Let's meet and have fun!

Tid: 13-14.00
Vejr: behageligt. Sådan, lunt uden at være fugtigt. T-shirt vejr.
Omg: træer, mennesker, ting og sager!

Solen skinnede klart ned over parken. Gav genskin i det grønne græs. Børn rendte rundt og legede i græsset, kravlede rundt i træer, hyggede sig, glædede sig over verden.
Kile sad for sig selv i græsset, lidt udenfor det hele. Hvorfor kom han aldrig her? Her virkede så rart. Der var så fyldt med glæde. Han grinede lidt af sig selv, og satte sig bedre til rette i græsset, der faktisk var lettere køligt. Han kunne mærke det igennem sine jeans, og det var rart.
Han var for en gangs skyld kun gået ud i jeans og t-shirt. Uden at gøre det store ud af det. Eller, han havde også presset en hat nedover det bronzefarvede hår, men det var mere for skygge fra skolen aller... Nej det var nok bare en smagssag.
Han kiggede lidt ned i bogen, han havde siddet igang med. Shakespeares samlede værker... Men han kunne ikke blive andet end distraheret her, med alle de glade mennesker. Han sukkede, klappede bogen sammen, og lagde den ned i tasken ved sin side.
Han kunne ikke tage øjnene fra de børn, der legede et stykke væk. Så ubekymrede...
Han smilede, og nød bare øjeblikket på afstand. Nød det i fulde drag.

Det var Izobells fridag, og det havde hun tænkt sig at udnytte til fulde. Hun havde brugt tid i lejligheden, for at gøre lidt rent. Da det så var blevet hen imod middagen, var hun stoppet, og havde i stedet bevæget sig udenfor. Efter først at have taget sig et bad. Vejret var overraskende godt. Ville parken ikke være et godt sted at tilbringe dagen? Det mente Izobell, så derfor valgte hun at gå i den retning. Humøret var højt, men Izobell kunne ikke helt finde grunden til det. Måske havde hun bare fået det rigtige ben ud af sengen?

Da hun nåede hen til parken, undrede det hende slet ikke, at se alle de mange legende børn. De ville vel bare nyde vejret ligesom alle andre. Men det skulle sandelig også nydes, nu det endelig var her. Et lille smil bredte sig på Izobells læber, da hun kiggede ud over græsarealerne. Da solen skinnede, blev hun nødt til at misse med de blå øjne. I dag hang hendes hår faktisk ikke løst ned af ryggen. Hun havde sat det op i en høj hestehale, så det ikke kom i vejen for hendes syn. Valget af tøj var ganske praktisk. Hun havde en grøn T-shirt på, og et par lyse jeans. Intet sort for en gangs skyld.
Bortset fra hendes sko, men de talte ikke rigtig.
Izobell kiggede efter et sted at sidde ned. Da hun ikke lige fandt et, valgte hun bare at bevæge sig hen over græsset. Så opdagede hun en dreng, som så ud til at sidde lidt for sig selv. Det var da underligt. Hvorfor sad han der helt alene? Måske havde han lyst til lidt selskab? Det var da et forsøg værd. Hvis ikke, måtte han jo bare sende hende væk igen.
Izobell gik hen til drengen. Han så ud til at være på hendes egen alder. "Hej", sagde hun venligt og sendte ham et venligt smil. Det afslørede hendes hvide tænder.

Kile havde siddet lidt i sine egne tanker, og havde set mere eller mindre forskrækket ud da pigen var begyndt at snakke til ham. Først smilede han bare chokeret, ude af stand til at stykke en sætning sammen.
"Åh jamen halløj!" lykkedes det ham at få frembragt, og han blinkede fjollet med øjnene. Det var ligefrem latterligt at han virkede så overrasket, for sådan var han jo egentlig ikke normalt, men sådan, bare at afbryde folk midt i deres tankestrøm, det var noget forfærdeligt rod.
Han var lige ved at grine af sig selv, men lod sit ansigt flække i et grin istedet.
"Slå dig ned hvis du har lyst!" bød han venligt, bange for at være ubehøvlet.
"Dejligt vejr ikke?" han betragtede pigen lidt. Hun så ikke farlig ud. Nok bare impulsiv. Og rar. Men sådan dømte han de fleste mennesker, bare på udseendet.
han lod en hånd glide igennem sit hår, og prøvede at stykke et pænere smil frem, end det der chok prægede udtryk, der stadig sad fast i hans ansigt.

Da Izobell så hvor forskrækket drengen blev, fik hun en lille smule skyldfølelse. Det havde ikke været hendes mening at forskrække ham. Faktisk havde hun regnet med, at han havde set hende komme gående.
Hun lod hovedet glide let på skrå, da han pludselig så meget glad ud. Eller, fjollet var måske et bedre ord. "Mange tak", sagde hun, da han tilbød hende at sidde ned. Så havde han måske lyst til selskab. Sikke da et held for hende.
"Jo, det er det", sagde hun med et blidt smil. "Det er bare med at nyde det, imens det er her". Hun kiggede kort over på nogle af de legende børn. De nød i hvert fald det gode vejr. Derefter lod hun igen sit blik glide over på ham. Den her person virkede underligt afslappende. Det var lang tid siden hun havde mødt en som ham. Hendes blik var lettere nysgerrigt. Der var noget, der sagde hende, at han ikke var et menneske. Han var ligesom lidt for... pæn. "Du må undskylde hvis jeg forskrækkede dig", sagde hun så lidt forsigtigt. Det havde jo slet ikke været hendes mening. Det så dog ud til, at drengen ikke var så forskrækket mere. Hans smil så lidt mere naturligt ud nu.

"Tja... Hvis man nu kigger godt nok eter, hver eneste dag, så er der altid noget man kan tage sig til at nyde... Vi lever i en verden så fuld af smukke ting at man skulle tro det var løgn jo, haha!" han smilede og så ned i det grønne græs.
"Så nogle dage skal man bare tage en slapper... Tjekke helt ud... Og så nyde at man ikke nyder noget som helst..."
Kile grinede. Hvor måtte han have set latterlig ud. "Det skal du ikke bekymre dig om... Jeg var vidst bare sunket ret dybt ned i drømmekisten, hvis du ved hvad jeg mener..." han sendte hende et strålende smil, og betragtede hende lidt, som han efterhånden jorde med alle mennesker. Prøvede at læse dem ud fra deres ansigt, selvom det aldrig gik så godt.
Der var noget ved hende han ikke kunne sætte finger på... Noget ved hendes udseende og væremåde, han utrolig godt kunne lide. Men hvad, det var sikkert bare ham der var underlig..

Det havde Izobell egentlig aldrig tænkt over. Men det var vel rigtigt nok. Var det ikke? Verden kunne jo godt være smuk. Der var dog også nogle lidt mindre kønne sider af den, som de fleste ikke havde lyst til at se på.
"Det har du vel ret i", sagde hun og trak let på skuldrene. Hun lod igen sit hoved glide let på skrå. De blå øjne hvilede på drengen. Han virkede meget munter. Venlig. Sådan en man hurtigt kunne blive venner med.
Drengens mund bevægede sig igen, da han talte. Det ville have været lidt underligt, hvis den ikke bevægede sig. Medmindre han var bugtaler selvfølgelig. "Det var godt", sagde hun tydeligvis lettet. "Og jeg ved godt hvad du mener", tilføjede hun hurtigt. Det skete også nogle gange for hende selv. Hun glemte fuldstændig omverdenen, og fortabte sig i sine tanker. Izobell gengældte blidt hans smil. Så gik det op for hende, at hun ikke engang havde præsenteret sig endnu. "Gud fader!", udbrød hun spontant. Egentlig havde hun ikke den helt store tro på Gud. Det var mere et udråbsord. "Jeg hedder Izobell", sagde hun og sendte ham et stort smil. Nu ville han forhåbentlig fortælle sig eget navn. Hvis ikke så, nårh ja, hvad pokker.

Kile smilede lidt. hun virkede... rar. Oprigtig. Han strakte sig lidt, og fik løsnet omkring skulderbladene.
"Jesus!" han grinede af hendes udbrud. "Izobell..." han rullede med tungen. Det lå fantastisk i munden. Han havde nærmest en mani med navne, der lå fantastisk i munden.
"Mit navn er Kile..." han sukkede, men smilede alligevel, og rakte hende hånden. Det gjorde han altid, medmindre nogle rakte ham hånden først.
Han elskede mennesker, personer, væsener. Især de spændende. Dem han ikke kunne forklare. Og der var noget ved hende, han ikke kunne forklare. Som han gerne ville tilbunds i... Hmm.
Hun virkede åben, og mystisk på samme tid..
"Rart at møde dig!"

Kile. Det lød specielt. Aldrig før havde hun mødt nogen som hed Kile. Hun havde mødt fyre som hed Kyle, men ikke Kile. Da han rakte hånden frem tog hun imod den og trykkede den let.
"Jamen i lige måde Kile", sagde hun smilende. Hendes blik faldt på hans hat. Den fungerede sikkert som en god skygge for solen. Og så klædte den ham jo også. Det var vidst hvad man kunne kalde en win-win situation.
Selv havde hun hverken solbriller, hat eller noget lignende på, som kunne beskytte hendes øjne imod solens stråler. Så måtte hun bare kigge ned i jorden i stedet. Hvis det altså blev for meget.
Denne Kile virkede interessant. Izobell fandt det virkelig kedsommeligt, når folk ikke fangede hendes interesse. Så kom hun hurtigt til at kede sig. Og det kunne hun ikke fordrage. Derfor virkede Kile som godt selskab.

"Hvad laver du så, på en smuk dag som denne?" Kile smilede varmt. Han var nysgerrig. Virkelig. Og han var træt af ikke at snakke med nogen. Han elskede faktisk at være social.
At snakke og møde nye mennesker. Det var lige ham. At dele interesser, filosofier, tankr og så videre, og så videre.
At høre på andre folk snakke. Han elskede det.
Han så på Izobell med et svagt grin. Hun virkede meget spændende. Som en 'pas på, her kommer jeg' type.
En man ikke skulle være bange for, men som samtidig gjorde ting impulsivt. Ikke bange for nogen.
Men han lavede altid den slags profiler af folk. Selv i toget. Det var sjovt. Det gik op for ham at han måtte se meget fordybet ud, så han rynkede på næsen, og smilte bare.

Izobell smilede skævt. "Så lidt som muligt", svarede hun roligt og lagde sig ned på ryggen i græsset. Hun fik bare lige lyst til det. Så hvorfor ikke gøre det?
Hun kiggede op i himlen. Der fløj et par enkelt hvide skyer rundt, men ikke så mange. "Indtil videre har jeg dog rent faktisk foretaget mig noget fornuftigt", sagde hun smilende. "Jeg har gjort rent i den lejlighed jeg deler med min veninde". Nogle ville måske mene, at det var dumt at fortælle sådan noget til folk man lige havde mødt. Og det havde de måske ret i. Men Izobell var lidt ligeglad. Ham her virkede ikke spor farlig.
"Hvad laver du selv?", spurgte hun så nysgerrigt. Det lå bare til hendes natur. Hun var altid nysgerrig. Hele tiden. Det kunne godt være lidt irriterende i længden.

Kile smilede. Spændende. Rengøring...
Han sukkede, og kiggede ned i det smukt skinnende græs før han kiggede op på hende igen.
"Jeg har bare brugt min tid på at hmm... Lad mig se... At nyde at være i live. Se nogle ting som man kun gør på en dag så fantastisk som denne... Hvis du ved hvad jeg mener..." han grinede let, og slog med hovedet.
"Det må være hyggeligt... At have, dele en lejlighed. Så er der vel tit selskab og sådan, ikke?" han så nysgerrigt på Izobell. Han havde ikke boet sammen med nogen siden hans forældre. Og det var jo efterhånden et stykke tid siden. Uden at lægge mærke til det, sad han og rev græ op af jorden. Bare en vane, og en rigtig dum én. Han plejede at have stor respekt for naturen... Selv for en ting så almindeligt, som græs.

Et smil dukkede igen frem på hendes læber - hvis det da overhovedet havde forladt dem. Kile virkede meget tænkende. En livs nyder, blev det vel kaldt.
Hun nikkede langsomt med hovedet, også selvom hun ikke var helt sikker på hvad han mente. Det virkede næsten dumt at spørge, for hans valgte også at snakke videre.
"Det er meget hyggeligt", sagde hun smilende, "Når Zoph ikke er der, føltes lejligheden ligesom lidt tom. Der mangler et eller andet", hun smilede skævt. Det lød måske underligt, men det var sandheden. Sandheden var nogle gange bare underlig.
Den samme tanke som hun havde tænkt før, strejfede hende. Der var kun én måde hun ville få et svar på. Og det var ved at spørge ham. "Kile? Hvad er du egentlig? Du virker ikke helt som et menneske", hendes tone var rolig, men der var gemt en nysgerrig undertone.

Kile smilede. "Kan jeg ikke helt forstå, mener det godt, men ja..." han sukkede og sendte hende et smil.
Han krummede forsigtigt fingrene i den ene hånd, som han altid gjorde når han skulle fokusere lidt, og ikke glide ind i sin egen verden. Det var ligesom når han spillede klaver. Han gled ikke væk.
Han kiggede på hende med et skævt smil, og overvejede lidt hvordan han skulle svare. "Tja... Jeg er Ráánin... Du kender nok ikke udtrykket. Det var bare det min mor kaldte det... Men, halvt menneske og halvt elver. Så, jeg ældes ikke som en elver, men heller ikke helt normalt, jeg har ikke de rigtige elvertræk, men der er få, hmm, strejf af det i mig. Jeg kendte aldrig min elverdel. Min far altså. Så fortæller dig kun hvad jeg i forvejen selv har regnet ud." Kile smilede varmt. Dette var den korte forklaring. Den lange ville tage alt for lang tid.

Izobell løftede sig op på sine albuer, så hun havde en mulighed for at kigge på ham. Hun gengældte hans smil, inden hun lod sit blik glide ned på hans hånd. Han havde nogle gråsstrå i den. Hvornår havde han plukket dem?
Da han gav sig til at forklare, lyttede hun godt efter. Selv om hun blev en anelse forvirret. Ráánin? Nej, det havde hun godt nok ikke hørt før. Nogensinde. Så havde hun altså haft ret. Han var ikke helt et menneske. Der var også noget elver i ham. Det forklarede hans gode udseende.
"Nå, så du kender ikke din far", sagde hun stille og kiggede kort over på et træ, der stod lidt væk. Da hun igen talte, kiggede hun tilbage på Kile. "Det er da imponerende så meget du har regnet ud. Har du så nogle seje evner?", hun sendte ham et lille smil. Selv havde hun ikke den mindste smule magi i sig. Hun var vel så umagisk, som man overhovedet kunne blive.

Kile smilede lidt.
"Jeg kan vise dig et lille trick... Men kun et lille et. Når du kun er halvt magisk, så virker det jo ikke så fantastisk godt..." han kvaste græsset lidt i sin hånd, så der kom lidt grøn smat ud i håndfladen, og bed sig let i læben.
Han så på hende med et skævt grin, og begyndte at føre pegefingeren på hånden uden smat, hen over smattet, måske med 3 millimeters afstand.
Han så ned på sin hånd, og så op på Izobell igen. "Er du klar?" han grinede lidt.
Han anede ikke hvad fanden han egentlig kunne bruge evnen til. Men den var der. Og det var vel egentlig ret fedt.

Izobell rettede sig op og satte sig i skrædderstilling. Kile havde vakt hendes nysgerrighed, og havde nu hendes fulde opmærksomhed. Hun kiggede ned på hans hånd og rynkede kort panden. Det var da ulækkert. Han havde fuldstændig mast græsset, så det nu var noget grønligt smat.
De blå øjne fokuserede igen på hans ansigt. "Ja", svarede hun med et lille smil. Hun var virkelig blevet nysgerrig nu. Kunne han hele græsset eller sådan noget? Måske plante det igen? Nu var han jo halvt elver, så det kunne godt være noget i den dur. Elvere var vidst ret tætte med naturen eller sådan noget.

Kile grinede lidt, og rørte nu smattet med fingeren, og løftede den langsomt. Det med at stryge henoveer det var faktisk mest for syns skyld.
I takt med at han løftede den kom små klare dugdråber frem, nærmest i en perlekæde. Små, fine og glimtende, da solen reflekterede i dem. Kæden af de små dråber blev kun omtrent tre centimeter. Der var ikke, så utrolig meget vand i det græs der.
På hans anden hånd hvor smattet havde siddet var der nu kun noget tørt og dødt, grønligt støv.
Han smilede endnu engang, og satte tommelfingeren for enden af dråbe kæden, og bevægedede langsomt pegefinger og tommel mod hinanden, indtil at kæden var blevet tgil en vanddråbe, med en diameter på omkring en enkelt centimeter. Han smilede.
"Lidt trist evne, ikke?" han betragtede dråben lidt, og rynkede på næsen.

Izobell løftede langsomt det ene øjenbryn, imens hun fulgte hans bevægelser med øjnene. Dråberne var underligt smukke. Om det var fordi der var magi med i spillet, vidste hun ikke. Hendes blik gled ned til hans hånd. Græsset var væk. Ej hvor underligt. Der var kun noget grønt støv tilbage. Så gik det op for hende. Alt vandet var blevet suget ud af græsset.
Da han sagde, at det var en trist evne, kiggede hun hurtigt op på hans ansigt. "Nej mand!", udbrød hun. "Det er da en mega sej evne", hun grinede blidt. Hvad han helt præcis kunne bruge evnen til, anede hun virkelig ikke.
"Kan du også gøre det med større mængder vand?", spurgte hun nysgerrigt.

Kile kiggede lidt på sin hånd, mens han fk vandet til langsomt at sno sig om hans finger, som en lille slange. Han grinede ved hendes udbrud. Selv ville han have foretrukket at være helt igennem normal.
Han tænkte sig om. "Altså, en lille tekop... Det er ca. mængden jeg kan styre af gangen. Hvis det bliver for store mængder kan jeg ikke koncentrere mi om det hele. Så taber jeg noget, mens jeg prøver at holde det oppe og tja... Jeg får ikke rigtig øvet mig... Til gengæld kan jeg sagtens hente det langtfra... Det er svært at forklare, hmmm..." han så op på hende, med et stort smil, uvidende om det bare var en masse vrøvl han havde lukket ud. Det var det sikkert.
Han gav for det meste ikke rigtig mening, da han altid havde svært ved at formulere sig. Ordene sad perfekt i hans hovede, men ville ikke ud på samme måde.

Imens han talte, nikkede Izobell. Det var en vane hun havde. Hver gang folk sagde noget, og hun ville vise, at hun havde hørt det, nikkede hun.
Hun havde faktisk forstået det meste af det, han sagde. Han kunne styre en tekop. Det var da ret sejt. Izobell fik øje på hans store smil.
Kile virkede som sådan en glad fyr. En der ikke bekymrede sig særlig meget om alt det onde i verden. Nogle gange ville hun ønske, at hun selv havde det sådan.
"Ja", sagde hun langsomt, "Jeg synes altså stædigvæk, at det er sejt", hun smilede skævt. Det meste magi fandt hun interessant. Også selvom hun stort set ikke kende til noget af det. Hun havde før set et 'Vand trick', men det var lidt mere voldsomt end Kiles.

Kile rynkede lidt på næsen.
"Jeg ville ikke sige sejt... Men tjoe, hvorfor ikke..." han så på hende, og kunne ikke lade være med at smile. Han satte sin finger ned til græsset, og lod vandet glide helt ned i jorden.
"Fortæl mig, om dig selv," han lænede sig lidt tilbage, og lettede på hatten.
Han elskede at høre historier. Især om folk, og hvem de var. Han brød sig ikke om, kun altid at gætte, selvom det tit var det han gjorde.
Han fandt tit selv på historier om folk, inde i sit hovede. Derfor elskede han at høre deres egen.
For måske at sammenligne en smule. Eller for at blive modbevist, overrasket.
Han lukkede afslappet øjnene i og smilede stort.

Izobell kunne ikke lade være med at smile, da han næsten benægtede, at det var sejt. Hun betragtede ham, da han lod vandet glide ned i jorden igen.
"Eh... Hvad vil du gerne høre?", spurgte hun med et lille grin. Hvis der var noget Izobell var virkelig dårlig til, så var det at fortælle om sig selv. Hun vidste aldrig hvad hun skulle fortælle. Hvad folk fandt relevant. Derfor syntes hun altid det var nemmere, når folk spurgte om noget specifik. For eksempel. Hvor bor du, har du nogen søskende, noget i den stil.
De blå øjne søgte kort ned til græsset, inden de igen gled op på Kile. Der var et smil plantet på hendes læber. Kile var nu en flink Ráánin.