. Familie. Hvilken familie? Et dæmpet fnys fra ham blev med det samme kvalt af et hårdt vindstød, der hurtigt passerede ham. Hverken hans hår eller tøj rørte på sig under blæstens barske favntag. Det var fuldkommen vådt. Han var drivvåd - fra top til tå. Hans sædvanlige sorte t-shirt med det blå og hvide print foran sad klistrede sig ind til ham. Klamrede sig nærmest fast indtil hans overkrop - ligeledes med hans efterhånden ret så slidte bukser, og hans sorte, skaterbrede sko sejlede næsten i vand. "Røvforpuledemøglorteskidefuckingklamme regnvejr, mand!" svovlede han med sammenbidte tænder og rynkede temmelig utilfredst sin næseryg for en kort stund, inden han løftede sin ene hånd, førte den op til sit hoved og kørte efterfølgende fingrene igennem sit - meget våde - ravnesorte hår, så det blev redt tilbage. Det eneste han sådan set manglede var et sort habbit jakkesæt, og så kunne han hives direkte med ind i en af de originale, ældre James Bond film med dét slikhår, han nu havde fået. Takket været hans tilbageredte hår var hans ansigt for én gangs skyld blev helt synliggjort. Der var ikke én eneste hårtot, der hang nede foran hans øjne og skyggelagde det meste af hans sygeligt blege, marmorhvide ansigt. Med hænderne stukket i de forreste lommer på hans bukser, vadede han med forholdsvis stilfærdige skridt afsted. Længere ind i parken, hvor der i de tidligere år sikkert havde været propfyldt med familier på fire, store grupper venner og bekendte og en helvedes masse andre. Men nu - nu var der ikke et øje. Bortset fra dén der høje, ranglede vampyr der bar en noget uhyggelig aura.

Små plask fra et par fødder - højstsansynligt iført en form for convers. Eller i hvert faldt bare lette gummisko på en eller anden led - kunne så pludselig højes. Men de var reglmæssige og personen løb ikke nødvenligt i øjeblikket. Men måske før. De var ret langsomme men alligevel brød de den måde denne kulde, regn og stemning gjorde stilheden en smule ubehagelige. Og for se så kaldte sartesjæle ville helt sikkert gå helt ind til hinande eller hvis det blot var en ville han eller hun hele tiden se fra den ene side til den anden.
*Hah..* Natalie lod et ubetydningsfyldt grin glide gennem hendes hoved som en tanke da du kom til at tænke på den form for mennesker eller væsner. For det meste havdet det dog kun være asparas, alfer eller feer og de der små og "Ih" og "Åh" så søde væsner. Mest fordi at de var så forbandet bange for den enkle ting. For "Den kunne pludselig blive til en meget større ting.." De var til at brække sig over. Dog havde hun ikke prøvet at komme ordenlit i kontakt med hverken den ene eller den anden person der passerede hende. Hun holdt sig mest for sig selv. Og havde det dog ikk altid bedst på den måde. Hun havde nok inderst inde brug for en at snakke med om få problemer. Eller måske bare en der lille lytte til hende og forstå hende. Men det var ikke lige det hun gik rundt og ledte efter ude i dette møgvejr der lige havde valgt at hærge ind over Di Morga denne uge. Det havde pisset ned sde sidste amnge nætter og igen om morgen var solen fremme og alle var ude for at fotografere regnbuerne. Nej, Natalie var ikke engang ude for at lede efter noget - udover en smule fred. Og det havd ehun forlængst fundet. Nu gik hun abre rundt i området væk fra selve byen Terre eller hvor der nu kunne befinde sig folk. Hun havde nu bevæget sig hen mod Pac D'attraction. Tænkt at denne skodby også havde en forlystelses park. Og så enda en forladt og en der var lige parat til losepladsen! Gisp! Et igennem....åndsvagt.. Hun lod et suk glide over hendes måske lidt blege læber og gik videre. Hun havde heldigvis været så klog at tage en paraply. Men uheldigvis var det den i alle mulige tydelig farver der skreg til alle og en hver "Vi er glade!" Det skulle mere være 'Gale'. Men det skænkede hun ikk en tænke mere. Hendes sko og kanten af hendes mørkeblå jeans var dog blevet godt fygtige ved at træde ned i dybe og store vandputter hele tiden. Og så gennem græset. Hun stoppede så roligt op ved lyden af en låses hænglser der hvinede beklagende og derefter blev hamret i bag den fremmede person der havde valgt enten at vove sig ind eller ud af forlystelses parken. Hun rettede stille og roligt sine klare grå øjne hen mod lyden og fik igen øje på stedet. Ikk langt fra hende. Men hun stod vist i den anden ende af den da hun ingen kunne se. Heller ingen låge. Hun stod lidt før at hun tog sig sammen til at gå på opdagelse. Ikke at hun håbede på at finde nogen men hvad skulle hun ellers lave. Og så kunne hun også tage sig tid og så se hvad der før i tiden havde været "Glædernes park" eller hvad der nu stod på det forfaldne skilt. Hun bevægede sig med rolige men alligevel også nlsten lydløse skridt hen mod hegnet der skilte hende og parken. Hun stod lidt før at hun så klappede sin paraply sammen og kastede den over hegnet for selv at klaatre over. Hurtigt og elegant. Hun slog hurtigt paraplyen op igen for ikke at blive alt for våd. Hendes lange rødlige og smukt bølgede hår var sat op i den sædvanlige knol i nakken og pandehåret sad blidt klistret ind mo hendes pande og skjule en smule af hendes øjne. Det gjorde hun intete ved. Hun så sig lidt omrking før at hun så gik videre ind.

Eithan stoppede brat og øjeblikkeligt med at sætte flere skridt, idet en ukendt lyd kunne høres lidt fra dét punkt, hvor han stod. Med spidsede ører og sin fulde opmærksomhed rettet og fokuseret imod hvad det så end var for en lyd, han netop havde hørt. Én lyd han ikke helt kunne identificere. Han kneb sine mørkelilla smokey eyes med den blågrønne, tågede iris og de udspilede pupiller en smule sammen og prøvede at finde frem til, hvad den fremmede lyd kunne være for noget. Spillede den gang på gang inde i sit eget hoved. Igen og igen. Det lød en anelse som ... et par fødder, der havde stødt imod jorden. Eller - måske ikke. Dét der med at kende forskellige lyde og skelne dem fra andre, var ikke ligefrem dét, han var allerbedst til. Det kunne også bare være ligemeget så. Måske ... måske havde han blot hørt syner. Sikkert. Det ville ikke være første gang i hvert fald. Han lod sit lidt dovne og sløve blik klatre rundt i de mennesketomme, våde omgivelser. Dette sted var virkelig forladt. Lukket ned. Gad vide hvor længe dét havde stået på? Hvor længe det havde stået lukket. Sandsyneligvis i lang tid. Forlystelserne så ikke helt så nye ud. Faktisk lignede de noget fra en eller anden losseplads. Et par store bunker fladmaste, gamle og rustne biler. Sådan noget skidt. Der var sgu da heller ikke noget ordentligt i den her fandens by, - men fint; så passede det til ham. Alt sammen ubrueligt. Udueligt. Han fnøs kort ved den sidste tanke. Udueligt, ja. Det var præcist dét, han var. Hvorfor fandt han ikke bare en kontainer, bosatte sig i den og forblev dér? Det var der sikkert alligevel ikke én eneste person, der ville ligge særligt mærke til. At han bare sådan forsvandt. Det lød ikke som en så dårlig idé igen faktisk. Han rystede svagt på hovedet af sig selv. Af sine egne tanker. Fik endelig kridtet sine sko igen og spankulerede dernæst hen til dén forlystelse, der stod tættest på ham. Nærmede sig den med langsomme, sikre skridt og standsede først, da han var nået helt hen til den. En karrusel. En gaaammel én. En smule tøvende løftede han sin ene fod, satte den op på karrusellens bund, dén runde skive hvor de mærkelige figurer sad på. Listede hen til noget, der muligvis skulle forestille en enhjørning. Latterligt. Han lod bedømmende blikket køre rundt på den et par gange, inden han kortvarigt rynkede næsen, før han satte sig op af ryggen på den overnaturlige hest med hornet i panden, - der desuden var ødelagt. Det var knækket over lige på midten, så det var ikke helt så langt, som det ellers normalt var. Efter at have ændret lidt på sin stilling to, tre gange fæstnede han en af sine hænder på dén jernstang, der var med til at holde figuren oppe. Lukkede sine fingre omkring den og rettede derpå sine øjne imod den. Med forsigtige fingerstrøg lod han for en kort stund tommeltotten glide op og ned af stangens ru overflade. Ikke som en kærtegnen, det var mere for blot at have noget og beskæftige sig med. Ikke et speicelt godt og interessant tidsfordriv, men hvad var der ellers at lave her? Nada. Ikke en skid, mand. Sådan et lorteskodsted. Takket været dét tag - hvis man kunne kalde det dét - der var over karrusellen, holdt oppe ved hjælp af alle jernstængerne, var det lykkedes ham at få en anelse ly for den stadigvæk ret kraftige regn. Han kunne dog ikke undgå at blive ramt af et par enkelte regndråber. Men det var uden tvivl bedre end at stå et andet sted og blomstre. Forpulede vejr. Efteråret var tydeligvis allerede begyndt; men det var jo også blevet september. Han løftede sin frie hånd og kørte efterfølgende med en vant og hurtig bevægelse fingrene igennem sit alllerede tilbageredte hår. Derefter skilte han sine læber lidt ad ved hjælp af spidsen af sin tunge, som han dernæst kørte hen over sin underlæbe. Kort efter hen over hans øverste, hvide perlerække af tænder. Trykkede med stor forsigtighed tungespidsen imod sin ene urimeligt skarpe, spidse hjørnetand. Hvad helvede var der at lave i dette vejr? Det skulle ikke undre ham, hvis han var den eneste, der var ude på det her tidspunkt - og især i dette møgvejr. Hans tanker vendte straks tilbage til dén lyd, han før havde syntes at høre. Holdt ubevidst vejret for at skarpgøre sin hørelse endnu mere. Lyttede efter flere lignende lyde. Måske ... var han alligevel ikke den eneste i denne forlystelsespark?..

Natalie's blik gled med en en bølge af bevægelser hen over de mange forskellige forlystelser. Som faktisk nu bare var en masse skrotbunder af ryst og afskrallet maling hist og her. Men alligevel var det ret spændende sådan at forstille sig hvordan at tingene havde set ud i de så kaldte gode dage hvor at der stadig om både mennesker og væsner til for at have det sjov. Nogle på andre måder end andre. Hun fik dog hurtigt rystet den tanke ud af hovedet igen da de forfærdelige minder igen poppede op i hovedet på hende. Hun opdagede at hun havde lagt sine hænder for hoveder så godt hun nu kunne. Og at hun var stoppet op og klemt sine øjne lidt sammen. Hun stod så lidt overrasketb over dette og så sig så igen lidt rundt. Hun tog en dyb indånding af luften om hende som var blevet utrolig tung af alt den dug. Hun hostede sdå en smule. Lydløst i larmen fra regndråberne der trommede mod jern og halvtage lavet af nu smadrede presenginger i forskellige livlige farver. Alligvel var det hendes paraply der nu vidste mest liv i hele dette måske ret skumle område. Hun stoppede op for at kunne se mod himlen som var grå og med en masse mørke skyer der bare blev ved med at hæle vand fra sig ned over hende. Hun nød et kort øjeblik de kølige dråbe mod hendes ansigt men hun så så ned igen for ikk at blive alt for vød igen. Selvom at hun godt vidste at hun bare kunne gøre det til istapper eller what ever hun nu lystede og så ryste det af hende. Det ville bare blive umådelig koldt for hende. Hun gik igen videre og lyttede selv til sine skridt der plaskede gennem vandputterne i en reglmæssig og rytmisk gang. Hun valgte så et kort øjeblik at ændre retning og gik hen mod et af teltende. Skydeteltet. Hun stop lidt og studerede de gavære der lå på disken. De så ud til at have taget en masse skade af regnen der havde være her i de forløbende år. Hun sukkede lavmælt og gik om bed ved og hen mod en lille kurv med legetøjsgevære. Sådan nogle med propper sat i med en lille men stabil snor. Hun rettede sig så op efter at have taget et af dem op og lod sig tage sigte. Bare for at kunen finde sit indre barn igen. Hun trykkede på aftrækkeren og det nok ikk helt så høje bang kom. Efterfygt at et lille smil på hendes kun let blegelæber. Hun valgte at tage det med sig på opdagelse. Hun gik derfor også videre og nu mere hen mod de store og ret populære forlydstelser. Så som karusellen, rutsjebanerne og så videre. Hendes klare grå øjne gled lidt mod den helt forfaldne træ rutsjebanens vej rundt mens at hun gik videre. Hun havde aldrig været her. Havde aldrig være i et tivolig af en slags. Altid blevet holdt fra det af hendes forældre. Og dette var nok alligevel en ret stor oplevelse for hende. Selvom at hun selv mente at det var noget af et skodsted af være når hun kunne være derhjemme og hygge sig under dynen med sine hemmeligbagte cookies. Hvafd ikke så mange vidste var at hun var helt vild med kager. Sådan småkager og muffins eller cupcake. Af og til kunne hun være besat af dem. Og hunv ar uendelig glad for at hun også kunne spise fastføde endnu. Lige på det punkt var hun glad nok for at være en halv vampyr i stedet for hel. Det ville sikkert være noget af et helvede. Og så ville der sikkert også være nogle der ikke ville kunne styre sin blodtørst og bare springe på den næste og bedste. Selv følte hun kun denne trang ved de såkaldte psykopatindlagte eller sådan noget. Så hun så sig på en måde som hele byens skraldemand. Dog var det kun mennesker. Da hun så gik videre forbi den total smadrede karusel opdagede hun intet til at starte med. Hun gik bare forbi med paralyen i den ene hånd og det lille legetøjsgevær i den anden. Hvorfor hun havde taget det var lidt af et mysterium. Men så kunne hun lidt efter fornemme en anden perons aura omkring hende. En kold og dyster aura. Som en vampyr. Nok ikk tilfældigvis en i blodrus men hun vidste aldrig. Dog følte hun sig ikke sådan bange. Hun stoppede op og lod langsomt men roligt sig dreje hovedet så hendes grå øjne blev rettet mod denne mærke skikkelse af en ung mand med den marmorhvide hud. Hun sagde ikke noget men stod vel bare og så mod ham. Undrede sig over hvad ham lavede ude i dette vejr. Men det kunne vel være ligemeget. Han ville kunne spørge hende om det samme.