~Your Jar of Hearts~

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Tid: 23:34.
Sted: Cimetiére-Kirkegården.
Dato: Den 31. juli.
Vejr: Lunt, overskyet.
XXX Mature content

____________________________________________________________________________________________________________________________

Emnet er forbeholdt til Ma'lakel the Vanquished
____________________________________________________________________________________________________________________________

Det var som at befinde sig i en genindspilning af ens eget liv. Filmruller, som kørte i et loop burde kunne høres i baggrunden og ens syn burde være sepiatonet og grynet som en stumfilm fra Chaplins tid. Trods det ikke levede fuldkommen op til de monotone farver, som skulle omfange denne metafor, var det ikke langt fra. I natten var alle katte grå og således blev de fleste bygninger ligeså. Natten blev først rigtig farverig når den blev genovervejet i et kreativt tankespil. Blod blev neon og benhvidt blev til et altgennemtrængende lys, som fra en mindre sol. Alt var smukkere i ens eget hoved. Alt en smule mindre dødsrealistisk. Nogle minder blev dog ikke forskønnet i opdigtede farver og perfektionistiske børstehår. Nogle minder var grufulde nok til at bringe et krystalklart print på ens nethinde og brænde sig ind i den memorerede selvbiografi, som et ophedet ejersymbol på en tyrs læderhud. Et brændemærke var hvad det var, og nu, fem år efter mindets fødsel, kunne Ahngel stadig mærke brandsåret svide.


En beslutsom brise bragte lange, sorte hårtråde videre imod den selvvalgte sti foran sig. Ejeren af disse silketråde bevægede sig dog ikke. For blot få øjeblikke siden havde han travet beslutsomt forbi gravsten på gravsten, men nu, blot få åndedrag fra sit mål, stod han stille. Ved hans side, hængende fra hans halvdøde hånd og de lange, smidige fingre, hvilede en buket af traditionelt ophav: Til at vedlægge en gravsten. Buket var dog så meget sagt. Den bestod af 5 røde roser med lange stilke og halvlukkede rosehoveder. Spidse og sparsomme, men gudesmukke i denne enkelthed. Et for hvert år han var nødt til at undskylde for. Et for hvert hvor hendes gravsted havde været dubleanten for den destination, hvor hans tanker flygtede hen. Asma lå i jorden nu. Hendes fysiske eksistens var blevet en del af jorden og planterne på Point Du Lacs sengetæppe. Og dog kunne hendes eneste sørger ved sine kolde sten ikke finde fornemmelsen af hendes afsluttede dødelighed. Det var ikke nok at stirre på den kryptiske skrift på marmorpladen. Det føltes som om, at Point Du Lac slet ikke var hendes hvilested, hendes dødsbo. I stedet var det kirken han havde bortført hende fra. Den gudsforladte æresplads hvor han havde fundet hendes sjæletømte krop hængende på alterkorset, hendes brystkasse åbnet og bestjålet, samt det sted han stjal det sidste bid liv fra hende ved at drikke af hendes pulsløse blod. Han havde vidst det om kirken og dens omfavnende kirkegård lige siden han beskuede den sidste gang fra fuglemål: Han ville blive hjemsøgt af dette sted.. Og nu, som en soldat, der aflagde et sidste besøg på slagmarken for at udlægge faldne kammeraters medaljer, stod han der i sine mørke tankers vold. I fem år havde han forsøgt at distrahere sig selv fra hvad der var hændt ham og i de samme fem år, havde vreden, sorgen og desperationen hobet sig op bag et tykt gardin af fornægtelse. Han havde ikke givet ham selv tiden til at sørge. At mindes hende. Derfor medbragte han roserne. Ikke for at anbringe dem på en gravsten som en traditionel sørgende, men for at bringe en erstatning for hans manglende tårer.


Røde øjne spejdedes over den upassede kirkegård. Ved horisonten lå foden af byen og bag dens sorte silhuet, lå uvejrsskyer med truende mørke farver og ventede på at glide over den. Uvejret havde fulgt ham fra Paris dagen før og lå nu i hans hæle som en indtrængende sygdom. Som var det et ondt varsel. En bøn om, at denne samvittighedsmæssige indløsning var en dårlig ide og burde udskydes. Men dette var den ideelle nat til formålet og den mærkede det perfekte jubilæum fra den dag søjlerne faldt. Den dag Ahngel for første gang indtog starten af resten af sit udødelige liv. Uforgængelig blandt rustmetaller.                

Trods beskrevet med en så gennemtrængende metafor om skønhed og farveglød, var det knapt et underskønt syn at lede øjnene imod den afventende vampyr. Han gik i et med mørket og gråvejret med en grangivelig troværdighed i sådanne grader, at man skulle tro, at han var beherskeren af det grå og ulmende vejr bag sig. Iklædt i sort gik hans skikkelse i et med den mørke muld, som udgjorde den halvødelagte sti, der snoede sig igennem de små høje med gravsten og mindre mausoleer stod som skæve ledestjerner over mørkjordede bølger. Fra kravebenet kom der dog lys. Den sorte skjorte var uopknappet i sine øverste sammensætninger og lod den hvide hud træde frem med en pilespids bund imod det sorte stof. Det grænsede sig over et nøgent ansigt og foldede sig blidt ind under de lange silketråde, som bragte nattens farver tilbage over hans eksistens. Nærmest selvglødende i tusmørket stod han der som en aftagende refleksionskilde. Normaltvis ville hans skønhed blive beskrevet som overvældende og bortjagende de nætter han omvandredes i, men i nat kunne han knapt holde mørket på afstand. Farveløs og glidende i sine bevægelser, som havde han påtaget rollen som et genfærd i denne ellers selvudvalgte arena. Farveløs til trods for de glødende røde øjne, som udgjorde et naturligt ondt farvesæt fra den overfladiske vinkel. Men ingen ondskab herskede i denne blodets farve denne nat. Ingen kynisme. Ikke engang den svageste blodtørst. Deres overnaturlige gløde lagde en knivspids reflekterende farve over hans marmoransigt, hvis gennemførte, klassiske linjer oftest var det højestbydende ophav til vampyrens skønhed. Renheden var uovertruffen i en hud, som syntes så perfekt, at den ikke burde bæres af et jordgående væsen. Farvespillet så diskret, at det lige så godt kunne være fuldkommen utilstedeværende og med udtryk så tætte og glatte, at man knapt kunne måle ungdommen med den voksne krop han besad: Han var høj, slank og atletisk med kunsterhænder og lange ben. Et objekt for undervurdering, men det var jo hvad ideen med vampyrers skønhed var, var det ikke? Så byttedyrene blev forgabt af en overfladisk skønhed og harmløs aura? Pointen var, at han netop ikke lignede en, som ville flå hovedpulsåren ud af nakken på en uskyldig, ung kvinde på en nat hvor grådigheden endnu var minimal. Dér kom øjnene ind: Et sidste stykke barmhjertighed fra vampyrernes skaber: En chance for at se egen undergang i et blodigt øjehav og benægte det, inden man kom tæt nok på, for at se de blodige detaljer. Eller… For at bevidne en ømhed, hvis røde farve kunne sammenlignes med de hængende rosers hoveder.

Vampyren vendte sig halvt og så imod vejen hvor han var kommet fra. Han huskede den lange omvej han allerede havde draget igennem, men med hvilken pointe? Han var endt hvor han havde bestemt sig allerede, og nu… Nu kunne han knapt tage de sidste skridt imod den helvedeskirke, hvor de sidste stykker af hans hjerte engang blev knust. Man skulle tro, at hans ansigt ville være pinefuldt, men nej. En lukkethed, som gjorde Asmas død til skamme hjemsøgte hans udtryk. Han bed det i sig, som han altid havde gjort: Usynligt og ubarmhjertigt.. Og det stak ham allerede, som befalede han to sider af sig selv; en kujon og en ansvarlig. Den ansvarlige bad ham bide gensynet i sig og færdiggøre hvad han havde villet opnå i de sidste år og kujonen ville krybe tilbage i den søde uvished, hvor alt andet end den hemmelige ære og følelsesliv blot var en by i Rusland og fuldkommen unødvendig. Hvilken luksus det måtte være; At miste evnen til at lide under provokerede følelser og håb. Evigheden som en kynisk robot var måske slet ikke nogen dårlig idé. Som vampyren stod der og mentalt tvang sig selv til handling, kom et tegn fra oven, som skulle bringe hans fødder imod den glasoversvømmede altergang indenfor: Et hyl fra kirkens orgel, som tudede krager fra de nærliggende træer. Hult og rustens, som fyraftensfløjte i ophedede stålomgivelser. Hvorfor bragte dette tegn ham ingen trøst eller trodsighed?


På grund af lugten, som fulgte.


De røde øjne blev stramt rettet imod kirkens indgang: De tilgroede, halvåbnede dobbeltdøre, hvor tørre klatreplanter udgjorde deres højborg. Pludselig var Ahngel i tvivl om hvorvidt han rent faktisk genlevede hændelserne for 5 år siden eller ej. Dette kunne lige så vel være optakten til den første søjles fald. Men nej. Scenen, som plagede ham var forældet og kirkens rumklang fortalte deres historie i datid. Enten var duften hængt ved eller… Ahngel turde ikke færdiggøre tanken, men heldigvis for ham selv, var tvivlen brudt og han færdedes op af de første stentrapper for at nå døren. Han gled igennem den ufærdige åbning uden at røre dørene, som var de besmittede af ondsindede, vampyrædende pesticider. Uden selv at lægge mærke til det, drev duften hans åndedræt i gang igen. Muligvis for at hive den nostalgiske, hadede, men alligevel højt elskede duft til sig. Men denne luksus blev smadret og smuldret, som han begav sig ind i kirkens helligdom. Glas lå endnu spredt over gulvet og tørret blod ville endnu plage og genleve de gamle, forkastelige minder. Billedløse, knuste vinduer og det ødelagte alter. Som havde han blot været derfra en enkelt uge. Med langsomme trin bevægede han sig op af altergangen. Han kunne end ikke gennemleve hans mål. Ikke så længe der var tilskuere. Roserne blev anbragt ved den udtørrede døbefont og først dernæst ville han begynde at spejde efter den anden eksistens i kirken. En mild, men unævnelig paranoia groede sig fast i hans indre, men han vidste dybest set, at han havde set det sidste til duftens nævning. Det hang bare fast i omgivelserne… Ligesom den kvælende lugt af dødt engleblod. Det var kun et levn fra dengang.
 

Faktum var, at den altoverdøvende hylen fra orgelet ikke stoppede da Ahngel betrådte det hellige marmorgulv og trådte i fodspor, som kun guds disciple burde betræde. Som var det lyden af herrens flammesværd imens det blev slebet af soklerne fra helvedets indgange. Bespottede guds fortabte og lod Ahngel vide sin djævelske races byrd og forbandelse. Kirken skreg af ham og forviste ham for hans synder. Hans grådighed, lyst og vrede. Ingen af disse synder beherskede de røde øjne som han overlagde væggene omkring sig – alle mulige skyggekroge, hvor den satiriske musikant sad med fingrene på tangenterne og lod orgelet synge, som et rustent tudehorn. The stak, rev og skar sig imod vampyrens spidse ører og forbandede hans fintfølende hørelse med en konstant ringen og kimen. Det bragte hans kæber tættere sammen, men umiddelbart blev hans udtryk ikke anderledes. Kun hans øjne bevægede sig – prøvede at ramme de mange muligheder for oplysning. Det var tydeligt at ’musikanten’ forsøgte sig på, at lege en lille leg med Ahngel og vidste hvordan de første skridt skulle tages. Trods den mindre paranoia ikke forsvandt, blev den mindre med de mange teorier om larmens ophav. Terre havde mange lavtlevende indbyggere, hvis eneste formål var at hjemsøge og fange et skrig i hvert muligt tilfælde. Ligeså langsomt blev den teori skudt i sænk. Som et flydende stof, som nærmede sig kogepunktet, nærmede Ahngel sig langsomt en større vished om lydenes ophav. Først da de posede skridt med klirrende ’klokker’ medrevet i sig, mærkede vampyren det genkendelige stik i hjertet. Det var ham, var det ikke? Ironien var omfavnende og uundgåelig: Han havde jaget ham som et dyr den første tid. Søgt efter ham, kaldt sine mænd efter ham. Søgt, ledt og forberedt… Ønsket en forklaring. En mulighed for at genløfte den sidst faldne søjle. En mulighed for, at den totale ensomhed ikke var nødvendig. Men først som man gav op i sin søgen og accepterede det faktum, at han aldrig mere skulle se ind i de malakitgrønne øjne.. Først når man havde indset at det var en trøst aldrig at skulle drives ned i det helvede de omgav igen. Aldrig mere smage det livsgivende blod, som flød i halvdæmonens årer… Livet var gået videre og hadet var pakket væk. Gemt i troen om, at den del af livet var forbi. Nu mærkede han den atter sitre - Vækkes imens fodtrinnene blev mere og mere tydelige. Han mærkede det snurre i sine fingerspidser og prikke i sit bryst. Han havde knap overværet hans navn i sindet inden hver eneste hadefuld tanke rejste sig fra sin grav og krævede hans koncentration. Men nej. Han kunne ikke lade sig synke dertil. Roserne var lagt. Han kunne gå, forlade stedet inden hans mistanke blev virkeliggjort. Han kunne leve med uvisheden, med illusionerne og håbet om, aldrig at skulle tage konsekvenserne af et knust hjerte. Han kunne leve med aldrig at vedkende sig ’ham’, Asma.. Alt sammen. Han kunne leve uden de destruktive og syndige følelser. Han kunne vende tilbage til sin jagt. Men hvem var skyld i denne ligeså? Det var ’han’.


Vampyren havde opgivet sin konstante søgen med øjnene. Det var indset, at det var for sent at stole på sine ellers perfekte sanser. Orgelet rungede stadig, som et ekko og fodtrinene det samme, blot i andre retninger… Og duften. Duften satte krydderi på den brændendde fornemmelse i vampyrens indre. Brændende i hans brystkasse, men kold som is i sine slappe lemmer. Han stod blot der og betragtede det knuste glas over gulvet. Gå din vej. Gå din vej herfra. Sådan bad den indre kujon imens den ansvarsfulde greb et metaforisk sværd. Et skridt bagud var halvvejs taget da noget holdt ham tilbage: En følelse af en krop tæt på hans egen! Det kraftfulde slag bagtil lod Ahngel vende sig om med et ryk, som fik støv til at lette sig omkring hans væsen. Hans lange negle gennemborede dog intet kød og som havde han mærket et spøgelses pust i hans øre, stod han nu tilbage uden blodige fingre og med øjnene årvågne som et uvishedstruet kattedyr. En puls havde igangsat sig selv og en hjerterytme kunne atter mærkes. Den bankede langsomt, men med et tordenvejrs ulidelige styrke. Med dettes opstart, faldt de første, tunge dråber udenfor og disede omgivelserne til i grålige tåger. Uvejret var på vej over dem. Endevendende omgivelserne med øjnene, stod den gudesmukke skabning nu med løftet om smerte i sine røde øjne. Faretruende med en simpel stirren imod ingenting. Fingerspidserne var adskilte og klargørende til endnu et huk ud i den tomme luft, men ingen tegn på liv kom følgende og tilsyneladende lod det vampyren rokkes ud af utryghedens klør. Det vil sige, det gjorde det, lige indtil den velkendte stemme gav genlyd i kirkens lofter. Så ubærlig genkendt og faretruende som et hævngerrigt besøg fra den anden side af graven. Umiddelbart efter ville kirkens toneleje blive voldtaget af orgelets ødelæggelse! En eksplotion om man ville. Med et slag ud i luften med åben hånd, videregav Ahngel en eksplosiv kerne af destruktivitet til balkonens kernehus! Lydende som en angrebet gong, øresønderrivende som kun et ødelagt instrument kunne lyde, fløj orgelornamenterne ud til alle sider og spiddede de genstande, som blev ramt over kirkens inventar! En flyvende imod Ahngel selv og truende med at pårøve ham sit hoved, hvis det ikke havde været for en afvigende hånd til at ændre dens retning. Gulvene sprækkedes og messingrørene gravede sig selv ned i fundamentet med den kraft, som var blevet dem givet. Tilbage på orgelets forhenværende plads, ville der være et krater fra den ildløse eksplosion, som havde fundet sted. Som var orgelet den besatte del af kirken – dens onde kerne – opstod der et håb om stemmens kvælelse ved dettes ødelæggelse.

"....."

Han stoppede brat sit åndedrag.
Det var nok. Mere end nok. Vampyren bakkede atter og ville dernæst vende sig i sin søgen om at komme ud af kirken igen. Nu med hastigere skridt end dem, som havde ført ham ind. Mere end nok.              

Hvad var dette djævelskab? Hver sans syntes at bedrage ham og skabe distraktioner i hans fysiske navigering. Sjældent havde hans øjne og ører narret ham så voldsomt og det forvandlede den allerede hadede kirke til en unormal virkelighed i sig selv. Han måtte ud. Dette havde været en dårlig ide. Latteren ramte og en selvudslettende, krybende og kold fornemmelse gled ned over vampyrens rygsøjle, som var en dryppende isklods fastgjort hans øverste nakkehvirvel. Der var grænser for et selvdestruktivt sinds omfamling af virkeligheden, var der ikke? Der var grænser for hvor meget ens egen hjerne kunne drive en til at tro. Dette var ikke blot en skikkelse i Point Du Lacs korridorer. Dette var ikke bare en rungende latter, som gled over lofterne i permanente kaskader. Det var dog en form for trøst: Ahngel kunne kende forskel på sine egne dæmoner, som manifesteredes kropsløst rundt omkring hans fysiske tilstand – og på dæmonerne af den rigtige verden, den fysiske verden. Den verden, som ville få dig til at bløde. Vampyren bevægede sig ind under balkonen, som havde følt hans irrationelle utryghed med hård hånd. Støvfald faldt endnu omkring ham og samlinger fra det døde instrument dannede par med de mange smadrede glas på gulvet. Han burde brænde det ned. Alt sammen. Denne kirke, denne del af vildnisset og hele den FORDØMTE BY TIL TERRE!


De kølige fingerspidser nåede knap dørene i det ønske at flå dem op og kaste det tunge træornament over gulvene i en sidste, aggressiv tone, men han nåede ikke til den voldsgørelse. Fodtrinene bragte ham i skak og endnu engang fandt han sig selv på vippen mellem den søde ignorance og den ellers højt begærede vished. Vished om hende, om ham. Om ’den’. De spidse ører rykkedes i den næste teende og usynlige handling. Rosehovederne… De blev plukkede og smuldrede. To af årene blev revet fra deres fodfæste. Hvorfor betød de uduelige blomster pludselig så meget?


Fordi de var Asmas. De var erstatningen for alle de gange han burde have begavet hende med deres ømme skønhed. For alle de gange hun måtte have drømt om dem som en gave fra ham. Efterfulgt af ømme kys. Hvor ville virkeligheden dog have været nemmere at bære, hvis blot han havde vidst det. Vidst det og været hurtigere til at sætte hende ned og fremtage Rahmielles lille smykkekasse af egetræ.
Stemmen gjorde hans legeme umindeligt koldt og tilstedeværende. Bitterligt tilstedeværende. Hver en nerve blev så tydelig.. Og stemmen sagde hans navn. Han kunne vel ikke benægte den anden tilstedeværelse længere? Vampyren lukkede øjnene som den fortsat talte til ham, spørgende. Hvor skulle han hen? Hvad ville han gøre? Hvorfor vendte han visheden ryggen igen?


Med et tog fodtrinene til, som ville vedkommende storme og fastholde ham. Til at gøre sig klar til synet var berøvet vampyren i en sådan grad, at han mistede et hjerteslag som han hurtigt vendte sig for anden gang for igen ikke at se det mindste. Ikke andet end synet af to ødelagte roser for enden af altergangen. Det gav et bittert sug i maven. Han hånede ham; Stak den blinde i siden med store knappenåle og pilede væk igen for at gøre legen repetetiv. Nu med øjnene fæstnede på de ødelagte blomster tog han igen et skridt ind i kirken. Han ville samle dem op, finde de afrevne kronblade og lægge dem i en respektfuld skål. Det slog ham; Først nu havde han rigtigt forstået meningen med blomster på et gravsted. Hvor vigtige de kunne blive og hvad de betød for afsenderen. Og han havde ødelagt det… Trampet på det. Han gik få skridt før han atter stoppede. Dette mønster havde beskrevet det sidste år til punkt of prikke. En søgen, men en tilbagetrædelse umiddelbart efter. Stilheden gav ham et sekund til at genindsamle modet, som havde bragt ham ind i kirken til at starte med. Han indhallerede og pustede langsomt ud. Døren gik i med et smæld, og han vendte sig i det samme nu. Forventende endnu et tankespil, stoppede han som han halvt havde vendt sig. Hvad der lagde sig i hans blik pausede hans bevægelse og bragte hans øjne mere åbne. De delte det nedslåede lyns lysstråler – han og den hjemsøgende halvdæmon. Det hvide ansigt blev endnu hvidere og de glatte og perfekte ansigtstræk opstrammedes ved den tavse overvældelse: Dér stod han. Manden, som Ahngel bitterligt havde ønsket sig hængt, men samtidig… Samtidig..

”….”

Han var så uforandret. Ikke en dag ældre og ej heller et gram mindre eller større. Som en direkte kopi af den sidste gang Ahngel havde set ham. En gang hvor alt så lysere ud til trods for hans livs største ulykke var fundet sted. Man skulle ikke kunne forestille sig det. Det ville lyde som en joke. En ond og embedsbespottende joke: Dette var en mand, som Ahngel engang havde udtrykt sin kærlighed til.. Og dette var en mand, som ene og alene havde knust alt det sidste, som vampyren elskede og fandt tryghed i. Dette var manden, som var skylden i det helvede, som Ahngel havde været igennem de sidste syv år. Sorgen.. Angeren… Længslen og ensomheden. Ikke alene havde han ødelagt alt, som hans nikotinlugtende fingre havde rørt af værdi, men altid havde det været ude af Ahngels synsfelt; bag hans ryg, undvigende hans øjne i sådanne grader at man skulle tro han var ikke eksisterende. Og nu var han her. Af alle steder, som var han virkeligt bare et sindsforstyrrelsens syn. Et foster af Ahngels egen fantasi? Hvorfor her..? Hvorfor nu?


Langsomt, som et tilbagetrukket urværk, forsvandt forskrækkelsen i Ahngels øjne. Langsomt til pinefulde udtryk blev hans ansigt intetfølende.. Koldt og monotomt, som havde han umiddelbart efter det første syn af Ma’lakel, glemt alt om ham og hans handlinger. Alt om dem. Han sagde intet. Slet ingenting.                          

Et indædt kaos var blevet sat i gang bag vampyrens smukke stenfacade. Trods hans ansigt afgav ingen tilbageværende forskrækkelse, mærkede han endnu at det længe ventede syn af synderen skabte uro i hans indre og kogte det op, som var det udrustet med en gennemtrængende loddekolbe. Det brændte og frøs til.. alt på samme tid og alt ligeså ubehageligt. Hvis blot han ville vende Ahngel ryggen og forsvinde igen; Gå tilbage til skyggerne og minderne, så Ahngel i det mindste havde dem at mindes. Men nej. Ma’lakel forsvandt ikke tilbage til den usynlige krog af verden igen. I stedet trådte han frem og blev til mere end en mørkedes silhuet. Lyset faldt fra den halvoverskyggede måne og omfavnede Ma’lakel i samme lys, som Ahngel var iført: Sølvhvidt og blegt.. Kolde toner til selv at få sommernatten til at virke som en vinters kommen. Ahngel trådte tilbage som dæmonen gled fremad – Holdte afstanden med nøjagtige trin og utruede øjne, som holdt fast i synet af Ma’lakel.. Sæt nu han pludselig bare var endnu et spil for sanserne? Ahngel tvivlede på det. Denne entré lignede Ma’lakel alt for godt og den tydelige hån var vasket over med smilet på dæmonens læber. Ikke blot en hån. Han legede ligeså en krysters leg og morede sig over Ahngels manglende stålsikrede initiativ.


Da talte han.. Og det bragte Ahngels hænder til at samles til næver, hvis negle borede sig nænsomt imod egne håndflader. Stum og bange? Hvis blot han kunne lade en vis frygt overvælde ham.. Så kunne han lade tankerne slå fra og lade sine instinkter bære ham ud i en flugt for sit liv. Og hvad kunne han fortælle denne djævel? At han havde vundet i sin leg? At han nu kun manglede at gøre ydmygelsen total? Ifølge Ahngel, vidste Ma’lakel dog allerede disse faktorer. Han vidste det hele, gjorde han ikke? De røde øjne kneb en smule sammen og gjorde, at hans ellers monotone stirren blev strammere. Det skete imens den uundgåelige vrede begyndte sit favntag på vampyrens sindelag. Hvor vovede han at vise sit ansigt her? Hvor vovede han overhovedet at komme frem fra sin rævehule igen! Hvor han dog ønskede at han blot kunne sende Ma’lakel den samme vej, som orgelet var endt. En sjæl stod dog i vejen.. En sjæl så kold at den måtte forbavse selv en af djævelens præmieeksemplarer. Men det var vel selvudsagt; Med en krop så varm, ville der ikke være andet end kulde tilbage til resten. Det trængtes i vampyrens hals – bitterligt og med indeklemt arrigskab. I de øjeblikke, hvor Ma’lakel havde givet ordet til sig selv, stod Ahngel urokkelig… Offer for sit eget indædte dystopi, som langsomt forstyrrede en ellers klar hjerne. Da tændtes de mange lys omkring dem og bragte et to-tonet skær over vampyrens ansigt. Symbolsk smukt som den vinduesrækkende side af ham oplystes i gennemtrængende, kolde, sølvhvide stråler imens den anden bragte en dæmpet, varm og gylden. Han ignorerede dem. Fuldkommen. Han ænsede ikke de mange pludselige flammers tilstedeværelser, men de reflekteredes i det oplyste, røde øjne imens pupillen blev smal og spids som et kattedyrs.


Da man ikke kunne tro, at vampyrens stemme kunne blive mere intetsigende og kold til at starte med, overgik den enes overværelser. Som var hans smukke, lyriske stemme omhusende et altædende vakuum – et sort hul - sugede den næringen ud af den såkaldte stemning, som Ma’lakel havde oprettet omkring dem. Så kold… Så spiddende i sit spørgsmål. Man skulle tro, at den kunne manifestere spidse issøjler til gennemborelsen af ens brystkasse. I sammenligningen til det sidste Ahngel havde sagt til Ma’lakel – 7 år siden – ville dette uden tvivl føles som et skår ridset imod det gode minde man ville have. Den genkendelige legesyge opførsel, som Ma’lakel portrætterede blev slået til jorden med vampyrens uvedkommelighed. Som var han en fremmed, hvis rygte havde omdannet et passivt hoved til et bittert.  


”Hvad laver du her?”

               
Hans åndedrag blev holdt tilbage og fjernede liv fra tungens fremførelse. Ikke blot spurgte han ham om hans gerninger, men et særligt tryk blev lagt på subjektet af deres omgivelser. Hvorfor her?! Af alle steder, hvorfor dukkede han op her?! Det var som om, han var en provokation på alt vampyren holdt helligt! Han parodierede respektløst og bragte Ahngels besøg af hendes dødssted til skamme. De lange, slanke fingre åbnedes atter fra deres knyttede format. Små blodige linjer udgjorde røde kanter på de lange negles spidser og som skabte de en fysisk uro for hinanden, blev fingrene spredt i en uautomatisk bevægelse. Små udløsninger af kvælstof ville vandre umotiverede fra vampyrens krop.. Igennem hans porer og søgende de iltafhængige lyskilder med formålet at dulme deres glød ved kvælningsdøden.    

Selvfølgelig udgjorde vampyren den anden halvdel af arbejdet om at holde de to på afstand af hinanden. Han ønskede ikke Ma’lakels nærhed i form af en letsindig overtrædelse af den nuværende farezone, som omfavnede hans intimsfære. Så han trådte bagud som Ma’lakel trådte fremad og igen ville begge gå ned af midtergangen, men langt fra på dens traditionelle hensigt. Og ikke et øjeblik gled de røde øjne væk fra dæmonens ansigtsudtryk. Så ligegyldigt, som om intet ondskabsfuldt var sket imellem dem. Ingen tragedier og ingen tid havde separeret dem. Men det var der! 7 år! 7 år til at bearbejde de ødelagte stumper af værdighed.. Og hvad fik man for det besvær? Ikke engang en brøkdel af den indsats man havde gjort!


Det løb ham koldt ned af ryggen som han blev omtalt, som værende Ma’lakels ’engel’. Mange gange havde han benægtet den slags utyske vednavne, men én havde formået at holde fast i det, og det var ikke Ma’lakel. Det lød som klistret sand på hans ru tunge, som det gled fra de solbrune, tynde læber og lod Ahngel væmmes i hans ensomme boble af vrede. Da gik det op for ham; Ma’lakel havde holdt øje med ham? Vidst at han var kommet til byen i tide og utide for at finde netop den bindegale halvblods?! Han havde vidst det… Og alligevel…? 7 år…? Ahngels øjne opspærredes en del fra deres kolde stirren og hans udtryk blev forstummet endnu engang. Som en cirkel på en søs overflade, spredtes endnu en mindre bølge af kvælende stoffer.. Denne gang af hårdere favntag, trods Ahngels blik knapt udstrålede gennemført koldhed. Åndede Ma’lakel ind i samme øjeblik ville han kunne mærke ilten blive bestjålet fra sig for et kort øjeblik. Som udløst af Ahngels galoperende tanker og den halvopgivede udtrykkens stolthed. Det kunne meget væld være en af de sjældne gange man rent faktisk fangede alfahannen med overvældelse skinnende på overfladerne af sine rubinøjne. Men hvem kunne bespotte ham? Den sandhed han var blevet begavet med, var ikke mindre end horribel.. Specielt for et hjerte, som endnu kunne udtrykke en smule naivt håb. Var det virkelig et held, at Ma’lakel langsomt lod den sive ud imellem Ahngels lange, smukke fingre som tørt sand og malm? Da vågnede han dog lidt op til at overveje den næste grusomme beretning, som sivede fra de besmittede dæmonlæber? Havde han ligeså planlagt dette? Det gav intet mindre end ingen mening og pludselig syntes verden en smule mere korrupt end først antaget.


”Arbejde?” …
Hans stemme var knapt mindre kold, men tilsyneladende mere søgende end før. Hans hæl rørte alterbordet som ham lod de toner, som kaldtes sprog, forlod hans læber og skarpe tunge. Hånden snittede det afklædte bords kant og med det, et af de afpillede rosenblade, som dalede til gulvet med hans bevægelse. Det stak i ham, men rosenblade bærer ingen torne. Han kastede spørgsmålet om Ma’lakels såkaldte ’hårde arbejde’ fra sig og genvandt sin isende stirren.


”Her – Her i kirken! Her af alle steder??”
Hans stemme ramte det uendelige ekko i loftet og i kor afgjorde den Ma’lakels såkaldte svar meningsløst! Det var for sent at udspørge ham om hans skjulested! Havde han altid kendt til Ahngels søgen og udforskning af Terre og Di Morga, var hans ærlighed intet værd! Hævngerrigheden var tydelig, trods dens tilfangetagelse.. Den brændte i de røde øjne, som et gloende stykke smeltet sølv, hvis iltre kerne lignede en lyskilde lig med månen, der sendte et blegt sølvlys ned over vampyrens ansigt: Fortrukket og insisterende som et indgående natdyr. Hans brystkasse ændrede volumen i et dybt åndedrag – et af de eneste. Han ville sige mere, men hans oplyste øjne gjorde arbejdet for ham.

Ma’lakels svar drev helvedet frem i vampyrens blik, men det stumme ansigt forblev stramt, som var det ukomfortabelt for Ahngel selv at være. Som en maske, hvis udtryk bragte hans muskler smerter grundet dens porcelænsoverflade. Hvad det betød? Pælen, hvorpå hun var oprejst stod endnu bag vampyrens ryg – lige for blikket af dæmonen… Og så alligevel? For et øjeblik var alfahannen frosset i sin ranke statur – bundet af fysisk stolthed imens hans øjne ville forlade Ma’lakels for et øjeblik. Imens ville Ma’lakel kunne læne sig ned imod ham til en så lille afstand at dæmonens lugt var en pine for Ahngel at ignorere. Hans varme… Han kunne ikke benægte at en vis stædig del af sig selv kun ønskede at glemme alt det had, som havde hobet sig op i sit indre og bare… Gengive denne fysiske tæthed… Men ekkoet om Ma’lakels ignorance holdt gang i den koldbrand, som havde selvantændt i vampyrens døde bryst! Ma’lakel ville mærke et koldt åndedrag imod sin hals inden hans sidste bekendtgørelse fik Ahngel til at løfte øjnene igen… Som havde den kærlige tone ramt ham og omformet ham. Så meget ukendt ’magi’ kunne Ahngel dog føle sig sikker i, at Ma’lakel ikke besad. Sådanne små forhekselser af sindet og hjertet… Men det havde Ahngel selv.


Vampyrens øjne voksede sig bløde som Ma’lakel ville afvikle sin indtrængen på vampyrens højt eftertragtede intimsfære… Som ejede halvdæmonen den og betjente den som han ville. Ansigtsudtrykkende blødnedes op i samme facon som de nu stumt stirrende øjne; omvældet af klare, bløde linjer og en kant af sorte, regelmæssige vipper. Ikke blikket, som burde tilhøre en med så arfyldt en hud. Han burde virke så hærdet at hver eneste elegante og blide træk burde dø hen i krigsskader og læderslået hud… Men nej. Pinslerne i hans historie lå ikke gemt i aftagende arme, trods det nemt kunne være en af hans utallige domme.. Ej heller lå den gemt i grumt arvæv over hans ansigt eller deformiteter såsom brandskader og sølvmærker. Intet andet end blege, skinnende og næsten usynlige mærker over kroppen, som knapt kunne kaldes ar. Selv de bar en sælsom og morderisk skønhed i deres kurver. Man skulle næsten tro, at de knivsblade, som muligvis havde skabt dem, var ført af en kunstners hånd… Og Ahngel var lærredet de omgav.. Som et mønster, indgraveret og foreviget i den hvide hud. Et ar specielt, stirrede tilbage imod dæmonen med samme ømhed som de røde øjne gjorde: En aflangt aftegning over det ene øje – mærket fra deres første egentlige møde. Som en sælsom dekoration hvilede det over vampyrens sødmegiftige blik. Det blik, hvor man ikke vidste hvor man havde ham. Skuldrene sænkedes og ansigtet løftedes en smule for at udligne den mindre højdeforskel imellem dem. Indviende i blide rosenfarver, lod Ahngel hans blik udsendes imod dæmonen som et kærtegn. Et luftkys uden læber og uden den intetsigende følelse over huden. Og trods det føltes som en mærkværdig velsignelse, var det et spind, som man knapt ville indse man var fanget af, før eksekutionen var overstået. Uforsigtigheden i Ma’lakels mange øjekast og hans blik rettet imod den lokkende skønhed, som ugjorde Ahngels overflade, ville kun forhaste den overnaturlige indfangelse, som Ahngel ville benytte sig af: Som en edderkop… Fastbinde et offers blik blev ganske tynde, dog uundgåelige tråde. Og følelsen ville være fantastisk. En uovertruffen komfort i den blinde tro, som ville opbygges til de røde slangeøjnes centre. Det manglende flammelys omkring, intensiverede kun deres farver og modnedes til ideen om en rødgylden solnedgang.


”… Og jeg har savnet dig.” Indrømmede han med en pint og omsvøbende glat stemme. Dog ville den ikke bryde den drømmeagtige hinde, som blev overlagt dæmonen. ”… Savnet et startskud til at rette op på det helvede du har forvoldt mig..” Hviskede han imens bitterheden genvandt stemmens toneleje. De lange, smidige fingre ville hæves og søge dæmonens brystkasse. Han gispede svagt som han ville mærke den genkendelige, muskelmasse og varmen stikke imod sine kølige fingerspidser. Fingrene ville da søge opad, overfladisk kærlige mens en kende desperation førte hans hånd hurtigere imod sit mål: Siden af Ma’lakels ansigt, som han ville beskue med intense øjne. Det tydelige kæbeben og de tynde læber… Det var en pine, at hans minde om ham ikke have slået nogle skår af sig igennem årene. De sorte, katteagtige pupiller fæstnedes på læberne, som ideen om Ma’lakels ligegyldige, skæve smil manifesteredes. ’Hvorfor betyder det noget? Det er jo bare en kirke.’ …


Den hvide hånd pressedes imod Ma’lakels skulder da.. Bad ham gå et skridt tilbage.. Ført af en tilsyneladende, kærlig hånd. Et nænsomt stryg over kinden var den sidste kærlige berøring og fokuspunktet for det næste sammenstød. Ma’lakel ville kort være i stand til at overvære Ahngels tilragelse af momentum ved at træde et halvt skridt bagud inden punktet, som før var givet et kærtegn – Ma’lakels kindben – blev offer for en uhyggelig kraft, som ikke burde manifesteres i en tilsyneladende ung mands tynde krop! Sparket blev ført som et slangehuk og sendende Ma’lakel til siden og ud af Ahngels intimsfære – gerne mere end blot et par meter! Selvfølgeligt brat udryddende det behagelige spind, som Ahngel havde nænsomt opspundet.


”Selvfølgelig vil denne kirke ikke efterlade nogen betydning!! ALT er jo det samme spil for dig!” Vampyrens stemme henfaldt et metallisk helvede i sit ellers smukke ekko og lod kirkens inventar dimre! Måske i frygt?

Åh, hvor det føltes gennemført! Så ekstatisk og underskønt! Denne kun lille brøkdel af Ahngels vrede, bragt ud igennem fysiske, voldelige sammenstød. Det var en glædesfuld blodtørst, som normalt ikke gik hånd i hånd med den ellers stilfærdige og fredselskende vampyr. Men dette var så velfortjent! Så retfærdigt at det nærmest følte som en seksuel eufori under alt det nagende had og kaos, som lod Ahngels hud føles som et gitter, tilbageholdende millioner af mindre dæmoner med iltre, flammende øjne, samt skarpe klør og fremtrædende tænder. Blot lyden af Ma’lakels fald imod bænkene bragte et længeventet stik af skyldig nydelse, trods hans krops og sinds konstante pine. Åh, Ma’lakel.. Hvor han dog ønskede han var faldet hårdere og hurtigere! Men refleksioner af den skade Ahngel havde forvoldt gled igennem kirken som et lyksommeligt minde i form af de mange ekkoer, der husede kirkens lofter som et dusin spøgelser med sans for repetition… Og det lød som sød musik for smertende ører. For et øjeblik måtte Ahngel lukke øjnene og mærke adrenalinens summen og tæmme den en smule igen. Tonerne, som var blevet råbt imod Ma’lakel med bøjet hals brændte stadig i vampyrens strube, som havde han indtaget en gloende hed væske, hvis hede ville fjerne hvert afkom af fugt omkring sig. Atter gled de røde øjne, hvis arrighed havde ladt sig opløftes som en tynd tåge over de ellers klare øjne, som var han påvirket af den i samme stil som han ville være med et skudfuld nydelsesstof i sine blodkar! Han betragtede Ma’lakel idet han rejste sig fra den ødelagte bænk – endnu klar i hovedet og med sit smil og kærlige tone smørret væk fra hans ansigt. Duften af blod ramte og kun provokerede de små ondskabsfulde tendenser i Ahngels mørke hjørner af sit sind. Ma’lakels forvirrede, dog afholdte udtryk bragte dog ikke andet end endnu et forrådt stik igennem vampyrens bryst. Spillede han dum eller var det helvede han havde sendt Ahngel igennem så trivielt at det blev overskygget af ondskab med større omfang? Var hele hans liv opbygget i samme tragedier, som med tiden gjorde dem nemt glemte og kedelige for Ma’lakel? Ænsede han virkelig ikke den verden, som med tiden kunne forme sig efter de katastrofer man selv havde været skyld i? Og regnede han virkeligt ikke med, at Ahngel kunne videreføre disse forrådte følelser? En knasende kæbe og et misfarvet kindben var et billigt sluppet advarselsskud; Et mere end tydeligt tegn på, at Ma’lakels nærhed langt fra var velkommen. Hverken i Ahngels intimsfære eller i kirken generelt. Den var helliggjort, men ikke af den gud, som den fra starten var ment som… Og Ma’lakels eksistens i den forulempede hver eneste gentagen følelse.


Ahngels øjne lagdes imod rosen, som var faldet ved hans side som Ma’lakel lod sin stemme lyde. Langt fra hysterisk. Faktisk, havde Ahngel sjældent været så klar i sit hoved indgående videreført vold. Trods skabt af en eksplosiv vrede, havde han ikke mistet sig selv et sekund. Eller lagde han blot ikke mærke til udskiftningen af hans ellers diplomatiske og sølvtungede del af sig? Som Ma’lakels spørgende tone blev slynget imod Ahngel, kneb vampyren atter øjnene sammen i et giftigt blik og førte de røde øjne imod de grønne. Bebrejdende i en sådan grad at man skulle tro, at den tunge stirren kunne skæres ud af luften i fysiske stykker. Dernæst blødnedes øjnene atter op. Stadig i en tyk bitterhed og med hadet åh-så-tilstedeværende, men samtidig syntes en tung nedtrykthed at kræve sit tag på øjenfarvens glød: Opgivende Hvorfor skulle han også have dukket op? Og hvorfor kunne han ikke bare have flået halsen åben på ham inden han blev slået ud af det tykke tankespind. Så meget kunne han have gjort med den større effekt, men han havde valgt den nemme, primitive løsning. Som en lussing. Ma’lakels såkaldte uforståelse føltes som en hån. En bespottelse. Han kunne i sandhed ikke være tykpandet nok til at lade tankerne skride fra det åbenlyse? Ahngel vente ham da ryggen for at samle de intakte roser op fra gulvet. Han placerede dem på alterbordet med stille bevægelser.


”Hold dig fra mig.”, svarede han endelig dæmonen, men så ikke tilbage imod ham. ”Kryb tilbage til den hul du har gemt dig i.” Hans stemme virkede opgivende i sin fremtræden, men ikke mindre skarp. Uvisheden havde været bedre. Uvisheden havde holdt et smalt håb i live… Det havde i det mindste været en trøst. ”…Bare forsvind.”

Han skulle ikke have stoppet ved synet af Ma’lakel. Han skulle ikke have ladet sig selv forbløffes af hans tilstedeværelse og lade sig selv fængsles af en bøn for svar, som Ma’lakel ikke kunne give ham. Hvorfor? Fordi Ma’lakel enten ikke indså det eller fordi han simpelt ikke nærede det anden tanke end formålet til en ondsindet spøg. Et andet væsens koldhed havde sjældent overrasket vampyren.. Og nu stod han atter i sine følelsers vold – usikker på sin fremgang og endnu mere usikker på det mål han ville fæstne sig. Så mange år havde han længtes efter synet af Ma’lakel. En chance for at udspørge ham, bønfalde ham, røre ham og udgyde hans blod. Alt på én gang. Hvis man samlede alle disse lyster og reaktioner… Ville det overhovedet efterlade Ma’lakel med livet i behold? Og hvis ikke, ville han kunne leve med det selv?


Vampyrens albuer ramte alterbordet med et hårdt ’klonk’, som havde han mistet sin rygsøjles støtte for en stund. Lænende sig over den halvdækkede overflade tog han en hånd til panden og afventede Ma’lakels fodtrin væk fra ham igen. Han lyttede ikke til hans spørgende mumlen. Hvad værdi havde hans ord overhovedet? Denne gang ville han ikke se Ma’lakels ryg forsvinde ud i ingenting. Han ville bare vågne op, og når han havde, ville Ma’lakel igen være ude af hans liv og den korte stund de allerede havde delt, var bare en sjælden drøm uden vigtighed eller persona. Bare et spild af fantasien… Så kunne han leve med sin uvished igen… Kunne han ikke? Men lod han Ma’lakel slippe med blot en knasende kæbe… Kunne han så tilgive sig selv og genvinde den ro, som gerne burde lægge sig længe efter en elskets dødsfald. Ville han stoppe med at se Asmas bebrejdende øjne for sig imellem de mange røde, hvis barneskrig lød som hvid støj imod hans sanser?? Han følte sig så træt… Så udslukket og døende i sin ånd, som havde Ma’lakels forsvinden været startskuddet for en muskelædende sygdom, hvis tag om et udødeligt liv blev mere og mere voldsomt. Flere fingre på ruderne.. Flere skygger imellem træerne og langt flere ansigter bag lukkede øjenlåg. Alle spøgelser og alle gnavende på hans øjenæbler med ståltænder i små formater. Han levede kun halvt nu.. Og det var i forhold til livet før søjlernes fald. Hvor ville han dog give alt for at vende tilbage til selv den grå eksistens. I det mindste var den spøgelsesfri og rutineret. I det mindste var den blot sørgmodig i sin træthed… Stressende i sin almindelighed. Men nu…? Nu?


Ma’lakels berøring overførte et tydeligt sæt igennem Ahngels krop. Som var han grebet i det sekund, hvor kroppen ville falde i søvn.. Men nej. For en stund havde han ikke hørt fodtrinene, som værende imod ham i stedet for væk fra ham. De røde øjne åbnedes brat og stirrede igennem de spredte fingre over hans ansigt inden han ville blive ledt op i en opretstående position af Ma’lakels tilnærmelse. Men i det sekund han ville, føltes han som en halvanimeret dukke; Med hovedet hængende og armene løse i det lette ryk. Alt stivnedes dog da Ma’lakels mund og næse kunne mærkes imod baghovedet. Det isnede og nerverne slog knuder på sig selv som elektriciteten gik sin gang over vampyrens ryg. Havde hans lemmer været i stand til at vokse kropshår, havde de alle stået på stilke. Hjertet gav et hårdt slag, som lige så vel kunne være Ahngels dødsdom. Vampyrens hænder hamredes fladt imod alterbordet som han tvang sig selv tilbage til en delvist foroverbøjet stilling – støttende over bordet. Han havde grebet sig selv i at læne tilbage og så snart det var opdaget, var magien i Ma’lakels nærhed brudt.


”Syv år… Med at.. ’vente’??” Han åndede ud og han udtrykte et kort ’heh’, som langt fra lød underholdt. ”Er der da ingen grænser for din ulidelige selvforelskelse?” En hårdfør lyd kom fra vampyrens hånd, hvis fingernegle boredes ned i alterbordet og slog splinter af i bevægelsen. En stabil skælven gled over vampyrens krop – et sikkert tegn på de overspændte muskler, som ligeså lod hans blodåre udstå tydeligere fra hans hud. ”Hvorfor skulle jeg have det mindste oprigtige håb om din tilbagekommende interesse… Og hvorfor skulle jeg ønske den??” Ordene blev næsten spyttet fra vampyrens læber og udgjorde en sælsom kontrast til skønheden i hans stemme. Som en svag kvælning af en sangfugl. Endelig vendte vampyren sine øjne imod Ma’lakel igen – blot fremvisende af en oversvømmelse af den røde farve, som langsomt overtog det hvide omkring irissens kanter. Flammende.. Spyttende af magma og kogende blod.


”Jeg sagde… At du skulle HOLDE DIG FRA MIG!!” Endnu et slag blev ført an af den pludselige dødelighed i Ahngels stemme! Et metallisk brøl imod ens trommehinder og kun understreget af det skarpe huk fra Ahngels albue for igen at sende Ma’lakel ud af Ahngels intimsfære! Hans krop vendte sig samtidig i et hurtigt ryk for at give slaget styrke og sigtet skarpt imod Ma’lakels modstående skulder! Var det ikke nok til at sende Ma’lakel væk igen, ville endnu et højt og nådesløst spark sendes imod Ma’lakels maveregion!

Trods Ma’lakels afværgen af Ahngels albue, formåede vampyren at sende et åndedratsrøvende spark imod dæmonens mellemgulv inden han blev for omtumlet af den halve omgang, Ma’lakel havde ladet ham drejes. Men det havde ikke været nok. Der var endnu et tag i Ahngels krop – liggende ved albuen i Ma’lakels jerngreb for nu. Ikke at han roligt lod sig affinde med den tilbageholdelse… Så snart han lagde mærke til Ma’lakels greb forsøgte han sig tilbage med et stærkt ryk i musklerne. Desværre udgjorde det tunge alterbord bag ham en faldgruppe før han ville finde ud af Ma’lakels greb igen. Han snublede ikke, med lod sig gå ind i det og forsagede en ørepinende skramlen! Ma’lakels gentagende dumhed bragte igen Ahngels øjne op imod et smeltende blus, hvis røde farver søgte tilladelsen til at glide over irissens runde omkreds for at overtage hele øjeæblet. Hans ansigt vrængedes imod den hån Ma’lakel syntes at være; Hans tilstedeværelse og denne dumhedens leg, som snart blev alt for gammel til Ma’lakels fordel. Ordene, som det blev ført af, var dog et dolkestik i brystet, men ligeså kilde til overraskelsen over, at han muligvis ikke blot spillede uvidende?


”Hvorfor jeg er her…?!” Han mærkede korset bag sig stirre ned over ryggen på sig; Bebrejdende og nedkastet, men ikke af de kristnes gud. De røde øjne opspiledes idet hans stemme strakte sig til en langt mindre idyl end dens passive gennemførelse. ”Troede du virkelig at jeg er her for at lede efter dig igen? På grund af et endnu blødende hjerte, som på magisk vis førte mig til dit gemmested, hvor du havde lagt alt dit ’hårde arbejde’?!” Hans åndedrag skød som en pil imod Ma’lakels ansigt og hals. ”Så lad mig oplyse dig. Du er jo tydeligvis for tåbelig eller simpelt og banalt naiv!” Endnu et ryk ville søge efter Ahngels arms frihed! ”Jeg… Er her ikke for dig. Du er ikke længere søgt eller ledt efter og jeg elsker dig ikke mere.” Vampyrens øjenkontakt skød lyn imens hans mund nærmest monotont udled de ellers uhyggeligt subjektive beskeder til dæmonen. ”Jeg er her, fordi jeg ikke kan finde ro..! Ikke grundet en såkaldt længsel efter dig eller grundet en bekymring for dit velbefindende. Det.. Er i det mindste veloverstået!” Hans frie hånd forvandlede sig til en stram næve og man skulle tro, at han var parat til at sende et nyt slag imod Ma’lakels person, men indtil videre forblev det kun en tilsyneladende smertefuld muskelkrampe. Samtidig kunne man mærke samme fysiske opstramning ved vampyrens kæber, som var bidt sammen med en sådan kraft, at sten måtte lade livet og gøres til grus under dem.


”…” Han hev sit åndedrag til sig, men hans stemme blev ikke opløst i den mindste komfort af den grund. ”For fem år siden var du her. Det var jeg også… Men jeg kom for sent til at møde dig. DENGANG ledte jeg efter dig! Dengang… Ville jeg have indrømmet min længsel efter dig.. Kærlighed måske. Men du har jo altid dine måder, at fordreje din omverdens tankespil.” Han pausede kort og hans stirren opløstes i et øjeblik af tilbagetænkningen. Han synkede – man kunne fornemme bevægelsen på et animeret adamsæble.


”Hvad gjorde du ved hendes hjerte…?!” Spillede Ma’lakel dum for endnu en gang eller tøvede han, ville de giftige øjne atter bringes skarpt op imod dæmonens i et format, som lod Ahngel ligne et dyr i ansigtet – de arrige trækninger og de spiddende øjne. ”Angellic’en! Med det flammende hår og den gyldne kjole! HVOR ER HENDES HJERTE?!” Kirken ville atter skælve og støvet ville falde fra de rustne lysekroner i den halve himmel, som krusede under kirkens beskadiget lofter!

Det var en sandhed, som stod til megen retfærdighed for Ma’lakels gerninger. Et hårdt spark af virkelighed og omverdenens forbindelser. Ved at tabe den kære Asma på gulvet og ladet sig ubesværet stået til tydelig kende ved hendes bortgang – hendes grusomme bortgang – havde han selv mistet noget, som muligvis havde været af stor værdi. På magisk vis var Ahngels længsel og hjertekvaler blevet omformet. Ikke længere havde han søgt ham blot fordi han behøvede ham, manglede ham. Men tegnene havde været der. Tegnene, som berettede om englens og vampyrens forhold. Havde Asma intet nævnt? Selvfølgelig var det intet, som strejfede vampyrens sind på det givende tidspunkt, men hvem kunne anklage ham denne uvidenhedens luksus? Den retfærdighed, som måske havde omgivet Ma’lakel, personligt udnævnt af den blinde gudinde, havde omtåget modpart – Ahngel – som en konstant indånding af en luftbåren forbandelse. Uheld… Kunne man kalde det det? Eller var det blot prisen for Ma’lakels nærhed dengang? Dette følgende uheld, som allerede gav sig til kende inden de havde overført hengivenheden til hinanden. Ma’lakel havde forbandet Ahngel lige siden han sidste dag på Point Du Lac! Efterladt ham i det kaos, som dæmonen selv var skyld i! Alene med tacklingen af ødelæggelsen af den eneste bedrift i vampyrens liv, som han følte sig tryg ved. Nu var alt væk… Trygheden… Asma.. Og med begge disse faktorer ude af spillet.. Hvad kunne Ahngel så gøre for at ende sin egen lidelse og sætte en stop for det gentagende uheld? Det var vel at fjerne gerningsmanden fra sit liv, trods denne person meget vel havde været en af de eneste, som han nogensinde havde følt sig bare den mindste smule lykkelig ved siden af. Men hvad var lykken? Lykken var en af de begavelser, som sjældent fulgte vampyrer i deres færden. Det var en del af deres forbandelse om man ville? De kunne leve lange liv. Måske endda evige. De kunne tilrage sig verdens værdier og sole sig i den magt, som fulgte deres tilførte levetid, men de var ikke beskyttet for samme kvaler, som mennesker følte i deres hjerter… Og hvad kan man så gøre for at gøre livet værd at leve? Man kunne give slip på de sindssmittende hjertesygdomme, blive ’onde’ og ’kolde’, som man ofte omtalte dem. Denne lektion.. Var Ahngel nu på den kant til vampyrernes grusomhed? Havde han mistet nok til at stoppe med at søge samme værdier igen?


Opgivelsen var til at spotte i de arrige, røde øjne. Det knuste hjerte og den døende ungdom, men monsteret i vampyrens øjne omfavnede disse faktorer og beskyttede dem – gjorde Ahngels blik fjendtligt og faretruende samt hans øjenoverflader overvældende tørre trods han havde mere nok at græde over. Det overstregede hans ord til Ma’lakel mere end rigeligt og aldrig før kunne man have været så sikker på, at Ahngels kærlighed havde været ægte. Det smertedes så grufuldt. Pupillerne dirrede, men tøvede ikke et sekund med deres budskab om harme og ødelæggelsen af Ma’lakels romantiske forbindelse til vampyren. I sandhed var det ikke blot Asmas død, som bragte Ahngels følelsesliv på udkanten af udryddelse, men hendes bortkomst havde været det afgørende skridt over kanten. Så længe inden havde Ma’lakel været væk og gjort jagten af vampyrens bortløbne, personlige satan til et helvede, hvor kun Ahngels egne destruktive tanker var blevet voksne: Det var Ma’lakels skyld. Det var alt sammen hans skyld! – Men var det nok? Kunne Ahngel overhovedet oprigtigt omdanne affektionen til had? Hans øjne tøvede ikke med det, og ej heller hans stive kropssprog, men… Var tilbageholdelsen af egentlige følelser ikke en af vampyrens stærkeste områder? Hans normalvis rolige ansigtsstruktur og uopnåelige følelseskerne antydede netop dette.


Denne gang var ingen ild i hans indre beskyttet af en kølig maske. Koldbranden i hans blik og lemmer var så tydelig for øjnene som det var for vampyren selv: Hver muskel bevægede sig i små krampetrækninger og hans lyst til blodsudgørelse kunne mærkes som solide stik i vampyrens fingerspidser og nakkeregion. Men ikke for blodtørsten. Han var ikke sultende, trods altid hungrende. Selve ideen om Ma’lakels blod på sin tunge føltes som en dødssynd, selv i overvejelsen, og nu… Nu gav Ma’lakel ham endnu større grund til at afslå fristelsen om at bide sig ind i Ma’lakels kind, som hans hoved gned sig imod hans eget. Han havde ædt hendes hjerte…? Som Ahngel, havde han fortæret en del af Asma, men denne gang et organ så helligt, at det sendte en midlertidige paralyse ned af Ahngels korpus. Han havde først opfanget Ma’lakels svar da deres hud mødte hinanden dog. Man kunne nemt forestille sig, at de forskellige kropstemperaturer måtte skabe damp imellem sig som de mødtes. Her ville Ma’lakel mærke Ahngels ellers let usynlige skælven tage til. Han lænede sig væk – så godt han formåede imens Ma’lakels stemme afgav et bittert ekko i Ahngels øre. Svaret bragte Ahngels øjne vidt åbne og hans mund aftaget sit stramme sammenbid i et følelsesløst udtryk. For dette lange øjeblik bed paralysen sig hårdt fast i Ahngels lemmer, samtidig med at Ma’lakels bidende røst malede Ahngels tanker i grusomme farver fra hans version af Asmas endeligt. Egentligt havde disse informationer og billeder ikke overrasket Ahngel. Grusomheden, som han havde set på hendes krop havde givet ham ulidelige teorier at vende i hovedet. Voldtægt og kropsberøvelse af syge lyster… Selv hendes sørgmodighed.. Lysten til at dø. Var den virkelig og i så fald, havde Ahngels uregistrering af hendes kærlighed været hovedåren til denne pinsel? Var hun død af hjertesorgerne inden Ma’lakel rev hjertet fra hendes bryst? Ordene fra brevet, som var efterladt til ham af djævlen Abira, havde sat gang i denne tvivl og grebet ham med en sorg så meget dybere end før. Havde de begge blot omfavnet en smule mere tid… Havde Asma blot været på et andet sted på et andet tidspunkt, var ringen ikke blevet efterladt i hans inderlommer, men kredset en endnu levende og varm ringfinger. Hvor det dog smertedes ham – hvert et ord Ma’lakel lod bides imod vampyrens rene, billedskønne hud. Hver sætning og billede, der blev lagt i hans hoved gennemborede hans hud trods han stod som en stenstøtte, søgende væk fra Ma’lakel, trods midlertidigt afhold grundet det tunge alterbord, hvis kant pressedes imod hans lænd og skabte memorerende mærker på hans hud. Havde han virkelig troet at Ma’lakels anger havde ændret noget, havde den fandtes? Vampyrens tænder fandt atter hinanden som hans kæber pressedes hårdt sammen. Kunne man høre sammenstødet tordne i sig selv? Da gled hans sjæl tilbage til sit bæger og øjnene blev rettet tilbage imod Ma’lakel med en næsten mekanisk bevægelse. Et lyn slog ned, ikke langt fra dem og tordenbraget fandt kirkens rungende centrum det næste sekund. Som var det den sidste kilde til vampyrens dæmoniske kanalisering, brød den blødende farve i vampyrens iris sin barriere og overtog det hvide, som var det en sygdom spredt med galopperende fart! Vampyrens ellers tiltagende læber pressedes tilbage imod tænderne, hvis hvide, spidse kanter uddybede hans åbenlyse snerren!


Et kraftigt ryk førte vampyren tilbage! Hans ryg ville lande imod bordets overflade og for at lede sig selv tilbage over bordet og tilbage på benene, blev benene slynget imed kraftige spark ville sende Ma’lakels underkæbe i et hårdt sammenstød med den øvre del af kraniet! Med sammenstødet ville dæmonens forpulede ansigt ligeså sparket bagud, som var det et solidt uppercut, ført af en stennæve!! Blev Ma’lakels tag i Ahngels arm ikke ødelagt af det hårde sammenstød dog, ville vampyrens arm blive vredet om med et grufuldt knæk og efterlade armen hængende som han kom på benene bag alterbordet! Et brøl ville følge! Igen rystende kirken i sin grundvold og lede støv og sten fra lofterne, som troede man det ville styrte sammen. Metallisk som et klippeekko og arrigt udspringende fra vampyrens hadefulde ansigt! Alterbordet blev umiddelbart under det sendt i Ma’lakels retning med en overraskende let bevægelse fra vampyrens uskadede arm! Farten og kraften bag det, bevidnede Ahngels overvældende styrke bag et ellers harmløst ydre!

Den ellers velplanlagte bevægelsesrutine over alterbordet blev brat trukket ud af sin takt og inden han lagde meget mærke til det manglende fodfæste under sine sko, var hans reflekser alle samledes om opgaven, at uskadeliggøre det pludselige kast igennem luften. Dette havde Ma’lakel knapt haft den mindste modstand på, desværre, da Ahngel trods alt ikke husede en mægtig størrelse selvom han var ganske høj. Fjerlet var han ikke, man stadig meget langt fra den vægtklasse, som Ma’lakel hørte til og tydeligvis regerede. Med det overfladiske øje skulle man tro, at Ahngel knapt ville kunne få et slag indført med sin nemt undervurderede elegance og blot atletiske kropsform - Som en danser.. Ikke en soldat – men heldigvis lå der muligheder i den lettere krop, som sjældent fandtes i den store.


Vampyren vendtes i luften mens farten stadig flåede ham af sted og trods hans ben slog ned først, som et kattedyrs, bragte hans momentum ham endnu to meter i stående position; hans fødder pressende bag sig, så han ikke nåede det hårde sammenstød med bænken bag sig. Som han bremsede op, var han bragt ned i en næsten krybende positur: Lænet forover, så farten ikke berøvede ham hans balance og med en hånd på gulvet, hvor to flænger var blevet skabt fra det hårde sammenstød mellem vampyrens sko og kirkens allerede ødelagte gulve. Et hæst åndedrag forlod vampyren – rustent og arrigt, selv i sin stilhed. Da rettede han ryggen med en bevægelse, som ville lade modparten lede efter snoren, som burde hive ham opad fra nakkehvirvlerne: Dukkelignende og udtryksløst, med armene hængende og det sorte hår skærmende for det meste af det gudesmukke ansigt, som selvfølgelig burde være vendt i et hadefuldt blik, der, til hans forbandelses sejren, stadig måtte ligne en mørk guds personlige skaberværk. Et enkelt rødt øje kunne spottes igennem det sorte hår samt den spidse næse og mundens midte, der i sin passive blinde vinkel, ikke lod en være fuldkommen overbevist om vampyrens udtryk. En ting kunne man dog spotte: Hvordan den ensomme, sorte pupil dirrede i sit blodige bad. Han blinkede langsomt og pupillen snørredes sammen, fokuserede, som en drejet kameralinse da Ma’lakel greb ud efter de tilbageværende roser. Rødt dvælede mod rødt og trods blomsterne kun havde en symbolsk betydning, som Ma’lakel knapt kunne destruere, kunne Ahngel mærke dæmonens fingre over de bløde blomsterhoveder, pressende derpå og langsomt stødende blomstens center. Det greb vampyren ved halsen og udslukkede kilden, hvor hans hadefulde skrig burde komme og efterlod ham i en død form for stilhed, som var hans sjæl forladt fra det øjeblik Ma’lakel tvang Ahngel igennem luften. Men den var der, trods hans stemme var fastlåst for nu og den bragte hver eneste ustabile følelse i den kolde krop op og igennem farverne, som herskede i den dødfødtes øjne. Da begyndte Ma’lakel at tale.. Og som det var et forsinket stikord af afsindig vigtighed, greb vampyren til gulvet igen og indsatte en hånd på hver side af den ufærdige firkant, som sporet fra hans landing havde afmærket. Negle og fingerspidser alene brød stædigheden i betonfundamentet og inden Ma’lakel ville nå at færdiggøre bespottelsen af Ahngels sidste helligdom, flåedes en improviseret og ufuldstændig klods af det hårde byggemateriale op af gulvet! Fra det faldt betonspåner og skarpe stykker, samt resterne fra et trægulv, som det engang var overlagt. Den tunge bygværksopskæring blev løftet fra sin ellers solide plads i gulvet og slyngedes igennem luften over samme bane, som Ahngel havde forladt og imod Ma’lakel. En ellers diskret gestus om hvorvidt hans ord var velkomne eller ej. Var Ma’lakels reflekser stadig på deres tåspidser, var vampyrens hånd allerede fastgjort til træbænken bag sig, som blev flået igennem hans intimsfære for at afrette sig i retningen, hvor Ma’lakel ville træde for at undgå det første overtyngede projektil! Skarpe udbrud kom som vampyrens styrke blev sat i bevægelse og han bragtes få skridt tilbage for at afstøde den kraft, som kom derfra! Små hadefulde ord, som aldrig blev oversat med verbal betydning. Mere lyde.. Støn af styrkeudførelse. Alt imens blodet føltes kogende i vampyrens ellers kolde årer og tankerne virkede så massive, at han frygtede sit kranies implodering før tid! Ma’lakel… Hans løgne var ikke værd deres tid på tungen!  

Løgne og satire. Ma’lakel kunne sige hvad end han ville. Han kunne røbe de mest kreative løgne fra hans side og lade dem omsvøbe mindet om Asma så overfladisk han ønskede. Men der var forskellen. Lige dér fandt Ahngel en lille kerne af hellighed i ham selv. En måde at opretholde Asmas retfærdige kølvand trods de synder Ahngel selv havde sørget for. Ma’lakels ord… Det billede han oplivede blev ikke genkendt med en oprevet opfattelse fra alfahannens side, trods hans sind knapt kunne fastlåses i et balanceret format som det stod til. Man kunne se det i det ene blottede øje, centeret for den brøkdel af hans ansigt, der ikke var omfavnet af det ravnesorte hår: Tumulten og den gennemførte dom af had, som var overlagt dæmonen. Men trods det.. Trods et skrøbeligt fokus, var Ahngel aldrig i tvivl om Ma’lakels usande tunge. Den Asma han havde forsøgt at fortælle om… Fandtes ikke og havde aldrig fandtes. Hun var opspind og en bespottende, samt stødende parodi på billedet af den blide kvinde, som vampyren endnu sørgede over. Det var intet mindre end Ma’lakels blodtørst og sadisme og med det, bevidnede han sin sag imod Ahngel. Ahngels såkaldte vigtighed og samtykke for hans bitre mistanke. Sandheden var, at Ma’lakels løgne i sig selv burde være hjerteknusende. Ikke grundet bespottelsen af den afdøde engel, men den sidste flig af længselsfuldhed fra Ahngels problematiske side … Selv efter at have lært hvad han havde gjort, var der intet at finde i dæmonens giftige øjne! Slet ingenting!


Lyden af betonklodsens endeligt drev en åndeløshed til vampyrens korpus. Han tog sig til halsen et øjeblik, da han mærkedes den kvæles og ryggens lige linje blev tiltet med et pludseligt huk, som var hans skuldre tynget af en pludselig, massiv vægt. Hans åsyn gled vaklende imod gulvet, hvis linjer snoede sig for et øjeblik i et intensiverende og trancepåførende mønster. Han måtte praktisk talt rive sit blik derfra igen for at løsne den midlertidige paralyse og tilbageværende i hans krop lå der en syg fornemmelse. Den hvide hånd førtes til munden, som heldigvis lå tør ubesmittet. Som tørrede han væske fra sin mund, blev håndryggen trykket og trukket over den bløde hud, hvis omformende overflade gled igennem knoernes bakkedale. Som han rettede sig igen ventede han på Ma’lakels fald for det tunge projektil. Desværre kunne man knap kalde Ahngels angreb tilstrækkeligt for at bremse dæmonen… Og dog var talestrømmen, som drev Ahngel til det ultimatum, gjort en brat ende på. Smulderet fra betonklodsen gjorde sig i et med den tunge, fugtige luft og afgav en støvet, træt aroma, som knapt komplimenterede en piskende puls, hvis slag langsomt mistede accelerationen, men samtidig bankede så meget hårdere nu. Mere smertefuldt og gennemtrængende som tordenbragene udefra. Selvfølgelig var dette synspunktet fra et væsen, hvis hjerte sjælden afgav et eneste slag. En helt normal hjerterytme fra et menneskes standard.. Ville føles som en lufthammer med sit skærende sigtekorn placeret over solar plexus. Det gjorde ondt. Ulideligt imens Ahngel afventede Ma’lakels fald eller tilbagetog. Som erstatning endte Ahngels blik suget fast til Ma’lakels opløftede øjne, hvor den gyldne farve havde ædt op den grønne på samme måde, som det røde i Ahngels begyndte at spilde ud af irissens kanter af rent raseri. Hans ansigt forstrakte sig og øjnene opspiledes uforstående… Men først da Ma’lakels hurtige skridt blev frembragt, tvang Ahngel sig selv i samme retning, ønskende at holde afstanden intakt! End ikke Ma’lakels stædige trin var blevet svækkede eller på anden måde bremsede af den vægt Ahngel havde slynget imod ham?


Forudset af Ma’lakel, greb Ahngel det nærmeste værktøj til adskillelsen af deres intimsfærers omfavnelse. Kirkebænken blev grebet ved dets udhuggede armlæn og da bragt igennem luften som var det en overvokset økses huk! Den anden ende af bænken ville flås imod dæmonens krop og ganske rigtigt bevidnende, at Ma’lakel var det hårdeste materiale af de to. Splinterne fløj som den tykke træsort udhuggelse blev underlagt dæmonens hårdhed og landede omkring dem som hjemkomne søskende til gulvets overflødige og spidse inventar! Bag deres spring lå gnisterne fra Ma’lakels paréring og som Ahngels hænder raktes ud imod det endnu samlede træornament, skød de med improviserede pilespidser til Ahngels hvide håndflader. Smerten kom først efter ildens farve blev optagede i de røde øjne… Farvede dem orange som en solnedgang inden truslen den udgjorde var opfanget af hans ansigtsudtryk. Den sislende lyd fra brændende overflader – i dette tilfælde kød – var skåret hurtigt over af et smertestudbrud fra Ahngels side: Ikke højt, men nok til at overdøve lyden af hans egen formindskning og med et solidt spark imod Ma’lakels stædigt frembrusende krop, bragte Ahngel sig yderligere bagud for at tilbringe sit forspring på at slikke sine sår! Imens vampyren fortsatte bagud blev hans håndflader fremvist til han selv, rystende og fremprovokerede til hybriden mellem en kunstners englehånd og et sagnopspundet monsters klolignende negle. En mørkegrå farve optog den gudelige hvide og skabte kratere og hulrum i den brændte hud, hvor slibrige efterladenskaber af døende blod sagte lod åbningerne svige, som var de indsmurt i jod. Det hadfyldte blik blev da løftet imod Ma’lakel igen, hævngerrigt og nu også drevet til en form for desperation, som uden tvivl kom med realiseringen ved hans brændte hænder: Han kunne ikke røre Ma’lakel! For første gang i lang tid havde Ma’lakel rent faktisk gjort brug af den åbenlyse fordel han havde imod alfahannen: De udøde tålede ikke ilden han kunne fremtvinge. Lige så lidt som de tålede solens lys… Men der var råd for det!


Hvor man havde forudset Ahngel til at handle efter sin desperation og genudføre hans teori om gemen styrke, ville vampyren atter overraske en. Han søgte ikke det næste ornament i rækken for at banke Ma’lakel til blods med det, men i stedet vendte han sig, og satte af i samme retning som før, nu søgende den nærmeste søjle til balkonens fundament! Her sprintede han og afsatte sig selv fra jorden imod den forældede, udhuggede søjleoverflade, og til al overraskelse, var det glatte sten ikke en forhindring! Som ført af et edderkoppeagtigt instinkt, kravlede Ahngel ubesværet op til balkonen og dermed kirkens førstesal. Efterladende var der spor fra hans brændte håndflader, tilsodet blod of stykker af hud, som langsomt gav efter transformationen til sølvfarvet sand. Ahngel villa da forsvinde bag balkonens platform i det mørke, som kontrasten til månelyset udgjorde. Lugten af brændt hud og tilløbende blod forsvandt dog ikke fra luften i kirkens indre. Nu… Nu gjaldt det om at forblive ude af Ma’lakels rækkevidde.