Sv: ~Your Jar of Hearts~

af **Malakel the Vanquished** Søn 15 Sep 2013 - 15:57

En krampende fornemmelse spredte sig som et utæmmet hav over hver en pore i hans hud. Han følte sig som sten der ikke kunne slåes i stykker. Men på samme tid var han en klippevæg som havet slog imod. Havet værende hans tanker. For selvom øjnende syntes døde – sjælsforladte – var Ma’lakel ikke det oldgamle lig han sådan længtes efter at være. Til trods for en høj alder havde han et overlevende sind, der mistede lidt af sig selv for hvert årti. Men han formåede at indfinde sig med tiden og blev derved livlig gjort af den. Det var en evne som mennesket tog forgivet – og en velsignelse fra sit dødelige blod som Ma’lakel ellers prøvede på at jage bort så tit. Evnen til at tilpasse sig. Tilpasse sig verdenen der omkransede det dødelige legeme, selvom sindet langsomt blev gjort sløvt af verdens rotation. Han kunne tilpasse sig døden og dens selviske krav, han kunne såvel affinde sig med tab, fylde sig med magtbegær og en liderlig trang til at kontrollere og derved dominere – som smertestillende imod det. Men skulle han tilpasse sig et falmende hjerte? Det kunne han ikke. Han kunne ikke se bort fra det faktum at hun ville have betydet mere end ham, at hun kunne have været det point of no return der gjorde hans eksistens usynlig for den elskede Lucifer. Sårede, brændte Lucifer, som flygtede til gavlen med en spindlers hast. Hvordan kunne nogen se bort fra at blive til et minde. Og nu? Nu kunne Lucifer ikke se hvad hun gjorde ved ham! Det fjols! Han kunne ikke forstå at hendes tilstedeværelse i hans hoved var en forhindring for at han kunne åbne sig op og give sig til den han tilhørte. Lucifer, hvorfor er du så blind?

Men når det sidste stykke råt kød var blevet flået fra knoglerne, bundede det i en altædende jalousi. Var han jaloux på den afdøde kælling? Nej, det var tanken om hendes betydning. Den betydning som han selv havde givet hende; han havde gjort hende til en martyr i vampyrens juvel røde øjne. Han havde gjort hende til en helgen i hans sind. Han burde have ladet hende leve – eller burde han det? Ville Lucifer da ikke knække og tigge hende om at beholde hendes liv med et løfte om at gengælde hendes kærlighed? Det fik sindet til at vride sig. Ma’lakel var en følelsesmæssig krøbling – en sådan skabning nogen måske ville have medlidenhed overfor og føle sig påtvunget til at hjælpe, i en illusion om at de kunne forbedre ham. Men den forestilling forblev en illusion. Havde man først set ind i hans øjne i de adrenalinsfyldte øjeblikke af vold, kunne man knap tro at han kunne holde om et andet væsen uden at forårsage det skade. Det hadefulde blik monarken havde givet den store jætte, blev næsten omdannet til rent kærtegn for halvblods bæstet. Hele scenen var opført med en gennemgående indlevelse i nutidens skuespil, og Ma’lakel var en birolle i historiens kerne. Lucifer var hovedrolle indehaveren, den smukke protagonist der stod overfor hefaistos’ ild og skulle kæmpe sig igennem Olympens prøver for til sidst at vinde guddommelighed. Hvilken sentimental fordrejning af scenariet, men en teatralsk tanke gjorde det lettere at udføre uhæderlige gerninger. Og Ma’lakel var for opslugt af egen vold til at kunne stoppe af sig selv.
Han stod stille efter Lucifer havde flygtet - stod på altergangen og spejdede imod balkonen og kirkens førstesal, hvor hans monark havde søgt et midlertidigt asyl. De livløse øjne var ikke længere oplyst af månens skær så deres gyldne farve falmede til den naturlige mørkegrønne der husede hybridens iris. En undren formåede at blive skabt bag dem. Hvorfor flygtede vampyren ikke? Han havde haft talrige muligheder og alligevel forblev han i kirken og søgte ikke friheden? Den forundring varede dog kun ganske kort.

Der var stille efterfølgende. Så nervepirrende stille i kirken at regnens trommen på det faldefærdige tag, truede med at give genlyd da deres fald var den eneste lyd der kunne slå imod kirkens vægge.
Et lyn slog ned. Glimtet kastede sig igennem de ødelagte vinduer - og hvad end for sprækker der ville være at finde i det gamle gudshus. Den buldrende torden overdøvede selv de små bæsters skratten og ligesom den stoppede måtte man give sig selv et øjeblik til at opfange den monotone raslen fra metalgenstande der gned sig imod hinanden i en regelmæssig rytme: Ma’lakel gik igen. Hylstret på den sølvbesatte pistol blev åbnet med et ’klik’ der kunne høres igennem kirken. En efter en, blev sølv glinsende patroner ført ned i løbet imens at fodtrinnene bevægede sig imod den snorede trappe op til balkonen.

Små øjne ville åbne sig og stirre på Lucifer i mørket. Par efter par, dukkede op. Inde i de mest afsides kroge af mørket. De fulgte ham som jagthunde der havde fået øje på deres herres bytte, imens han nærmede sig med riflen. Syleskarpe tænder fremviste sig i barbariske små smil. Nogle udstødte heliums skingre grin, imens de vred hovedet opad i en krampe-bevægelse, og vred deres kroppe sygeligt i begejstrelse.
Alt sammen imens at den velkendte hybrid kaldte i en foruroligende kærligt toneleje:

,,Lucifeer..”

af **Ahngel** Man 30 Sep 2013 - 13:42

Vampyrens ryg kolliderede lydløst med bagvæggen på balkonetagen og den rug overflade tog let imod det ravnesorte hår i processen. Den sorte skjortes fibre led under hans vægt som benene gled ud af deres strakte hak i knæene og hvad der engang havde været en velslebet overflade, tog fat med små usymmetriske kroge. Ahngels øjne gled som blodige pytter imod tomrummet ud fra balkonens afsats – tilbage i rummet, hvor Ma’lakel var efterladt for nu. Det stak og sved i hans håndflader som de markerede deres positioner på væggen bag ham: Mørke pletter af blod og tilasket hud satte sig i væggens tekstur for at tilsøle det grå marmor endnu en gang. Hvad i denne kirke var endnu ikke berørt af blod og ondtåndede gestusser? Da Ma’lakels fodtrin kunne høres på underetagen bed Ahngel sin midlertidige smerte i sig og lukkede øjnene imens hans glatte hænder knyttedes og skabte tykke rynker dermed. Som en edderkops tynde silkespind, blev det oprevede hud langsomt forbundet af sig selv – bragt sammen af tråde, som kom fra vampyrens eget udøde kadaver. Det stoppede den sagte blødning og en beskyttende hinde dannedes over håndfladens besudlede områder. Dermed lagdes der ord for, at silkehuden Ahngel besad, snart skulle gendanne sit ellers ubesmittede mønster og fuldende vampyren endnu engang med illusionen om, at dens renhed aldrig havde været besudlet i andet end kunstens navn. Uforandret. Uarret og utynget af ligegyldig hvilken naturlig uskønhed man kunne forestille sig. Denne stund af fremtvunget regeneration bragte Ahngels bevidsthed hurtigere tilbage til det udsøgte, men smertefulde privilegium han var blevet begavet med. Ma’lakels fodtrin gjorde det så klart, og som havde dæmonen villet ukendeliggøre den sidste tvivl i vampyrens tilisede, udøde hjerte, førtes ladningen af Ma’lakels håndvåben en genklang, der rakte helt ned i Ahngels indre for at opretholde de spidspudsede nerver. Var flammen fra egen hånd ikke nok? Var han ligeså villig til at tilsvine dette sted med sine projektiler af sølv og kujonagtige fremtræden? Heldigvis… Var det lang tid siden en pistol sidst havde været i stand til at fange ham og Ahngel tvivlede på sølvets kompetence, men aldrig i overmod. Aldrig betvunget af samme sindstilstand Ma’lakel var kendt for. Hans arrogance – Hans tiltro til egne evner og mangel på ydmyghed over hans egen utilstrækkelighed. Tykpandet og spækket til bristepunktet med hvad man engang kaldte hybris. Ahngels kolde ånde forlod hans krop endnu engang og gled i ét med det kølige udendørs der omgav dem. Kirken var knapt et lukket rum nu. Kun få vinduer havde holdt stand fra Ahngels forgangne klageskrig af sorg og hævngerrighed og loftet truede med sit nærme endeligt med faldefærdige støttepiller af råd og beskadigelse. Regnen søgte allerede ind fra uheldige hjørner og punkter, hvor tagstenene havde brast igennem og støvet midtergangen endnu mere til. Langsomt tilbagekrævet af vind, vejr. En stribe rindende regnvand på afveje fra et utilregneligt vindstød lod Ahngels kraveben fugtes og skjortekrave gennemblødes. Den kildrende fornemmelse af løbene vand over huden lod Ahngel atter gribe sin selvopfattelse. Han havde fundet sig selv størknet i sin statur – lænket imod bagvæggen, som agerede hans tredje balancepunkt. Og som et dumt og uanende barn havde han blot lyttet til Ma’lakels nærmende fodtrin ude af stand til at glide direkte videre i sit tankemønster. Hans tomme hænder fyldte hans fingre med en urolig dirren og raseriet var tilbageholdt for en stund af en smertefuld klarhed over hvordan kirkens interiør ændredes omkring ham… Udklækkedes langsomt til en forulempet slagmark i stedet for et stilfærdigt, sorgbestemt mindested. Og i denne rede af udklækket forulempethed, fandt Ahngel små, foruroligende focuspunkter omkring sig. Som redens tilkommende edderkoppeunger gjorde deres pludselige entré, var Ahngel bragt tilbage til sit passivt stirrende mæle. Sandheden var, at havde disse væsener i mørket ikke haft en tilfældig lighed med en af vampyrens sandfærdige rædsler, havde deres heliumskrig og opglødede munde ikke trynet hans nervers ender med stramme greb. Men de var der som forvoksede ’maddiker’ og først efter den nærmeste af disse var blevet angrebet med blot en håndstrækning og den usynlige, eksplosive kraft, som fulgte dens bud i forsøget på at blæse skabningen ud over balkonens ræling, indså Ahngel deres uligheder med hans personlige rædselskabinet: Ingen røde øjne agerede som brændende hjerter i deres små kranier og ingen bar samme overvågenhed som herren i Ahngels frygtsomme hjertekamre. Alene deres størrelser var langt overdrevne.

Ma’lakels stemme lød som et ekko i vampyrens baghoved som Ahngel måtte vende øjnene fra de åbenlyst nytilkommede helvedsvæsener og til trappens udspring. Han kaldte, som var de begge indtrædende i en klassisk og barnlig gemmeleg. Kærligt næsten. Det pirkede til vreden, som havde fuldendt sin symbiose i Ahngels sind – Passiv indtil Ma’lakel atter proklamerede sin tilstedeværelse og nu atter boblende imens den udøde krop lagde mærke til sin egen kølighed. Men der var ingen tid. Vampyren manglede sin fordelagtige evne til at vende denne legs fordel til hans egen og gøre Ma’lakel til det jagede dyr frem for ham selv.

Men tid kunne indhentes…

Ahngel slap murens støtte bag sig og frigjorde sig fra tyngden i hans ben – Som ville han mødes med Ma’lakel på midten, blev hastige skridt taget imod hvirveltrappens højdepunkt. Han havde knapt samme tålmodighed i sine trin som Ma’lakel og for nu lod han sig selv flygte de små skabningers morskab. Ved trappens sidste trin stoppede han op og skød sine øjne imod dens fod, som Ma’lakel syntes at søge. Han fortsatte dog ikke ned, men hævede sine hænder og knyttede dem. Dråber fra det mørkmalede blod faldt som negle og håndflader mødtes i en smertelig stramhed inden Ahngels knyttede hænder faldt med en fart, som bukkede luften omkring sig og ukendeliggjorde dens stillestående tilstand! Trappen udgjorde samme offer for vampyrens misvisende fysik som gulvets faste beton. Den uovertrufne styrke lod trappen falde for sin arrigskab mens et metallisk hvæs afgav for smerten, som vampyrens hud blev udsat for! Fra toppen brød trappen sit mønster! De tunge marmorbrokker blev slået fra hinanden og faldt tungt til trappesektionen under sig, for at gentage succesen med en lignende destruktion! Støv fløj fra den faldne konstruktion og den midterste støttepille gav efter for ubalancen og huggedes i to ujævne dele – den øverste faldt med trappen, hvorimod foden af konstruktionen lå hen for den ødelæggelse, som blev afgivet af stenenes fald! Ma’lakels rute ovenpå ville dermed spærres til Ahngels midlertidige fordel og smuldre for dæmonens fødder!

af **Malakel the Vanquished** Tirs 1 Okt 2013 - 15:47

Slanke silhuetter af katte-lignende skikkelser var ankommet med et ønske om at håne og chikanere den sårede blodsernærende incubus. Mareridts kreaturer med en komik-elskende natur, der gjorde dem til ulidende hofnarre og irritable fjender. Til trods for deres generelle ’harmløshed’ og mangel på et dissideret harmfuldt sind, var de neutrale i deres ondskab og skønt de ikke altid ønskede at skade deres ofrer, var de ikke tilbageholdt af en sjælebundet empati der fik dem til at forstå forskellen på rigtigt og forkert – derfor var de forudsigelige i deres intentioner, og nød deres herres kaotiske beslutninger og temperamentsfulde sind. Deres heliums latter stoppede da en var angrebet og ville have været slynget over balkonsidens kant, hvis denne altså vel og mærke havde været noget af fysisk form. Den opløstes i luften som damp. Da den første døde, døde den næste også – af samme usynlige kræft som havde dræbt den første. Men uden at blodsugeren behøvedes at bruge det mindste energi for at det skulle ske. I det øjeblik han havde overkommet sin angst for de små bæsters form da de mindede ham om noget langt mere ondsindigt, knækkede de svagelige illusioner af flere skikkelser end kun de to der var tilbage til sidst. Deres lyde blev stadig slynget rundt i kirken, hver en skratten lød som om flere dusin befandt sig i det faldefærdige hellige hus. Det var tilsyneladende ikke tilfældet. De små tjenere havde deres egne tricks og evner, men ikke nær stærke nok til at kunne modstå den mindste ubalance. Deres farver var endnu usynlige dog og deres øjne og skarpe smil var endnu det eneste alfahannen ville kunne se.

De næste sekunder gik hurtigt for de små væsener der pilede ned fra deres siddepladser for at nå hen til deres offer, som nærmede sig trappen der førte op til balkonen. Ganske som Lucifer ville det, brast sten strukturen under hans vilje og efterlod ingen modstand. Fjenden der skulle holdes på stueetagen var stoppet i at nærme sig vejen op, og alt var efterladt roligt imens at man kunne høre de små bæster hvæse fra væggene ved Lucifers sider.

Den første ville da springe på necromanceren bagfra og forsøge at ridse sine klør fast i sit offers hovedbund, med et giftigt bid placeret ved Lucifers øjenbryn og som ville true med at flække dette op i et spidst ar. Den næste fulgte kort efter, men angreb ikke på samme måde som den første: den var nærmere mere interesseret i de genstande som vampyren eventuelt havde på sig og gennemsøgte alfahannens lommer for hvad end for genstande ham måtte besidde – med henblik på at stjæle dem selvfølgelig, og bringe dem til dennes herre. Vetis var det skællede kreatur der havde forårsaget angrebet på renblods monarken, imens at den lille gylden skællede Nicor var tyven der prøvede at besjæle ham.

Imens de ’angreb’ kunne man igen høre lyden af metaliske genstande rasle i hybridens lomme. Stilheden bredte sig. Hullet der første op til den del af hvirvel trappen som Lucifer havde ødelagt blev gjort til et ræve hul, idet at man så svagt kunne skimte levende flammer der rejste sig fra balkonens kant og skyllede over første etage med en levende form der syntes at søge alle afkroge og fylde dem ud. Jage Lucifer imod den eneste udvej han selv havde skabt: ned.

af **Ahngel** Tirs 1 Okt 2013 - 17:25

…..Dryp… Dryp….

Ødelagte knoer var fremsprunget fra vampyrens hud og det røde, uvurderlige blod faldt som tung helvedes-sne til den støvede marmorplatform, som udgjorde resterne af den tilskadekomne balkon. En flig af knust sten blev omfavnet af Ahngels fingre og langsomt trukket fra hudens nedre hulrum – ført ud igennem såret efter at have ladt sin skarpe ’hale’ fylde mere end spidsen oven huden, der lod sig trækkes til siden og frasige sin klæben til kødet. Fligen blev smidt til side og efterlod et hul, som kunne omfavne en lillefinger ganske tæt. Tankerne faldt på det umulige display, som Ahngel havde gennemset da hans angreb fra før ikke havde tynget det nærmeste væsen i sigte, dog blot udført dets spøgelseslignende endeligt. Illusioner? Hvornår havde Ma’lakel nogensinde haft adgang til et sådant talent? Imens smerten aftog og regenerationen genstartede i sin travlhed, trådte Ahngel tilbage fra det gabende hul, som hans destruktion havde forsaget. Ma’lakel var bremset for nu og det gav vampyren en mulighed for overtaget af situationen. Trods det, henfaldt hans tanker i paranoia: Det lugtede langt væk af indblanding fra et tredje parti og først som dette blev gennemtænkt og førte Ahngels blødende øjne bagud med sit søgelys, var indblandingen drevet til sit fysiske!

Et hult, metallisk hvæs flygtede fra Ahngels læber idet skarpe klør fangede hans hovedbund og drev huden åben. Ahngels arme rejste sig og greb ud efter kreaturets hals da det lod sig blotte over ham med et bid, der ukendeliggjorde huden over Ahngels øjenbryn. Dets tynde hals blev grebet af Ahngels knyttede hånd, presset og da jog Ahngel sin arm fra sit øverste for at flå bæstet af sig! Gjorde det sin modstand med kløerne med snilde, ville bæstet blive begavet af mindestykker fra dens korte triumf: Det lange, sorte hår lod sig indvikle i dyrets klør og sammen med det, blodige klospidser fra dens insisterende tag. Som et sultens dyr, lagdes Ahngels sataniske blik imod den inhumane lille overfaldsmand. Knapt lod han harmen i sit blik skyldes over væsenet inden han mærkede en lignende vægt over hans ben og en bevægelse i hans beklædning. Inden blikket blev vendt imod overfalderens medskyldige, blev et solidt spark vendt imod en af rælingens høje søjler i forsøget på at kvase den sekundære anmaser imellem Ahngels ben og det hårde marmor! Blikket kastede sig atter imod væsnet, hvis bid havde efterladt en lang, løbende stribe af blod ned over Ahngels ansigt, kommende fra et opflået øjenbryn. Et sekund var givet den til at anse dens fejl, men det var alt. Ahngels frie hånd ville gribe dens kæbe – over dens hæslige grin og med de lange negle sænkende ind i dens kæbes sider – og uden tilbageholdelse, ville vampyren knække nakken på bæstet; Vende dens hoved 180 grader med det tilhørende, højlydte knæk og smide den ud over rælingen til Ma’lakels præsentation! Tilfredsstillelsen i Ahngels øjne var tydelige ved at høre knækket genklang og eventuelt med dyrets fald på det hårde gulv under sig, men aldrig smilte han af denne uanstændige og primitive fornøjelse. I stedet fikseredes de blodige pøle, som Ahngel kaldte øjne, på det gabende hul, kun få meter fra sig, hvor lys og gnister steg op som den perfekte høster af vampyrsjæle. Ild. Og ikke hvilken som helst ild: Nærmere Ma’lakels æteriske dæmonpersona, som ville tage fat hvor hans bæsthåndlangere slap. Ved synet klemtes Ahngels øjne sig tættere ved lysets første advarsel og som han vendte sig i det forudsigelige tilbagetog fra den brændende kerne, spyttede han, højt nok til Ma’lakels sansers opfangelse:

”Putain lâche!”

Om miniature tyven var sluppet bort eller ej, sikkert findende ly i sin kompagnons endeligt og set sin mulighed, var Ahngel blevet bestjålet af fem genstande på sin person: En mobiltelefon af simple proportioner, dog ikke et mærke man ville genkende. Lavet af platin og låst af en mekanisme på sin side. En simpel tegnebog af læder, men ikke indeholdende andre værdigenstande end et enkelt, sølvfarvet nøglekort af en art. En lille beholder af en vampyrs mest simple, dog vigtigste behov i deres hele eksistens – Blod. En lille maskine, hvis forside kun omfattede en touchskærm. Også låst af en kommando, men fastfrosset med informationerne om koordinater, som ændredes ved dens forflytning. Endelig stjal bæstet en lille, grå velourpose med raslende indhold.

Ahngels øjne lagde sig på balkonens endevæg, hvor døren til loftet stod – desværre bag to meter murbrokker, som udgjorde en blind vej for vampyrens retning og således hans ellers komfortable rækkevidde på den østlige balkon. Han kunne klare vejen ud, men ildens bid i den tørre, mørkeblå løber syntes umættelig, samt vejen ville lede ham væk fra det åbne rums lyksaligheder. Han ville mindst af alt fanges i en aflukket loftopgang. Hans øjne gled imod den identiske balkon på den anden side af kirkens tomrum, men den havde knapt andre fordele end den udvidede tid han ville få. Muligvis en klargjort rute til loftet, men i princippet kunne destruktionen af kirken være ligeså identisk der, som den var på den østlige side. Tomrummet ville ligeså give Ma’lakel muligheden for at jage vildt på en åben slette.

Et bittersødt farvel blev givet til den søgende ild da Ahngel betrådte balkonens ræling og frasagde sig selv hans sikre fodfæste. Han trådte ud fra balkonens rækkevidde og pantsatte endnu engang hans landtvungne hurtighed for en søjles trygge vertikale stigning. Da ville vampyren søge opad og rundt om søjlen for den bedste visuelle diskrethed. Op.. Op i det mørke loft, som ind imellem ville farves af et sølvskær fra lynenes uretfærdige indblanding – fremvisende Ahngel splitsekunder, hvor mørket ikke kunne omfavne ham.

af **Malakel the Vanquished** Tirs 1 Okt 2013 - 18:27

Den gyldne Nicor var velsignet med en herlig atletisme der gjorde ham i stand til at bevæge sig hurtigere end sin misfarvede tvilling; han så ikke sparket komme men ændrede hurtigt sin retning da det skete, han klatrede en omgang omkring Lucifers underlår for igen at fremvise sig ved dennes hofter og stikke sine skællede små hænder ned i dennes lommer, lydløst som en behændig og veltrænet tyv der havde gjort akten så mange gange før. Succes ville følge det lille kreatur, der ville søge væk i al hast og imod de brændende flammer der gjorde den intet ondt. I modsatte retning af renblodet, der mesterligt aflivede tyvens voldelige bror.
Grebet om Vetis’s hals var som at have fat om det samme halsstykke af en kropsløs slange. Det syntes tyndt nok til at nakke hvirvlerne måtte give efter for det første pres Lucifer pålagte den, men det gjorde den ikke. Dens skellet var bøjeligt som brusk og dens led var smallere end hvad man ville forvente af et så katte-lignende dyr. Det resulterede i en krop der skulle definitivt knækkes fuldstændig så hvert modstykke var parallelt med det andet, før man ville få et knæk fra en ødelagt knogle. Vetis havde dog alt for meget hovmod og fik et hurtigt møde med Thanathos – den menneskelige personificering af døden – inden hans hvæs og hysteriske glædes skrig, blev til en kvalt hvinen og hiven efter vejret. En hul og høj lyd der langsomt mistede styrke, imens at bæstet prøvede at kradse vampyrens hånd til blods i et desperat forsøg på at komme fri. En skællet, takket, hale snoede sig om Lucifers underarm, imens at dens bekloede fødder tog et fugle-ligende greb om hans håndled og søgte at kradse det åbent og forårsage endnu et ar til den udøde herre’s samling. Dens små hænder var viklet en smule ind i det trofæ Vetis havde anskaffet sig: de sorte, blodige, tråde der var blevet høstet fra Lucifers skalp. Den forsøge at hvæse og de hidsige røde øjne stirrede op imod vampyren med en lige streg som det eneste hint af en pupil. Dets store øre var holdt tilbage, og som dens mund blev tvunget op forsøge den naturligvis at bide uden meget held. Det knæk som Lucifer søgte skete ikke med det samme, i stedet blev dets bøjelige skellet til en permanent lidelse; det slap sit tag underdanigt og gik i kramper, hængende fra Lucifers hånd - indtil dets hoved blev drejet rundt og endelig gav et knæk der stoppede de mange klynk, og de små krampende spasmer i dens krop. Kadaveret fald i den valgte retning, livløst og slaps – som en ledløs dukke.

I mellemtiden, hvor den smukke alfahan søgte at flugte fra de flammer der jagtede ham fandt den gyldne Nicor vej til sin herre. Ma’lakel stod i kirkens skygge med lukkede øjne og et følelsesløst ansigts udtryk. Der var dog tegn der afslørede at han var i et mentalt stadie af koncentration. Hans flammer satte ikke ild til det træ de rørte, men gjorde det de var sat ud for at gøre fra starten: søgte efter Lucifer – dette krævede antageligt en del mere kontrol over de kaotiske flammer end som så. Nicor kravlede op af den gamle læderfrakke med samme præcision som en edderkop. Den bar sine tyvekoster i en hånd/arm der var holdt tæt ind til kroppen og som den nåede sit punkt, satte den sig stolt på Ma’lakels skulder og afventede at denne skulle åbne sine øjne igen. Dens store øre var rejst i årvågenhed, ganske som en kats ville, inden at dens store øjne skiftede fokus fra Ma’lakel og til den ødelagte hvirvel trappe hvor liget af Vetis dumpede ned fra. Dens gyldne øjne signalerede ingen sorg men snarer nysgerrighed. Ma’lakel’s mørkegrønne blik blev synligt igen som tjeneren ramte den sidste sten overflade og betragtede hans elskede Lucifers værk med tavshed. Hans mund spandt sig da i et skævt smil, som var han ganske stolt over Lucifers drab. De grønne øjne vendte sig da op af for at se efter hans helligdoms flugt fra det isblå flammehav og fangede det korte glimt af Lucifers væsen, imens denne søgte loftet som en panisk spindler. Utynget af egne handlinger, rakte han sin hånd imod Nicor imens hans blik stadig spejdede imod loftet hvor mørket blev vendt til vampyrens fordel. Ma’lakel kunne ikke se i komplet mørke og de kroge af kirken der ikke blev oplyst en smule var uudforskede blindgyder for halv-jætten.

Nicor begyndte stolt at ligge sine fundne skatte i Ma’lakels varme håndflade, en efter en og da den sidste var blevet lagt pilede det lille kræ ned af sin herres skulder for at hente sin faldne tvilling.

Ma’lakel så da ned på de genstande han havde fået i sin hånd, kort. Mobil telefonen og de resterende trivielle genstande var ført ned i hans bukselomme imens at den lille pose var åbnet kort for at tjekke dets indhold. Givende vampyren et hul til at handle.

af **Ahngel** Ons 2 Okt 2013 - 19:28

Flammerne, som havde overmandet balkonen blev nøje observeret fra et, for nu, sikkert perspektiv. Ahngels nakke lænedes imod søjlen, som udgjorde hans nuværende støttepunkt og han undslap et hæst suk for øjeblikkets stillestående tilstand. Varmen, som havde forsøgt sig på at nå hans hud forsvandt indenfor sekunder og langsomt begyndte faresignalerne at neddæmpes. Han havde undervurderet Ma’lakels rækkevidde endnu engang, som var han selv opædt i egen storhed. Faktum var, trods Ma’lakels dæmoniske blod var tyndt i hans årer, havde han haft syv gange Ahngels egen levetid til at modne sine kompetencer. Ofte havde Ahngel glemt den alder og selv nu forbandede han sit eget overmod, der havde blomstret fra hans arrigskab. Ma’lakel kunne ikke spøges med og mindst af alt burde Ahngel regne med dæmonens manglende tiltro til retfærdigt spil. Bare tanken! Vampyrens blik rettedes op imod loftet umiddelbart over ham og hen ad fladen, som udgjorde dettes helhed – De gamle lysekroner og loftsornamenter, omvendte stylobater og søjlernes gudesmukke ioniske kapiteller… En åbenlys slagmark for dem, som kendte til hemmeligheden bag tyngdekraftens love. Ma’lakel ville IKKE drive ham ind i et hjørne! Ahngels håndflade søgte det langsomt lukkende sår over hans øjenbryn og skubbede blodstriberne til siden og dermed smurte hans venstre side af ansigtet dermed, som var det krigsmaling. Fanden tage hans små håndlangere! Ahngel huskede dem fra et møde inden han forlod Terre for, hvad der egentligt skulle have været den sidste gang. Der havde de ligeså siddet på Ma’lakels skuldre og gnækket som små galninge. Først da lagde Ahngel mærke til forskellen på sig selv som han hang imod søjlens skyggelagte vinkel. Han var blevet bestjålet! Og kun Ma’lakel havde den åbenlyse frækhed at forsøge at fratage sin modstanders våben. På dét punkt, havde Ma’lakel heldigvis ikke triumferet, men det var ej en positiv udvikling for Ahngel. Han bar intet våben denne nat. Hans kæder var forlagt i hans hjem i tiltroen om denne visits stilfærdighed.

Men hvad Ma’lakel havde stjålet var langt vigtigere end et våben. Våben kunne improviseres.

Genstandene, som Ma’lakel have midlertidigt erhvervet sig, lå ikke med en umiddelbar stor betydning i dæmonens hånd. Dog, inden Ma’lakel ville lade tingene glide til hans lommer, kom et diskret, statisk klik fra den lille maskine med koordinaterne – Udspringende som Ma’lakel havde rørt dens ydre og dermed aktiveret den i den ene eller anden forstand. Lod Ma’lakel endnu sig selv styres af nysgerrigheden omhandlende velourposen, ville det lille bånd slippe dens åbning og afsløre indholdet i sit mørke indre: Et smykke – Eller nærmere en halvdel af et smykke. I posen lå en halskæde af sølv. Alene velvidende om metallet, gjorde det mere end klart hvorfor det var gemt væk bag stof til at starte med. Det ville uden tvivl brænde Ahngels hænder, hvis ikke. Dens kæde var lang og tyk og knapt originalt tilhørende eller tiltænkt en kvindes hals. Af samme metal sad selve smykket hængende fra den glinsende kæde; Et kors, men manglende to af sine arme, so var det blevet knækket midt over. Selve korset var omkring 8 centimeter langt, havde det været helt. Derudover var det det gammelt, men kæden var tilsyneladende næsten ny og langt mere ren i sin overflade samt mere typisk i sin rene, moderne stil. Korset selv bar et præg af tiderne før det enogtyvende århundrede. Langt før endda. På bagsiden af korset herskede ruinerne af hvad der lignede en latinsk indgravering. Desværre var dette tilsyneladende slidt væk efter årenes løb og nu ganske ulæseligt for dem, der ikke huskede dens forhenværende udtryk.

I mellemtiden kunne der fra loftets mørke høres en skraslen fra tid til anden. Trods Ahngels tilstedeværelse var hengemt i det fordelagtige mørke, kunne man nemt regne ud, at han ikke længere hang på søjlens side. Han var i bevægelse.. Langt over dem – hængende under loftet som en spindler og kravlende med samme snilde… Lynene gav fra tid til anden mørket sin oplysning og med det, ville man blot kunne spotte en skarp bevægelse i loftets hvælving. Aldrig nok til et rent sigte og ej heller nok til blot at få et klart billede af vampyrens skyggeklædte figur. Man kunne høre en metallisk knagen, som desværre blev kastet frem og tilbage fra kirkens vægge i en genklang, som knapt kunne ses igennem til sit ophav. En jamrende lyd af rustne overfladers manglende fleksibilitet. Det peb og hvinede… For en stund. Så faldt roen atter igen.

En dråbe faldt fra loftet over dæmonen. Et enkelt rødt og tungt snefnug faldt til imod Ma’lakels under sig.. Et sidste flydende levn fra såret over vampyrens øjenbryn, som ville ramme Ma’lakels skulder og omfavne dæmonens beklædning for at farve og stivne det.

”… Putain voleur.”

Kirken udgav et smertestøn i sig selv! Som om alt truede med at brase sammen over Ma’lakels hoved. Kæder klaprede og lyden af et tungt fald ville ramme Ma’lakel før dets ejermand og fysiske manifestation: En af de massive lysekroner fra kirkens himmel lod sig falde – nej, nærmere slynge – imod Ma’lakel som en forvokset morgenstjerne! Frigjort af krogene, som havde holdt den på plads og nu udgjorde en dødsfælde i sin egen størrelse og fart! En straf for at betræde guds hus med blodige fingre? Næppe.

af **Malakel the Vanquished** Ons 2 Okt 2013 - 20:16

Velour posens mystik var sat på midlertidigt stand-by af det lille touch-screen maskineri, der syntes at aktivere sig selv da den kom i Ma’lakels hænder. Ganske som et dyr der reagerede på en ufamiliær lyd blev hans nysgerrighed pålagt den. Et overvejende blik blev den givet før Ma’lakel skødesløst lod den falde til jorden uden tanke for dets holdbarhed. Den ramte det hårde kirkegulv og hoppede et par gange før den lå stille tilbage. Få sekunder efter blev den lille glas skærm dog knust af den hårde hæl som jættens fodtøj var gjort af. Endnu et tramp forseglede den lille teknologis skæbne, som den måtte lade livet for Ma’lakels vold. Herefter blev blikket vendt imod posen igen og Ma’lakel trak det fornemme smykke op der tydeligvis var af et ædelmetal som den udøde alfahan ikke kunne tåle. Et mindre smil bredte sig over hans læber imens han lyttede til den afslørende skratten fra den udødes bevægelser. Præcis som en spinder i husets loft.
Smykket blev ikke lagt tilbage i velour posen men til gengæld ført nøgent ned i hybridens bukselomme, sammen med hvad end for andre metaller der fik hans trin til at give deres vante lyd. Posen var smidt på gulvet. Lynet oplyste ham som han stod der, med hånden der havde ført smykket derned fortsat gemt i lommen. Det ladte skyde våben i sit hylster og den frie hånd som hvilede ved dets side. Han lukkede sine øjne endnu engang; lyttede. Lyttede til de små bevægelser der fortalte om hans elskede Lucifer som endnu ikke gik men heller ikke angreb åbenlyst længere. Turde han ikke? Han havde givet sine første nære slag og nu var taktikken at slås af afstanden. Alt imens at Ma’lakel tilsyneladende nød den ventetid der blev ham givet, var den lille skællede Nicor kravlet hen til sin døde broder. Den begyndte at plukke de sorte hårtråde som den døde Vetis havde tilraget sig fra ham, for til sidst at flettede det sammen til en lang tråd. Herefter greb den om halen på sin tvilling med dets tre fingrer og trak liget med sig hen imod sin stillestående herre, hviskende ord på et ugudeligt sprog. Den stoppede dog brat ved den ubehagelige lyd af loftets knagen og hvinen. Så imod loftbjælkerne med de store øre rejste og et årvågent blik. En synkebevægelse ved dens strube indikerede en pludselig nervøsitet. Den sad fuldstændig stille. Stirrede omkring i alle kroge den kunne få øje på for at lokalisere grunden til lyden, inden der igen blev helt stille. Den stod nogle minutter i tavshed, inden den blev bedraget og begyndte igen at kravle af sted imod dens herre. Men lige som den havde gået de få skridt fremad, lod den franske fuldblods stemme i kirken og selve strukturen var som den gav efter for stemmens vold.

Ma’lakel åbnede sine øjne og lyden af det tunge objekt var nok til at tvinge ham ud i en instinktiv handling: kom væk! Og det gjorde han, et fejlfrit rullefald fik fejet ham væk fra den gamle lysekrones kolidering med sten gulvet og hybriden sad en god meter fra den yderste kant af den store dekoration da den faldt. Det resulteret i at en flodbølge af støv skyllede ind over ham og satte sig over de mørkeklæder samt bosatte sig i det mørke hår. Nicor havde afgivet et skingert skrig fra sig og lå krøllet sammen på gulvet, halvt gemt væk under sin døde bror. Den åbnede et øje af gangen for at se ud efter at faldet var sket og spejdede paranoid ud efter årsagen til larmen. Forsigtigt kravlede den ud med oprejste øre og hvæste da den fik øje på mord våbnet. En reptiliansk hvislen fulde imens den vredt spejdede imod loftet.

Ma’lakel rejste sig. En serie af hosten vibrerede i hans hals imens at han børstede sig selv af meget overfladisk. Det meste af støvet havde sat sig fast i det størknede blod over hans ansigt og den stadigt beskadigede næseryg. Det ene øjenbryn blødte præcis som Lucifers havde gjort det, imens at Ma’lakel spejdede opad ligesom sin tjener.

,, Hvad skal det til for, Lucifer?”, spurgte han nysgerrigt.
,, Vil du slå mig ihjel, hm?”, en mørk latter ville give genlyd igennem kirken.
,, Vil du have hævn, min elskede?”, spurgte han med en leende stemme og et verbalt tryk på ’elskede’.

,, Hvad er det du i det hele taget vil? Udover at lege edderkop, selvfølgelig.”

af **Ahngel** Ons 2 Okt 2013 - 22:46

Støvet ville igen lægge sig imens Ma’lakels stemme blev ført spørgende ud i det åbne tomrum under kirkens loft. Endnu et blødende sår var blevet påført kirkens arkitektur: Under den tunge lysekrone havde gulvet flækket i sine øverste lag og synket med farten der var blevet påført ornamentet. Selvfølgelig havde selve lysekronen mistet mange arme i dette styrt, trods få hold stande og udgjorde sløve kroge fra dens hjerte, der endnu var påsat den lange kæde, hvis ende ikke kunne ses oppe i loftets tætte mørke. Man kunne høre et åndedrag fortage sig hvis man havde den rette koncentration derpå.

”Læg mine ejendele fra dig…!”

Ahngels stemme faldt tungt fra væg til væg og blev ét med det evige loop, som enhver lyd med styrke nok syntes at gøre sig fast i under kirkens ødelagte hvælving. Bitter og advarende og knapt i humør til at engagere sig i Ma’lakels spørgsmål og mindst af alt hans nysgerrighed. Det var HAM, som havde overtrådt alle grænser! Det var HAM, som gjorde noget uopfordret i denne kirke! Det var ham, hvis konstante katastrofer lod ham skylde Ahngel alt andet end indsigt! Men nej… Ma’lakel var enten for dum – Hvilket var en ulykkeligt usandsynlig idé – eller også var det virkelig Ahngel, som var fjolset og som havde været det hele tiden… Set ting, som aldrig var der og tænkt på et væsen, som til denne dag ikke engang eksisterede. For så langt som Ahngel vidste… Ville Ma’lakel ham intet andet end destruktion længere. Og når de sidste værdier var blevet voldtaget, opsprættede og ukendeliggjort, ville han først da lade en metaforisk medfølende kniv glide fra dens skede og gennemtrænge Ahngels hvide brystkasse? Hvad var der tilbage at tage end underholdningen ved denne jagt og leg? Hvad kunne man nogensinde sige, for at stjæle smilet fra Ma’lakels mund og byde ham et lignende smertehelvede? Han kunne ikke tænke på en anden hævn end den han kunne drage med blod.. For hvad plagede man de følelsesløse med? De ligeglade? Dem, som blot så deres tættes helligdomme dø i egne flammer?

Ahngel fandt ham selv tage sig til brystkassen da han mærkede sit inderste indsnævres, som faldt trykket i hans indre med en foruroligende fart. Hvor det dog sved i hans fingre da de ikke kunne lade deres klør hvæsses og hvor det smertedes hans hjerte at blive tvangsholdt i sit døde element… Hvor hans tandkød blødte med sine hjørnetænders kløende vokseværk. Hver fiber i hans krop ønskede muligheden for at bryde dæmonens hud og æde hans gæld til sig.. Og så alligevel ønskede Ahngel ubevidste og naive om et mirakel, som ville efterlade ham hukommelsesløs og urørt af hvad der havde hændt ham de sidste 8 år. Men det dæmmede intet. Det holdt intet i skak nu hvor han stirrede direkte på Ma’lakel under sig og ønskede en umulig øjenkontakt til at afsætte dommen til hans næste træk. Et tegn fra en højere enhed, gemt i refleksionen i Ma’lakels kolde sjælevindue. Han vendte igen hovedet og så direkte imod loftet sammen med resten af hans krops retning. Han kunne ikke hænge dér for evigt. Han kunne ikke blive i skyggerne.. Desuden havde han fået hvad han havde søgt opad efter og med et stærkt tryk imod den tunge kæde i sin hånd, nikkede han til intetheden og lod smerten fortage sig i sine røde øjne. Irissens mure brød sig endnu engang, lod blodet flyde og æde op hans øjenæble med sin hele magt. Hans øjne lukkedes tungt og hans yderligere sanser blev påkaldt. Da tilbagetrak han den lånte energi i sine håndflader og ben… Og slap.
Alle støttepunkter blev berøvet og Ahngel lod sin krop omfavnes af den tomme luft som han forlod loftets skygge efterhånden som tyngdekraften greb ham. Et spark var blevet givet loftets overflade da lemmerne havde sluppet så Ahngels retning blev bevidnet – Imod Ma’lakel i en lige linje!

Uden arrige udbrud ville Ahngel søge ud fra mørket som en pil med hovedet først og øjnene rettet imod sit mål. Ahngel vendtes i den forventede kollision og vampyrens fødder ville som en pilespids støde imod dæmonens overkrop. Med eller uden success, ville Ahngel endnu have lysekronens kæde i sin knyttede hånd og, hjulpet af sin egen letvægtighed, flå deri så han selv blev slynget tilbage imod den! Vampyren ville dermed genskabe distancen og med den, købe momentummet til sit improviserede våben! Hvor Ahngel før havde været, blev lysekronen svunget i søgen på, at sende Ma’lakel af sine ben og tværs igennem rummet!

af **Malakel the Vanquished** Tors 3 Okt 2013 - 18:02

Mørket afslørede ingenting. Præcis lige som det spildplads der lå i hans øjne. Disse mørkegrønne vinduer indtil en død gårdshave. En begyndelse på en historie der ikke havde nogen slutning, men en blodig begyndelse og en langtrukken midte, der sikkert aldrig ville ende. For hvem skulle se til at slukke Hefaistos’s vildtfarende glød? Ville Lucifer? Ville Herren selv det? Det var endnu ikke sket, skønt selv den mest godtroende ville vide at Ma’lakel havde fortjent døden flere gange end han nogensinde havde været tæt på det. Han var i sandhed vildfaren, kaotisk og ubalanceret. Ikke blot i livet men også hvordan man skulle lede livet. Hvordan man omgik sine nærmeste og tilpassede sig et trygt samfund, der kunne give forståelse og accept for ens dæmoner. Men hvorfor tillægge sig sådanne grænser? Hvorfor dvæle i en tilstand af lammelse når man så let som ingenting, kan bryde de rammer der ligger til grunde for et allerede smuldrende samfund af vanedyr og kasse-tænkere? Ma’lakel var et sådan asocialt individ; et rebelsk glimt fra hans øjne ville fortælle flere sandheder end hans læber nogensinde kunne forme. Og til trods for at være bevidst om sin egen rådenskab var han også fanget af den, men oprigtigt ville han ikke se Lucifer ende som dennes engel. Tankerne var langt mere modbydelige end et komplot om drab. Man kunne fornemme det. Galskaben! Det slidte sind. Fyldt med ar der var syet ind i huden efter års lægen. Og nu? Nu jagtede han spøgelser i kirkekammerets loftrum. Spejdede efter et blegt ansigt i det sorte og oplyste røde øjne. Lucifers stemme hvæste sin ordrer om returneringen af hans egendele og bragte en gnist ind i de forladte øjne. Hans stemme fyldte brystet med en uregerlig trang til at knække den og afprøve dens grænser i lyst – men også en sitrende tilfredsstillelse af dennes forestilling om en eller anden autoritet. Stilheden blev i tiden efter, udfyldt af Ma’lakels vibrende latter; en dyb rungende bas der kunne virke både behagelig og provokerende alt efter konteksten – tit også begge dele. Han lod til at være underholdt af Lucifer’s gemmeleg og så først ned, da den lille skællede hånd greb fat om hans frakkes kant og rev i den.

Den lille Nicor havde haft slæbt sin broder over det kolde sten og sad nu for sin herres fødder med et vagtsomt blik rundt om i det hellige hus. På vagt efter den udøde herre som den havde bestjålet før, da dens intelligens bød den at sammenkoble det faldne ornament, med den blege konges ansigt. Lysekronens støbte fange arme strakte sig imod dem begge, imens at de ødelagte lå over gulvet med metalliske splintrer om sig som blod. Nicor blinkede langsomt, hvilet resulteret i et fugtigt smask fra dennes øjenlåg idet over og under mødtes. Derefter spejdede han op imod de grønne øjne der koldt betragtede ham, Nicor gav slip på sin broder for at kravle halvt op af frakken. Han stoppede ved Ma’lakels afslappede hånd og lagde de sammenflettede sorte tråde ind i håndfladen – endnu en gave fra hybridens små kæledyr. Endnu et token af affektion, skaffet af den lilla Vetis og videregivet af den gyldne Nicor, som hoppede ned på sten gulvet igen og greb om sin broders håndled, som om denne var en genstand han havde fået besked på at våge over.

Ma’lakel vendte sin håndflade opad for at se hvad det gullige kræ havde lagt i den: smilet falmede en smule ved synet af de sorte strenge, bundet sammen som et fint reb eller en uvurderlig kostbar sytråd. Han fangede det imellem spidsen af sine ru fingrer og gled tommelfingeren over det, befamlende. Derefter vendte han blikket op for at modtage endnu en lyd fra den kæde alfahannen havde taget med sig i faldet; en raslen fra de metalliske led blev hans vækkeur og han trådte væk i en klodset bevægelse for at undgå Lucifers pludselige angreb. Da begyndte tiden at gå hurtigt. Et lyn slog ned og oplyste kirken idet vampyren allerede var forsvundet igen, trukket sig væk for at opretholde en distance imellem dem, og i hans sted fulgte det tunge messing hoved af lysekronen. De sorte pupiller trak sig sammen ved erkendelsen af et fjendtligt projektil med ham som målskive, og det klodsede fodfæste fra før fik sin sidste del af elegance ødelagt idet Ma’lakel sprang til siden, akavet. Det lykkedes ham dog ikke helt at undgå lysekronens fangearme og hans hofte blev ramt af den ene arm hvilet forårsagede en klodset piruette rundt om ham selv, endnu nogle hurtige klodsede trin - indtil han var endt der var han ville: på den anden side af lysekronen. Det vil sige ved dens begyndelse og ikke dens slutning. Kæden som Lucifer havde fat i blev grebet fat om og givet et umenneskeligt stærkt ryk, for at vende den styrke der var blevet brugt at at svinge lysekronen til Ma’lakels fordel og derved forhåbentligt sende Lucifer i samme retning som det improviserede våben.

Hvis han blev revet med – og imod Ma’lakel – ville han ende imod den hårde facade der udgjorde Ma’lakels brystkasse. Det ville være som at støde imod en overflade hårdere end sten og dog så nostalgisk varmt imod ens sensitive hud. Kæden fra lysekronen ville blive forsøgt spundet omkring den smukke Lucifer, for at holde dennes arme forbundet til overkroppen. Lykkedes det, omfavnede Ma’lakel den udøde konge; pressede Lucifers ryg imod hans bryst og greb de slanke hænder. Her ville han forsøge at binde den eksisterende kæde omkring dem og forsegle dem med den sølvkæde han havde ’stjålet’ fra monarken – dog uden at sølvet berørte vampyrens hud. En hånd ville være holdt ved Lucifers sammenbundne hænder for at presse dem imod dennes bryst og holde sølv kæden på sin plads, til trods for at de var blevet bundet med kyndige hænder. Den anden hånd ville søge Lucifers hofte i den modsatte side; således ville Ma’lakels arm sno sig om monarkens liv og presse ham imod det levende legeme bag ham. Alt imens Ma’lakel lukkede øjnende og stødte sin krogede næse blidt imod det sorte hår over det spidse øre. Han inhalerede længselsfuldt. Forgabt i at mærke sin elskede vampyrs krop imod hans eget kød og en mærkelig melankoli faldt over hybridens bevægelser i en begrænset stund af åbenlys affektion.

af **Ahngel** Tors 3 Okt 2013 - 20:13

Viklet om Ahngels håndled strammedes kæden da den blev svunget igennem rummet med en uhyggelig fart! Desværre havde han knapt ramt Ma’lakel med den oprigtigt ønskede skade. Han fik dog fornøjelsen af at overvære Ma’lakels manglende elegance imens han snublede rundt om sig selv i forsøget på at afværge vampyrens angreb. Som Ahngel skulle til at tilbagekalde sit improviserede kædevåben, mærkede han da allerede Ma’lakels greb i kædens nedre side. De røde øjne opspilledes imens hans arm blev skudt fremad i kædens hurtige huk. Et skarpt knæk kom fra vampyrens nu – i stedet for førende – fangede håndled og da forsvandt fodfæstet for vampyren!

Sammenstødet med Ma’lakel pumpede Ahngels unødvendige åndedrag fra hans hals og lod Ahngels egen krop falde halvt tilbage imod sit forhenværende ståsted med kollisionens kølvand rykkende i hans balance. Den omsvøbende kæde ville lave endnu en flående bevægelse i det midlertidige skadede håndled, som afgav med endnu et smertende knæk. Ahngels læber adskiltes i det skarpe smertestøn, som fulgte og med det blev der atter pustet til gløderne skabt af hadet til dæmonen! Hurtige og eksplosive i deres bevægelser, hukkede Ahngel sine endnu frie albuer imod Ma’lakels brystkasse imens hans hoved slog sig tilbage i forsøget på at ramme hans ansigt! Vampyren påbegyndte en krampelignende kamp for at komme fri fra Ma’lakels arme og kæderne, som gradvist lod sig låses over vampyrens krop. Flåede sig selv fra side til side for ikke blot at undgå den opbyggede forsegling af hans egne lemmer, men ligeså Ma’lakels mere end uønskede nærhed! Som var hud omsvøbet i sølv, ville Ahngel flå sig fremad mere desperat for hver centimeter af Ma’lakels varme krop han rørte. Kæderne ville knage og brage grundet vampyrens åbenlyse misbrug af hvad der før havde været et våben med tiltro. Men forskellen var, at dette våben ikke kom fra vampyrens egen verden. Det var ikke det samme… Det var sjæleløst og bedragerisk som Ma’lakel selv og nu brugt til at binde de hænder, som før havde ført dem. Vampyren kastede sit hoved tilbage og vendte ansigtet imod loftet over ham og fra bag hans kæber opsteg et hul, der rystede kirken i sin grundvold med dets metalliske, skærende tone! Havde man ikke kendt bedre, skulle man have troet, at Ahngel havde råbt et navn op, men rumklangen led for voldsomt til vampyrens ophidsede stemmes klarhed! I stedet kastede Ahngel sig fremad igen imens hans monstrøse klagesang blev til en opklaret forbandelse imod Ma’lakel selv!

”FANDEN TAGE DIG!” … Fanden blev tilbudt Ma’lakel mange gange igennem Ahngels modstand og alle tilbuddene syntes at stige til vejrs for at påkalde et lynnedslag Ma’lakels egen krop. Igen og igen måtte fanden bide af dæmonen for alt hvad Ahngel tilbød, men lige meget ville hans forbandelser udrette. Som sølvkæden ville forsegle Ahngels hænder, faldt Ahngels hoved forud og hang imens han søgte efter at genvinde sin ånd… Som havde al energien forladt hans krop med sølvkædens blotte, tætte eksistens. En blodig samling spyt blev sendt imod det støvede kirkegulv imens det sorte hår ville falde om hans ansigt og flygte Ahngels skuldre og nakke. Hans ånde lød som skarpe hvæs i sig selv, frempresset igennem hans kæbers hårde sammenstød.

Ma’lakels uvelkomne kærtegn sendte atter vampyren imod den modsatte retning end Ma’lakels tilnærmelse gjorde – Flående i kæderne i forsøget og fortsat forbandende over dæmonens forhadte eksistens. Dog med et lavere toneleje, som umiddelbart lod en mene, at vampyren havde mistet noget af sin stemme. Ma’lakels næsetip imod Ahngels spidse øre var alt vampyren behøvede for at skifte sin retning igen! I stedet for at flå sig væk fra Ma’lakel, hukkede han imod ham med tænderne som lod i hans angreb! De lange hjørnetænder ville forsøge sig på Ma’lakels ansigt og hvis han fangede noget af dæmonens krydrede, beskidte hud, ville han flå en god luns af med et arrigt udbrud, som næsten lød som et hulk! Samme stykke hud ville spyttes ud i ansigtet på Ma’lakel umiddelbart efter og efterlade ikke blot en blodig mund fra vampyrens side, men ligeså et beskadiget ansigt – straffet for sin gudsforladte perversion! Med åndedraget søgende fra Ahngels blottede tænder stirrede han på dæmonen med et ansigt forstrakt i selv samme udtryk, som man forventede af en arrig hund inden den bed for anden gang!

af **Malakel the Vanquished** Tors 3 Okt 2013 - 22:40

Lucifers modstand var en altafgørende indlevelse for skuespillets troværdighed. Denne falskhed der eksisterede i deres samspil og hvad var bedre til at overbevise omverdenen om Lucifers gengældte kærlighed end det had han så mesterligt fremførte. De varme hænder var som håndjern over det hellige legeme der vred sig i hans favn. Hans arme var ubøjelige jerntremmer og snart ville den smukke Lucifer befinde sig i en velkendt position: holdt om af hefaistos’s skær og gjort hengiven i hans lys. Det var dog så meget sagt, for da Ma’lakel søgte at presse sit ansigt imod de smukke natte sorte tråde der udsprang fra Lucifers hovedbund, blev han i stedet præsenteret for de sygeligt rødglødende øjne, de perle hvide tænder i alt deres blodstørstige hævngærrighed. Han trak sig. Dog ikke før Lucifer fik et fortjent trofæ i form af en mindre luns af dæmonens kind: en stribe af blod flygtede ned langs den stærke kæbe og videre som røde slanger ned langs halsen. De klistrede sig fast til den mørke trøje under dæmonens læderfrakke. Endnu en samling til de skader vampyren efterhånden havde påført hybriden. Et åbent kød sår viste sig og var næsten flot symmetrisk flænset fra det markede kindben. Ma’lakel havde som reaktion vendt ansigtet i den modsatte retning og forsøgte så vidt muligt at fastholde Lucifer i et jerngreb der tvang ham til at have alteret som sin front og sin ryg imod Ma’lakel. Blodet sivede fra såret til Lucifers triumf. Det malede det solkyssede ukønne ansigt i blodrøde krigs farver. Blod plamager på den lædertykke hud var efterhånden alt man kunne se ud over formen af ansigtet og de døde øjne, der nu pegede væk fra den smukke alfahan i en uhyggeligt tænksom mine. Overvejelser? Tanker? Små giftige sporer der skulle vise sig at have en ubehagelig konsekvens. Hans øjne bevægede sig imens han var i denne tilstand af sten, som så han skikkelser i mørket.
Hans greb om Lucifers sammenbundne hænder strammede sig ubehageligt hårdt så kæderne ville skære i den udødes håndled. Den klat af spyt og rester fra den sårede kind blev knapt lagt mærke til eller ænset, eller måske var det lige præcis det den blev? Ma’lakels øjne vendte sig i retning af de røde, nærmest som hypnotiserede. Ondskabsfulde – hvis man da kan beskrive øjne til at udstråle et sådant ønske om harm at det blev direkte ondsindigt. Ikke just hadefuldt, ikke hævngærigt eller vredt. Men fyldt med alverdens ønsker om Lucifers evige tilfangetagelse og tortur. Det var dog en skæbne den smukke monark allerede led under. Men ikke torturen, ikke nok!

,, Stop!", bad han i en stemme der manglede dens komik men fremhævede en hårdnakket beslutsomhed.
Han afventede men stoppede Lucifer ikke ville konsekvensen vise sig:

Armen om vampyrens slankeliv blev ligesom taget af hans hænder gjort hårdt og ubehageligt, som at blive klemt imellem to hårde flader der truede med at knække en midt over. Ganske roligt trak Ma’lakel sit ansigt tilbage med samme årvågenhed som en slange før et dræbende huk. Han pressede da sin mund imod den blege hals, imens han tog Lucifers forsøg på at æde stykker af ham med største ligegyldighed. Roligt og ganske ulideligt stødte han de skarpe tænder imod den blege hud og penetrerede dets kød med sin perverasion. Han spildte det royale blod med en sådan letsindighed at det var mere end bare en overtrædelse af lov, det var en voldtægt af den vampyriske moral og dets principper. Alle regelbøger blev brændt som han brød den smukke hud og gav sig til at drikke det helende blod med velbehag! En grusomhed der kun kunne straffes med døden, spurgte man de vampyriske royalister. Hans øjne var åbne og stirrede op imod alteret hvor billedet af den korsfæstede engel var brændt ind i hans nethinde som en påmindelse om hvorfor Lucifer strittede imod. Han drak indtil det saglige blod havde strakt sig nok til at hele den smerte der løb igennem ham fra en knust hofte. Langsomt forsvandt de stærkeste smerter og grådigt ville Ma’lakel blive ved med at æde, indtil Lucifer stoppede sin trættende modstand eller var drænet nok til at dennes kræfter ville slippe op.

af **Ahngel** Fre 4 Okt 2013 - 0:00

Ahngels tunge fandt sin vej til vampyrens bløde læber for at optage de efterladte dråber fra det afflåede hud. Trods denne anger og arrighed havde fundet plads i Ahngels indre som en kerne af destruktiv energi, kunne han ikke bringe sig selv fra det himmelhvælv af smag, som medhørte dæmonens blod. Hvordan ville han nogensinde kunne stoppe og glemme? Ma’lakels ordre fik Ahngel til atter at vende hovedet imod dæmonen for at skænke ham det blik, som lod ham vide, at han ingen ret eller magt havde i dette sammenhæng. Ligegyldigt hvor mange omgange kæderne omklamrede Ahngels krop og ligegyldigt hvor mange gange Ma’lakel kunne jordbinde ham på den ene eller anden måde. Styrken, som blev påført med Ma’lakels greb bragte Ahngels kæber tæt sammen med en hæs inhalering – specielt som vampyrens beskadigede håndled togs til voldgreb. Men han sagde intet og ej heller vendte han sine hadefulde øjne fra Ma’lakel imens ordren påsatte sig. At diplomati var forsvundet som dug på solen og tilbage stirrede et koldt blik, der blot optog Ma’lakels egen stædighed og reflekterede den i skarpe stråler. Hans svar var allerede mere end tydeligt! Og som dette svar blev røbet i formen af et opstrammende ansigt, flåede Ahngel atter i sig selv for at fortsætte en tilsyneladende langvarig test af deres fælles udholdenhed. Jo mere Ma’lakel strammede til, jo mere utilregnelige blev Ahngels bevægelse! Henkastende sig i kramperyk flåede vampyren sig fra side til side imens hans hænder søgte efter kæderne omkring sig for at bukke dem med dennes råstyrke. Igen bevidnede Ahngels letvægtighed sig som en fatal brist i hans udkonkurreren af dæmonen, da han end ikke ville være i stand til at flytte på dem begge i mere end små afstande per stærkere ryk! Stærke forsøg på at få ham ud af balance ville blive bragt på dæmonen således, men i sidste ende, ville Ahngels svagere kropsbygning vise sig langt mere end en fordel. Først da Ma’lakels tænder blev pålagt og trykket imod vampyrens hvide hals, stoppede Ahngel sine utilregnelige bevægelser for en stund. De røde øjne opspærredes vidt og Ahngels mund åbnedes og himmelvendtes i et langvarende, smertende åndedrag, hvis rustne toner skabte fejl i hans stemmes renhed.

Blod løb som miniaturefloder fra Ahngels hals og ned over bugterne i hans kraveben for at forsvinde under hans skjorte ved brystkassens opstregning. Rødt og uvurderligt som flydende guld og dog indtaget grådigt af en uden vampyrisk afstamning. Blodets sødme ville oversvømme hvert smagsløg i sin faren ind i Ma’lakels krop for at gribe ud og sælge fra sig Ahngels evne til at regenerere, som var det flydende styrke og energi, samlet i en blanding – en drik for guder. Og som mørke prikker dannedes over vampyrens øjne, mærkede han sit hoved tippe bagover imens han fortsat hev efter sit forsvindende vitae. Endnu kæmpende forsøgte hans hænder sig desperat at nå Ma’lakels hoved i ønsket om at presse hans kæber af led og øjnene til smat i hans øjenhuler! Lidt efter lidt begyndte den krampeagtige kamp atter igen, men langsomt aftagende i sin styrke af tydelige grunde. Løbende fra under Ahngels skjorte og ned af de sorte bukser fandt Ma’lakels spild kirkegulvet og dannede mørke søer til deres refleksioners klarhed. Langsomt bredende i sin form og bevidnende om den del af det stjålne blod, som ikke engang faldt til nogen nytte bortset fra Ahngels forringelse.

Endelig kom den sidste krampestrækning. Da ville Ahngels krop være stribet af eget blod og hans hals ukendelig i den tætte farve. Som et sidste hjerteslag, afgav Ahngels arme og skuldre et svagt spjæt og Ahngels hvæsende åndedrag kaldte efter hans stemme.

”…Stop…”
Nu praktisk talt lænet imod dæmonen og med sit hoved tilsyneladende for tungt til at rette op fra Ma’lakels skuldre, stod Ahngel nu stille med øjnene tæt lukkede sammen for at opretholde en stædig smertetærskel. Små, intetsigende støn af gentagen lidelse fandt sin vej fra hans hals fra tid til anden dog. Nok når hans puls nåede det bankende sår, som Ma’lakel havde været skyld i. ”Stop.” Ville han gentage med en stemme der var tættere på et normalt toneleje. Nogle momenter ville rent faktisk blive taget i fuldkommen stilhed fra vampyrens side. Næsten væk?

Da ville noget bevæge sig… Tilsyneladende inde fra vampyren selv – fra hans overkrop, som levede noget inde bag hans rygsøjle. Ma’lakel ville kunne mærke det stikke fra Ahngels hud of til hans egen brystkasse i en unaturlig morbid forfatning. Som kunne Ahngel bogstaveligtalt springes og falde fra hinanden hvert øjeblik det skulle være. Og det gjorde han… Men ikke i den forstand man ville forestille sig. Heldigvis kendte Ahngel forskellen til kæders styrke i forhold til sine egne knogler!

Imellem Ma’lakel og Ahngel ville en distance forekomme. Ikke tilfældig, men ganske tvungen. Ahngels skjorte flænsedes fra sin ryg og udgjorde et kort øjeblik til at lade øjne falde på hans ryg, som deformedes imens den hvide hud blev brudt af hvad end der gemtes back vampyrens misvisende skind. Fra Ahngels ryg kom først blodet, som hang i klaser fra de store vinger, som trodsede al logik med deres fremkaldelse! Lange, sorte, skinnende fjer omgav de benede lemmer og hvor hakket kom fra oven, fremsprang der to klør, som havde hver vinge en armeret tommelfinger, som en flagermus! Disse to, store tilføjelser til vampyrens krop ville, havde Ma’lakel ikke allerede frigjort sine tænder fra Ahngels hals, tvinge dem fra hinanden og beskadige lænkerne, var de stadig holdt skak! Ahngel ville samtidig kaste sig selv fremad og trods hans hænders frihed var endnu noget at opnå, ville han sende et spark bagud for at forsikre Ma’lakels ubalance og dernæst søge i den modsatte retning, imod alteret og det ødelagte krucifiks – væk fra Ma’lakel endnu engang imens sporet fra skaden Ma’lakel havde påført ham ville lægges tykt på kirkens gulv! Den bagerste væg ville udgøre målet for vampyrens flugt og da han nåede den, ville kløerne i de sorte vinger hakke sig ind i de vertikale planker og med dem, lade sig klatre uden hans hænders frihed!

af **Malakel the Vanquished** Lør 12 Okt 2013 - 22:17

Det royale blod prikkede som nåle til hybridens ru tunge, hvis panser var hæmmet imod det angreb som den røde materie mesterligt udgjorde imod de menneskelige smagsløg. Der var ikke nogen bitter smag af jern og vand, men til gengæld blev ganen fyldt med en salig eufori der skabte et usynlig stykke af drømmevæv der snart skulle føre Ma’lakel til et mentalt stadie der kunne sammenlignes med et udsultet menneskes. En illusion om paradiset selv. Et fix af et stof langt mere brugbart end menneskelige rusmidler. Lucifer var dette rusmiddel, bedre end det. Hele hans væsen var en besættelse i sig selv og Ma’lakel var den afhængige, neurotiske, junkie der ændrede karakter alt efter tidsrummet inden og efter et vanedannende fix. Lucifer bar befrielsen fra det menneskelige sind i hans åre. Snart var der ikke nogen smerte tilbage i det hærdede legeme. Imens at Ma’lakel drak begyndte en lægende proces: den brækkede næse begyndte at give små knæk fra sig, lyden af diverse brudstykker der roligt satte sig på plads og sammen igen. Det blodige ar over næseryggen der vidnede om dets beskadigelse, trak sig sammen som blev det syet med en kærlig hånd og usynlig tråd. Arret over øjenbrynet og til dels også øjet der i et skarpt lys afslørede et blodsprængt øjeæble, blev helet med samme vellykkede effekt som næsen. Hoften gav et knæk fra sig, sat på plads af imaginære hænder - og som det skete gav Ma’lakel et smertende jag i kroppen og en midlertidig knurren der indikerede at det morfin der blev pumpet ind i hans krop, for hver mundfuld af vampyrens blod han slugte, kun nåede at fremskynde en vis mængde af endorfiner: det var ikke helt nok til at læge de største skader uden en gestus af ubehag. Benets mishandling blev læget på samme tid som alt andet. Det skete ikke kronologisk men mere eller mindre i et parallelt tidsrum.

Den hårdhed han holdt Lucifer med blev omdannet fra en stædig beslutsomhed til en dyrisk længsel efter dennes legeme. Han trak sine tænder kun for at bide igen. Han rev i de sår han åbnede for at gøre dem større og derved få mere af det helende blod. Armen om Lucifers liv gik fra at ville holde ham fast til at ville presse ham tættere imod den varme krop – men ikke tættere på Ma’lakels krop i al almindelighed. Nej, der var et særligt ønske om at presse eget skridt imod vampyrens bagside, hvor at Ma’lakels perversion ikke bare kunne anes men også mærkes idet at stoffet ikke kunne gemme en seksuel opstemthed. Ivrigt pressede han den kølige krop imod hans egen, imens han voldtog ham i en form for trance skabt af det gudelige blod. Man kunne dig ikke sige at det kun var blodet der fremprovokerede et sådant voldeligt begær, Ma’lakels sind var en korrupt rede hvori Lucifer var det alfa og omega der udgjorde hans aktuelle dødssynd. Han ville ikke bare elske at seksuelt forulempe ham men også at æde fra ham, af ham! Hans såkaldte ’kærlighed’ og ’hengivenhed’ kom til udtryk i en tæt alliance med en kannibalistisk galskab. Hvis ikke elskov avler sindssyge, hvad gør så?

Uheldigvis for Ma’lakel fik han ikke lov til at mærke Lucifer blive livløs i hans arme. Ingen vægt pressede imod ham og ingen ledeløs bevidstløshed blev trukket med af tyndekraften. Til gengæld mærkede han en deformalitet; en forstyrrende prikken imod eget kød som ikke burde forekomme. De grønne øjne hvis blik havde søgt alteret med en gradvis ligegyldighed, vågnede med en foruroligende bevidsthed - imens at de menneskelige pupiller trak sig sammen. Tænderne blev flået fra de dybe bidemærker i vampyrens slanke hals og kæben blev tvunget lukket i en smertende krampe handling. Imod Ma’lakels bryst penetrerede de første knogler det muskuløse kød, da denne ikke gav slip villigt men tvært imod måtte lide endnu en skade inden de blev separeret gen. Ma’lakel vaklede nogle skridt bagud, idet hans sind endnu blev sløret af det vanedannende blod. Hans løber var malet i det, samt hagen og et stykke af den muskuløse hals.

Lænkerne bristede under de ravne sorte vingers overlegne styrke og faldt imod sten gulvet med en metallisk raslen. Nicor så til i sikker afstand med store øjne fyldt med fascination for den misdannelse vampyren erhvervede sig. Ma’lakel derimod havde et sløret blik der fik en til at tvivle på om han overhovedet kunne opfatte hvad der skete foran ham. Den ru tunge slikkede de tynde læber med en hakkende vejrtrækning, inden at et velplaceret spark fik ham til at træde endnu et skridt bagud og hans blik til at genvinde sin kontakt til virkeligheden. Pupillerne justerede sig og genkaldte det billede der var foran ham. Et fugle-kræ? De ravne sorte vinger var det første hans blik mødte inden han genkendte den menneske form de var fæstnet til. Lyden af de resterende kædet der stadig sat bundet om vampyrens hænder var den sidste brik der skulle til før Ma’lakels sanser blev genskabt helt, nu en smule bedre. Hans krop en smule stærkere og hans sind, en smule mere ødelagt. Han lod Lucifer flygte. Lod Lucifer komme til sit bestemmelses sted og klatre op af væggen med sine gotiske vinger. Imens Ma’lakel roligt tog skridt hen imod alteret. Et legesygt asymmetrisk smil og et tændt blik fulgte alfahannens flugt. Han greb håndvåbnet i dets hylster og tog et sigte imod de kroge på ravne vingerne der penetrerede murens facade. Et skud af gangen i et forsøg på at ødelæggende modhagerne og derved styrte Lucifer fra palisaden og ned imod alteret selv.

af **Ahngel** Søn 13 Okt 2013 - 23:49

Det havde kun været et spørgsmål om tid; få øjeblikke før Ahngel fandt sig selv badet i eget blod. Det fossede endnu fra vampyrens hals da den tildelte puls knapt gjorde blodtabet mindre. En næsten panisk beslutsomhed var lagt på Ahngels egen beroligelse imens han besteg den stejle bagvæg med sine praktiske erstatninger til de bundne arme! Glas faldt og sten smuldrede som de store kløer hamredes imod overfladerne og bragte Ahngel højere op. Op imod et mørke, som forhåbentligt kunne skjule ham indtil hans sår atter havde lukket sig og stoppet deres blødning. Fra hvor vingerne havde gennembrudt huden hang ligeså tykke tråde af vampyrens fysiske smertetegn og med hver enkelte voldsomme bevægelse i sin bestigning, blev huden tvunget en smule mere åben uden lov til at acceptere den nye tilgroning. Stærkt afvisende smerten, som fulgte dermed, var Ahngels kæbe omlagt den altafgørende sølvkæde, som holdt hans hænder fangede selv nu! Damp udskilte sig som metallet gjorde sit forsøg på at brænde vampyrens læber og efterlade dem grå og tørre. Den idé blev henkastet hurtigere end hans ivrige behov for frihed havde bragt hans læber, velvidende om sølvets kompetence, hvor ingen vampyr burde kysse. Ingen hvæs eller smertestøn afgav sig fra vampyrens mund som han klatrede, trods hans åndedrag ikke ville lade nogen henblive i tvivlen: Blodet, som var blevet ham bestjålet, havde skabt et dybt tomrum i Ahngels fysiske kunnen hvor Ma’lakel havde ladet sig selv fylde til bristepunktet – Langsomt ville han perfektioneres i fysisk tilstand imens Ahngel endnu mistede blod i travle dråber, dryppende ned på kirkegulvet under ham og oprettende mørke pøle af uvurderlig livs-essens.

Braget ramte Ahngels sensitive hørelse som et tordenskrald i hans eget sind! En klo adskilte sig sin vinge med en kappe af blod bag sit fald! Dens skarpe form faldt til kirkens gulv efter at have ladet sig omdirigeres af væggen foran sig med en fart videregivet af Ma’lakels sølvprojektil. Vingen mistede sin styrke og faldt som et dødt legeme om vampyrens side, hvor vægten bragte den klatrende vampyr i ubalance - Svingende imod den modsatte side som kun én krog holdt ham oppe og vægten af den beskadigede vinge truede med at hive Ahngel med i faldet! Et højt hvæs af smerte afgav sig fra vampyrens mund og ramte loftet med dets ekko. Den skadede ravnevinge gippede som et døende dyr imens den langsomt blev hevet op for anden gang. Da vendtes vampyrens ansigt sig endelig tilbage og ned imod Ma’lakel. En kort øjenkontakt blev givet til Ma’lakels våben, rettet imod Ahngel og endnu rygende fra løbet som sidste tak fra hans forrige kugle. Han mærkede den gnave i hans kød og presse sig imod leddet den havde penetreret imellem de sorte, skinnende fjer – stegende og smeltende kødet og knoglerne omkring sig med en smertefuld langsommelighed. Det holdte Ahngels mund konstant halvvejs åben og hivende efter en exterior styrke til at bevæge sig trods den lammende smerte. Et øjeblik af overværelse var alt han gav det sorte løb i Ma’lakels pistol, for da oplystes det igen af ild og Ahngel måtte reagere!

Et lignende støn af smerte fulgte med det sekundære skud, men samtidig lød et højt sammenstød mellem metaller! Sølvkæden faldt med den anden klo, skudt itu og beklædt med blod fra Ahngels hænder og vinger! Og da kom sammenstødet mellem krop og bagerste alter! Træsplinter fløj fra det ødelagte bord og ornamenter som gamle lysestager og skrifter lod sig knække under vægten, som ravnehybriden havde pålagt dem! Ahngels ryg ramte først og bordet forfaldt omkring ham – Alt undtagen den støvede dug lod sig flænses, men den i stedet blev plettet af vampyrens tydelige og blodige indsmørelse. Vingernes omfang tog en god luns af omgivelserne med sig, smadrede alterets venstre ræling og medtvang det store billede af Maria ved krybben over sig, som faldt ned bag platformens forhøjning! Trods det hårde fald ville Ahngel være på sine ben igen inden han havde taget ordentligt af for faldet! Endnu en tilføjelse var blevet lagt til hans blødende punkter: Det bløde kød imellem høje pege- og tommelfinger var blevet revet af med kuglen da Ahngel havde bragt sølvlænkerne til deres endeligt foran den påsigtede vingeklo! Den beskadigede hånd var bragt til Ahngels læber imod de sydende, gennemført røde øjenæbler stirrede imod Ma’lakel i et sekund af smertefuld paralyse: Hans ben rystede truende om at give efter under ham, penetreret af splinter og stumper fra den ødelagte kirke omkring dem. Men han var ikke færdig! …. Ikke efter at have overværet Ma’lakels ild brede sig til hans egen mistro … Ikke efter Ma’lakel havde drænet ham til hans sidste reserver og ej heller efter han havde stækket hans vinger! Han var ikke færdig!

Han faldt bagud og endte op med at lænes imod væggen bag sig – Vingerne var faldet om hans sider, liggende som en stiv kappe over gulvet for at bevæge sig i krampelignende tics fra tid til anden. Tiden der da ville gå, var op til Ma’lakel. Blev han hvor han stod for en stund, ville vampyren ikke kunne bringe sig selv til det første skridt. Hans krop tillod det måske ikke? Tvivl ville der dog aldrig komme om Ahngels ønske om en ligesindet blodsudgørelse. I hans øjne brækkede han halsen på Ma’lakel igen og igen – Sprættede hans mave op med sine negle og bed hans bryst i stykker… Åd hans hjerte som Ma’lakel havde ædt Asmas. Så mange mord af samme person; Sådan en ubeskrivelig lyst til at bade Ma’lakel i sit eget forbandede blod! Ahngel stod blod der og stirrede imod dæmonen med øjne fulde af død og kroppen bevægende sig i små genkendelige smertemønstre. Han ville løfte vingerne bag sig – de smurte kunstfærdige, røde penselstrøg med sig over den råhvide væg og skabte den blodige tvilling til en sneengel, men bevægelsen hev i de åbne sår og de lagde sig igen, tæmmede af øjeblikket og opgivende inden han overhovedet havde rejst dem.

Ma’lakel strakte denne pinagtige tid som han lystede. Ahngel ville ikke, kunne ikke bevæge sig fra sin post før motivationen om det gyldne øjeblik ville komme sig. Ma’lakels første skridt eller bevægelse imod vampyren ville bringe vampyrens øjne skarpt imod gulvet foran Ma’lakel, som ville springes under, som var det lidende under et kæmpemæssigt overtryk! Murbrokker og sten, fremtvunget af et voldsomt ryk i Ahngels egen krop! Som hev usynlige reb i ham for hver kraftudførelse, som vampyren indlevede! Da ville vampyrens blodige håndflade rettes imod ham, ikke Ma’lakel han selv, men den vigtige brist i Ahngels forsvar: Hans pistol – ikke for at stoppe den næste kugle, men for at tage sit greb i tomrummet i det sorte løb, fylde det med sig selv og sprænge det til brændende metalstumper!

af **Malakel the Vanquished** Tirs 29 Okt 2013 - 19:00

Perfektion nåede aldrig at få anskaffet sig et værdigt ansigt, imens det uhellige blod bredte sig i de modtagelige blodkar. Det blev omdannet til en langvarig brændsel under Hefaistos ild og ville lade gløden blive til flammer. Flammer der ville vokse uendeligt! Hvor Lucifer følte sig svækket, havde Ma’lakel opnået en mental genfødsel; han tænkte knap nok da fingeren pressede sig imod aftrækkeren, lyden fra skuddet blev udkonkurreret af den trommen der forekom i hans puls. Han kunne for en gangs skyld mærke sit eget hjerte banke, sine egne øjne slå gnister og for nu befandt han sig udelukkende i nuet. Uvidende om konsekvenser og kvaler. Fremtid eller fortid. Tilværelsen blev til en komisk leg igen; han havde en følelse af lethed i kroppen; styrke så vel som udholdenhed – og det avlede et hovmod der ledte Ma’lakel ind i en vrang forestilling om at være uovervindelig. Han følte sig mildest talt henrykt og uhyggeligt ekstatisk opstemt af skadefro intentioner. Pludselig følte han det som var han faktisk levende og havde aldrig været det før nu. Endorfiner var masseproduceret fra indtagelsen af det vampyriske blod. Vanedannende lykkeligt. Et utopia som kun regelmæssige indtagerer af blodet fra døde engle kunne føle det. Og skønt Ma’lakel havde før følt det, var det aldrig i en sådan grad som dette.
Lucifers smerte var ligesom skuddet; lyde der var som blev de komponeret under vand. Efter at have forårsaget alfahannens fald, vendte Ma’lakel pistolen imod eget ansigt og betragtede den fraværende - betænksomt -men uden at miste et velplaceret smil over sine tynde læber. Næsten som var det første gang han holdt om våbnet – samme milde fascination lå i de grønne øjne. Blodet gjorde krav på sin pris: Ma’lakels tilbageværende forstand.

Nicor – det morbide lille kæledyr – var flygtet med liget af dets broder til loftets fjerneste gavl, hvor den med store gule øjne observerede den påvirkede opførsel fra dens herre, såvel som det komiske syn af den flaksende alfahan inden dennes fald til alteret, hvor monstrøse vinger erigerede maler penslen over det lærrede som var kirkens gulv. Så megen blod lå allerede spildt for den udøde engels fødder og nu blandede det sig med alle andre der havde lidt, på samme sted som han stod; på samme sted som den døde rødhårede brud havde hunget.
Dybt betaget af blodsugerens deformalitet, iagttog det lille kræ ham med den største interesse. Dens øjne vandrede fra den ene til den anden imens spændingen rasede under tavsheden, og et urværk født af regnens trommen, tikkede for hvert sekund tiden passerede.

De grønne øjne vendte sig fra pistolen. De rettede sig imod gulvet han stod på, væggene omkring ham og til sidst stoppede pupillen med at udvide og indsnævre sig i hidsige ryk, idet de fik et fokus; Lucifer. Det var næsten med en barnlig undren at Ma’lakel så imod sin allerkæreste ejendom. Det der var hans kunne han med lethed genkende. Hans øjne vandrede op af Lucifers krop med et vurderende udtryk i dem, inden hans tænder blev fremvist i et bæsteligt smil i form af et gulligt tandsæt. Han udstødte en lukket latter, der til trods for dets minimale hørbarhed hjemsøgte kirkens vægge og blev slynget rundt i dets tomrum. Galskab.

”Lucifer… Ahngel! ”, nærmest sang han med en melodiøs lyrik, men med en flirtende tone.

Mørke tanker – man kunne genkende det fra det øjeblik han sagde ordret – han led af en unævnlig sindssyge, der fik ham til at syntes som ville han elske med Lucifer men ligeledes ønskede at knække hver resterende knogle i dennes krop. Farligt men indbydende. Et hårrejsende signal; der med det samme viste at hybriden var under indflydelse af ikke bare sin egen skinssyge men også blodets vanvid.

Det første skridt blev taget og ville Ahngel gøre hvad han havde sat sig for fik han også stoppet jætten i at komme nærmere. Pistolen blev succesfuldt splintret og små stykker penetrerede huden i Ma’lakels hånd og efterlod blodige metal splintrer i kødet såvel som på gulvet foran ham. De grønne øjne havde været afskåret deres syn idet det skete. Ma’lakel havde dumt nok ikke givet slip fra sit håndvåben eller taget faren ved Lucifers uddrivelse af indre kræfter, seriøst. Eller måske blot ikke ænset at der fandtes en aktuel fare. Det efterlod ham med øjne der langsomt åbnede for at se imod kirkens gulv; tomt og intetsigende. Den skadet og blodige hånd lod dråber falde fra sig, og spilde over den grå altergang – men det kunne aldrig være nok til at betale den mængde tilbage som vampyren selv havde tabt. Det varede nogle øjeblikke før hans blik fæstnede sig over vampyren igen, ligeså tomme som de før havde forekommet – afventede – som ønskede han en forklaring. Imens mørket omkrænsede ham og lod hans blik afsløre med de gyldne reflektioner; som fakler i en labyrint. Som stod djævelen virkelig midt på altergangen i Gud's hus.

Men inden Ma’lakel's hånd var blevet penetreret af små metal kanyler, inden hans øjne havde lagt sig over Lucifer, ville vampyrens hoved begynde at dunke og der hvor det beskadigede øjenbryn engang havde været – kunne en betændt pulsering mærkes. En sanseforstyrrende migrene ville slå stærke rødder i vampyrens hjerne; og være konstant og gradvist svækkende. Vetis spyt havde fundet vej ind til alfa'en kød.

af **Ahngel** Ons 30 Okt 2013 - 0:19

Arme og ben føltes så umindeligt papirtynde og fingerspidser dirrede i ekstremer, som var de klar til at klikke sig fri fra de øvrige led og lade fingrene falde fra knoernes låse. Falde sammen og ende op som en bunke på det blodige kirkegulv – Sådan skreg hele Ahngels krop og forudsagde hans fald hver gang vampyren bevægede sig den mindste centimeter. Læberne var holdt adskilt og de hvide tænder stramt sammenbragte som endnu en instans sørgede for Ahngels åbenlyse og ufordellagtige situation: En smertende kerne i hans hoved, under huden ved det regenererede øjenbryn, som frembragtes en lille knude imellem kranie og overflade. Hans overmalede højre hånd søgte den ligeså blodige pande i forsøget på at kvase den form, som denne smerte selvfølgelig måtte påføre ham, men der var intet – Kun glatheden af hans eget ansigt og visheden om smertens oprindelse. Den satans imps bid havde ikke været uden efterladenskaber! Ahngels stikkende blik mistede fokus imens den blodige hånd førtes over hans ansigt, smørende blodigt inventar med sig, som udgjorde en tyk stribe krigsmaling over den højre side af det forhenværende så rene og gennemførte ansigt. Pupillerne fulgte bevægelsen af væggene omkring dem, så hvordan søjlerne begyndte at hælde til siden og hvordan regnen, som slap ind begyndte at miste sin originale retning. Men det var ikke omgivelserne, som forandredes, men rettere Ahngels syn, der langsomt mistede sit tag om virkeligheden - sløredes for øjnene af en sanseafhængig skabning. Og naturligt som ens syn ikke stemte overens med ens balanceevne, begyndte Ahngel selv at vippe imod siden, glide ud af sin stabile positur. Havde muren bag ham ikke været hans støtte havde hans fejlende orientation langsomt bragte ham i knæ. Lyde begyndte at forandre sig ligeså og pludselig smagte blodet i vampyrens mund af så meget anderledes.. Støv og jord… Aske fra brændt hår. En panik anderledes fra hans blodsudgørelse bragte vampyrens øjne strengt åbne og lidende under deres tålmodighed; Var han ved at blive skør? Tabe hovedet fuldkommen eller var det blot et lille væsens giftige bid, som havde frembragt sit skjold og sværd?
Ahngels overkrop sank og hovedet hang, langsomt og næsten autistisk rokkende frem og tilbage – sikkert i forhold til den overbelastede balance og vampyrens sanselige overskud. Alt tumlede og flød, fik Ahngel til at føle sig syg nok til at levere det sidste hjerteblod fra egne læber! Få, flående lyde kom skam også fra vampyrens strube, klar til at kaste alt op han bar på, men intet ville forlade hans mund. Han bed det i sig som den rullende bevægelse ville tage sit greb i hans krop. Vingerne bag ham faldt som en benet kappe, efterladende tykke tråde af blod og fjer efter sig på væggens overflade og gulv. Ahngels øjne rettedes op imod Ma’lakel lige inden han mærkede sine knæ møde det blodige kirkegulv, hvis røde farve han endnu supplerede til. Øjnene, som søgt Ma’lakel, søgte et sidste fragment af fornuft.. Af logik og spørgsmål. Svagheden havde taget vreden med sig i et øjebliks paralyse og tilbage var det paniske forsøg på at holde styr på fast på virkeligheden, som øjne og ører startede at miste taget med… Alt imens en enorm vægt faldt på hans kranie og truede det med dets ødelæggelse under sig. Han var ved at tabe.. Intet var mere klart ved situationen. Alene det faktum, at Ma’lakel stod imens Ahngel knælede – Trods i svaghed i stedet for underdanighed – tildelte dem roller så klare som farver normaltvis havde været for vampyren.
… Men iblandt denne synsforstyrring syntes hallucinationer at overtage styringen med de nye farver og vinkler. Mindre rød flød omkring dem. Langt mindre ødelæggelse og et andet lys ude fra, som stod månen et helt nyt sted på himlen. Ma’lakels omrids badet i det ligeså og mørket, som havde overtaget, betød ikke længere noget for et blågråt skær. Hans øjne faldt på hans egne hænder, som omsvøbtes i imaginære strømme af farve. Og skønt hænderne ikke lignede hans egne, bevægede de sig med hans knogler. Kvindehænder, fagre og blege.. Og som hans hoved faldt, bevægedes der ikke ravnetråde omkring ham som et spejlvendt, spiddet hegn, men i stedet røde bånd der nåede det blot halvt materielle gulv og gik i et dermed.

Udefra havde vampyren mistet sit fokus på Ma’lakels silhuet og hang med hele overkroppen som en desertør, der ventede på en blok at lægge hovedet på og et storsværd til at tage hans hals. Han stirrede på ikke-eksisterende røde lokker og fagre hænder imens en tredje hånd klemte om hans hjerte.

…Jeg har tabt, Asma. Har jeg ikke?

Ahngel ville ikke bevæge sig ud af sin position. Kun langsomt svajende fra side til side, som var han beruset over sin evne til at stå selv. Tog Ma’lakel sin tid ved at overvære ham, ville der være tydlige øjeblikke, hvor Ahngel havde villet falde til sin side, havde det ikke været for et sidste sekunds støtte på usikre hænder. De tunge vinger løftedes og faldt bag ham i deres fortsatte ønske om at blive ved… Hente mere energi. Vampyrens hånd ville dog søge fremad og vende håndfladen opad, som en tigger eller en eksotisk bedende.. Men han bad ikke og tiggede ej heller. Han søgte trods han ikke kunne navigere, men i kroge han kunne fange, ville blodpøle langsomt forme pile.. Linjer, som langsommeligt ville søge imod Ahngels knælende silhuet i det svage håb om at generobre noget af hans stjålne blod.

af **Malakel the Vanquished** Ons 30 Okt 2013 - 1:06

Hvad ser du? – spurgte gift grønne øjne fra mørket selv.
Billedet af den knælende vampyr var en hjerteknusende illustration over hvad der var foregået på denne nat; alt det der var gået tabt og ikke kunne vindes tilbage. Ikke bare de hjerter der for længst var blevet forladt i tjørnekrattene for at blive ædt af vildt, men også dem der endnu havde banket, endnu havde bosted i brystet på et til dels levende individ. ’Tildels’ skulle understreges, for man kunne ikke kalde dem levende, ingen af dem. Ma’lakel såvel som Lucifer var hinandens skygger. De kunne smelte sammen til et stykke for at skiltes og lade sig kaste i flere forskellige former og intensiteter, alt efter hvor lyset ramte på deres livstræ. Men de ville aldrig selv blive livs træet:
- for Lucifer havde denne skikkelse der kastede hans skygge fra sig været den rose der nu lå kvast på det blodige gulv – den helgen der var blevet korsfæstet for at rense egne synder og ikke andres.
For Ma’lakel havde hans livs træ visnet bort og var blevet til muld i barselssengens grundvold. Her havde han set træet dø, efterladende et enkelt frø som han ikke vidste hvordan han skulle plante.
Men pointen med dette er; de var begge skygger. Skygger kan ikke hjælpe andre skygger. Skygger kan ikke gavne andre skygger. De kan smelte sammen, blive større og stærkere – men en skygge, kan så let blive visket bort af lys. Forstyrret af bevægelser; den allermindste bevægelse og så mister skyggen form. Konstant i bevægelse, aldrig stillestående selvom den kan være rolig. Men de kan ikke forblive sammen, før eller siden flytter den ene skygge sig for langt fra den anden og kan være evigt tabt.
Lucifer, du er en skygge. Du som falder på knæ der hvor dit livs lys blev revet op med rødderne. Du tilhører natten selv. Men du tilhøre ikke Ma’lakel, for én skygge kan ikke eje en anden skygge.

Måske var det en anden formulering af samme åbenbaring der slog sig fast bag de grønne øjne – da han så Lucifer vakle til sin patetiske position. Hans ansigt var stadig henlagt i et væmmeligt triumferende smil, skønt Lucifer ikke syntes at kunne se ham. Ikke kunne høre ham. Men det var ikke nødvendigt. Nicor hvinede henrykt fra sin plads oppe fra kirkens gavl. Et lyn slog ned og frembragte et flimmer af lysglimt imod kirkens vægge. Ma’lakel tog det første skridt. Så det næste og det efter det. Han gik imod Lucifer med skridt der ikke varslede fare. Nicor greb sin broders hals og slæbte det slatne lig med sig ned fra sin plads for at komme tilbage til sin herre. For at se til at hans hengivenhed kunne blive tildelt den og ikke den faldne broder, der retfærdigt havde fortjent den. Vetis havde opgivet sit liv for at bide vampyren, i et håb om at kunne hjælpe sin herre. En loyalitet der gang på gang blev overset af deres kyniske ejer.
Ma’lakel ville stoppe foran Lucifer, se på denne med et studerende blik, før han rakte den blodige hånd op over ham og lod dråber falde ned i det sorte hår. Han så til imens de blodige slanger søgte vampyren og ventede; ventede til at blodet var så tæt på som det var muligt; alt imens hånede han alfahannen ved at lade ham dufte frisk blod fra nyåbne sår – men nægtede ham det. Og ganske som denne skulle til at genfange sin tabte livskilde, ville et hårdt slag i vampyrens baghoved søge at lukke de røde øjne i! Bevidstheden ville forhåbentligt forlade den smukke Lucifer helt og efterlade ham over det blodige gulv hvor Ma’lakel ville stå over ham med sine øjne rettet imod hans ansigt, i lyset af en enkelt månestråle der fik kæmpet sig vej forbi skyerne, igennem de knuste keramik ruder og videre over Ma’lakels følelsesløse ansigtstræk: der blev oplyst i et blegt skær og lod hans øjne brænde. Ganske som var der en hellig ånd der forbandt ham i det øjeblik, eller en måne gudinde der kastede hendes mørke blik over en bespotter af hendes kæreste ejendom.
Nicor ville ende ved Ma’lakels fod, kramme hovedet af sin broder imod sit bryst. Den ville da se fra vampyren og op på sin herre - stille lod den sine fingrer tromme på den afdøde broders isse - indtil dens øjne permanent lagde sig på det blege ansigt.

Kirken blev stille, kun regn var tilbage.

af **Ahngel** Ons 30 Okt 2013 - 14:35

Hvad var en vampyr uden sine sanser? Hvornår var mørke virkeligt mørkt i deres øjne? Ville der ikke altid være farver at skimte bag nattelivets tykke slør for dem, som var født og opvokset deri. Siden racens start havde de været afhængige og umindeligt sensitive når det kom til deres sanser, men skarpt lys og en kirkeklokkes rungen i øret havde intet imod den sanseforstyrring, som Ahngel led under. Vinkler smeltede sammen med deres former og tyngdekraften stemmede ikke overens med gulvenes hælden. Intet gav mening længere og Ahngels evne til at holde øjnene på Ma’lakels silhuet var taget fra ham. Han kunne knapt bevæge hovedet op før det ville hælde imod hans eget fald igen, så hvad gjorde han? Han indtog en position stabil som sten og fokuserede på det desorienterede blod, som søgte ham forvirret med løbende striber. Han kunne blot håbe at Ma’lakels ellers uønskede, legende tålmodighed holdt stik og gav Ahngel en mulighed for at genvinde styret i sin krop. Men op ad rygraden mærkede han klør af paranoia og irrationalitet: Hvad hvis han forblev blind på denne måde? Hvad hvis han aldrig ville genvinde sine klare hørelse? Et liv i det sande mørke var hvad enhver vampyr måtte frygte – Der hvor illusionen om lys og mørke ikke kunne findes og skygger ikke kunne indtages… Ens seng kunne ligesåvel være en solbeskinnet eng og man ville leve sit korte liv i et konstant, sårbart handikap.

Da slog et lyn ned igennem vampyrens krop og forsikrede ham om en endnu konstant sans for livet. Røde dufttråde faldt som maling omkring ham og uden meget tid til spørgsmål, konkluderede Ahngel hurtigt deres velsignede kilde. Det kvalte ham dog åndeligt at mærke den længe afviste tiltrækkelse til Ma’lakels fysiske vitæ. Hvor han dog lystede efter hans sprukne hud, selv uden hans eget korpus tømt. Røde, pupilløse øjne ville søge op i en modig udfordring til den manglende balance. Uden deres sigtekorn, ville man knapt kunne fornemme hvor Ahngels blik vendte hen, men lagde Ma’lakel øjnene på ham, ville det være tydeligt at hans egen svage silhuet var søgt. Stadigt bedende og søgende med sine hænder liggende på gulvet, strakte Ahngel halsen så godt han kunne og adskilte sine læber i håbet på at fange blodet som regn jaget med tungen. Dråberne, der ville ramme hans ansigt gled desværre spildt ned over hans hud og uden for hans nuværende, fysiske rækkevidde. En blev fanget i de sorte øjenvipper og genskabte sin sti ned over det røde øjenæble, uforstyrret af hverken blink eller rullende øjne. Det ville finde kanten til Ahngels nederste øjenlåg og gå i et dermed. Et langsomt, ufokuseret blink ville da guide den videre, som en blodig tåre. Ville Ahngel overhovedet have blod nok i kroppen til at græde på dette tidspunkt? Og hvem ville han græde for? Asma, hvis hævn ikke var blevet gennemført eller han selv, som havde mistet sig selv til hævngerrigheden?
…. Måske for Ma’lakel og tabet af den kærlighed vampyren havde følt for ham?

Inden de blodige tråde ville søge over gulvet og fange Ahngels fingerspidser, var Ahngels ansigt fordrejet i et brændende had. Hans tomme øjne lod hele verden stå i hans sigte, men mest af alt dæmonen, som havde ladt den optændes i flammer. Nok var det et had, men ligeså viljen og det uknækkede sind – en hån imod dæmonen, som havde formået at knække hans krop igennem et spil så beskidt at intet af den trommende regn ville være i stand til at skylle det væk.

”… Elendige ku-!”
Ahngels hadefulde sætning blev skåret midt over da et pludseligt slag medførende en eksplosiv og midlertidig smerte, hamredes imod vampyrens baghoved. Hans ord endte i et skarpt smertestøn, men det ville også være det sidste. Vampyren mistede styrken i den rygrad, som holdte ham oppe og faldt, ledt af slaget, til gulvet, hvor intet afbød det sekundære fysiske traume til hans hoved. Havde slaget ikke udført sin opgave, ville kontakten imellem Ahngels tinding og gulvet have klaret resten. Ligegyldigt hvad, forsvandt hans bevidsthed sammen med alt smerten i hans ansigt. Det kravlende blod, som han havde hidkaldt mistede sin krybende form igen og blev blot til en pøl af gammelt blod under vampyrens livsløse krop. Her blandede nyt blod fra hans hoved, men blot efter få øjeblikke af yderligere blodsudgørelse, ville det stoppe sig selv i sit sidste selvforsynende forsøg på at holde Ahngel fra den fatale grænse.

Tilbage lå der det endelige resultat af hvad en vampyr var uden sine sanser… Spiddet, drænet, brændt og livløs. De store sorte vinger lå unaturligt bukket over gulvet ved hans sider og det sorte hår lod sig male mørkerødt som det lå i eget hjerteblod. Der var ikke mere at hente.. Ikke flere hjertekvaler at tage fat om for Ma’lakel. For trods flugten fra kroppen havde været smertefuld, mærkede Ahngel intet – huskede intet og følte intet i hans ’hvilende’ tilstand… som et skud morfin der gjorde ham bekymringsfri og udgjorde et, desværre, kun midlertidigt tilholdssted for virkeligheden og det faktum at han ligesåvel kunne være død. Endeligt død..?

af **Malakel the Vanquished** Tors 31 Okt 2013 - 16:51

Kapitel II
Tid: 00:23
_

Der er mange måder at forlade verden på. Mange forskellige metoder til at slippe fra virkelighedens prøvelser og uendelige tests. Nogle måder er mere eller mindre harmløse og bliver den gjort fjendtlig, har den kun ét mål det kan skade: værten. Tit er der tale om en virkelighedsflugt fra sindet, i sindet. Men der hvor Lucifer blev taget hen, var i en virkelighed af rust og gløder.

En stribe af udvisket blod var blevet skrabet som med en slidt pensel, henover gulvet på den hjemsøgte kirke. Megen lidelse havde den set og endnu mere ville den få at se – uden tvivl var skyggerne ikke de eneste gæster der ville betræde dens blodige gulve. Og sådan skulle det være; Ma’lakel havde grebet om livet på den faldne necromancer og de livløse vinger ville stryge over gulvet imens han gik. De ville glide over lærredet som ført af bløde og kærlige hænder, og derved give det sidste bevis for at Ahngel nogensinde havde befundet sig derinde. For da de var nået verden udenfor deres bur, var regnen der til at skylle blodet fra de klistrede fjer og den slanke krop. Tøjet ville blive gennemblødt og fra Lucifers hænder og fødder, ville striber af vand løbe som små vandfald. Små dråber ville falde på hans ansigt fra Ma’lakels hagespids, for også han måtte drukne i regnvandets forsøg på at rense dem begge. Men der var for meget blod spildt allerede.

_

Tiden ville da gå, som tid nu engang gik. Hvor end lang tid Lucifer ville blive i sin søvn havde Ma’lakel ingen midler til at bedømme. Men da han vågnede, ville det være til lyden af en hvislen. Og det blev det første hans sanser ville kunne opfange.
Det var ikke som en slange eller et krybdyr, der klamrede sig til hans lemmer, men til lyden af vand der faldt imod et overophedet objekt og spjættede som det langsomt døde og blev gjort til damp. Trak han vejret ind var luften tør: tør og røvet sin behagelige fugtighed. Varmen klæbede sig til huden. Et normalt menneske ville finde temperaturen ulidelig og søge kulde. Den stille hvislen ville fortsætte i et mønster der mest af alt lød som en utæt vandhane der dråpede imod en varm kogeplade. Damp lagde sig som en tyk dug over den æggehvide hud og små dråber ville hænge i vampyrens lange øjenvipper. Vandperler ville ligeledes hænge i de sorte silke tråde der udgjorde den underskønne alfahan’s hårpragt. Han ville ligge på en seng af kasser og madrasser; en hjemmefabrikeret dobbeltseng uden tvivl. Nøgen, med et lagen under sig men intet til at binde over sig. Åbnede han øjnende ville det første der mødte ham være loftet: orange, rustne, metal rør prydet det der skulle have været et loft men som i virkeligheden bare var en tæt kombination af rør, tydeligt overophedet ved genkendelsen af den glohede rød-orange farve i metallets nuance. Lod han sit blik glide til væggene var de ligeså nøgne som han selv og uden personlighed: malet kalk hvide og krakeleret hidst og her. Indenunder kunne man se flere rør og det var et af disse rør der lækkede og havde en regelmæssig dråbe der faldt imod et andet rør der hang under det, hvor vandet med det samme hvæste idet det ramte dets aggressive modsætning og blev gjort til damp på stedet. Han ville kunne se små gitrer i siderne hvor luft fik adgang til rummet, men også små skyer af støv regn blev pustet ud derfra. Sikkert for at forhindre en fuldstændig dehydrering af kroppen. Til venstre side var der en tyk metal dør med en overflade der skinnede ved skæret fra den primitive loftlampe der hang ned fra imellem rørene.
Et par store gyldne øjne iagttog ham fra et af hjørnerne.

af **Ahngel** Tors 31 Okt 2013 - 22:24

Langt bort havde vampyrens sanser svævet rundt i et ellers lyksaligt og intetvidende mørke. De øjeblikke, hvor man efter skade eller sygdom havde mistet sig selv til en simpel sort drøm, dannedes der en liflig sky for et skadet sind: Et sted, hvor man glemte og blot befandt sig i sit eget drømmestadie… Men normaltvis drømmede vampyren ikke. Hans søvn var for uregelmæssig og de sorte kroge bag hans lukkede øjenlåg var ofte inficerede med rødøjede maddiker og deres barnelignende stemmer… Så dette var i sandhed et utopia midt i dystopien – En lille oase af fuldkommen problemløshed og tanketomhed. Dog.. For det hvilende sind var denne luksuriøse sindstilstand ligeså hurtigt gennembladret som enhver søvn med gode drømme. Det havde kun mærket som værende få minutter siden, at Ahngel havde kastet sin sidste forbandelse imod Ma’lakels forhadte ansigt! Tilbage lå forvirringen, som havde favntaget ham med det lille bæsts giftige bid og hans enorme mangel på sin vampyriske brændsel. Det var et velsignet held at vampyren overhovedet vågnede efter en sådan udtømning, da han med rette kunne konstateres som liggende på kanten af ”den Endelige Søvn” – Den sidste modstandsmekanisme for den tømte vampyr; En hig-tilstand hvor alle kroppens funktioner ville lukke ned for at spare på det sidste blod, kun levende i livløshed indtil nyt ville gives. Enten havde det været held, eller også var den sanseforstyrrende gift fra bæstets bid nok til at forvirre kroppens naturlige dagsorden.

Det første tegn på egen bevidsthed var den krybende smerte, som fulgte den overmandende svaghed. Hans hoved føltes ti gange tungere og husede endnu et aflangt, størknet sår fra hans ansigts kollision med kirkegulvet. Regenereringsfasen var som gået i stå for nu for overhovedet at have nok livskraft til vampyrens bevægelser. Dem var der endnu ingen af dog, men efter få minutters rastløse bevægelser i en næsten-vågen tilstand, åbnedes røde øjne og ufokuseret rullede imod loftet og mod siderne. Rummet var endnu omklamret af en mørk tåge for øjnene og først efter et stykke tid var gået med at vende og dreje hovedet og blikket, lod de glødsløse øjne finde en støttepille: De ulideligt varme rør, som lod dråber nærmest ætse fra dens overflade. Luften smagte som indersiden af en overophedet kølerhjelm og farver virkede så skarpe at han knapt kunne udholde sit – igen – frie syn. Det var de sidste øjeblikke Ahngel befandt sig i en himmelsk uvidenhed, for langsomt krøb hans tanker tilbage og lod ham huske hvad der havde været før da. Så meget blod spildt og så meget had udtrykt.. Men Ahngel havde jo tabt?
Vampyren satte sig op, men det var ikke den nemme bevægelse man var vant til. Hver en muskel skreg da de blev brugt og roden for de store, sorte ravnevinger føltes som om de ville slippe og frigøre sig fra benet. Lave klagestøn blev betalt for at sidde op og som han havde nået dette første mål, tryglede hver en nerve ham om at lægge sig ned igen. ”Urh…” Han synkede, men hans strube kunne knapt udføre bevægelsen af alene tørhed. En hånd førtes til hans ansigt og overlagde hans øjne og næse i mørke. Hvad var der sket? Hvor lang tid havde han været væk? Som han bøjede nakken opdagede han grunden til sit fald: En syrende smerte i baghovedet efter slaget, som havde bragt ham ned. Hans fingre søgte nakken og han brugte et minut på at forsikre sig om, at Ma’lakel ikke havde bragt hans nakkehvirvler i uorden. Hans hånd faldt derefter og først da blev rummet inspiceret af de matte, røde øjne, hvis overflader var endt umådeligt blanke. Sengen, rørene… En fabrik eller en undergrund med adgang til varmerør og vandrør? Ahngel havde oprigtigt ingen ide om sin location som tingene stod. Det kunne være alle steder.. For ham kunne han ligesåvel være langt væk fra Terre igen eller lige under Point Du Lac. Den frækhed eller overskud havde han dog ikke tiltænkt Ma’lakel.

Ma’lakel…?

Ahngels blik vendtes imod den solide metaldør med fragmenter af hævngerrighed ført over de ufokuserede øjne. Det var vel for optimistisk at håbe den var åben? Et flakkende blik faldt på vampyrens eget udseende – ned af sig selv og for nu ignorerende det faktum at Ma’lakel havde berøvet ham hans tøj imens han var bevidstløs. I stedet søgte vampyren sporene fra kampens udfald; Håns sår og skader. Da ville han tage lagenet fra den improviserede seng og bringe det omkring sine hofter som et midlertidigt stykke beklædning. Dernæst fulgte den langsommelige og smertefulde bevægelse op og på benene. Med et hæst håndedrag, Ahngel bragte sin ryg i opret position og bevægede sig imod døren med en hånd glidende over væggen som en mindre støtte. De sorte vinger lod sig slæbes bag ham som en fjerkappe lavet af en overmandet monsterravn. Den anden hånd ville skærme for lampens lys og desværre holde Ahngel fra at observere den anden eksistens i rummet. Tørhen i den stillestående luft og den kvælende varme gjorde det ej hellere let for vampyren at detektere vedkommendes lugt. Det var et alt for overvældende virvar af forskellige dufte. Ahngels slanke fingre ville da søge dørens håndtag og forsøge sig på at få døren op.

af **Malakel the Vanquished** Fre 1 Nov 2013 - 0:27

At Lucifer ikke så det lille kræ med de opspilede gyldne øjne, var ikke en vigtig bedrift i sig selv. Og havde han opsnappet det lille væsen, ville hans øjne hurtigt skulle følge den handling som det slanke dyr iværksatte da det pilede af sted, imod de nærmeste rør i væggen. Dets klør slog imod betonet med en nedtonet klang der var let at høre men hurtigt væk. For da det nåede den krakelerede væg, begav den sig op over den lodrette facade med samme snilde som en erfaren spindler, uden behov for kanter eller redskaber til at lade sig navigere over det ordinære murværk. Den forsvandt ind imellem rørerne med en slanges smidighed og atletik; skånet varmen fra de glohede rør. Det raslede forfærdeligt som det bevægede sig igennem væggen og videre op over loftet: hvor dets klør kunne høres kradse imod metallet, men ganske som dens færden afgav lyd ville samme foretage sig igen. Nicor var listet væk.

Døren var låst og varm i Lucifer’s håndflade, men ikke smertefuldt. Gulvet var ligeledes lunt at stå på men ikke ulideligt. Luften vat stadig tør g kvælende, men sekunderne ville gå og kun den regelmæssige drøppen fra det ødelagte rør, talte sekunderne der gik for en.

Da Lucifers hånd havde rørt væggen ville også den føles lun og fugtig, præcis som alt andet. Madrassen var dog ikke gjort helt fugtig og klam af klimaet, men syntes stadig tunget af den lette mangel på udluftning. Lugten var næsten ikke eksisterende; foruden en svag aroma af kælderrum, kunne man ikke finde nogle tegn der kunne indikere om man befandt sig under eller over jorden. Det kunne sagtens være et fabriks rum, ligeså vel som det kunne være et underjordisk rørsystem der sikkert havde været ment til at kunne administrer de mange vandrør der snoede sig under hvad end for by de befandt sig i.
Lagenet som Lucifer havde bundet om underlivet, klistrede sig efter kort tid til kroppen. Det forklarede en smule grunden til den vampyriske alfahans blottede krop; tøj var en ubehagelig ledsager i lige netop dette klima. Med mindre man selvfølgelig holdt af heden og bød kroppens forsøg på nedkøling velkommen.

Minutter ville passere hvor alt Lucifer havde, var hans eget - og de hvide vægges - selskab. Men så ville dør håndtaget vride sig om og lyden af en lås der blev slået fra, slutte sig til vampyrens korte ensomhed. Døren åbnede sig først med en miserabel knagen men afslørede på samme tid dets tykkelse. En 10 centimeter tyk titanium dør gik stille op og det første der så ind var det smalle hoved af den lille afskyelige skabning kaldet, Vetis. Et par blodrøde øjne stirrede hen på vampyren hvor end han ville befinde sig i rummet. Dens øjne syntes døde og fuldstændig livløse som var den stadig et lig; et animeret korpus. En da blinkede den – langsom – og med en klæbrig lyd fra et klistret øjeæble. Dets smalle mund bredte sig til et stort tandsmil, som var den pludselig umådeligt underholdt inden den satte sine spinkler hænder på døren og skubbede den op med stort besvær. Små klør kunne høres på gangen udenfor og Nicor kom kravlende tæt ned til jorden, som et væsel dyr der søger efter lyde under jorden. Den ankom ligesom Vetis havde fået døren nogenlunde åbnet. Her strakte den sig på alle fire som en årvågen kat med ørene rejst og vendt imod Lucifer med en stor årvågenhed. Et øjeblik gik, inden spidsen af en militær støvle kom til syne i dør åbningen. Nicor krymbede med det samme som en underdanig hund og skyndte sig afvejen for sin herre. Vetis kravlede op ad den dør han havde åbnet for at sætte sig på håndtaget og vikle sin takkede hale om den, med nedlagte øre og underdanigt kropssprog, samt øjne der havde sit fokus på den der kom frem i døren: den sol kyssede jætte.

Ma’lakel stod i dør åbningen ganske kort før han trådte ind. En hånd var placeret på den øverste dørkarm og han måtte bukke sig for ikke at slå hovedet imod den. Han tildelte ikke sine kæledyr et blik, skønt de tildelte ham alverdens opmærksomhed. Da han var kommet ind rettede han sig op og slap dørkarmen. De mørkegrønne øjne fæstnede sig følelsesforladt på den udsultede monark som kun et empatiløst væsen kunne formå det, imens at kropssproget ikke afslørede andet end en morders klarhed. Det skete dog at der var glimt af tanker bag det sociopatiske blik; vurderende, overvejende, afventende endog tøvende.
Han var iklædt et par uperfekte bukser af modstandsdygtigt materiale, de samme støvler og en ærmeløs overdel der holdt sig i den efterhånden traditionelle mørkegrå farve som ikke komplimenterede den mørke hud synderligt.
Skulle tavsheden bestå ville han da endelig lade sine læber separere og ord ville få liv ved deres fødsel over hans tunge og i hans strube. Den mørke, let hæse, stemme var i sig selv et hårrejsende varsel; men den indeholdt ingen synlig harm denne gang, til trods for at der heller ikke lå nogen oprigtighed i spørgsmålet. Det virkede iscenesat.

,, Hvordan har du det?”

af **Ahngel** Fre 1 Nov 2013 - 1:14

Låst… Og Ahngel havde knapt styrken til at tvinge den åben. Selv det lette tag i håndtaget fik Ahngels håndled til at beklage sig, som var det dobbelt så tyndt som det egentligt var. Vampyren trådte væk fra døren igen som den hakkende lyd af klør i rørene blev slynget ud i rummet. Han løftede hovedet for at følge lyden med øjnene, men som den snittede med lampens center, måtte han vie sit blik igen med en klagende mumlen. Hans pupiller snøredes sammen og pinte vampyrens hoved med det skarpe lys. En stille forbandelse blev lagt fra ham og inden længe søgte han væggenes forskellige sider for at finde løse stumper eller andre mulige punkter, hvor han kunne improvisere en udgang. Hvordan vidste han endnu ikke. Han havde ikke tiden til at vente på sin fangervogter, nu hvor et af Ma’lakels små bæster havde haft øjne på ham i… hvem ved hvor længe. Efter de få minutter var gået var der blevet gjort en uorden i de få ting Ahngel havde adgang til: Sengens dele var spredt for alle vinde for at udstå forskellige opgaver. Hvilke kunne man dog ikke se på deres tilfældige rod. En ting var sikkert – Noget var gået til opgaven om at slukke lampen på den eneste måde man kunne formå indefra… Og nu lå glasset fra pæren spredt over gulvet og det sidste tilbage af den skarpe lyskilde var en knitrende, lille blå tråd af elektricitet, som hakkede ud i pærens hængende rester. Det bragte en velsignet lettelse og tankerne flød en smule klarere i det nu mørkere rum. Det bragte den sanselige kølighed, som ikke kunne hentes fra det dampende rør og luften omkring dem. Det her… Det var selvfølgelige lige stedet man kunne forvente at finde Ma’lakel, var det ikke? Og det faktum bragte Ahngel til de samme kujonagtige svagheder, som var blevet fremvist ved deres kollision i kirken. Han kunne ikke engang bedømme hvornår det havde været? Var der gået dage eller timer? Ligegyldigt hvad ville kirken have været besøgt omkring den tid, siden det var sporingsanordningens sidste sendested. Hvilket syn der måtte vente dem og hvilken rapport Jean ville modtage. Ahngel løftede hovedet med et søgende blik imod det rørbelagte loft. Ville han kunne nå ham?

Tilbage sad Ahngel i det fjerneste hjørne af rummet – imod væggen og med blikket rettet imod den stillestående dør. I hans hånd havde han de største stykker af det ødelagte glas, trods det knapt ville udgøre en kompetent samling våben. Her ville han vendte til døren gik op.. Og hvad der mødte ham fik hans øjne til at spærres op i forvirring. Den lille skabning han havde vredet halsen om kom til syne, levende og vel – Hvis man kunne kalde opkomlingen det. Faktum var, at den ikke lå død på kirkegulvet længere med en brækket hals og det bragte Ahngels egen hukommelse til tvivl. Var det overhovedet hvad der var sket, eller var dette en helt anden skabning? Han var sikker – Så sikker på at han havde mærket knækket fra dens elastiske krop og set den miste muskelstyrke mens han endnu holdt den. Han havde kastet den for Ma’lakels fod i foragt og end ikke et blidt kast. Alt det ville være lige meget, for Vetis var ikke Ahngels mål denne gang. I stedet knejsede hans blik fra dyret og søgte mørket bag døren, hvor Ma’lakels skikkelse ville dukke op. En svag pumpe af adrenalin løb igennem hans hånd som den pressede let omkring glasfragmentet, men det gik for langsomt. Ma’lakel var i døråbningen, tydelig og levende – I bedste velgående vel sagtens.. og til takke for Ahngels ’gavmilde’ donation af kostbart blod. De røde øjnes udtryk strammedes i en svag, dog stræbende glød, ikke meget anderledes end det sidste blik han havde givet Ma’lakel. Man kunne nærmest forvente at han ville færdiggøre den sætning, som Ma’lakel havde taget fra ham. ’Elendige kujon!’ …

Ma’lakels stemme hjalp endelig alfahannen med sin originale plan og det første projektil var slynget af sted imod Ma’lakels hoved og trods vampyren var svag, var ethvert væsens desperate, sidste forsøg altid helhjertede. Der var dog mange grunde til, at Ahngel ikke ville ramme sit mål. Alene hans dundrende smerte i hovedet bragte en ellers sjælden fejlagtighed til hans instinktive sigtekorn. Det næste fragment fulgte dog hurtigt trop samt de to sidste! Hvordan han havde det?? Det var vidst meget åbenlyst!

af **Malakel the Vanquished** Fre 1 Nov 2013 - 2:38

En glød i de røde øjne og det var alt der skulle til; det eneste som Ma’lakel behøvede for at lave sin konklusion. Det glas der blev kastet i hans retning blev hurtigt observeret af Vetis. Kræet der havde placeret sig på dørhåndtaget og så ind i mørket, hvor vampyren havde vansiret rummet han havde lagt i. Kort fik det dets pupiller til at samle sig ind til en smal vertikal streg der næsten knap kunne ses, for den røde iris som voksede. Angst? Et kort øjeblik kunne man rent faktisk se at den afskyelige lille skabning led under en menneskelig føling og havde denne frygt rettet imod sin herres velbefindende.
Der blev kastet et dunkelt lys fra gangens lamper der hver især blinkede anstrengt. De var ved at dø ud; trykket truede med at knuse det glas der indrammede den blålige gnist af elektricitet i dets midte – men ikke endnu. For nu kastede det blot et mørkt orange skær imod jætten’s ryg. Imens at denne flyttede hovedet for at misse de værste glas projektiler. Det var kun muligt for ham at se det, netop på grund af det lys der kom fra gangen og de refleksioner der blev skabt i de større stykker glas Lucifer ’forsvarede’ sig med. De mindre stykker fik lov ramme og bore sig under den tykke hud, men uden en særlig stor chance for at gøre en bemærkelsesværdig skade.
Vetis lagde sine ører helt ned, så de fulgte det smalle ansigt og understregede de store røde øjne, der syntes malplaceret i dets lille kranie. Et vredt hvæs blev sendt i vampyrens retning, med blottede tænder og et arrigt kropssprog. Nicor stak hovedet frem fra dørens karm med ørene rejst og nysgerrige øjne rettet op imod Vetis og så Lucifer: tilsyneladende blev den tiltrukket af ”dramaet”.

Ma’lakel derimod, lod sig ikke mærke af Lucifer aggressive modstand og tog endnu et skridt ind i rummet. Hans øjne vendte sig imod nærmeste genstand, var det en kasse – et fragment af hvad der engang havde været en kasse – eller madrassen, havde ikke nogen indflydelse. Det ville få et velplaceret puf med foden i en betænksom handling, men uden dybere betydning i de mørke grønne øjne. Han stoppede som han ville stå i cirka midten af rummet og se op imod den ødelagte lampe.

,, Du har et valg, Lucifer.”, talte han i en fraværende tone.
,, Vi kan tale. Eller du kan sidde her. Alene.”

Han studerede elektricitetens sitren, næsten som var det en slægtning han prøvede at huske navnet på. Men hans blik endte sig tilbage på den rød øjede Mort de Sang: udtryksløst, passivt, afventende.

af **Ahngel** Fre 1 Nov 2013 - 3:13

Vampyren ignorerede de små skabninger for nu. Hans forundren over Vetis pludselige genliv var ikke længere hvad der opholdt hans tanker mest. I stedet stirrede han imod Ma’lakel med sydende, blanke øjne – Optegnet af åbenlys svaghed og hunger til trods for deres brændende ønske af at splitte Ma’lakels hud! Hans projektiler havde gjort minimal skade, men den mindste blodsudgørelse var tilfredsstillende i sig selv – Bare ikke nok. Aldrig nok. Som Ma’lakel trådte længere ind i rummet, ville vampyren bevæge sig ligeså alt efter hvilken vej der bragte ham længst væk fra dæmonen.. Og bevægelsen ville gøres siddende og imod væggen imens de sorte vinger genvandt en smule styrke og samledes let omkring ham i en beskyttende formation. De røde øjne søgte den døende lampe for en stund ligeså. Ikke just den hævn han havde tænkt sig, men det virkede til at være den ypperste destruktion han kunne udføre med manglende ressourcer. Vampyrens fugtige hænder trådte tilbage bag vampyrens løftede knæ, hvor det klæbende lagen gjorde sit forsøg på at vædes igennem. Dette ville dog tage sin tid, da vampyrens svedkirtler knapt blev påvirket af varmen. Det var nærmere den isnende fornemmelse af at stirre direkte på Ma’lakel igen… Alt det ufærdiggjorde arbejde… Alt hvad han havde tabt på grund af den satans dæmon; Asma… En hverdag uden pinsler og frygt og årene han havde gemt sig lige under hans næse.. Veltilfreds med sin manglende indblanding og hans afvisning af ansvaret. Og nu…? Hvad havde hans ofre givet ham som kompensation? Hvad var der tilbage at mæske sig i fra Ma’lakels berigelse i hans liv? Hjertekvaler og ødelagte triumfer. I Ma’lakels hoved havde det vel været bedre end at efterlade ingenting. Intet at huske ham for og intet at savne ham over.

Ma’lakels stemme bragte Ahngels pupiller sammen i en tilsnævret størrelse – Reagerende på hans ’diplomatiske’ valgmuligheder som var det direkte trusler… og som var han et omringet kattedyr strammedes hans ansigtsudtryk dermed og ødelagde illusionen om den perfekte, kølige balance i hans ansigt. Der var dog ikke meget tilbage af masken efter genmødet med Ma’lakel. Han og han alene havde i tilfælde som disse, været i stand til at flå den af med koben og knofedt for at komme ind til nerven og gnave liderligt i den.

”Giv mig mine ejendele og fri mig for dine ’valgmuligheder’…!” Hvæste han hæst, svarende Ma’lakel noget så klart i sine egne ord. En samtale med Ma’lakel var ikke luften han udåndede værd og mindst ligeså nyttesløs som Ahngels tidligere forsøg på at finde en udgang fra rummet. Men det var der endnu råd for, var der ikke? Døren kunne eksperimenteres med eller rørene. Der var muligheder nok! – Sådan overbeviste vampyren i hvert fald sig selv. Hvorvidt det var et faktum var stadig en uvished. Lagde Vetis ikke sit hæs på hylden endnu, ville vampyren promte besvare kræet som han havde besvaret Ma’lakel, dog på et niveau som det dyriske sind nemmere ville forstå: Han vendte ansigtet imod den, skød hovedet og skuldrende fremad og hvæste med udstrakte hugtænder!

af **Malakel the Vanquished** Fre 1 Nov 2013 - 4:07

Svaret var som allerede givet og alligevel påtog Ma’lakel sig den verbale sætning der alligevel ville fremgive Lucifer en mulighed for diplomati; men hans elskede genganger var ikke kendt for sin idioti, desværre. Han kunne kende tyve fra adel og skelne imellem bedrag og sandhed. Men havde Ma’lakel virkelig diplomati i sinde, hvorfor havde han så frarøvet Lucifer hvert enkelt objekt af tryghed? Hvad der egentligt foregik bag det dyriske blik var svært at svare på, men om ikke andet var Ma’lakel ikke bødlen i denne sammenhæng; men dommeren.

Hans blik var stædigt stadig liggende over Lucifers smukke krakelerede facade – ganske som det hvide rum han var placeret i. Blank og ren på overfladen, men skrallede man malingen af og pillede murbrokkerne ud kom man ind til det bagved: et overbelastet netværk. Sikke et intelligent symbolsk påfund, hele situationen var et mesterværk i sig selv. Henlagt i sin stadig fraværende sindstilstand observerede Ma’lakel som var han blot en passiv tilskuer i et stille publikum, og Lucifer var den som stod på scenen og fascinerede, tilfangetog og hypnotiserede de stirrende tilskuere. Han var et fiktivt påfund i sig selv. En teatralsk og fremavlet skønhed der ikke burde eksistere men alligevel gjorde det. Måske var det derfor at det var så svært at tage øjnende fra ham? Selv da de monstrøse tænder blev fremvist i et arrigt opgør med den aggressive gremlin på dør håndtaget. Vetis stoppede sin hvæsen og ophørte med at puste sig hidsigt op. Den rettede sig derimod op og gjorde sig så slank som det var den muligt, med dens umenneskelige øjne der stirrede på Lucifers.

En svag gestus af et asymmetrisk smil blev tvunget frem af den lille optræden imellem Vetis og monarken. En smule morskab – eller en måde at give udtryk for at et opgør med en så ubetydelig skabning i sandhed var et tegn på vampyrens fordærvelse. Førhen ville den morbide skabning knap kunne få den smukke alfahan til at lave så meget som en mine.

Ma’lakel lod sine hænder glide ned i lommerne imens han fortsat have blikket rettet imod Lucifer:
,, Mine valgmuligheder er alt du for. Tag dem. Eller lad være. Men tro ikke at jeg ikke ville lade dig dø her.” – han trak på øjenbrynene kort og iagttog Lucifer i et par sekunder inden han trak sig tilbage imod døren.

Han ville da vende ryggen til og søge tilbage til gangens lys:
,, Du kan jo begå selvmord, ligesom din elskede.”

af Sponsoreret inhold