Anna Bella ~ another one like me?

S: Skoven
T: morgen
V: køligt
O: træer

Duggen sad over det hele på jorden og det var temmelig køligt i vejret. En los lå sammenrullet på jorden og sov. Den rørte svagt på sig, et tegn på at den var ved at vågne. Den åbnede sine gule øjne og så kort rundt mens ørene bevægede sig svagt for at opfange en mulig fjende, men der var ikke noget at høre. Lossen rejste sig stille op og strakte dovent sin krop inden den rejste sig helt op og luskede stille ned til en lille bæk et lille stykke der fra hvor den lod sin store tunge labbe vandet i sig. Da den havde slukket sin tørst gabte den kort og satte sig ned. Lossen overvejede hvad den skulle foretage sig nu. Skulle han tage ind til byen eller blive i skoven? Ser du lossen var ikke en rigtig los men en dreng som var forvandlet til en los. Hans navn var Godric og han var en 19 årig dreng. Han valgte dog at ligge sig ned igen og lukke øjnene ganske kort mens han ville tænke over det.

Det var fugtigt den morgen, duggen lå stadig som perler på græsset og bladene i skovbunden. Det var uundgåeligt ikke at få våde poter, men det generede nu ikke denne lille ræv. Hun løb gennem skoven, og mærkede den kølige morgen luft mod sin pels, og med sin snude.
Hun løb let og lydløst gennem skoven på lette poter. Hun Elskede disse morgen løbeture.
Men dette kunne hun jo også gøre i sin Menneske for, men det var slet ikke det samme! For var der en mere fantastisk måde at mærke naturen på, end selv at være en del af den?
Hun kom til en bæk, og satte farten ned, hun stoppede op for at lade den lille tunge ramme vandet og føre det op til munden. Hendes øre bevægede sig som små radere der opfangede en hver lyd. Hun rystede sig en gang, bare for at få en smule fugten ud af pelsen.

Godric opfangede en meget lille lyd ikke så langt fra hvor han lå nu. Hans øjenlåg skød op og han så sig vagtsomt om med sine gule øjne. Han rejste sig op og fik øje på en ræv et lille stykke fra hvor han var. Han så på den med et let nysgerrigt dog venligt blik. Han var godt klar over at en los normalt jagede ræve, men det ville han ikke udsætte den lille stakkel her for, og han var heller ikke sulten. Vinden blæste let og den førte Godric's lugt ned mod ræven så den kunne lugte at han ikke var hel los hvis den ellers opfangede det i hans duft. Godric viste dog ikke at ræven var det samme som ham selv da han jo ikke kunne opfange dens duft eller noget. Han prøvede ganske roligt, uden nogle form for fjendelighed over sig, at komme tættere på ræven. Han var bare nysgerrig lige nu.

Anna Bella drak stille videre. Der var mange lugte i skoven, og en fugtig skovbund var altid fyldt med lugte og liv. Men EN særlig lugt strejfede hendes næste. En los? Hendes hoved rettede sig op i en hurtig bevægelse, og hendes øre stod lige frem. Hun vidste at en los kunne være meget farlig, og ikke mindst når den var så tæt på.
Men pludselig kunne hun lugte noget andet, denne lugt hørte sammen med Losses lugt.
Det var en lugt der gjorde noget særligt, hun kunne genkende den, og den frembragte minder, men hvilke? Et billede af hendes far poppede op i hendes hoved.
En Navajo? Hendes blik og hele hendes krops mimik ændrede sig til at være nysgerrig. Hun så rundt, og begynde langsomt at gå mod denne lugt, og underligt nok kunne hun også lugte at den kom tætter på hende

Ræven så lige på ham. Han var opdaget men han havde heller ikke gjort det meste ud af ikke at blive opdaget. Godric var ikke helt sikker på om den ville vælge at stikke af der fra eller om den var nysgerrig ved hans lugt. Han var heller ikke sikker på om det var en rigtig ræv eller en Navajo som ham selv, men den virkede nysgerrig for den kom langsomt tættere på ham. Han fulgte den opmærksomt med øjnene og prøvede at opfange dens duft men det var ikke så nemt igen, men han kunne svagt opfange den. Den lugtede meget som en Navajo eller var det noget han bilde sig ind? Han tog et forsigtigt skridt mod den, men standsede så op. Overvejede om han mon skulle stikke af nu eller ikke? han var ikke den bedste til at være sammen med andre overhoved. Han lagde sig fladt ned på jorden, ikke sikker på hvad han skulle gøre.

Anna Bella slangede sig gennem de grene der lå på gjorden, og som ville havde hindret hende hvis hun var i menneske form, men hendes lille ræve form gjorde at hu let og yndefuldt kunne klemme sig gennem.
Hun stoppede op nogle meter fra Lossen, og rettede hoved og øre op. Hun så en skikkelse ligge på jorden få meter fra hende. Hun stod helt stille mellem det tætte buskads. skulle hun mon flygte? Hvad hvis denne los ikke var en Navajo? og det blot var hendes minder der spillede hendes et pus, hun kunne kun lige se Lossen, og var derfor ikke klar over om den lå klar til angreb, eller om den slappede af.
desuden.. hvad skulle hun sige hvis det var en anden Navajo? hun vidste fra sin far at Navajo'er kunne kommunikere via tanker... men hvad sagde man?

Han fulgte den lille ræv med øjnene og slap den ikke et eneste øjeblik. Det var helt sikkert ikke en rigtig ræv for ellers ville den ikke komme så tæt på ham selvom den måske også kunne opfange menneskeduften over ham. Den var meget adræt og kom nemt frem af. Det ville Godric ikke kunne gøre den efter, slet ikke. Han lå og spekulerede en smule mens den kom tættere på ham. Var det mon en han eller en hun? Han havde ingen ide overhoved.

Han rejste hovedet op meget forsigtigt for ikke at skæmme ræven væk da den standsede op. Havde den ombestemt sig for at komme hen til ham? han var ikke sikker på det, men lod være med at gøre noget. Han vidste at de sagtens kunne tale sammen hvis den nu også lige var en Navajo som han selv var, men hvad skulle han sige til den? *Rolig jeg...* prøvede han at sende til den. Han sukkede. Han vidste ikke om det ville lykkedes da han ikke var sikker på om den var en Navajo også eller ikke. Han sukkede tungt i sig selv, og hun ville også sagtens kunne høre hans suk. Han så ned i jorden usikker som han altid var. Han skævede op til den lille ræv let nysgerrigt. Han rejste sig op og strakte sig kort. Var det nu han skulle smutte eller blive her

AnnaBella stoppede op, hendes øjne fulgte hver eneste bevægelse der kom fra lossen. Hun så lige på den da den rettede hovedet op. Og hun så ind i Lossens store gule øjne. Hendes høre stod lige op i luften da hun hørte hans ord.
Det var en Navajo.. Der var andre som hende.
Siden hendes ankomst havde AnnaBella ikke mødt andre Som hendes selv.
*du hvad?* Spurgte hun og trådte et par skridt frem mod lossen.
Hun regnede bestemt ikke med at han ville prøve at æde hende nu.

Han viste at den lille ræv var mindst lige så opmærksom på ham lige nu som han var på den. Han så den lige ind i øjnene uden at blinke men ikke på en truende måde. Hans blik var venligt hvis en los blik ellers kunne være det. Det var ikke fjendtligt på nogle måde. Han lagde sit store hoved på skrå da han hørte den svare ham. Skønt det var en Navajo. Han ville mest af alt bare stille af nu inden den kunne gøre ham fortræd. Det var måske en mærkelig tanke at den skulle kunne gøre ham fortræd men han vidste hvad andre personer kunne gøre mod ham og det vil han ikke opleve en gang til. *Jeg vil ikke skade dig* lød en usikker stemme i rævens hoved. Han tog et lille skridt bag ud da den kom tættere på ham. Man kunne måske godt mærke at han var urolig lige nu. Han turde ikke helt snakke med denne her Navajo da han var bange for hvad der ville ske i fremtiden. Han så sig nervøst rundt. Ikke fordi han var bange for at nogle pludselig vil springe på ham men mere på jagt efter en flugt vej.

AnnaBella så undrene på ham da hun hørte hvad han sagde *hvorfor skulle du det?.. Og jeg vil heller ikke skade dig* svarede hun tilbage.
Hun stoppede op og så på ham da hun bemærkede hans nervøse bevægelser. Og hans nervøsitet.
Hun lagde sit hovedet lidt på skrå og så lidt uforstående på ham *hvorfor er du bange for mig?* spurgte hun med en temmelig uskyldig stemme. Hun satte sig ned nogle få meter fra ham, og lod sine øre hænge lidt, et tegn på at hun bestemt ikke var anspændt eller nervøs.
Men sandheden var at hun var nervøs, hun havde ikke mødt en anden Navajo før.
Hun vidste ikke engang hvordan man skulle omgås andre mennesker, hvordan skulle hun omgås andre væsner

Han havde seriøst ingen ide til hvad han skulle svare hende. Han var ingen gang sikker på hvorfor han skulle gøre det. *Øm... ved jeg ikke* det var kun en svag mumlen som ræven kunne høre. *Hvad hedder du?* spurgte han, bare for at sige et eller andet og fordi han også gerne ville vide det.

Hun havde lagt mærke til hans nervøsitet men det var jo heller ikke så svært at finde ud af at han var nervøs. Han gjorde heller ikke meget for at skjule den. *Fordi jeg...* han vidste igen ikke hvad han skulle svare. Han ville ikke fortælle hende sandheden om hvorfor han var nervøs. Det vil nok virke underlig at han plaprede op om sin fortid. *Jeg er ikk god til at være sammen med andre* sagde han stille med en let trist stemme og så ned i jorden. Han kunne godt være sammen med andre men han var bare bange for hvad der ville ske hvis de endte med at blive venner. Alle han nogle sinde havde stolet på var altid skredet fra ham. Han havde stolet på alt for mange og derfor var han nu meget tilbageholdende og forsigtig.

Anna virkede ikke nervøs og det gjorde kun Godric mere nervøs end han i forvejen var. Hvorfor, vidste han dog ikke helt.

AnnaBella Rejste ørene og så opmærksomt på ham da han spurgte om hendes navn.. *uhm... AnnaBella.* Hendes blik sank som hvis hun var en smule flov. *og dit?*

Hun Vende hovedet på skrå da han sagde at han ikke var god til at være sammen med andre, hun kiggede lidt ned. Det var bestemt noget hun kunne genkende hos sig selv. Hun havde aldrig været god til at omgås mennesker/andre væsner. Ud over dyr.
Hendes syn på mennesker havde ændres sig markandt efter det der var sket i hendes fortid.
Hendes blik ramte jorden og hendes øre gled ned *jeg kender følelsen* mumlede huns stille

Han ventede tålmodigt på at hun ville svare på hvad hun hed. *AnnaBella, sikke et kønt navn.* sagde han stille. *Mit er ikke så godt* sukkede han. *Jeg hedder Godric* Han var ikke så sikker på om han kunne lide sit navn. Han ville hellere hedde noget mere normalt, men det ville måske også være for kedeligt i længden, men han kunne ikke helt finde ud af om han kunne lide sit eget navn. Han sukkede lydløst.

Han betragtede hende stille. Hun var en meget flot ræv, så hvordan mon hun så ud som menneske? Han var en smule nysgerrig men så alligevel ikke. Han var ikke klar over om han turde snakke rigtig med hende selvom det jo egentlig var det de gjorde lige nu. Hun så ud som om hun tænkte på noget trist for hun så meget trist ud pludselig. Var der mon sket noget som havde gjort at hun heller ikke var god til andre væsner? Kun dyr? Han fik bekræftet det da han hørte hun sige at hun kendte følelsen. Han vil ikke ønske at andre kendte den følelse, men selvfølelig var der andre end ham som kendte den følelse. *Hvad... hvad skete der?* spurgte han meget stille og forsigtigt. Han så ned i jorden, bange for hvad hun havde oplevet. *Hvis jeg må spørge om det?* tilføjede han.

Hvis AnnaBella havde været et menneske havde hun helt klart rødmet da han sagde hendes navn var pænt. Hun så lidt spørgende på ham da han sagde hans navn ikke var så godt. Hendes øre rejste sig en smule da hun hørte hans navn "det er da et flot navn!.. Ikke som alle andres" sagde hun med noget der kunne minde om et smil.

Annabellas øre faldt lidt ned da han spurgte hvad der var sket. Skulle hun mon fortælle det? Det var en meget lang og ikke mindst privat historie.. men på den anden side.
Dette var første gang hun så hurtigt havde følt at hun kunne snakke med en før.
Han så lidt op på ham "det... er lidt en øm ting..det er ikke noget jeg bryder mig om at tale om.. ikke her i hvert fald" Hun så lidt ned, men derefter lidt spørgene op på ham "kan du lide te?" kom det prøvende og lidt usikkert fra hende.
Hun håbede at han forstod at det var i menneske form hun ønskede at tale om dette. Og at dette blot var en indvitation

Han sukkede stille af det hun sagde. Ja hans navn var anderledes men det var ikke altid lige fedt synes han selv.
Han kunne med det samme fornemme hendes tristhed efter han havde spurgt og hvad der var sket. Han fortrød lidt at ha spurgt hende, men nu havde han spurgt hende, og han kunne ikke lave om på det. Han kunne desværre ikke ændre på fortiden, ellers havde han skam gjort det. *Ok, undskyld jeg spurgte* sagde han stille og så selv ned i jorden. Han så op på hende da hun spurgte om han kunne lide te. *Jo da. Drikker det ikke så meget, men jo klart* han forstod godt at hun ville tale med ham som menneske i stedet for. Han så sig om for lige at finde ud af hvor de var henne af i forhold til der hvor han havde gemt sit tøj. De var egentlig ikke så langt væk igen. Han så på Anna igen. *Har du noget tøj eller noget i nærheden?* spurgte han og så på hende. Han ville gerne selv hen til sit tøj før han forvandlede sig tilbage bare så hun ikke så ham uden noget på. Det ville nok være meget grænseoverskridende for dem begge to.

AnnaBella kom med noget der mindede om et smil. "du skal ikke undskylde" sagde hun med en blid stemme.
Man kunne se hvordan hun lyste op da hun hørte hans svar.
Hun så lidt tilbage hvor hun kom fra, for at fast lægge hvor langt der var til hendes tøj "ja.. det ligger ikke så langt her fra" sagde hun og så på ham. "skal vi sige vi ses her når vi har skiftet?" spurgte hun.
Hun var helt med på at de skulle have tøj på inden de så hinanden som mennesker.

Han fortrød alligevel at ha spurgt selvom hun sagde at den ikke skulle undskylde for det. Han følte sig ond ved at ha spurgt hende. Han grinede stille af hende da hun lyste helt op.
Han smilede og nikkede da hun sagde at hendes tøj ikke var så langt her fra og kan nikkede stille til det hun sagde. *Yep vi mødes her igen* sagde han, og smuttede i retningen af sit tøj. Han fandt det hurtigt og forvandlede sig til menneske efter at ha tjekket at ingen var i nærheden. Han tog tøjet på. Det var en sort T-shirt med et dødningehoved på og et par cowboybukser på. Han satte sit halvlange hår ordentlig og gik så tilbage dertil hvor de havde aftalt at mødes. Han var pisse nervøs for det her. Hvad vil der mon ske nu?

AnnaBella nikkede, og løb selv tilbage til sit tøj.
Hun så sig om for at sikre at der ikke var nogle der kiggede, hvorefter hun skiftede til sin menneske form.
Hun tog sit tøj på, som bestod af en tætsiddende nederdel der gik til mit på låret, et par Cowboy støvler der gik til midt på lægen, og en striktrøje der gik ned over numsen.
Hun rettede lige på det lange røde hår, hvorefter hun gik tilbage mod det sted det skulle mødes.

Det var en underlig følelse hun havde i kroppen. Hun var temmelig nervøs, og hun vidste ikke helt selv hvorfor. Hvad hvis han ikke dukkede op? hvad hvis han bare havde narret hende og var løbet væk?
AnnaBella slog tanken ud af hvodet. Hvorfor skulle han løbe væk? Og hvorfor bekymrede hun sig over hoved? Han var jo bare en fremmed, så fordi skulle det overhoved gøre en forskel.
Lige så yndefulgt som i hendes ræve form, næsten lige så yndefulgt og lydløst bevægede hun sig gennem skoven. Selvfølgelig knækkede hun et par grene på vejen, da hendes størrelse nu var mere en fordoblet, og hendes træde areal var betydeligt større kunne det ikke undgås.

Hendes hjerte stoppede lidt, da hun kom til stedet og Gadric endnu ikke var kommet.

Da Anna var nået hen til stedet de havde aftalt at mødes, var Godric ikke så langt der fra. Han gik så hurtigt han kunne, men da han var meget nær stedet og kunne se hende standsede han halvt op. Hans hjerte hamrede nervøst og han var ikke sikker på om han i det hele taget ture se hende face to face. Han kunne se hendes ryg og derved også hendes lange rødlige hår. Håret var meget smukt, næsten som hendes ræv var det. Hvordan mon hun så ud forfra? Han var på en måde nysgerrig efter det, men så alligevel ikke, men hans nysgerrighed vandt over hans angst. Han gik over mod hende, stille og nervøs. Han rømmede sig meget kort for at hun skulle vide at han var der også. Han så å hende da hun vendte sig om, og smilede et venligt men nervøst smil til hende. Hans lange hår sad en smule pjusket da han ikke havde bugt så meget tid på at rette det ordentlig. Han så hende ind i øjnene i få sekunder, men betragtede så hendes ansigt. Hun så faktisk flot ud hvis han skulle sige det og nuttet.

Et let vindstød tog legende fat i Godrics hår og blæste det ind foran hans øjne. Han sukkede lettere irriteret og strøg håret til siden igen. De fleste ville nok sige at det var mere praktisk med kort hår, men Godric elskede sit lange hår selvom det altid kom ned i øjnene på ham.
"Hvor vil du så hen af?" spurgte han med en lettere nervøs stemme og så på hende.

AnnaBella blev helt klart nervøs over at Godric ikke var kommet endnu. Hun hørte en stemme bag sig der rødmede sig. 
Hun vende stille hovedet, og derefter kroppen. Hun blev ærligtalt overrasket over Godrics udsende. Han var stik modsat ad hende selv i stil. 
Hun kunne ikke lade vær med at komme med et lille grin. "Undskyld jeg griner.. men jeg har altid troet at folk med pircinger og sådan var nogle bøller" sagde hun med et smil. 

Hun smilede da han spurgte hvor de skulle hen. "Jeg bor lige i nærheden"sagde hun.

Han smilede nervøst da hun grinte af ham. Der var egentlig ikke så mange som havde sagt noget om hans udseende men det kunne da meget vel være at hun havde ret, men sådan var han ikke. "Nej sådan er jeg ikke. Man skal ikke altid skue hunden på hårene." sagde han og smilede et nervøst smil. Han så til siden kort og så så på hende igen. Han nikkede stille til det hun sagde. "Hyggeligt nok, men øm skal vi så, øm du ved smutte der over?" spurgte han med en nervøs stemme. Han var ikke helt sikker på hvordan han egentlig skulle spørge om det. Han sukkede stille af sig selv.

Anna Bella smilede over det han sagde, og bukkede en enkelt gang med hovedet "det har du rat i, det beklager jeg" sagde hun og så atter op på ham med et smil.
Hun nikkede da han spurgte om de skulle gå. "det er den her vej" sagde hun mens hun begynde at gå tilbage mod sin hytte.

Anna Bella gik stille, men så' så lidt genert hen på Godric "du må undskylde jeg var lidt frembrusende.. men.. det er første gang jeg møder en anden Navajo" sagde hun med en undskyldende stemme.

"Du behøver da ikke og undskylde for det. Det kan alle jo gøre" smilede han. Han betragtede hende stille og fulgte efter hende da hun begyndte at gå. Hvor mon hun boede og hvordan? Helt sikkert bedre end han selv boede. Han havde jo som sådan intet sted at bo, men han sagde det ikke til hende da han ikke vidste hvordan hun mon vil reagere på det.

De havde gået et lille stykke uden at nogle af dem havde sagt et eneste ord da Anna Bella brød tavsheden. Han så på hende da hun talte. "Det er helt okay. Ved ikke helt hvordan jeg vil reagere hvis det var første gang jeg mødte en, men måske lidt på samme måde, men nu har jeg mødt andre som mig før, så ja" Han trak let på skulderne og smilede til hende. Han vidste ikke hvad han skulle sige til hende.

AnnaBella nød faktisk lidt hans selvskab, hun følte ikke at hun behøvede at opføre sig på en bestemt måde.
Hun smilede blot varmt til ham da han svarede hende.

Efter et lille stykke kom de til den lille hytte. AnnaBella kunne ikke helt selv lade vær med at smile da hun så det "så er vi her" sagde hun, og sprang over et træhegn ind til en fold hvor der gik en 5-6 får. Hun klammede et par af dem der stod i nærheden af hende mens hun gik.

Da de kom til døren, bankede Annabella 2 gange på døren inden hun åbnede den.
Ide hun kom ind, blev hun mødt at hendes huns Muna. "så er jeg hjemme" sagde hun med et smil. Hun gik helt ind, så Godric kunne komme med.
Men ide han trødte ind over dørtærsklen begynde Muna at gø.
AnnaBella vende sig og så undrende på sin hund "det var sært... hun gør ellers ald..." AnnaBella stoppede sig selv, og så op mod Godric, et lille grin forlod hendes læber "du er en kat" små grinte hun, før hun tog fat i Muna "Muna.. Nej!.. man gøer ikke af gæster!" sagde hun bestemt.
Muna stoppede med at gø med et utilfredst udtryk hvor efter hun lagde sig hen i sin kurv. "det beklager jeg" kom det fra AnnaBella