Street Lights - Adriana

”Vil du med i byen, Donovan?” en fyr på alder med John, stod iklædt uniform, og så for få sekunder på ham, inden han åbnede sit skab for at nå ind til sit civile tøj. John selv, havde klædt om fra sin uniform, og stod nu iført en langærmet sort skjorte, og dertilhørende sorte bukser. Et guldur prydede hans håndled, men udover det, havde han ikke meget på sig. I hvert fald føltes det meget lettere, end at have alt sit udstyr på.
”Nej.” John rettede lidt på sin skjortekrave, og så på Damien med et smil. ”Jeg vil ikke risikere at gøre noget dumt igen. Officererne smider mig bare ud.” Han lukkede skabet, og forlod politistationen. På uddannelsen var man delvist i praktik, og delvist på akademiet, hvilket ville sige de studerende fik prøvet hvad det ville sige at være betjent i den virkelige verden.
Sidste gang han havde taget i byen, havde han kommet op og slås med en fyr, der havde sagt de forkerte ting. John vidste godt, han ikke burde lade et par ord gå ham på, men når der var alkohol indenbords, havde han meget sværere ved at bruge fornuften, fremfor hjertet. Han ville ønske han ikke havde al den vrede i ham, men det meste af den stammede fra hans barn og ungdom. Han havde altid fået fortalt han aldrig var god nok, lige meget hvor hårdt han havde presset sig selv. Han havde aldrig gjort sin far stolt, lige meget hvor hårdt han havde prøvet, og ingen har nogensinde forstået de forventninger han skulle leve op til. Det gjorde ham vred, at hans egen familie var åbenlyst ligeglade med ham, og alligevel ikke når det gjaldt hans succes. Han var ikke som de andre arrogante, overfladiske rige mennesker, så når folk havde fordomme omkring ham, gjorde det ham vred. Det gjorde det i hvert fald den aften.

Han så fremadrettet, og kunne ingen se i horisonten, men det var heller ikke just det tid på døgnet, hvor folk var mest aktive. I hvert fald ikke herude. Tanken om at tage en bus strejfede ham ikke. Distancen fra stationen til hans lejlighed var en halvanden kilometer, og derfor burde det ikke tage længere end et kvarter at gå. John nåede til en gade, hvor der lå et par værtshuse. Længere nede af gaden, kunne han for første gang se skikkelsen af en person. Han kunne ikke se om der var flere, men det betød, at der ikke var helt dødt. De høje murstensbygninger omringede den smalle gade, og hvis det ikke havde været for gadelyset, ville der være fuldkommen mørkt. Da han passerede det første værtshus, kunne han ikke undgå at se mod vinduerne. Det var meget svært at se noget derinde, da et par mørke gardiner gemte hvad der lå bag og det kunne antyde at den var lukket. Inde i midtbyen var alt der solgte alkohol åbent på denne tid. Gaderne vrimlede med mennesker, i modsætning til hvor han befandt sig nu.