~Your Jar of Hearts~

Det blev forventet at hjørnetænderne skulle bore sig ned i den udsatte pulsåre og frarøve Ma’lakel flere litrer af livs essens. Denne ild i en flydende form, som at indtage magma dog med en skoldende resistens der gjorde man kunne sluge det, uden at blive brændt op indefra. Der var en forventning om at alting skulle blive fint igen bagefter, at denne blodsudgydelse skulle blive den sidste og at bagefter – bagefter ville han slippe Lucifer. Han ville ganske som vampyren selv havde dikteret, give slip og glemme. Ligesom gengangeren selv ønskede at blive glemt, og glemme Ma’lakel. Fortrænge hvert et billede af hvidt imod mørt, grønne der stirrede inde i røde og ravne sorte hårtråde der blandede sig med brunlige nuancer. Han ville sænke sig selv ned i det samme hul han havde siddet i inden da; opgive at finde tilbage til fortiden og acceptere en ligegyldig fremtid. Der var ikke noget at gøre. Livet var fuld af modsætninger: man elsker og så hader man. Man savner og man savner ikke. Man længtes og man frastødes. Det var bare sådan det var, vel sagtens sådan det skulle være. For det ville ikke have gået alligevel. Det var en god illusion, så længe den havde varet. Hvem og hvordan den blev ødelagt, var der ikke så mange bud allerede? Vis skyld det i grunden egentlig var? Hvem der i sidste ende skulle ende sit liv for at nogen form for retfærdighed skulle ske. Og hvor alting ender, så var det alligevel Ma’lakel der ville blive Judas.

Kyssende imod hans håndled og det manglende kanyle stik var de mælkehvide tænder, blev modtaget med en forbandelse i sindet: gør det nu bare. Men alligevel blev tiden ikke tilstrækkelig før kyssende satte en serie af nervesammentrækninger i gang og forårsagede et skævl ned langs den bøjede rygrad. Ma’lakel afventede noget der ikke kom og da han endelig så op, med rødspændte øjne og indsnævrede pupiller var synet af den livløse alfa det der ventede. Brynende samlede sig imod midten, øjnende blev skygget af et hjerteskærende mørke. Han brændte såret i sit håndled ligesom han greb fat om den blege hage og vente Lucifers ansigt fremad.

,, … Ahngel?”

Hans stemme komponerede en spørgende tone, der syntes hæmmet af en hals der truede med at knytte sig sammen. Han rettede sig op så han kunne læne sig yderligere over den kolde hvide krop, begge hænder greb fat om det forslåede ansigt og rystede i det svagt. Et desperat forsøg på at få et livstegn. Et livstegn der ikke kom. Stille men sikkert, var der noget indeni der gik i panik. Han sagde vampyrens navn igen og prøvede endnu engang at ryste i ham. Til ingen nytte. Han greb fat om de slappe skuldre og hejste ham op i et fast favntag imens han gentog ordret ’nej’. Mere og mere panisk, mere og mere desperat. Ledløst ville liget – den skindøde – hænge over den muskuløse skulder imens at Ma’lael begyndte en introvert mumlen. Han begyndte at rokke en smule frem og tilbage imens han spurgte sig selv hvad det var han havde gjort. Gentog det. De grønne øjne lod ingen tåre falde, men det var heller ikke behøvet, for de mørke øjne fortalte langt mere end en enkelt dråbe vand. Værelset og gangende ville runge ved den voldesomme ryst fra et inhumant løve agtigt brøl, der vil rørene til at knage og sitre. Nircor krympede sig bag et af dem, med sine store øre som klistret til dets kranie. Hans store øjne så imod dem, undskyldende som var det den der havde gjort noget. Efter det åbenlyse afløb for en nusende afmagt, sad hybriden med en følelseskold dog intens stirren imod de rustne rør. En hånd lagde sig over de sortetråde ved vampyrens hårtråde. I et sekund bevægede de sig og fæstnede sig til det gyldne undskyldende blik.
,, Fetch Q, NOW!”

Nicor sitrede overalt og pilede afsted for at behage dets herre og om muligt slippe for at blive en genstand for dennes vrede. Alt imens løsnede Ma’lakel sin favntagelse af Lucifer for at presse egen pande imod hans og stirre på ham med for en gangs skyld udtryksfulde og bedende grønne øjne.


Et ur talte sekunderne i en serie af uformelle tik. Et efter et, blev tiden dikteret for dem der gad lytte. Det fyldte et større rum, med rødmalede vægge, hvorpå en sort streng var trukket hen over midten. Bog reoler i et uorganiseret system var stillet om langs den ene væg af værelset. Den højre. Imellem bogreolerne var der et skrivebord, ligeså rodet som reolerne. En kontorstol, der tilsyneladende havde været lappet et par gange. Planter med grønne blade – som indbydende hænder - stod i høje flotte vaser. De var blå med gyldne kinesiske mønstrer malet på sig og afbilledninger af asiaternes fortolkning af drager. En stod ud fra mængden, den skildrede en tiger der kom frem fra bag bambus plade. I den venstre side var der en kamin som knitrede legesygt og lod sine flammer danse vidt omkring sig, så det skabte et abstrakt skyggespil over gulvet. Et rødt gulvtæppe med gyldne sting var spredt over trægulvet der var i mørkt træ. Over kaminen var et beskidt og støvet spejl, der nok kunne formå at reflektere rummet. Foran kaminen var der placeret to lænestole og en tom minibar. I midten af rummet var en drømmeseng med tunge vinrøde gardiner og forgyldte reb der holdt dem sammen. Madrassen var blød og forholdsvis behagelig, imens at stoffet var en i en snavset hvid. Et rødt tæppe var lagt over den hvide skabning der ville ligge i sengen. På hver sin side var der et natbord, hvorpå en vase stod med rødvilde roser. Et andet havde medicinske kirurg redskaber med størknet blod. Ved begge sider var der stander hvor der hang flere liter tunge blodposer, tilsat en mindre maskine. Der gik en slange fra begge poser og videre ind i armen på værten af sengen. En kanyle var sat fast på en hovedblodåre i hver arm og fodrede derved vampyrens krop. Langsomt men sikkert.  Fra blodposerne gik der også en anden slange, ved i armen på en helt anden og tredje personer. To kvinder lå ved siden af sengen, med hovedet på en af puderne og en kanyle magen til den der var sat ind i vampyrens. At vurdere ud fra deres blege hud var det formentlig dem blodet kom fra. De var skaldede og nøgne, tilsyneladende fuldstændig ubevidste om noget som helst omkring dem. Man kunne see snitsår ved deres tændinger og på den ene manglede brysterne. Den anden havde ikke nogen kinder og hendes mave parti sank makabert langt ned.
Et enkelt hvidt lagen lå over dem og ikke andet.

De blege tvillingekroppe lå ligesom livløse dukker på hver sin side as sengen og uden ord eller fordom for værtens handlinger eller ord, var de stumme og intetanende. Men de var ikke døde. Det vidnede blodet der blev ført ind i den sydeuropæiske alfas blodkar og skænkede ham natte timernes livs essens. Ubevidste og dog selvopofrende i egen uvidenhed. De havde engang været mennesker. Ganske normale og ganske uinteressante, indtil de var blevet udset som dukker og nu brugt til at videregive livets gave til et væsen der aldrig i sandhed havde haft ’livet’. For livet er vel flygtigt? Hurtigt og tankeløst. Deres blege skind afslørede at de lå på kanten til selv samme evige søvn gengangeren havde stræbet efter ligeså. De ville om ikke længe overgive sig til vægtløsheden og deres røvede kroppe ville endelig finde hvile. Man kunne svagt ane vejrtrækning under de tynde lagener. Kaminens ild flakkede iltert, som var den ivrig efter at hilse på sin gæst, idet denne sad med hænderne begravet i eget hår. Skyggespillet forblev abstrakt og usammenhængende, og flammen i kaminens favn var ikke andet end blot en flamme. Dens personlighed var ikke-eksisterende. Men værelset havde en charme, det besad en atmosfære af individualisme, til trods for at det var tematiseret. Ejeren måtte enten være en entusiast af det asiatiske eller også var han pyntesyg. Uret der havde talte sekunderne og rakt ind i Lucifers drømme for at trække ham tilbage til virkeligheden stod et par meter fra sengen, imellem de mange reoler. Det afslørede tiden: halv et. Troede man på det, havde mørket været over verden i nogle gode timer før de røde øjne atter kunne anskue den.

Uret afslørede tiden men ikke datoen, den kunne lige så lidt fortælle hvor lang tid der var gået siden opgøret i det overophedede rum, som grenen kunne forklare følelsen af at blive brændt i kaminen. Et sølle tegn på sammenhæng med omverdenen, men endog et tegn. Det ville gå ti minutter, præcis. Hvor Lucifer kunne gøre som han ville, med de redskaber der var i rummet. Døren var vist ved siden af kaminen og var låst. Hvis vampyren prøvede at sparke den ind eller lignende ville den ydre del, der var af træ knække under impaktet, men det lod til at der var et langt stærkere materie inden i dørens kerne som vampyren ikke kunne slå i stykker. Papirerne på skrivebordet var noter eller usammenhængende sætninger, bio-kemiske formler og eksperimenter, alle noter havde en overordnet fællesnævner i form af anatomi og biologi. Bøgerne var støvede og syntes at have været ubrugte i en tid. Nogle handlede om noget så trivielt som havebrug, andre var advancerede medicin studier og helt tredje var børnebøger med billeder. På stolene lå der tæpper og puder og til Lucifers store overraskelse et sæt tøj, dog ikke ligeså pompøst som denne var vant til: et par mørke jeans og en T-shirt der uden tvivl var tre numre for stor. Det lå foldet sammen i en bunke, gjort af sjuskede og uvante hænder.

Døren gik da endelig op efter de ti minutter var gået og en foroverbøjet skabning trådte ind i lyset fra kaminen, der tilsyneladende var den eneste lyskilde. Utroligt tynde, benede hænder lå over håndtaget fra den anden side. Et spinkelt væsen med en hud mere hvid end vampyrens egen – om det var muligt – ville vise sig. Et halvlangt hår dækkede for dets øjne. En hvid skjorte med størknede blodpletter og et par bukser der til forveksling lignede nogenlunde dem der var lagt frem til vampyren. Et ranglet væsen uden lige og fra første øjekast, ikke yndigt. Den så på en uden at man kunne se det men man følte det, hans opmærksomhed. En ben tynd hale svajede en smule over jorden som en vagtsom kat, inden den trådte indenfor og lukkede døren efter sig.
,, Nå, du overlevede.”, lod det fra den, måske en smule skuffet.

Endnu et overlag af vrede burde vel følge; Et forsøg på at finde udveje eller brække døren ned, trods dens stabilitet. Intet af dette kom dog frem. Ahngel sad stille og stirrede frem for sig – betragtede ikke de stakkels kvinder ved sine sider. Eller rettere sagt hvad der engang havde været kvinder. Han sad i sengen i nogle minutter og skiftede position efterhånden som hans eftertænksomhed ønskede visuelt input eller ej. Mest af tiden ville hans ansigt ligge i hans hænder i en dybt frustreret posering og forvirring. Måske endda en vis desperation. Tids nok, ville han dog skubbe sig selv til sengens kant, hvor han placerede sine nøgne fødder inden de søgte gulvet. Tøvende, som tvivlede han på sine bens kunnen, rejste han sig og forlod sengens støtte. Man kunne ikke bebrejde ham, at han havde længtes efter at strække sine lange ben og tage hold på den energi han havde manglet. Først da lagdes hans blik på resten af rummet og dets særprægede, orientalske charme. Var han det samme sted som før?


En rum tid ville gå med en hvileløs vandren igennem rummet. Han ville tage i døren, men ikke ty til vold for at få den åbnet. Dernæst søgte han tøjet, der var placeret på en af stolene. Tiltænkt ham? Den pludselige gavmilde natur af hans fangeskab lod et mørkt dække falde over de røde øjne. Der var noget, der ikke stemte udover vampyrens egen fordømte overlevelse. Han tog det på ligegyldigt hvad. Tiden han havde brugt uden beskyttende lag havde lagt en nærmest febrilsk fornemmelse i de lange, hvide fingerspidser – Nærmest desperate efter at dække sig til og beskytte den blege, gennemførte hud. Følelsen af stof derover lod Ahngel fornemme hvordan hans krop helede. Tørheden var der gjort en ende på og hans hud var ligeså fejlfri som før. Mørket om hans øjne var jaget bort og knoglerne føltes ikke længere, som stænger af glas. Et suk af fysisk lettethed flygtede fra ham og blev ét med den varme luft. Bukserne iførte han sig først – Undrende over deres fordelagtige størrelse. Det kunne knapt komme fra samme ejermand, som t-shirten, der udentvivl havde en ejer med ansigt. Som den blev ført over Ahngels hoved greb han sig selv i at lukke øjnene og lade næsen stryge med øjenvipperne over det bevægende fabrikat – og ånde ind. En velkendt steppebrand løb af sted under hans hud i et særpræget kuldegys. Det var Ma’lakels. Langt for står ligeså og fik Ahngel til at se ranglet ud i dens dække og overraskende ordinær. Hvor de sædvanlige jakkesæt havde givet facon til en større maskulinitet og autoritet, gav det nuværende dække ham en nærmest patetisk udstråling, trods det aldrig ville være sagen. For lille til sit tøj og med det ravnesorte hår spredt ujævn over hans skuldre efter mange dages manglende varetagende. Han lignede ikke sig selv. Ikke engang i blikket, som normalt stod så frygteligt stille og knapt husede den mindste følelse. Nu var de turbulente, selv i deres stilleståendehed. Stirrende, selvom musklerne omkring sig ikke spændtes og stikkende af en passiv form for paranoia. Som kunne han ikke undslippe kaotiske tanker, der kun lod sig skinne igennem via øjnenes intensitet. Resten var passivt og roligt. Hans bevægelser havde generobret sin elegance, men skyggen af det trykkogende sind lod det ikke skabe mange illusioner.


Som Ahngel ville få selskab, stod vampyren ved kaminen og kiggede imod det støvede spejl eller nærmere hans tvilling deri. En hånd havde lagt halsstykket af t-shirten imod hans mund og næse og holdte den nu oppe som en nærmest permanent posering. Han vendte sig da den sekundære persona trådte ind i rummet – uhæmmet af denne af positur. Hans øjne blev dog en smule større ved genkendelsen af den nærmest glemte skabning, som han kun havde mødt en enkelt gang før. Så der havde altid været en til? Var der flere? T-shirtens kant faldt fra Ahngels ansigt og endte tilbage over hans kraveben, som nærmest blev efterladt nøgen grundet tøjets omfang. Hans blik faldt på de lukkende åbninger i hans håndled, hvor han havde taget nålene ud.
”Ikke af hensigt…” Svarede han med en lav stemme og så tilbage imod de andre øjne i spejlet, som skulede hvor han selv ikke rynkede en muskel. ”Lang tid siden, ’Q’.”

Ganske vist havde de anskuet hinanden før, men under anderledes omstændigheder. Den var ikke god til genkendelser men viste hvem der stod foran den, det var ikke svært at gætte ejeren af chefens cordis. Det havde i mange år været grund til megen ballade og nu havde den en chance for at se grunden til alt det kaos for sig selv. Det første ’øjekast’ var overraskende for den, da den ikke havde regnet med at se den krænkede necro stå med næse og mund dækket i en egendel af dennes voldsmand og havde det ikke været for en sjælden – og spændende fra et psykologisk perspektiv – set handling af en ellers kynisk mand, var han også blevet til dennes drabsmand. Morderen af toppen på den vampyriske kransekage. Sikke et optøj det kunne have medbragt og den følte sig heldig at dens indblanding i sagen blev noget lignende dette.

Det nikkede langsomt og stilfærdigt som et svar på den ordinære hilsen, og bekræftelsen af at denne kunne huske dens primære betegnelse. Et primitivt bogstav var nok, noget den selv havde valgt da det passede så fint. Den betagede sig da endelig. Det var som at se et eksotisk dyr der for første gang lod paraderne synke foran den modige observatør; den bevægede sig ganske vist menneskeligt, men der var ryk i dens led og skuldrer. En ukordineret og spontant spasme der fik væsenet til at syntes hæmmet af at gå helt oprejst. Halen gled over gulvtæppet som en slange der fulgte efter sin tæmmer, med dets giftige brod dirrende forenden. Sitrende. Den aldeles androgyne og køns afvisende stemme fyldte værelset da, umiddelbart som den bevægede sig imod de to tvillinge kroppe.

,, Jeg har reddet en der ikke ønsker livet?”, spurgte den undrende men retorisk.
Den nåede de to kroppe – eller nærmere den første – kanylerne blev trukket fra armen på den og den bandt lagenet yderligere om den udnyttede krop. Men det blev gjort med den største kyndighed og forsigtighed, af opmærksomme hænder der behandlede hvert stykke hud det berørte som var det liget af en allerkæreste han skulle til at fjerne. Den sad bukket ned over det, foroverbøjet så den hvide skjorte strammede om ryggen og blev gennemsigtig. Man kunne tælle hver rygsøjle som var det pigge der stak op fra hans ryg og ikke det basiske skellet som alle ejede.
Q var i sandhed et underligt misfoster af natur.

,, Hvorfor?”, hviskede den nærmest til sig selv. Spurgte sig selv. En lille tid gik hvor den svarede en sætning den havde inde i hovedet, imens den trak standeren med blodposerne til siden. ,, Den er vel sagtens bange.”, den nikkede enigt med sig selv. Derefter bandt den lagenet omkring liget så dette lignede en egyptisk nobel der skulle bringes til dets grav: armene krydset over brystet og udstrakte hænder hvilende tæt ved skuldrende. Den bevægede sig over til den anden og ’så’ så op, overrasket over at gengangeren stadigvæk stod der: det var som havde den forventet ensomhed, taget dette som en selvfølge. Den stoppede da sit gøremål for at ånde tungt ud som følte den sig bebyrdet, og satte en hånd på den ene stolpe der udgjorde drømme sengen.

,, Du har to muligheder.”, sagde den oplysende.
,, Døren på venstre føre dig ud herfra, du kan tage hjem som du ønsker. Han vil ikke opsøge dig igen, det ved jeg.”, nikkede den bekræftende.
,, Døren til højre derimod, vil føre dig ned ad en trappe, følg den til den stopper og gå ind af tredje dør.”

Den afsluttede sine ord og stod et øjeblik og hvilede i egen eksistens før den gjorde op med sig selv at nu havde den gjort nok! Den begyndte at binde liget ind i lagerne igen. Men skulle Lucifer gå hen imod døren ville den androgyne stemme spørge en sidste gang:
,, Hvorfor ville du dø?”

Ahngels øjne rettedes ikke imod Q for anden gang. Ikke engang for at udnytte muligheden for at se ’misfostret’ an fra forskellige vinkler. Dennes hale og misdannede ryg, samt umådeligt hvide hud, der selv for en vampyr så unaturlig ud. En naturlig nysgerrighed var falmet og gjort en ende på for nu og man skulle tro, at end ikke selveste beviset på en religions korsherre, ville få vampyren til at dreje hovedet for at se efter. Om det var en positiv ting eller ej, var ikke til at gøre rede for, da man ikke vidste hvor meget Lucifer havde mistet af sig selv i løbet af de seneste dage. Hans blik blev imod spejlet og dets ramme inden de ville falde imod flammerne foran sig – Opsuge de gyldne farve og lade dem male under hans vipper i aggressive nuancer og toner, der fik Ahngels øjne til at males som en rødmende solnedgang. Alt imens det fagre gyldne genskær lagde sig som et transparent lag over den hvide, kunststøbte hud og sorte vipper.


Man skulle tro at Q’s retoriske spørgsmål ville drive en smule anger eller fortrydelse, ja endda pinagtighed for vampyren, men han skævede blot imod døren, som vedkommende var kommet ind af. Upåvirket af det faktum, at han havde forsøgt at tilføje sig selv til alle de kujoner han normaltvist skændede og forbandede. Stolthed kunne ikke findes. Ikke den militante, som afkastede enhver bespottende teori imod sit ry. Der var intet at fornægte når omstændighederne var så tydelige… Og blot at nævne det i en hvisken, var som at veje et banner og tilstå imod skyerne, at man i sandhed havde forsøgt at henkaste sit ellers storblomstrende liv. En utaknemmelig prins, det var hvad han var, var det ikke? Og han fortjente smerten i brystet mere end de fleste.
Q’s lille samtale med sig selv flød over hovedet på vampyren, der syntes travl nok med sine egne tanker, trods denne tydeligvis søgte egne svar. Svar, som vanskabningen sikkert ikke kunne svare på. Hvad skulle der ske nu? Hvorfor var han endnu i live? Hvorfor lod Ma’lakel en anden træde hvor han burde stå? Desværre var det ikke en ukendt sag at man pludselig ikke kunne regne med Ma’lakels henkastelse til en sådan opgave. Så for nu, ventede Ahngel med en tålmodighed der ikke ville falde de fleste ind og med en kropslig tilstand, som fra ydresiden ville virke unormalt rolig og fattet, som var der ingen pressende punkter på agendaen. Endelig blev ord rettet imod vampyren dog, og Ahngel tog det ind bag lukkede læber. Han anskuede igen dørene. En til direkte frihed og en til… Noget andet. Vampyren rettede sig op og trådte endelig væk fra kaminen og imod den venstre dør – døren til sin frihed. Her stoppede han som Q sagde sit sidste og spurgte indtil dødsønsket. Ahngel drejede hovedet imod ham, skimmede den højre dør, som han gjorde og så endelig imod Q. Først stirrede han tomt, som var spørgsmålet særdeles upassende og med et urealistisk ophav. Som forstod han ikke hans sprog eller ikke kendte til selvmordsforsøget pludselig. Hans hånd blev lagt på dørhåndtaget og øjnene faldt derpå med en intern grublen.


”Fordi jeg er syg.” Svarede han og tog nogle skridt. ”Man afliver syge dyr.” Hans hånd skiftede og tog i dørhåndtaget til den højre dør, som han forsvandt igennem og lukkede dernæst døren bag sig. Da ville Q’s sidste retningslinjer blive fulgt og fodtrin kunne høres på den anden side af døren – ned af trappen indtil den stoppede… 3 dør. Ingen omgivelser var lagt mærke til og ingen sanseindtryk opsamlede. Kun fødderne mærkede for at gå og øjnene bevægede sig for at navigere. Hjørner og kanter. Ikke andet.

Q fik dets svar. Veltilfreds smilede den for sig selv imens den bandt liget og den var bevilliget sin ensomhed igen. Denne tæthed der fulgte den vidunderlige tomhed, hvor man kun havde en selv at forholde sig til. Den velsignede stilhed.

Lucifer fulgte trapperne der førte nedad og varmen ville stige. Den samme overophedet atmosfære begyndte at danne sig igen, men ikke i samme grad. Man nærmede sig varmens hjerte gradvist og Lucifer var kun ude i de yderste tråde lige nu. Alligevel var forandringen mærkbar og tøjet ville begynde at klæbe sig diskret til huden imens at luften blev tungere at indånde. Alt der var at se omkring dem var intetsigende beton vægge hvor man kunne gætte sig til at de varme vandrør løb, man kunne endda høre den susende lyd af den boblende væske der ilede af sted, som var det blod og man befandt sig inde i brystet af en kæmpemæssig titan. Der var mørk det første stykke. Så viste den første dør sig, identisk i udseende med den dør gengangeren havde efterladt bag sig. Det indeholdt ikke samme møblement eller tema, kunne man forestille sig. Videre indtil man kom til den anden som var oplyst af en flakkende orange loft lampe, der var ved at opgive sit liv og kæmpede for at suge det sidste elektricitet til sig. Og endelig ville man så stå overfor den tredje dør. Den var lige så upersonlig som alle de andre, men forhåbentligt ville der befinde sig et individ indeni der ikke opholdt sig i de andre rum. Tog Lucifer fat i håndtaget, drejede og derved åbnede døren, behøvede den kun et ganske trivielt skub før den gik op og afslørede et nyt rum:

Det var mindre pompøst og indeholdt intet tema. Tapetet på væggene der engang havde været i en smuk jord-grøn farve, skrællede af og afslørede en brunlig væg bagved. Resterne fra en smadret stol og det der engang havde været et skrivebord lå spredt udover det meste af rummet, det lignede resterne af en slagmark med legemsdele skåret i træ.
Der var en kamin ved venstre side der knitrede og dansede i specielle og animerede mønstrer, der i modsætningen til den ild i kaminen på det værelse hvor alfaen vågnede, faktisk skabte et sammenhængende skygge teater og udformede silhuetter af personer og væsener.
Der var en kommode ved siden af døren, hvorpå der ikke lå noget af personlig værdi. Rummet var slet ikke smukkeseret eller gået synderligt op i. Det var tydeligvis ikke et sted indehaveren betragtede som ’hjem’. Der var placeret en ganske almindelig dobbeltseng imod den ene væk i den modsatte side fra kaminen, øverst i værelset. En sammenkrøllet dyne lå i fodenden og tre puder lå smidt i spontane retninger. Der var to lænestole foran den flakkende kamin og tryllekunstneren der skabte dette skygge spil sad i en af dem. Oplyst af det gylden orange skær og med blikket stirrende skiftevis ind i flammerne og ind i det selvopfundne og meget usammenhængende teaterstykke der blev kastet over gulvet. Han var iført tøj der lignede nøjagtigt det samme som Lucifer sidst havde set ham i, nu bare med overdelen der var en anden mørk nuance. Håret var skubbet tilbage med undtagelse af en enkelt rebelsk tot der dinglede for venstre øjenbryn, sådan som man kendte den. En albue var sat imod armlænet på lænestolen og en knyttet hånd var hovedets støtte. Hans gylden grønne øjne udviste ikke nogen dyb filosofisk tænken, snare en tom iagtagelse. Den mørkebrune hud var perfektioneret i lyset fra dets elskede element. Lucifers lugt ville være det der fik blikket til at vende sig fra skygge teatret der opløste sig og blev abstrakt og uden historie igen, ligesom Ma’lakel’s fokus forsvandt fra det og op imod de røde øjne fra dørkarmen. Han syntes… forvirret?

Forvirringen var der, ganske kort og ganske hurtigt væk igen. En forglemmelse eller en forseelse af en art, der lod gengangeren vide at Ma’lakel ikke var forberedt på endnu et møde med den blege vampyr. Det satte et stik i de grønne øjne, vis nuance syntes kaotisk og skiftende på grund af ilden der dansede foran ham. En krampende snitren kom fra brændet; en voldsom reaktion på at se det perfekt proportionerede ansigt igen. En lidelse, en sygdom der syntes at hjemsøge Ma’lakel allerede. Var der da ingen kur?
Den sødmende stemme Lucifer talte med fik de mandel-formede øjne til at indsnævre sig mistroisk, idet lokalet også føltes mærkeligt tungt lige pludselig. Og der var led i sindet, små svagelige led der knækkede for den simple bydende stemme , imens langt stærkere ignorerede det immunent. Der var dog ingen tvivl om ændringen af Lucifers afstumpede personlighed, den fremadholdte facade der så perfekt blev genoptaget fra der hvor den havde været tabt, var præcis det sidste svar på det sidste spørgsmål hybriden havde funderet over, imens hans opmærksomhed havde været tildelt de orange flammer. Det ville være overstået hurtigt?
Ma’lakel rejste sig ikke, med eller uden Lucifers ord ville han ikke have rejst sig. Hans øjne ville heller ikke forblive på vampyren men vende tilbage til de let-manipulerede ild-arme der rakte op fra kaminens mavesæk. Til ild-jættens store skam blev flammerne svagere, på grund af en uhæmmet negativ aura der slangede sig vej over gulvende, væggene og loftet. Befamlede rummet med imaginære hænder, som søgte de efter det mest skrøbelige så det kunne knuses under dets regime. Ilten i ilden kunne ikke let blive kvalt og tiltænkte Lucifer det ikke støre betydning ville de blive ved med at brænde, endog mere iltert end før. De afspejlede de inderste sider af en brændt bog og for hvert ord der blev læst op, voksede de eller blev mindre. Lucifers kvalmende ufejlbarlige stemme og den falske indbydende sirene klang de indeholdt under de vildledende lag, var nok til at Ma’lakel rettede sine øjne imod et andet stirre punkt: ilden selv.
Han så uberørt ud. Uanfægtet af Lucifers egne formodet planer og forestillinger om den hævn der tilsyneladende skulle til at forekomme, faktisk regnede og stræbede han ligefrem efter det første angreb. Det betød så uendeligt lidt. Hans positur var den af et afslappet individ der ikke genkendte omverdenen, at dømme ud fra det stillestående blik og den intethed der regerede i de dyriske øjne. Det betød ingenting. Kroppen føltes tung og som en ulidelig byrde, men tankerne strejfede aldrig kroppens endelige. Ma’lakel kunne ikke huske at han nogensinde havde stræbet efter at give op på livet. Enten havde det aldrig budt ham nok modgang, eller også var der altid en rebelsk gnist inde imellem lungerne, der bankede påmindende om at han ikke ønskede det skulle stoppe. I ren frygt for at det en dag ville. Men alligevel følte han sig tynget af en sær bevidsthed, uden at kunne ord på hvad det var. Han sørgede, på sin egen introverte måde, og liget af den elskede afdøde stod lænet op af hans dør som et belastende poltergejst. Talende og misvisende levende. Han sagde ingenting; ord kunne ikke bryde det faktum at han var Judas og han havde myrdet Maria og Jesus. Det ville ikke gavne noget, det kunne ikke ophæve det der var gjort, så derfor betød det ikke noget. Q havde så afgjort haft ret; Ma’lakel havde allerede indtaget rollen som morder og kunne ikke forvente at blive set som andet. Det var svært at acceptere at års længsel og hungren, skulle ende med et patetisk skuespil fra dem begge. Og hvis Lucifer troede at Ma'lakel var ustraffet og slap billigt fra hele skandalen, tog han fejl. Han havde mistet det han havde elsket og det sidste han troede kunne acceptere de grusomme fejl han var gjort af. Han havde ikke engang kendt til hendes vigtighed for vampyren, kendte ikke til hendes fortid og havde ikke havde nogen interesse deri. Og nu, nu blev hun bødlen der stille diktere flere århundredes ensomhed endnu engang. Savn var ellers ikke en del af hybridens normale tanker men han følte det allerede; Lucifer ville blive endnu et overflødigt minde.
Hvad end der skulle ske, afventede Ma'lakel med største ligegyldighed, med mindre Lucifer talte.

Rummet lod sig fylde. Uden nogen form for modstand da det blot var et personløst kar der agerede beholder for den necromative energi der skyllede over dens flossede vægge og forsvandt ind imellem de små sprækker i tapet og gulv. Gulvbredderne sad løst flere steder og man kunne let forestille sig deres klagen skulle de blive betrådt, men endnu havde vampyren ikke taget et skridt af sin lænende position ved døren, så dens stemme forblev stum. Ma’lakel fyldte pladsen i den store lænestol og dets revne læder betræk. Den havde engang været et flot stykke antikvitet, men var blevet brugt til gammelt formål: nemlig at blive anvendt som et hvilested for trætte lemmer og filosofiske tanker. Men der var ikke megen filosofi inde i det formørkede sind af hybriden. Tvært imod fandtes der en altdominerende tomhed eller ønsket om samme. Hjerte musklen holdt en stædig rolig rytme og blodet susede med almen hast ud i de blå blodkar. Der var ingen nervøsitet i hans positur eller kropssprog. Der var dog en higen af forventning, forventning efter hvad der skulle ske. Hvad det var månens stolte afkom ville have af solens horeunge?

Hævn var en solid kandidat der meldte sig flere gange i hans hoved, men han tillagde den ikke den største opmærksomhed – ikke endnu. De malakit grønne iriser med frodige guldsting der glimtede drilsk med følelsesløse pupiller, stirrede ind i de orange flammer. Flammer der kæmpede for at forblive brændende og ikke dø som følge af det nu opfyldte rum. Ma’lakel mærkede det også; en omklamrende fornemmelse af uren luft der fik hårene på hans arme til at rejse sig, men ikke i frygt eller angst. Det var kroppen der reagerede, på samme måde flammerne kæmpede om at opretholde deres eksistens, blev legemet gjort klar over den modstridende energi der truede med at udslette den vigtige ilt. Kroppen reagerede præcis som vis en kølig vind havde skubbet imod den varme krop og efterladt den momentalt paralyseret af sammenstødet med det modstridende element. Men den kvælende substansløse energi bragte samme kvælende effekt med sig til Ma’lakel som de gjorde ved flammerne, dog ikke i lige så alvorlig en grad.

Lucifer talte – Ma’lakel’s blik vigede ikke fra de trofaste flammer. Men en synkebevægelse ved adamsæblet afslørede at det usynlige reb der dikterede vejen til galgen havde lagt sig om hans strube, og skabte en ubehagelig fornemmelse ved hals røret og nakkehvirvlerne. Det trak i nakkehårene men efterlod ham ikke angst, nærmere higende efter den tilstrammede følelse af rebets kvælende tag om struben og forsøget på at brække nakken. Det hændte ikke, den straf skulle Ma’lakel ikke udstå. Nej, idéen var langt værre og ville teste det stille stående hjerte endnu mere, end den patetiske udsigt til døden.

Det var som et flygtigt øjeblik hvor ens drøm skifter til noget helt andet: følelsen af vampyrens vægt i eget skød og udsigten til ilden der blev udskiftet med dennes bryst, hvor hans egen trøje dækkede udseendet af det blege skind indenunder. Hans blik ændrede positur: søgte opad med spørgsmål der aldrig ville blive verbale, men ligesom han gjorde mærkedes vampyrens hænder tage fat om hans hoved, med spredte lange fingrer, over det den tykke skalp. Den sagte pulsering som fik negleroden på Lucifers fingerspidser til at frahægte sig deres oprindelige sæde og vokse under en monstrøs forvandling, forårsagede at musklerne spontant begyndte at stramme sig defensivt i ild-jættens krop. En altomklamrende fornemmelse gravede sig dernæst ind under den tykke hud og videre ind i sener, blodbaner, knogler og organer. Ma’lakel blev fyldt op som rummet ville blive det. Flammerne slog arrige gnister og vred sig i hidsige ryk, hvilket kastede et mørkt og forvrænget skyggespil over gulvet, og flåede i de skygger de selv dannede.

Endnu engang talte Lucifer, spørgende retorisk og med alverdens bitterhed i sin ellers melodiøse og hypnotiserede stemme. Spørgsmålet kunne ikke besvares for Ma’lakels tunge var lammet og han forstod knapt hvad det var han havde vovet. At tage Asma’s liv? At henligge Lucifers liv i kaos, såvel som eget? Hvad havde han ikke vovet? Sat på spil og givet en pris? Hvad ville han ikke sælge af ren frådseri og begær. Der var omtrent intet han ikke kunne sætte en pris på, men alligevel var der nogle ting der var uvurderlige. Kun ganske få.
Hans pupiller vandrede over Lucifers ansigt, fæstnede sig på de skarpe hjørnetænder og derefter tilbage op imod de glødende øjne. Han mærkede noget dulmende overtage kroppen og frarøve adrenalinen sin destruktive magt, såvel som sindets ønske om at gribe fat i det sorte hår og flå vampyren ned i gulvet med al styrke. Bestige ham triumferende og besidderisk, for i sidste ende at genstarte en ond cirkel de efterhånden begge to kendte alt for godt. Men denne gang mistede han lysten, han glemte den og observerede i stedet Lucifer imens han endelig fuldførte sin sætning så den gav en form for mening. ’Hvor vovede Ma’lakel at kræve enevælde over Lucifers liv’? Hans mund blev erobret lige efter ordrende blev sagt. De skarpe tænder rev i de tynde varme læber, og kølig hud kolliderede aggressivt imod varmt. Ma’lakels nakke kunne ikke modsætte sig hændernes styrke og hans baghoved blev presset tilbage og imod ryglænet!

Sekunder ville passere med intet ur til at læse sekunderne højt for dem. Ma’lakels blik indsnævrede sig men afslørede ingen følelsesmæssig eksplosion: han var forvirret. Hvorfor? Fordi at Lucifer selv havde fortalt at han var blevet fjernet fra de kærlighedsgivne hjertekamre, og nu sad selv samme genganger i hans skød: pressende egen krop imod hans og førte krig med sine læbernes sødme og tænders stikken. Han greb fat om enderne på lænestolens armlæn, borede de korte negle ind i betrækket, men uden at flække det. Øjeblikket blev absorberet, analyseret og med et dyrs forsigtighed nærmet: en hånd flyttede sig fra armlænets krumning og førtes op imod Lucifers ryg. Hans læber deltog prøvende i det aggressive kys, som stolede han ikke på øjeblikkets virkelighed. Selvom Lucifer sikkert ikke ville sørge for at tæmme Ma'lakels sind, var der ikke fare for at han ville føle smerte fra dets kaos.
Mærkede hans fingerspidser den velkendte form af vampyrens rygsøjle - modstanden fra hans virkelige tilstedeværelse - ville Ma’lakel overgive sig til illusionen om at dette scenarie faktisk kunne ske: selvom det var så idiotisk ulogisk. Måske var han faldet i søvn i lænestolen og dette var en drøm, der hviskede om Ma'lakels begær og hans reelle ønske om ikke at ville lade Lucifer forsvinde igen.
Den stærke hånd ville ligge sig på Lucifers rygsøjle og behjælpeligt presse ham imod den varme overkrop. Temperaturer kolliderede med hinanden imens at Ma’lakels egne læber forsvarede sig imod de aggressive kys ved at gengælde dem, men ikke helhjertet, fra første øjeblik. Og fra imellem deres bekrigende munde talte ham, men med en stemme der ikke kunne understrege sin vold på grund af Lucifers lammende hænder.


,, Hvor vover du at forsøge at tage det fra mig!”

Bebrejdelse lå i stemmen og vrede: vrede over at Lucifer hellere ville gå i døden end at lade Ma'lakel besidde ham. Vrede over det faktum at hans egen vigtighed var formindsket grundet den selvmorderiske angellic's romantiserede drab af sig selv. Mord, var det i det hele taget et mord? Eller havde Ma'lakel udskiftet kniven eller pilleglasset? Det nærmeste højhus afsats? Hvad pointen var, var det vel at havde hun virkeligt villet dø, havde hun gjort det med eller uden Ma'lakels indblanding og hvem ville Lucifer så bebrejde? Sig selv, endnu mere end han allere gjorde? Men nu havde han en syndebuk, en synlig bøddel som alt hjertesorg kunne gå ud over. På samme tid med at hjertet kunne blive hærdet og glemme det der engang havde været, måske endda hjælpe Lucifer videre. For det var det vampyren ønskede? At komme videre og overleve denne hjertekval, at glemme Ma'lakel og nu også Asma.
Hans fingrer bukkede sig og greb om stoffet over Lucifers ryg. Brystet følte et stik af fysisk lidelse ved erindringen om Lucifers indrømmelse at han ville have taget hende til ægte, lært at elske hende, elske med hende og glemt Ma'lakel. Hans læber blev mere ivrige, mere opsatte på at udkonkurrere Lucifers aggression med hans egen. Den frie hånd gav slip fra armlænet og greb fat om Lucifers liv med et desperat ønske om enevældigt ejerskab! Han kunne ikke udholde tanken og hans jalousi fodrede hans sindssyge!
Min.

Striber af blodige penselstrøg gled fra læbernes ydrekant og ned langs det hærdede skind med en nærmest overbærende langsom animation. Skindet over læberne led under en særlig dødelighed: de besad ikke kroppens naturlige panser og derfor malede der sig en sjælden rouge over den smalle mund og udfyldte hans mundvige, som havde han drukket kristi blod og lod det oversvømme hans gane. Men det var hans eget hjerte der pumpede den røde farve frem på hans læber og tildelte munden dets bedrageriske kødsår, idet vampyrens orale kærtegn var et skalkeskjul for et begær om at æde direkte fra jættens læber, af hans læber. En kannibals kys – hvis det overhovedet kunne klassificeres som det.

De skinsyge ord blev middelet der opløste det fysiske vanvid, men kun for et øjeblik inden Ma’lakel fandt sig presset imod lænestolens ryglæn med et løfte om mere vold gemt i de røde øjne. Disse porte af orange flammer der bekræftede idéen om helvedes brand uden den mindste brug af verbal forklaring. Pigmentløse øjne der til trods for et albiansk ydre, besad en sådan kraftig farve at de gyldne tråde over Ma’lakels mørke grønne blik, falmede til sammenligning. Varme men uden en synlig gnist. Lucifers had lammede ikke eller chokerede. De slanke fingre der pressede sig imod den stærke strube, truede med at trække halsmusklerne sammen og blokere luftrøret, hvis ellers vampyrens fingerled lystede det. Men en simpel kvælning var ikke ønsket, det var Lucifers stemme der skulle diktere deres endelig fald imod betonet og videre ned igennem det og jorden selv. Hele vejen til jordens kerne var presset ville dræbe dem begge og heden opsluge Lucifers krop. Rummet lod sig misbruge af alfahannens skindøde energier og dette gjaldt også dennes stemmeklang der skar igennem hvælvingen og revn i murbrokkerne så de svageste lod sig løsne. Herfra lyttede menneske hybriden med ureflektive øjne der ikke skænkede Lucifer nogen ide og tanker eller egentlig tilstedeværelse. Var han for ligeglad til at lytte? Den sidste varme forsvandt sammen med det blødende midtpunkt der havde været kaminens bløde lys; det sidste kærtegnende i hele rummet blev gjort stumt af den kvælende kulde, frembragt af gengangerens medfødte evne til mord af heden. Mørket samlede sig til et sort portræt af det der engang havde været; Ma’lakel huskede hvor de var, kunne mærke presset fra Lucifers krop og dets malplacerede ønske om nærhed imens læberne talte om distancering. Han vidste i hvilken retning sengen stod og at kaminen befandt sig foran dem, hele rummet befandt sig i et kort for hans indre øjes hinde, og alligevel var alt han kunne se og ønskede at se, det han pludselig blev frarøvet. Der var intet vindue til at kaste et blåligt måneskær over Lucifers ansigts træk, kun de røde øjnes rasen skar sig ud i det sorte og gjorde sig mere end tydelige. Han kunne høre Lucifers åndedrag og mærke den kolde luft slå imod egen hud, en vidnesbyrd på at det udøde hjerte måtte slå til et angiveligt bristepunkt. Ma’lakels blik var en stirren og hans ansigtstræk viste ingen tegn på ønske om at tilkendegive at Lucifers ord havde den mindste betydning for ham. Den mindste påvirkning. Da blev Lucifers tag om den stærke hals strammet med en rystende ubeslutsomhed – eller sådan forekom det Ma’lakel, han kunne kvæle ham ville han det. Han kunne til og med fratage ham evnen til at tænke over at ville beholde livet, men det skete heller ikke. Ma’lakel sagde ingenting, hans stilhed var nok til at fortælle om hans tanker. Lucifer var fuld af modsigende argumenter og nye påstande; men han havde ret i at Ma’lakels bure kunne være fleksible. Fleksible og uhyre vanedannende. Hvem følte sig ikke tilpas i et bur? Dets metaltremmer der var sikre og dikterede hvor langt man måtte gå, udgjorde grænsen for ens egen frihed så man ikke selv behøvede spekulere over så trivielle ting. Men Lucifer ville ikke længere komme når Ma’lakel ønskede det? Hvornår var han kommet når Ma’lakel havde ønsket det? Svaret var aldrig. For Ma’lakel havde ønsket det, mange gange men uden skyggen af den udøde vampyr. Men Jesus fik hans Judas, og Ma’lakel mærkede det affektionsrige kærtegn over egen pande og hovedbund. Ualmindeligt kærligt som et dyr der ønskede hans berøring, selv efter Lucifer havde forbandet den. De store hænder gav slip fra sit tag i royalens klæder og lagde sig derefter slapt langs lænestolens armlæn. En næsten modtagelig position, som afventede han døden der besad ham i dette nu. ’Jeg hader dig’ – sagt med en stemme der gav hybriden lyst til at dække den blege hud med utallige kys. ’Jeg elsker dig’ – det var de rigtige ord, var det ikke? Hadet var kun et fremelsket symptom af den egentlige sygdom: elskov. Den næste anklage var en sandhed end ikke jætten kunne benægte; han havde ødelagt alting. Ganske bevidst og med velovervejede intentioner havde han knust hver en søjle  i sin skødesløse egoisme. Hans jalousi var kun en brik i hele det billede han pillede fra hinanden styk for styk, og nu klamrede han sig besidderisk til det der var tilbage. Øjne. Glohede øjne der lukkede sig imens Lucifer befandt sig så tæt på igen; så velsignet tæt på. Af egen vilje, uden tvang. Kroppen føltes endnu bedøvet af vampyrens indflydelse men det skar i huden ikke at bevæge sine arme op for at holde fat om den slanke talje og presse det flade bryst imod hans eget. Kysset på det markerede kindben var morfin imod en dødelig koldbrand i Ma’lakels strube og hjertekar. Han overvejede at æde ham. Han overvejede at erklære kærlighed til ham. Han overvejede at slå ham ihjel og ligge ham på hans elskede engels kors. Han overvejede at voldtage ham. Han overvejede at bede om tilgivelse. Han overvejede at håne ham for sin følsomhed.
Blodet fra hans læber størknede og klæbede sig fast til huden. Striberne over underlæben, hagen og kæbelinjen, fik det til at se ud som led han under et mangfoldigt blodtab indefra. Lucifers manglende tag i hans strube gjorde følgende muligt: Ma’lakel strakte sin nakke og derned bøjede han sig en smule forover for at presse den let krogede næse imod den udøde’s kæbeparti. Hans øjne lukkede sig og hans ansigts mimik – skønt henlagt i mørke – blev underligt fredfyldt, som bar Lucifer endorfiner i sin berøring og skånede Ma’lakel den kommende smerte.” Jeg elsker dig.”, erklærede han uretfærdigt. Egoistisk påtvingende endnu et tabo nedover den forsømte vampyr. Men han sagde det. Med en stemme der besad en provokerende ro, til trods for dets naturlige mørke klang. Men han vidste at Lucifer ville fraskrive ham ordrende, for han forudså Lucifers benægtelse af dem og bød sig selv at sige dem med den største indlevelse. For det var ikke fuldendt skuespil; det virkede teatralsk og indøvet, og det var det også til en vis grænse – for hvordan skulle han ellers få det sagt, vis ikke i dette skalkeskjul? Han mente det, han elskede ham. Den krogede næse gled op af Lucifers kæbe og de blodige læber klistrede sig til den slanke blege hals, idet Ma’lakel plantede et lammende varmt kys derpå. Et kys der ville vandre opad, til kæbelinjen og til sidst til Lucifers øreflip, hvor den selv samme afsonende stemme bad ham fuldføre en morderisk gerning.”Slå mig ihjel.”, bad han ham. De grønne øjne åbnede sig fra deres lukkede rum bag de mørke øjenlåg, og Ma’lakel spejdede ind i mørket med et menneskes nattesyn.
,,Når jeg ikke kan få dig vil jeg ikke leve.”, fortsatte han. Indlevet med stemmen kun, imens hans ansigt og øjne fortalte om en sjælløs tomhed.
,, Når du hellere vil elske en anden vil jeg ikke leve.”, fortsatte han.

Intet føltes mere ægte og konstant. Denne foragt han havde til alt fra Ma'lakels hårspidser til hans lange skygge... Desværre sad foragten ikke ene på styret af de følelser der var tildelt Ma'lakel. Alt under var ufortjent og misbrugt i sådanne grader at man skulle tro at der kun var hypotetiske murbrokker og støv tilbage, men det var ikke sagen. Hans affektion havde stadig en stemme stærk nok til at hviske... Og det var hvad der var skyld i hans mistede mod tilbage i kirken. Han burde have taget livet af ham da han havde ham lammet under sit blik. Det kunne have været nemt og hurtigt, men utilfredsstillende. Uvisheden var blot blevet fodret fed, havde han slået ham ned før han talte. Ikke at han havde været i tvivl.. Asmas lig havde været som indkapslet i Ma'lakels essens: Hans lugt og barbariske metode.. Der var ingen tvivl men stadig havde Ahngel klamret sig til håbet om at der var en misforståelse... Noget, som kunne have taget blot en knivspids skyld væk fra Ma'lakel. Noget, som kunne bjærge hvad Ahngel endnu havde tilbage at huske ham på... Bare den mindste ting, som kunne redegøre for hans pine! Men ville han have troet på ham, havde det været sagen? Svaret havde altid været nej og den eneste trøst ville være de nætter hvor vampyren lod sig optage af sin egen galskab og savne en der kun havde bragt ham et helvede af en eksistens. Det var meningen at alt skulle være anderledes... Og alt var på den rette sti indtil dæmonen havde dukket op i hans liv: Hjælpeløs i en vandpyt, bragt til Ahngel som en chance for at gøre noget godhjertet. Han ønskede det aldrig var sket.. At han havde efterladt Ma'lakel den aften og aldrig skænket ham endnu en tanke. Alt ville være som det skulle, havde han aldrig ladet sig lokke af det besynderlige væsen. Ma'lakel havde misbrugt og ødelagt ham i sådanne grader at det ikke kunne rettes og tildelt et blodigt håndtryk til hver eneste af Point Du Lacs vægge. Et sådant håndtryk var som printet på indersiden af Ahngels øjenlåg - skrigende rødt og smertefuldt at betragte... De røde øjne åbnedes svagt da han ikke kunne udholde billederne skænket fra hans egne tanker mere.. Og tilbage var han, siddende over Ma'lakel imens han lyttede til åndedrag og hjerterytmer. Hvis bare de lyde ville forstummes.. og gid at han havde magten til at virkeliggøre det ønske.

Han blev bragt igennem sin påtagede, nærmest søvnige mentale tåge da Ma'lakel besvarede de ømme, dog hjerteskærende intetsigende kærtegn. De betød ikke noget og efterlod en tom og sulten følelse - et tomrum han ikke kunne hverken fylde eller glemme. Da hviskede denne djævel tilbage som Ahngel havde hvisket til ham, videregav en kærlighedserklæring og endelig en forespørgsel der virkede både ironisk og hånefuld. En løgn. En åbenlys løgn som Ahngel ikke engang kunne værdsætte for sit tomme, kønne ydre mere. Han så tilbage på de andre gange dette havde været sagt og så sig selv som et naivt barn.


Ahngels holdning blev løs og blød imens han drog et lydløst suk. Opgivende. Hans hænder faldt til Ma'lakels skuldre og som hans krop vejede mere end hvad hans rygsøjle kunne udholde, skubbede han sig selv tilbage i en næsten opret siddende position. Dog var det som om at stivheden i hans ellers perfekte holdning aldrig ville komme tilbage. Han stirrede på Ma'lakels ansigt imens hans eget havde mistet sin glød, sin sydende øjenfarve og rasende grimasse. Var Ma'lakels tomhed stadig til stede after Ahngel havde ladt øre til hans løgne, ville han finde en refleksion af hans eget ansigts tomhed: Hvad han havde forsaget. Som endnu en byrde i Ahngels liv. Endnu et overvældende problem. Han bad om en udvej efter at have frataget Ahngel det samme?
Langsomt gled Ahngels kolde hænder opad, omfavnede Ma'lakels hals og fortsatte imod hans ansigt. De stoppede ved kæbelinjens kurve og formede sig derefter. Hver en negl lå tæt til Ma'lakels solkyssede hud, men gjorde endnu ingen skade. "Du har altid været en fremragende løgner." Ahngels blik faldt til Ma'lakels læber. "Bedre end mig selv..." Hans tommelfinger strejfede den tynde mundvig i hvad der kunne ligne et trøstende kærtegn. Da intensiverede Ahngel hans stirren og hans egne læber separerede en smule, som havde han indset noget. En løsning måske. Hans øjne mistede alle tegn på deres åbenbaring igen, nulstillede hans ansigtsudtryk. De røde øjne havde dog genvundet noget af deres intensitet, men virkede ikke længere eksplosiv eller passioneret. Nærmere ulmende... Som en slags henlagt frygtsomhed. "Men for gamle dages skyld... er det præcist hvad jeg vil gøre." Han nikkede langsomt, som var det ligeså meget en konstatering til ham selv. Han undrede sig, hvorfor han aldrig havde overvejet den åbenlyse løsning. Måske på grund af den førnævnte naivitet og hans håb? Men nu var der ikke mere.


"Men først... Fortæl mig hvor mine ejendele er." beordrede han med en stemme og et blik der igen tvang sin vej ind i Ma'lakels system, appellerede til samtlige centre i hans sociale sind og gjorde svaret åh så uimodståeligt at nævne.

Det var sekunders utopi; et sjældent strejf af noget gudeligt nådigt der lagde sig over Ma'lakels åbne øjne i mørket og tillod ham at se det han ville se - at huske det der havde været fortiet i syv år. Kvinder var blevet erobret, glas var blevet tømt, piller fortæret og alt sammen spillede ind som et symptom af en sygdom som den hvide genganger også havde fået, men som ingen talte højt om. De nærede hinandens sygdom sådan som bakterier pare sig sammen og invadere legemet for dernæst at inficere hjernen. Det var en feber; en krampe agtig, forblændende, stærk feber. Den efterlod en badet i koldsved når søvnen endelig tog en og resten af tiden, følte mig sig drænet og varm. Disorinteret og svimmel. Man var fuldstændig ude af stand til at vurdere eller kategorisere sig selv i den virkelighed der kørte videre omkring en. Og Ma'lakel havde været værten af feberen, smittet Lucifer med sin mund og blev ved med at tilsvine hans blege hud med sine smitsomme berøringer. Men det føltes som den sidste trøst han nogensinde ville få skænket. Og han nød følelsen af det hvide skin; kæbens mærkeligt velkendte bue og det bløde stykke ved vampyren's øre. I sine tanker blev erindringer fremkaldt som plettede gråtonede fotografier, og med en saglighed i sin krop kunne han hengive sig til et minde af intimitet. Han stjal et sidste stykke lyksalighed og vendte ansigtet en smule for at trykke næsen imod vampyrens kindben idet denne sank med en udånding, før ryggen rettede sig i en stærk holding. Ma'lakel blev frarøvet sit utopi og hans mørke øjne skærede igennem mørket med et menneskes kyndighed; han mødte kun de svageste silhouetter af sine omgivelser og intet mere. Men de røde øjne var lige så tydelige som var de sternestykker fra himmelvævlet udenfor. Den slange agtige berøring fra hans skuldre, op til hans hals og til sidst over kinderne på hans ansigt, havde en lignende effekt på halv blodet. De blodige, let klistede, løber blev strøget over med fingrer der var misvisende ømme i deres berøring og Ma'lakels uforandrede rolige øjne havde samme stilhed som den hvide maske over Lucifer's ansigt. Han rørte ikke på sig, da hans tanker ikke bød ham det og Ahngel's ord og stemme føltes som om den slog imod en væg i hans hjerneskal og blev slynget tilbage imellem sindets fire vægge; for at give et dødende ekko. Han var ikke væk, men han følte sig heller ikke hundrede procent tilstedeværende og mærkeligt ubekymret over netop det. Han opdagede det åbenbarede blik, til trods for sin følelse af vægtløs ligegyldighed og en nysgerrighed formede sig som en naturlig barnlig reaktion. Interesse og ønske om indvigelse i vampyrens tanker, indtil han måtte ligge øre til dets konklusion: det var hvad han ville gøre? Hvad ville han gøre? Et sidste stykke af en selvstændig stædighed lod Ma'lakel åbne sine læber i et forsøg på verbalt at tale igen, men han nåede det ikke før de gyldne tråde følte sig forført af de røde og den sensuelt indbydende stemme brødfødte et ønske i Ma'lakel om at besvare spørgsmålet.

" Rue Abel 12M."
Han opgav en adresse i den ydre del af Terre.

Han ventede et øjeblik.. Lod hans lyde sive ind under hjerneskallen på dæmonen og plante hans forespørgsel nøjeligt. Han kunne ikke vende tilbage uden i hvert fald få af de genstande der var blevet ham berøvede. Nu havde han ham igen.. Som han havde haft ham førhen i kirken. Endnu en chance han ville forspilde? Det var op til Ma'lakel i virkeligheden. Ahngel var færdig og end ikke nu han havde flettet en idé om en mulig ende, følte han sig kun ødelagt. De lange fingrer bevægede sig i snoende bevægelser om Ma'lakels hoved sider.. Følte ham for hvad kunne blive en sidste gang.. Så på ham for det samme. Adressen blev noteret mentalt: Hans eneste stop før han forlod Terre, velvidende at han ikke ville vende tilbage til byen i søgningen for Ma'lakel. Måske burde han få det hele fjernet? Alt hvad der var hent her? Alle de blodsølede gader og al kaosset? Hans tiltro til muligheden var stor for nu, men han havde kun besluttet sig om én ting. Den ting der ville smuldre imellem hans hænder og transformeres til sand i hans erindring. Ahngel øjne forblev forbundne med Ma'lakels.. Holdte ham i bløde, dog stærke tråde der kunne strammes når som helst og blive skarpe og tilfangetagende. Han havde sagt at han ville gøre det kort og dog... Han kunne have trukket dette øjeblik i mange timer, vidste han ikke bedre. "Tak. Du skal ikke besøge den adresse i nat eller i morgen." Hans stemme forblev blød og monotom. Venlig og gennemført fortryllende til trods for bitterheden i hans ansigt.

Han tav. Han ville sige mere, men var ikke sikker på hvad. Ikke udover det åbenlyse. Hans hænder faldt til Ma'lakels arme, besøgede sig langs og pressede dem på stolens armlæn, videreførende en lammende følelse deri. "Bevæg dig ikke før jeg er gået." ... Det var hans sidste direkte order der ville plante sig i Ma'lakels underbevidsthed som en ubrydelig regel. Hans øjne frigjorde sig Ma'lakels og faldt på underdelen af hans ansigt. Han ville have hans sind klart for det næste. Da fandt hans kolde håndflader tilbage til Ma'lakels hals og uden mere tøven blev neglene til hans pege- og langefinger begravet til fingerspidserne i halsens side! Bitterheden i Ahngels ansigt forværredes som var den penetrerende smerte ligeledes hans egen. Neglene var skarpe nok til uproblematisk at glide igennem den hårdføre hud og lange nok til at drage en livlig kilde til sig. Han trak neglene ud igen og gav plads til den røde farves fremtræden. Alt imens han stirrede derpå. Det var alt han kunne tage med sig og det skar i ham. Men blod var vel alt, spurgte man de gamle Lilithiske profeter? Så det var nok? Ahngels ansigtsudtryk gik fra bitterhed til sorg, sænkede hans blik og rynkede hans bryn, stramme hans læber og fingerled. Hvorfor..? Han kunne ikke- VILLE ikke spørge mere. Ville ikke føle mere... Ikke om ham. Ikke med ham. End ikke den altovervindende lugt af Ma'lakels hybridblod kunne oversvømme hans sanser nok til at forstyrre og lamme hans nederlag. Det var vel sagtens Q's og Ma'lakels egen skyld efter de havde pumpet ham tilbage til livs efter al den tid uden ernæring... Et sidste blik blev kastet på Ma'lakels ansigt inden Ahngel praktisk talt lagde sig ned imod dæmonen, holdt begge hænder rystende på hans skuldre og bed ind i hans nakke for at begynde æde af ham! Hans hele krop sukkede og blødnedes op.. Han fingre stoppede med at dirre og han fandt en simpelt, primitiv trøst i det midlertidige utopia.. Ma'lakels blod.. Kun Seraphims havde kunnet overgå det med deres forbandede sølvblod, men kun i sit simple element. Ma'lakels var mere af flere grunde. Grunde Ahngel ikke ville kendes ved længere!

Han stirrede uden den mindste indikation af blufærdighed eller skyld, ind i de røde øjne der bandt ham med tynde, ubrydelige, bånd. Han var der og så alligevel ikke. Hans sanser følelses mærkeligt familiærer overfor ham men på samme tid blev han også svøbt i et lagen af afmagt. Han havde ikke kontrollen og mærkeligt nok så gjorde det ham ikke noget. Han så ind i det blik der syntes som styrrede de hans tanker og da de takkende ord løb over de hvide læber, følte han endnu engang en barne agtig fryd af at have gjort noget rigtigt. Han blev dernæst beordret til ikke at opsøge stedet hverken denne eller næste nat. Der kom ingen word fra de beskidte smalle læber, men en svag nikken som var det blot en trækning og ikke en bevidst handling. Han indvilligede i vampyrens ord og henkastede sig selv til dennes vilje der allerede havde opslugt det hybride sind og efterladt skallen; Ma'lakel's krop. Vågen af Lucifer ovenpå ham var ligeså fremmedartet som resten af rummet roligt blev. De øjeblikke den smukke genganger brugte på at studere det kantede ansigt med dets ru træk og kattelige øjne, blev brugt af halv-blodet på at gøre præcis det samme. Det var et øjebliks klarhed, hvor det så ud som om han faktisk kunne se igennem mørket og tyde alle de skønne ansigts træk i Lucifers symmetriske ansigt. Endnu føltes hans øjne en smule uskyldrene; selvom personen i sin helhed var pildrådden og sygdoms befængt. Det var øjeblikke af modtagelighed og sindslig naivitet for den tilslørede virkelighed Ma'lakel befandt sig i. Det vat næsten som at se på nogen der drømte; drømte men var lys vågne på samme tid. Ma'lakels mørkegrønne blev henkastede sig til en tilbagetrukken melankoli, imens de skarpe negle på vampyrens fingerspidser penetrerede den hårde hud over dæmonens halvstykke og skrapede blodstriper frem. Han sagde ingenting. Han reagerede med en uvished i blikket, som følte han det ubehagelige stik men vidste ikke hvor han skulle placere smerten. Øjnende var frie, men sindet var stadig ustabilt. I den tid der begyndte efter blev Ma'lakel roligt vækket til live igen. Endnu to stik forekom ham sært bekendt, og han kunne mærke en afsked fra hans krop; en aftabning af hans utvivlsomme fordel - hans fysiske styrke. Øjenlågende lagde sig om øjeæblets synlige del og dækkede for pupillen i et næsten mageligt blink. I takt med at Lucifer åd og Ma'lakel vågnede, følte han en kølig summen i sine fingerspidse som han langsomt begyndte at bevæge igen. Rummet, mørket, begyndte at vise sig for hans blik og lige så roligt kom hans bevidsthed tilbage. Presset imod hans krop som Lucifer dækkede over med sin egen, slog ham som en vægt han ikke kunne modsige sig. Hans ru hænder løftede sig i en tung animation, for at gribe fat om Ahngel's skuldre. Hans verjtrækning blev hurtigere og dybere, imens han mærkede det der gjorde ham dødelig forlade ham. Der manglede varme i hans berøring; en varme som ville danse forførende over Lucifer's tunge og inddrage ham i en verden hvor et hjerteslag var uundværdligt. En dyb snerren ville få den angrebne strube til at dirre, inden han med et fast greb forsøgte at vride blodsugeren af sig! Men hans styrke var allerede halvveret.

Det var en trøst om så den kun ville vare et øjeblik. De lange sorte øjenvipper omkransede Ahngels lukkede øjne og vibrerede nænsomt som bølgerne af dyrisk nydelse rullede ind over ham. Der var noget... Noget fjernt han aldrig havde kunne nå inde i Ma'lakel. Noget han for længst havde opgivet at tyde.. Som en morsekode i hans puls eller en ukendt smag, der pirrede hver nerve og sanse til nærmest dødelige niveauer. Noget guddommeligt.. Royalt. Uopnåeligt, som han var på sin egen måde. En tabu og forbrydelse. Som Ma'lakel havde ladet sig indtage af Ahngels blik, Ahngel fandt en verden han ikke havde noget imod at dø i og tilbringe resten af hans eksistens i. En del af den forbandelse der fordømte hele hans race. Deres utilfredsstillelige sult og længsel. Det var som stoffet over alle stoffer. Den ultimative rustilstand og det eneste mentale plan man havde et urokkeligt fristed. Med fare for afhængighed gled Ahngel tilbage i det han havde fundet i Ma'lakel... Og knapt lagde han mærke til dæmonens langsomt forstærkede kæmpen! Lyden der kom derfra forsagede dog at påminde Ahngel om hans agenda, trods en mere tilfredsstillende ide lå for fødderne af ham. Han kunne tømme ham til der kun var dødt blod tilbage.. Og lade sig selv forsvinde ind i de fortabte celler og miste sin krop. En romantisk, dog patetisk slutning til et eventyr der aldrig burde have været en del af Ahngels liv.

Vampyrens ellers delikat udseende hænder fór op for at gribe om Ma'lakels overarme og med et nådesløst greb blev begge arme tvunget tilbage imod stolen med et voldsomt skub! Stolen ville knirke og give sig under dem, utilfreds med vampyrens hårde behandling! Ahngels frådsen forværredes og grådigt bed han såret større og stjal mere af Ma'lakels styrke! Alt imens han holdt dæmonen presset hårdt tilbage imod stolen! Endelig vred han sig fri fra biddet uden at have tømt Ma'lakels reserver. Underdelen af hans ansigt var farvet i en hidsig rød, der dryppede fra hans hage og næsetip! Hans tænder fremviste for at give plads til hans tunge åndedrag, ligeså farvet i de rødbrune, beskidte nuancer! I forhold til vampyrens brændende røde blik lignede det friske, glødløse blod mere muld og snavs om hans mund. "DU BAD OM DETTE!!" Hvæste han så bloddråber fløj i få projektiler over på Ma'lakels ansigt! Hans stemme metallisk og uvant, rungende som var der flere personer der skreg af ham. Ikke vampyrens vante stemme. Ahngels blik lynede og de sammentrukkede muskler i hans ansigt fik ham til at syne som et arrigt bæst der rejste børster og knurrede! Ma'lakels sår var dybt og blødende.. Men ikke fatalt. Endnu. Der kunne stadig gøres noget ved det.. Og det var hele ideen.

Som dug på solen forsvandt al arrigskaben igen og efterlod en tom, dog intens stirren på Ma'lakels ansigt. Hans arrigskab brændte videre i hans blik, men alle muskler glattedes under hans hud, som blev et blodbadet monster omdannet til et forvirret offer på ingen tid. Et djævelsk værk - Vampyrens udseende. Trods det 'rene' udtryk Ahngel havde påtaget sig igen - en revnet maske - fandt Ahngels stærke greb vej til Ma'lakels strube, som han tog et sikkert og piercende tag på! Et solidt kvælergreb, armeret med hans sylespidse negle og truende med at afskære al luft hvis han begyndte at tale. "Jeg slår dig ihjel..." sagde han endelig og vippede sit ansigt nedad. Hans blik forblev på Ma'lakel. "Jeg får dig fjernet fra mig. Helt og aldeles." Langsomt, som ordene slap ud af ham formedes en rød linje over Ahngels nedre øjenlåg. Så klar og ren en rød, som var hans irisser sprunget læk... Eller som han langsomt begyndte at bløde indefra. "Hvis du ønsker at dø her også... Så bliv siddende. Blød ud. Om du gør det eller ej- ..." Ahngel stoppede. Hans mund blev til en smal linje over hans ansigt og camoufleredes under det tykke lag blod. Han lænede sig ind til at placere et sidste kys på Ma'lakels læber, men stoppede sig selv. Nej. Det skulle være ovre nu. Han lænede sig tilbage igen og hans ansigt overskyggedes af det ravnesorte hår, som lagde sig om hans træk idet han stod op, forsvandt fra Ma'lakels personlige rum for at efterlade ham til hans egen skæbne. Om han valgte A eller B kunne være ligemeget. Snart ville Ahngel ikke bekymre sig om noget vedrørende ham igen.

Det gav et stød igennem overkroppen da de optøede hænder greb fat om hans overarme og skubbede ham tilbage imod stolens ryg. Det var en uvant følelse af en uvelkommen svaghed der fór igennem det ellers stærke legeme, og efterlod hybriden bundet imod noget materilstisk. Sandt at sige det var længe siden - meget længe siden - han havde følt sig overmandet på en sådan vis. Det grønne blik havde muteret sig selv ind til en kerne af noget gyldent og gulligt. Der var ikke megen naturlig mørk farve tilbage i det nu lysende øjne. Hans overarmje var spændte og buen under Lucifer's håndflader indikerede det samme. Formen og følelsen, af en styrke som der var blevet inhaleret på samme måde som nikotin. Hans brystkasse bevægede sig i ivrige agressive åndedrag og imodsætningen til en genvundet vilje blev terninger atter kastet i vampyrens retning og var derved hans fortjeneste. Ednu en indespændt knurren fik struben til at vibrerer da bidemærket blev flået yderligere i. Ma'lakel lagde sine åbne imod det der skulle være rummets loft inde han fandt den trykkende pulsering i hans hals lindret. De røde øjne var spændte og drev det gyldne imod sig som forekom der en unægtelig magnetisme. Han stirrede ind i dem med en modvilje der næsten var Lucifer's bitterhed værdi. Det smukke ansigt havde formet sig til en grimasse af ren aggression og det nærmest klumpede materie der klamrede sig til vampyrens mund og kæbe parti, vidnede om den dyriske handling der havde stjålet fra Ma'lakel. Små pletter af blod protjekterede imod ham og lagde sig over et ansigt der var stift og indædt af en brændende afmagt for Lucifers gallen. Fra hans stemmebånd dirrede en begyndende knurren, der blev standset ligesom hans ord, og næsten fik ham til at sluge hans tunge: et kvælertag der bragte hans hoved en smule bagefter men fik hans øjne til at indsnævre sig arrigt og hadefuldt. Han ville myrde ham? Om end han nogensinde ville have rygraden til at gøre det, troede Ma'lakel ikke. Lucifer var mange ting, utroligt mange ting, men ikke morder. Ikke på samme måde som Ma'lakel selv. Hans øjne hvilede over det sammenbidte udtryk han stadig fornemmede bag den smukke maske af sorte vipper og intensive øjne. Da løsrev det røde i Ahngel's øjeæble sig hans iris og tegnede en blodig streg langs den ubrugte tårekanal. De gyldne øjne stirrede imod de røde men sært formidledes i deres aggression, idet linjen var opdaget. Hans ansigt aftog dets spændte grimasse og efterlod en ufølsom observation. Hans læber blev berørte dernæst, i et øjebliks svaghed og Ma'lakels gyldne blik fandt en svag indikation af de ravne sorte tråde. Hvor mange gange havde han ikke tænkt på deres reflektion? Endnu engang rettede vampyren rykken på en måde der fik Ma'lakel til at fornemme en vis skyld over kysset. Han søgte væk, det var naturligt det næste der ville ske og ikke svært at regne ud. Men idet vampyren søgte at rejse sig, greb hybriden fat i hans arm endnu engang, så hårdt han kunne præstere, så velkendt stædigt. Han trak vejret på en hvæsende maner, uden tvivl fordi vampyrens kvælertag havde klemt stemme båndet og let beskadiget struben. Han ville ikke kunne tale før i hvert fald nogle sekunder hvor den indvendige hævelse havde lagt sig igen. Istedet, skulle Lucifer stritte imod, gjorde han sit yderste for at holde fast! Blev hans hænder fjernet forsøgte han at gribe fat igen! Næsten desperat.

Det var et velkendt faktum, som Ahngel var mere end klar over. Han kunne ikke bringe Ma'lakel det nådesstød han i sin løgn havde bedt om, men han kunne bringe sig selv den frihed at fjerne Ma'lakels hjemsøgen af ham. Måske Asma ligeså. Måske hele Terre. Han ønskede det hele slettet og gennemtænkte ikke problematikkerne det ville igangsætte: De sorte huller... Spørgsmålene.. De uforklarede ødelæggelser omkring ham. Han tillod ikke en tvivlende tanke, for dette var hans sidste redning fra det helvede der var blevet bragt over ham. Sådan så han det i hvert fald og end ikke Jeans afvisning ville blive taget for et svar. Ahngel søgte væk for at vende ryggen til Ma'lakel for hvad han håbede ville blive en sidste gang. Ønskede dæmonen virkelig sin egen død kunne han blive der... Sidde i sin ulidelige hede stue og bløde ud indtil han ikke havde mere liv eller blod at betale. Det var ikke Ahngels problem eller beslutning mere. Hvis morderen ville myrdes, måtte det blive fra hans egen følelsesløse hænder og vilje. Ma'lakels fysiske kød kunne gøre hvad det ville, men spøgelset der endnu belastede vampyrens vågne timer, skulle væk. Destrueres med umenneskelige metoder. Kysset var blevet nægtet Ma'lakel og ej heller blev et ord mere tildelt ham.. Som sugede en ukendt kraft al stemme og lyd til sig, åd det op og lod det forglemme. End ikke som Ma'lakel rev sig fast i Ahngels arm blev der ytret noget. End ikke endnu en af de bipolare, ja nærmest psykostiske udbrud, som dukkede op når Ahngel blev tvunget midletidigt ud af sin sikre, beskyttende skald. Vampyrens mund blev tynd og stram i stedet, sammenbidt af vrede over Ma'lakels tilbageværende stædighed! HAN havde bedt om det! Det her var selv-fortjent! Ahngels knyttede hånd fandt atter Ma'lakels hals i et jerngreb og med en nådesløs, flående bevægelse tvang han Ma'lakel ud af sin stol, til siden og sendte ham hårdt imod gulvet! 'Rør mig ikke'. Meddelelsen kunne ikke være mere klar også selvom den aldrig blev verbalt ytret. Han var færdig med at røre som han ønskede! Færdig med at misbruge og tvinge! Ma'lakels hænder var dødelige og Ahngel lod sig ikke længere forgifte. Han kiggede end ikke på ham.. Den røde glød forblev hengemt bag hans sorte hårs skygger der dansede i takt til rummets levende lys. Hans øjne fulgte fast formerne i gulvbrædderne og søgte imod døren. Det dryppede fra hans ansigt, men man kunne ikke vide sig sikker på om det kom fra hans grådige indtagelse af Ma'lakels blod eller om linjerne under hans øjne endeligt havde taget fuld form.. Og ej heller kunne man tyde om hans kinder var blevet optegnede med ekstra linjer. Men hans vigende øjne var nok... Og måske endda en kompliment i sig selv. Sjældent tvang han sit blik fra andres i den slags mærkværdige nederlag. Trods Ma'lakel var den der blødte, følte Ahngel sig ikke som en sejrherre.. End ikke som en heldig overlevende... Og nu skulle det være slut. Han ville bede Ma'lakel aldrig vende sine øjne vampyrens vej igen, men det var vidst allerede krystal klart, så han talte ikke mere til ham. Forhåbentlig snart heller aldrig om ham. Han vendte sig og med lydløse fodtrin søgte han væk fra Ma'lakel og den stol de begge havde siddet i kun få øjeblikke siden.

Han greb og greb; med styrkeløse hænder der gradvist blev svagere for hvert øjeblik. Sekunder var plduseligt ufatteligt værdigfulde og tiden - et ellers brugeligt fænomen for vampyren skabte sine tikkende lyde som en susen for hybridens øre, imens hans løber spredtes men hans hals gjorde ondt og dunkede med en smerte der var overvældende når han forsøgte at bruge sammen. Endnu engang stødte der et slag imod den allerede torturerede hals, og det jerngreb der var til for at flå Ma'lakel væk var også et led i halvt at kvæle ham, og fratage den sidste del luft der ikke fik hans åndedrag til at føles hæs og brustende. Imellemtiden spredte en tyk materie over skulderen på ham. Det så mørkt ud og klistret, som var det tjære og ikke livsessens der piblede fra det dødeligt åbne sår i dæmonens hals der ikke regenerarede af åbenlyse årsager. Med en nærmest svimmel ubalance blev han forvidst til gulvbredderne, i en bøjet og knælet postion for den stående og glødende udøde. Det var næsten poetisk tragisk; den dødelige der ligger for fødderne af det udødelige - og alligevel var der ikke noget patetisk underlegent i det billede der blev skabt af det. Ma'lakel satte en hånd på gulvbreddernes overflade og den første døende spasme fik kroppen til krampe agtigt at ryste; som frøs han gevaldigt. Da vampyren søgte at tage sit næste skridt og efterlade hybriden til en forudbestemt skæbne, gjorde han et forsøg i at gribe fat om ankelstykket af Lucifer's fod og derved måske vælte ham: standse ham. Gøre noget?! Gulvbredderne blev plettede af sorte klatter og den hæse tvungne vejrtrækning blev tydeligere, og stoppede så i et vådt, klamt, støn og mere sort gled fra de tynde læber. Endnu en spasme gik igennem den modvillige krop og det sind der var blevet gjort midlertidigt stum af den skade der var sket med halsen.

Endnu engang var den glidende overgang sat i stå grundet Ma'lakels stædighed. Ahngel formåede at beholde sin balance og opretstående positur, men han pressede ikke sig selv fremad for at tvinge sig selv længere væk fra Ma'lakel. Hvorfor fokuserede han ikke bare på at stoppe sin blødning som havde været intentionen? Han vidste at der var råd for det, men stadig lå han bare på gulvet i spasmer?? Ahngel havde stoppet. Det var en bekendt scene, gennemført i en helligdom for én af dem. Ahngel vendte sig halvt for at kigge på det blodbad der langsomt flød ud fra under Ma'lakels legeme. Virkelig? Var dette hans prioritet? Ahngel så ned på hånden på hans ankel, som langsomt farvedes rød. Bringe ham til at redde sig selv havde været en sværere opgave en hvad det havde synes.. End ikke med hans ordrer plantet sikkert i Ma'lakels underbevidsthed gled det let over. Stadig kæmpede han, men for hvad? Ahngel havde spurgt nok. Spurgt ham for meget og fået for lidt, så han tiede stadig. I et øjeblik lod han bare blikket falde over Ma'lakel og gjorde han stadig ikke noget, kunne Ahngel trække et kort af ironi fra hans ærme. Han trådte tilbage og frigjorde sig fra Ma'lakels greb inden han tog få skridt for at træde frem imod Ma'lakels venstre side... Som en bøddel der anså sit næste stykke arbejde stirrede Ahngel ned på Ma'lakel, der ville være i stand til at se op under skyggen af det ravnesorte hår - beskue de tynde røde linjer der blandede sig med Ma'lakels eget blod omkring vampyrens nedre del af ansigtet. Det så dog alt så mørkt of beskidt ud i kontrast til de stirrende, glohede øjne. Ahngel havde gjort mange ting han inderst inde ikke ville, men for en kort stund ville denne åbenlyst pinefulde gestus sende bare et enkelts stund fryd igennem hans krop.

"Farvel Ma'lakel..."

Hans stemme var lav og mild. Passiv som man ville huske den til trods for al smerten.. Al blodet og alle de skærende lyde. Under den gloende varme i Ma'lakels helligrum var det som kortfattet snefald igennem et hul i taget. Hans agenda ændrede sig ikke om så Ma'lakel talte. Var det dog tilfældet var Ahngels egen lyst til ironi endnu større. Han stirrede på ham som Ma'lakel engang havde stirret tilbage. Tomt og afstumpet. Han ville afskære Ma'lakels ord som Ma'lakel havde gjort for Ahngel tilbage i kirken. Et spark i baghovedet, præcist og skarpt som et hvepsestik blev Ma'lakels straf ligegyldigt om han talte eller tiede! Hårdt nok til at slå bevidstheden ud af kraniet på ham, men ikke hårdt nok til rent faktisk at danne en større trussel end Ahngels førhenværende kvælertag!

Faldende øjne kunne vurdere, diskutere og betragte scenen som enten en retfærdighed eller en misfortolkning af hvad der i virkeligheden skete. Hvad end var sandheden, kunne man let finde sig selv i en ros af selvophøjelse og selvretfærdighed, en ting som vampyren nød godt af for første gang i lang tid. Men hvor langt var linjen strukket ud og hvad var den egentlige metode til at ende et tusind årigt tyrani, ført af de selv samme hænder der var imod gulvet. Han lå ikke kluntet og patetisk på gulvets overflade, som et barn der ikke kunne vride sig løs fra egen mishandling. Han var ganske bevidst; det var måske det værste. Sunket ned på knæ med en hånd imod gulvet og den anden der havde forsøgt sit greb. Men ligesom meget andet, fejlede også det i at fortælle de små brudstykker der desperate prøve at give ord den kvalte strube. Den hæse, våde, lyd af et fugtigt åndedrag endte med et brat stop da et velplaceret spark stødte imod bagsiden af dæmonens skalp, men fjernede ikke den bevidsthed det var ment til. Til trods for sit forfald, var der dele af ham der stadigt lå pansret og selvom slaget forårsagede en kvalmende svimmelhed og overvældende forvirring, satte det ikke Ma'lakel i en døsig tilstand, selvom det nok allerede var ved at blive opnået. I hans sind faldt små dele sammen med andre, og det sidste pilende blod slangede sig glad og tilfreds ned af overarmens stærke muskulatur. Han blev hvor han var i endnu en krampe der fik kropen til let at ryste. Men han forsøgte ikke mere; det var Ahngel's velsignelse. Hans gratulation; han behøvede ikke længere føle hænder der prøvede at forhindre ham i at gå.
Det var sådan det blev. Mørket var en samling af billeder der spillede over nethinden imens at kroppen prøvede desperat på at modarbejde den process der var startet. Han så ikke opad, han så ingenting og alligevel så han alting. Men det slog ham hvor lidt det hvide ansigt betød; hvor lidt han følte for de ravne sorte tråde og hvor stor en besættelse der lod sig fordrive fra et vanvittigt sind. Han havde været syg, meget - meget - længe. Feberhed og forblændet, famlende rundt efter noget eller nogen der ikke var der. Det var så bedøvende ligegyldigt, men komisk og ironisk. Det kunne han ikke benægte. En udånding kom og hybriden lagde sig i afkraftelse på siden inden han faldt om på ryggen og stirrede opad men uden at se meget. Det føltes befriende; hvordan kunne han dog hade ham for at have givet det her til englen? Hvordan kunne han fordømme ham for at have trukket sig væk når han nu vidste hvordan det endte; men der var ingenting hvor vrede måske skulle være. Han huskede ikke minder, han genlevede dem og mødte dem. Et enkelt billede eller to fik det til at vende sig i ham; i fortrydelse og angst. Han gjorde ikke noget og sagde ingenting; hvordan skulle han kunne det? Struben fyldtes gradvist med en kvælende hævning, imens at vejrtrækningen passede med den rolige rytme af en der skulle til at sove. Og det skulle han; han skulle bare sove og så vågne igen, som så mange andre dage og nætter før idag. Men det var det her han ville; sove. Den sol kyssede hud mistede dets gnist af mørk pigment inden den sidste krampe løb igennem kroppen kort; det var kroppens sidste forsøg, inden han mærkede sine øjenlåg blive tunge og lukke i. Det var behageligt - roligt og næsten overlagt drab.