Moonlit Curiousity

Sted: Skoven i den sene nat. stille og sagte vinde mellem træerne

Udseende: Khá's sorte troldmandskåber

En gåtur i skoven ville måske klare hans tanker lidt. Byen var jo stadig ny og her ude var der også en ro man sjældent finder. Khá vidste ikke helt hvorfor at skoven tiltalte ham. Måske var det fra hans besøg han nogle elvere en gang for længe siden?
Måske var det bare roen der tiltalte ham. Her ude var der ingenn grund til Khá skjulte hans udøde natur så hætten var sænket så man kunne se hans lange sorte hår og hans askegrå hud og de glødende kugler hvor hans øjne burde sidde.

Et blad faldte sagte i hans ene hånd og han tænkte for sig selv hvir skrøbeligt livet kunne være. Han døde jo selv for længe siden. Følelser var for længste glemt men alligevel var han nysgerrig omkring byen? Hva ventede ham blandt træernes stille hvisken?

Det var køligt samt mørkt og derfor var skoven nu stille, dyrerne sov tungt men dog ikke alle for det var nu nattens væsner kom frem fra deres skjul, en ung harre som endnu ikke sov hoppe stille rundt inde i den kolde skoven, men den stoppe dog brat da en pil ramte dens hjerte, hvorefter den stakkels harre faldt død om. Den døde harre blev samlet op og bragt med hen til en lille lysning hvor der både var en lille sø men også en lille hule, desuden stod der et lille bål og lyste op samt en søjle af røg skød mod himlen og en duft af brændt træ spredte sig.

Den person der havde skudt den stakkels hare, var en spinkel men høj elegant elver med langt ildrødt hår, samt gyldne øjne og en lys klar hud.
Hun var iført en grøn hættetrøje samt et par stramme brune læderbukser der viste hendes lage tynde ben, på fødderne bar hun et par brune lædersko. Dette var Nile og denne lille lysning var hendes hjem.

Hun begyndte let at flå haren hvorefter hun fjernede indvolene for så at såtte harren på et spyd som hang hen hover bålet ved hjælp af to andre pinde. Nile smilede let da hun betragte sit måltid hun havde ikke overvejet at folk ku finde hende på grund af røgen..

Roen blev hurtigt afbrudt af lugten af bål og blod. Khá vidste ikke at der var nogen her ude. Jo måske andre der gik en tur. Her ude var dyrenes domæne men han var ikke klar på at mærke en magisk kraft her ude.

Lysmagi? Det havde han kun set hos elvere for længe siden. Stille gik han tættere på. Han vidste godt han ikke blev modtaget vel af elvere men måske? Det skader vel ikke at prøve.

Han kom til en lysning og så en person i grøn hættetrøje. Blodet var fra en hare og bålet testamenterede et måltid. Med den ynde hun bevægede sig kunne det kun være en elver. Inden hun nok mærkede gravens kulde der kom fra ham besluttede han sig at hilse. "Godaften"

Nile satte sig tilfres til rette på en af de sten der lå om bålet, hun betragte ilden let imens hun svagt rystede på hovdet det havde ikke været svært at fange denne hare, det ireterede hende en del da hun nød at jage fordi når hun løb var alle tanker væk.
Nile havde ikke opdaget at nogle holdt øje med hende så lyden af et stemme gav hende et chok, hun rejste sig hurtigt op hvorefter hun strakte sin ene hånd frem før hun sage få ord, efter det sidste ord blev sagt kom en gylden kniv af lys frem i hendes hånd før hun så vendte sig om mod lyden"godaften? hvem der"svarede hun advarne imens hun så nøje rundt.
Hun havde intet imod djælve så længe de ikke gjorde hende noget, normalt ville elver hade dem men da hun ikke var opvokset hos elver vidste hun jo ikke rigtig noget om den sag.

Han trådte ud i bålets lys og de sorte kåber dækkede så du svagt kunne ane de lys der en gang var hans øjne. i hans knoglede askegrå hånd lod han en blå flamme danne sig.

"Virker du altid så truende på folk der hilser på dig frøken Nile?

Han skjulte sit ansigt da hun tydeligvis var bange nok i forvejen.

"Hvis du fjerner kniven fjerner jeg flammen, og så kan vi hilse mere høfligt på hinanden"

Han ventede på at se hvad hun gjorde. Det var næsten fascinerende at se elvernes magi igen. Det havde jo trods alt været mange år siden.
Han var udemærket godt klar over elveres had til djævle og Khá var bestemt ikke nogen undtagelse. "Misfoster!" "En hån mod livet!" "Monster!"
Det var blot få af de navne han havde fået. Nu fik han snart at se om hun var som andre elvere

Nile betragte ham nøje imens hun lytte til hans ord, dog tog hun hånden ned hvorefter hun mumlede noget kort og kniven forsvandt så hurtigt ud i det blå, hun rystede svagt på hovdet imens hun igen så mod ham"undskyld sir, man ved aldrig hvem der kommer her"sag hun let.
Nile havde intet imod hans slags så længe han ikke skade hende, hun sukke svagt af sin opførelse"men velkommen til mit hjem"sag hun så lidt mere roligt"hvor kender de mit navn fra?"spurgt hun så lidt undrene.
Hun vendte sig let om mod bålet hvorefter hun tog en kniv op af lommen og skar let et stykke af haren før hun så igen vendte sig mod ham, hun mumlede en svag bøn på sit eget sprog for at takke for maden samt bede for haren der måtte lade livet, da hun var ferdig tog hun let en bid imens hun stadig så nøje på ham med de smukke gyldne øjne.

Han fjernede flammen i hans hånd og gik nærmere og fjernede hætten så hans udøde ansigt kom helt til synes. indsunket og askegrå som hans hænder langt slidt sort hår, og glødende røde lys hvor hans øjne en gang var.

"Magien kan afsløre hemmeligheder såvel som holde på dem. Må jeg sætte mig lidt?" spurgte han på hendes eget sprog

"Hvis ikke magi i sig selv fortæller mig hvad jeg vil vide, kan jeg altid spørge de døde efter svar. Men jeg forstår udemærket deres reaktion på at en udød troldmand pludselig står i deres hjem. Jeg var blot ude for at gå mig en tur og nyde roen"

"Folk er normalt bange for mig eller fjendtlige. Hvorfor er du ingen af delene?"

Nile stirrede let på ham da han tog hætten af så hun ku se hans ansigt, dog opdagede hun at det faktisk ville være bedst hvis han ikke havde taget den af. Hun lyttede opmærksomt til det han sage"hmm "mumlede hun kort da hun ikke helt forstod det han sage, hun nikkede dog let bagefter før hun pegede hen på en af de sten som han ku side på"bare tag plads"sag hun lidt mere roligt hvorefter hun smilede svagt.

Nile satte sig selv ned på den sten hun før havde sidet på hvorefter hun igen skar et stykke kød af haren"du må godt tag vis du vil"sag hun venligt men vendte sig dog mod ham da han spurgte hvorfor hun ikke var bange eller truende, hun smilede let"jeg er ikke vokset op sammen med min race, derfor ved jeg ikke hvilke racer jeg burdte frygte. Jeg går kun ud efter hvordan folk er mod mig og desuden skrammer du ikke mig"sage hun roligt samt ærligt hvorefter hun tog en bid af kødet hun sad med.

Han tog hætten på igen og satte sig ned. Det var nogle andre omgivelser end han var vant til men hvis det var det der passede hende bedst.

Han skiftede nu væk fra elvisk og spurgte hende: "Passer dette sprog dig bedre? Og tak for tilbuddet men væske eller føde er ikke nædvendigt for mig længere. Min krop har været død i mange år. Hvordan kan det være du ikke er vokset op hos dit folk?"

Dog med en undren studerede han hende lidt inden han sagde:
"Måske burde du dog passe bedre på frøken"

Nile havde levet her i denne lysning det meste af sit liv, i disse omgivlser følte hun sig rolig samt tryg for det meste dog ikke om natten, hun trak svagt på skuldren"det er vel en smule bedre "svarede hun ham helt normalt det var sjældent hun snakke elvisk da hun sjældent mødte elver.
Hun tog så selv en bid af det møre kød imens hun let så ind i flammerne som brandte foran hende i bålet"jeg ved det ikke helt tro jeg blev fanget og ført væk fra min familie, men jeg ved det ikke jeg ved blot at jeg må klare mig selv og det har jeg gjodrt i mange år nu"svarede hun let, hvorefter hun sukke svagt det var ikke altid nemt at være alene oh bo her ude men sådan var hendes liv.
Nile kigge på ham igen ved hans sidste ord"jeg må følge min fornemelse og desuden er der ikke sket mig noget endnu, og vis der sku ske noget må jeg jo bare kæmpe"sag hun roligt dog alvorlig, man ku tydligt hører at igen havde opdraget hende og igen havde fortalt hende hvem og hvad der var farligt.

"Du tager da let på tingene. Det kan være en gave og en forbandelse. Min gave blev for længe siden min forbandelse. At kæmpe har aldrig været noget jeg selv har gjort i da magien har været min sti at vandre af."

Han tog et stykke kød og bed i det, men det var ikke nogen overraskelse at det ikke smagte af noget. Han smed kødet fra sig og sagde: "Undskyld mig mine manerer mit navn er Khá" Han rakte hend hånden og ventede på hendes reaktion når hun blev rørt af gravens kulde der kom fra ham

Nile betragte ham længe imens hun lyttede endnu en gang til hans ord"ja det kan det, men livet er kort så man må livet det bedst muligt og tag chancer"sage hun roligt, hun fjernede haren fra bålet og lage rasterne fra den i en skål lavet af træ.
Nile betragte let hans hånd men tog den dog så forsigtig, da hun rørte ham begyndte hendes krop at ryste imens hun ku mærke kulden sprede sig i hende, dog holdt hun beslutsomt fast i ham da hun ville vise at hun ikke var svag, hendes gyldne øjne stirrede dirkte ind i mørket under hans hætte hvor hans øjne burdte ha været.
Nile nikkede let til ham"men hvad laver de enligt her i skoven? en som dem burdte vel skabe skræk og rædsel i byen eller?"spurgte hun undrende.

"Bare fordi man ser ud som jeg, behøver man ikke sprede skræk og rædsel. Jeg gik mig en tur her ude for roens skyld. Mange ser mig som en fjende lige fra de ser mig så det kan godt blive ensomt. Mine evner skræmmer også folk. Men det er ikke en grund til at skræmme hvor end jeg kommer."

Han forsøgte på at smile over hendes direkte spørgsmål. Som hun selv sagde så vidste hun jo ikke bedre.

"Ja du har da dit folks ynde men med et barns nysgerrighed. Og jeg betragter dem ingenlunde som svag bare fordi de finder gravens kulde ubehagelig frøken"

Han kiggede på hende med hvad der nok skulle være et drilsk smil og sagde: "Har de nogensinde set tilberedt aftensmad prøve at stikke af?"

Nile lyttede roligt til ham" undskyld sir jeg ville ikke fornærme dem"sage hun let imens hun svagt sænkede blikket, hun overvejede let hans ord imens hun også nød varmen fa bålet.
Han var ikke smuk men det var jo heller ikke det ydre der talte, dog hjalp det hende at hun var så køn som hun nu var, for hun ku tit slippe af sted med at sige noget forkert, fordi folk bare sad og betragte hendes skønhed, dog var det ikke altid hun ønskede at være skøn lagt fra nogle dage ville hun bare være grim.

Hun løftede hovedet til hans næste spørgsmål, hun lage ikke længere mærke til at hun holdt hans hånd, desuden rystede hendes krop heller ikke mere"hvad mener de sir? nej det har jeg da aldrig"sag hun spørgende og lage hovedet let på skrå som et lille barn.

"Min magt over de døde. De tillader mig at reanimere de døde også. Men bare rolig deres hare bliver liggende for nu. Og ja de er smuk men det er ikke noget der har interesse for en der ikke kender til følelser. Og de har ikke fornærmet mig, det er kun naturligt folk reagerer sådan på min fremtoning"

Khá rejste sig og kiggede sig lidt omkring og studerede hendes hjem

"Det er stadig sundt at have sine manerer med sig. Men hvor længe har de boet her?"

Khá kiggede ud i mørket imens han sagde: "Det kan ikke altid være sikkert at bo her ude hvor nattens væsner regerer"

Nile betragte ham stille imens han snakkede"d må enligt godt tage hætten af igen vis du lyster"sage hun svagt imens hun betragtede ham, selvom han var farlig følte hun sig ikke bange? men det var nok fordi hun havde været igennem så mget så der sku meget til for at skræmme hende.

Nile vendte blikket mod bålet igen"jeg har været her i ca tyve år tro jeg"svarede hun let, hun havde ihvertfald boet her siden hun slap væk fra de dæmoner der havde bortført hende, fra hendes landsby for mange år siden.
Hun sukke svagt da hun tænkte tilbage til den td hvor hun blev misbrugt og tortureret"det ved jeg, men dette sted er det eneste jeg har og jeg kan klare at bo i, desuden burdte jeg nogle lunde ku forsvare mig"svarede hun let.

Han fjernede hætten og satte sig ned igen. Hun havde i sandhed været meget igennem bare ikke på samme måde

Med en smule sorg i stemmen sagde Khá: "Jeg kan tydeligt mærke hvor meget de har været igennem. Jeg af alle ved hvordan det er. Som du nok kan se har livet ikke været mig gunstigt."

Han tænkte på den gang han havde både kone og en søn og hvordan de blev taget fra ham. Han ville nok kunne græde hvis ikke hans krop var død

Nile smilede let til ham da han tog hætten af, hun ku jo ikke bare sige at han ikke måtte tage hætten af, hun tog et stykke kød fra haren imens hun så mod ham og tog en bid af det imens hun lyttede til ham.

Nile kørte let sin frie hånd igen sit hår"hmm ja mit liv har været hårdt, men dit har nok været være " sage hun lidt stille hvorefter hun så hen på bålet" vil du ikke fortælle en historie" spurgt hun så let og lage hovedet lidt på skrå.

"Hmm der er mange men jeg kan da fortælle dig om da jeg besøgte elvernes rige. Kunne den have interesse?"

Khá havde jo mange historier fra sine mange rejser. Ikke alle af dem endte nødvendigvis godt men mange af dem skulle nok fange hendes nysgerrighed

"Jeg besøgte skovelvernes hof for længe længe siden. Et folk der så ud over min udøde tilstand. Jeg var ikke vellidt men jeg var nødvendig for dem. Deres døde blev ikke ved med det. De havde hørt om mig fra sortelverne og mente de kunne appellere til min samvittighed. Deres skov var hjemsøgt af en pest der gjorde de døde levende igen. Jeg blev lovet at hvis jeg kunne stoppe de døde, ville jeg for evigt være velkommen ved deres hof. "

Nile vendtehovdet mod ham da han begyndte at fortælle eventyr, hun lage hovedet på skrå i,ens hun koncentreret lyttede til af fortælling, hun havde også engang levet i en by med elver men den var blevet invaderet af dæmoner, som dræbte de fleste fra hendes stamme, dog nåde hun at flygte men de fandt hende og tog hende med for at pine og plage hende.

Nile kom til at tænke på den tid dog rystede hun taken af sig, hun klappede let da han var ferdig" du er en stor mand, og det er en god historie" sage hun let imens hun nu så direkte der hvor hans øjne sku ha været.

"mine værter var desværre ikke af samme overbevisning som dem frøken. De forviste mig fordi de endte med at frygte mine evner til at styre de døde. De forsøgte først at slå mig ihjel, hvilket tydeligvis ikke virkede. Jeg måtte dræbe deres øverste troldmand. En tvekamp der lagde et stort område øde. Men måske vil de høre historien om hvordan jeg er endt som jeg er?"

Khá var aldrig blevet kaldt en stor mand før. Kun hvis det var for hans forbrydelser

Nile lyttede roligt hun rejste sig letop for blot at strække bene lidt, hun så let på ham"hmm jeg forstår dem ikkre, du hjalp dem jo?"sag hun spørgne hvoreftr hun nikkede"ja fortæl"sage hun nysgerrigt.

Nile vandre hen ved siden af ham og satte sig lidt tætter på end hun før havde været, det var faktisk utrolig så modig og godtroende hun enligt var lige nu men hun frygtede ham ikke langt fra.

"Jeg var en gang et helligt væsen. En dødelig mand velsignet af guderne til at udøve deres retfærdighed. Sådan her så jeg ud når mine evner viste sig. Jeg var god til det jeg gjorde. De skyldige blev straffet og jeg var tilfreds med min gerning. Indtil jeg en dag mødte en kvinde og vi var sammen for en nat. Den gang havde jeg evnen til at gemme min udøde natur. Men natten gjorde hende med barn. Grundet min magiske magt, blev drenget født blot en måned efter"

Khá smilte pludselig rigtigt, hvilket var en ny fornemmelse for ham. Han mindedes jo de dage hvor han var nogenlunde lykkelig

"Barnet var lige så udød som jeg. Det så ikke udød ud og det havde varme men intet hjerteslag. Hun blev bange og ville ikke vide noget af mig. Matthew hed min søn... Guderne besluttede sig for at kvinden og min søn skulle straffes. De var nu af min magt og der måtte kun være en. Så deres ordre lød at jeg skulle slå dem ihjel.... det gjorde jeg..... Jeg var så rasende at jeg brød de segl guderne havde lagt på mig, så de forbandede mig til at vandre sådan her for evigt..."

Både vrede og sorg kunne tydeligt mærkes fra Khá, Der havde udtrykt følelser der for længest var forsømt

Nile lyttede til hans ord hun fange vært et ord der kom fra ham og prøvede på at huske dem for evigt, hun ku tydligt føle det han sage og som den søde pige hun var lage hun en arm på hans skuldre. Det overraskede hende at guder ku være så strenge at be en far om at dræbe sit eget barn det burdte man ikke, hun ku tydligt hører at hendes liv havde været bedre selvom hun var blevet mishandlet var dette igen tig i forhold til djælven ved hendes side.

Nile så op på ham da han stoppede"det lyder frygligt, hvad prøver du så nu på?"spyrgte hun medfølende imens de gyldne øjne så skinnende op mod ham. Nile så så hen mod bålet og sukke svagt livet var hårdt"Kha du er velkommen til at komme her når duil, vis du har brug for at snakke"sage hun let endnu et tegn på at hun var et godt væsen.

"Jeg leder vel egentlig efter et nyt formål. Det er indtil videre at lede efter arkane hemmeligheder. Jeg prøver vel egentlig at forme et nyt liv her i byen. Men jeg takker stadig for deres gæstfrihed frøken. Må Jeg forresten vise dem hvorfor jeg bliv forvist af elverne?"