una voce così bella* privat*

Tid* 20:00
Sted* gågaden, ved et lille op lyst springvand
Omgivelser* kommer længere nede
Vejr* mørket er så småt på vej men luften er lun

*************** du ved hvem du er*********************

Luften var lun efter en lang varm dag, mørkede var begyndt at ligge sig som et tæppe over himlen og månen havde nu indtaget solens tidligere plads, gadens lamper lyste den rolige gågade op og selv mennesker opholdte sig ude denne smukke aften.  


Folk gik roligt op og ned af gaden, nogle snakkede lystigt med venner eller familie, andre var ude og lufte vovsen lidt, kærestepar stod rundt omkring med munden mod hinanden i dybe kys,  folk gik ind og ud af butikker med flere og flere indkøbsposer, nogle sad på bænke med en kold drik imens andre nød en middag på de små cafeer med borde og stole udenfor, flokke med kvinder og mænd klar til fest vandre også ned af gaden.

Lyden af en guitar der spillede en munter melodi, strømmede rundt og fik nysgerrige folk til at opsøge kilden til den smukke musik som roligt fyldte gaden. Ved et springvand på den flade kant, sad en ung høj muskuløs fyr med en sort guitar i hånden, han var anderledes og man kunne tydligt se at han ikke var fra dette land men kom fra et af de varmer lande.
Hans hud var solbrun, håret var mørkebrunt og tykt samt krøllet og langt, denne dag var det skubbet bag ud det ikke genere de smukke brune øjne som strålede af charme.
Han var iført et par stramme grå jeans og et par læder sko i brun, udover det bar han en blå hvid stribet T-shirt et blå/rød/hvid trænet tørklæde om halsen og en brun jakke, med italienske mærker rundt omkring.

Foran ham lå hans guitartaske åben og et par cd`er med et billede af ham lå i en række i det ene hjørne med et skilt hvor der stod en pris, ved isen af lå der både sedler og mønter som folk havde givet ham for hans musik. Han skiftede melodi hvorefter han brød ud en glad sang på et fremmede sprog eller retter sagt på flydende italiensk, sangen handelede om en hel fantastisk verden.
Men det mest mystiske var at billeder af en mystisk by i et ukendt land, gled gennem folks sind og fik smil frem på de fleste læber, billede skiftede og man så nu et mystisk dyr med vinger, horn og skæl, så skiftede det og viste et skattekammer fuld af magiske skatte som guld, sølv, diamanter i mange farver.
Folk stod helt fortryllet og lyttede imens de så billederne glide forbi i deres sind uden at kunne forklare hvordan det kunne lade sig gøre.

Dette var Santino...



hans tøj

Påklædning :: En fin lille løs navy sommerkjole med hvide prikker. Bare ben, samt bare fødder. En oversized sort flis hen over armene, åben. Og håret er til en forandring sat op i et par pjuskede liggende rottehaler.
___________________

Lyden af hjul der rullede hen over fliserne, der udgjorde gågadens underlag, var nem at høre. Hvis man da stod relativt tæt på og samtidig lyttede efter. Nu til dags var det jo ikke ligefrem en person på et bræt med hjul, som tiltræk folks opmærksomhed. Det var blevet sådan en almindelig ting til hverdagen. Og nu tog folk jo heller ikke dette transportmiddel, for at blive sæt mere. Med mindre man ønskede at nå målet om professionel. Dog lå den drøm langt væk fra den unge hundjævel. Efter hendes mening, var det den nemmeste måde at komme fra a til b. Når det skulle gå hurtigere end blot at gå. Man kunne komme lidt nemmere rundt omkring på et så kaldt skateboard.

Autumn sætte igen sin bare fod ned i jorden. Stoppede dog ikke op, men gav igen et godt skub for at forsætte sit tempo. Hun gentog samme bevægelse et par gange, inden foden kom tilbage på brættet for at holde den anden fod med selskab. Balancen så ud til at være perfekt. Hun var ikke på noget tidligt usikker. Hun var ikke ved at vælte, og hun stod ret afslappet. Ingen stift rettet ryg. Og hun så ikke rigtig ned, men blot lige frem. Lige indtil hun opdagede en stor samling af mennesker ud af øjenkrogen, som hun passerede et lille mellemrum mellem de mange butikker på gågaden, hvor Terre’s elskede springvand var placeret. Hun drejede nysgerigt sit hovedet, alt imens hun gled forbi med mindre og mindre fart Til foden så blev sat i jorden igen. Denne gang helt i. Og hun stoppede helt op. Endnu med blikket imod den forsamlingen. Først da hørte hun musikken. Hvordan en guitars strenge blev slået, og efterfølgende hvordan en stemme lød i takt til instrumentet. Det fik hende til at smile en smule. Det gav sådan en hyggelig stemning i sommeraftnen.
Hun løftede sin ene arm og vendte undersiden af sit håndled op imod sit ansigt, hvor et lille almindeligt og enkelt armbåndsur var at finde. Det så ud til hun havde tid nok. Der var lang tid til, hun selv mente det var bedst at være hjemme. Lektierne havde været små, og hendes sambo havde nattevagt. Hun lod sin arm falde ned langs siden igen, rystede let for at få ærmet ned over armbåndsuret, samt hendes hånd igen. Så blev der igen sat af. Og hun var på farten igen. Kursen var dog skiftet ret markant. Godt og vel 90 grader.

Hun hoppede nærmest af det slidte skateboard og trampede næsten i samme bevægelse ned på den ene ende, for at få det op i sine hænder. Det blev smidt ind under armen, inden hun så ellers kom lidt tættere på. Maste sig forsigtigt vej ind imellem til hun selv kunne få et udgik på personen, der spillede. For netop på grund af hendes 160 centimeter, syntes alt og alle at tårne sig over hende. Blokerede hendes syn. Hun stillede sig pænt, satte boardets ene spids ned i jorden, og hvilede lidt med den som støtte. Nysgerrigt så hun sig omkring. Det virkede lidt underligt. Alle så ud som om de var i en form for trance. Alle med det nogenlunde samme smil. I samme grad og stadie. Og det lettere drømmende blik i deres øjne. Som om de havde været udsat for en form for sirene sang. For de virkede ikke selv til at lægge specielt meget mærke til det. Dog tænkte hun ikke mere over det. Trak blot på skuldrene, og rettede de abnormalt blå øjne imod musikeren. Hun lyttede til musikken. Det var ikke lige noget hun normalt ville sætte på CD-afspilleren. Hun ville jo ikke kunne forstå et eneste ord af hvad der blev sunget. Hun var heldig at forstå fransk, engelsk og en smule latin. Men dette sprog lød som volapyk. Men det lød nu stadig smukt. Afslappende. Men trods effekten, endte hun ikke helt i samme trance som de andre omkring hende.

Santino forsatte sin sang imens han let betragtede folk omkring ham, han kunne se at de så det han ønskede de skulle se og det var godt for så kunne han synge den sang han altid sluttede af med en sang som folk aldrig rigtigt ville kunne glemme.
Han sluttede stille og roligt sangen af hvorefter han sendte et charmerende smil til folk, nogle folk gik op for at ligge mønter før de trak sig tilbage for at lytte igen.

Han rømmede sig kort før han roligt men højt udbrød" så kommer sidste sang for denne gang"lød det let fra ham, før han kort så rundt på folk og fik øje på en lidt anderledes person(dig) han smilede kort til hende før han kiggede ned på sin guitar.

Santino satte gang i musikken igen, denne gang var melodien langsom og mere sørgmodig, efter starten begyndte han igen at synge dog var denne sang på engelsk. Folk begyndte igen at se billeder som passede til sangen, det første viste to drenge der lignede hinanden på en prik bortset fra den ene var et hovet højre desuden kunne man se at den højeste af dem var Santino. Det forsvandt og blev afløst af et nyt som viste en bil, inde i bilen sad en mand og en dame forrest og bagved sad fyrene fra før, så forsvandt det hele og et nyt dukkede op, bilen fra før stod totalt smadret ved et træ ved en landevej, foran bilen lå den mindste af de to fyre livløs med blod over alt, forældrene stod grædende og så ned på ham imens Santino lå ind over ham og grad som aldrig før.
Så forsvandt det og man så en kirke hvor en kiste blev boret ud og så sluttede sangen.

Santino kiggede let op igen, nogle folk stod med tåre i øjne imens andre kigge skrækslagent på ham, han smilede let før han rejste sig op og bukkede let idet folk begyndte at klappe "tak folkens det var alt for i dag"sagde han let, hvorefter han lagede guitaren ved siden af tasken før han kørte en hånd igennem håret.

Folk begyndte at gå, dog gik de fleste forbi og lage nogle mønter, men der var også folk som købte hans cd, men efter kort tid var folk væk og han begyndte roligt at ligge guitaren i tasken med et skævt smil.

Med trippende skridt nærmede Autumn sig den unge mand, der lige havde givet sin sidste forestilling for denne aften. Skateboardet var tilbage under armen, mens hendes ene hånd rodede rundt i en af de store lommer i fleece trøjen, der varmede hendes arme. Trods hun ikke frøs. Eller havde det super varmt. Hun ville dog heller ikke påstå hun havde det helt tilpas. Men hun kunne sagtens leve med det. Det var ikke som om at det var det der rigtig kørte rundt i hovedet på hende. Hun undgik smidigt folk der gik imod hende. Folk der allerede havde været omkring denne musiker med deres småmønter. Dog nåede hun ham endelig, netop som forsamlingen igen var blevet opløst.

Ingen hun rigtig fik sat sig ned på hug foran ham, så hun kort efter den sidste person der forsvandt fra området. Hun trak efterfølgende sin hånd, der havde været begravet i lommen, op med lidt af den franske valuta. ”It’s the first time I have seen so many people cry like that. Even that big daddy had to borrow a handkerchief from his wife.” Sagde hun stille og roligt, som hun lige nåede at smide pengene på sin nye plads. Hendes britiske accent skar virkelig igennem, når hun holdt sig til sit modersprog. Hun kunne godt fransk, men for tiden havde det bare lydt forkert for hende at tale lige netop de ord. Hun førte sin hånd op, for at fjerne en vildfaren tot af det mørkebrune hår fra hendes blege ansigt, inden hun endelig igen fik rettet de blå øjne direkte imod ham. Samtidig med at hun kom op at stå igen. I sin fulde højde. Som bare syntes at virke mindre, nu hvor sko manglede på hendes søde fødder. Hun fik formet et varmt smil på de lettere tørre læber, og det blev bekræftet sin ægte i hendes blik. ”I have to say your voice is quite beautiful, young man.” Hun gjorde en kort bevægelse, for at få et bedre greb i boardet.
Trods hendes nogenlunde barnlige udseende, med de bare fødder, kjole og håropsætningen, havde hun stadig det modne over sig. Hun trykkede hurtigt sine brillerne længere op på næseryggen og blinkede et par gange for at sikre sig at hendes lange sorte vipper ikke generende blev presset imod glasset. ”You must have som kind of gift wake such… feelings in people.” Hun vidste ikke helt om hun følte sig snydt eller ej, siden hun ikke selv havde haft samme reaktion. Normalt blev hun påvirket af musik. Og hun havde da også her. Men alle andre omkring hende havde bare virket til at være en hel del mere inde i det. End lige netop hende.

Santino fik lukkede den store taske med et tilfreds smil på læben da han havde tjent godt her til aften og folk havde reageret som han håbe, endnu engang ville hans tvilling bror blive husket af flere mennesker så han aldrig ville blive glemt.

Han løftede let hovet da kvinden fra før, nu sad på hug foran ham, han blev lidt overasket men sendte hende et venligt smil imens han betragtede hende let og lyttede til hendes ord, hun snakkede engelsk men han ku både engelsk, fransk og italiensk så det var ikke noget problem for ham overhovedet.
Santino smilede let"det er noget helt specielt ikke sandt?"sagde han roligt på engelsk med sin italiensk accent og den let dybe stemme. De brune øjne kigge let på hende" tak for pegende og de rosende ord"sagde han så let hvorefter han lavede et lille buk med hovet, et bredt smil gled over hans læbe"så du ikke billederne?"spurgte han så let undrende hvorefter han rakte hende en hånd" Santino Salvatore " præsenterede han sig så høfligt.

Han kørte let den anden hånd igennem håret imens han let afvendte hendes ord, han udviste utrolig meget venlighed mere en de fleste andre folk gjorde men ´sådan var han og for ikke at se de frygtlige syner igen måtte man holde humøret oppe.

”Billeder?” Man kunne sagtens se forvirringen i hendes kønne ansigt. Hvordan hun så undrende imod ham, og hvordan hovedet blev lagt svagt til den ene side. Og hvordan det ene bryn blev løftet en smule. ”Hvilke billeder? Så vidt jeg husker, stod du ikke og vidste kunstværker frem til dit publikum. Men spillede musik i stedet.” Hun sætte en kort svag latter af efterfølgende, som for at udgøre sin sarkasme lidt mere. Dog forsøgte hun at ikke virke dømmende på nogen måde.
”Autumn Kieplion.” præsenterede hun sig så roligt og tog høfligt imod hans fremrakte hånd. Lukkede fingrene omkring den og gav den et lille klem, inden hun tog den til sig igen. Armen fandt tilbage ned langt siden, men efter et sekund fandt den sin vej ned i lommen på den store fleece. Mest for at holde sig i et mere betryggende stadie. Godt nok skræmte han hende ikke, men der var så meget andet der kunne påvirke det på ingen tid. Hvor var hun heldig.

”Det er næsten helt utroligt, hvordan nogle kan samle deres mod til at stille sig ud i offentligheden på den måde du gør.” lød det så fra hende, som et smil voksede på de rosa læber. ”Jeg beundrer det. Virkelig. Men så igen, du har intet at kunne blive flov over.” Som ham blev en hånd kørt gennem det tykke pandehår, der ikke var sat op i rottehalerne. Dog faldt det tilbage, da hånden blev fjernet igen. Udover det ikke generede på samme måde. ”Hvor længe har du gjort dette?? Prøvet og skabe din egen karriere.” Igen kom hun ned på hug. Samlede en af CD’erne op og vendte den om med en enkel bevægelse ved håndledet. Hun begyndte at lade sit blik glide ned over bagsiden. Vendte den om igen. Betragtede forsiden. ”Men lige meget hvad, skal jeg nok krydse mine fingre for at du når dit mål. Eller kommer tæt nok på.”

Santino løftede let et øjenbryn af hendes ord" utroligt du den første der ikke har set det"sagde han let, hvorefter han kiggede lidt tænksomt på hende hvordan kunne han forklare det på en måde som ikke blev for indviklet? han sukke svagt"nej du har ret jeg sælger ikke billeder, men mine sange sender billeder ind i folks sind, disse viser enten handlingen i sangen eller noget jeg vil ha dem til at se"sagde han let i¨mens han betragtede hende, af en djævel at være var hun en køn kvinde.

Han lænede sig tilbage og lod sin ryg hvile op af vægen imens han folde armene foran  sig imens han betragtede hende let" tak, jeg har mine grunde til at gøre det, desuden elsker jeg musik og nyder at optræde"sagde han let hvor efter han sendte hende et charmerende" hmm jeg har nok gjort dette i et år ca. men en pladekontrakt ville ikke gør noget men faktisk vil jeg blot helst synge på gaden og lære fok hvordan verden er"sagde han roligt imens de brune øjne betragtede hende let med et nysgerrigt blik"hmm må jeg ikke byde på en drink eller noget? jeg trænger sådan til noget væske efter denne optræden"sagde han høfligt.

Det var enligt utrolig så flink hun var, deres arter var trods alt ikke de bedste venner, men denne djævel var flink og helt nede på jorden, måske var det på grund af den rolige aura der omgav ham og fik folk til at slappe af når han var i nærheden.