When you meet me ...

Sted: Sombre
Tid: Aften
Forbeholdt til Farax

Efter en dag foran flimren trængte Eric til at komme ud og snuse lidt til den friske luft. Det havde været hyggeligt at sidde der hjemme og bare glo film hele dagen, med fjernsynet foran sig, og mobilen i den anden hånd, hvor Sms'erne tikkede ind hele tiden, men nu havde han fået ondt i fingrende af at skrive så meget, og han var blevet frygteligt træt af at se alle de film, men trætheden var forsvundet så snart han var kommet ud iført sin mørke vinterjakke og et par solide vinterstøvler. Hænderne var gemt ned i lommerne på den lune frakke der omsluttede hans krop som sendte varmebølger ud mod jakken, der heldigvis holdte dem inde, så han langsomt fik opvarmet kroppen. Trods Frankrig var et land som mange ville kalde et sydligt land, kunne det alligevel blive overraskende koldt, det var ikke et varme paradis hele tiden. Hans grønne øjne fulgte en grøn bil der strøg hen over vejen, for den forsvandt omkring et hjørne, og Eric trådte ud på vejen, som han krydsede før han nåde indgangen til byens park Sombre.
Hans blik løb rundt i den snart mørke park, før han fulgte den største sti ind i det indviklet stisystem der var lagt ud for fodgængere samt cykelister, som dog ikke ligefrem var nogle man efterspurgte da der ofte var mange mennesker i parken, og især i sommertiden var der mange små børn der var ude at lege, som man skulle dreje udenom hvis de legede med kridt på en af de mange stier. I bund og grund kunne det være hyggeligt at se og høre på, når man gik, men Eric havde flere gange prøvet at cykle igennem parken på en varm sommerdag, og det var mildt sagt et helved.
Cykeltankerne blev skubbet væk, så der var plads til nogle nye tanker i Erics hoved, mens han fortsatte ned af stien i et jævn tempo, med lange skridt, rimelig hurtigt. Hans vej var lige, med små bløde kurver ligesom stien, men ellers var der ikke de store omveje i hans gang, den var direkte og målsat, med blikket rettet frem. De grønne øjne opfangede træernes struktur og så fuglene der fløj rundt på den kolde blå himmel der lå over byen og lod alt varmen forsvinde ud i det store univers. Der forblev ikke meget varme nede på jorden, men det skulle jo også forstille at være vinter, så hvorfor ikke også så lade det være koldt?

Ørerne opfangede lydbølgerne hans fodtøj afgav, sammen med lyden af børn der legede et stykke derfra. På den ene siden overraskede det Eric at der var nogle børn ude at lege nu, der var jo intet sne, men heller intet varme, men på den modsatte side var det også det perfekte vejr til at lege i, trods det måske var ved at blive mørkt. Man kunne tumle rundt, uden at blive våd af sneen, og man kunne løbe, uden at svede så meget at vandet løb. Det var nok ikke derfor man kunne høre de unge væsners optøjer, det var sikkert mest af glædens skyld, de smil der lå på deres forskellige læber, som nåde deres øjne, der lyste af glæde. I bund og grund, når det kom til stykket, var det et smukt syn, eller mere dejligt og afslappet syn at se på. Børn havde normalt en afslappende effekt, med mindre man var en stresset familie far der ikke havde styr på sine ti børn fordi den ene var faldet i søen, andre kastede med maden, og andre igen var ude med deres mor, som heller ikke kunne finde dem. På dét punkt var børn ikke noget afslappende syn, men nu, nu hvor de legede for sig selv, og man ikke havde noget at gøre med dem, var de ganske afslappende at se på.
Eric lod sig føre hen af stien, der snoede sig forbi noget krat af en eller anden biologisk art. Hvilke busk det var, var ukendt for Eric der aldrig havde kendt særlig meget til biologi, eller havde haft grønne fingre, men det ville man jo heller ikke ligefrem forvente af en mand som ham, han boede heller ikke just et sted hvor man kunne have sin egen lille have med Morgenfruer og andre smukke blomster, nej, Erics bopæl var et sted for flittigt arbejdende unge der ønskede at gøre deres gymnasieuddannelse færdig, så de kunne komme videre ud i livet, hvilke var præcist det Eric også gjorde sig i. Trods den sidste sommer havde været anderledes end alle de andre, var det lykkes ham at fortsætte sit stuedie hvor han havde sluppet, uden at nogle havde bemærket at han ikke var helt så levende som før, men han ville endelig ikke beklage sig.
Når alt kom til alt var det hele jo som det skulle være for Eric. Afslappende, perfekt og normalt, lige indtil hans fintfølende næse opfangede en yderst svag duft, så svag at an tvivlede på at den var der. Det duftede af noget nyt han aldrig havde set før, ikke en engel, ej heller et menneske, dæmon eller vampyr. Duften fik englen til at stoppe, mens han kiggede rundt, for at finde kilden til den svage duft, der ikke syntes at blive stærkere.