Moving in - forbeholdt Alexei

For første gang i måneder, havde Alexei haft en stille dag. Intet fotoshoot, ingen optagelser, ingen interviews eller store middage og sidst men ikke mindst, ingen stress. Han havde brugt en del af dagen i sin lejlighed, men hen af eftermiddagen, havde han vovet sig ned i byen, for at købe nogle småting.
Han var klædt i et par semi-tight jeans og en sort polo t-shirt hvis knapper stod åbne. Det mest afslappede tøj Alexei havde båret længe. Typisk bestod hans hverdagstøj, af skjorte og jakkesæt. Sjældent et par sorte jeans og en skjorte. Så synet af ham, i noget så afslappet som blå jeans og polo shirt, var absolut sjældent. Ellers skulle man i hvert fald fange ham, midt i et fotoshoot. Eller befinde sig i hans lejlighed i de sene nattetimer, selvfølgelig. Der var omstændighederne ganske anderledes.

Et charmerende smil, blev sendt fra skuespillerens læber og til en gruppe unge kvinder, der befandt sig på et tæppe, i Sombres efterhånden meget dybt grønne græs. Han var ikke nået mere end fem meter, før han instinktivt opfangede fnisende hans smil havde igangsat. Det havde sine fordele, at have en så skærpet hørelse. Og det både morede og frydede varulven, at høre hvordan de desperate tøser dånede, ved den mindste opmærksomhed fra ham. Han fortsatte med faste skridt gennem parken, uden rigtig at ænse sine omgivelser. Det var hans fridag og han skyldte ikke nogen, noget. Han behøvede ikke at interagere med sine omgivelser, hvis han ikke havde lyst. Og det havde han sjældent. Hvis ikke det ledte til noget der tilfredstillede ham, så han ingen grund til at spilde tiden.

På vej ud af porten til parken, blev hans ro forstyrret af en høj hulken og de grå øjne søgte straks efter kilden. Hans blik lukkede sig på målet, præcis som det blev skærmet for og lange brune lokker, med så velkendt og karakteristisk et kendetegn, at det umuligt kunne være et tilfælde, viste sig for det. De stærkt fremtrædende blå spidser var ikke til at tage fejl af. Den måde farven spillede mod det mørkebrune, gjorde det blot endnu klarere. Først efter et par sekunder, gik det rigtig op for Alexei hvor hans nuværende offer for beskuelse befandt sig og han fik efter at have opfattet det, sine ben til at bevæge sig mod lejlighedskomplekset, han var bosat i. Han stoppede op bag kvinden og kiggede ned på hende ”Rosalie? Rosalie Stone?” hans stemme var dyb, varm og præget af en snert af den hæse italienske accent han havde taget med sig fra sit hjem, mens et svagt smil herskede på hans læber. Han havde ikke set Rosalie siden.. Ja, siden de slog op år forinden. Så at se hende sidde der, foran døren til hans opgang, var ikke lige hvad han havde forventet. Men han måtte indrømme, at det ikke var en overraskelse han havde noget imod. Rosalie havde haft en rolle i Alexeis liv, dengang. Det havde ikke været mange år efter han kom til Di Morga. Det var imens han var sammen med hende, at han fik et skud i den rigtige retning og hans karriere så småt begyndte at blomstre. Han var kommet lang vej siden da, men det var dengang det hele begyndte at tage fart. Da de mødtes, boede han i et lille hul af en lejlighed. Nu boede han i penthouselejligheden, i et af byens bedste kvarterer og levede bedre, end de fleste turde drømme om.

Alexei betragtede den velkendte skikkelse, med en ufattelig ro i de grå øjne. Han havde altid formået at holde sig fattet i situationer som denne. Men egentlig var det jo heller ikke nogen specielt ubehagelig situation. Jo, han havde været hende utro og inderst inde havde han nok haft lidt dårlig samvittighed over det. Men fortrydelse var en af de ting Alexei hverken viste, eller følte. Han var ganske simpelt ikke i stand til det. Eller, det var i hvert fald hvad han bildte sig selv ind. Derfor var smilet om hans læber selvsikkert og blikket havde den charmerende glød, det så ofte var fyldt med.

En let latter forlod skuespillerens læber, som han så overraskelsen i hendes øjne ”Hvordan kan det overraske dig at se mig i den by, vi begge plejede at bo i?” spurgte han, mens han trådte lidt tættere på Rosalie og drengen, der efter alt at dømme, måtte være hendes søn ”Jeg bor der.." sagde han og lavede et kast med hovedet, mod bygningen ved deres side "Og.. Det ser ud til at du også skal til at gøre det?” spurgte han. Det ville ikke gøre ham noget, at se lidt mere til en af de få personer, han faktisk virkelig havde holdt af. Rosalie havde uden tvivl set egenskaber fra ham, som han ikke engang selv havde vidst at han besad. Og som han, uden tvivl, igen havde fortrængt.

Han satte sig på hug foran dem og smilte ned mod drengen, der sad og kiggede op på ham med kæmpe store grå øjne ”Og hvem har vi så her?” spurgte han, henvendt til drengen, mens smilet voksede yderligere. Hvis der var nogle han ikke var i stand til at være helt kold overfor, var det børn. Selvom han ikke var meget for at indrømme det, havde de små bæster en evne til at gøre ham blød. Menneskelig. Børn havde en tendens til at gå ind og trykke på de helt rigtige knapper. Blinke med de store, skinnende øjne, vise den hvide perlerække frem, i et fuldstændig uskyldigt og rent smil. Og hvis ikke dét virkede, fandt de de gennemsigtige perler frem i stedet og lod dem løbe ned over de glatte, dukkeagtige kinder, mens de snøftede højlydt. Og så var enhver sjæl solgt. Selv de mest kyniske og kolde folk, havde en tendens til ikke at kunne stå for en fortabt hvalp. Det var instinktet hos alle levende væsner. At fører racen videre. Hvilket i virkeligheden nok også var grunden til, at han blev så menneskelig omkring børn. Han var en ulv. Et flokdyr. Og i en flok, var det de voksnes arbejde, at passe på de små. Om det var deres egne, eller ej. Det var dem der skulle styre flokken, når de engang blev store nok.

Den måde de blå øjne spillede med håret og glimtede blidt, når hun smilte, havde været hvad der fangede Alexeis opmærksomhed, dengang. Trods hvad mange troede, var det som regel ikke kroppen, Alexei først lagde mærke til hos en kvinde. Det der fangede ham, var typisk smilet og øjnene. Hos Rosalie, havde det været specielt. Der havde altid været noget utrolig lokkende, over de blå øjne. Det var der dengang og det var der nu, hvor hun blot sad og kiggede på ham, som troede hun faktisk ikke hvad hun så.

”Jamen så troede du forkert, kære. Jeg var jo på vej til at bygge min karriere her, da du rejste” sagde han, stadig med smilet om læberne. Jo, han kunne nok godt være rejst. Men han havde da klaret det ganske udmærket i Di Morga. Desuden kunne han godt lide at bo der. Han kunne godt lide atmosfæren. Mystikken. Han havde flygtet så meget i sit liv. Fra sig selv og fra dem der kendte ham. I Di Morga kendte folk ham, uden rigtig at kende ham. Ingen kendte ham virkelig, der. Ingen kendte hans baggrund, hans gamle jeg. Folk kendte Alexei Ace Carter, charmøren, kvindeelskeren. Manden der formåede at være sammen med kvinder, at gøre dem glade, tilfredse og aldrig nogensinde ringe til dem, uden at have en eneste fjende. Og så igen.. Han havde en fjende i Di Morga. En, han ikke vidste hvad skulle stille op med. En han ikke ønskede i sit liv, men som en eller anden grund, blev ved med at dukke op. Dette var dog ikke en kvinde. Luke var den mest påtrængende, irriterende forkælede møgunge, Alexei længe havde kendt til. Og alligevel nød han, at han altid skulle dumpe ind i ham. Han elskede at vise ham, hvor lidt han brød sig om ham og hvor meget han aldrig, nogensinde ville få fingrene i det han ønskede sig. Alexei, selv.

”Jamen så kan jeg vel ikke helt undgå at komme til at se mere til dig?” spurgte han, med lettere rynkede øjenbryn, der blidt trykkede ned mod de grå øjne, inden han tilføjede: ”Det var vel nok ærgerligt”, med et grin og et charmerende smil.

”Jamen hej med dig, Connor! Nu har din mor jo allerede taget luften af ballonen, men mit navn er Alexei!” sagde han og rakte hånden frem mod drengen, selvom han ikke ligefrem regnede med at få et håndtryk tilbage. Det havde allerede overrasket ham faktisk at få et svar. Drengen kunne umuligt være ret gammel. Faktisk ville et barn på hans alder lige præcis være kommet henover årene, hvor de praktisk talt rendte rundt og greb alle og enhvers hånd og være nået til det punkt, hvor de forstod deres omverden langt bedre end dét og derfor oftest, i en situation som denne, ville gemme sig bag deres moders ben og kigge på den fremmede med nysgerrige, dog noget så generte øjne og et gavtyve smil.

Alexei løftede blikket fra Connor, til Rosalie og løftede det ene øjenbryn, med et svagt grin om læberne, som drengen talte. Hun havde faktisk holdt det hemmeligt for sin søn, at hun havde boet i byen før? Det forklarede hendes overraskelse over at se Alexei der, lidt bedre.

"Ja det gjorde jeg vist", erklærede hun sig enig i, stadig irriteret på sig selv over, ikke at have set dén komme. Men, så længe hun ikke lod Alexei eller sin egen søn vide, hvorfor dette netop var et scenarie, hun havde ønsket, ikke skulle udspille sig her, ville de ikke fatte mistanke. Connor troede hans far var død, og Alexei havde garanteret ikke vist at Rosalie var blevet mor før nu.
"Nu slipper du ikke for mig", tilføjede hun med et grin. Hun kunne ikke grine på samme charmerende måde, som det altid lykkedes Alexei at gøre det. Hvem kunne også det? Det var en kunst, hun altid havde været lidt imponeret over. Han behøvede jo kun at sende det smil, og så var de første fem piger allerede scoret. 

Connor betragtede Alexei med sine øjne, hvis farve var lig hans. Vurderede situationen, for at gøre det nemmere for sig selv, at planlægge sit næste skridt. Forsigtigt rakte han hånden frem mod Alexeis. Han havde altid været meget genert, når det kom til det der med nye mennesker - fremmede, han ikke kendte. Men som regel, gik det over, efter at personen havde snakket lidt til ham. Jo mere der blev snakket, jo mere deltog Connor som regel i samtalen.
"Hej", svarede han på Alexeis hilsen, med et lille smil på læberne. Lidt genert stadigvæk, men det hjalp på det.

Rosalie betragtede sin søn idet han spurgte hende om en af de ting, hun egentlig havde ønsket sig, at han havde spurgt om privat. For det måtte se meget underligt ud, set gennem Alexeis øjne. For hvorfor skulle hun undlade at fortælle, at hun havde boet i byen før? Hvorfor ønskede hun, at hendes søn ikke skulle have den information? Hun havde en god grund - lige nøjagtigt den, som Alexei ikke skulle høre.
"Det havde jeg glemt alt om, Connor", løj hun så overbevisende som muligt. Hun hadede at lyve for sin søn - det virkede så forkert, at hun ikke engang kunne være 100% ærlig overfor sin seksårige søn. Men der var en god grund, måtte hun minde sig selv om.
"Men det er rigtigt - her boede jeg længe før du blev født!", forklarede hun med et smil på læben. Længe, var nok så meget sagt. Men hun håbede, at hendes forklaring lød nogenlunde naturlig. Connor ville højest sandsynligt ikke gennemskue det - men hun var ikke så sikker på om Alexei kunne.

Alexei sendte drengen et skævt smil, som de grå øjne mødtes og venstre hånd fra begge, ligeså. Han trykkede kort den lille skrøbelige hånd og lod derefter en hånd møde det brune hår og kort rode i det, inden han igen rettede blikket mod Rosalie og blot betragtede hende lidt, indtil Connor stillede hende et spørgsmål.

Han havde svært ved at afkode Rosalies udtryk, da sønnens spørgsmål rungede nærmest larmende omkring dem. Det var som om en skygge af usikkerhed gled over hendes ansigt. Grunden til denne, var hvad Alexei havde svært ved at forstå. Ligesom hendes svar på spørgsmålet. Hun havde glemt at fortælle ham, at de flyttede tilbage til en by hun før havde boet i? Det var vel ikke noget man bare lige glemte? Men så igen, det skulle ikke undre ham, hvis hun havde valgt ikke at fortælle ham det. Hvis han engang fik et barn, ville det nok heller ikke lige være denne del af sin fortid, han fortalte om. Desuden havde hendes sidste tid i Di Morga nok ikke været noget hun så tilbage på, med smil på læben. Så hvis dette var grunden til, at hun ikke havde fortalt Connor det, var det ikke noget han bebrejdede hende. I så fald skulle han også bebrejde sig selv. Han havde holdt af Rosalie. Og hun havde holdt af ham. Desværre var dette hvad der havde gjort hele udslaget. Han kunne ikke holde af hende. Om han sårede hende på det tidspunkt, eller senere, var så godt som det samme. Der var ingen forskel. Bortset fra, at jo hurtigere plasteret blev revet af, jo mindre såret blev hun. Og jo mindre dårlig samvittighed, fik han.

Med et skævt smil på læben og et let suk rejste han sig op, grå øjne hvilende i blå ”Har i brug for hjælp til at slæbe op?” han rettede blikket mod Connor, for igen og kigge op på Rosalie. Hans ekskæreste og den person der var kommet længst ind på livet af ham, siden hans mors død. Som formåede at blive der i længst tid.

Alexei var intelligent. Hun behøvede ikke at kigge på ham, for at vide, at han vidste der var noget, der ikke var som det skulle være. Han havde med garanti lagt mærke til hendes usikkerhed, skyggen som gled over hendes ansigt, da Connor stillede hende det uundgåelige spørgsmål - som hun dog havde forsøgt at undgå i seks år. Hun vidste Connor troede hende - han var ikke så gammel, og havde ikke grund til andet. Hun var jo hans mor... Den dårlige samvittighed bredte sig i hendes krop. Langt hurtigere, end hun havde forestillet sig den ville. Hun havde løjet for noget af det, som betød allermest for hende; sin søn. Det var ikke bare denne ene gang. Hun havde hele hans liv overbevist Conor om, at hans far var død for længe siden, og at han ikke engang havde været i live, da Connor blev født. En kæmpe løgn, når nu man tog i betragtning at denne far, som skulle forestille at være død, nu stod foran dem. Masken var svær at holde og Rosalie kæmpede den hård kamp mod sit ændre, forsøgte at holde balancen mellem løgner og beskyttende forælder. Retfærdiggjorde sin uærlighed med gode intentioner.

Der kunne være mange grunde til, at hun ikke havde fortalt Connor om, at hun havde boet i byen før. Sandsynligheden for at Alexei gættede at det var grundet hans ukendte søn, var ganske lille. For han var jo lykkeligt uvidende om, at han var forælder. Det formodede Rosalie i hvert fald. Hun regnede ikke med, at han på nogen måde var interesseret i at være far. Hun måtte indrømme, at hun tvivlede på, om det var en opgave han kunne varetage. En tanke hun tænkte med udgangspunkt i, hvordan de endte med at gå fra hinanden. Det havde taget hårdt på hende, og var derfor også en af grundene til, at hun slet ikke ønskede en som ham i sin søns liv. Men, universet havde ikke ladet hende vælge selv, så det ud til.

Rosalie var en smule overrasket over Alexeis spørgsmål - det havde hun ikke regnet med. Og dog, han havde altid være ganske hjælpsomt anlagt. Hun overvejede først at takke nej, og skynde sig ind i lejligheden langt væk fra ham og.. sandheden. Men sandheden var, at der stod op til flere tunge kasser, som stadig manglede at komme op i lejligheden, og lidt hjælp ville rent faktisk være rart.
"Du må meget gerne hjælpe", sagde hun, og lod de bløde læber forme et taknemmeligt smil.