Unwanted House Guest.

Med et suk rakte hun fjernbetjeningen frem imod Tv’et og trykkede ned på den røde knap i det ene af de øverste hjørner. Slukkede brat for skrigene fra aftenens film. Den havde ikke nået at fange hendes opmærksomhed. Ikke nok til at hun ville spilde sin tid på den i hvert fald. Fjernbetjeningen blev smidt forsigtigt hen på sofabordet, inden hun fik viklet sig selv ud af den lettere avancerede skrædderstilling, hun så fint havde sat sig i. Lige i det hun kom helt op at stå, blev hendes læber tvunget fra hinanden i et gab. Og hun førte hurtigt sin ene hånd op foran sin mund, som prøvede hun at stoppe gabet fra at komme længere ud i atmosfæren. Hun var helt udmattet. Det kunne man se på selv den måde hun på. Hvordan hun slæbte sig af sted hen over gulvet for at forlade den nu mørklagte stue. Huset var tomt. Som altid. Det havde været lidt tid siden hun ikke skulle sidde alene om aftenen. Ikke at hun ikke nød privatlivet, men stedet virkede bare ikke helt trygt nok for hende at være der endnu. Hun savnede vel sit gamle sted. Og hendes elskede badekar.

Hun strakte sine arme højt over sit hoved. Udstrakte sin ryg og kom med en svag tilfreds lyd, da det hele satte sig på plads igen. Hendes krop føltes tung. Klokken var vel også ved at blive mange. Og det så ud til hun snart kunne komme tilbage til skolen igen. Så dagsrytmen måtte jo indstilles igen. Hun stirrede imod sit eget spejlbillede. Klappede sig et par gange på sine kinder for at vågne lidt mere op. Hun lignede noget der var løgn med det pjuskede morgenhår, der havde siddet i en knold hele dagen. Sad i ujævne krøller omkring hendes blege ansigt med de abnormalt blå øjne. Og så var der stadig det lille langlange sår, der endnu sad hen over næseryggen. Stadig med mærker fra plastret. Og de små ar omkring hendes læber, var stadig der. Nemme at se. For hende. Hun vidste ikke med andre.
Kort efter tog hun sig endelig sammen til at træde væk fra vasken. Gav sig selv nok afstand til at kunne gøre sig selv klar det aftensbadet. Hun tog fat omkring den nederste del af den store T-shirt og tøvede ikke rigtig med at trække den op over hovedet. Bevægelserne blev dog en hel del dovne. Som magtede hun det virkelig ikke. Men samtidig gjorde lyden fra den tændte bruser, hende vågen nok til at træde ind under den.

Håndklædet blev strammet omkring hendes krop, og som hun endelig forlod badeværelset blev lyset skam også slukket. Alt i hele huset var slukket nu. Det var helt behageligt. Ingen lys, der kunne irritere hendes syn. Og hun var heldig nok til at kunne se mere eller mindre i mørket. Så med håndklædet som sin eneste påklædning så de mange blå mærker omkring hendes arme og ben, der dog var ved at forsvinde igen, blev fremvist, trak hun sig gennem huset. Endte selvfølgelig i køkkenet. Køleskabet fandt hun hurtigt. Lyste koldt op, da hun åbnede lågen og trak sojamælken ud. Fik hældt sit glas en smule op. Og så blev kartonen sat ind på sin plads igen. En fin rutine hun havde fået opbygget igennem årene.

Det hele var startet som en helt naturlig aften. En tur på værtshuset, og så hjem igen, til den kendte campingvogn. Men Julien havde ikke kunnet tage sig sammen, så han havde vandret rundt i de østlige dele af Di morga, hen til boligkvarteret, for mon ikke der var et midlertidigt forladt hus, der stod tomt fordi nogen skulle på ferie? Den kølige aftenluft friskede op på den elegant beklædte djævel, hvis eneste påklædning var en sort tanktop og et par jeans. Jovist var han et udskud, men når han gad var han mere eller mindre som alle andre.
Dog bar han altid sit lille fikse sæt til indbrud og andet sjov, i tilfælde af at noget skulle komme i hans retning. Og da så han det. Et fint hus, af en fin størrelse, i et fint kvarter. Lyset var slukket, og han så intet galt i at 'kigge forbi'. De raske skridt bar ham hen til det første vindue han så, hvilket var ind til hvad der lignede stuen. Han trak en kniv op ad lommen, satte den ind i sprækken imellem vinduesrude og karm, og kørte den hurtigt forbi, hvilket fik vinduet til at gå op med et let klik. "Julien, mon ami. Du kan stadig dine tricks." Han smilede for sig selv, og åbnede stille vinduet. Sæt nogle af naboerne så ham. Stille som vinden trådte han elegant indenfor på de bare tæer. Og så sig omkring. Der stod et fjernsyn, af let interesse. Men nok for bøvlet og tungt til at han ville medbringe det. Han kiggede sig fortsat omkring. Ledte huset igennem, indtil han hørte lyden af nogen der gik rundt i huset. Hans hjerte sprang et slag over. Sæt nogen så ham? Sæt de tilkaldte politiet? Han nægtede at miste sin frihed igen, så han gjorde det han så som den eneste løsning - At benytte sig af sine talenter. Han lettede fra jorden, og lagde sig fladt op af loftet. Med lidt held ville mørket skjule ham fra den for ham ubudne gæst.
Han skimtede en kvindelig skikkelse fra sin position, og holdt vejret. Hun var ikke særlig høj. Men udseende kan bedrage, og mon ikke tilfældet var således her?

Glasset blev roligt sat imod de tørre læber, og så hældte hun da ellers. Satte den frie hånd i siden, og lænede sig en smule tilbage. Tog store slurke. Igen og igen. Indtil glasset var tomt. Hvis man så bort fra den smule der stadig sad fast op ad kanterne. Skæget over hendes overlæbe, blev hurtigt slikket væk og derefter blot tørret væk med bagsiden af hendes hånd. Glasset blev sat fra sig, ved siden af køkkenvasken, og igen løb der et suk igennem struben. Endnu et tilfreds suk. Et smil havde endda formet sig. Der var intet som et koldt glas mælk, lige inden senge tid. Og så selvom det ikke var det samme som almindeligt mælk, havde hun uden tvivl vænnet sig til den lettere sødere smag.
Hun rettede roligt på håndklædet. Sikrede sig det ikke ville falde af. Trods hun var alene hjemme, ønskede hun stadig ikke at gå nøgen rundt i huset. Hun vidste der var mere end et kamera. Hvor, havde hun ingen anelse om mere. Med heldigvis var hendes barm stor nok til at kunne holde håndklædet bedre oppe, end hvis den ikke havde. I sin gang forbi køleskabet, sørgede hun ubevist at lukke døren helt. Blot for at sikre sig at den ikke ville begynde at bippe irriterende midt om natten, i det samme øjenblik hun endelig faldt i søvn. Endnu et gab blev skjul bag hendes ene hånd. Badet havde ikke ligefrem den mest opkvikkende effekt på hende, på dettetidspunkt. Men det var nok også bedst. Hun havde kun planer om at sove. Planer på meget kort tid blev kastet langt væk.
Autumn var nærmest ikke nået specielt langt ud af køkkenet, inden hun havde været dum nok til at kigge op. Hun vidste ikke helt hvorfor. Måske havde en lugt fået hendes opmærksomhed. Men hvad det end havde været, fik det hende til at rette de blå øjne direkte imod loftet. Godt nok havde hun ikke iført sig sine briller, og det var hele var sløret. Dog kunne hun sagtens se noget. Et omrids. Nok til at få hende til at stivne et øjeblik. Hvor efter et kortvarigt skrig lød fra hende. Hun bakkede med det samme bagud. Stoppede først da hun stødte ind i den nærmeste mur. Hun så endnu imod figuren. ”What the… Who the fuck are you?!” Selvom hun brugte et lettere groft sprog, kunne man stadig høre skrækken i hendes stemme. Og hvordan den rystede over forskrækkelsen.

Han fór ned fra loftet, bagud, væltede stort set alt der var bag ham, og ramte med et højt bump gulvet. Han kiggede på kvinden foran ham. Og han frøs nærmest. Det her var slet ikke planlagt. Han kunne enten satse på at hun var umådeligt dum, og sige at han var den gamle ejer, fortælle hende at han ikke vidste hvordan han var havnet der, eller fortælle sandheden. Og da Julien aldrig var meget for at blive afsløret i sine uærlige gerninger, dækkede han det ofte med flere løgne.
"Forgive me, chérie. I was just checkin' in on the place. Used to be my old place, y'know." Han håbede at løgnen holdt til, imens han langsomt rejste sig, for ikke at virke truende. Ingen pludselige bevægelser. Intet der kunne tolkes som en fjendtlig handling. Bortset fra det faktum, at han lige var brudt ind i hendes hus.
"I'm lookin' for a pendant that I forgot when I moved out. Have you seen such a thing, chérie?" Han holdt sig godt oven vande, uden at virke alt for sær. Mon dog at det da alligevel var, for hvem kommer og spørger efter vedhæng til halssmykker klokken halv tolv om aftenen? De færreste, ville de fleste sige. Han betragtede kvinden foran sig. Ikke særlig høj, dog af fin bygning i forhold til hendes størrelse. Mørket gjorde det svært at skelne detaljer, så dem måtte han udelade. Men der var nu noget bekendt over hende, på en måde han ikke kunne forklare. Bekendt som familiært, men dog ikke som en søster. Som en langt ude kusine eller fætter, man aldrig har set før.

”You’re just checking in on it! Are you kidding me?!” Det var vel tydeligt at høre, hun ikke ligefrem hoppede med på den. Det lød for falsk i hendes hoved. Alle faktaerne lå i uorden. Gjorde det nærmest fuldkommen urealistisk for at det nogensinde ville ske.”It’a almost 12 o’clock!” Man kunne vel egentlig godt gøre panikken i hendes stemme. Fik hende til at lyde en hel del mere ynkelig, som vidste hun ikke helt hvad hun skulle gøre. Hvilket hun i princippet faktisk ikke gjorde.
Hun greb hurtigt omkring lukningen på håndklædet med den venstre hånd. Sørgede for det ikke pludselig ville falde til gulvet. Stadig presset op ad væggen førte hun sin modsatte hånd helt ud. Lagde den imod væggen og bevægede sig så et par skridt hen ad den, til hun stødte ind i noget der føltes som en stikkontakt. Og med blikke stadig rettet imod denne tågede skikkelse i mørket, lykkede det hende at få tændt. Et klik lød og kort efter var lokalet de stod i oplyst af det sædvandlige gule lys. Hun blev nød til at misse med øjnene lidt, men hun fik skam også hurtigt ser imod hvad der vidste sig at være en ung mand i den anden ende.
”If you truly had any reasonable plans in this house why not use the door? Normal people do.” Hun var endelig ved at slappe lidt mere af. Hun stod i hvert fald ikke og råbte op mere. Dog var hendes skuldre anspændte og lå oppe omkring hendes ører. Og hendes ben var bestemt presset imod hinanden, mens tæerne krummede sig en smule. Og hun forholdt sig på afstand. Som var hun blevet glemt op i en krog. Hun kunne mærke hvordan at perler af vand sneg sig ned over hendes ansigt, fra de stadig fugtige hår. Og hun anstrengte sig virkelig om at kunne få et ordentligt udsyn til denne person. Men uden sine briller, syntes det at være svært.

"Do I look normal to you, chérie?" Han pegede på sine bare fødder, og den ellers meget sløsede påklædning. Og dér gik det op for ham. Selv hvis hun bare var et normalt menneske, ville det ikke røre ham. Så han lod sig lette fra gulvet, blot en ti centimeter, svævende. "Not normal at all, chére. Not normal at all." Hans franske accent skar tykt igennem det engelske. Nok var hans ordforråd stort, men han kunne lide lyden af sin egen stemme. Hans franske accent. Han var selvisk på det punkt, og lige nu, følte han at han havde mistet kontrollen over situationen. Så han satte sin lid til det der havde reddet ham utallige gange: Hans stemme. Hans list. Og hans charme.
"Would a normal person be able to float in the air, make things explode by a mere touch of his fingers, or live a thousand years?" Han smilede. Aldrig havde han været meget for at skjule sig fra menneskene. Og selv hvis hun ikke var, så gik det ham ikke meget på. Det her var knald eller fald. Ven eller fjende. eller måske bare neutralt.
Han fløj elegant hen foran pigen, med hovedet nedad. Rakte hånden frem. "Name's Julien. Trickster and proffesional catburglar. And you're the first one who's ever caught me. Your name may be what, chérie?"

Hun havde skam allerede fornemmet at han ikke blot var af den menneskelige race. Og det havde ikke været lige det punkt hun havde prøvet og få sendt det hele hen imod. Hun tog ikke blikket fra ham, som han ende med at komme nærmere. Svævede. Fik det til at føltes en smule ubehageligt. Det var altid mere betryggende hvis hun kunne se en persons kroplige bevægelse der opstod for hvert skridt. Dette virkede bare så bizart at hun ikke helt vidste hvad hun skulle gøre ved det. Selv kunne hun jo ikke flyve, til trods for at hun havde et par enorme vinger, der af og til fandt sin vej ud af hendes stakkels ryg. Dem holdt hun dog for det meste inde. Det gjorde altid allerhelveds ondt.
”Your clothing and your abilities are not the one who defines if you’re normal or not.” Automatisk trak hun sig lidt mere tilbage. Eller lidt længere end af muren. Hun kunne i princippet ikke rigtig komme tættere ind imod den. Og hun kunne faktisk ikke rigtig komme længere væk fra Julien, som denne mand påstod han hed. Tydeligvis vidste hun kropssprog om at han ikke skulle komme for tæt på. Hun følte sig ret fremvist. Ønskede lidt hun ikke have tændt lyset. Men sket var sket.
”Autumn..” fik hun endelig frem. Kort og godt. Det fortalte ham da hvad han ville vide. ”I’m Autumn.” sagde hun så alligevel lidt efter. Nogle havde svært ved at få det ind i hovedet, på grund af betydningen. ”And you don’t seem like a proffensionelle thief. Even tho you can fly around you’ve still placed your footprint.” Hun kastede et kort blik imod hans fødder og så så tilbage til hans ansigt. Med samme lettere skræmte udtryk. Selvfølgelig var hun nervøs. Hun stod og prøvede og belære en fremmed i ting der for hende kun virkede logiske. Hun sank tungt og pressede sine læber sammen et øjeblik. ”Socks don’t only kill more sound, but they have the same effect as gloves.” Hvorfor gav hun ham tips? Var det virkelig det bedste hun kunne komme med?

"Autumn..." Han smagte på navnet. Ikke helt galt. "Footprints are a distraction. A catburglar always leaves his mark of infamy. My kind of catburglar at least." Han smilede, lettere smørret. Som var han en tolv-årig dreng. "No one would think a thief would be stupid enough to just walk in with bare feet and ungloved hands. That's why I do it, chérie. Because they won't think of me as the first choice." Han talte roligt til hende. Og gik ud i køkkenet.
"Have you got any coffee? Tea, perhaps?" Han åbnede køleskabet, og fandt intet interessant. Åbnede fryseren. Heller ikke det store. Han tog et sæt tarotkort op ad lommen, og blandede dem grundigt. Tog nogle få udvalgte fra toppen, og lagde dem ud. Hans fingre gled hen af bordet på de nærmest plastic-agtige kort. Han sukkede skuffet, og smed dem tilbage i den fine æske, og ned i lommen.
En lille rutine han kørte engang imellem for at finde ting af interesse. For hvis djævle, engle og dæmoner fandtes, hvorfor så ikke skæbnen?
Igen fandt han vej hen til pigen igen. Begyndte at nærstudere hende. Han lagde mærke til at hun anstrengte øjnene. "Chérie, where's your glasses?"