Tantes Tusser, dine trusser.

Tid: 17:20
Vejr: Sydeuropas sol bager stadig
Sted: Tattooshoppen "Tantes Tusser" i en af gågadens sidegader.


Sofus' kollega, Serverin, som også blev kaldt for Chef, var i særligt godt humør denne dag, hvilket var en sjældenhed hos den næsten halvtredsårige varulv. Intet havde Chef fortalt, for Sofus kunne godt selv regne ud, hvad der var på færde. Det forholdt sig således, at Chef mødte en kvinde i den Nordspanske by, Pamplona, engang tilbage i 00'erne. Én ting førte til den anden og det endte ud med den skæbnesvanger følge, at kvinden, Martha, blev gravid med en datter, som efterhånden i en alder af 9 år har udviklet samme runde ansigt som sin far. På grund af adskillelsen af en landegrænse, havde Chef kun mulighed for at se Yasmin engang hver anden måned - det afhang selvfølgelig også af Marthas humør, ifølge Sofus var hun en rigtig led møgkusse, men da Chef elskede Yasmin, vedblev han kontakten.
    Møgkussen Martha havde ringet den forgangne uge med beskeden, at Yasmin i løbet af en nat havde revet sit værelse fuldkommen i stykker, da hun havde transformeret sig til sin genetisk overførte lycanform. Så nu var der altså en helvedes masse bøvl med den lille hvalp, for som møgkussen havde råbt i røret "Jeg gav for helvede ikke fødsel til en lille ækel køter". Martha var halv aspara, men 100 % møgkusse. Helt ind i knoglen, også selvom hun var fandens lækker.
"Men har du ikke en kunde i dag?" spurgte Sofus uden at flytte sin opmærksomhed fra lysbordet, hvor han sad og tegnede et kranium til en eller anden åndssvag gymnasieelev.
- "Jo."
"Jo?"
- "Jo," gentog Chef, hvilket fik Sofus til at dreje rundt på den flade læderstol.
"Ja. Jo. Ja, du har kraftedme en kunde," blev det endnu engang slået fast. "Og han skal bare aflyses, eller hvad?"
- "Du kan sagtens snuppe hende, det hele hænger på min tavle."
"Gu' gider jeg ej snuppe ham," knurrede Sofus og vendte tilbage til sit arbejde.
- "Du kan sagtens snuppe hende."
Sofus rynkede brynene og var stille i et kort øjeblik før han energisk vendte hovedet. "Det er en 'hende'?" Og før Chef nåede at svare, eksklamerede Sofus: "Hende snupper jeg. Smut du ud i lufthavnen og hent din hvalp. Hende snupper jeg." Og så rejste han sig op, rakte fuck til Chef, da han trådte ud af butikken, og forsvandt selv hen til Chefs bås, hvor skitserne til en hvis "P. Walker" hang på tavlen, som det var blevet fortalt.

Turen igennem gågaden var, som den normalt var. Visse folk stirrede. Visse folk stirrede ikke. Men sådan var det altid, næsten bare en ekstrem grad hos hende hver gang hun var ude at gå. Nu var det næsten stoppet med at berøre hende, når mændene stirrede, fordi hun var så van til det. Og hvis hun ikke ville have det til det, så skulle hun ændre sit udseende, hvilket hun ærligtalt ikke gad. Hun foretrak sine sorte store støvler. De sorte stramme bukser hun havde på. Og så elskede hun at rende rundt med det sorte korset, som stoppede lige under barmen, og den hvide skjorte indenunder, som knap nok i sig selv var en skjorte, men man kun kunne kalde det, fordi den faktisk blev båret under korsettet.
Hun drejede ned ad en sidegade og nød et kort øjeblik med ro, før hun fandt den eftertragtede butik: Tantes Tusser. Navnet virkede lidt banalt i hendes øjne, men manden hun havde snakket med havde virket erfaren, hvilket var noget af det mest praktiske. Hun gik langsomt ind i butikken i samme øjeblik, at en mand, som virkede rimelig bekendt smuttede ud af butikken i samme øjeblik. Det hele gik næsten så hurtigt, at hun knap nok nåede at se, hvem det var. Et kort øjeblik stod hun bare og stirrede efter manden, der hastede ned ad gaden, før hun smuttede længere ind i butikken og gik uden videre om imod båsen, hvor hun noget tid forinden havde siddet og snakket skitse med fyren, Chef, ved. Hun stoppede op, da hun så det brune hår og den anderledes kropsbygning manden ved båsen havde. Kort rynkede hun på brynene. ”Og hvorfor sidder du her? Jeg troede, at dette var Chefs bås?” Hun stod og så ned på manden ved båsen. ”Eller er det mig, der har taget fejl?”

Efter sin lange tid som varulv var Sofus blevet benådet en relativ god hørelse - relativt til mennesker i hvert fald. Han havde endda fået en tendens til at vrikke en anelse med ørerne, når en interessant lyd for gennem luftens medie og fik klokkerne til at ringe i den lille grå masse, der muligvis var fløjet ind i kraniet på Sofus ved en fejltagelse, men som han tillod sig at kalde hjernen alligevel.
Hans ører vrikkede derfor let op ad, da døren til butikken tydeligvis blev åbnet og lukket endnu engang siden Severin forlod ham. "Maybe you're just like my mother.... she never satisfied..." nynnede han lavmælt og lod Prince synge videre inde i hovedet, så han kunne koncentrere sig om de skridt, der bevægede sig dybere ind i butikken.
Da han fik øje på kvinden, som uden tvivl måtte være P. Walker, slog ansigtets furer sig op i et varmt smil. Smilerynkerne om øjnene blev løftet, smilehuller blev pludselig meget dybe og gennem dem forsøgte han omhyggeligt at presse så meget charme ud som muligt.
"Du må være P. Walker," sagde han efter at have ladet hende tale færdig. "Severin skal hente en hvalp, så du må nøjes med mig ..." mens han talte samlede han Severins 2013-kalender op fra skrivebordet. "... med mindre du selvfølgelig vil have en ny tid hos ham - den travle mand - om omtreeeent..." han bladrede lidt frem og tilbage og endte tilfældigvis i oktober. "2 måneder."
Han rejste sig op og stak hånden frem til tryk: "Hvad siger du så?" Og blinkede automatisk med venstre øje.

Hendes brune øjne studerede ham, da smilet tegnede sig på ham læber. Smilerynkerne og smilehullerne var næsten noget af et særsyn, men det gav ham en eller anden form for charme til denne mand. Et kort nik var det eneste, han fik, da han konstaterede hendes navn.
Hun lod ham snakke færdig og stod bare og kiggede roligt på ham. ”Om 2 måneder?” Et øjenbryn blev hævet, hvilket fik hendes ansigtshumør til noget mere spørgende og undrende. Et kort øjeblik tænkte hun, hvor hun næsten uden at registrerer det bare tog fat i hans hånd og trykkede den. ”Ok, men kun hvis du er lige så god” Begyndte hun ud. Hun slap hans hånd, trådte et skridt til tættere på hendes egen tegning, hvor hun langsomt lænede sig ned over bordet, satte en hånd i og brugte den anden hånd til at pege med.
”Altså… men jeg har tænkt lidt på det.” Hun førte fingeren langsomt hen over tribal tatoveringen, som hun havde fået tegnet til sig selv. ”Jeg vil gerne have den der krølle…” sagde hun og pegede ud på den højre side af tatoveringen, ”… den vil jeg gerne have bøjet lidt blidere, så den runder op omkring den anden streg, fremfor at så ud alene. Og… så har jeg tænkt på et lidt andet sted, at den skal være.” Hun rettede sig langsomt op igen, hvor hun førte sin ene hånd hen imod forsiden af den ene hofte under hendes korsage. Hendes blik hvilede på ham et kort øjeblik, før hun fortsatte uden han fik et ord indført. ”Men det regner jeg sådan set ikke, at det bliver noget problem.”
Hun studerede hans ansigt kort, før hun kom i tanke om, at hun ikke engang kendte denne mands navn. ”Hvem er du egentlig?” Hun hævede endnu engang det ene øjenbryn, ”og hvordan kan det være, at Severin ikke kunne have lagt min tid på et andet tidspunkt, når han vidste, at han skulle hente en hund?”

//Beklager ventetiden!//

Sofus lavede en diskret fistpump og smilte stort, da hun bukkede under til hans forslag. Hans første tanke var, at selvfølgelig var han bedre end Severin, men en venlig stemme i hans hoved afholdt ham fra at sige det. For rent faktisk var det ikke helt til vurdere, de var begge meget talentfulde på hver deres områder, Sofus ville aldrig selv kunne designe sådan en tribal, som kvinden bad om, og havde slet ingen interesse i at lære det. At tatovere den over på hendes skind ville dog ikke blive noget problem, de var heldigvis rimelig lige til, når man havde grundmodellen.
"Jaså?" spurgte Sofus indgående, da hun begyndte at forklare om sine ønsker til små ændringer i Severins originale tegning. Han holdt skitsen frem for sig og studerede den grundigt, mens hans hjerne forsøgte at illustrere mentalt, hvad hun mente. Han nikkede enigt med hende og betragtede skiftevis hendes ansigt og det sted, hun havde peget.
"Jeg er helt enig. Ingen problem, du! Så bliver den også lidt mere feminin, det fortjener du," medgav han let, men måtte trække ansigtet op i et bredt smil, da hun forklarede den nye ønskede placering.
"See, now we're talking! Vovet - men godt! Det kan jeg sgu lide..." lo han og trak ud i nogle af Severins skuffer. Han kunne lige så godt bruge hans blæk og udstyr, det var trods alt hans kunde, Sofus fik kun omkring tyve procent. Måske tredive, nu hvor han trods alt udførte nålearbejdet. Måske halvtres, hvis han ellers kunne få drukket Severin fuld nok og få ham overtalt.
"Mig? Tro det eller ej, men mit navn er Sofus. Jeg ejer stedet ... sammen med Severin," svarede han og gjorde sin strømforsyning klar. "Tag endelig plads." Han nikkede i retning af den sorte læderstol, der kunne justeres på alverdens måder for at få den rette vinkel.
"Ha!" lo han, da hun nævnte Severins hund. Hun kunne jo ikke vide bedre. "Ja det må du altså undskylde... Det var ikke helt planlagt, det skete lige i sidste øjeblik, normalt er vi lidt mere ..." han fiskede med håndbevægelser ud i luften efter det rette ord. "Disciplinerede."
Han tøvede kort inden han besluttede sig for, at han godt kunne fortælle hende om Yasmin. "Hvalpen - det er hans datter... Varulve - vi kalder vores børn for hvalpe," klukkede han og blinkede til hende over skulderen, inden han begav sig videre med at rode sort blæk frem og sortere de i små plastikbægre. "Det er ret sødt..."
Han vendte sig mod hende og betragtede hende med neutralt blik. Det var vigtigt at holde ansigtet under kontrol og tungen lige i munden, inden man fortalte sin kunde: "Du er nødt til at tage noget af det der af... hvis jeg altså skal have lidt skind at arbejde på - be om" Han blinkede endnu engang og manøvrede sine hænder ned i hver sin sorte latexhandske.