Skal Vi Lege Doktor? (Fortsættelse fra Bye-Bye)

Sted: I en meget gammel gal anstalt, nogle gode kælder etager under en oprindelige gal anstalt bygning i noget der ligner læge gemakker. Med gamle værk tøjer, og andre midler til at "lege doktor" med folk.

Tid: Ikke til at se, tids rummet er ikke til at fastsætte da der hverken er lys, dog et ur der ikke passer da det går baglæns og ikke forlæns.

Omgivelser: Mørkt udover en gammel lampe der giver et mørkt gulligt lys fra sig og flimre engang imellem.

_

Tik, tak, tik, tak, lyder det fra et ur nær der hvor den lille dæmon prins er blevet placeret. Selve lyden er det eneste der rigtig kan høres og derfor er dens tikken stærkt i øre faldende. Uret ser meget gammelt ud, som noget der har haft sin stjerne stund engang i 60'rne. Knægten der er blevet bortført af Hersker lærlingen, ville ligge på et koldt, og hårdt stål bord med hænder bundet til det holdt fast af nogle trykke straps. Hans beklædning, nøgen og en fin lille syning fra brystet til navlen. Hvad halv-dæmonen havde være i gang med i den tid hvor prinsen var bevidstløs er ikke til at vide, men på et bord ikke langt fra ham ligger blodige værktøjer, nogle fra læger andre, simple hverdags redskaber. Lige nu, er Ma'lakel ikke til at få øje på.

Hurtige vejrtrækninger kunne høres fra Bel, idet han langsomt var begyndt at vågne.
Hans hovede summede, hvilket fik ham til at lave en smertens grimasse idet, hans øjenlåg stille var begyndt at glide op.
Han skulle til at tage sig til hovedet men blev stoppet af et eller andet... Han så på sine hænder og fik et oprørsk udtryk i ansigtet.
Det her var bare perfekt!
Han lavede en hurtig bevægelse for at prøve at komme fri, men blev standset af en ulidelig smerte.
Han bed tænderne sammen og lukkede øjnene hårdt í. Hvor fanden var han henne!

En rumsteret ikke langt fra Belph kunne tydeligt høres efter at han havde bevæget sig i noget tid. Det var ikke til at se noget lige med det samme, men lyset fra den meget gamle lampe der ligesom uret lignede noget fra meget gammel tid, afslørede den store militær støvle som trådte ind i lyset ikke lang tid efter. Den store halv-dæmon kom til syne, uden pistol, jakke, eller sværd. Han stod i en T-shirt hvor ærmerne brutalt var blevet flået af og der var stadig blodpletter på selve trøjen: højst sandsynligt friske.(Hentydes til Belph's lille opskæring på maven). Han gik helt ind i lyset og så ned på den lyshårede dæmon. Han havde et alvorligt blik i øjne og hans ansigt var udtryksløst. I munden var en lille tandstik som han gumlede en lille smule på imens han tørrede hænderne i et blodigt håndklæde.

,, Nåe, så man er vågnet?"

Han vendte hurtigt ansigtet mod ham og betragtede ham gennem sit lange, lyse pandehår.
Han så ud som om han skulle til at råbe op, men istedet spurgte han, roligt og med sin ulækre, flabede stemme:

,,Hvad har du gjort ved mig?"

Han undlod at se på hans blodige trøje, i frygt for at komme til at gøre det hele værre.
Han havde en stærk fornæmmelse af at det var hans eget royale blod der var på den hvide trøje.
Ligeså undlod han at se ned af sig selv.

Han trak på skuldrene i en ligegyldig gestus. Den lille prins's tone leje så ikke ud til at støde halv dæmonen der lagde det halv blodige håndklæde fra sig og så over på den lille dæmon med stikkende, kolde øjne, der virkede alt for vredt og voldeligt i forhold til hans stille og rolige krops sprog.

,, Du kan jo spørge pænt."

// Sorry det blev kort skal hjem nu xD men svar så ser jeg om jeg kan svarer når jeg kommer hjem.

Bel bed irriteret tænderne sammen. Han fik den direkte tilbage i hovedet!
For fanden da også!
Han så igen op på halvdæmonen gennem sit lyse pandehår.
Det trak kort i hans mundvige og et flabet smil viste sig igen på hans smalle, royale læber.
Så sagde han, stille og med hans altid rolige og flabede stemme:

,,Hvad fanden har du gjort ved mig, dit møgdyr?"

Det lød da venligt nok...hvis han da havde brugt de rigtige ord!
Han lød nærmest som om han prøvede at forklare noget til et lille 2-årigt barn!

//Det okay xD//

Der kom et lille smil fra halv-dæmonen over den lille wannabe prins's ord. Smilet var overlegent og gysende selvsikkert, det var ikke svært at se hvilket enormt ego dette væsen havde gemt indeni sig til at skubbe hvad end han fik i hovedet væk. Hvor kunne det dog have været dejligt hvis bare han kunne dræbe den lille unge. Men han havde en bedre ide, de skulle jo lege lidt. Han rakte hånden imod værktøjet og fandt en halv rusten skalpel frem. Med et sygeligt blik i øjne som en ægte psykopat, lod han det yderste af den lille skalpel langsomt glide ned ved siden af den syning der var på prinses mave. En tynd blod stribe blev skabt i det skalpellen løb langs den smukke hvide hud dette væsen besad.

,, Vil du have mig til at skære dig op så du selv kan se det, huh?", en ond klukken slap fra ham.
Den onde klukken blev til den hår rejsende latter. Han jokede ikke! Det var klart for en hver! Lige nu, syntes intet at kunne stoppe ham i at udleve denne syge fantasi.

Bel spærrede kort øjnene op da han så "møgdæmonen" række ud efter skalpellen.
Han hev efter vejret da han kørte den ned langs syningen.
Det gjorde virkelig forbandet ondt!
Næsten værre end skudsåret, men den skarpe skalpel skar kun hans hud op, den flænsede ham ikke indvendigt som med skudet!

,,S-Stop!"
Lød det sammenbidt fra ham, da han var nød til at bide tænderne sammen igen for ikke at komme til at skrige.

//Nu er det min tur til at undskylde for det korte svar >__>//

// det er ok :D Og samme xD

Halv dæmonen fnøs i det den lille prins begyndte at bede ham om at stoppe. Han tog sin frie hånd og strøg det lange lyse pandehår væk fra dæmon ungens ansigt, imens han stille lod skalpellen løbe videre. Han bøjede sig ned til ham, ved hans øre: nussede stille blidt hans pandehår imens han hviskede:

,, Jae sådan, tig lille unge..."

Den røde stribe blev længere som han stille skabte små mønstre med skalpellen. Hvor ville det dog være vidunderligt at hører den lille "barske" dæmon knægt skrige. Tigge om at blive vidst nåde, åhh hvilken fryd, hvilen fryd!!

Bel lod sine næsten helt hvide, krystaldklare øjne løbe kort over halvdæmonen før han lukkede dem helt.
Svage gisp og støn hørtes fra ham, idet den vidunderlige duft af hans eget blod fyldte hans bihuler.
Hans eget royale blod, der blev delt med hans tvilling!

Med det samme kom det store, flabede grin tilbage på hans smalle læber og et lettere hysterisk grin fyldte rummet.
Helt lyst og skingert.
Som om han synes at det hele var én stor joke! Det var ikke til at sige hvad der var så åbenlyst morsomt at det fik ham til at grine på den måde.

Det kunne ses på halv-dæmonen at hans pervers og syge sind, blev tændt af den svage gispen og stønnen der kom fra den lille prinse unge. Han lod stadig skalpellen kører blidt over knægtens hvide hud imens han lænede sig over ham for at hører den søde lille pige stønnen og gispen fra dæmonen. Lækkert, vidunderligt! Men så slog dæmonen over i en hysterisk latter. Ma'lakel rynkede brynede et kort øjeblik og trak sig lidt væk men så deltog han i latteren. Lige så manisk og hysterisk som den ungen udførte så flot.
,, Sjovt ikke.. jaah rigtig sjovt!"
Blod! Blodet fløj fra alle vinde, i en sky af rødt som Ma'lakel hamrede skalpellen ned imod dæmonens mave, gennemborede den, og skar igennem forskellige sener og blodårer, tarme og andet. Hvis dæmonen havde det godt nok til at grine, havde han det ikke skidt nok.
,, See hvor sjovt vi har det?"
Hans fokus gik fra Belph's ansigt til hans mave, han skar et lille stykke af knægtens skin samt kød under det af med skalpellen: stadig indhyllet i den søde røde farve der kom fra dæmonens indmad. Han rejste hånden over sig, åbnede munden og tog skindet ind. Stille tyggede han det, og lukkede øjne i nydelse!

Bel løftede kort det af hans overkrop han nu kunne bevæge, idet halvdæmonen slog skalpellen ned i ham.
Han skreg ikke, latteren blev derimod højere og mere sindssyg af al smerten der løb igennem hans spinkle krop.
Da han igen rampe bordet han lå på, med baghovedet og halvdæmonen var holdt op med at skære i ham kunne hans tunge åndedrag nu høres. Blandet med de få grin han stadig havde i sig der mere lød som små gisp.

,,My heart won't stop beating!"
Hans høje, sindssyge, nu skingre stemme skar i luften, med det store flabede smil så smukt placeret på hans læber.
Han ignorerede smerten, gjorde den til noget godt, den var som stoffer for ham som han langsomt blev mere afhængig af!
Mere!
Han vil ha' mere!
Mere blod, mere smerte... Mere!!

Han løftede let øjenbrynet efter at have nydt smagen af det lille stykke kød som han havde stjålet fra den unge dæmons mave. Hans hjerte ville ikke stoppe med at slå;
*Hmm... spændende..?*
Ma'lakel fik en ide, og det kunne ses i hans undrende blik idet han så ned på Belph med en ny fascination. Stille lod han skalpallens nådesløse mønstre få en ende, og løfte den fra væsenets mave og pressede den i stedet imod dennes bryst, lavede et pænt lille snit, eller rettere stort snit, så man kunne de knoglen der sad foran hjertet indtil, blodet væltede ud i stride strømme, men det så ikke ud til at gå halv-dæmonen særlig meget på.

,, Really? Never stops?", et smil formede sig på hans læber imens han lagde skalpellen fra sig, og tog fat om noget andet, et redskab man normalt vis bruger til når man skal skære ting som træstammer over, en lille rundsav. Sød på sin egen skræmmende måde. Med et lille nik sagde han inden han startede den:
,, Lig stille.."

Så begyndte den! De savtakkede klinger løb rundt i høj fart og den sindssyge halv-dæmon sank sit "redskab" imod åbningen indtil Belphs, never dying heart!

Bel lagde hovedet tilbage, og fulgte umidbart halv-dæmonens ordre "lig stille". Han kunne intet mærke, lige nu. Det var som om hans krop var én stor klump ler der bare lå og ventede på at blive "leget" med. At blive formet.
Han lukkede øjnene og et suk undslap hans nu lukkede mund, han smilte dog stadig flabet!

,,You know... vi minder meget om hinanden, vi to."
Indrømmede han, med sit flabede smil, fastgjort til sine læber. Han vendte ansigtet mod halv-dæmonens, hvilket resulterede at hans blondte pandehår, som skjulte hans næsten hvide øjne, kom til syne. øjne, som hvis man fik et enkelt lille glimt af, ville kalde: "Eyes of an insane", uden at tøve.
Det var sjældent, de blev vist. Kun dem han synes om, fik lov til at se dem.
Smilet blev igen større, da lyden af den lille rundsav fyldte lokalet. Det her skulle da nok blive interessant...

//Crappy answer... -.-//