How to shop without money (Alexandre)

Tid x  14:36

Sted x Et supermarked i Sombre

Vejr x Selvom det er overskyet, er vejret alligevel lummert. Det er så varmt, at det bedst kan betale sig at blive hjemme ved sin aircondition. Det kunne godt tyde på, at et tordenvejr snart ville trække op, men det holder tørt endnu.

Resten står i emnet.

 
”Hvad mener du med, at der ikke er nok?”
Køen voksede og folk blev mere og mere utålmodige, efterhånden som tiden sneglede sig fremad. Normalt var det altid personen bag kassen, der satte farten på køen ned – enten fordi staklingen var nyansat, havde tømmermænd eller blot var ualmindeligt sløv til at udføre sit arbejde – men i dag var en undtagelse. Folk i køen stod og sendte lynende blikke til den unge fyr forrest i køen; nogle himlede opgivende med øjnene imens de tre kønne piger, der var nummer to efter ham, stod og fniste og hviskede til hinanden og gemte deres røde ansigter imod hinandens skuldre.
Og det var de unge piger i deres fulde ret til, for det var ikke hver dag, at en ung fyr toppede op i et supermarked kun iført sko og jeans med bar overkrop. Men hvordan skulle han vide bedre? Han vidste bare, at når det var varmt, så tog man sit tøj af for ikke at få hedeslag. Mindre tøj var lig med mindre varme.
Nu stod Salai, den unge fyr, med en helvedes masse småmønter i hænderne og så helt fortabt ud. Han var ved at dø af sult, men selvom han gav den unge pige bag kassen alle de mønter, han overhovedet havde i sine lommer, ville hun ikke lade ham købe den færdiglasagne, de fire æbler og den pose frosne flute, som han havde smækket op på båndet.
 
”Hør,” sagde pigen, hvis tålmodighed efterhånden var brugt op. Nu havde hun også holdt ud i tre minutter, hvilket var flot taget i betragtning af, at hun havde forsøgt at sætte Salai ind i, hvordan møntsystemet fungerede, mindst fem gange nu. ”Hvis ikke du træder ud af køen nu, så kalder jeg på vagterne. Folk bliver utålmodige, og du har tydeligvis ikke nok penge til at kunne betale for dine varer.”
Hendes lyse hår, der var sat op i en knold, hang i løse totter omkring hendes ansigt, hvilket tydede på, at hun havde lagt en hård arbejdsdag bag sig og havde endnu flere langtrukne timer at se frem til. Salai var derfor det, hun havde allermest brug for lige nu, men det forstod staklen ikke.
 
”Men jeg er sulten,” protesterede den tynde hybrid, der tydeligvis var underernæret. Hans knogler var nogle steder lidt for tydelige at skimte under den tatoverede hud.
”Så må du skaffe dig en hundehvalp og gå ud og tigge på gaden ligesom alle de andre hjemløse,” råbte en bred mand nede fra køens midte; han var helt tomatrød i hovedet og lignede en bombe, der var på nippet til at springe.
Salai vendte sig imod kassedamen. ”Hør nu…” begyndte han, men hun havde allerede løftet røret til telefonen bag kassen. I et forsøg på at få hende til at stoppe, rakte han frem og greb hende om håndledet. Adskillige i køen gispede og trak sig bagud, for dette lignede næsten optrinnet til noget, der kunne gå meget, meget galt, men for Salai var det bare et desperat forsøg på at få sin maves uendelige knurren til at stoppe...

Alexandre havde været nede i supermarkedet for at købe ind; der skulle købes mere frugt og flere grøntsager samt en liter mælk og en yoghurt med hindbær. Disse varer var ofte nogen, der ikke holdt alt for længe. Han kunne snildt spise en halv liter yoghurt på en enkelt dag; og så var bægeret tomt.
Det havde ikke taget ham lang tid at få fyldt kurven op og bevæget sig hen til køen, men hvad der foregik ved kassen havde han ikke været opmærksom på. Hans telefon vibrerede nærmest konstant, hvilket krævede hans fulde opmærksomhed da ens af hans venner havde rodet sig ud i noget lort. Hvordan skulle han dog kunne hjælpe ham ud af det?

Det var først da der gik et gisp gennem forsamlingen, at Alex kiggede op. Hvad skete der? Det tynde væsen foran ham forsøgte desperat at få betalt med sine mønter, men der var åbenbart ikke nok. Personen så meget underernæret ud og virkede ikke til at kunne forstå konceptet bag møntfoden. Det var ellers ikke så indviklet, de brugte euros i Di Morga, hvilket var en relativt velkendt møntfod.
Et enkelt blik på displayet fortalte Alex, at den andens indkøb blev godt og vel 5,75 euro. Det tog ham ikke lang tid før end at han fandt sin kortholder frem, fiskede sit MasterCard op og kørte det gennem maskinen.
"No worries, jeg betaler bare.." informerede han ekspedienten om, hvilket fik hendes opmærksomhed rettet mod ham. Den anden havde stadig fat i hendes håndled og hendes ansigtsudtryk var præget af frygt. Hvorfor? Den anden ville næppe kunne gøre hende noget, men okay. Det var vel en subjektiv sag.

Det tog lidt tid for hende at slå over til betaling på kort og derfor også noget tid før end at Alex kunne taste sin kode. I mellem tiden lod han en hånd løbe gennem sit mørke hår og så på den anden. Besynderligt væsen. Tatoveret, som ham selv, men alligevel noget fortabt som kom han fra en anden verden.
Beklædningen var også besynderlig. Alex selv havde et par shorts på i en lys blå, der gik til lige over knæet, hvor de var foldet op. Til dem havde han en sort t-shirt, med en lav v-udskæring og en lædertaske over skulderen. På fødderne bar han et par leopardmønstrede Vans, som efterhånden var hans yndlingssko. Men den anden havde kun sko og jeans på. Bar overkrop, hvilket medførte at ingen kunne ignorere den klare mangel på føde.

"Hey, nu hvor jeg har betalt din mad - må jeg så ikke byde på et måltid? Så kan du altid gemme det andet til senere.." tilbød han, nu henvendt mod den anden. Maskinen bad om hans kode og den blev hurtigt tastet ind, efterfulgt af et tryk på knappen "godkend". Ekspedienten fik kørt Alex' varer igennem og han betalte igen, stadig med fokus rettet mod den anden.
"Næste gang skulle du måske overveje at benytte et kort.. Eller købe ind efter hvor mange penge du har" foreslog han, dog med et glimt i øjet. Det var ingen kritik og den anden var stensikkert bare sulten, men det var aldrig en god idé at vælge varer for mere end man havde råd til.

Salai slap kassedamen lige så snart han så frygten i hendes øjne. Hvorfor kiggede hun sådan på ham? Og hvorfor flyttede folk sig fra ham, som om han var et farligt dyr? Han rynkede på brynene og så om muligt endnu mere fortabt ud end før, men hjælpen var ikke langt væk.
Telefonen ved pigens øre duttede, men før hun nåede at sige noget, trådte end mørkhåret fyr ind foran Salai. Pigen åndede lettet op, og både hendes suk og første halvdel af den fremmedes sætning blev afspillet i højtalerne, før der lød et klik, idet hun lagde røret på.
 
Den fremmede fandt et firkantet stykke plastisk frem, som han kørte igennem en maskine. Der var fuldstændig stille og det føltes som en evighed, at Salai stod og stirrede skiftevis fra manden til kortet til pigen bag kassen. Han forstod det ikke. Hvorfor ville hun godtage fyrens plastik bras, når hun ikke mente, at Salais mønter, der både skinnede i guld og sølv, ikke var gode nok? Det var et forvirrende sted, verden udenfor.
Den fremmede tilbød Salai et måltid, og hybriden tøvede ikke med at ryste på hovedet.
”Det har jeg altså ikke råd til… åbenbart,” svarede han. En ting havde han lært, og det var, at alting kostede penge. Han var blevet stoppet af folk på gaden, der havde stukket alt lige fra ure til mærkeligt legetøj i hænderne på ham og forlangt penge for det.
 
Den fremmede hjalp ikke ligefrem på hans forvirring, men nu havde han da i det mindste fået sin mad.
”Kort?” gentog han forvirret og kiggede på det firkantede stykke plastik, som den fremmede holdt i sin hånd. Det lignede et meget abstrakt maleri med bogstaver og små tal på, men Salai var aldrig før stødt på malerier, der var lavet på plastik. Han mindede sig selv om, at han måtte få tegnet sig sådan et kort. Hvad han dog slet ikke forstod var, hvordan kortet kunne betale for både hans mad og den anden mands varer. Måske var fyren tryllekunstner og havde magiske kort? Salai havde læst om korttricks i en magibog, han engang fandt, så det virkede ikke helt usandsynligt?


”Hvordan har du lavet det?” spurgte han og kiggede op på den fremmede. Han var køn, bemærkede Salai, men han lignede ikke rigtigt en tryllekunstner eller en troldmand, for han var hverken iført høj eller spids hat, og ej heller kappe eller jakkesæt.

Den andens forvirring fik Alex til at trække på smilebåndet. Det var som om nogen havde transporteret ham fra en mørk fortid for lang tid siden og så frem til nu. Han kunne selv huske hvordan han gennem flere årtier havde været vidne til den fortryllende udvikling der havde været. Først var der telefoner og radioer, biler og damplokomotiver. Senere kom der fjernsyn, først i sort/hvid og senere i farve. Der havde været transportable mobiltelefoner, der vejede flere kilo og nu idag havde man en lille trykfølsom klods, der kunne alt. De ellers obligatoriske besøg i banken var næsten erstattet af netbank og mønter var overflødige, for alle havde det lille plastikkort, som kunne rumme hele ens formue.

Rig var Alex ikke, men han tjente til mere end han havde brug for. Arbejdet på baren gav nogenlunde og hans liv stod primært på arbejde lige pt. Før havde han taget adskillelige uddannelser, men det var sjældent han skrev nogle af dem på sit CV. Det virkede unaturligt at han havde levet så længe, men han havde aldrig regnet ud hvorfor.

Hans svar fik Alex til at rynke brynene. "Jamen.. Jeg gir? Du behøves ikke betale mig med andet end dit selskab.. Det kan du vel godt overkomme? lokkede han og blinkede til ham. Sandheden var, at Alex ikke havde synderligt mange venner. Det var efterhånden et halvt år siden han var flyttet til Di Morga og han havde primært kun venner i baren, hvor han arbejdede. Hans "bedste" ven var meget flyvsk og man kunne aldrig regne med ham, så hvor meget venskab der var i det kunne diskuteres.
Det kunne godt blive lidt ensomt i længden at være ham, men ja. Han kunne ikke rigtig ændre sig og det var nogle gange svært for ham at lade folk komme tæt på. Dog var han altid glad for at hjælpe andre; især hvis han kunne se, at andre havde et behov for hjælp.

"Mit navn er Alex og jeg tilbyder dig en gratis middag, som jeg hjertens gerne tilbereder til dig. Det eneste du skal gøre er, at spise til du er mæt og gøre mig selskab.." fremlagde han, så det blev mere klart for den anden hvad hans intentioner var. For han virkede ærligt talt til at være utroligt forvirret.

Alex kunne godt se, at hans snak om kortet ikke ligefrem havde hjulpet. Hvordan skulle han forklare det?
"Altså, man har en konto i banken hvor ens penge står og så betaler man med dem gennem kortet." forsøgte han, men Alex var ikke sikker på hvor fyldestgørende hans forklaring var.
Ved spørgsmålet om hvordan han havde lavet det trak Alex på smilebåndet. Imens de havde snakket havde de langsomt bevæget sig væk fra rullebåndet og kassedamen, så de ikke gik yderligere i vejen for de andre kunder. Den brede mand fra før sendte dem et olmt blik og skulle vidst lige til at åbne munden, for at slynge noget i hovedet på den fremmede, men fik taget sig selv i det. Om det var Alex' tilstedeværelse eller noget andet der fik ham til at holde mund var uvist.
"Det er banken der har lavet kortet for mig.." forklarede han og fik ført den anden med sig ud af supermarkedet, efter at have pakket sine varer ned i sin taske.

"Skulle du med mig hjem og spise noget mad? Du ligner en der kunne bruge det.." sagde han, eftersom de nu stod udenfor. Alex havde mest af alt lyst til at tage den anden med sig hjem og tvangsfodre ham med mad, til han begyndte at se normalvægtig ud. Men det var måske lige offensivt nok.

Det var første gang, nogen ikke havde forlangt penge af ham. Den eneste betaling, manden krævede, var hans selskab. Salai bed sig i læben for ikke at sige noget forkert, for det her var måske den eneste chance han fik for at a) få et ordentligt måltid mad, der ikke var stivfrossen og uspiseligt, b) få en guide til, hvordan det magiske kort fungerede og c) vigtigst af alt, få en ven. Salai havde aldrig før haft venner, i hvert fald ikke nogen, han kunne røre ved og som andre kunne se. Han havde haft sin far, og det var det, men hans far havde altid haft travlt. Lige indtil han døde, naturligvis. Nu havde han sikkert fået fred i sindet. Det håbede Salai i hvert fald på, for hans fars skyld.
 
Der var kun to regler for middagen, som den fremmede – eller Alex, som hun præsenterede sig for - ville servere for Salai, og de virkede nogenlunde overskuelige: Han skulle spise, til han var mæt, og så skulle han holde den anden med selskab. Førstnævnte regel burde være nem nok at overholde, hvis Alex havde mad nok, men den anden regel var lidt mere tricky. Hvad nu, hvis Salais selskab ikke var godt nok?
 
Han rømmede sig, kiggede på Alex og sagde med alvor i stemmen:
”Mit navn er Salai de Carlo og jeg håber ikke, at jeg skuffer dig.”
Han bemærkede godt den tykke mand fra før, der nu gik forbi dem. Han sendte dem et surt blik, og Salai besvarede det ved at hvæse af ham som en vred kat. Om det var det, der fik lukket munden på manden, eller om det var Alex’ tilstedeværelse, vidste han ikke. Det vigtigste var, at tyksakken gik videre uden at sige noget. Salai bemærkede, at han havde store svedpletter på ryggen af sin i forvejen temmelig beskidte, hvide tanktop. Hvorfor tog han den dog ikke bare af, hvis han havde det så varmt? Salai havde det helt tilpas inde i det nedkølede supermarked nu, hvor han havde taget sin trøje af. Den lå sammen med alle hans andre ting i en stor sportstaske i et tomt lagerhus.
 
Banken. Endelig noget, som Salai kendte til. Men det med kortet havde han godt nok aldrig hørt om, selvom det nok var det smarteste, han længe var stødt på. Et kort, der kunne trylle penge ud af banken – hvor genialt var det lige?
Han lyste op i et smil, idet han fulgte med Alex længere og længere væk fra kassen indtil de til sidst endte udenfor.
”Tror du også banken vil lave et magisk kort til mig?” spurgte han.
 
Luften udenfor var varm, endnu varmere end indenfor, og Salai måtte kæmpe imod trangen til at tage sine bukser af. Så skulle han både bære på dem OG sine varer, og så ville han ikke have nogen hænder frie.
”Meget gerne," svarede han og smilede fortsat til Alex. Det var venligt, havde han lært.

Det lod til at den anden skulle tænke sig om, før end at han gav et endeligt svar. Der var et eller andet over ham, der gav Alex lyst til at passe på ham og beskytte ham, så han ikke var så udsat. Det kunne godt være, at Di Morga var fyldt op med alle former for tosser, men det betød ikke at tolerancen var særligt høj. De fleste ville blive udstødt eller set ned på, for ikke at snakke om den generelle accept af at de mange sammenstød mellem folk og "de andre".
Det var i hvert fald hvad Alex havde opfattet, primært gennem sin tid på baren. Det var ikke sjældent der var et slagsmål eller to, men hvis det var en af "de andre" der blev offeret, så var der ingen der trådte ind. Var det derimod en af de mere respektive borgere, så ville alle skride ind og forsøge at få det stoppet. Men sådan var det, survival of the fittest, Og hvis man spurgte Alex, så så det fremmede væsen overfor ham ikke ud til at høre til de stærkeste.

Salai.. de Carlo? Det var et pænt navn, men det passede nu også meget godt til hans kønne ansigt. For Salai havde et utroligt kønt ansigt med flotte træk, der dog var lidt svære at spotte med de manglende kilo. Kinderne virkede hule og kindbenene skød uhyggeligt tydeligt frem på ham.
Hans kommentar om at han ikke håbede, at han ville skuffe ham, fik Alex til at smile. Der skulle generelt meget til at skuffe ham og de fleste gange var det hans egen skyld, at han blev skuffet. "Jeg bliver kun skuffet hvis du ikke spiser op" drillede han og fulgte blikket hen mod den tykke mand. Salais hvæsen fik Alex til at hæve øjenbrynene. Det var ikke just det man ville betegne som en normal reaktion. Men nu var de fleste i Di Morga ikke lige frem normale. Alex havde efterhånden lært, at der var mange forskellige væsner i byen og disse var overnaturlige. Et eller andet sted måtte han have noget til fælles med dem, for han levede jo også i en evighed. Måske Salai var et eller andet katte-væsen? Der fandtes jo hundevæsner, som varulvene.

Manden gik og Salais opmærksomhed rettet sig mod kortet, som Alex lod en finger løbe langs kanten på. Det lille plastikkort havde et motiv af en kat, men det var bare en tilfældig kat. Hans egen lå derhjemme og sov mellem dyner og puder. Det havde været en fejl at han havde valgt et motiv med en kat, men der var sjældent nogen der lagde mærke til det. Navnet på kortet var Alexandre Fowlhead. men det var sjældent han brugte sit fulde fornavn. Det var ikke særligt pænt.
"De vil lave dig lige så mange kort du gider, så længe du har penge" svarede han og kunne ikke lade være med at finde det utroligt bedårende, at Salai troede kortet var magisk. Så naiv og forundret, det strålede ud af øjnene på ham. I et kort øjeblik slog det Alex, at det ville være så uhyggeligt nemt at udnytte den anden til sin egen fordel - men han fik hurtigt rystet tanken af sig. Hvorfor tænkte han sådan noget? Jesus...

Alex lagde sin frie arm om Salais skuldre og fik ham guidet i retning af sin lejlighed; "Det er denne vej." forklarede han og sammen gik de ned af gaden. Der gik ikke lang tid før end at de stod ude foran opgangen til hans lejlighed og han kørte nøglen gennem låsen, for derefter at holde døren for den anden. "Ladies first.." jokede han og ventede på, at den anden trådte inden for og lod så døren lukke bag dem.
Det var lejligheden til højre, på anden sal at Alex boede. Døren bandt en smule, men gik alligevel op og åbnede op ind til den 2-værelses lejlighed. Entréen var meget simpel og der stod kun enkelte par sko og så hang der to jakker, et tørklæde og en hat. Resten af hans tøj var gemt væk i kælderen, for det meste var alligevel vintertøj.
Efter entréen kom stuen, hvor der derfra var en dør ind til badeværelset, med eget bad, soveværelset med det lille skrivebord og den sovende kat og til sidst køkkenet, der indeholdte både opvaskemaskine og ovn. Lejligheden bar præg af en meget minimalistisk, men alligevel boheme-agtig stil. Der hang en drømmefanger over sengen, der var et par lamper med et orientalsk udseende, samt et horn fra en hjort der var brugt som smykketræ.

En ting var Salai sikker på, og det var, at han sagtens kunne spise en masse, for han var mere sulten, end han nogensinde før havde været. Han smilede derfor tilbage til Alex, der påstod, at han ikke ville blive skuffet, så længe Salai bare spiste op. Det skulle han snildt kunne klare, og det var kun godt, for han kunne ikke tillade sig at skuffe den første person i byen, der havde udvist lidt venlig overfor ham. Alex og så de folk, der havde kastet mønter efter ham, da han havde siddet på gaden i regnvejr med sine tasker ved sin side uden at vide, hvad han skulle give sig til, selvfølgelig.
 Først havde han troet, at gjorde det for at drille ham, og han var blevet vred på dem, men senere havde han fundet ud af, at mønterne kunne byttes til mad og andre ting. Så i virkeligheden havde de gjort det for at udvise venlighed. Det gik dog hurtigt op for ham, at rundt omkring på gaderne sad der mange som ham, de fleste dog med hullet tøj og langt skæg, og ligefrem tiggede om penge. Salai havde væmmedes ved synet af en gammel mand, der havde jagtet folk rundt på gaden for at lokke penge ud af dem, og han blev igen vred over, at folk havde forvekslet ham med… en af dem. Han var ikke en snusket hjemløs. Han havde et hjem - eller det havde han i hvert fald haft - og han havde masser af mad og tøj - eller det havde han i hvert fald haft…
Det begyndte lige så stille at gå op for ham, at han virkelig var en af dem. En hjemløs. Han lovede dog sig selv, at han aldrig ville sidde og tigge på gaden på den måde. Han ville ikke gro et langt, beskidt skæg og han ville altid huske at vaske sit tøj. De hjemløse var væmmelige, og det var under hans værdighed at gøre den slags, for stolthed havde han masser af.
Men hvis han nu kunne få lokket Alex til at hjælpe med at skaffe et magisk kort, så skulle alting nok ordne sig.
 
Der var bare lige ét problem.
”Vent lige… Skal man have pengene i forvejen?”
 Ups. Salai havde ikke engang mønter nok til aftensmaden, så det ville garanteret ikke være nok til at skaffe ham et kort.
 
Der var heldigvis ikke så langt til Alex lejlighed, og da han åbnede døren og proklamerede ”ladies first”, kunne Salai ikke lade være med at smile. Han havde lyst til at træde til side og lade Alex komme ind først, for det var trods alt ham, der gik med skuldertaske, men han besluttede sig for, at han hellere måtte være høflig.
Alex’ lejlighed var utroligt fint indrettet. Lyse farver og stilrent design i forhold til kælderen, hvor Salai havde holdt til, der godt nok havde vært enorm, men farverne havde været dunkle og den havde været fyldt med ting, alt lige fra flere dusin bogreoler til et stort hjørne, der var et helt lille atelier.
Det første, der fangede Salais opmærksomhed, var dog en kat, der lå og sov.
 

”Du har en kat!” udbrød han, næsten lidt for glad. Han havde også selv engang haft en kat, men hun døde for mange år siden, og det var første gang i lang tid, at han var tæt på et andet dyr, udover byens duer, selvfølgelig, men de var mindre sjove. Han lagde sine ting fra sig og trådte hen imod katten, men stoppede så op, tøvende. "Må jeg røre ved ham?" spurgte han og vendte sig imod Alex.

Det havde godt slået Alex, at den anden ikke var i besiddelse af nogen større formue. Salai havde ikke engang råd til sin mad i supermarkedet, hvorfor skulle han så have penge til at sætte ind i en bank? Det ville kræve et job og de var efterhånden ved at være eftertragtede i Di Morga. Måske, hvis Alex nu bare kunne snakke med sin chef? Det ville være på hans eget ansvar, selvfølgelig - og det ville samtidig også koste ham, hvis det gik galt. Men det kunne være en mulighed?
"Mhmm, det gør det.. Et job ville nok kunne skaffe dig penge at sætte ind i banken.. Hvis du ikke har et, så kan jeg måske tale med min chef? Han plejer godt at kunne lide mig, så hvis jeg er heldig vil det kunne lykkes.." foreslog han og sendte ham et svagt smil.

Da de var kommet ind i lejligheden syntes Salai kun at have øje for katten. Den gik ved navnet Sir, hvilket var lidt en joke. Dyret havde dog et aftegn som et overskæg under snuden og det var dette, der havde givet anledning til Alex' kreative påfund. Kræet havde han anskaffet sig for nogle år siden og det overvægtige kattedyr havde været hans trofaste følgesvend lige siden. Det havde været den ven, som Alex ikke havde fundet i noget to-benet væsen længe.

Sir havde sat sig op, da Salai havde bevæget sig hen mod den, men havde ikke rykket sig ud af stedet ellers. Dyret var dovent og ville egentlig aller helst kæles til ukendelighed. Det var også ofte årsag til mindre konflikter mellem Alex og katten. Det var ikke altid at han havde tid til at nusse det bløde væsen i flere timer, det skete som regel kun når han så en film eller læste i en bog - hvilket ikke var synderligt ofte.
"Selvfølgelig, han er en værre attention-whore end jeg er!" svarede Alex, men kom så i tanke om, at Salai næppe forstod hans ordvalg. Eller gjorde han. "Jeg mener, Sir elsker opmærksomhed fra hvem som helst" uddybede han.

Selv havde Alex bevæget sig ud i køkkenet, hvor han havde smidt sin taske fra sig på et køkkenbord. I løbet af få minutter havde han fundet ingredienserne frem til en solid frokost. Æg blev slået ud og pisket med mælk, tomater blev hakket, løg blev skåret, brød blev ristet. Det tog ham ikke lang tid før end at en omelet var på panden og simrede, mens brødet var blevet lunt og lækkert.

"Hvor kommer du fra? Er du lige flyttet til? Kender du nogen i byen?" spurgte Alex, der havde bevæget sig ind på soveværelset til Salai og katten. Han stod lænet op af dørkarmen og betragtede dem interesseret. For han fandt Salai yderst interessant, især fordi han var så.. Anderledes. Måske havde han den X-factor, som så mange programmer proklamerede at kunne finde i diverse, tilfældige, fremmødte personer.
Imens han stod der og ventede på svar, smed han de leopardplettede sko og trak t-shirten over hovedet. Det var alligevel ret lummert - og dette til trods for at han havde sørget for gennemluftning af lejligheden ved både at åbne altandøren og flere vinduer. Der var også trukket for i det meste af lejligheden for at skåne katten for den varme sol.

Hvad han arbejdede som? Uh, gennem tiden havde han været mange forskellige ting, men primært under et alias. Det var kun når han arbejdede mindre steder, at han ville bruge sit rigtige navn, mest i frygt for at blive genkendt og hans hemmelige, selv for ham, opskrift på at være evigt ung ville blive afsløret. Før i tiden havde han brugt meget af sit liv på at opleve filmens verden og fra den første film i 1896 havde han været bidt af kameraets muligheder.
Nu arbejdede han dog blot i en bar. "Jeg er bartender på en mindre bar her i byen.. De mangler ofte folk til at rydde af eller hjælpe til, hvis det kunne have interesse?" spurgte han. Det ville nok ikke tage lang tid at lære ham op, for opgaverne varierede ikke særligt meget. Det gjaldt mest af alt om at holde trit med antallet af drinks der blev tømt samt hjælpe til fra tid til anden i baren, når der var mange. Måske Alex kunne lære ham et par drinks..

Salais kommentar om, at hans ordvalg om sig selv og katten var forfærdeligt gjorde ham et øjeblik paf. Det var jo egentlig rigtig nok, for ordet attention-whore var ikke just pænt. Men hans ordvalg om sig selv var generelt aldrig særligt rosende, for det var han for beskeden til. Alligevel syntes Salai at det var direkte forfærdeligt.
Da Alex ikke havde nogen idé om hvad han skulle svare den anden på dennes udmelding, så undlod han helt. Det var sikkert også for det bedste, for han ville ikke kunne forsvare det og hvorfor skulle han undskylde for sit ordvalg overfor en fremmed?

Salais forklaring brød den stilhed der var opstået, efter Alex' manglende svar. Italien. Det var et af de lande, som han havde besøgt en del gange efterhånden. Selv var han delvist fransk og delvist britte - af hvad han havde kunne finde ud af. Hans fortid lå glemt bag ham og han kunne hverken huske sin mor, far eller sit liv før han døde. Ikke engang sin død kunne han huske.
"Jeg er ked af det med din far.." mumlede han og slog blikket ned. Alex havde aldrig været god til at håndtere andres sorg og hvis ikke personen direkte bad om noget fra ham, så blev han oftest stående passivt i et hjørne - hvilket var ret akavet. Han strøg en hånd gennem sit hår og kunne ikke få sig selv til at se på Salai, for han ville ikke se den andens smerte.

Det var først da Salai begyndte at undskylde for, at han ikke havde taget sine sko af tidligere at Alex så op. Emneskift - lækkert! Han greb ud og lagde en hånd på Salais arm, for at give den et klem. "Det er helt okay, du behøves ikke tage dem af" sagde han og sendte ham et skævt smil. Den anden havde dog allerede taget den ene sko af og så gav det vel ikke mening at tage den på igen.
"Der burde være mad om lidt, så bare kom ud i køkkenet.." kaldte Alex, efter han selv havde begivet sig ud i det lille køkken. Omeletten var færdig og den blev smækket op på en tallerken, hvor den nu lå ved siden af et par skiver brød. Dertil hørte en mindre skål med både tomater, agurk, peberfrugt og gulerødder i skiver som han kunne tage af.
Selv skulle Alex kun have en skål yoghurt, hvor der var skåret en banan ud og kommet i. Tallerkenen og skålen blev sat på det lille bord, som stod i det ene hjørne af køkkenet. Der var lige præcis plads til at man kunne sidde to.
"Bare sæt dig og spis, jeg kan fikse mere mad hvis du har lyst.." sagde han og tog selv plads på den stol, der stod længst inde i hjørnet. Sir kom luntende og hoppede op på skødet af ham, hvor den gned sit hoved mod hans arm, for derefter at miave højlydt. "Tossede dyr, du har fået din mad.." mumlede han og pustede den sorte og hvide kat i øret.

Bartender… Det var sådan én, der serverede drikkevarer for folk på en bar, ikke? Det lød godt nok kompliceret, så da Alex tilføjede, at de manglede folk til at hjælpe til og rydde af, åndede Salai lettet op inden i. Det burde han kunne finde ud af. Han havde godt nok et vist talent for at komme galt af sted, men hvis han nu tog sig gevaldigt sammen, så ville han ikke smadre for mange glas. Måske kunne han tilmed få lov til at stå i baren og lave drinks sammen med Alex, hvis han kiggede efter og lærte noget af den anden. Det ville ikke være så slemt, for han syntes allerede vældig godt om Alex.
 
”Det kunne det. Så længe jeg bare får penge, så jeg også kan få mig et kort,” svarede han og smilede til Alex. Det var virkelig det eneste, han ønskede i øjeblikket – måske lige bortset fra et sted at bo – for det lod som om, at sådan et kort var enden på alle ens kvaler.
 
Han bemærkede godt, hvordan Alex vendte blikket bort, da han udtrykte sin medlidenhed overfor Salais fars død. Det var sket så pludselig, at Salai ikke rigtigt havde haft tid til at være ked af det, for han havde haft så meget andet at tænke på, primært sin overlevelse. Det, og så det faktum at det ikke helt var gået op for ham, at han aldrig ville se sin far igen, hjalp ham med at holde sorgen på afstand. Inde i ham spirede et spinkelt håb om, at hans far var et sted derude lige nu.
”Tak,” svarede han men for ikke at gøre situationen endnu mere akavet og ubehagelig for Alex, der tydeligvis ikke var særlig godt tilpas ved den, besluttede han sig for at skifte emne. ”Har du altid boet her i byen?”
 
Alex rørte ved hans arm, da han undskyldte, og han kunne mærke, hvordan hårene i hans nakke rejste sig. Ikke fordi det var ubehageligt, det var bare… nyt. Der var aldrig før nogen, der havde rørt ved ham, ikke med blid hånd, i hvert fald, så det var noget, han lige skulle vænne sig til.
Da Alex igen flyttede sig hånd, greb Salai den og gav den et klem, alt imens han sendte den anden et bredt smil. Han vidste ikke helt, hvorfor han gjorde det. Det virkede bare logisk. Alex’ hånd føltes blød og slank, men alligevel gjorde den bonede knoglestruktur det tydeligt for ham, at det ikke var en piges hånd, han havde fat i. Det varede ikke mange sekunder, før han slap hånden igen og begav sig med ud i køkkenet.
 
Køkkenet var lille, men hyggeligt. Salai tog plads på den ene stol og kiggede på al maden, der stod foran ham.

”Det er virkelig sødt af dig…” sagde han, idet han vendte blikket imod Alex, der kun sad med en lille skål selv. ”Skal du ikke selv have noget?”

Det var forståeligt, at Alex havde boet i byen hele sit liv. Han var kun, hvad, tyve år? Hans voksenliv var lige begyndt, så det var klart, hvis han ikke havde fået taget mod til sig til at forlade sin barndomsby endnu. Selv ville Salai have gjort det for længst. Det kriblede allerede nu i hele hans krop efter at komme ud og opleve verden. Han ville besøge hvert et hjørne og med sine egne øjne se de fantastiske ting, han havde læst om og set billeder af. Han ville rejse med togene i Londons undergrund, han ville gå på den kinesiske mur, han ville opdage skatte i amazonjunglen, han ville ligge på Dubais strande…
Men først var der lige nogle ting, han skulle have på plads. For det første skulle han have sig et job. Og for det andet skulle han lære, hvordan verden hang sammen, hvorefter han med garanti ikke ville være i stand til at tage af sted på så kompliceret en rejse.
 
”Så er det vel dig, jeg skal komme til, hvis jeg en dag farer vild,” sagde han og sendte Alex et skævt smil.
Han lyttede til, hvad den anden sagde, idet han øste mad op på sin tallerken. På trods af sin gnavende sult spiste han langsomt, idet han nød maden.
”Du ligner ellers en, der godt kunne have brug for det,” tilføjede han og kiggede nærmest helt bekymret på Alex, der var næsten lige så tynd som ham selv.
 
Da den anden bedte ham om at fortælle om sig selv, tøvede han lidt. I bund og grund var der vel ikke så meget at fortælle. Han havde aldrig rigtigt oplevet noget vildt i sit liv; det havde han hurtigt fundet ud af, da han var trådt ud i den virkelige verden, hvor hæsblæsende ting skete hvert eneste sekund. I går var han næsten blevet kørt ned af en bus, og så sent som i morges var det endelig lykkedes ham at ae en af de duer, der holdt til på torvet!
Han skuttede sig lidt og stak endnu et stykke peberfrugt i munden.

”Hvad vil du vide?” spurgte han.

Alex var virkelig gæstfri, og da han ligefrem smilede over, at Salai ville komme til ham, hvis han farede vild, blev hybriden helt glad. Det varmede at vide, at der i det mindste var en i denne by, som han kunne henvende sig til, hvis alt gik helt galt. Han måtte bare huske sig selv på at suge hver en detalje med området omkring Alex’ lejlighed til sig, så han kunne finde vej derhen igen. Han havde en god hukommelse, så det ville dog ikke blive noget problem.

Alex’ påstand om, at han ikke kunne tage på, fik Salai til at hæve et øjenbryn.
”Og så vælger du ikke at spise noget som helst? Hvis det var mig, ville jeg udnytte det og spise al den mad, jeg kunne,” sagde han. Han var ikke et sekund i tvivl om, at alle verdens kvinder drømte om at have den evne, så de kunne æde sig mætte i kager uden at tage et gram på. Salai selv tog ikke særlig let på, men det skyldtes nok, at han havde fået en jævn kost hele sit liv igennem og desuden havde en stor forbrænding, især når han benyttede sig af sin evne, der krævede en del energi.

Salai var lige ved at kløjes i den bid mad, han havde i munden, da Alex begyndte at stille spørgsmål. Først et, så to, så… en milliard. Salai kunne slet ikke holde styr på dem og vidste ikke, hvor han skulle starte. Det blev dog heller ikke noget problem, for pludselig undskyldte Alex.

Italieneren rynkede på brynene. Undskyldte den anden virkelig for at stille mange spørgsmål? I al den tid, de havde tilbragt sammen både i supermarkedet og i Alex’ lejlighed havde Salai ikke bestilt andet end at stille spørgsmål. Var det mon forkert? Måske anså Alex det for at være noget dårligt? Det var i hvert fald det, hans ansigtsudtryk tydede på.
Salai fik det pludselig helt dårligt med sig selv og lagde sin gaffel fra sig. ”Det er altså ikke noget at undskylde for...” mumlede han, delvist henvendt til sig selv; man havde da lov til at være nysgerrig og stille spørgsmål, havde man ikke?

Alex smilede skævt ved Salais eget bud på hvordan han ville udnytte, at hans krop aldrig ville forandre sig. Han måtte vel tildels give ham ret; det var ret smart at kunne spise alt det man ville uden at tage på, nogensinde. Men det var på den anden side også kedeligt. Han havde gjort det i en årgang, men til sidst var det blevet så overflødigt at spise.
"Been there, done that. Det bliver bare kedeligt i længden? Jeg ved det ikke helt. Mad er bare lidt en overflødig ting for mig, som jeg alligevel nyder fra tid til anden. Ligesom at nogle mennesker ryger, tror jeg?" svarede han med et skuldertræk. Det var vel svært at forklare hvordan man kunne leve uden et større behov for noget så basalt som mad.

Den bratte ændring i Salais udtryk fik Alex til at stoppe lidt op. Den andens ord fik ham dog til at smile igen. Han havde vel ret, ham Salai. Det var vel ikke noget at undskylde for? Alex følte bare, at han invaderede noget privat, som måske ikke ragede ham?
"Tjah.. Jeg er vidst ikke så god til det der med at socialisere med andre.. I hvert fald ikke sådan.. Tæt på.." mumlede han og slog blikket ned. Det passede vel - det meste af hans kontakt med andre mennesker foregik i baren eller på gaden, i butikker eller andre steder hvor det hele primært bestod af overfladisk smalltalk. Det var han tilgengæld god til - at snakke med folk, som han næppe ville se igen.
Hans blik rettede sig igen op mod Salai. "Jeg vil bare helst ikke skræmme dig væk, tror jeg.." uddybede han og smilede svagt.

Hvad der gik af ham vidste han ikke helt. Han følte sig malplaceret, forkert, akavet. Det skete ikke så tit, men måske var det bare lang tid siden han sidst havde haft ordentlig kontakt til et andet menneske, som han havde det nu med Salai?
"Hvis du vil, så vil jeg være meget interesseret i at høre dine svar på mine spørgsmål.." sagde han og tiltede hovedet en anelse på skrå. "Men der er selvfølgelig intet pres.. Det ville bare være.." hans stemme døde ud og Alex bed sig et kort øjeblik i læben. "Spændende at lære dig at kende." konstaterede han så til sidst, efter en mindre kunstpause. For det ville det. Men det afhang jo helt og aldeles af, at Salai ville lære ham at kende. Ville han mon det?