The old scars ripped open yet again // Alexei

Klokken havde efterhånden bevæget sig et godt stykke over middag og alligevel trådte Alexei først nu ud af det dampende bad, som han praktisk talt var tumlet ind i som det første efter han var vågnet. Med sløret syn greb han efter et håndklæde, som han fæstnede om livet, inden han fandt hårtørreren frem og rettede den mod spejlet, for at få den værste dig til at forsvinde. Han gned kort sine øjne, inden han fandt et lille etui med to små runde dele frem og placerede en linse i hvert øje. Et yderst utiltrækkende udtryk fandt vej over hans ansigt, som han, i et forsøg på at få den sidste rest af søvnighed til at forsvinde, gabte stort. Han greb derefter endnu et håndklæde som han, på vej ud af toiletdøren, begyndte at gnubbe mod sit hår.

Han gik med rolige skridt fra toilettet og ud i køkkenet, hvor et syn for guder mødte hans blik. En ung kvinde, med lys hud og skulderlangt rødbrunt hår sad på en af barstolene iklædt en af hans skjorter og bladrede igennem et boligindretningsmagasin. Højst sandsynligt i et forsøg på at finde idéer til sit livs største begivenhed. Om hendes finger slyngede der sig nemlig bitte små sølvfarvede grene bundet sammen af en lille blank sten. Den så ikke ud af meget, ikke i forhold til hvad han kunne have købt, men den var Alexeis tegn på at han endelig havde fundet lykken i sit liv. En lykke der var uvurderlig. En lykke han ikke havde tilladt sig selv siden han mistede besindelsen den gang for længe, længe siden. Alexei bevægede sig over til kvinden med et stort smil om sine læber og slyngede armene om hendes talje, hvorefter han bukkede sig ned og placerede et kys på den bløde hud på hendes nakke ”Godmorgen” lød en stille hvisken i hendes øre, inden han placerede endnu et kys, denne gang på hendes kind og trak armene til sig igen. ”Godmorgen” lød svaret, som en blid klokke der mindede ham om hvor godt hans liv var. ”Hvad har du lyst til at lave i dag?” spurgte han hende, som han placerede en kop i cappuccino maskinen og lavede sig en kop glohed sort kaffe. Han lod derefter sit blik hvile hendes nærmest irgrønne øjne, mens han afventede hendes svar. Hun så ud til at gruble lidt over spørgsmålet, inden hun igen løftede blikket til hans ”Skal vi ikke bare starte ud med at få noget frokost?” Alexei nikkede lidt og tog en tår af sin kaffe, inden han satte kursen mod værelset for at tage tøj på.

Det var en flot dag. Himlen var blå som aldrig før og solen skinnede nærmest blændende ned i de små pytter af sjap og slud. Med armen om sin udkårnes talje og blikket vandrende rundt, bevægede Alexei sig gennem byens små gader. De endte ved en café, som de efterhånden ofte var gået forbi, men aldrig rigtig havde fået chancen til at besøge, da den som regel altid var proppet til randen. I dag så dog ud til at være deres lykkedag, da det faktisk var til at få bord der. Og så endda indenfor, i ly for den bidende kulde der herskede udenfor. ”Jeg sætter mig ned” Alexei gav hende et hurtigt kys, inden han fortsatte op for at bestille.
Da han kom ned til bordet, var det med en lille bakke med to sandwiches, en friskpresset appelsinjuice og en cola til sig selv. Han satte sig ned overfor Julienna og de gav sig begge til at spise.

Ét blik på en tilfældig forbipasserende, og Lukes idé om en ellers så perfekt dag faldt til jorden. Hans åndedræt gik helt i stå, som hans læber skiltes ganske let. Det her skete bare ikke. Sandsynligheden var så lille, at den burde være ikke eksisterende. Han havde valgt den mindste café på den mest skjulte sidegade i hele Di Morga, og alligevel rendte han ind i ham.
Alexei gik lige forbi ham på sin vej op til baren uden at ofre ham et eneste blik. Han havde vel bare konkluderet, at caféen var fyldt med fremmede. Luke, derimod, kunne slet ikke tage øjnene fra Alexei. Skuespilleren lignede fuldstændig sig selv; det var, som om deres sidste møde havde været i går.

Da han så, hvor Alexei styrede hen med sin bakke, mærkede han sit hjerte synke i livet. Varulven tog plads ved et bord overfor en kvinde med rødbrunt hår. Det var ikke så meget synet af kvindemennesket, der gjorde ham bange; Alexei havde altid været glad for damer, ikke? Men noget sagde ham, at hun ikke bare var hvem som helst, for dét, der for alvor fik den sorte knude i hans mave til at vokse sig større og større, var smilet, der hang på Alexeis læber. Han så glad ud. Lykkelig. Og det var ikke bare en tilfældig onenightstands skyld.
Med ét var det som om alt, Luke var gået igennem det sidste halvandet år, aldrig havde fundet sted. Pludselig var han tilbage i det helvede, hans følelser for Alexeis og den andens konstante afvisning havde bragt ham i. Alle de sår, der endelig var helet, blev revet op igen, og kvinden, der sad overfor Alexei, kunne lige så godt have hældt salt direkte i dem. Hvem var hun? Hun måtte være Alexeis kæreste, det var helt sikkert. Det kunne ikke være en søster eller en veninde, der gjorde ham så glad.  

For alle dem, der gik forbi Luke, lignede han blot et træt, ungt menneske der var gået i stå over sin kaffe, men inden i kæmpede han en indre kamp. Skulle han forlade caféen og håbe på, at hans healingproces ville fortsatte? Skulle han insistere på, at mødet med Alexei ikke havde påvirket ham spor? Nej... Han kunne ikke bare lade som ingenting. Ikke når den mand, han så længe havde kæmpet for og ikke havde set i halvandet år, sad lige der.
Hans hjerte galoperede af sted, og han kunne mærke adrenalinen suse rundt i hans krop, da han rejste sig op. Det var, som om alle fornuftige tanker havde forladt hans hoved. Han var helt tom inden i; han handlede udelukkende på det adrenalinsus, der havde ramt ham.

"Alexei. Hej. Det er længe siden." Som han stod der og kiggede på parret, følte han sig pludselig så lille. Alexei havde fuldstændig styr på sit liv, hans karriere kørte sikkert bedre end nogensinde før, og hvor var Luke? Han havde kun bevæget sig bagud.
Ét blik på kvindens hånd fortalte Luke, at hun ikke var Alexeis kæreste - hun var hans forlovede. Dét stak direkte i hans hjerte. Og hun gjorde Alexei glad. Tanken gjorde Luke så inderligt ondt på Luke, der i så lang tid havde ønsket, at han kunne være den, der hver morgen malede et smil på Alexeis læber. Han havde bare aldrig fået lov for at bevise, hvor god han kunne være.
"Du har haft travlt, ser jeg." Han lod sit blik vandre over kvindens finger imens han prøvede sig med et smil, der slet ikke nåede op i hans øjne. De havde det samme døde, ligegyldige udtryk, der længe havde præget dem.

Alexeis smil var ikke til at tage fejl af. Det var så sjældent man så et smil som dette på hans læber. Før i tiden havde det kun været charmerende smil der prægede hans læber og hovedsageligt kun når han var midt i at få en kvinde med hjem fra byen. Smilet på hans læber var ikke længere det samme prøvende charmerende smil. Det var ganske simpelt et lykkeligt smil. Et afslappet, kærligt smil.

Alexei var ved at kløjes i sin sandwich, da en alt for velkendt stemme lød i hans øre. Han løftede blikket og kiggede overrasket på den unge hybrid. Langsomt sank han sin bid og hostede ukomfortabelt, inden han igen lagde låg på hele overraskelsen, i håb om at Eileen ikke havde opdaget hans reaktion ”Luke! Hvad laver du her?” spurgte han, en anelse for overentusiastisk. Han indså straks sin fejl. At spørge Luke hvad han lavede der var da noget af det dummeste han kunne gøre. Det kunne da ikke overraske ham at møde Luke i hans egen by. Overraskelsen bundende i at han ikke havde set Luke en eneste gang siden deres skænderi godt halvandet år forinden. Han havde egentlig ikke skænket Luke alverdens tanker. I hvert fald ikke efter han mødte Eileen. Og egentlig havde han ikke som sådan regnet med at skulle se ham igen. Men ikke desto mindre stod han der. I egen høje person.

Lukes blik på Eileens ring fik ham til at vågne op ”Åh, ja.. Luke, det her er Julienna. Min forlovede” de sidste ord føltes underlige i Alexeis mund. Måske til dels fordi de blev sagt til Luke.. Men sandheden var at sådan havde de i virkeligheden hele tiden føltes. Det var så urealistisk for Alexei. Så uvant. Han elskede det, men det lå bare så utrolig langt fra den mand han havde været igennem så mange år. Forlovet. Det var en helt anden form for forpligtelse end han var vandt til. Før i tiden var han ikke engang kærestetypen. En ny kvinde hver aften, havde været hans måde at leve på. Nyt og spændende, altid. Han var ikke vandt til at skulle arbejde for at holde liv i et forhold. Og nu så det ud til at det var hvad han skulle i mange, mange år fremover. Men hvad fanden skulle Luke komme og blande sig for? Det var tydeligt at han ikke var tilfreds med ringen på kvindens finger. Det var tydeligt at det generede ham i større eller mindre grad. Men Alexei prøvede at overse det. Han ville ikke have at Eileen opfattede spændingerne mellem de to. Tilsyneladende var det heller ikke tilfældet, eftersom kvinden rakte hånden frem mod Luke, for at trykke hans i en venlig hilsen.

Det var ikke nogen overraskelse for Luke, at Alexei reagerede præcis, som han gjorde. Han virkede, som om han netop havde set et spøgelse, og der var vel heller ikke meget galt. Hvis Luke gættede ret, kunne han lige så godt være død for Alexei. Han var et spøgelse fra fortiden.

Min forlovede.
Ordene ramte Luke som en knytnæve lige i maven, der slog al luften ud af ham. Han havde godt nok regnet den ud, men at høre ordene komme ud af Alexei egen mund, gjorde kun smerten endnu værre. Han kunne næsten høre, hvordan blodet pumpede rundt i kroppen på ham, idet panikken bredte sig, og hans puls virkede til at tromme så højlydt, at han knap nok nåede at opsnappe navnet på denne forlovede. Julietellerandet. Det kunne også være ligemeget. Han lovede sig selv, at han for alt i verden ville undgå nogensinde at skulle se hendes ansigt igen.
Han kastede et sideblik på kvindemennesket, der sad som en død dukke uden at ytre et eneste ord. Et hej ville da ikke være for meget forlangt, ville det? Luke undrede sig i et kort sekund over, om Alexei mon havde fortalt hende om ham, og om dét var grunden til hendes stilhed. Tanken blev dog hurtigt skubbet bort igen. Selvfølgelig havde Alexei ikke sagt et ord om Luke. Luke var ikke andet end en pinlig hændelse, der hørte fortiden til.
Han slog blikket i bordpladen på parret bord. Var det virkelig dét, Alexei havde valgt fremfor Luke? Et kedeligt liv med en kedelig kvinde, der insisterede på at spise kedelig morgenmad på en kedelig café?

En hånd blev rakt frem imod ham, og til Lukes overraskelse var det kvinden, der ville hilse på ham. På nuværende tidspunkt rystede hans hænder så meget, at hun uden tvivl ville kunne opfange, at der var et eller andet på spild imellem ham og Alexei. Derfor var håndtrykket hurtigt og fast, og han gemte hurtigt sine hænder på ryggen igen.

"Det var hyggeligt at hilse på dig, jeg mener jer, jeg... Jeg må videre, for jeg har travlt." Det var kun halvt en løgn. "I må have held og lykke med brylluppet."
Chancen for, at han fik en invitation, var minimal. Han fremtvang et smil idet han vendte ryggen til parret, og han kunne være stolt over, at hans triste blik ikke lod sig vise. Han hankede op i sin kamerataske, før han begav sig ud af caféen.

// Out