When the lights are dim.

Der var varmt. Sådan klamt varmt. Som var der ingen form for udluftning omkring hende. Det var noget af det første hun rigtig lagde mærke til, da hun langsomt kom tilbage til den virkelige verden. Hun huskede ikke at have været til drømmeland, men blot at det hele havde været utroligt mørkt. Mørkt og trængt. Forsigtigt blev hendes øjne åbnet. Lidt efter lidt. Blink for blink. Og til hendes overraskelse og skuffelse havde mørket forfulgt hende. Idet hun så sig omkring, var der intet at se. Ikke andet end en sort kuppel, hun var fanget i. Det tog i hvert fald lidt tid for hendes syn at tilvende sig til det hele, men hun ville nu ønske, det havde været noget andet hun så. For det var da hun så trævæggen overfor hende, at hun endelig opdagede den nuværende situation.
Autumn sad med benene trukket lidt op til sig, for at kunne sidde i det lille rum, hun var havnet i. Halebenet var ømt, og hendes hoved dunkede en smule på grund af den tunge luft, der havde samlet sig. Fik hende til at trække sine øjenbryn sammen og lukkede øjnene et kort øjeblik, til de igen blev åbnet til samme syn og realisme. Hun sank tungt og besværet og kom vel med en svag smaskende lyd, kun for at opdage hvor tør hun egentlig var i munden. Lige så stille begyndte det hele så endelig at komme tilbage til hende. Hvordan hun i det hele taget var havnet her. Billederne poppede hurtigt op i hovedet på hende. Billedet af ham. Hans ansigt. Hans blik. Og hans hænder der havde føltes som om de var over alt. Hun kunne mærke, hvordan maven trak sig sammen med tanken. Og forestillingen. Tvang hende til at tage endnu en dyb indånding for lige at tage situationen lidt bedre. Hvilket ikke rigtig virkede til at virke. Hendes hjerte havde allerede startet op med at banke i en mere nervøs rytme.
Nærmest som var hun udsat for et chok, rettede hun sig op. Satte sig lidt mere op, i stedet for at ligge halvt ned med ryggen imod en af de fire vægge, der tydeligvis udgjorde et skab, når man tænkte på al de tøj der heldigvis gjorde det lidt mere behageligt for hende. Hun forsøgte at bevæge sine arme, men kun hendes skuldre og albuer blev rykket lidt, for så at komme på samme plads som før. Hun kunne nu igen mærke læderbæltet, der sad stramt om hendes sarte håndled, og hun kunne svagt høre spændet, som hun vred i sine hænder for at komme fri. Hun stoppede dog hurtigt igen. Hun havde uden tvivl siddet med hænderne på tvunget om på ryggen længe, eftersom nogle af hendes rygmuskler med det samme gik i krampe ved en forkert bevægelse. Hun så sig over skulderen, blot for at bekræfte det hele, og så røg hendes blå øjne, der syntes at lyse op i mørket, rundt igen. Til siderne, op og ned. Så med det samme hvordan hendes bluse var revet itu omkring hendes ene skulder. Afslørede en smule af hendes BH. Tegn på kamp. Det fik dog ikke specielt meget opmærksomhed særlig længe. For den var kort efter rettet imod den lille sprække, hvor dørens lukning befandt sig, kunne anes. Gav hende energien til hende at råbe op. Men hendes ord blev stoppet brat af det trykke bredes tykke gaffatape, der var sat over hendes læber. Dog stoppede det hende ikke for at forsøge igen. Også selvom der kun kom mumlende lyde fra hende. Og hver gang hun bevægede sit ansigt, følte hun resterne af tidligere tårer og stivnede spor af mascara, der begge havde gledet ned over hendes nu lettere blusende kinder.
Hun blev ved med at råbe op, trods lyden blev blokeret ret kraftigt. Hendes ben, der i modsætning til hendes hænder ikke var bundet fast, bøjede sig ved knæene lidt mere, kun for at hun begyndte at sparke fra sig. Gjorde folk, der forhåbentlig var omkring, opmærksom på at hun var hvor hun var.

Dunk.... Dunk.... Dunk...

Den bankende lyd fik dæmonen til nærmest at knurre halvt i søvne, ned mod den afvaskede pude, der efterhånden bar utallige pletter af alkohol. Han havde placeret sig selv på maven, og havde formået at møve sig selv, så langt op mod sengegavlen, at det var utroligt, at hans hår ikke skrabede mod væggen bagved. Tæppet havde selvfølgelig for længst ramt gulvet. Sikkert gennem nattens tummult, som havde efterladt ham i et stadie der mest mindede om en form for ´dvale´, som var meget typisk for folk der byttede om på nat og dag. Alt tøjet, på nær et par mørke boxershorts, lå spredt rundt i lejligheden. Den støvgrønne T-shirt lå endda oven i et overfyldt askebæger, hvor den kunne samle sig dejlige mængder af den nikotins-prægede lugt. Dereks halvnøgne krop lå slanget over sengen, som om han forsøgte at fylde dobbeltsengen så meget ud som overhovedet muligt. Den ene arm lå og krammede om puden, mens den anden var placeret over denne, for at skærme mod de få strejf af sollys, der formåede at slippe gennem de usle persinner. Det måtte være omtrent formiddag... Ikke fordi det påvirkede ham synderligt. Som regel stod han aldrig op før sidst på eftermiddagen... Hans ånde lugtede utvivlsomt stadig af alkohol, og rester for kokain lå på sofabordet lidt derfra. Lejligheden var ikke just stor, så alt var nærmest samlet i ét rum. Og et rodet ét af slagsen. Foruden lugten af stærk alkohol og nikotin, stod adskillige store papkasser stadig og samlede støv, ´hvor-der-nu-var-plads´. Derudover var opvasken i køkkenet uoverkommelig (og bestod umiddelbart kun af glas og flasker, eftersom han sjældent spiste hjemme) - og tøj lå og flød alle vegne, når han ikke havde orket at smide det ind i skabet, lidt derfra.

Dunk... Dunk....

Dæmonen vred sig om på ryggen, tog fat i puden, og lagde den over sit ansigt for at blokere lyden.

Dunk...

"Get lost. I'll pay you later!" Mumlede Derek og smed puden hårdt mod hoveddøren, to meter derfra. Efterhånden var Derek kommet mere til bevidsthed. Tydeligvis var han overbevist om, at det var viceværten, der ville indkræve penge - og som bankede på døren. Da lyden fortsatte, kom den knurrende lyd igen fra ham. Han lød mest af alt som en forfærdelig hormonpræget teenager, der ikke ville ud af sengen. Snart åbnede han dog øjnene op - ganske langsomt dog. Lyset var ikke rart for ham, og han måtte derfor bidde tænderne sammen, mens han trak sig selv op at sidde, og begyndte at gnide øjnene hårdt med hænderne.
"Shut up, shut up" Mumlede han så irritabelt. Den sædvanlige hovedpine var tilbage. Denne var dog forstærket. Sikkert fordi han manglede et par ekstra timers søvn, eller fordi han havde taget og drukket lidt mere end sædvanligt denne nat... Hvad fanden var der egentlig sket? Hans hukommelse var som sprunget til atomer. Kun brudstykker var tilbage... Et hurtigt kig rundt i lejligheden, vidnede om, at han bestemt havde haft det vildt. Alkoholspletter på gulvet. En halv flaske whisky på bordet, samt to tomme... Rester af kokain, tilfældigt skodede cigaretter og... gaffa-tape? Var det ikke pakket ned i en af de store kasser? Han kastede et blik over den ene skulder, og så at en af kasserne var væltet ned på gulvet, hvorfra indholdet lå spredt derfra. Fandens...
Lyden fortsatte, og snart var han netop så klar i hovedet, at han kunne registrere, at lyden kom fra selve lejligheden. Derfor rejste han sig op, med de største anstrengelser. Alligevel lignede han mest af alt en zombie da han nærmede sig skabet... Øjnene var halvt klemt i, huden var lidt blegere end normalt, og håret lignede en undskyldning for sig selv. Snart åbnede han skabslågen, og så...-
"What the fuck?" Mumlede han, og pressede igen hænderne mod sine øjne. Var han stadig beruset? "Who the hell are you?" Det var først dér, at han tog hende i øjesyn. Pigen fra musikforretningen, ikke? Hvad fanden havde han lavet? Hun så jo kraftedme værre ud end ham selv.
Med én bevægelse, tog han fat i hjørnet på gaffatapen over hendes læber; "Don't scream..." Bad han hende så, "I have a headache, you know." Dernæst hev han det af i én bevægelse. Det ville sikkert gøre fandens ondt.

Autumn stoppede brat sin sparken, idet døren blev åbnet og det velkendt ansigt trådte frem. Dog havde det ikke ligefrem den samme effekt som den havde haft for blot nogle dage siden. Hun stirrede imod ham med opspærrede øjne. Og trods hendes syn var slørret uden hendes briller, vidste hun hvem det var. Bare ved stemmen. Og omridset. Hvor var hendes briller overhoved hende? Hun forsøgte næsten at presse sig længere og længere imod den modsatte kurs som Derek nu befandt sig. Udover at hun ikke rigtig kunne komme længere på grund af bagvæggen, som hun nu sad helt op ad. Til hendes skræk. Stadig i hans rækkevide. Hun lukkede sine øjne i som hans hånd nærmede sig hende, og hun lagde ikke rigtig mærke til hvad han sagde til hende. Hørte ham, men hans ord gav ingen yderligere forståelse hos hende. Blot en summen. Der var andre ting hun havde i sinde at holde sin opmærksomhed imod.
Hun bed dog smerten i sig, da tapen blev revet af, og hun igen kunne bevæge sine læber frit. ”Aah!” Hun kvalte hurtigt lyden, og krummede virkelig tæerne, for ikke at skabe sig mere. Hun havde ikke rigtig tiden til det. For hurtigt så hun igen imod ham. ”Get away from me!” var det første der forlod hendes strube. Direkte rettet imod dæmonen. Ingen tvivl om det. Hendes stemme var dog ikke helt så sikker. Den virkede mere panisk. Rystede. ”Don’t you … come any closer!” blev hun ved. Hun vidste godt at hun virkede alt andet end truende. Hvad kunne hun dog gøre ham? Han havde allerede vundet en del magt, når man så på tegnene. Og samtidig lå hun ikke rigtig ud til at være vred. Nej. Udtrykket i hendes kønne ansigt fortalte noget andet. Det var tydeligt at hun var bange. Og helt sikkert for den eneste anden person i lejligheden i øjeblikket.
Hun trykkede sine ben højt op under sin hage. Kun stoppet af sin barm. Hun så egentlig ret ynkelig ud. Et sandt offer. Og de blå øjne var igen begyndt at blive blanke. Dog forblev tårerne væk. Hendes vejrtrækninger blev hun hevet gennem hendes spredte læber og havde samme twist som hendes stemme. Panisk. Hun var tæt på at hyperventilere, kunne man sige. Dog virkede det utroligt ujævnt. ”You sick monster!” Så blev hendes ene fød igen sendt frem ad i et af de samme spark, som der nu havde bragt Derek imod skabet. Dog var sparket ikke rettet imod skabet. Men imod ham. Hvor hun ramte vidste hun ikke. Hun havde ikke sigtet. Og hendes øjne var igen klemt sammen, så hun så det ikke. Om hun overhoved ramte, var nu squ heller ikke sikker på. Da øjenlågene igen blev slået op, havde hun et udtryk som var hun virkelig på randen af gråd. Og det virkede knap så uvant på hende. De uskyldige bedende øjne. Den svagt bævende kæbe. De små søde rynker omkring hendes øjne. Og skuldrene der sad om hendes ører som tunge øreringe. Hun blev ved med at prøve og vride sig fra. Ignorerede krampen, der i princippet var væk, nu hvor hun havde lidt mere benplads. Underligt nok. Men hun tog ikke blikket fra denne unge mand.

Dereks øjne kæmpede stadig mod belysningen i lejligheden, trods skabslågen, formåede at skygge for det meste af hans ansigt. Øjnene gjorde ondt, kroppen værkede og tindningerne dundrede som om hans hoved skulle sprænges. Et menneske ville sikkert være røget til udpumpning for længst, hvis de havde indtaget så meget som Derek, natten forinden. Alt var så sløret for ham, at denne situation mest af alt lammede ham, og sendte forvirrede udtryk gennem de mørke øjne, der stirrede mod personen i skabet. Autumn... At han huskede hendes navn skyldtes blot, at han havde været temmelig ædru, da han havde mødt hende første gang, og at han faktisk havde forladt musikforretningen med et smil på læben. Et smil der var præget af stolthed, over at have mødt en reel fan. Noget der ikke skete ofte.
Nu var hun tydeligvis en skygge af sig selv - hvilket han også selv var. Hun sad dér - bagbundet, og med et ansigt præget af helt andre udtryk, end han huskede fra deres første møde. Tydeligvis kunne han ikke sætte hende i sammenhæng med aftenen før, selvom han tænkte så det knagede - og selvom han selvfølgelig kunne bedømme, at der var foregået noget meget... - mærkværdigt. Hvorfor skulle hun ellers sidde, bagbundet i hans klædeskab? Ganske vist, havde han gennem årenes løb stødt på rimelig meget mærkeligt shit, efter en bytur, men dette havde han nu ikke været ude for før. Derfor var han ganske perpleks, efter han havde hevet gaffa'en af hendes mund. Det var først da de næste ord forlod hendes læber, at han igen syntes at ´vågne´ lidt mere op. Hovedpinen gjorde dog, at han måtte klemme øjnene lidt i, da hun begyndte at tale. Som om hvert ord, gjorde ondt på ham, og foresagede heftigere tømmermændstegn, end han lige ønskede.
"Please, shut up - so I can...-" Han blev nødt til at tænke over det her. Han blev nødt til at huske, hvad fanden der var hændt. Alligevel stoppede han sin sætning, da han mødte hendes øjne og så udtrykket af rædsel i dem. Brillerne var ikke placeret på hendes næse, og udtrykket blev derved næsten mere intenst. Hans øjenbryn bøjede sig forundret mod hinanden: "You' afraid of me?" Hans adfærd kunne ganske vist være voldeligt når han var påvirket, men som regel lykkedes det ham altid at fortrænge det. Derfor kunne det sommetider forekomme ham absurd, hvis folk fortalte ham, at han havde lagt hånden på kvindfolk, og de ikke just havde været ´villige´ til at gøre det han ønskede. Desværre huskede han det altid meget anderledes... Ifølge hans hoved, var kvindfolkene altid med på det hele, og havde aldrig kæmpet imod. Lige nu, kunne han dog ikke engang erindre, at det var ham, der havde medført skaderne på Autumns tøj, og bagbundet hende. Det var tydeligt at se hvordan panikken begyndte at sprede sig hos hende. Han åbnede munden for at sige noget mere, og skulle til at række hænderne frem mod hende, for at hjælpe hende ud af skabet.
Dog blev han mødt i et spark, der fik ham til at synke sammen og falde ned på knæende. Selvfølgelig havde hun ramt netop dér, hvor en mand ville skrige højest. Lyden Derek kom med var bestemt undertrykt, og trods man måske skulle spidse ører for at høre ordene, der forlod hans læber, var de præget af både smerte og vrede: "You'  bitch!"
Han ømmede sig gevaldigt, hvilket egentlig gav hende en chance for at flygte. Dog forsøgte han snart at gribe ud efter hende, og presse hende længere tilbage mod skabsvæggen, hvis nu hun skulle prøve at sparke ud efter ham igen - trods han nu selv kæmpede med flere smerter end før. "Monster, huh? Well, now you've officially pissed me off." Begrebet  'monster' var bestemt noget der kunne sende hans sind i kog... Han forsøgte at bakse sig selv på benene, selvom han stadig var svækket og faktisk... temmelig ynkelig, af en dæmon at være.
"Well - I could've helped you out 'ere, but if you don't want my help..-" Han slog ud med armene, "Then I'll just stand back, and watch you get out of this mess yourself." Han støttede sig til skabslågen, som for at iagtage hendes næste bevægelser. Udtrykket i hans ansigt virkede næsten barnligt fornærmet. Som om han stadig ikke havde indsét at dette var hans fejl. "What' you gonna do?"

Man kunne sagtens se de skrækslagende træk, der prægede hendes ansigt. Specielt som hans hånd greb ud efter hende. Uden nogen yderligere mulighed for at gøre noget ved det, var det næsten som om hun lod ham gøre hvad han nu ville. Hun pev hjælpeløst som han pressede hende længere op imod væggen. Hvis hun da overhoved kunne komme tættere. Det smertede i hendes skuldre og albuerne blev heller ikke skånet. Derfor var hun inderligt taknemmelig for at det ikke forblev sådan i mere end et par sekunder, og hun igen faldt ned i en lidt mere behagelig stilling i skabet. Hun hostede svagt, som havde hun helt glemt at trække vejret, og hev efter det igen i kort tid efter.

Denne gang var blikket blevet fjernet fra ham igen. Denne gang undgik hun at så meget som at se imod ham. Hun turde ikke. Hun kendte konsekvenserne ved at sige imod. At gøre større unødvendig modstand. Men lige som så mange andre, havde situationen alligevel taget den form for drejning. Dog havde hun forventet endnu et slag til hovedet, eller lignende. Men nej. Der kom intet. Ikke andet end hans hårde stemme, der egentlig syntes at skærer sig vej ind i hende. Fik hende til at folde sig mere sammen end før.
”Why couldn’t you just have stopped when I said it..” Det var nok mere som en svag mumlen. Lige så usikker. Og et snøft kom skam også efterfølgende fra hende. Det var selvfølgelig det dummeste spørgsmål. Hun kendte et sted selv svaret. Det lange hår, der for en gangs skyld sad løst, faldt tot efter tot ned og skjulte hendes ansigt en smule. Lagde skygger. Men alligevel kunne den enkle tåre ses på sin glitrende vej ned over hendes kind. Videre over hendes hage. Til den landede på hendes knæ. ”Why would you even try and do something like that.. Do you know… how it feels..”
Hendes skuldre rystede. Endnu et tegn på frygten der fyldte hende ud. Og som hun så op igen, var de blanke øjne nu blevet fyldt med dråber, som hun tvang sig selv til at holde tilbage. Men hun kunne ikke holde ud at se imod ham særlig længe. Ganske forsigtigt begyndte hun så ellers at bevæge på sig igen. Trods hun følte det hele var enormt ubehageligt. Hans blik imod hende. Den måde han afventede hvad hun ville gøre. Det var næsten hånende.
Hun nåede dog knap så langt. Hun havde underligt nok ingen kræfter i sine ben til at starte ned, og hun væltede nærmest ud af skabet. Og med ingen hænder til at gøre faldet blødere faldt hun hårdt imod gulvbrædderne. For at bide det hele i sig igen, krøllede hun sig bare sammen. Prøvede at ignorerer ham. Lade som om han ikke var der. Og observerede hende. Men alligevel endte hun med igen at tale. ”And yes. You are a monster. You are nothing but a carefree demon, who believes he can do what he want…just ’cause he’s the stronger one.” Det var først nu hun rigtig lagde mærke til hvordan det ikke blot var blusen der var I uorden. Hendes shorts var ikke gang længere påført om hendes underkrop. Fremviste underbukserne. Men udover det, virkede alt andet stadig til at være i takt. Forsigtigt drejede hun igen på sit hoved. Tvang sig virkelig til at se imod ham, selvom flere tårer gled fra hendes øjenkrog. Uden tvivl var dette ikke noget nyt for hende at være bange som nu. Det var som tegnet i fjæset på hende. På hendes krop. Med store blokbogstaver. Dog lagde hun ikke låg på følelsen. Og hun brød sig bestemt ikke om den.

"Stop that mumbeling. I can't hear what you're saying."
Derek så ned på Autumn, der virkelig var trængt op i en krog. Hun sad dér, og fyldte nærmest ingenting. Han var stadig forvirret... og det gjorde stadig pisse ondt, der hvor hun havde sparket ham. Men det var sikkert intet i forhold til den smerte hun nok følte. Hvad fanden havde han nu lavet? Hvorfor skulle han altid vågne op til det rene kaos? Han vendte blikket væk fra hende, da han så en tåre falde ned af hendes kind. Det kunne han virkelig ikke se på. Derfor gav han sig igen til at trykke hænderne mod øjnene, som for at gnide trætheden ud af dem, og for at få lidt ´mørke´, og ro til at tænke. Noget i ham sagde, at han havde været på Northmans igår. Fået nogle drinks... Ja, og efterhånden var der ikke meget tilbage i hans erindring, før det sorte hul i minderne dukkede op.
"What the fuck are you even talking about?" Kom det halvirriteret og søvnigt fra ham, mens han gned øjnene. I ædru tilstand, lignede han mest af alt en eller anden ynkelig teenager, der havde den største brandert. Snart åbnede han igen øjnene, og så lidt skeptisk på hende.
"I don't need you to lecture me about anything, when I haven't even...-" done anything... Han afsluttede ikke med de ord, eftersom det var tydeligt, at han havde gjort noget. Havde han virkelig revet hendes tøj itu på denne måde? Havde han virkelig bagbundet hende og lukket hende inde i et skab? Okay... Egentlig ville det efterhånden ikke overraske ham, hvis brikkerne snart ville falde på plads, og han opdagede at det hele var sandt. Derek brød sig dog ikke om at møde hendes tårerfylde blik. Det gav ham både stik af skyldfølelse - hvilket var en sjælden følelse for ham, og sikkert kun noget der kickede ind nu, fordi han havde sovet rusmidlerne ud - og en kvalm følelse i maven. Som om de menneskelige udtryk for sårbarhed, bestemt ikke faldt i hans smag.

"Have I...?" Det sigende udtryk i hans øjne sagde en del. Dette spørgsmål havde mødt ham utallige gange gennem de sidste minutter. Havde han underlagt hende et overgreb af seksuel kaliber? Autumn virkede så... uskyldig. Havde han - selv i sin mest påvirkede tilstand - agtet at have sex med hende? Han sukkede frustreret, og rystede på hovedet... "Fuck..." Han tog sig til hovedet ved tanken. Havde han gjort det? "I don't remember shit." Kom det så fra ham, før han igen lukkede øjnene og tog fingrende op mod tindningerne, som han i frustration begyndte at massere: "And I have a massive headache." Selvfølgelig fik han det til at lyde som om, det var ham der havde de massive fysiske problemer lige nu.

Da Autumn væltede ud af skabet, ville han sikkert have prøvet at gribe fat i hende, før hun ramte gulvet. Desværre var han uopmærksom og træt nok til, ikke at gøre en skid. Det var faktisk først, da hun ramte gulvet, at han havde registreret hvad der var sket. Hun havde ikke meget tøj på, og han kunne - fra denne vinkel - tydeligt se hvordan en stærk knude holdt hendes hænder sammen. Det gjorde bestemt ondt på hans stolthed, da hun snakkede så nedladende til ham. Alligevel kunne han tydeligst se tårerne trille ned over hendes kinder, og derfor lod han ikke vreden tage over.. endnu.
"Here, let me... like tie you up or somethin'" Han følte sig ude af stand til først at gøre noget. Ville hun stritte imod, hvis han forsøgte at hjælpe hende. Langsomt satte han sig ned ved siden af hende. Så langsomt som han nu kunne præstere. "I won't... do anything to you, okay?" Hun ville sikkert ikke tro ham. Hvorfor fanden skulle hun dog det. "Just don't call me a fucking monster again... I don't like that word...." stemmen lød bestemt ikke truende. Nærmere ganske afslappet, som om han ikke ønskede at skræmme hende væk.
Forsigtigt forsøgte han at berøre bæltet omkring hendes hænder. "Lay still.." sagde han dernæst. Den sidste tilføjelse kom temmelig sent; "Please." Ja, man kunne vel være lidt høflig, selvom han vidste, at hun sikkert ikke ville bide på krogen uanset hvad han gjorde.

Selvom hans stemme ikke mere havde den hårde undertone i sig, turde hun stadig ikke sige noget. Hun var komplet mundlam. Bange for igen at ende med at sige noget forkert. Som så senere hen ville gå ud over hende. Som altid. Hun forsøgte at ligge fuldkommen stille. Dog stadig i den ekstreme fosterstilling. Hun havde virkelig krøllet sig så meget sammen, som havde hun forventet at bare forsvinde, hvis hun gjorde sig så lille som overhoved muligt. Hendes øjne var atter klemt sammen. Prøvede desperat at holde tårerne tilbage. Hun ville ikke have han skulle se hende i denne ynkelige tilstand. Han sad helt sikkert og lo over hende. Over hendes forsvarsløse tilværelse. Over hvor let hun havde til tårer. Og helt sikkert også over hvor klodset hun så end var. I hans hoved var det sikkert alt sammen hendes egen skyld.
De eneste der egentlig var at høre fra hende, var de gentagende snøft. Og de tunge ujævne vejrtrækninger, som hun kæmpede for at holde under kontrol. Hun var så svag. Hun forstod det ikke engang selv. Hun var blevet skabt til så meget andet end dette. Men alligevel lå hun nu på et gulv og tudede over ting hun kunne have undgået, hvis bare hun ikke havde været så svag. Hun var jo intet menneske. Så hvorfor kunne hun så ikke lade være med at opføre sig som et? Hvorfor skulle hun være fanget i denne sindsforvirrede tilstand? Mens andre bare så ned på hende.
Et lille ryk kom automatisk fra hendes krop, da hun førte hans hænder gribe omkring bæltet. Hun kunne ikke se ham. Ikke engang hvis hun åbnede øjnene igen. Han var i en blind vinkel. Og den pludselige berøring forskrækkede hende selvfølgelig. Men af en eller anden grund kom der ikke rigtig megen anden bevægelse fra hende. Det var næsten som om hun var stivnet. Hvilket hun nok også var. Forskellige forestillinger kom op i hovedet på hende. Trods hans lovende ord om ikke at ville gøre hende noget, kunne hun ikke lade være med at tro, det hele ville ende som får blot timer siden. Hvor længe havde hun overhoved siddet i skabet?  Så følte hun endelig hvordan grebet om hendes håndled blev løsnet. Det var helt befriende. Den måde blodomløbet kom tilbage virkede lidt underligt, men hun klagede ikke. Det fortalte vel bare at der stadig var mere eller mindre liv i hendes hænder.

Med det samme, hun var fri igen, trak hun sine hænder op til sig ved sin front. Skulderbladene knækkede på plads, som forventet. Hun tøvede heller ikke med igen at prøve og komme på benene. Denne gang lykkedes det hende dog. Nogenlunde. Hun kom både op, og fik vendt sig imod ham, som frygtede hun han ville gøre noget, hvis hun vende sin ryg til ham. Men samtidig nåede hun ikke mere end et par skridt, inden hun igen dumpede klodset ned på gulvet. Hvor hun ellers blev siddende, i den lettere akavede stilling; Benene lettere bøjet, og knæene sat imod hinanden. Hænderne sat fladt ned i gulvet lidt bag hende. Det dunkede omkring håndleddene. Sitrede stadig. Og der ville helt sikkert være røde mærker efter bæltet. Det skræmte blik var endnu i hendes ansigt. Dominerende i hendes dybe øjne. Hun brød sig ikke om det faktum at hun stadig ikke kunne se ham ordentligt. Og afstanden hun havde gjort, gjorde ikke hans slørrede figur mere klar. Tværtimod. ”D-Don’t..” fremstammede hun, igen meget mumlende. Det pjuskede hår sad ud til alle sider, som havde hun lige vågnet fra en urolig nat. Totter sad ned over hendes ansigt. Gav hende et noget mere uskyldigt og såret udseende. Den ene hånd blev løftet fra sin placeret, og blev sat hen foran hendes ansigt. I samme stilling som sad den klar til at tørre vildfaren snot væk fra næsen, dog blev den mest brugt til at tørre hendes ene kind, som blot blev vådt igen af flere tårer. De gad bare ikke stoppe, når de først var begyndt. Men heldigvis var der ingen gråd. Bare konstant snøften.

Hovedpinen gnavede mod hans tindinger, og han følte at hovedet snart ville sprænges. Det værste var, at det gjorde det så ufattelig svært for ham at tænke - og han havde grueligt brug for et smuthul fra denne situation. Kunne han få hende til at holde kæft omkring det her, eller blev han nødt til at..? Derek rystede let på hovedet af sig selv, mens han roligt og alligevel stædigt, begyndte at binde bæltet op. Hvordan skulle han rode sig ud af det her? Tilbage i Amerika, havde han, Sean, Douglas og de andre gutter altid hjulpet hinanden med at ... "gøre rent" efter mange af de syn, der måtte have mødt dem efter en aften med heftig druk. Dog havde Derek altid været den der havde lidt af de værste tømmermænd, og derved også den, der ikke altid bidrog med de mere "omfattende skader".
Derek bed han sig selv i underlæben... Ikke fordi det krævede voldsom koncentration, at få bæltet op, trods det var bundet overordentlig stramt. Netop da det løsnede sig, nåede han at få et glimt af de røde mærker omkring hendes håndled - ja, før hun altså trak hænderne frem foran sig. Det måtte gøre fandens ondt, men alligevel var det ikke hendes velbefindende, der var det første der ramte hans tankestrøm. Nej, han forsøgte derimod at vurdere hvordan han selv kunne komme gennem denne situation, uden at få en eller anden tøs, til at rende rundt på gaden og anklage ham. Det var vidst stadig ikke gået op for dæmonen, at folk i Di Morga generelt ikke var præget af den største moral, eller den største lyst til at blande sig i de mørke væsners affærer. Dette var ikke Amerika, hvor politiet rendte aktivt rundt mellem alle kvarterer, der før var kendt for at have lavet rav i den.

Igen, nåede Derek ikke at træde til, før Autumn igen ramte gulvet. Denne gang blev hun dog siddende. Hendes snøften, hjalp bestemt ikke på den store brainstorm, han forsøgte at kreere i sit eget hoved, lige nu: "Stay there for a minute." Han trykkede igen mod sine tindninger, før han vendte hende ryggen og gik de få meter over mod håndvasken i køkkenregionen. "If you move, I'll know" Tilføjede han dernæst. Et kort glimt tilbage over den ene skulder, bekræftede at hoveddøren var låst. Desuden ville han - på trods af den dundrende hovedpine - sikkert kunne høre, hvis hun forsøgte at stable sig på benene igen. Lejligheden var ikke stor, og derfor kunne man næsten høre en nål falde til jorden derinde.

Derek støttede sig til håndvasken, og åbnede for vandet. Snart plaskede han nogle mængder af koldt vand i ansigtet, og lod det dryppe ned over hagen og halsen. Dernæst lod han munden berøre vandet, der fossede ud af vandhanen. De store mængder vand gled hurtigt ned.

"You thirsty?" Han hævede stemmen en anelse, uden at kaste et blik tilbage mod hende. Uden at vente på svar, hev han et rent glas ned fra hylden ovenover, fyldte det med det kolde vand og lukkede dernæst hanen. Snart var han henne ved hende igen.

"Here... Drink something." Han placerede glasset på gulvet ved siden af hende, eftersom han ikke havde nogen ide om, hvorvidt hun ønskede at tage det fra hans hænder, hvis han rakte det mod hende. Dernæst trådte han tilbage. Det var tydeligt for ham, at hans nærvær skræmte hende. Derfor benyttede han muligheden, for at vandre rundt i lejligheden, for at lede efter noget af sit tøj.

"The bathroom's over there, if you need to go. Theres no window in there, by the way." Sagde han, mens han vandrede frem og tilbage i lejligheden. Han pegede hen mod døren til højre for soveværelset. Kommentaren omkring vinduet, var udelukkende ment til, at Autumn ikke skulle opnå et håb om, at kunne møde en flugtvej. Snart trak han en mørkeblå T-shirt over hovedet. Under denne, fandt han et par briller. Autumn's briller, sandsynligvis.

"You'll stay here... in this appartment, until I figure something out, okay?"

Han gned frustreret sin pande... Fuck hvor gjorde det ondt.

"I won't hurt you, alright?"

Autumn holdt et skarpt øje imod Derek det meste af tiden. Hun observerede hvordan han fik plasket vand i fjæset, lyttede til ham som havde hun intet valg til at gøre andet, og egentlig turde hun ikke rigtig bevæge sig fra sin plads. Blot på grund af hans lettere truende bemærkning. Og så virkede det heller ikke som om hun rigtig kunne stå op endnu. Hendes ben rystede i hvert fald gevaldigt i takt med resten af hendes krop.
Forsigtigt slog hun blikket væk fra ham og så ned på glasset ved hendes side. Hun måtte indrømme at vandet så ret indbydende ud. Fik både hendes tørre mund til at virke tørrere, og hendes spytkirtler til at gå amok. Skreg efter bare den mindste smule væske. Hun så næsten spørgende imod ham, men så ellers tilbage på glasset. Inden hun endelig satte sig lidt mere op. Benene blev samlet helt, og hun krøllede sig sammen som før i skabet. Benene helt op under hagen. Hun lukkede fingrene omkring glasset, der stadig føltes vådt af vildfarende dråber, og løftede det langsomt op til sig. Det blev mødt af hendes anden hånd, så det blev støttet godt og grundigt af begge, før hun satte det imod sine læber. Hældte. Og drak. Man kunne næsten se den svage nydelse sprede sig i hendes blege ansigt, da det kolde vand gled ned igennem hendes hals. Hun startede ud med kun at sippe. Men lidt efter lidt fandt hun sig selv i gang med at tage store slurke. Stoppede først som glasset var blevet tømt ned til under halvdelen. Og idet det blev fjernet fra hendes læber, kunne hun selv mærke den lille rumlen i hendes mave. Det havde tydeligvis været længe siden hun overhoved havde indtaget nogen form for nærring. Dog var det ikke det der lå højest på hendes liste over ting hun skulle bekymre sig om. Hun var stadig fanget i en mere eller mindre forbryders hjem. Ja. Fanget. Og det bekræftede han ved hans yderligere kommentarer.
Autumn så sig forsigtigt over skulderen, hen imod den selv samme dør, han havde peget imod. Man skulle tro hun havde mistet evnen til at tale lige pludseligt. Der kom ikke en lyd fra hende. Ikke på samme måde i hvert fald. Utroligt at dette var samme pige der havde stået med det muntre smil, varme latter og drillende ord. Hvilket helt upåvirket af alt omkring hende, som alt var godt. Men tilsyneladende kunne en stærk personlighed ikke hjælpe hende ud af alle problemer. Og hun var nem at knække, så det ud til. Stakkels lille djævel.

”I… I understand.” sagde hun så endelig. Med samme ynkelige engleblide stemme. ”I won’t… run away.” Så begyndte hun igen at komme op igen. Med en del mere forsigt end før. Sørgede for at have balancen på de rette steder. Og for hver bevægelse virkede hun mere sikker på benene. Trods de sitrede som sindssyge. Og med langsomme, men sikre skridt vendte hun ham ryggen og nærmede sig døren. Indtil hun kunne hvile med hånden på håndtaget. ”I won’t be long. Promise.” Så trykkede hun ned og forsvandt ind på badeværelset. Lukkede døren efter sig, og lænede sig med det samme ryggen imod den. For så at glide ned at sidde igen. Hun tvang sig selv til ikke at græde. Trods hun havde den største lyst til det. Hun tørrede desperat og panisk sine kinder og sine øjne. Så kort ned på spor af mascara der før havde siddet der omkring. Hun indtog flere dybe indåndinger for at berolige sig selv. Tog sin tid til at komme i et mere klart stadie af sit sind.

Døren åbnede igen. Og hun kom tilbage i stuen, hvor hun forventede han endnu stod, med hans smertefyldte udtryk efter tydelige tømmermænd. Hun lukkede næsten lydløst døren igen, og stillede sig egentlig bare på samme sted. Blev stående. Det kunne godt være at hun havde det lidt bedre efter det at have fået vand i ansigtet. Blevet forfrisket. Men det betød også at hendes tidligere krigsmaling, der havde dækket arene omkring hendes læber og kind, var mere eller mindre væk nu.
”… Sorry for keeping you… waiting.” Hun var så sart. Især på den måde hun stod med benene presset sammen og havde et greb i den nederste del af blusen. Trak ned i den, i håb om at kunne skjule hendes mangel på tøj. Dog gjorde det bare den iturevne del værre.

Så snart Autumn lukkede døren til badeværelset, sank han ned på sengekanten og begravede ansigtet i hænderne. Den mørkhårede dæmons ansigt var stadig vådt, hans øjne var røde af træthed og overfølsomhed for dét lys, der nu formåede at trænge ind i lejligheden. Det var længe siden, han havde været så meget ude og skide som nu - så... blank på hvad han skulle gøre. Det var næsten ynkeligt, at han kunne have levet i lidt under hundrede år, uden at have taget blot halvdelen af konsekvenserne af sine handlinger. Nej... Det havde altid været vennerne der havde gennet pigerne (og mændende for den sags skyld) ud af hans seng næste dag, og fået dem på rette fode igen. Ja... Sean var jo så heldig at have en evne til, at få folk til at glemme bider af deres liv - hvilket var utrolig nyttigt.
Derek var derfor rådvild... Han sad dér og gned sin pande, mens han overvejede, hvad det næste træk skulle være. Nu var Autumn derude... Ude på badeværelset, hvor hun vel i grunden kunne blive i rum og tid, hvis det betød at hun var på sikker afstand af ham. Derfor anså han knapt nok, hvor lang tid der var gået, før han hørte døren åbnes.
Han rejste sig op, og sank en klump halsen.
"Wha..? Oh, it's fine.." Kom det desorienteret fra ham, før han betragtede hende i et øjeblik. Autumn stod nærmest blufærdigt foran ham, og derfor trådte han væk fra sengen, og vendte ryggen til hende. Han gik hen mod skabet... Der hvor hun teknisk set havde haft bopæl hele natten - hvorefter han hev en skjorte ud derfra. Det var nok det eneste der hang på en bøjle derinde, og som ikke var faldet ned.
"Wear this... It should be big enough..." Sagde han til hende, før han kastede skjorten over på sengen mellem dem. Han så stadig ikke på hende. Det var selve situationen, der bød ham, at dette nok skulle være tidspunktet, hvor han lagde sit eget ego lidt til side, og opførte sig mere eksemplarisk. Natten før taget i betragtning. "Oh... And these must be yours." Han lod også brillerne lande på sengen.

"I honestly don't know, what the fuck happened last night." Kom det lavt fra ham, da han stod med ryggen til hende, "My head's spinning right now..." Og han havde kvalme. Virkelig kvalme. Derfor gik der ikke lang tid, før han igen, måtte sætte sig ned på sengen. Han gjorde det nærmest let for Autumn at stikke af. Alligevel var hun i en tilstand, som nok var værre end hans egen.

"Shit..." bandede han mumlende. Han havde brug for at ringe til Sean. Ringe og spørge sin bedste..- Nej. Derek havde ringet til sin forhenværende bandkamerat i ugevis nu. Der var ingen hjælp at hente dér.

"When my headache's gone... Or when, my head generelly is clearer. Then I'll figure something out, Autumn." Hans stemme var rolig, og han vovede at kaste et blik på hende. "I say a lot of shit and I'm a fucking mess.. I won't keep you here for long. Promise."
Han lød nu oprigtig, men han var ikke så sikker på sine egne ord, når det kom til stykket. Hvem ved - måske skulle det vise sig, at Autumn måtte blive her længe, fordi han var så blank.

Med samme forsigtighed som med alt hun gjorde i øjeblikket tog hun de få skridt helt hen til sengen. Blikket rettet imod ham. Selv da hun greb om skjorten hun var blevet tilbudt. Hun holdt vejret i den korte tid, og lige netop som skjorten var blevet løftet fra overfladen, blev den krammet indtil hende, og hun efterfølgende trådte tilbage. Skabte lidt mere mellemrum imellem dem. Hun vendte så selv ryggen til ham. Nok for første gang denne formiddag, når man så bort fra de nødvendige gange. Hun bed sig fast i kraven og tog igen sit greb i den nederste del af T-shirten. Men i stedet for at trække ned, eller stå nervøst og pille ved den, trak hun op. Helt op til den røg op over hendes hoved og hun blot skulle få skjorten ud og rystet den af armene. Den fik ikke så meget kærlighed, siden ikke rigtig kunne bruges mere. Med mindre hun ønskede at få rundt og vise sin kedelige BH frem til offentligheden. Derfor blev den var smidt på gulvet, inden hun hurtigt fik svunget skjorten omkring, men knappede den ganske langsomt. Hendes rystende hænder gjorde ikke arbejdet nemt.
”You…” Hun holdt inde. Hun var ikke sikker på om det var nogen god idé at tale nu. Han ønskede sikkert ikke at ville høre, hvad hun havde at sige. Hvad hun ville forklare sig. Hun bed sig i stedet relativt hårdt i sin underlæbe. Imens hun fik færdiggjort sit arbejde, trak lidt ekstra ned i den, selvom den var i samme længde som en sommerkjole. I hvert fald til hende. Hun førte efterfølgende sin ene hånd op til toppen igen. Begravede den ned i kraven til hun stak to fingre ned ved den ene skål af BH’en. Trak en fin lille plastikpose frem. ”I… I have some painkillers.” Igen tog hun mod til a nærme sig sengen. De smertestillende piller blev nervøst smidt hen på den side der var tættest ham, og selv tog hun sine briller op. Og de fandt igen sin vej op på hendes næse. Klarede hendes syn markant.
Det tog hende ikke længe før hun igen drejede omkring. Lod sig selv dumpe ned på sengekanten. Ryggen rank. Og hænderne blev fint lagt ned i skødet. Hun sank besværet og tøvede længe før hun atter skilte sine læber ad: ”I remember it all. Your hands. Everywhere. Violently. You didn’t… hit me. But I felt your tight grip around my…” Hun førte stille sin hand op til sin hals før hun afsluttede. “…troat ’cause I wasn’t cooperative. I was scared. I still am.” Ikke underligt. Overhoved. Hun havde bevist ignorerede ham. Hun var et sted ligeglad om hun var nød til at blive her længe. Eller for en kort stund. Det var jo i grunden ligegyldigt. Som var det et kendetegn hos hende, blev benene igen trukket op til hagen. Fødderne sat fast på sengekanten, og kun hendes balancen holdt hende i denne stilling uden problem. Armene var blevet svunget omkring, og hun skjulte halvdelen af sit ansigt bag knæene. Som ham, vidste hun ikke hvad hun skulle gøre. Det hele virkede så ubehageligt. Og det kunne sagtens ses på specielt hende.

"Thanks."
Dæmonen rakte roligt ud mod plastikposten, der nu lå mod sengen, et lille stykke fra ham. Hans øjne var rettet mod hoveddøren et stykke derfra. Som om han havde brug for et fokuspunkt, for at tænke klart. Han fangede sig selv, i at føle på pillerne gennem plastikposen, og vende og dreje posen i mellem fingrene. Rastløsheden begyndte at kicke mere ind, og han vidste, at det var fordi hans krop begyndte at hungre efter stofferne igen. Hvis han i flere timer ikke havde dulmet sin afhængighed en smule - enten via stoffer, smøger eller alkohol, kunne han virke syg. Huden kunne forekomme blegere, hans øjne kunne virke røde og hans adfærd mindede mere om en zombie's. Derefter ville de feberlignene symptomer overtage, når behovet var for stort. Lige nu, var han bare i dét stadie, hvor hans krop forsøgte at regenerere sig selv, efter en vild aften.Alligevel ville der sikkert ikke gå lang tid, før han overbeviste sig selv om, at det eneste der kunne få det til at gøre mindre ondt - var rusmidler.

Han lagde to piller på tungen, og slugte dem. Det gled let ned gennem svælget, grundet de mængder vand han før havde indtaget. Dernæst lagde han posen ved siden af sig, og kørte en lidt rystende hånd gennem sit hår.

"Don't..." Mumlede han, da Autumn begyndte at fortælle. Han var overrasket over, at hun overhovedet satte sig på sengen. Han bed tænderne sammen mens hun fortalte, og undlod at se på hende. Hendes ord sendte bølger af erindring gennem ham, og derfor måtte han klemme øjnene lidt sammen og massere sine tidninger, i håb om ikke at lade det stadfæste sig.
"Fucking hell." Bandede han lavt.

"Did I?" Hans stemme var lidt hæs "You know..." Han så endelig på hende. Skjorten dækkede hvad den skulle. Han kunne ikke længere se det iturevede tøj, som var et bevis på den skade han tydeligvis havde forvoldt. Dårlig samvittighed var ikke en følelse han kendte meget til. For når han gjorde noget dumt - var 99 % af situationerne - præget af indtagelsen af rusmidler, hvilket gjorde ham fuldstændig ignorant.

"Shit..."  Igen måtte han bande, før han faldt helt tilbage på senge, og trykkede hænderne mod ansigt; "I don't like being sober. I really don't. Cause' then I have to deal with shit like this. It sucks big time." Mumlede han irritabelt, bag hænderne. Det var vel også meget naivt for ham at tro, at han altid skulle regne med at folk fixede hans problemer, frem for at han selv gjorde det.

”No.” Autumn pressde sine ben endnu tættere til sig. Bare tanken gav hende kvalme. Hvis hans lille plan havde forsat, ville hun nok have haft det en hel del dårligere. Men lige nu var forestillingen nok til at gøre hende bare en smule mere usikker. ”No, you didn’t.” Hun kunne svagt mærke hvordan han så imod hende, men hun tog ikke rigtig modet til at se tilbage. Hun så hele tiden hans smilende ansigt for sig. Det måtte være nok. Hun tog endnu en indånding. Helt ned i lungerne. Hovedet blev endda lænet lidt tilbage for at gøre det nemmere for hendes brystkasse at hæve sig, nu var hendes ben var klemt helt op imod den. ”Shortly after you had forced a kiss and covered them with tape..” Hun holdt igen. Bare en lille pause for selv at tænke over hvad der egentlig var sket. Det hele var sket så hurtigt. Og minderne var endnu ikke helt klare, på grund af den frygt der endnu fyldte i hende. Det var lidt som om hendes sind selv prøvede at fortrænge, hvad der var sket. Dette var grunden til hun stort set aldrig følte sig tryg i Di Morga. Trods hun aldrig viste det frem til offentligheden. ”You just suddenly threw me in the closet.”

Hun kunne svagt mærke hvordan sengen svagt gav en bevægelse fra sig, da dæmonen faldt tilbage i den. Hun krøllede sig nærmest mere sammen, selvom det var mere eller mindre umuligt at fulde mindre end hun gjorde i forvejen. Hun følte selv lidt skyldfølelse. Af en eller anden grund var det lykkedes ham at få sat hende ud af offer boksen. Som var det hendes skyld at han havde problemer nu.
”I…” Hun sank tungt og bed sig igen hårdt i læben. Og begyndte nu at slappe lidt mere af. Sad ikke helt så sammenklemt. ”I won’t say anything… About this.” Det var vel den letteste udvej. ”I’m quite sure noone… would care anyway.” Det var sandt. Denne slags skete så tit, at der stort set aldrig blev taget hensyn til det. Der var ingen regler her. Det handlede kun om at beskytte sig selv. ”And… you wouldn’t get punish even if I told. We’re seen as the same rang.” Hun var ikke helt sikker på hvorfor tårerne igen pressede på. Og hvorfor de kort tid efter igen gled ned over hendes ansigt. Efterlod samme spor af salt, som gjorde hendes ansigt en smule mere skift. Men hun holdt igen gråden inde. Sammen med al den snøften hun havde gjort før. Og da hun skjulte hele sit ansigt i mellemrummet mellem knæene og overkroppen, var det kun den måde hendes krop sitrede der afslørede det.
Hun prøvede virkelig at overbevise sig selv om at dette var normalen. At det var sådan de svage blev behandlet. Og sådan var det bare. Men det menneskelige i hendes djævelske form dominerede for meget, og gjorde det umuligt for hende. Lige meget hvor mange gange hun gentog det for sig selv. Forsigtigt og meget langsomt fjernede hun endelig sine arme fra sine ben. Satte hænderne ned i sengen, en på hver side af sig selv. Benene blev ført ned og hun kunne lige nå gulvet med fødderne. Hovedet var stadig bøjet forover og hun stirrede fraværende imod sine tær. Hun fik kort tørret sine øjne igen, inden hånden blev sat på plads igen. Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige. Hun havde sikkert talt for meget allerede. Måske skulle hun bare have holdt sin kæft helt fra starten af. Hun kunne ikke vide med Derek. Hun var aldrig sikker omkring ham nu. Havde han planer om at forsætte hvad han havde startet på? Fortrød han det virkelig? Kunne hun stole på ham? Eller skulle hun faktisk være mere bange end hun ellers følte?

"You better not say anything about this."
Derek tog hænderne væk fra sit ansigt, og lagde den ene bag nakken. De mørke øjne vandrede rundt i loftet, der havde en sørgelig grå farve. Lampen der hang deroppe havde vidst ikke virket i flere måneder. Derudover ville der uden tvivl ligge et stort lag støv på skærmen.
"I don't need some silly girl to ruin my possiblities in this town." Tilføjede han, med en monoton føring i stemmen. Han var officielt ved at blive halv irritabel, nu da han ventede på at pillerne ville kicke ind. Plejede de overhovedet at hjælpe? Han var så rastløs, at ventetiden sikkert ikke ville være det værd. Desuden generede dagslyset ham, selvom det kun trængte halvt ind i lejligheden. Han brød sig ikke om det... Det gjorde ham blot i et værre humør.

"Stop sobbing... It makes me feel sick" Hendes snøften gik ham gradvist mere og mere på nerverne. Selvfølgelig fik han det hele til at handle om sig selv. Det var sådan Derek hele sit liv, havde levet. Med en tanke om, at det var ham det handlede om, og ham der skulle tages hensyn til.

"What did you expect coming home with me, in the first place?" Han vendte blikket mod hende, ved at drejede hovedet over mod hendes side af sengen. Et skeptisk udtryk var i hans ansigt. Tålmodigheden var ved at rinde ud - og at bedømme ud fra hans ord - havde han ingen erindring om at det var ham, der havde tvunget hende til at komme med ham hjem til lejligheden i Logement.

"I'm sure you actually wanted to sleep with me, but that you act like a fucking victim now, 'cause you're pissed that I threw you in the closet." Egoet var virkelig for stort. Selvfølgelig regnede han med, at Autumn - som en fan - ikke blot havde drømt om at gå i seng med ham, men også havde regnet med at det var muligt, nu hvor han var i Di Morga.

"Don't even think that we are the same rang..." Han fnøs, og vendte igen blikket op mod loftet; "I'm not weak like you. Maybe if you dropped your little ´feel-sorry-for-me´-act, then we would be more alike."

Snart satte han sig op, og trådte ned på gulvet.

"I need a drink."

Han greb den halve flaske med whisky på sofabordet, og satte langsomt flasken mod læberne. Tålmodigheden var sluppet op, og han havde brug for at dulme samvittighedskvalerne, vreden og frustrationen.

Autumn måtte ærligt indrømme at alle hans hårde ord kom bag på hende. Hun havde vænnet sig til den mere rolige måde han var begyndt at tale til hende på, så den pludselige irritable tone der lå i hans stemme gjorde nærmest ondt. Eller den gjorde ondt. Det var som om hun blev spiddet for hver eneste stavelse. Hendes blik blev mere klart, og hun spærrede øjnene op over hans syn på situationen. Hun blinkede en smule forundret, men samtidig var der ingen glæde omkring hendes udtryk. Det var ikke engang neutralt. ”Shut up..” mumlede hun så midt i det hele. Ganske svagt, og han kunne helt sikkert ikke høre det. Hendes blik var igen rettet imod gulvet. Hvor efter hun klemte øjenlågene hårdt i. Hendes hænder havde grebet hårdt fat i lagnet, og hun prøvede virkelig at forholde sig i nogenlunde ro.
Han havde vel ret. Hun var svag. Han var stærk. De kunne ikke sættes ind i samme rang, lige meget hvad hierarkiet sagde. Hun var godt klar over at hun ikke var meget bedre end et menneske, selvom hun var skab noget anderledes. Han var ikke den første til at fortælle hende det. Langt fra. Hun havde fået det smidt i hovedet gang på gang. Og det havde altid samme effekt, som havde hun intet skjold om sig til at beskytte sig fra det.

”Shut up!” Denne gang var hendes stemme hævet en hel del. Hun råbte op, og i samme øjeblik stod hun selv på sine usikre ben. Hun drejede omkring, og nu kunne man virkelig se det sårede udtryk i hendes ellers så kønne ansigt. ”I don’t need you to tell me I’m weak! I know it already!” Hendes arme hang spændt ned langs siden, og hendes hænder var knyttede så hårdt at knoerne blev helt hvide. Dog kunne de ikke ses under de alt for lange ærmer på skjorten, der var faldt helt ned over dem. ”But that doesn’t give you any rights to ever do what you please!” Hun trak vejret en smule heftigere end normalt. Nok på grund af ophidselsen der hang over hende. Dog var det ikke nok til at få hende til at virke truende på nogen måde. Bare endnu mere ynkelig.
Hun gjorde intet for at få det pjuskede hår væk fra sit ansigt. Det generede ikke nok til at hun ville spilde sin tid på det. Hun så stift og direkte imod Derek. Blanke blå øjne der prøvede og bore sig ind i ham. ”And I did nothing.. nothing to tempt you. I would never want to sleep with you. Ever! Not with a…” Hun skulle til igen at smuttede et forbudte ord ud, men sippede sine læber sammen inden det kunne nå at komme frem. Det behøvede ikke at blive værre end det i forvejen var. ”… someone like you.” afsluttede hun med en smule mere sagte stemme. Og det vrede ansigt dominerede ikke så meget mere over den sårede del mere.

Derek var rådvild. Af netop samme grund, havde de hårde ord forladt hans læber. Hårde ord som var begrundet af en trang til at retfærdiggøre sine egne handlinger, nu hvor han huskede flere detaljer omkring natten forinden.

"Don't push me right now... understand?" Sagde han irritabelt, da hun bad ham om at holde kæft. Han sank den første mundfuld whisky som om det var det rene vand, før hendes næste ord ramte ham lige i nakken. Irritationen bed i ham, og stak ham som myg. Det var som om hvert ord fra hende, fik den kvalmende fornemmelse til at rejse sig i maven. Eller måske var det den stærke væske, der netop havde bundfæstet sig i maven? Uanset hvad, brød han sig ikke om de mærkelige samvittighedsnag, der rejste sig i ham.
Flasken satte han hårdt mod bordet, før han svang om, så han igen stod med front mod hende. Dog kunne han ikke bryde ind, før hun var færdig med sin talestrøm. Alle de bebrejdende ord, og måden hvorpå hun stod mod gulvet, og forsøgte at kæmpe for sig selv - ja, Derek så stift på hende, og kunne mærke hvordan han blev mere anspændt. Da Autumn sagde, at hun aldrig ville være sammen med én som ham, dominerede vreden i hele hans krop. Man kunne se hvordan udtrykket i øjnene blev mere konsekvent og faretruende koldt.

"Someone like me? Are you fucking shitting me right now?" Der var noget såret i hans stemme, trods skepticismen var tydeligst. En lidt hånende latter gled over hans læber.

"I'll do whatever the fuck I want..." Han slog ud med armene; "But I don't get the fact that I wanted to do you..." Tonen i stemmen blev mere og mere vred. "You're pathetic. Absolutely pathetic. But still... I'll get with everything that moves, if I'm wasted enough - so don't feel flattered, that someone like me, let's a little girl like you spend the night here." Den hårde skepsis i stemmen, virkede hånende og nedladende.

Han blev nødt til at bevæge sig, for at få aggressionerne ud. Derfor gik han lidt frem og tilbage over gulvet.

"Do you think you're better than me? Just because you act so fucking innocent all the time, it doesn't mean that I'm the bad guy." Stemmen dæmpede sig efter dé ord. Det sårede i ansigtet kom mere frem end noget andet. "'Cause I'm not. I'm not the bad guy... I'm not a monster." Han virkede næsten... barnlig og naiv ved disse ord. Som om han blev erindret om minder fra sin fortid. Minder om, alle de børn på børnehjemmet der havde hånet ham fordi han havde mørkt blod i årene.

"I don't want you here. I don't..." Det sårede udtryk dominerede ikke længe. Snart vendte han ryggen til hende, og talte med en stemme der var hæs og dæmpet: "Get the hell out of here... You wouldn't wanna be trapped in here by ´the monster´."

"Get out!" Lød hans stemme nu højere, før han slog ud med armen mod hoveddøren.

“I don’t get it either!” Det røg bare ud af hende. Ikke at det ikke var sandt. Hun havde størstedelen af sit liv aldrig rigtig troet hun var værdig nok til nogle. Hun var jo selv et monster. Et monster der gemte sig bag en facade som alle troede var falsk, det sekund de fandt ud af hendes oprindelse. Hun fortrød næsten at have brugt det ord imod ham. Der var underligt hvordan sådan en lille ting kunne give endnu et stik i hjertet.
Lidt nervøst bakkede hun tilbage, da han selv bevægede sig rundt. Bange for at han ville nærme sig hende. Gribe om hende. Slå hende. Eller igen slange sine fingre om hendes hals. Han skulle blot være glad for han ikke havde efterglad nogen helt tydelige mærker. Men så igen, det ville nok have gjort det en del nemmere for hende at bevise ham, hvad han havde gjort. Selvom han nok ikke ville tro hende alligevel. Han havde ikke givet tegn til at overhoved have troet hvad hun havde sagt indtil videre. Han var blind overfor det hele. Ville kun se og høre hvad han nu ønskede. Og som altid så det ud til at gå ud over hende. Som var hun en boksepude. En syndebuk.

Autumn blev igen ret overrasket over hvad der faktisk gled ud af hans mund. Hun havde opdaget hvor egocentreret han var, men alt det lort han spyttede ud syntes stadig at ramme hende med hård kræft. ”If you didn’t wanted me to se you as the bad guy. Then you shouldn’t have acted like one!”
Mere nåede hun ikke at sige før hans ryg atter var vendt imod hende. Hun stod ret paf og stirrede bare imod ham. Lyttede. Mundlam. Hun kunne ikke få et ord mere ud. Som havde hun faktisk ikke mere at sige til ham. Hun løftede langsomt sine arme. Hænderne grev let fast i den øverste del af skjortens lukning. Igen lukkede hun sig inde. Eller prøvede at lukke ham ude.
Hans pludselige hævning i stemmen gav hende et tydeligt set, og hun tog endnu et skridt bagud. Dog gik der ikke længe før han sikkert ville høre hendes små bare fødder der blev ført hen over gulvet. Relativt hurtigt. Han skulle ikke sige det to gange. Hun var så utryg til at være der mere. Han var som en tikkende bombe, efter hendes hoved. Og hun turde ikke være omkring ham når han eksploderede. Det tog hende ikke mere end få skridt til hun stod foran døren der forhåbentlig ville føre hende ud af hans lejlighed. Hun slap skjorten med den ene hånd og begyndte straks at fumle med håndtaget. Og låsen. Rystelserne i hendes fingre gjorde det ikke nemt, men til sidst hørte hun den klikkende lyd og døren svang op idet hun trykkede ned. Hun forsvandt hurtigt igennem og døren blev smækket hårdt i efter hende. Lige netop i det øjeblik var hun ligeglad med sin påklædning. Og det faktum at hendes taske lå tilbage med de iturevne T-shirt. Og hvor havde hendes shorts blevet af.
Hun fór ned ad trappen, var ved at snuble over sine klodsede ben flere gange, men hver gang genvandt hun balancen igen. Først ved sidste etage, lagde hun mærke til hvordan hun stadig græd. Som ville tårerne aldrig stoppe igen. Hun støttede sig gelænderet og hev lidt efter vejret. Hun kunne ikke få sig selv under kontrol. Hvor var hun overhoved? Og hvordan kunne hun tillade sig at tage hjem som hun var nu?

//Out!//