Until we meet again

Noget af det sureste i verden var da at være på arbejde, når solen bagte ned udenfor. Det eneste gode ved at arbejde indenfor var, at restauranten var udstyret med aircondition, så medarbejderne og gæsterne ikke smeltede, men det var da også den eneste fordel. Milo, der netop nu stod i baren og tørrede glas af, ville langt hellere sidde på græsset i parken og nyde dagens sidste sollys, før solen forsvandt bag tagene på de høje huse. Men nej, hans chef havde ringet ham op og påduttet ham en vagt som han ikke engang kunne sige nej til, fordi han var ny på arbejdet og ikke kunne risikere at miste det. Ikke endnu et job. Så ville han være helt fortabt. Han kunne knap nok betale for den lille, usle lejlighed, ham og hans kat boede i for tiden. 

Milo havde før arbejdet som tjener, men det job havde han hurtigt mistet på grund af sin daværende kæreste, så han vidste præcis, hvad han skulle gøre. Lige nu var der dog ingen nye gæster, så imens han stod og ventede, kunne han lige så godt rydde op i baren.

Døren gik op og lyden af fodtrin, der krydsede gulvet indikerede, at der var kunder i butikken. Milo kiggede op fra det glas, han var i færd med at tørre af, klar til at føre gæsten hen til et bord. Det var dog ikke en hvilken som helst gæst, for den lyshårede herre lod til at genkende Milo.
Englens første tanke var, at han måtte forveksle ham med en anden. Han havde aldrig mødt manden her i byen før, men pludselig slog det ham, at det heller ikke var her i byen, han havde mødt ham. Nej, det var i en anden by, i et helt andet land, i en hel anden tid. Manden der stod der med et smil på læberne og med hår, der skinnede gyldent i solens sidste stråler og garanteret duftede af sommer og solskin, havde været Milos nabo dengang, han endnu boede i Frankrig. Dengang han netop var blevet smidt ud hjemmefra og stadig var i live.
 
”Damien…?” lød det spørgende fra Milo. Hans stemme var hæs og forsigtig. Han havde lyst til at række en hånd ud for at føle på Damien, føle om han var virkelig. Det var så længe siden, de sidst havde set hinanden, at Milo knap nok kunne tro, at de var stødt på hinanden igen. Og så endda på en lille, ligegyldig restaurant af alle steder!
Men nej. Den varme stemme og de venlige, blå øjne var virkeligt nok. Milo lyste op i et smil og stillede glasset fra sig; det skete i sådan en fart, at glasset vaklede faretruende på kanten af baren, snurrede rundt om sig selv, før det til sidst faldt til ro med kun 2/3 af dets vægt indenfor bordet plade. Milo bemærkede det dog ikke, for han var allerede nået om på den anden side af baren, hen til Damien.
 

”Jeg kan ikke fatte, at det er dig! Det er så længe siden, det… det… jeg… hvad laver du dog her?” Han havde så mange spørgsmål, at ordene bare kom ud på én gang, og det hjalp ikke ligefrem på det, at Milo havde så travlt med at komme hen til Damien, at han tilmed snublede over sine egne fødder...

Det var ham. Milos smil voksede kun, da den anden bekræftede hans ord. Hvor havde det været pinligt, hvis ikke det havde været Damien, men så igen, hvor mange lyshårede mænd kendte han, der ville hilse på ham på den måde? Ingen, ikke så vidt han huskede, i hvert fald.
Milo lod sit blik scanne den anden, da manden greb ham, inden han faldt. Damien var præcis, som han huskede ham. Samme højde, samme frisure og det samme smil, der altid syntes at hænge om hans læber, når englen var i nærheden. Han så ud præcis, som da Milo sidst havde set ham, inden han pludselig forsvandt. Mindet fik ham til at rynke på panden. Forladt… det var, hvad Milo var blevet dengang. Ligesom nu, hvor han netop var blevet forladt af den mand, han troede, han skulle leve resten af sit liv sammen med. Selvom han efterhånden var kommet over tabet af sin ekskæreste – han havde endda fået ny lejlighed og nyt job – var hans hjerte endnu revet i tusind stykker over igen at være blevet forladt, og han var ikke sikker på, at det nogensinde ville blive helt igen. Han havde i hvert fald ikke turde binde sig til nogen endnu af frygt for, at de bare ville skride fra ham.
Så Damien kunne sagtens påstå, at ingen steder gik. Milo havde bare andre erfaringer.
 
Tilbage til virkeligheden. Damien snakkede til ham og strøg ham over kinden, og selv da hans hånd var væk, kunne Milo stadig mærke den, lige der, på hans kind. Han var dog glad for, at Damien var så hurtig til at fjerne sine fingre igen, for i løbet af sekunder var han blevet helt varm i kinderne.
 
”England? For meget?” Milo rystede leende på hovedet. Åh, hvor han dog gerne ville til England en dag! Han ville i det hele taget bare væk fra Frankrig.
Hans smil falmede dog, da Damien pludselig spurgte ind til ham. Han tøvede lidt, før han svarede.

”Jeg har bare haft lidt problemer, så jeg besluttede mig for at flytte, og så faldt jeg til her.” Han trak på skuldrene. Det var den korte, censurerede version af hans historie. Damien lod ikke til at have gennemskuet det igen - men så igen, der gjorde det færreste - så han undlod at nævne, at han var død og senere genopstået som en engel.