I don't wanna fight no more, Derek.

"Kom nu. Du har hørt mig spille - lad mig nu bare få en enkelt aften eller to. Stedet bliver fyldt på ingen tid." Lød det fra dæmonen, der utålmodigt trommede med fingrene på bordet i caféens baglokale. Stedets ejer - en midaldrende mand, med gråt hår og et kraftigt skæg - stod overfor ham, og rystede afvigende på hovedet, mens han rodede med en bunke regninger. Gang på gang fik Derek afslag... Og det begyndte virkelig at pisse ham af. Især fordi han havde set stedets ejer vippe med foden, da han for omkring en halv time siden, var troppet op på caféen, med en guitar på ryggen og et sangvalg der bestemt var mere stilfuldt, end det han normalt ville udvælge.

"Kontakt mig, okay?" Tilføjede han dernæst, og smækkede et forsøg på et proffesionelt visitkort - ned på bordet. Ejerens efterfølgende nik, virkede direkte afvisende. Han havde trods alt sagt fra start, at han ikke havde råd til at hyre en musiker - men Derek havde været stædig... Ja, som altid. Af netop samme grund, havde han endda haft mod på, at banke på bagdøren til caféen, frem for at anmode om en jobsamtale ved disken, eller over telefonen - som de fleste ´normale personer´ ville gøre.

Med guitaren solidt placeret i guitartasken på ryggen, med en rem over den ene skulder - gik Derek ind i caféen. Den blonde fyr bag disken gav ham et forundret blik, eftersom han knapt nok havde registreret dæmonens tilstedeværelse.

"Kan jeg få... -" Derek stoppede ved den fine disk, hvorved den unge mand stod og fumlede med en kaffekande. Der gik et par sekunder, hvor Derek stak hænderne i den åbne trenchcoat. Der lå kun få mønter: "Hvad er det billigste I servere?" Sort the... Ja, selvfølgelig.

"Fint..." Derek nikkede afmålt, og måtte blot huske sig selv på, at dette ikke just ville være stedet man skulle gå til hvis man skulle have noget stærkere. Og det kunne hans økonomi alligevel ikke klare. Han lod mønterne nå disken, og kløede sig kortvarigt ved hårgrænsen, mens han ventede på at få sin kop. Egentlig burde han sætte sig ned... Indtil videre havde han end ikke givet sig tid til, at kigge rundt i caféen. Det var sjældent at nogle et sted som dette, virkelig ville pirre til hans nysgerrighed alligevel.

Derek drejede end ikke hovedet, da kvinden stoppede op ved siden af ham ved disken. Måske fordi han absolut ikke forventede noget specielt, trods han kunne mærke det overnaturlige nærvær. Men sådan var det som regel i Di Morga, og han var stadig ved at vænne sig til det... Det vrimlede med overnaturlige og selv dét faktum begyndte at kede dæmonen med det mørke hår, og guitaren på ryggen.

"Det siger du ikke..." Kommenterede han dernæst, ved hendes kommentar om te. Nok en lidt mærkelig conversation-starter, men han studsede ikke meget over det. "Fimset..? Hvis ikke det var fordi jeg var dybt enig, så ville jeg nok gå hen og blive temmelig fornærmet." Der var en form for sarkastisk morskab i hans stemme, og snart tvang han sig selv til at dreje hovedet mod hvem-end-det-nu-var. I netop samme sekund, var koppen med sort te placeret foran ham, og der gik ikke mere end et splitsekund, før han havde væltet indholdet ud over disken.

"Shit." Bandede han, og begyndte at vifte med sin hånd der var blevet skoldet af væsken. Det var nu han skulle være taknemmelig for, at han ikke kunne brænde sig i samme grad som et menneske... Selvfølgelig troede den blonde café-arbejder, at det var hans skyld. For han begyndte straks at undskylde, og sige noget i stil med: Nu skal jeg. Kan jeg skaffe dig noget andet.
"Nej... nej - jeg ender bare med at vælte det næste du serverer.." Derek viftede afvegrene med den ene hånd, og placerede sine albuer på en tør plet af disken, hvorved han begyndte at gnide sin pande: "Jeg tror endelig jeg er ved at blive skør..." Mumlede han, mest til sig selv. Kvinden havde lignet - foruroligende meget - én han havde i sine minder. En der ikke var let at glemme, eftersom han havde kendt hende før, han for alvor begyndte at få huller i sin hukommelse på grund af stofferne og drukken... Nu hvor han var ædru og clean for en gangs skyld, skyldte han selvfølgelig skylden på disse faktum... Det var afvænningen der havde gjort ham skør. Hvad ellers kunne det være?

Da han hørte sit eget navn komme fra sin venstre side, måtte han synke en klump i halsen. Det krævede alligevel en del for ham, blot at lade de mørke øjne hvile på hende igen, da han mærkede hendes berøring under hans hage. Alligevel lod han det ske... Som om hendes blotte berøring mod hans hud, havde en form for magt over ham.
Det var så uvirkeligt at stå ansigt til ansigt med en person, han havde formodet ikke længere var til at finde på denne jord. Endnu mere uvirkeligt var det at se vedkommende i sin stadig unge skikkelse... Den skikkelse han huskede så godt for sin fortid, og som han på mange måder havde blottet sit hjerte for, men som han også havde behandlet som skidt i ny og næ. Jane havde altid stadfæstet sig mere i hans hukommelse end nogen anden kvinde. Måske var det fordi hans eneste egentlige forhold havde været bygget på de grundsten, som han - og Jane havde skabt sammen... De havde kendt hinanden ufattelig godt, og brudet havde været hårdt for Derek, der allerede dengang, var begyndt at hænge ud i de forkerte kredse, hvilket havde været fatalt for deres forhold.
Han måtte anstrenge sig for ikke at skælve en smule... Situationen kom så meget bag på ham, at den ellers hårdføre dæmon, knapt nok kunne få en lyd over sine læber, og knapt nok kunne dække over følelses-tumulten der begyndte at hærge i ham. Det var først, da Jane slap ham ganske brat, at han syntes at komme ud af sin milde ´trance´. Blot dét at møde hendes øjne, virkede som at træde gennem en portal til hans unge dage.

"Det her... Det kan ikke lade sig gøre." Derek trådte selv et skridt tilbage, så afstanden mellem dem blev større. Den blonde mand bag baren, så forundret mellem dem, men Derek værdigede ham ikke et blik. Han så blot på Jane med forargelse i blikket. Hvis ikke det var fordi han nærmest stadig kunne mærke hendes berøring mod sit ansigt, ville han have formodet at hun blot var et produkt af hans fantasi.
Noget lidt hårdere kom pludselig frem i hans blik; "Du har aldrig fortalt mig, at du var...-" Han stoppede midt i sin sætning. Han havde trods alt aldrig fortalt hende hvad hán var. Han havde altid vidst at han ikke var normal, men han havde ikke fortalt Jane om det mens de havde været sammen. Det var jo først et par år efter at han egentlig kunne sætte et ord på det.

Derek rystede på hovedet: "Jeg fatter ikke, at du lever."

Derek følte ikke, at han kunne bevæge sig i en stund. Det var sjældent at dæmonen mistede mælet i første omgang, men at selv hans fysik svigtede ham - det sagde en del om situationen... Det var mærkeligt at se hende stå dér, foran ham, et sted så normalt som dette. Dengang de havde kendt hinanden - ja, det havde været en helt anden tid. Årtierne var fløjet forbi i en rus for Derek, men alligevel havde han bemærket hvordan verdenen havde ændret sig stødt. Det forekom ham fuldstændig mærkvædigt, at Jane skulle være ligesom ham nu... Jane, som havde været så uskyldig, og som han vidste med sikkerhed - havde næret følelser for ham. Selvfølgelig havde det også gået den anden vej rundt, men Derek havde aldrig formået at komme med kærlighedserklæringer af dén kaliber, som burde finde sted i et ´rigtigt forhold´. Én gang havde han skrevet en sang til hende... Og det var den eneste måde, han havde ytret sine følelser mod hende med ord, frem for handlinger. Derek havde været ung dengang... Ung og naiv. Måske var der ikke meget der havde forandret sig ved ham. Jo, måske dét faktum, at han gennem så mange år, havde været på et sidespor, hvor han havde gjort mange ting, som var kyniske og egoistiske. Selvfølgelig havde han altid undskyldt sig med, at det var fordi han var dæmon... Men alle havde et valg.

Derek betragtede hende mens hun talte. Og jeg døde sådan set den aften, hvor jeg forlod dig. Ordene fik et tvivlende udtryk frem i dæmonens øjne. Et udtryk der mindede meget om det han havde været i besiddelse af dengang Jane var skredet fra ham. Ganske vist havde det vel været hans egen skyld, at hun havde taget det valg - men Derek havde altid bebrejdet hende og skubbet ansvaret væk fra sig selv... Sådan var det jo i alle situationer.
Hendes ord syntes derfor ikke at nå ham... Hendes fortrydende ord. Det var som om han forsøgte ikke at lade muren sænke sig i sit indre, og lade ordene påvirke ham - men det prikkede alligevel til ham... De gamle minder, og de gamle følelser. Han hadede dét faktum, at selv efter så lang tid - kunne han godt krakkelere en smule, når han stødte på mennesker fra sin fortid.

"Hvordan tror du, Jane?" Kom det fra ham, ved hendes spørgsmål. Hans stemme lød hårdere end først antaget, selvom han ikke talte højere end før.

"Jeg har mørkt blod i årene... Det har jeg altid haft. Jeg kunne bare ikke sætte en betegnelse på det, før et par år efter vores forhold endte." Forklarede han, hvorefter han - i et par sekunder - måtte tvinge de mørke øjne væk fra hende.
"Jeg har kun været i Di Morga i få måneder... Det er en ny begyndelse for mig." Igen rettede han blikket mod hende: "Jeg havde jo aldrig troet, at jeg skulle møde et spøgelse fra min fortid her." Der var vel noget... fornærmet i hans stemme. Som om han virkelig havde båret nag længe. I grunden havde han vel ikke skænket deres forhold mange tanker gennem de sidste år. Han havde haft for travlt med at drikke, gå i byen og tage stoffer i massevis...

"Kan vi...?" Han nikkede over mod bordet ved vinduet; "Det her kan komme til at tage lidt tid." Tilføjede han dernæst.

At stå så tæt på hende, forekom ham fuldstændig absurd. Det var virkelig som at træde ind i en tidslomme... Eller ind et sted, med et stort advarselsskilt på døren, som han havde placeret dér for mange år siden. Mest fordi han huskede hvordan det havde knust ham dengang... Det havde ført ham længere ud i en periode, hvorefter hans stofmisbrug blev mere ´stabilt´, selvom det ord, vel sjældent kunne betegne en sådan tilstand.
Han rystede på hovedet, og forsøgte at bryde øjenkontakten... Det var ham dog ikke muligt, af en eller anden årsag. Sikkert fordi han huskede hvordan han havde følt når hun kiggede på ham dengang. Med så megen følelse i blikket. Derek skubbede dog sig selv ud af sin lille tur ´down memory-lane´, før han afmålt nikkede, placerede guitartasken ved vinduet, og satte sig overfor hende ved bordet.

Så snart han havde placeret sig på stolen, lænede han ryggen så langt tilbage som han kunne. Nærmest for at indikere dén afstand der var mellem dem efter alle de år. Selv på trods af hvor draget hans fortidige jeg, stadig var af hende.
Da hun sagde hans navn, rettede han opmærksomheden mod hende. De ord der kom over hendes læber, gav næsten ikke mening for ham. Alligevel lyttede han, til hun brød øjenkontakten og så mod sine hænder... Der gik et par sekunder, før han selv sagde noget.
"Hold dog op..." Hans stemme var lavmælt, men nærmest afvisende. Som om det hun sagde bare var fup, og at hun ikke havde ret til at sige sådanne ting.
"Du kunne have opsøgt mig for længe siden, Jane." begyndte han. Det var vel også sandt, hvis man kun hørte sagen fra hans side. Selv hvis Jane ikke havde vidst at han var en dæmon, ville han have levet et menneskeligt liv i årevis efter hun havde forladt ham. "Men det havde du vel ikke mod til." Tilføjede han dernæst.

"Var det ikke mening, at du skulle forlade mig?" Han fnøs, og lagde armene over kors. "Hvad helvede var så meningen?" Han talte stadig dæmpet. Hovedsageligt fordi han ikke ville få folk til at sende flygtige blikke over mod dem.

"At du ikke er stoppet med at tænke på mig, betyder ingenting. Tanker og handlinger er vidt forskellige." Der var strejf af noget såret i hans stemme. Som om de var ved at åbne gamle sår, som han havde læget med alkohol og stoffer gennem tidernes løb.

Derek havde aldrig følt samvittighedsnag over den måde han havde behandlet hende på dengang. Jovist havde han haft sine gode øjeblikke, men i et forhold, måtte det vel være vigtigt at vise hinanden gensidig respekt. Derek havde næsten gjort udtryk for at elske stofferne, alkoholen og musikertilværelsen langt højere end han havde elsket hende... Alligevel bebrejdede han ikke sig selv. Det var egentlig sjældent at han nogensinde gjorde det. Det var jo så pokkers nemt for ham, at skrabe sine egne handlinger fra, og sætte ´ansvaret´ over mod en anden. Det var ikke en voksen ting at gøre... Det var vel en barnlig måde at leve livet på, men han var vel aldrig rigtig vokset op alligevel, selvom han havde levet i så mange år.

Hendes ord skrabede sig nærmest i ham. Som om noget i ham virkelig forsøgte, at få medlidenhed med hende. Hun havde vel aldrig bedt om en sådan tilværelse... Han var født med det, og havde mere kontrol. Alligevel herskede der stadig en mur i ham. Noget der forsøgte at få nogle af hendes følelsesfulde kommentarer, til at prelle af, som det rene ingenting. Det gjorde jo stadig ondt et sted. Noget der fremkom tydeligt, da Derek måtte bryde øjenkontakten og se nedad. Alle disse følelser der fremstod i Jane's ansigt og i hendes ord, gjorde virkelig ondt på ham. Alligevel lod han ikke sig selv åbne op for hendes sårbarhed lige nu. Han var selv.. forvirret. Han var ude imidlertidigt ude af sit misbrug, og han var ganske usikker på de tanker der gled gennem hans hoved, efter så mange års heftig druk og stofindtag. Noget mere humant havde stadfæstet sig i ham, og han forstod det ikke.. Han huskede det ikke.

"Vi er fremmede for hinanden nu, Jane." Han lød ikke vred, men strejf af afvisning lå alligevel i tonen på hans ord. Som om, der reelt var sandheden, og at det var for sent for dem, at gøre noget ved det nu.

"Du kender mig ikke længere. Jeg har forandret mig, og det har du tydeligvis også." Endelig tvang han sine brune øjne op for at møde hendes. Eller prøve at møde dem ihvertfald. Han rystede let på hovedet, og lagde armene, foldet mod bordet, så han sad lidt tættere på hende. Med den ene hånd, gav han sig - på en håbløs og rastløs måde - til at klø sin pande.

"Du siger det ikke havde mening for mig...-" Begyndte han dernæst. Han lød virkelig meget mere rolig og fattet end før; "- Jeg var langt ude, Jane. Det har jeg været længe. Selv hvis du ikke kunne se det, eller høre det fra mig, så har du gjort noget, der har haft betydning for mig."

Han førte nu hånden til bordpladen, og begyndte at skrabe lidt løst i denne; "Jeg bedte dig aldrig om at holde af mig, eller blive hos mig gennem... det hele. Men det betyder ikke, at jeg ikke satte pris på det dengang."