Land of confusion ~ Alexandre

Alexandre spottede hurtigt Jophiel i centeret, men valgte at gå bagom springvandet, for at observere den anden. Det var ham, ham som deres venner havde udvalgt. Ham de havde peget på, da de havde givet Alex udfordringen. På den ene side ville de hjælpe både Jophiel og Alex, men på den anden side var det en udfordring, som også kunne ødelægge meget.
Det var lang tid siden at Alex havde haft en reel relation til et andet væsen, der var mere end blot den overfladiske færden omkring de andre. De andre, som Alex ofte kaldte dem i sit stille sind, var en gruppe på 5 udover Alex og Jophiel. Der var to piger og tre drenge, hvoraf de to drenge var homoseksuelle. Pigerne var rapkæftede og sagde deres mening, drengene svarede igen og var så stærkt overbevist om, at de var seje. Hvorfor Alex hang ud med dem vidste han ikke. Hans ego passede vidst godt ind blandt alle dem, der mente de var seje. Gruppen holdt tit til i baren, hvor Alex arbejdede og det var nok derigennem at han havde mødt de 5.

Jophiel var ny og Alex havde kun mødt ham 2-3 gange, hvor de ikke havde udvekslet de større filosofiske tanker. Den anden var smuk. Alex bevægede sig som et rovdyr rundt om den anden, der lod til ikke at have set ham endnu. De mørke øjne iagttog det andet væsen alt imens han ventede. De to piger ved siden af Jophiel sad og spiste Jelly Beans, en ung kvinde sad et stykke væk og tyggede tyggegummi, alt imens hun så ud til at vente. En mand var stoppet op med en klapvogn og fiskede et barn ud, som syntes at være utilfreds med noget. En mor var stoppet op og så sig febrilsk omkring efter sit andet barn, der dog blot gemte sig bag en plante.
Der var mange mennesker i centeret, men alle andre end Jophiel blev blot en del af massen. Det neutrale væsen, der dog besad en skønhed uden lige. Det væsen der sad der, på kanten af springvandet og syntes en smule fortabt, det var det væsen som Alex nu skulle snige sig ind på.

Et rovdyrsagtigt smil bredte sig på Alex' læber, idet han begyndte at nærme sig den anden - men da han kom indenfor rækkevidde hvor chancen for at Jophiel ville opdage ham ændrede smilet sig. Det gik fra at ligne noget fra Animal Planet, til at være mere gavtyve-agtigt og charmerende. Alex besad selv en skønhed, som ikke var at finde mange steder. Dog var Jophiel det skønnere.
Alex havde mørkebrune øjne og kraftigt mørkt hår, de kraftige øjenbryn var med til at markere det slanke ansigt, med de smalle øjne og store læber. I dag havde han et par sorte jeans på med en vintage skjorte til, der var knappet helt op. Skjorten var meget mønstret og derfor var valget også faldet på en neutral mørkeblå butterfly, som matchede farverne på skjorten. Over skulderen havde han en gammel lædertaske, som havde været med ham gennem mange, mange år. På fødderne bar han et par simple læderstøvler, der gav et maskulint touch til hans outfit. Tøj og hår og alt derimellem var en ting, som Alex gik utroligt meget op i.

"Jophiel!" udbrød Alex, da han var godt tre meter fra den anden. Han bevægede sig helt hen til springvandet og gjorde honnør inden han satte sig ved siden af. "Har du ventet længe? Jeg beklager forsinkelsen, men du ved det går lidt langsomt med at komme ud af døren når man gerne vil se godt ud..." forklarede han med et glimt i øjet og grinede kort. Det var tydeligt at han ikke kendte den anden særligt godt, men nok gerne ville. Hans forsøg på at lave en icebreaker med noget tøj-snak måtte enten briste eller bære.

Den andens forundrede toneleje fik Alex til at smile. Han vidste ikke helt hvorfor, men det gjorde han altså. For tiden var hans humør noget underligt, men måske var det fordi der var så lidt afveksling i hverdagen. Før i tiden havde han altid brudt ud af sit faste mønster mindst en gang hver anden måned. Så var han taget på en rejse, en tur, gået på opdagelse og havde set noget nyt. Det havde altid været spændende og et eller andet sted indeni ham trak det. For han ville på eventyr igen. Måske med Jophiel?
"Ops, my bad - det var ikke helt meningen" svarede han og blinkede til den anden. De hvide tænder lyste op i et ikke så sjældent smil og tilførte hans ansigt noget mere tilnærmeligt og behageligt. Når han ikke smilede så kunne hans ansigtstræk godt antyde noget meget råt og ikke særligt venligt. Mange sagde at han så mut ud når han bare stirrede, uden at smile. Men Alex var sjældent mut.

At Jophiel betragtede ham; omend kun for en kort stund, var Alex godt klar over - men han havde rettet fokus mod sin taske hvor han stoppede sin striktrøje længere ned og rodede rundt. Der lå en læderindbundet notesbog, et smalt penalhus i brunt læder, en astma inhalator og et lille pilleglas. Det var intet alvorligt, men alligevel nødvendige til tider. Det skarpe øje ville måske spotte, at det var beroligende piller der hjalp folk til at sove. De var efterhånden det eneste der gjorde, at Alex fik bare nogle timers søvn uden at være plaget af mareridt.

Kommentaren om, at det havde været forsinkelsen værd fik Alex til at smile genert. Han var normalt ikke genert, han var oftest meget frembrusende og sagde altid sin mening - men lige nu var det hele lidt anderledes. It's all a game. Tanken fik ham til at ryste genertheden af sig og han lyste igen op i et stort smil. "Tak!"
En ung pige gik forbi dem, hun var iklædt et mini-skirt og en croptop, der ikke overlod meget til fantasiens verden. I et øjeblik lod Alex øjnene følge hende, alt imens han tænkte over hvor smagløst det var. Piger i for lidt tøj og fyrer der skiltede med deres homoseksualitet. Puha. Bag pigen kom en fyr, der rendte rundt med makeup, tyk makeup. Han havde et par tight hvide bukser på og en næsten strammere skjorte, der var knappet ned. Lige præcis de to typer, der frastødte Alex aller mest. De var dog stadig fascinerede. Men på den måde som seriemordere er fascinerende.

Alex vendte blikket mod Jophiel og lagde hovedet en anelse på skrå; "Hvad har du lyst til at lave?" spurgte han. Der var selvfølgelig ikke mange muligheder i centeret. De kunne kigge på tøj, elektronik, spise noget frokost eller måske gå i biografen..? Billetterne var vel udsolgt nu til de fleste film. Det ville i hvert fald give mening. Men det hele afhang lidt af Jophiel og hvad han havde lyst til.

Det kunne godt være, at Jophiel ikke havde nogen idé om hvad de skulle lave, men det havde Alex. Han rejste sig fra sin plads ved springvandet og tog den anden i hånden. "Kom!" sagde han begejstret. I baggrunden spillede Ellie Gouldings "Burn", en sang som Alex efterhånden var blevet ret glad for. Med den i baggrunden trak han den anden med ind i den nærmeste tøjbutik.
Med den ene hånd begyndte han at lede efter tøj, uden egentlig at tænke nærmere over hvordan det skulle se ud. I den anden hånd havde han stadig fat i Jophiel, som måtte være lidt forundret eller nysgerrig efter hvad planen var.

Alex slap Jophiel og fortsatte længere ind i tøjbutikken med en skjorte i hånden. Han kom tilbage lidt efter, imens han sang med på Ellie Gouldings fortryllende sang. Tøjet blev stukket i favnen på Jophiel og Alex blinkede til ham. "Prøverummet er nede bagi!" sagde han, inden han fortsatte videre i butikken. Det var en stor butik med flere forskellige mærker, så der var meget at vælge i mellem.
Alex' idé var, at de skulle prøve en masse tøj - eller det vil sige at Jophiel skulle prøve en masse tøj. Måske han kunne finde noget som ville klæde ham, måske noget han syntes var pænt? Eller måske bare en masse grimt tøj. Der lå også en genbrugsbutik længere nede, som de ville kunne bruge en time eller mere i.

Sangen skiftede til Calvin Harris' "I Need Your Love" og Alex gik nu på jagt efter tøj, som han selv kunne prøve. Ned af hylderne hev han en skjorte i mørkeblå med et mønster af dinosaur skeletter, et par sorte skinny jeans og en sort butterfly. Med det i hænderne forsvandt han ind i prøverummet ved siden af Jophiel og begyndte at smide sit tøj.
I et øjeblik stoppede han op, med sin trøje halvvejs over hovedet. Et svagt smil bredte sig på hans læber og han trak den det sidste stykke af. Med skjorten i hånden og bar overkrop stak han hovedet ind til Jophiel ved siden af. "Hvad siger du til det?" spurgte han nysgerrigt. Eftersom han ingen trøje havde på, så var tattoveringen ved hans kraveben tydelig. Teksten "Haters makes me famous" prydede hans ellers blege hud. De mørke øjne udforskede nysgerrigt Jophiels krop. Alex var helt upåvirket af at Jophiel måske stod i bar overkrop eller at han selv manglede noget til at dække sin torso.
Sangen skiftede igen og nu var det Macklemore med "Can't Hold Us". Et drilsk smil bredte sig på Alex' læber og han forsvandt ind i sit eget prøverum igen, for at skynde sig at trække skjorten over hovedet og tage butterflyen på. "Kommer du ud?" kaldte han, efter selv at være trådt udenfor prøverummet. Der stod et stort spejl til venstre for de to prøverum, som Alex nu spejlede sig i.

Alexandres mørke øjne kunne ikke overse de ar, som tegnede sig på Jophiels krop. De hvide streger, hvide som sne, der kun lige præcis var synlige på den blege hud. Han havde selv noget der lignede, men de sad på hans ryg. De sad der, hvor en engel ville have haft vinger. Men istedet var der to lange, hvide streger. I et kort øjeblik følte han, at han havde overtrådt en eller anden grænse og set noget, som Jophiel ikke ville have at han så. Men følelsen forsvandt lige så hurtigt som den var kommet og Alex' ansigt bar ikke præg af hvad han havde set eller hvad han havde tænkt.
Facaden var en ting som Alex havde øvet sig på i lang tid. Han havde brugt flere år på at øve sig i at kunne opretholde en troværdig facade. Det var sjældent nødvendigt, men det var en brugbar egenskab. Ligesom manipulation, som han også havde øvet sig i - dog gjorde han næsten aldrig brug af det. Men facaden var lige nu nødvendig, for der var dukket et problem op i Alex' liv.

De mørkeblå øjne forsøgte at fange Jophiels blik i spejlet. Ved hans ord lyste et svagt smil op på Alex' læber, men hans øjne talte en anden historie. En historie om smerte og ensomhed. Et enkelt smilehul dukkede op i venstre side og han lagde hovedet en anelse på skrå. "Det skal du ikke ønske dig.." hviskede han og i et kort øjeblik forsvandt smilet.
Der gik dog ikke mere end et enkelt sekund eller to før end at han var tilbage igen. Han begav sig på ny ud i butikken og fandt mere tøj. Denne gang var det dog langt mere formelt. Til sig selv havde han en skjorte i lyseblå, en ternet blazer og et par lys grønne bukser. Til Jophiel havde han en stribet t-shirt, en grå blazer og et par slimfit mørkeblå jeans. Med et skævt smil gav han Jophiel tøjet i hånden og blinkede til ham. "Skynd dig at skift!" opfordrede han og forsvandt selv ind bag forhænget til sit prøverum. Skjorten blev knappet op og taget af, hvorefter han stod et øjeblik og betragtede sig selv.

Alex lod en finger køre hen af et af de ar, der prydede hans overkrop. De sad primært ved maven og brystet. Der var ikke mange af dem og ingen af dem var særligt lange, dog stadig tydelige nok til at kunne blive set. Han havde ingen idé om hvor de stammede fra, for han havde haft dem i al den tid han kunne huske. De dannede ikke noget mønster og der syntes ikke at være nogen sammenhæng mellem deres placeringer. Det eneste han kunne gætte sig til var hvilken genstand der havde forsaget dem - en kniv. Men ville han ikke kunne huske sådan noget? Og hvornår skulle det være sket?
Tankestrømmen blev slået ud af hovedet og han fik hevet det andet tøj på. Bukserne blev smøget op, så man kunne se hans ankel og skjortens øverste knap stod åben.
"Vil du gerne føle dig som mig?" spurgte han pludseligt Jophiel, dog uden at gå ind til ham denne gang. Istedet stod han lænet op af den væg, der skilte dem ad. Han lod sin tinding hvile mod den tynde, hvide væg og så ned på bunken af sit eget tøj, der lå på stolen for hans fødder.

Hvad der var så slemt ved at være ham? Alex bed sig i underlæben og lukkede øjnene et kort øjeblik. Alt for mange ting, syntes han. Han havde levet i over 300 år, uden at vide hvorfor eller hvordan. Han havde set ting, oplevet ting og mærket ting, som var mere end hvad man kunne bede et menneske om at kunne holde til. Han havde oplevet den forfærdelige smerte der var ved at leve for evigt, men elske en, der kunne dø. Han havde oplevet følelsen af at skulle isolere sig selv, for ikke at forelske sig i noget, der alligevel aldrig ville holde. Han havde oplevet frygt, angst, ensomhed og vrede. Han havde oplevet følelsesløsheden og tomheden, som syntes at have varet for evigt. Han havde set folk dø, han havde set folk fra deres værste sider og selv nu, efter 300 år på jorden, syntes kun de dårlige ting at springe ham i øjnene. Han havde næsten ingen venner, et meget begrænset socialt liv, udover arbejdet på baren, og derudover havde han opdaget, at han ikke engang kendte sig selv godt nok til at vide, hvilket køn han var til.
Men til trods for alle de tanker og billeder der skød som en pil gennem hans sind, så svarede han ikke. Istedet trådte han ud fra omklædningsrummet og havde lagt al smerte og ensomhed på hylden. Han var jo sammen med en nu, ikke? Godt nok var der en bagtanke bag det hele, men han havde selskab og han havde det sjovt. "Kom ud, så jeg kan se tøjet på dig!" bad han, imens han studerede sit eget spejlbillede.

Alex selv lignede en, der var meget ældre end han egentlig var. Det var alt for formelt til ham, det fungerede slet ikke til hans personlighed og han var nu sjældent typen der klædte sig fint på. Nu havde han heller ikke mange muligheder for at skulle klæde sig fint på, men stadigvæk. De funklende blå øjne og perfekt plejede øjenbryn syntes at gå bedre til en mere casual stil, end den han udstrålede lige nu. Det tøj han havde på ville mest af alt gå godt til en whiskey og en cigar. Måske til et bryllup? Selvfølgelig ikke hans eget, men til en andens bryllup? Alex havde kun prøvet at være med til to bryllupper. Brudeparrets lykke havde været ufatteligt smuk, men tanken om at han aldrig selv ville opleve den lykke havde været for hårdt. At kunne iagttage sine venner, der blev gift og blev gamle sammen, uden at kunne være en del af deres liv. Bare holde sig på afstand og se dem gennem årerne.
Han havde flere gange måtte rejse fra sine venner og bekendte, da ingen af dem måtte vide, at han ikke blev ældre. At han aldrig ville aldres og aldrig dø. Så kunne han rejse rundet i verden, se og opleve ting for så at vænne tilbage til sine venner og bekendte - bortset fra at han nu ikke kendte dem længere. Og de havde børn eller var gamle. Han kunne deltage til sine tidligere venners begravelser.

Inden Jophiel trådte ud kastede Alex et blik mod det forhæng, der hang foran det andet prøverum. "Jeg er sikker på, at du ser fantastisk ud i det tøj" mumlede han, ikke helt sikker på om Jophiel ville kunne høre det eller ej. Det var vidst heller ikke meningen, men han mente hvad han sagde. Sådan var det vidst tit. Han sagde sin mening, bare ikke altid særligt højt.
"Vi skulle næsten tage videre, synes du ikke? Nu er der alligevel gået noget tid med det her.. Vi kunne finde en anden butik!" foreslog han, inden den anden overhovedet var kommet ud. Der skete virkelig mange ting i Alex' hoved lige nu. Tankerne fløj rundt. Men han kæmpede ihærdigt for at få dem ud af hovedet.

Alex kunne godt mærke, at hans humørsvingninger var forvirrende for Jophiel. De var også forvirrende for ham selv! Han forstod slet ikke hvad der foregik lige nu, men sådan havde det været et stykke tid. Måske var det drømmene, der påvirkede ham? Drømme om en barndom, han ikke kunne genkende. Drømme om en familie, et normalt liv og venner. Drømme om en, han elskede, men aldrig havde set før. Det var forvirrende.
Især når drømmen om en død, der virkede så bekendt og alligevel så fremmed. Et knivdrab i natten, en følelse af koldt stål mod sin hals og det varme blod, der flød. Alt var så rødt og koldt, selvom blodet var varmt. Han vågnede tit op, badet i sved, uden at vide hvem han var eller hvor han var det første minut. Hans kat var oftest det væsen, der kunne bringe ham tilbage til virkeligheden. Men der var heller ikke andre. Den kolde kattesnude mod hans arm eller hånd var nok, nok til at han kunne finde ud af hvor han var, hvem han var og hvad der var sket.

Jophiels undskyldning med at skjorten lød som en åbenlys løgn, men Alex gad ikke pointere det. Hvad var meningen med det hele, når de løj for hinanden? Eller ikke svarede hinanden? Det gav ikke mening jo, de ville ikke komme nogle steder på den her måde. Et beslutsomt træk gled over hans ansigt og han fik en idé.
"Ved du hvad? Det her fungerer ikke. Vi kan ikke fortsætte på den her måde..." startede han ud, imens han gik igang med at smide jakken og knappede skjorten op. "Hvad med at vi på skift stiller et spørgsmål til hinanden, som vi lover at svare ærligt på? Meningen er jo, at vi skal lære hinanden at kende - ikke rende rundt og bilde hinanden ting ind.." fortsatte han, hvorefter han gik ind i prøverummet, men uden at trække for. Skjorten blev hevet af og i et kort øjeblik ville de hvide ar på hans ryg være synlige, men kort efter blev de dækket af hans egen trøje. Bukserne skiftede han også, lynhurtigt, og med ryggen til Jophiel.

Da bukserne var lukket og han igen var iført sit eget tøj, svang han sin taske over skulderen. Et smil tegnede sig på hans læber og han tog fat i Jophiels hånd, for at løfte den op i en fin lille gestus. "Vi starter forfra - jeg hedder Alexandre, jeg er 23 år gammel og bor pt for mig selv med min kat.." introducerede han sig som og gav den andens hånd et let klem. Hans tommelfinger løb ganske kort, ganske let hen over Jophiels fingre, som et kærtegn. Men det gik så stærkt og var så let, at man kunne være i tvivl om hvorvidt det skete eller ej.
"Vil du gøre mig den ære at holde mig med selskab denne eftermiddag? Jeg vil love, højt og helligt, at besvare alle spørgsmål så sandfærdigt som det er mig muligt!" lovede han og lagde hovedet en anelse på skrå. Nu håbede han bare, at den anden ville være med til det.

Alex mærkede et kort sug i maven, da den anden valgte at gå med på hans idé - det skulle nu nok blive en spændende eftermiddag! De kunne vel finde en café og sidde ved, så de kunne forsyne sig med kaffe eller te, imens de snakkede. Der var vel meget at snakke om, for de var vidst begge to personer, der havde meget at gemme på. Det havde han i hvert fald. Måske en anelse for meget? Hm.
At Jophiel ikke nævnte sin alder bed Alex ikke så meget mærke i. Han var selv i tvivl om sin fysiske alder, men de fleste gættede på at han var omkring de 23 år. Det passede vel meget godt, men han havde nu været 23 i tre århundreder. Det kunne vel blive for meget af det gode? Det var det vidst også efterhånden, men det var også en fordel! Han kunne studerer for evigt og havde læst mange forskellige fag. Hvis man så på hans liste over universitetsuddannelser, så var den næsten uendeligt lang.

Ved den andens smil, voksede Alex' smil også. De hvide tænder tittede frem og en enkelt smilerynke i venstre side viste sig. Men det falmede dog igen, da Jophiel nævne, at han skyldte ham et svar. Det var rigtigt, det gjorde han. Et ærligt svar. Smilet var ikke helt væk, men det var nu ledsaget af et par øjne, der fortalte en tydelig historie om smerte. "Det gør jeg.. Og jeg har lovet et ærligt svar." svarede han og nikkede en enkelt gang. "Men ikke her, i midten af en tøjbutik." tilføjede han og rakte sin hånd ud mod den anden. Han bebrejdede ikke Jophiel for at kigge væk, for det var vel aldrig rart at skulle se smerte i en andens blik. Alex selv havde altid lyst til at tage al smerten fra personen, hvis han så det. Om det var fremmede eller nogen han kendte.
"Jeg kender en café hvor vi kan sætte os, så skal jeg nok svare på dit spørgsmål så godt jeg kan.." lovede han og ventede stadig på, at den anden ville tage hans hånd og følge med ham. Smilet var stadig ikke forsvundet, for han kunne ikke andet end at føle en snert af glæde ved tanken om, at Jophiel havde takket ja til hans tilbud og rent faktisk gad bruge en eftermiddag sammen med ham - en eftermiddag kun med sandheder.

"Jeg har aldrig fortalt det til nogen før.. Det er ikke noget rart svar." mumlede han og så kort ned på sine sko. Alex kunne ikke helt finde ud af, om han ikke havde haft nogen at fortælle det til eller om han bare ikke har haft lyst til at fortælle det til nogen. Og om de to ting ikke kom ud på et alligevel.

De tusind tanker fra før var efterhånden stilnet af, men der kørte stadig en del ideer rundt i hans hoved. Han havde mest af alt lyst til at gribe dem og smide dem væk, for de gjorde ingen gavn. Han blev blot forvirret og især over sit humør. Hvad følte han og hvorfor? Var det Jophiel der var anledning til hans skiftende humør eller hvad skete der? Han måtte ovenpå igen, genvinde sin selvsikkerhed og stadig være ærlig - det var en svær opgave. Alex var næsten altid utroligt selvsikker, men i få personers selskab kunne han tabe tråden fuldkommen.
Sidste gang det var sket havde det været mens han havde været i nærheden af sin daværende kæreste. Det var godt 60-70 år siden og forholdet havde været meget diskret. Manden havde været gift, men havde Alex ansat som sin assistent i en periode. Det havde været en af de personer, der havde taget pusten fuldkommen fra ham og kunne sno ham om sin lillefinger. Forholdet havde varet i godt to år, indtil konen havde fundet ud af det og Alex måtte rejse væk. Nu var manden død, for han havde været omkring de 30-35 da de havde været sammen.

Alex rakte hånden frem imod ham, og selvom Jophiel godt vidste, at det var fordi han skulle tage fat i den, gjorde han det alligevel ikke. Det føltes så… Unaturligt at gå hånd i hånd med Alex. Så… Forkert, på en måde. Det føltes nærmest som noget, der var forbudt, for det var normalt noget, der var forbeholdt kærestepar og ikke to hankønsvæsner, der knap nok kendte hinanden.
Han lod så godt han kunne at lade som om han ikke havde set den fremadrakte hånd. Han vidste dog ikke hvor han ellers skulle gøre af sine hænder, for pludselig følte han, at de hele tiden var i vejen. Han vred dem akavet og fulgte med Alex ud af butikken.

”Det lyder rart,” svarede han til det med cafeen. ”Jeg er også efterhånden blevet tørstig.”
Kaffe havde han ikke helt forstået konceptet bag endnu, for det var bittert og smagte ikke specielt godt, men te elskede han til gengæld, så han håbede, at det ikke var en eller anden kaffebar, Alex havde i tankerne.

Han stak sine hænder i lommerne og dristede sig til at kaste et blik på Alex, der stadig smilede på trods af, at han vidste, hvad der ventede forude. Et ikke særlig rart svar, ifølge ham selv.
”Måske hjælper det at tale om det? Det plejer som regel at føles, som om ens problemer bliver lettere, når man deler dem med andre,” opmuntrede han med et smil. Han ville selvfølgelig ikke tvinge Alex, men Gud, hvor var han nysgerrig…

Alex tog det ikke så tungt, at Jophiel ikke tog imod hans hånd. Det var vel også lidt akavet og underligt, men det afhang vel af øjnene der så. I hans øjne var det lige så normalt at tage et hankønsvæsen i hånden, som et hunkønsvæsen. Men det havde også noget at gøre med, at han endelig levede i en tid hvor der sjældent blev set skævt til det. Sådan havde det ikke været for bare 50 år siden. Men den anden havde næppe levet lige så længe som han selv, så det var jo klart at der var en forskel mellem dem.
Den andens foreslag om, at det nok hjalp fik ham til at trække yderligere på smilebåndet. Det ville måske hjælpe; hvis personen da ikke freakede ud over, at han havde levet i så mange år. Det var jo ikke ligefrem normalt at leve i over 300 år, uden at ældes det mindste.
"Who knows? Måske det vil hjælpe" svarede han og trak på skuldrene. Muligheden var der jo.

De nåede caféen, der lå skjult i det fjerneste hjørne af centeret. Det var som at træde ind i en anden verden; caféen var indrettet som en form for hule, hvor der hang tæpper på væggene. Bordene var lave, så man skulle sidde på puder på gulvet. Den primære lyskilde var de mange stearinlys og der duftede kraftigt af kanel og ingefær. Stedet var marokkansk og de serverede et uendeligt udvalg af te, samt spicy kaffe og kakao. Det var et hyggeligt sted, hvor man kunne sidde i fred og stemningen var utroligt behagelig.
Alex banede sig vej til et bord i hjørnet, hvor der næsten ingen andre var. Her satte han sig på den ene side af bordet og stillede tasken ved sin side. Telefon, nøgler og kortholder blev lagt på bordet, men telefonen blev slukket med det samme - en ting som Alex sjældent gjorde. Men for Jophiels skyld gik han gerne offline i et par timer.
"Så er det så nu jeg skal indvige dig i den skrækkelige hemmelighed, der gør at du ikke har lyst til at være mig" grinede han og rystede kort på hovedet, inden hans smil forsvandt. "Jeg har levet et liv, hvor der er blevet givet afkald på kærlighed, venner og stortset alt andet end overfladiske relationer. Ensomhed, kedsomhed og smerte har været keywords til mit liv i mange år.. Grunden til dette er desværre ikke noget jeg kan indvige dig i, men nu ved du hvorfor du ikke ville ønske dig at være mig - eller at jeg ikke vil have at du ønsker dig at være mig. Jeg ville ikke byde min værste fjende at leve det liv.." forklarede han, ufatteligt kort, taget den bagvedliggende historie i betragtning. Men historiens længde passede perfekt, for da han var færdig kom en tjener ud til dem.

En smuk, marokkansk kvinde på omkring de 20 stod foran dem. Hun havde store, mandelformede, brune øjne, fyldige læber og mørkt hår. Håret var flettet i en fletning, der hang ned af hendes skulder og hendes tøj lagde ikke ligefrem skjul på hendes enorme bryster. I et kort øjeblik væmmedes Alex ved synet, men fik så et smil frem. "Jeg skal bare have en ingefærslatte.. Hvad skal du have, Jophiel?" spurgte han og så over på den anden, for at undgå at kigge på kvinden.
Nu han tænkte over det, så var Jophiel utroligt køn at se på. Tiltrækkende, attraktiv. I hvert fald et meget kønnere syn end deres tjener.

Alexandre virkede ikke ligefrem til at dele Jophiels mening om, at tingene måske blev bedre af, at man talte om dem. Han trak på skuldrene og virkede lidt ligeglad, men – ligesom da den unge engel ikke tog Alexandres hånd – lod Jophiel sig ikke gå på af det. Han smilede blot til Alexandre, overbevist om, at han havde ret i sin mening.

Caféens indretning og atmosfære kom som noget af en overraskelse for Jophiel, der følte det, som om han var trådt ind i en portal til et andet land. Et land hvor alt var mere hyggeligt, nede på jorden og dæmpet; en tydelig kontras til centeret travlhed og strålende butiksudstillinger overalt.  
Han fulgte efter Alexandre som en hund i hælene på sin ejer, usikker på dette nye sted. Stedet var så særpræget, at han kun kunne forestille sig, at det var stamkunder, der han gud her, fordi de elskede den udenlandske stemning. Han havde det, som om de sendte blikke efter ham, som om han ikke rigtigt hørte til. Som om han var et sort får i en flok af hvidt uld.
Alexandre, derimod, virkede så afslappet. Han virkede også som typen, der passede lige ind i et sted som dette. Han var så spændende og eksotisk og anderledes i Jophiels øjne.

Han smilede skævt af Alexandres udtalelse, i tvivl om, om han skulle grine med eller ej. Han vidste jo ikke, hvor skrækkelig eller alvorlig denne hemmelighed var.
Han lyttede dog intenst til historien, der fik ham til langsomt at rynke mere og mere på brynene. Han sad længe i stilhed og tænkte over det, før han til sidst ganske alvorligt spurgte:
”Vil du også blive nødt til at gøre afkald på mig…?”
Hans stemme var dæmpet. Han havde ikke lyst til at give slip på Alex, selvom han knap nok kendte ham…

Han måtte tvinge et smil frem til tjeneren, men smilet forduftede, da han hørte Alexandres bestilling. Ingefærslatte? Hvad var det, for en mærkelig bryg?
Han rystede på hovedet. ”Har I… varm kakao?” spurgte han usikker. Det lignede ikke just et sted, der havde den slags på lager…

Alex måtte overveje hans spørgsmål. Normalt ville svaret være ja, selvom at han i dette tilfælde hældede aller mest mod et nej. Han ville ikke se Jophiel gå og aldrig vende tilbage. Det var alligevel hårdt nok. Men sandheden var vel, at han ikke vidste det? Et besynderligt træk gled over hans ansigt, som om han ville blinke en tåre væk men alligevel smilede han. "Jeg ved det ikke.. Måske" svarede han, men hans stemme var kun en hvisken. Måske det var frygten for, at hvis han sagde det højt, så ville det blive et sikkert nej der gjorde, at han ikke turde andet end at hviske?
Heldigvis, for Alex, var servitricen hans redning. Hun smilede og skriblede hans bestilling ned, for derefter at rette sin opmærksomhed mod Jophiel. "Kakao..? Jo! Jo, det kan vi godt fikse!" svarede hun og skrev videre på sin lille blok. "Med eller uden flødeskum?". Efter at have hørt Jophiels svar, forduftede den unge pige og lod dem være i fred igen.

"Det er.. underligt" mumlede han og lagde begge sine hænder fladt på bordet, imens hans øjne fulgte dem. Et skævt smil tegnede sig, en anelse usikkert, på hans læber. De blå øjne søgte op ad, efter Jophiels. "Jeg kender dig knap nok, men jeg føler alligevel at jeg har en eller anden.. forbindelse til dig.." forklarede han og lagde hovedet en anelse på skrå. Alex kunne ikke sige hvad det var, eller hvorfor. Men det var som om, at de havde kendt hinanden før.
Inden den anden kunne nå at svare kom servitricen tilbage. Hun placerede et højt glas med en lys brun væske i foran Alex og et lignende glas, bare med kakao foran Jophiel. På toppen af Alex' latte var der et mønster i mælkeskummet. Det forstillede et hjerte, efterfulgt af et blink fra deres tjenerinde. Hun trissede væk fra deres bord og fortsatte gennem en dør, ind til køkkenet.

"Så fortæl mig noget, noget du ikke har fortalt andre!" udfordrede Alex ham og rettede sig op i stolen. Han tog en tår af sin latte og ventede spændt på, om Jophiel ville tage imod hans udfordring. Det var en ting, som var utroligt grænseoverskridende for mange at skulle gøre, men det kunne være at den anden var modig.

Den andens umiddelbare svar fik Alex til at bide sig i læben, men han kunne ikke rigtig bebrejde den anden, at han ikke ligefrem havde noget han bare sådan lige ville fortælle til en fremmed. Det var i hvert fald hvad Alex gik ud fra; at Jophiel ikke brød sig om at være så ærlig og fortælle en af sine hemmeligheder. Men der gik ikke mange øjeblikke før end at Alex måtte tage det hele i sig igen, for den anden havde rent faktisk svaret på hans spørgsmål. Ærligt og uden egentlig tøven. Det overraskede ham. Det var et tegn på tillid, hvilket var en god ting!
Men Jophiels ord fik Alex til at ville gribe ud efter hans hænder, men inden han nåede så langt lod han dem falde ned og ligge på bordet. En rynke dukkede frem på hans pande. "Jeg tror ikke du vil ende alene.." indskød han, men hans stemme var ikke mere end en hvisken. Han kunne i hvert fald ikke forestille sig, at en som Jophiel ville ende alene. Alex kunne i hvert fald godt overtales til at bruge et årti på ham - og han kendte ham ikke engang særligt godt endnu!

Hans hænder blev liggende på bordet et øjeblik endnu, inden Alex trak dem til sig og lod dem fumle med hans glas. "Jeg gætter på det er min tur nu?" spurgte han, men ventede ikke rigtig på noget svar. Det var et retorisk spørgsmål. Han ville gerne dele noget, som han ikke havde fortalt andre. En af hans største frygter havde Jophiel lige sat ord på, så den kunne han ikke tage. Han måtte tænke sig om.
"Min fysiske alder er ikke den samme som min psykiske alder.." sagde han. Det var sandt, for hans krop var kun omkring 22 år, mens at hans psyke havde gennemlevet flere århundreder. Et skævt smil tegnede sig på hans læber og han lænede sig tilbage i stolen.
"Nu skal du spørge om noget!" opfordrede han og tog endnu en tår af sit glas. Indtil videre var det hyggeligt. Måske en smule for hyggeligt, for Alex var ved at glemme hele planen med at de sad her. For der var jo en plan, en idé bag det hele. En skjult dagsorden, som Jophiel ikke kendte til. Et væddemål, som Alex var gået med til, trods sin gode natur. De andre havde undret sig over om hvor vidt Jophiel var til mænd eller ej og nu var Alex sat på sagen til at undersøge det.